Sommerturen 2019

Turene er nummereret efter den dato hvor de er foretaget. Grøn er ture i juni, rød er ture i juli,

H/H for havn, for anker, for turbøje.

Destinationerne: 16-06-2019 Barsø, anker 17-06-2019 Trelde Østerby, anker 18-06-2019 Mårup 19-06-2019 Ebeltoft 20-06-2019 Ålebugt 21-06-2019 Øster Hurup 22-06-2019 Stanget, anker 23-06-2019 Ålborg 24-06-2019 Næsby hage, Løgstør Bredning, anker 25-06-2019 Thisted 27-06-2019 Dover Odde 28-06-2019 Oddesund Nord 29-06-2019 Nykøbing Mors 05-07-2019 Skive 07-07-2019 Færker Vig, Fur, turbøje 07-07-2019 Fur

10-07-2019 Oddesund Nord 11-07-2019 Thyborøn 13-07-2019 Glyngøre 14-07-2019 Livø 15-07-2019 Løgstør 16-07-2019 Nibe Bredning, anker 17-07-2019 Stanget, turbøje 18-07-2019 Udbyhøj 20-07-2019 Randers 22-07-2019 Udbyhøj 23-07-2019 Pakhusbugten, Anholt, anker 24-07-2019 Anholt 27-07-2019 Grenå 29-07-2019 Tunø, anker 30-07-2019 Bogense 31-07-2019, Bågø 01-08-2019 Sønderborg

Teknisk indledning:

Vore ture er tracket på Keep Sailing. Du kan vælge en bestemt tur ved på linket

https://keepsailing.net/logbook?mapkey=e5d4aa8db8f8418792aeb3cb965606

at klikke på midt på højre side, vælge 2019 og den ønskede tur. Næsten hver gang kommer jeg først i tanker om at starte Keep Sailing når vi er et stykke på vej. Men startpunktet fremgår af slutpunktet på den foregående tur - hvor jeg til gengæld ofte glemmer at stoppe trackingen i en rum tid. Det betyder at min vej til betalingsautomaten eller toilettet også fremgår. Det er dog ikke hver gang et spor går over land, at vi med MINI har pløjet os gennem landskaberne. Hvis min mobil mister GPS-forbindelsen trækker den en ret line mellem det sidste punkt inden den mistede kontakt og det første ved den nye. Ligeledes er det ikke hver gang man se et langt lige spor, at vi har været suveræne ved roret.

16-06 Sønderborg –> Barsø

Så begynder festen. Nervøs pakkestemning, men af sted kom vi så vi lige genau kunne komme igennem broen kl. 11:38 uden noget sejl klar. Nord for broen satte jeg sejl mens Annamarie ordnede nede om læ. Og så fik jeg jo ballade. ”Kan du ikke vente til vi er ude af havnen?” Det er sådan et ritual vi skal igennem.

Sejlene blev oppe og vi sejlede til Møllebugten, kastede anker og nød en dejlig frokost.

Derefter til Barsø. Spiler det sidste stykke mod Snogbæk Hage. Derefter et par perioder med vindstille for motor. Den sidste time mod Barsø for en dejlig stabil vind, ca. 5 m/s, 5-6 knob.

Anker smidt 17:45.

Pølser med kold kartoffelsalat. Vi startede let.

17-06 Barsø –> Trelde Næs

Jeg er ved at blive gammel. Det første timelange ben fra Barsø til Halk hoved var perfekt til spiler. Til Annamarie som ofte brokker sig over at jeg sætter spiler, sagde jeg: "Se, jeg kan godt styre mig". Jeg indkasserede anerkendelse (men jeg gad ikke).

Men den kom op senere et par gange. Det blev ikke helt det gode vejr der var lovet. Vi lagde anker ved Trelde Næs lige inden for i Vejle Fjord. Her kunne vi ligge i læ for en vind fra vest som ville aftage, dreje mod syd og senere friske noget op fra sydøst. 

Det blev en dejlig aften.

18-06 Trelde Næs –> Mårup

Skiftede til fok ved varsel om uroligt vejr, ingenting afvekslende med meget vind og skiftende vindretning.

Men jeg gjorde klar til spiler på styrbord halse. Det begyndte med lidt (foran for tværs), så blev det intet og motoren kom i gang 9:20. Benzinpåfyldning kl. 10:45, 12:20.

Ca. 12:45 var vi forbi Endelave. Der kom vind, lige på grænsen til spiler, men dog ikke. Vi sejlede alligevel ca. 5-7 knob. Den sejler godt for fokken, og al ting er lettere. Så vi pakkede genuaen sammen og stuvede den helt væk for resten af turen.

Så blev det til gengæld spændende at eksperimentere med fokkens skødning. Den skal skødes længere ude, syns jeg. På billedet er begge skødemuligheder til stede. Det blå-hvide (fremstår grønligt) er det gamle og er stramt på det venstre billede. Det røde skøde er det nye og er stramt på det højre. Agterliget står rigtigere her. Det er lidt besværligt fordi kødet skal trækkes uden for søgelænderet.

19-06 Mårup –> Ebeltoft

Af sted for motor kl.9:39. Sejl sat kl. 10:33. Kurs mod Helgenæs, senere direkte mod Sandhagen.

Motor fra kl.12:46.

13:05 igen for sejl.

13:23 igen for motor.

Undervejs kom vi tæt forbi en større båd der lå op ad en lang pram med ca. 10 personer på og ca. 5 gummibåde. Tættere på viste det sig at være militærfolk. Og så kom der to F35 - formoder vi det var - hen over os, forvandt i horisonten og vendte efter meeget kort tid tilbage og dykkede ned over båd, pram, gummibåde og mandskab M/K - og os som jo var lige i nærheden. Larmen var infernalsk selvom vi holdt os for ørerne, og den trængte også ind i kroppen gennem bagdelen, idet båden vibrerede med. Det var en vild oplevelse.

20-06 Ebeltoft –> Ålebugt

Dagen startede med indkøb af 9,21 L benzin.

Af sted for motor. Havde håbet på en styrbordhalse spilersejlads fra Sandhagen ned til sydspidsen af næsset. Gik ikke, SSV og ikke VSV. 

Kunne sætte spiler i 10 minutter. Undlod, for jeg mente den måtte op på modsat side straks efter. Men det blev styrbord halse efter passagen af Hassensør og vi fik en skøn flere timer lang spilersejlads på plat læns, så plat, at vi ustandseligt måtte holde øje med vinddexen.

Bjærgede den ca. kl. 16 ved optræk af sort sky og tiltagende vind. Det viste sig dog ikke at være foruroligende meget. Men vinden drejede, så vi alligevel skulle have haft den ned.

Motor kl.16:45

21-06 Ålebugt –> Øster Hurup

Det var så dagen hvor det lange stræk hen over åbent vand kurs NV skulle bringe os til Limfjorden hvor vi ville ligge for anker SØ for Egense lige over for Hals.  Der var lovet vind hovedsageligt fra SV, gunstigt, men ustabil i styrke. Jeg forudså ankomst ca. kl. 17.

Da jeg havde en lille vågenperiode ved midnat, så jeg lige på udsigten på den udmærkede app, Sejlads udsigt. Kl. 17 og lige ud for Limfjorden! Ved opdateringen kl.05 (man følger jo med hele natten) så det lidt anderledes ud. Kun 12-14 m/s og rykket længere nordpå.

Men ikke nogen helt tryg situation. Vi tog af sted med det forsæt at orientere os undervejs og gå til Øster Hurup om nødvendigt.

Vinden var i NNV. Det gik fint til Fornæs, men derefter kunne vi slet ikke holde Hals. Den var også for svag til at vi rigtigt kunne komme deropad. Med forventet vinddrejning mod sydvest søgte jeg et par gange ind mod Djursland for sejl og et stræk mod vinden for motor.

Det gik jo slet ikke fremad som tænkt, og Øster Hurup forekom i stigende grad attraktiv. Vi lagde kursen derefter, motor og sejl afløste hinanden. Et langt stræk gik det fint for sejl, mens en meget sort sky nærmede sig. Desværre sejlede vi på bagbord halse, og rebe kan jeg kun på styrbords (det kan jeg let gøre noget ved hjemme).

Da jeg så det ophidsede vand nærme sig, greb jeg storskødet, og i samme øjeblik uvejret ramte sejlene, slækkede jeg ud, så krængningen kun øgedes en smule. Men lyden af det blafrende sejl og rusk, sprøjt og regn, gav Annamarie den for hende karakteristiske panikreaktion, en paralyseret, fikseret position som ikke bidrager til ydre panik. Jeg skal bare sejle.

Og jeg tænkte at det var meget værdifuldt med mine mange år med flipperjollen hvor netop denne slags sejlads, hvor man sidder med storskødet i hånden og møder vandet på alle måder, var det sjoveste. Det nævnede jeg først for Annamarie meget senere da hun var kommet sig over forskrækkelsen. Hun er kommet sig over mange forskrækkelser og hun gør det fremragende.

Selvom man kunne overveje om det netop overståede uvejr var det som prognoserne havde anbragt ved Hals, og at faren således kunne være drevet over, så valgte vi Øster Hurup. Det var udmærket. Vi fik bad og mad, undtagelsesvis købte vi aftensmaden, to overdådige stjerneskud, som vi indtog på båden, og en flot hornfisk til dagen efter. (Bortset fra benene er hornfisk en fremragende spisefisk). Og da jeg tankede vand, opdagede vi en utæthed i tilløbet. Sammen med en allerede konstateret utæthed ved hanen blev vandforsyningen istandsat dagen efter.

22-06 Øster Hurup –> Stanget

Dagens sejlads var helt uden drama. Men spændende da vi nærmede os indsejlingen til Limfjorden. Jyllands østkyst nord for Djursland er meget særpræget. Det minder om Vadehavet med sump og meget store banker langt fra moderlandet. 

Ved Hals/Egense er det specielt derved at det omslutter og beskytter et meget stort lavvandet farvand, Stanget. Det grønne er under vand ved højvande.

Vi kastede anker tæt ved moderlandet, men med udsigt til de fjerne sandbanker hvor der også var ankerliggere.

Ved Hals ligger to identiske isbrydere, Danbjørn og Isbjørn, men kun kort tid endnu. De sidste danske isbrydere er til salg. Men de har ikke fremtiden for sig.

PS. Hornfisken smagte himmelsk.

23-06 Stanget –> Ålborg

Ind i Limfjorden, en blandet oplevelse. Hals og Egense lå i solen som lysende, levende lokaliteter. Men vandet var ulækkert og mødte os med store plamager af vandmænd klemt sammen til en grød som ragende op over det stille vand. Kysten var smuk uden imponerende særpræg. Særpræget dukkede op længere inde i form af omfattende industrielle produktionsvirksomheder, bl.a. Ålborg Portland, en af Danmarks værste klimabelastere, om ikke den værste. Og kulkraftværk, så vidt jeg kan se. Formildende passerede vi dog De danske Spritfabrikker.

Sejladsen foregik for motor i fuldstændigt vindstille. Vi sejlede godt 4 knob, hvilket afslørede en modstrøm på lidt over en halv knob.

Da vi så nærmede os et større sejlskib som lå med fuld sejlføring, udbrød jeg: "han sejler sgudda baglæns". Men det gjorde han ikke, han havde kastet anker.

Limfjordsbroen åbner hver fulde time, men jeg regnede på lang afstand ud at vi ikke kunne nå åbningen kl.12. "Så spiser vi bare frokost", sagde Annamarie. En rigtig god idé. Vi kastede anker kl.12:15 10 minutter fra broen og nød frokosten i solen. 

Ankeret tog lidt af bunden med. Industrien/humankulturen prægede miljøet både over og under vandoverfladen. I hele den østlige del af Limfjorden var bunden sort, sort mudder i den udstrækning vi oplevede det.

Efter Limfjordsbroen lå vi en flok både, ca. 10 stk., og ventede på at jernbanebroen skulle åbne. Som minutterne gik, virkede det helt meningsløst. Men efter 10 minutter kom det et lille lokaltog, og så kom vi videre. Vi gik ind i Vestre Bådehavn og fandt en udmærket plads mellem ubefolkede lokale både.

Ved Skudehavnen lige ved siden af var der et farverigt leben med streetfood der nærmede sig Papirøen og et bål på en metalpram lige ud for. Helt akavet, uegnet til at give sankthansstemning.

Mod forventning blev det en stille nat.

Nu skulle de varme dage komme. Vi sejler vestpå så længe østenvinden varer, danner os et indtryk af fjorden og besøger de steder vi vil besøge, på vej tilbage.

24-06 Ålborg –> Næsby Hage

Den ret store Egholm efter Ålborg er sommerhusområde, og der går færge dertil.

Kl. 10:30 passerede vi hvad der lignede en banke som lige netop ragede 2 cm op over vandet. Men det var så præcist 2 cm hele vejen langs den km lange banke at man må tro det er en flydende ø. Og det er det. Jeg kunne ikke få lokale til at fortælle at der er tale om stor udledning af næringsstoffer. Det er bare sådan noget som vokser her. Og det er måske også det der danner det sorte mudder når det falder til bunds og rådner – og som foranlediger det iltsvind som man ofte hører om i fjorden.

Igen et langt stræk. Østenvinden skal udnyttes. Fjorden efter Ålborg var ren natur, dvs. uden den primære menneskeskabte påvirkning i form af industrielle anlæg. Men følgerne af vores aktiviteter kunne stadig spores. Vi sejlede stadig langs kilometer lange plamager af overfladevækster. Uden disse overvejelser var det en smuk og dejlig tur. Den er meget snoet, og min lyst til at sejle med spiler prøvede jeg fra starten at dæmpe. Men da vi var ved at blive indhentet af to kun lidt større både som sejlede med Genua alene, kom spileren kom op de sidste 20 minutter indtil vi trak ind til kysten til bagbord for at kaste et frokostanker. Da vi efter frokosten hev det op, fik vi en større del af Limfjordens bund med op. Jeg syns jeg kunne se sand iblandt, men jeg tog den ikke indenbords til nærmere analyse.

Men turen sluttede med to timers spilersejlads helt til Aggersundbroen. Den var perfekt omend den undertiden krævede den maksimale forudseende opmærksomhed. Der skulle visse steder skæres af i renden for ikke at få "vinden ind fra læ".

Fin vind, fint vejr. Efter broen opsøgte vi vores på forhånd valgte overnatningssted inde under nogle imponerende skrænter efter Løgstør. 

25-06 Næsby Hage –> Thisted

Natten blev meget mere blæsende end lovet, og vi var afskåret fra at orientere os, for vi var uden for brugbar teledækning. Sjov at gense E og H. Dog pludseligt 4G kortvarigt og tirsdag morgen fik vi vejrmeldinger, skikkelig SØ. Men om natten havde vi også oplevet en markant og langvarig kraftig vind fra meget forskellige retninger. Det fremgår af nattens trackning.

Det er mit middel til at sikre mig at ankeret har fat. Det føler jeg mig meget tryggere ved end de apps som tilbyder at advare hvis man er drevet mere en f.eks. 30 m. De kan vække en om natten hvis de får en GPS-fejl, eller de kan slukke hvis telefonen finder på at reboote, hvad jeg har været ude for.

Vi blev hvor vi var, som det også fremgår, indtil vi tog af sted mod Thisted.

Ca. 9:30 spiler i SØvind plat læns. Kl.10 SV efter vindstille halv vind. Kl.10:20 for motor i vindstille.

Og så er vi slet ikke kommet halvvejs, og det blev ved med skiftende vind, styrke/retning og sejl op og sejl ned og samme med motoren, og det gider I slet ikke læse om, og jeg gider ikke skrive mere om det. Oplevelserne på en tur fra Sønderborg til Thyborøn hvor det gælder om at sejle med vinden, må indeholde meget af den slags. 

Men nu kommer der noget afveksling, for i morgen aften kommer der et vejrskifte og derefter et par dage med stærk vind fra NV, og så skal der alligevel skrives om det, NV er lige netop kursen over Nissum Bredning. Og Thyborøn var vores ultimative mål.

I Thisted provianterede vi og kom hjem med kurvene fulde, men glemte rugbrød. Det gjorde ikke så meget, for vi besluttede at tage en ekstra overnatning i Thisted.

26-06 Thisted

Der er udsigt til meget kold vejr i næste uge, så jeg købte en lækker trøje i en Røde kors-butik, kr.30,- og et par lune jokkingbukser i en sportsforretning, kr. 300.-.

I går gik Annamarie forgæves til kirken. Den var lukket, for orglet skulle stemmes. I dag var jeg med, og det var så heldigt at orgelstemmeren var på vej ud, og da han gjorde anstalter til at låse, sagde Annamarie bestyrtet "låser du?”. Men jeg havde jo set på hans bil at der stod Markussen og søn, så jeg spurgte om han var fra Åbenrå. "Jo" og så var der jo kontakt. "Vi er fra Sønderborg". ... "Har I stadig Olav Oussoren hos jer?". Og så fik vi snakket orgel mens Annamarie fik set kirken.

J. P. Jacobsen er fra Thisted og det gør de noget ud af. Her står det lille hus der blev lavet til ham hvor han kunne arbejde og regulere den friske luft som lindring for den tuberkulose som dog tog livet af ham som 48 årig. På en gade ind i byen fra havnen havde vi flere gange set et der var nedlagt nogle ord. Da vi passerede for 3., 4.. eller..? gang sagde Annamarie "hvad er det der står?" Og så var det Irmelin rose!

At jeg kunne gå derover mange gange uden at opdage det!

Det blev en stormfuld nat. Den lokale onsdagssejlads blev aflyst. Alligevel gik en H-båd og en anden båd ud og trænede hårdvejrssejlads. Og det var det. En sejler på havnen havde målt 21 m/s. Hård/stormende kuling. Annamarie så til med tilbageholdt åndedræt, men kom bagefter til at afsløre at hun var skuffet over at der ikke skete noget…

27-06 Thisted –> For anker ved Doverodde

Men dagen efter tog vinden gradvis af som lovet, og solen skinnede fra en skyfri himmel som lovet, og vi drog af sted efter en frokost i solen som planlagt og havde en fin tur til den udsete ankerplads tæt ved Doverodde havn.

Aftensmad i aftensol, opvask, cockpitteltet op og tidligt i seng. Lækkert.

28-06 Doverodde –> Oddesund Nord

Vi havde læst om den gamle købmandsgård i Doverodde, siloen med udsigtsadgang og Statens museum for kunst! Det ville vi lige ind og kigge nærmere på. Vi lettede anker efter morgenmaden og listede til havnen (glemte at starte tracking). I følge Navionics skulle der være under ½ m i indløbet. Det viste sig heldigvis/naturligvis ikke at være tilfældet. Vi fandt en fin plads og begav os i det fine vejr til købmandsgården. Det var en stor også herlig overraskelse. Der var en foreløbig, men meget fin udstilling om den sårbare danske kulturskat, den der skal værnes om rent fysisk, udstillings og depoters udvidelse og fornyelse, og drama som bl.a. redningen i sidste øjeblik ved Christiansborgs anden brand i 1884 af den kongelige malerisamling ved at skære billederne ud af rammerne. En tekst om kunstens demokratisering faldt jeg for, kort og klar.

Også en spændene afdeling om den farlige nationalisme.

Den færdige indretning åbnes i 2020 når der er fuld kontrol over temperatur og fugtighed i de meget flot indrettede lokaler.

Et dejligt sted!

Sidste: D. 8. 8. fyldte købmandsgården i Doverodde hele Informatíons forside, og der var en 2 sider lang artikel inde i bladet.

Efter frokost drog vi mod Oddesund. Det var ideelt vejr, sol og perfekt vind (det skulle vise sig at være sidste gang i lang tid). Dog blev det lige i overkanten for Annamarie da vi i bidevind skulle over det sidste åbne stykke. Vi gik derfor i havn, Oddesund Nord, i stedet for at ligge for anker som vi havde tænkt os.

Det var en god ide. Det blæste en del, men især fordi der var gratis cykler man bare kunne tage. Det var et smart trick. Gratis, det skal da udnyttes! Men hvor skal man køre hen? Der er kun to muligheder, den ene vej og den anden vej. Vi valgte at køre den ene vej, hen og kigge på broen. Men lige inden mødte vi et landskab af medtagede tyske bunkers fra anden verdenskrig - og de var indrettede som museum/kunstudstilling for Oddesunds betydning under krigen - og flot indrettet. Automatisk døråbning og lukning - lukning var nok hovedformålet med automatikken - og elevator i det ikke skræmmende høje udsigtstårn – man skulle ikke så højt op for at kunne overse det hele - alt midt ude i ødemarken. Vi tog nu trapperne hvor der hele vejen op var skildringer af sundets betydning og udfordring, den gamle farlige færgeoverfart med robåde, dampfærgen som også fungerede som isbryder ved at køre et med kul tungtlastet lokomotiv frem og tilbage, så den kunne løfte stævnen op på isen for bagefter at knuse den, til broens konstruktion og indvielse.

Endnu en kulturel overraskelse af fineste art. Og en interessant detalje: Det er sådan man gør.

Vi gik først til køjs efter kl. 23 - helt usædvanligt.

29-06 Oddesund Nord –> Nykøbing Mors

Ideen med Oddesund var at fortsætte til Thyborøn, turens spændende yderpunkt. Men nu varsler det ilde. På dr.dk læser vi om vejret fra på mandag:

"Der kommer muligheder for byger, og det bliver op til hård vind, som kommer fra nordvest. Der kommer til at ligge et lavtryk over Skandinavien, så der er ikke udsigt til sommervarme foreløbig."

Vi kan godt komme til Thyborøn i dag og tilbage i morgen hvis det kun drejer sig om sejlads med sejl, bare med fokken i morgen med frisk vind fra sydvest. Men vi skulle da gerne have lidt mere tid i Thyborøn. Og jeg er bekymret for broen i bunden af bredningen. Der kan være indadgående strøm og store bølger hvor det er uforudsigeligt om vi kan holde motoren i vandet i tilstrækkelig grad. Jeg har fået stor respekt for strøm og broer efter at have oplevet strømmen gennem Græshoppen i Karrebæksminde. Og Oddesund er den første indsnævring som tidevandet fra Vesterhavet møder. Thyborøn kanal er meget bredere.

Men da vi d. 13. 7. passerede broen, var det en ganske almindelig, skikkelig bro og farvand.

Vi overvejer at tage til Nykøbing Mors og blæse inde der. Og det besluttede vi så midt på formiddagen. Straks efter frokosten gjorde vi klart skib, dvs. jeg gik i gang. Men så skete det som vi har iagttaget i ugen i Limfjorden, der kom en lokal og bare indledte en samtale helt naturligt og meget tiltalende og behageligt. Da jeg efter lang konversation ville videre, mærkede han det næsten inden jeg havde rørt på mig og trak sig.

Annamarie stod klar til at smide fortøjningerne, men jeg var slet ikke færdig. Dette kan have spillet ind da jeg hev storsejlet op. Jeg har sjusket med karabinhagen. Halvt oppe gik faldet til tops uden sejlet. "Start så den motor!" beordrede Annamarie. Det overhørte jeg. Det er jo en sejlbåd. Efter at have surret storsejlet fast, fandt jeg spileren frem, så mig lidt omkring og satte den op i frisk vind næsten læns. Kursen drejede svagt mod vinden i flere omgange, og det endte med halv vind. Men vinden var os nådig når det spidsede til. Vi red for spiler hele vejen, og jeg glæder mig til at udregne gennemsnitsfarten. Det var en herlig sejlads.

Godt en måned senere: Det blev 4,7 knob med det hele. Hvis jeg regner på sejladsen mens spileren trak (13:34 / 2,4 SM til 15:58 / 16,2 SM), bliver det 5,75 knob. Som sagt: Herlig sejlads.

Keep Sailing er enig:

30-06 Nykøbing Mors

Dagens første opgave var at få pillet storsejlsfaldet ned igen.

Blandt de spændende ting på to måneders sejlads er at løse de mangeartede problemer der opstår undervejs. Dether lød som et af de meget spændende. 

Og igen var vi heldige. Ikke med det første, en lang redningsstige som jeg gerne måtte låne, og som jeg troede kunne bringe mig så højt op at jeg med en dertil konstrueret krog på bådshagen kunne få fat i faldet. I tankerne havde jeg at komme op at stå på sallingshornene, men masten var glat - den er jo velpoleret - så jeg var bange for at miste grebet deroppe, og bådshagen rakte ikke langt nok fra stigen. 

Ved hjælp af de omkringliggende - hvis opmærksomhed jeg havde vakt - fik vi kontakt med en lokal som var mester i det dér med at hejse op i masten.

Mastemanden ville komme over middag. Vi gik i byen og stak lige hovedet ind i kirken 5 minutter i højmessetid. Den måtte genses!

Over middag fik jeg så også prøvet det - altså at hejse en mand op i min mast. Jeg troede det skulle være mig, men hans argument var at han vejede 67 kg og jeg 78. Og det var tungt nok selv for to mand. Min genbo på broen og jeg brugte både fokkefaldet og spilerfaldet i hvert sit spil. Op kom han, og ned igen med karabinhagen og forklaringen sammen med en indlysende demonstration af hvordan en karabinhage kan lukkes op af den ring den fastgøres i hvis de falder uheldigt mod hinanden på vejen op. Karabinhagen er nu skiftet ud med en sjækel.

Men inden da havde jeg virkelig gjort mig fortjent til at modtage hjælp også fra min genbo. Meget pludseligt blæste det voldsomt op. "Din cykel er røget i havnen" blev der råbt til genboen. Det var fra en flok piger der var på poltertur der råbte. De sad på en café på kajen over for broen. Det hørte vi jo også og stillede os til rådighed. Vi havde den bådshage genboen søgte. 

I det grumsede vand kunne man slet ikke se bunden, og han kunne ikke mærke noget hvor meget han end strakte sig og rodede rundt. "Nu ryger han snart i vandet som cyklen" sagde Annamarie. Og så var det jeg var fristet til årets første havbad. "Jeg elsker at bade og dykke. Jeg vil godt prøve at finde cyklen." Det tilbud tog han virkelig godt imod. Jeg iførte mig badebukser og dykkerbriller og hoppede i. Efter 5 - 6 forsøg kom jeg op og spurgte om der var noget orange ved cyklen. "Jo". "Så har jeg fundet den". Så dykkede jeg igen og fik cyklen med op.

Bagefter sagde Annamarie "Jeg fik fotograferet dig, men jeg fik desværre ikke fotograferet alle de piger der stod på kajen og kiggede da du sprang i. Det er jeg ked af." Det er jeg egentlig også.

Nu loves der op til kuling hele vejen over Limfjorden de næste 5 dage, og vi ligger med hækken mod vinden. Der er nogle pladser længere ude i havnen hvor vi kan ligge med stævnen mod. Alternativt overvejer vi at vende båden hvor vi ligger. Vi skal lige sikre os at påhængsmotoren ikke beskadiges, og at vi kan komme i land.

01-07 Nykøbing Mors

Vi vendte båden med stævnen mod vinden, gik på indkøb og så byen.

02-07 Nykøbing Mors

Vi tog en længere togtur til Viborg via Skive. Det tog en time og 19 minutter. Udover at være de nærmeste storbyer, så er det her min far kom til verden og levede sine første år som jeg har skrevet om det i familiekrøniken. Han er født på Preislers Hotel i Viborg og voksede op i Skive hvor hans forældre åbnede en slagterbutik. Til Skive sejler vi på fredag. På vej til Skovgaardmuseet gik vi af Sct. Mathiasgade og fandt nr. 29. Gadens lille knæk er tydeligt at genkende.

Skovgårdmuseet er etableret i det gamle rådhus lige ved siden af domkirken. Museet rummede ikke bare værker af Joakim, men også af hans far og søskende. Stueetagen fungerede som et åbent depot for Ordrupgård som er under restaurering. Der var bl.a. Hammershøjs Hvide døre (vurderet til 12,3 millioner).

Efter en frokost, hvor vi ventede i tre kvarter på to salater, gik vi i domkirken. Den er flot, stilren og majestætisk udefra, men indvendigt tilplastret med Skovgaards al fresco skildringer af kendte bibelske afsnit. Det var min spontane oplevelse. Det var overvældende, men på en påtrængende og forstyrrende måde hvis man går ind i en kirke for at finde ro til andagt. Kirkens indre var et udstillingslokale. Den diametrale modsætning fandt vi i Nykøbing. Mere om det i morgen.

03-07 Nykøbing Mors

Vi besluttede at tage nordpå så langt vi kunne komme med bus mod Feggeklit. Det nordligste bussen kom var Hesselbjerg, kom chaufføren og et par lokale passagerer frem til da jeg godt oppe nordpå havde beskrevet vores situation. "Vi er blæst inde i Nykøbing og skal bare ud og opleve noget." Her fik vi også anbefalet Hulhøj. Vi skulle ud af vejen dér, osv. Det var en situation jeg før har oplevet på landbusser hvor passagerer og chauffør giver sig god tid til at hjælpe og snakke. Det kan føles som en bevaret fordums menneskelighed. 

Fegge Klit er imponerende. Det blev bare at se på, der var for langt. Men vi så den fra Hulhøj som også er imponerende, 41 m over havet. Vi havde ikke let ved at orientere os og fandt slet ikke den direkte vej til Hulhøj. Vi fandt en sti ned til kyststien, og så kunne vi naturligvis følge den hen mod den højeste skrænt. Det var et fint valg, for her stødte vi for første gang på moler og kom helt tæt på, og så skulle vi bestige Hulhøj fra 0 m. Det var en skøn udfordring, for vi klarede det! Det var hele vejen balancerende på en knivsæg og ustandseligt gribende til græstotter først udvalgt fri for tidsler og torne. Når man luger, er man irriteret over at skidtet er så svært at få op. Men det er der en dybere mening med! Ingen af dem sveg os på vejen op. Og dét var afgørende.

Det samme kan vi sige om Google maps. Der var meget øde, men en del veje. Google maps fortalte korrekt hvor vi kunne finde bussen. Og så kom den med samme chauffør. "Jeg er glad for at se jer". Han havde vist ikke været bekymret for os, han var bare glad for at se os, og vi fik snakket meget. Han have været journalist og var som nu som 60 årig for et år siden flyttet til Mors. Jeg var fysiker og fortalte historien om Bohr og Einstein på linje 3. For da jeg udtrykte min glæde over den venlige, familiære stemning i den offentlige bus, sagde han "ja, det er som at komme tilbage i tiden til de gode gamle dage."

Og min historie er fra 50'erne hvor Bohr og Einstein fugtes ad i sporvognen. Da de kom til instituttet på Blegdamsvej, skulle Bohr af. Men de var ikke færdige med en vigtig samtale (det blev de i øvrigt aldrig) og fortsatte hen ad gangen til sidst med Bohr på trinbrættet. Men dér fortsatte samtalen mens sporvognen ventede og passagererne smilede forstående. De var overbevist om at det var vigtigt, og de fandt det i hvert fald meget sødt.

Hver onsdag er der stort kræmmermarked i Nykøbing, åbent til kl. 21 og musik på torvet foran kirken.

Det er en meget smuk kirke i kraft af et enestående loft, og sideskibet, og derudover stor enkelthed. Viborgs domkirkes indre blev sat i relief. 

04-07 Nykøbing Mors

Denne torsdag er nok turens dårligste dag hvad vejret angår, 12 grader 9(-16) m/s og snusk som midt på eftermiddagen gik over i regnbyger. Alligevel skulle der ske noget - mente Annamarie som havde fundet en busforbindelse til Næssund, afgang 14:15 retur 16:20. Vi klædte os godt på, og steg på bussen. "Er der noget at se derude?" "Næhh...". Efterfulgt af mere snak. Turens kvalitet var at det var gennemført vanvid. Hele vejen ud var vi de eneste passagerer og vi overvejede om vi skulle fortryde. På hjemvejen steg to mænd og en hund på i Karby og senere endnu en mand. På vejen ud standsede chaufføren ved en Sparkøbmand og forlod bussen. Da han kom tilbage fik vi en forklaring: "Konen manglede lige noget". 

Der kom en gavmild regnbyge på vej ud, og i sådan en kunne vi jo blive sat af. Så jeg spurgte "Er der en færgekro derude?". "Næhh...". "Er der en på den anden side?". "Næhh". "Holder du med bussen derude til du skal tilbage?". "Ja!". "Hvis det nu regner når vi kommer tilbage, kan vi så sætte os ind og vente?". "Ja, jeg sidder bare og læser". Menneskene heroppe har simpelthen været en oplevelse.

Vi tog færgen frem og tilbage. Det tog i alt godt 10 minutter og var helt forrygende. Jeg holdt krampagtigt på min kasket i samfulde 10 minutter på vandet. Foruden os var der en bil med to passagerer over til Thy og søreme tre biler på tilbagevejen. For at understrege turens karakter syntes Annamarie at hun skulle give en is. Det kunne man nemlig købe på færgen. Vi gik fra færgen i regn og blæst med is i hånden, og da vi nærmede os bussen, gik døren op. Så føler man sig velkommen.

05-07 Nykøbing Mors –> Skive

Så slap vi endelig fra Nykøbing. Dejlig Solskinsvejr, men koldt. Fin vind til en del spilersejlads. Den trækker kl. 10:54. Det sidste lange ben mod Skive blev efterhånden til bidevind, og den friskede op. Det annonceredes med et overrumplende vindstød med samtidig vinddrejning, så opskæringen hjalp ikke straks. Vi krængede så den tog lidt vand ind.

06-07 Skive

Regn fra morgenstunden og godt op ad formiddagen. Jeg savner to sejlpinde til fokken (det er der poser til, men det viste sig senere at være en dårlig ide med den øverste) og en fender, så jeg googlede Bådudstyr og fandt en adresse langt fra havnen. Der var udlån af fremragende cykler, så vi tog af sted på en lang cykeltur. Og fik en lang næse. Der var ingen forretning, kun en servicevogn med værktøj. Men Skive har mange skønne cykelstier, og det meste af turen var på sådanne. Og smukke skove. Især Krabbesholmskoven som går helt ned til lystbådehavnen. 

Så videre ad en lang gågade efter Thomsensgade, opkaldt efter min farmors far, garver Thomsen. Vi indtog en fundamental frokost, to hotdogs og to øller. Så fandt vi Thomsensgade.

Tilbage ved båden gav jeg mig til at sy en lap i fokken mellem bygerne. Annamarie læste. Efter aftensmaden cyklede vi hen til Danmarks længste træbro. Karup å udmunder i et delta i et meget bredt sumpområde. Broen gik hen over dette. Og det viser sig at det er indelukket af diger og forløber et par meter højere end de tæt bebyggede omgivelser.

Da vi kom tilbage, faldt vi ind i et syngende fødselsdagsselskab i sejlerstuen hvor vi skulle ind med cykelnøglerne. Vi sang med!

07-07 Skive –> Færker Vig ved Fur,

Efter morgenmaden gik vi en tur i Krabbesholmskoven. Det forekommer mig at den er helt enestående i en dansk sammenhæng. Den triggede en genoplevelse af vandreturene på La Palma.

Da vi ankom i fredags, løb vi straks ind i genboen fra Nykøbing hvis cykel jeg fiskede op af havnen. Mens vi snakkede, stod skoven i den skønneste aftenbelysning. Hvordan pokker kunne jeg undlade at fotografere. Jerg har kun billeder fra denne morgens spadseretur.

Vi tog af sted efter frokost. 

Det var en fin tur, rebet sejl i masser af vind. Fra halv vind til skarp bidevind, bl.a. da vi skulle forbi den snævre genvej ved færgen ved Hvalpsund. På 2/3 af ruten sejler færgen klods op ad landtangen!

Det var på samme halse fra start til slut, på et hængende hår som da vi sejlede med spiler fra Odde Sund uden storsejl.

På hele den firetimer lange tur mødte vi kun to både. En påfaldende ting, især når man kommer fra Sønderborg Bugt og Tysklands nærhed: Der er næsten slet ingen [sic!] både i Limfjorden.

Da vi kom frem til vores ankerplads i Færker Vig, lå der en stor motorbåd som sejlede da vi kom og en sejlbåd som lettede anker en halv time efter vi havde smidt vores. Det var nu ikke uden problemer denne gang. Vi valgte den løsning som gav sikker nattesøvn. Det forløb således:

Jeg ruskede ikke voldsomt i det og troede det havde fat. Det så godt ud på Navionics fra start. Men mens vi spiste, opdagede jeg at dybden voksede betænkeligt, og jeg fulgte igen med på Navionics. Vi drev langsomt. Vi besluttede at sejle ud til en ankerbøje efter opvasken.

Da jeg hev ankeret op fulgte en stor bundbevoksning med. Det fik mig til at søge. Og jeg skulle finde: https://www.fyens.dk/biler/Verdens-bedste-anker/artikel/1370330

De forskellige ankertyper griber givetvis forskelligt, men bunden er vist det helt afgørende. De skal ligge på en bund, så de ved træk graver sig yderligere ned, ler eller sand. Jeg tror jeg her har erfaret at ankeret kan få fat i bundbevoksning og sidde fast i den. Men den sidder ikke selv fast. Efterhånden som båden svinger, rives den løs og følger med ankeret som så hverken får fat i det ene eller det andet. Har man sikret sig ordentligt greb - og dér kan de forskellige ankre hjælpe os mere eller mindre - så holder de alle.

Det blæste som lovet 6-8 sekundmeter, men bølgerne var små, så det var alt fint. Vi havde glæde af vores nye gasvarmeapparat, for vi var blevet lidt kolde på det sidste stykke bidevind hen over Fur Sund. Og vi havde jo ikke strøm.

08-07 Færker Vig –> Fur

Efter en tryg nat ved ankerbøjen, tog vi af sted oven på morgenmaden og opvasken. Den lille tur foregik i let vind, så vi sløjfede hurtigt gårsdagens reb.

Som sædvanligt leder vi efter de ydmyge steder. Og da vi lagde os ind mellem de små lokale fiskerbåde (med udsigt til de store) som eneste gæstelystsejler, spurgte jeg et par fiskere i orange overalls om vi måtte ligge her, "vi skal nok købe nogle fisk". "Ja, køb du bare". "Nå, det er ikke fisk I fanger. Men muslinger?". "De er fredede. Vi går bare rundt i deher orange bukser for turisternes skyld."

Annamarie hørte senere på havnen en gæst spørge til fisk. "Fisk? Hvad er det?" Det er ret uhyggeligt - og på den lille målestok ikke mærkeligt at jeg ikke har fanget noget. To gange har jeg foreløbig prøvet at fange fisk, om aftenen da vi kom til Limfjordens munding, ved Egense og om morgenen inden vi lettede anker ved Fur i går.

Og så var det endelig en sommerdag med solkrem og shorts - men stadig køligt.

Vi gik på indkøb i Dagli'Brugsen - der går noget til - og fandt det venligt bemandede informationskontor hvor vi bestilte to cykler til i morgen. Ellers tog vi den med ro, orienterede os i det nære, foretog lidt reparatur på båden, fyldte vand på tanken og på drikkeflaskerne, og planlagde videre frem på basis af vejrudsigteene. Og så er det Thyborøn igen kommer ind i billedet. I stedet for Livø i morgen eftermiddag tager vi endnu en overnatning på Fur for på basis af vejrudsigterne onsdag morgen at beslutte om vi skal tage turen tilbage til Oddesund og ligge klar torsdag morgen.

09-07 Fur

Hjemme i MINi efter en skøn tur i dejlig sol på cykel til molerskrænterne: Jeg elsker at sejle, men gå- og cykelturene på de øer vi besøger, nej det kan ikke sammenlignes, men de er uovertrufne. I hvert fald på Fur, men ofte oplevet.

Vi lagde ud på to tilpassede, velfungerende cykler. Vi vidste også hvilke ruter vi gerne ville følge. Men at finde dem... Nå, vi tog bare i den rigtige retning og pludseligt var der et skilt til Furs bryghus. Det følger man selvfølgelig, og så ved man hvor man er. Det er et meget stort og fint sted. Bryggeri, restaurant og selskabslokaler som mest bliver brugt til koncerter. Stor restaurant i stueetagen, en magen til på første sal og så en mindre på anden.

Vi forhørte os hos folk som kom tilbage efter vandreture på nordkysten. "Dender kan man godt cykle på, dér kan man i hvert fald ikke, og dér, det er ikke til at sige." Vi ville se den mest spændende strækning, fra Lille Knudshoved og forbi Knudeklinterne. Vi fandt Lille Knudshoved og så var det bare af sted. Det gik fint et stykke vej på cykel ad en maskineplejet græsvej. Men så gik det pludselig stejlt op og kun en trådt rille. Måske var det betænkeligheden ved hele projektet som fyldte i hovedet så jeg ikke tænkte på at fotografere. Den første var nok den længste og mødte os voldsomt, men de følgende måske 20 stigninger og fald var af samme art. Så går det nedad, og så går det opad og igen nedad og…

Vi fik cyklerne med op og ned uden at beskadige dem eller os, og vi cyklede det meste af vejen. Det var en tur på knivsæggen som Hulhøj, men meget mere varieret og indholdsrig. Vidunderlige udsigter, (mærkeligt med den sten vi stødte på 14. 7. Stenet synes området slet ikke at være), imponerende skrænter, utrolig idyl lige for næsen. Et panorama blev det også til. Og flere helt specielle formationer, klinterne mod havet og nogle lange slugter hvis skabelseshistorie man kunne læse om på stedet, men det har jeg glemt.

Fur museum fremviser et væld af fossiler som kan findes i moleret, og giver man sig til at læse om Fur i fortiden, så farer man vild hvis ikke man sætter dage af. Vi dannede os et overfladisk indtryk. Det var også spændende.

Moleret finder man naturligvis også i forbindelse med økonomisk udnyttelse. Også det er flot.

Konklusion: Fur har taget prisen. – indtil videre.

Lidt indkøb, bl.a. 3,81 L benzin

10-07 Fur –> Oddesund Nord

Dagen var ren transport fra Fur til Oddesund hvor vi skulle ligge klar til torsdagens søndenvind. Tirsdag aften lovedes den som svag vind som helt forsvandt ved middag, så planen var at forlade ankringspladsen kl.8 og komme gennem broen kl.8:15 og være i Thyborøn til middag.

Men det blev hverken til det ene eller det andet. I dag lød udsigten for torsdag 4-6 m/s hele dagen, men perfekt retning. Vi kunne bare tage af sted som det passede os. Og ankerplads... Vi afsøgte som sædvanligt for sejl dybdeforholdene langs bugten og fandt perfekt ind og lod ankeret gå på 2 m. Men det tog overhovedet ikke fat. Da jeg hev det op, fulgte en imponerende righoldig bundvegetation med, og jeg opgav helt at få ankeret til at nå ned til en egentlig bund. Vi gik ind i Oddesund Nord, hvor vi tidligere har ligget fint.

Men først skulle vi jo derned. Sejlturen var fin, sol og rigelig vind. Meteorologerne havde stillet os en fin foran på tværs i udsigt efter vi havde krydset os ud af Fur Sund. Det blev dog en til kanten bidevind som med kun et enkelt kort kryds bragte os frem til Oddesund. Vi havde hele dagen, så vi besluttede at droppe madpakker er og kaste anker og spise frokost. Det skete lige efter Sallingsundbroen, og det forløb fint. Vinden skulle aftage, men forblev frisk. Efter frokosten prøvede vi med fokken alene som de fleste andre gjorde. Men det blev nu lidt kedeligt, så vi satte storsejlet med et reb. 

Nu er der kommet flere både på vandet - ferien er begyndt? - men det er stadig forbløffende frit. Kun et par både måtte vige for vores styrbord halse. Limfjorden synes ellers at måtte være et oplagt mål for de store såvel norske som svenske lystbåde; rundt om Nordjylland og hjem igen. Vi har kun set et par stykker af hver nationalitet. Men de kommer måske senere.

11-07 Oddesund Nord –> Thyborøn

Dagen startede med en kæmpe skuffelse – og jeg citerer:

Køreplan

BjergBanen kører ikke pt!
Lemvig Havne bane skal renoveres, før vi igen er klar 

Bjergbanen, og det er ikke løgn!

Vi satte ikke uret til at ringe kl. 6 som den tidligere vindmelding havde peget på. Den var blevet modsagt senere. Men den tidligere melding skulle vise sig at holde stik.

Vi var klar til at afgå kl. 9 til broåbningen kl.9:15. Ude af havnen så vi blinkende gule lygter på broklappen. Hva pokker!! Broen kaldes på kanal 16 (1 W). "Åbner I kl. 9:15?" "Næh, der går lige lidt tid. De skal være færdige senest kl. 10:05". Vi fik dem til at advisere os når de kunne se oprydningen begyndte. Det skete beredvilligt, og de åbnede ekstraordinært for os kl.9:35. 

Vi var forberedt på lettere regn og var godt klædt på og lukkede til kahytten. Det gav ikke egentlig regn, men grumset var det med ringe sigt, men nogenlunde vind og tilmed ideel for spiler. Men jeg undlod. Udsigten til at få en gennemklam spiler ned som derfor ikke skulle i kahytten og måske oven i købet skulle bjærges i regnvejr, var i sig selv afgørende. Dertil kom at jeg ville blive drivvåd af sved under regntøjet under arbejdet med den. Men det var svært at sidde og se på de spildte muligheder, især da vinden løjede. Så meget at vi midt i den lange rende kapitulerede og satte motoren.

Det var en meget speciel indsejling til lystbådehavnen. I over ½ time tøffer man forbi voldsom industri, først Cheminova, så havneaktiviteter aller Art til bagbord og bredt fladt vand med en sandbanke med ca. 30 sæler til den anden side. Så hen langs en kæmpe havn med store skibe. Henne for enden kommer man frem til en udmærket lystbådehavn. Man kan ikke komme længere med båd end til en mur. Men på den anden side! Vesterhavet i egen ret. Her er skillelinjen.

Men man skal først forcere en meget høj mole og så muren. Der var et fint sejlerhus med stor sejlerstue på 1. sal med udnyttelse af stedets beliggenhed.

Vi spiste en sen frokost og gik derefter på opdagelse i byen. Den var totalt præget af storindustri og fisk, også lugten trods den friske luft derudefra. Men det hører til, og man ville savne den hvis ikke den var der. Ligesom mågeskrigene (men her kommer ingen lokalitet op på siden af Sønderborg). Ucharmerende og trist, de lave huse putter sig for at ligge i læ af naboen. Men forretninger med alting til søfart, stor, dyr elektronik, store dyre reservedele. Alt er stort i Thyborøn, havnen, de industrielle anlæg, stranden og havet. Havet. I al beskedenhed købte jeg en fender og to sejlpinde, og vi købte to lækre rødfiskfiletter af normal størrelse.

Efter den sene aftensmad gik vi en tur langs stranden. På tilbagevejen gik vi gennem mindeparken. Søslag, også dér, og så verdens største, det er også Thyborøn!… man går i stå.

Vejret er faldet helt til ro, og bliver dér nogle dage. Så den brutale side af Vesterhavet oplevede vi ikke. Vi havde chancen d. 29. 6., men da var det forbundet med fare for 4 dages indeblæsning i Thyborøn. Nu ser Thyborøn kanal virkelig skikkelig ud.

12-07 Thyborøn

Vi stod op til et lovende vejr – dog lidt lusket kunne det se ud, og DMI havde varslet mulighed for torden og skybrud i Lemvig. Men det holdt hvad det selv lovede, ikke en dråbe ramte os. Det lignede faktisk lidt sommer helt derude vestpå. Og dagen sluttede med en klar solnedgang hvor lidt skyer kunne have bidraget til rødmen.

Vi tog det almindelige tog til Lemvig i stedet for at sejle dertil for at udnytte den gunstige VNV-vind lørdag til at komme fra Thyborøn og derefter godt op nordpå i Limfjorden inden vinden forsvandt helt søndag. Og så ved man aldrig hvor den kommer fra bagefter.

Og så lykkedes det næsten, det med bjergbanen. Togstationen ligger ikke i selve byen, men i en Overby (satellitforstad) i 30 m's højde. Så vi gik da bare ad skinnerne, og så oplevede vi det sådan. Det er her bjergbanen zigzagger sig ned til havnen. Dejlig tur.

Så var det frokosttid, og sådan en indtager man som sejler på havnen. Vi valgte en af tre nærliggende og gik ud på terrassen. Og dér sidder så et meget kendt ansigt og lyser op idet hun får øje på os, formanden for Sønderborg musikforening som Annamarie er i bestyrelse med, og som jeg har meget med at gøre. Hun besøgte sin kusine i byen.

Vi indtog et par stjerneskud og gik en tur gennem gågaden. Det blev bare til en enkelt bluse, kr. 100, til Annamarie.

Lemvig er en dejlig by. Det kan man slet ikke sige om Thyborøn. Det er et meget specielt og meget fascinerende sted.

Af et par som lå skråt over for os i Nykøbing - og som lå to både fra os da vi lagde ind i Thyborøn - havde vi fået at vide at i Thyborøn er der sand overalt. Joe, man ser små sandsammenfygninger rundt omkring på havnen. Men hvad det egentlig indebærer, opdager man når man går med bare fødder på dørken i kahytten. Der var ikke sand at se, men man slæber det med sig overalt.

De havde også fortalt at der var meget højt op til kajen. 

13-07 Thyborøn –> Glyngøre

Så gjaldt det om at komme videre i den gode vind. Der var lovet NV-V ca. 6 m/s hele dagen, og sådan blev det.

Der var også lovet masser af sol hele dagen, men sådan blev det ikke. Tæt skydække og 14-16 grader hele dagen. 

Men vinden var perfekt. Vi satte sejl straks uden for havnen og fjernede rebet kort efter. Da vi efter ½ times tid var uden for området hvor man skal blive i sejlrenden, satte vi spiler. Det stabiliserer sejladsen betragteligt i bølgerne, og vi havde en fin tur ned til Oddesundbroen, ±6 knob. Vi bjærgede spileren og kunne snildt stryge igennem for sejl. Jeg var dum nok til at kalde på VHF og spørge "må vi gå gennem for sejl?”. Svaret fra brovagten burde være optaget. Det lød noget i retning af: 

"Tjah, jeg ved ikke... Der er nogen der gør det. Men det er nok bedst for motor." og meget mere bob-bob frem og tilbage over samme indhold.

Men det måtte vi så.

Efter broen blev det halv vind/foran for tværs uden spiler. Det gik lige så stærkt, mindst. Det er vist den optimale kurs for sejlbåde.

Glyngøre er ikke nyrenoveret. Og dér var ikke el på molen. Vi opdagede dog at tanken var at man skulle smide sit elstik op i de vilde roser og så gå henad molen og op ad en trappe og tilbage til rosenbusken og finde sit stik. Så var der et enkelt udtag.

Vi gik i SuperBrugsen og købte ind. Endnu en gang ½ tusse. Nå, men det er vel lige så dyrt derhjemme.

En kold dag og en kold aften.

14-07 Glyngøre –> Livø

Man slår øjnene op og: Vejret. Det er slet ikke det vigtigste, men det eneste der kan overraske. Og det gør det hvis man fæster lid til meteorologerne. Dagen startede som gårsdagen gennemførte, overskyet trods lovet sol fra skyfri himmel. Vi kunne i ca. 1 minut se hvor solen stod gennem skyerne. Det var maksimum den dag.

Jeg har her til morgen skærmdumpet vejrmeldingen, se til højre, og taget et foto.

Men forudsigelserne om vindstyrke og -retning indtil nu har passet perfekt.

Kl. 11:20: så kom solen endelig - og forsvandt igen. Ved 12-tiden begyndte en periode med dejlig sol. På med shorts og næsten bar mave. Men det blegnede i løbet af eftermiddagen som endte kold. Til aften igen en god tid med sol.

Det var vejret. Så turen. Vi havde forestillet os at det skulle foregå pr. motor og stod ud med indpakket storsejl. Men fokken kom hurtigt op, og snart efter blev storsejlet pakket ud og sat, ja og så spileren. Vi glædede os til at kaste anker og spise frokost ud for Furs nordkyst hvor vi skulle nyde skrænterne udefra. Og det gjorde vi! Efter frokosten skulle vi så ud igen i fralandsvind. Vi havde sat fokken og storsejlet var halvt oppe da vi stødte på en stor sten på små 2 m vandområde. Det stod der ikke noget om på Navionics, ingen sten af den slags at se ovenfra. Vi ramte toppen af stenen og var kuret et stykke ind over den, så motoren måtte i gang for at dreje båden og komme fri.

Måske meget naturligt, omend helt irrationelt, mente Annamarie ikke det var tilrådeligt at sætte spiler da vi var kommet fri. Det gjorde vi så.

Da vi ville se Fur nordfra, kom Livø Tap ind i billedet - også i den grad. Man sejler forbi med Livø mod nord spejdende efter østmærket ved Livø Tap med kikkert. Næhh. 10 minutter senere, næhh.. og Livø forsvinder gradvis bag os. Så endelig 10 minutter senere: Dér er den. Langt ude i horisonten, med Livø sejlet lige så langt agterud til bagbord. Livø Tap er fredet, henlagt til sæl- og andet-reservat. Der var hundreder af sæler. De yngler i juli og august. Der er i det hele taget mange sæler i Limfjorden, men ingen marsvin. 

Der var fin vind til hele turen og vi sejlede med spiler det meste af tiden.

Livø et noget særligt. Administreret af Naturstyrelsen under Miljøministeriet og drevet som en økologisk, selvforsynende ø også vedrørende elektricitet. Der er intet kabel fra fastlandet.

Havnen er lille, der var mange både, og det så ud som om vi skulle ligge uden på en anden. Men vi fandt en plads af netop vores art i yderhavnen.

Derefter gik vi op til byen. Det foregik ad den mest dødssyge vej jeg nogensinde har set på en ø. Og øde var den. Øen må være totalt uberørt naturreservat, tænker man. Men så kommer man til en teltplads med masser af telte på venstre hånd og straks efter til højre byen med et muntert kollektivt liv med lege aller Art. Det var SF som havde sommercamp, et mere end 30 år gammelt fænomen. Og masser af små udskænkningssteder og en købmand. Dertil en række meget fine huse fra øens institutionstid og en meget stor og fornem firelænget gård som driver det økologiske landbrug.

15-07 Livø –> Løgstør

Trist vejr. Helt overskyet var lovet og først delvis overskyet fra kl. 15. Når solen ikke skinner og luften er fugtig, så føles det faktisk råkoldt. Vi klædte os godt på og tog et par af 5 cykler som stod bag færgens venteskur. Annamaries var alt for lav, og min havde kun 3. gear. Men rundt kom vi. Der var et anbefalet udsigtspunkt, som kunne have været imponerende. Joe, vi kunne se det for os.

Specielt indtryk gjorde de økologiske eksperimentalmarker. Ellers var det dejlig natur som blev anprist for den store mangfoldighed af biotoper med tilhørende indvånere. Kronvildt skulle der også være, sagde en dame, ja, og så de små: dådyr og rådyr.

Og dog var den dejlige skov ikke så imponerende som Krabbesholmskoven i Skive, og naturens underværker slet ikke på højde med Furs. Men en dejlig ø med en meget fin anvendelse fra Naturstyrelsens side, både miljøeksperimenterne og tilbuddene om ophold for enkeltpersoner og grupper.

Efter en sen frokost tog vi af sted stadig i kold vejr. 

Vi kunne ikke holde Løgstør i den ret friske NV-vind. Jeg tog et kort ben til venstre i banen, for varslet gik på at vinden ville dreje mod nord. Det skete tilsyneladende ikke. Men benets længde viste sig at være velvalgt, vi kunne præcis holde det punkt hvor vi kunne gå ind i den lange sejlrende. Da vi fandt vores plads i havnen: "Nu kommer solen!" Den gik igen kort efter, men efter en time var den mere vedholdende. 

Ved vores første tur i havnens nære omgivelser så vi en helt enestående strand med bjerge af muslingeskaller. Der var mange skaller. Og der var endnu flere skaller. Det er vel som det så ud for 50 millioner år siden dér hvor der nu er kalkbrud, mellem Løgstør og Aggersund.

Vi fik kylling og vok til aftensmad.

16-07 Løgstør –> Nibe Bredning,

Endelig en sommerdag. Vejrudsigten var ikke synligt bedre. Men føltes bedre måske fordi vi er kommet østpå.

Løgstør er dog en herlig havn. Vi nød den lange havnepromenade på vejen hjem efter besøget i kirken og Dagli’Brugsen (obligatoriske besøgsmål). Der er helt umotiveret en mole med strøm og vand for to større skibe, på linket en hvid motorbåd og en gammel sejlbåd. Og lidt senere, ja, vi var på vej tilbage, en lille havn med en udstillingsgenstand, en utzonjolle. Og vi nød museets WC hvor Der var levende lys, musik og røgelsespinde i fin samklang med lokalets anvendelse.

Efter frokost gik vi på limfjordsmuseet, og en tur langs Frederik d. 7.s kanal. Der er lystbådehavn i den første del af kanalen, for mindre både derefter, og vand til roture videre ind.

Vi afgik for motor idet vinden var stik imod. Tidspunktet beregnet for at kunne nå broåbningen kl. 15:30. Men dér havde jeg ikke forudset at der kunne være kraftig modstrøm. Vi kunne kun sejle 3,8 knob, dvs. mere end en knob modstrøm. Vi kom igennem kl. 16. 

Derefter var vinden svag og ustabil. Det var motor ned, motor op i en uendelighed. For sejl var det bidevind. Vi havde lidt tvivlsomme ankererfaringer i Limfjorden hvorfor vi havde kig på en turbøje lige inden Nibe bredning. Men den var der ikke. At fortsætte til de næste ville udsætte aftensmaden m.m. en time - fandt jeg ud af mens vi fortsatte. Så besluttede jeg at vende om og se om ankeret ville tage fat. Det tog fat lige med det samme og holdt til motoren for fuld kraft baglæns. Da jeg senere forsøgte at fiske, tog også blinket fat med det samme. Første fangst. Ved tredje kast sad det fast så jeg frygtede jeg måtte ofre det. Men vegetationen gav sig. Ankeret tog altså fat I bundvegetation. Ville den give sig? 

Vi forberedte os til aftensmadensom vil lavede og nød den i den dejligste aftensol. Og natten igennem var sporet på Navionics stabilt. 

Om natten blæste det egentligt en del mere end forudsagt. Der var betydelige bølger, for vi lå jo i et ret åbent område. Hver gang jeg var vågen natten igennem, var sporet på Navionics perfekt. Faktisk har jeg aldrig set et bedre. Man kan konstruere et cirkeludsnit og finde centrum hvor ankeret lå.

Så var det sidste problem, kan vi få det op? Jeg kunne ikke vriste det fri, men det kunne sejles fri. Vi sejlede med motor hen over det, så trækket blev modsat nattens træk, og så lettede det. Og det var helt rent! Forståelse fattes.

Vi kom altså i gang med motor. Nattens fine vind fortsatte under morgenmåltidet, men næppe var vi kommet ud i renden, så var det slut. Vi sejlede med motor hele dagen bortset fra mindre end 10 minutter lige efter Ålborg. Hertil kom vi i øvrigt helt naturligt mindre end 15 minutter inden åbningen kl.13 som kun foregår én gang i timen.

Vejen til Ålborg var lang. Jeg satte mig på kahyttaget og fik 1½ time til at gå med at sy en lynlås fast på sprayhooden. Den var på vej af. Annamarie er god til at styre. Jeg er god til at sy. Undervejs iagttog vi en påfaldende lav hastighed uden at kunne se modstrøm. Vi iagttog også meget ålegræs. Og så er det at man slår bak til båden faktisk bakker, sejler så fremad med et brat slag til en side, og en dyne af ålegræs dukker op. Det har siddet og hæmmet hastigheden.

Efter den vellykkede passage af de to broer spiste vi vores madpakker i Ålborg Øst Havn på vej videre østpå i ro og mag. Jeg gnaskede på brødet med rorpinden i hånden og styrede efter bøjerne, rød/grøn. Pludseligt opdagede jeg at dybden var 2 m. Det er den ikke i renden i Ålborg havn. Åh!! Retning for ind og ud skifter ved Limfjordsbroen (som den skifter ved Chr. X's bro i Sønderborg). Det havde jeg lige svedt ud, pinligt. Men nærmere analyse af søkortet viser at det skifter ved Egholms østpynt og ikke ved broen(?). Og ved Egholm ville jeg ikke drømme om at kigge efter.

Lidt efter Ålborg mente jeg at det blæste lidt. Vi havde sejlføring i mindre end 10 minutter. 

Men så dukkede endelige Hals op og Isbryderne nok en gang. Og transport af vindmøllevinger så vi. Tre vinger pr. stort skib.

Hals så meget indbydende ud i solen. Vi fik en af Dansk Sejlunions turbøjer ude i Stanget.

Jeg var nede og inspicere kølen for evt. skade ved Fur. Solen gav straks rigelig varme. En skøn sommeraften på havet i øvrigt.

Aftensmaden blev i fri luft produceret og nydt i det der fra båden ligner midt ude i Kattegat. Men det er vældig beskyttet.

18-07 Stanget –> Udbyhøj

Det var en tåget, vindstille morgen. Vi kunne ikke se land. Mærkelig fornemmelse at vågne sådan midt ude i Kattegat.

Der var lovet vind fra kl. 11 og fin vind senere på dagen. Fra sydøst drejende mod syd ved 4-5-tiden. Det kom til at passe genau.

Vi var tidligt færdige med morgen ritualet og sejlede for motor ud ad sejlrenden og ud af samme og afventede vind. Undervejs fotograferede vi et vrag som bare lå. Sådan er reglerne, generer det ikke skibsfarten, bliver det liggende. Og det ligger meget naturligt uden for sejlrenden.

Jeg fordrev ventetiden med at fiske. Uden held. 

Så kom vinden lige så stille. Jeg satte sejl i den lette vind, alt for løst til den senere opfriskende vind fra SØ, hvilket jeg først opdagede da jeg begyndte at ærgre mig over vi ikke kunne holde os fri af kysten. Med rette sejlføring kunne vi, og det havde været meget lettere fra starten. Sporet viser en nærmest chokerende forbedring. Pinligt nok en gang. Men hva’, vi er på hyggeferie.

Det blev en meget fin tur. Vi faldt ind i renden ind til fjorden på et passende sted, og vinden var heldigvis gunstig for strømmen var voldsomt imod. Bølgerne udefra gav et meget uroligt vand hvor vi var skærpet opmærksomme på at få øje på alle mærkerne. Der er slet ikke noget at sejle på lige ved siden af.

Vi fandt en plads yderst i havnen, undtagelsesvis, men lige vores størrelse. Ved siden af lå en lokal fisker med en lettere medtaget motorbåd. Jeg tog venlig kontakt i flere små anledninger, heldigt, da der dagen efter opstod en meget alvorlig anledning hvorigennem vi fik et særdeles godt forhold til hinanden.

Indledning til næste afsnit:

En af mine sejlervenner, Folmer, er veteranskibsfanatiker. Han sejler i en 25m² kosterbåd tegnet af den svenske konstruktør Sven Abrahamsson og bygget i 1950. Han var i Limfjorden i 2010 med sin kone, Katalin. Hvert år er han til DFÆLs sommerstævne, i år i Frederikshavn. Og konen var med. Lokaliteten gjorde det nærliggende at se om vi kunne træffes på hjemvejen. Planerne derom var konkretiseret gennem en telefonopringning et par dage tidligere. Da havde de forspring, men ville både ind i Mariager Fjord hvor vi var i 2017, og i Randers Fjord hvor vi også gerne ville ind. Planen blev: Vi tog så direkte til Udbyhøj ved indsejlingen til Randers Fjord og afventede. Og det var vi så i gang med nu.

19-07 Udbyhøj –> Randers

Det passede os fint med en stilledag hvor vi kunne vaske tøj, og ordne i båden m.m. Det blev alt andet. Faktisk en meget aktiv og dramatisk dag.

Vennerne havde forudset en ankomst kl. 12:30 ± normal stor usikkerhed når man sejler. Det blev unormal +.

Men først formiddagen: Vi satte en vask over, fandt et par af de gratis cykler og cyklede de 6,5 km til den nærmeste dagligvarebutik, Dagli'Brugsen i Råby. 

Udbyhøj er et trist eksempel på den provinsielle afmatning. Mange huse til salg, forsømte grundstykker og købmanden lukkede som den sidste forretning for fire år siden. Råby kan lidt endnu. Men de har også Europas største gadekær. Det er for stort til ét billede. Huset til højre på billede1 ses til venstre på billede2.

Vi var hjemme før kl. 12:30, ventede til kl. 13, og da vi stadig ikke kunne se dem ude i sejlrenden, gav vi os til at spise frokost.

Jeg var stort set færdig, da Folmer ringede: "Vi er gået på grund nord for sejlrenden ind til Randers Fjord og står ret fast". MINI var nok for lille, og vi ville være over en time om at komme derud. Efter et par samtaler frem og tilbage, endelig: "Vi skal bjerges. Tror du du kan finde en motorbåd der kan hjælpe?"

En stor, stærk motorbåd kom netop ind. Men den stak mere end 2 m. Abelone stikker 1,25. Duer ikke.

Yderst på vores mole lå en motorbåd med et ældre ægtepar. Jeg forelagde situationen. Ejeren lyttende alvorligt overvejende, men måtte afsløre at båden var en nyerhvervelse, og han havde endnu ikke sejlet i den. Mens vi snakkede, kom min nabo, Tom-Claus, ind fra en fisketur, og han var frisk på den. Jeg pakkede en rygsæk med reb, og så tog vi af sted. 

På vej ud kunne vi slet ikke få øje på havaristen som blot havde sagt nord for indsejlingen til Randers Fjord. På havet kommunikerede vi fortvivlet pr. telefon. Jeg kunne høre at der blev sagt noget i den anden ende, men overhovedet ikke hvad. Vi fandt ud af at det gik med sms. På et tidspunkt sendte han positionen, og jeg udbrød: "Nåh ja!". 0,9 m oppe i højre hjørne. Den havde jeg selv været meget opmærksom på, men det var langt nord for indsejlingen. Jeg synes Folmer var blevet svigtet af sin udgave af Navionics(?!) hvor den ikke var markeret hverken med 0,9 m eller mørkeblå, kun en tynd streg. Og man kommer lige forbi når man kommer fra Mariager.

Vi kunne først få båden fri da vi slæbte den stærkt krængende i storsejlsfaldet. Men så var det overstået. De sejlede ind ved egen kraft, og lettelsen og glæden samlede os straks.

Vi havde senere en glad aften sammen med et kusinebarn til Folmer på cykelferie med konen, som havde fået så meget oplysning om Folmers færden, at han kunne gætte rigtigt at han nu var i Udbyhøj.

Vi tankede 9,49 L benzin.

20-07 Randers

Vi satte endnu en vask over, kom til et overdådigt ekstra morgenmåltid hos Folmer og Katalin, spiste lidt sen frokost og afgik 10 minutter efter vennerne mod Randers.

Det er en meget lang fjord, 15 sømil. Vinden var stærk, og når den kommer fra land, er den meget ustabil - der dannes hvirvler. Svag vind veksler med meget kraftige vindstød fra uberegnelige retninger.

Vi startede med fokken alene og oplevede krængninger som Annamarie fandt ubehagelige. Det meste af tiden på bidevind afvekslende med motor når den bed for meget.

Den sidste del også med rebet storsejl.

Turen varede fire timer. Det var slet ikke en idyllisk naturoplevelse som i 2017, men dog ret underholdende.

Vi gik helt ind til lystbådehavnen i erhvervshavnen og fandt en plads på samme bro som Folmer og Katalin. De kom til aftenkaffe som afsluttede dagen.

21-07 Randers

Randers. Indkøb, kunstmuseet, byen, havnen, 

Om aftenen efterspændte jeg riggen. Til aftensrødvin hos Folmer og Katalin.

- Afventer uddybning af Annamarie.

22-07 Randers –> Udbyhøj

Folmer og Katalin afgik omkring kl.10 og var i Bønnerup kl.16.15 i øsende regn. Det overgik også os da vi senere tog af sted.

Annamaries gik på indkøb, mens jeg ordnede. ... – hvad har jeg glemt, men der er altid meget at ordne.

Af sted kl. 13 i let regn, ikke noget problem på det tidspunkt. For sejl ofte hjulpet af påhængsmotoren i første halvdel af turen. Til sidst i frisk vind for sejl alene, ofte omkring 6 knob. Men sammen med vinden kom der også mere regn. Og det hober sig jo op. Gennemblødt tøj isolerer dårligt. I det snævre løb blæste det for meget til at skifte afgørende. Jeg frøs og måtte svøbe mig ind i bompresseningen. Men som sejlads, dejlig. Planen var at ligge ved Dansk Sejlunions turbøje lige forbi havnen i Udbyhøj klar til afgang til Anholt dagen efter. Men bøjen var der ikke. Det var anden gang vi kiggede forgæves efter en bøje.

Denne gang var det i regnvejr. Mobiltelefoner kan ikke bruges i regnvejr. Touchskærmene reagerer ikke på våde fingre, og tørrer man fingrene, er skærmen stadig våd. Og tørrer man skærmen, aner man ikke hvor skærmen er bagefter. Alt det prøvede jeg og anede ikke hvor vi var i forhold til den bøje vi ledte efter og i forhold til farvandet. Min Moto 3g er vandtæt, og den hang i tørvejr. Den fik jeg ud, og med aftørrede fingre fik jeg trykket det rette sted hvor den skulle vise hvor vi var. Men den viste hvor vi var for et godt stykke tid siden, nemlig hvor den mistede GPS-kontakten (dårlig vane). Jeg ville have sejlene ned og liste videre for motor. Fokken var nede og storsejlet på vej ned da vi gik på grund - på en måde som ikke bekymrede mig, mudder. Med motoren vendte vi snuden i den retning vi kom fra. Motoren gik fremad, og jeg undersøgte vindretning med henblik på at få båden til at krænge. Så sagde Annamarie "jeg tror vi bevæger os". Jo, vi kunne lade det blive ved det. Da nu motoren var i gang, bjærgede vi storsejlet og sejlede mod Udbyhøj. Vi skulle have sat sejl. Det blæste fint, og den tur fra Udbyhøj og til grundstødningen som havde taget måske 5 minutter, tog nu 20. Sejl er hurtigere end motor, og strømmen var udadgående.

Vores plads ved siden af Tom-Claus var besat, og vi lagde os hen i den anden ende af havnen.

Det var så den trivielle del af turen. Nu kom det våde tøj. Det var i en udstrækning vi ikke har prøvet før. Min plan var at afprøve den situation under de mest udfordrende omstændigheder, for anker, og have glæde af vores nyindkøbte gasvarmeapparat. Måske var det meget godt vi kom i havn og lå roligt. Tøjet blev hængt til afdrypning. Vi brugte ikke havnens tørretumbler, men vores elblæser var i gang delvis sammen med gasvarmeren. Det var lovet at dagen efter skulle sommerens anden meget varme periode indtræffe.

Og det gjorde den!

23-07 Udbyhøj –> Pakhusbugten, Anholt

Vi var tidligt i gang, for det var kun tidligt der ville være vind, og det er jo en sejlbåd. Jeg pakkede det våde tøj ned i en sejlpose for at prøve at få båden til at se mere normal ud. Vi tankede drikkevand og 3,3 L benzin.

Vi gik ud for motor ved ½8-tiden, men satte straks sejl og fjernede rebet. Ude af det snævre indløb til Randers Fjord satte vi også spileren. Så er vi på vej til Anholt! Det var en plat læns hvor halsen var svær at beslutte. Da vinden var lovet svagt højredrejede, valgte jeg at sejle bagbord halse. Det var ikke det rigtige valg. Ude på åbent hav kunne vi kun holde ca. 70 grader, mens 90, og lidt væk fra plat læns, havde været at foretrække. Den lovede vinddrejning udeblev. Men det gjorde ikke så meget. Efter godt tre timer forsvandt vinden pludseligt helt, og sommeren satte ind. For motor resten af vejen, 25 sømil.

Igennem den meget store vindmøllepark, og så tonede Anholt frem. For første gang skulle vi opleve øen. Den rejste sig med en imponerende skrænt mod syd som vi rundede for at ligge for anker i Pakhusbugten. Der er ingen grund til at betale 200 kr. for bare at overnatte i havnen. Vi manglede intet, og lige så stille havde vi fået tørret alt det våde tøj på de sidste syv timer for motor i det dejlige solskin.

Da vanddybden aftog og vi kunne se bunden, åbenbarede vand og sand sig med en enestående renhed. Det var lige fascinerende at kikke ned som op. Vi sejlede et stykke rundt om hjørnet for at ligge i læ af de dønninger som stadig stod i Kattegat efter vestenvinden. 

Ankeret bed naturligvis straks i den rene sandbund. 

Men dér fik vi for anden gang - første var Marstal Bugt 2016 - den erfaring, at man skal langt væk fra hjørnet. Lidt efter os lagde en anden båd sig for anker meget længere inde i bugten, og seneste fulgte tre til derinde. Betragtet i kikkerten lå de ret roligt. Det gjorde vi bestemt ikke. Ting vi satte på bordet kunne ind i mellem kure frem og tilbage. "Det falder til ro" forsikrede jeg - jeg gad ikke rykke teltpælene op og overgive mig til de andre - men det var noget af en bedrift at lave varm mad og indtage samme under de forhold. Og da jeg inden da skulle op efter en uopsættelig nærkontakt med det rene vand, væltede en dønning mig ind i påhængsmotoren, så jeg fik en betragtelig hudlæsion. Overfladisk viste det sig. Men hvor så MINI smuk ud nedefra i det rene vand og med dykkerbriller. Og vores første aftensol ved Anholt måtte vi forevige.

Søvnen blev ikke meget forstyrret af dønningerne, men en morgenrødmen inden den forestående solopgang gjorde det til en oplevelse at være nattepisser. Men nu er det jo blevet d. 24.

24-07 Pakhusbugten –> Anholt

På dette tidspunkt var der dog malurt i bægeret. Vi så mange brandmænd på turen i går. Der var ingen ved min aftenbadning, men nu var de der igen. En morgendukkert ville jeg have, men den foregik på et begrænset og fra båden overvåget område.

Så skulle vi ind på øen. For motor, fuld sol, ingen vind. Som vi nærmede os havnen, steg aktiviteten omkring os. Fem både i rad og række på vej ind og to på vej ud og en foruroligende tæt masteskov. Tæt på havnen drejede trafikken sig også om stand up padlere og små motoriserede gummibåde med børn og voksne. Straks inde i havnen blev vi mødt af en havnemesterassistent i motoriseret gummibåd, "Skal vi se at finde en plads til jer?". Det syntes vi var en rigtig god idé. Find MINI! Den opgave løste han dagen igennem med de både som kom ind i en lind strøm. På linket er han på vej hen til den tredje i rækken. For langt de fleste besætninger var adgangen til land over 1, 2, 3... andre både. Vi havde også vores udfordringer.

Anholt er uforlignelig i et vejr som dette. En caribisk tropeø midt i Kattegat.

Og på havnen det hele: En veludstyret købmand, en ’Mor Henny’ med alt muligt; Annamarie købte et meget stort tørklæder som vi kunne bruge som afdækning og jeg et par læsebriller. Dertil mange spisesteder, vi afprøvede et med blåmuslinger og stjerneskud, cykeludlejning og servicehus med tilstrækkelig kapacitet – undtaget lige med hensyn til WCerne hvor der var kø dagen igennem. Man var sikker på at sætte sig i den varme stol.

Efter at have orienteret os i selve havnen gik vi til de nære omgivelser, de store strande på begge sider. Et sommerleben uden lige på Vesterstrand. Vi gik en længere tur ad nordstranden op til indsøerne og tog en dukkert (ikke i søerne!), ingen brandmænd. En lille tur mod syd op til det første udsigtspunkt blev det også til.

25-07 Anholt

Vi lejede cykler. Første tur forbi campingpladsen og op til byen. Her er der næsten lige så meget liv som på havnen. Masser af spisesteder med udendørs servering og Leben. Byen har en helt anden karakter end andre danske landsbyer. Den er mere integreret i naturen, begynder umærkeligt, ”mon vi er inde i byen nu?”, og husene koncentreres kun lidt omkring Dagli’Brugsen, kirken og det tidligere posthus. 

Men cykelturen frem og især tilbage var gennem meget original natur.

Vi kørte tilbage og spiste frokost "hjemme".

Eftermiddagens tur gik til øens højeste punkt, Sønderbjerg, 48 m. Her var naturen endnu mere overrumplende. Tætte, varierende skove og store lange bakkekamme.

Fra Sønderbjerg ser man direkte ud over ørkenen. I horisonten kunne vi meget svagt ane Sverige mod øst og tydeligt se Hallands Väderø mod sydøst og også ane Djursland mod sydvest gennem vindmøllerne.

Vi var tættest på ørkenen da vi kørte ud til lufthavnen. Her stod der 11 små privatfly. Der var i det hele taget intens flyvning. Rige personer som arbejder på fastlandet? Eller bare besøger sommerhuset?

Ørkenen var skuffende begroet, den lignede ikke Lille Sahara, men det er rent sand nedenunder. Der hvor mange går, slides de 3 cm bevoksning væk, og man går i en sandkasse.

Om Thyborøn skrev jeg "Der er sand overalt". Jeg savner en gradbøjning af denne formulering. På Anholt mærket man ikke bare sandet når man går på dæk og dørk med bare fødder. Det ligger i synlige lag og småbunker overalt også på køkkenbordet (som dog også fungerer som trappetrin) selvom man prøver at rense skoene og har tre nabobåde at smide det af på.

Anholt er sand, og det er skønt. Alt om Anholts geologi og udvikling.

Undervejs standsede jeg min cykel ved to piger som havde standset deres heste. ”Er det jeres heste?”, ”ja”. ”Bor I fast her på øen?” ”Ja”. Er det sjovt at bo på sådan en ø?”, ”nej”. Det fik mig til at spørge videre. Der er 12 elever i skolen. ”Slutter den så med 7. klasse?”, ”nej, der er en i 10.” Et sted læste jeg om skolen og aktiviteterne. En af dem var studieture til fastlandet. Mærkeligt at tænke igennem. Lige nu er der tusinder på øen som dominerer den totalt; der er også en stor campingplads. Et kolossalt leben og stor omsætning. Øens egen befolkning tæller ca. halvandet hundrede.

Da vi kom hjem, tog vi en svømmetur ved den nærmeste strand, Vesterstrand.

Om aftenen talte vi 25 ankerliggere ud for selvsamme strand.

26-07 Anholt

Det var store opbrudsdag hvor mange både skulle ud. Og naturligt nok er det de inderste der har ligget her længst. Det er en proces som alle deltager i med den største velvilje.

Først to korte, båd1, båd2 og så den lange.

Derefter afleverede vi cyklerne og tankede 6,23 L benzin, og endelig blev det tid til morgenmad.

Så var det på gåben til det nære Nordbjerg.

Den lange morænebakke som er årsag til Anholt med det hele, er meget imponerende. Det er natur af enestående art. Op ad skråningerne er der stier med trapper, og oppe på toppen er der et system af stier som kun lige er til at få øje på, men er brugbare til at komme hen hvor man gerne vil. Det var i 30-40 meters højde, her langs kysten ved campingpladsen hvor vi ser de høfder som er bygget efter de seneste oversvømmelser og den vigtige vej de skal beskytte sammen med et nyt dige. Vi fortsatte ud mod ørkenen til Udsigten og videre på rundturen ned til gartneriet ved asfaltvejen.

Efter en tonic med gin til Annamarie og en anden med aperol til mig (NB i sommervarmen: køleskabet et tæt på nul grader!) gik vi til den nære strand, sydstranden, og badede.

Hjemme igen og efter endnu et par drinks, gik vi til købmanden og derefter til nordstranden og badede.

Det rene vand er en åbenbaring.

Her til aften talte vi 19 ankerliggere ud for sydstranden.

De bevarede billeder fra Anholt er samlet i et videoshow.

Anholt

Anholt har altid stået som en drøm for mig, og er aldrig opgivet. Da jeg som nogenoghalvtredsårig sejlede flipperjolle, var det en vild drøm. Jeg nævnede den for en erfaren sejler. Han så lidt overrumplet ud, men så sagde han: ”Ja, der går en ren motorvej derud fra Grenå.” Selv havde jeg tænkt mig at jeg ville lære færgetiderne udenad og så se efter færgen når jeg burde møde den, så jeg ikke kom på afveje (det var før GPSens tid). Men den plan viser hvor langt fra en realisering jeg var. Flipperjolle! Og færgen går kun én gang hver vej pr. dag. Drømme er det stof vi er gjort af – i en eller anden udstrækning.

Men MINI gav realistisk håb, og I 2019 opnåede jeg det. På aller bedste vis.

Beslutningen om Anholt blev taget på baggrund af vejrmeldinger fulgt intenst dagene op til, og så faldt det i hak: Vestenvind tirsdag, østenvind og sommer derefter så langt DMI kunne se. Så besluttede vi os.

Og vi kunne ikke være heldigere. Mandag var vi gennemblødte og frysende efter regnvejr ud ad Randers Fjord. Tirsdag på varmeperiodens første dag sejlede vi til Anholt og fik vores tøj tørt undervejs og lå for anker i Pakhusbugten. Og så ind på øen i den første fuldblods sommerdag. Onsdag, torsdag og fredag nød vi Anholt i sommervejret, meget varmt, men ikke over grænsen, mens resten af landet led under for meget og for lummer varme. Lørdag tog vi af sted mod Grenå i dejlig østenvind i periodens sidste sommerdag. Søndag faldt både regn og temperatur, en ustadig periode begyndte.

Men Anholt er ikke hvad den har været - og hvad den burde være (set med en sejlbådsskippers øjne).

Onsdag kom et ungt par på hver sin vandscooter og trak scooterne op på stranden over for os. Lidt over 6 trak de dem ud igen. Jeg spurgte hvor de skulle hen. ”Varberg!”, var svaret. Jeg tænker de skulle hjem til aftensmad! En smuttur til Anholt. Det burde forbydes! Det havde været vindstille hele dagen, og Kattegat var helt fladt. Så kan de sejle 125 km/h. (Afstand 61 km, ½ time)

Men vi, vi kom som det sig hør og bør. Man skal heller ikke flyve til Færøerne.

27-07 Anholt –> Grenå

Så slutter eventyret. På vej fra morgenbadet så jeg 6 både på linje som allerede var på vej derudad. 

"Når vi nu kommer til Grenå, så skal vi have tømt båden for sand". Til Grenå kom vi; med sandet har det længere udsigter. Der var lovet vind fra øst, 4-8 m/s, og det holdt. Det blæste godt fra starten, så vi lagde ud med fok alene. Agten for tværs. Det var for småt. Jeg satte et reb på storsejlet og hejste det. Det var bedre, men efter kort tid kunne vi have fuld sejlføring. Meget fin sejlads i bølger der voksede. Senere aftog vinden, men det gjorde bølgerne ikke. De ødelagde enhver sejlføring, så det blev en dum sejlads. Vi kom ned under 3 knob og satte motoren i gang i et kvarters tid. Så kom der lidt mere vind til sidst.

En meget forunderlig oplevelse: En times tid før Grenå blev vi overhalet af et tidselfrø som fløj ubesværet hen over vandoverfladen som det rørte ind imellem uden at blive vådt. For tiden (midt i august) flyver de i mængder rundt i gaderne i Sønderborg. Men dether fløj tæt henover de store bølger. Lige inden Grenå kom der to flyvende som hang sammen som på dette link. De kunne ikke være fra Anholt. De måtte komme fra Sverige! Således er kan planter altså brede sig over store havområder. Men de er afhængige af at det blæser. Faktisk så jeg mange ligge våde på vandoverfladen i havnen. De har mistet pusten.

I Grenå gik vi ind til vores gamle plads ved siden af en anden L23 hvis ejer vi før har truffet her med stor glæde. Han var der. ”Hej Ole! Kan du kende os?” ”Ja, I var her for to år siden”. Så gik snakken igen. Han er nu blevet 91 og sejler stadig. Glæden fortsatte.

28-07 Grenå

Mod planen købte vi fra morgenstunden endnu en overnatning. Det kom sig således:

Nattens vågenperiode blev forlænget af bekymrede overvejelser. Varslerne var ilde. I går var der lovet 6-8 hele vejen efter en rolig periode. I dag var varslet 8-10 langs kysten med 10-12 lige lidt længere ude og med vedvarende vind siden i går. Dertil jo pålandsvind så bølgerne havde tilløb helt ovre fra Sverige.

I går havde vi et enkelt tilfælde hvor en bølge rejste sig og løftede luv side med pludselig stor krængning så båden tog vand ind til læ da vi gled ned på den anden side af bølgen. Det er en ubehagelig situation når man ikke ved at det ikke er farligt. Annamarie er sej, men hun skal ikke overudfordres. Hvad det angår, ville en sejlads til Ebeltoft, Tunø eller Mårup have været for risikabelt. Dertil ville vi sandsynligvis komme ud i voldsom regn.

Og mens jeg skriver dette, kl.14, er det skybrud med torden. Joe, jeg tog den rigtige beslutning.

Først på dagen lejede vi et par cykler og kørte til byen. Der er intet i nærheden af havnen hvor man kan proviantere. Påfaldende! Det er en stor havn. Når man har kørt lidt det væk fra havnen, møder man er vejskilt "Centrum 3 km". Og dér skal man til næsten alt.

Vi nåede hjem inden regnen medbringende fire jomfruhummere (kattegatspeciale) og et lille stykke røget smørfisk til frokost og et stykke mørk sej til i aften. 

Efter frokosten var det så vi hørte den første tordenbuldren.

Efter regnen kørte vi igen til byen. St. Gertrud var desværre lukket, men vi så en by med mange fine gamle huse. På hjemvejen var vi omkring Grenå Sydstrand. First class. Og den strækker sig med samme kvalitet helt ned til næsedryppet.

Det blev en stille, lun aften.

29-07 Grenå –> Tunø

I går gik min nye tablet i stykker. Stikket til opladning vil ikke modtage strøm. Heldigvis kunne jeg få liv i min gamle halvt smadrede Acer-tablet.

Vi ville langt og var tidligt på færde. Ude af havnen blev spileren lagt frem i overensstemmelse med den varslede vindretning. Og dér blev den i overensstemmelse med den varslede vindstyrke. Dvs. for motor hele vejen fra Grenå til Tunø. Længere kom vi ikke. Meget af vejen med under 4 knob som afslørede modstrøm. Ruten blev herefter lagt på grundlag af de varslede strømforhold. Vi søgte ind i strømlæ af Tunø hvor vi sejlede ca. 5 knob. Vi var jo nødt til at bevæge os ud i hovedstrømmen da vi skulle runde det grønne mærke ved Tunø rev. Her gik farten ned på 3 knob og strømmen var voldsom omkring bøjen.

Vejret var vidunderligt, bar mave, med kun korte undtagelser med lidt skyer. Tunø Havn var stop fuld. Men vi behøvede benzin, for morgendagens melding lød på endnu mindre vind. Vi lagde os ved en rød plads reserveret Tunø bådelaug. Her blev Annemarie ved båden for at forsvare og forklare dispositionen, mens jeg gik til købmandsgården og hentede 5 L for 100 kr. Så gik vi ud og lagde os for anker sammen med 11 andre både. Jeg sprang straks i vandet og sikrede mig at ankeret lå godt. Da jeg kom op, havde Annamarie gjort sig klar til en badetur. Så hoppede jeg i igen. Det blev badet fra bådene og fra stranden, og stemningen var sommer som på Anholt.

30-07 Tunø –> Bogense

Da vi vågnede, var vejret helt anderledes end da vi gik til ro. I går syntes tanker om strategisk planlægning af sejladsen fremover irrelevante.

Hvad jeg kunne have set i går, blev her til morgen klart, at vi burde have været af sted kl.05. Så havde vi fået 4 timer med vind, og vi kunne have nået Lillebælt i en af de sjældne perioder hvor strømmen er sydgående.

Det gjorde jeg opmærksom på da Annamarie vågnede lidt før 7. Efter nogen snak frem og tilbage gjorde vi resolut klar til afgang og kom af sted lidt før ½8 uden væsentlig morgenmad. "Vinden forsvinder helt ved 9-tiden. Så kan vi spise som vi vil." Sådan blev det, og sådan gjorde vi.

Det var træls endnu dag at sejle for motor. Vi besluttede at gå ind i Bogense. Og vores afgangstidspunkt var ikke tosset. Strømmen var sydgående. 

Det var endnu en gang lummert til grænsen af det udholdelige, da vi kom i land. Tænk at have været på fastlandet i de dage hvor vi var på Anholt hvor heden kulminerede.

Vi tog et havbad og gik en tur i byen.

Bogense er en smuk by. Der er noget med Fyn og gammel, hyggespredende byggeskik.

Da vi kom tilbage, truede en mørk tordensky. Den buldrede også, men bredte ikke sine våde vinger ud over os. Vi nåede dog at rejse cockpitteltet, og da vi ventede regn i løbet af natten, blev det stående.

31-07 Bogense –> Bågø

Marinaen i Bogense er kæmpe stor. Og der er investeret meget nyt, nærmest overdådigt.

Strømmen i Lillebælt kan være betragtelig, og på strømmen havde de seneste dage gjort os meget opmærksomme. Det var gunstigt at passere Snævringen mellem kl.13 og 14.

Vi tog af sted kl.½10 for sejl, men måtte snart bruge motoren. I overensstemmelse med vejrmeldingerne var der meget lidt at sejle på.

Sådan fortsatte det gennem Snævringen. Ude i det fri satte vi sejl, og vinden tog fat med meget mere end varslet. Og fra syd og ikke sydøst som lovet. Og – rigtigt gættet – det var mod syd vi skulle. Vi fik sat et reb og alligevel havde vi rigeligt sejl. Vores lille båd dansede i bølgerne, og det var egentligt forhold jeg vil prøve ikke at udsætte Annamarie for. Det var ikke helt vildt, men det var langvarigt. Vi sigtede efter Bågø, og der er ikke nogen redningshavne inden når man først er stået ud sydpå fra Snævringen (Annamarie mente at Hejlsminde lå syd for Bågø, og det troede vi på). Regn truede hele tiden, og vi lukkede ned til kahytten. Det blev 5 timer under hårde betingelser. Vi slap for egentligt skybrud. På et tidspunkt kom en skarp nedbørsfront mod os, nærmest en væg af regn som også skarpt aftegnede sig på vandoverfladen. Men nærmere end 100 m kom den ikke. Vi sad bare i let regn.  

Da vi nærmede os Brandsø, som man ikke kan anløbe, var vi begyndt at fryse. Efter en lille time(!) ville vi kunne gå lidt i læ bag øen og håbe på tørvejr. Regntøj af, mere tørt tøj på og igen regntøj på. Det er en vanskelig manøvre når båden gynger meget, og man ikke kan stå op. Og den læ vi søgte, opnåede vi ikke. Der var meget dybt nord for Brandsø, små 20 m længe. Da vi nærmede os, ville jeg nu lige undersøge forholdene. Heldigvis var mobilen ikke genstridig. Der var lavt vand langt ud, og da jeg så så på dybdemåleren, var den pludselig på vej ned mod 1 m. Se hvor kort der er fra 10m-kurven til 2 m. Derfor en meget pludselig vending og væk fra øen hvor tøjskiftet så måtte foregå.

Så endnu et par timer mod den Bågø som svagt tonede frem i vindøjet.

Vinden lagde sig, og da bølgerne tæt ved øen også var blevet så vi kunne holde skruen i vandet, kom motoren i gang. Vi slap for det sidste kryds. 

Turen endte i vedvarende regnvejr, og alligevel syntes vi begge det var en spændende/intens oplevelse.

Men da vi anløb havnen, brød solen igennem og strabadserne afløstes af idyl.

Det våde tøj blev spredt ud over båden. Vi fejrede den succesfulde færd med en voksen gin og tonic, lavede aftensmad, spiste den og vaskede op derefter i båden uden cockpitteltet monteret. Det blev det inden natten, som for Annamaries vedkommende allerede var startet inden kl. 21 - efter en stærk dag på vandet.

01-08 Bågø –> Sønderborg

Sidste dag var helt uden drama af nogen art og helt uden vind. Men halvpænt vejr.

Det havde regnet lidt om natten, så nu var også cockpitteltet vådt. Det blev pakket vådt ned, og det våde tøj fordelt på båden i den meget matte sol. Dér blev det da vi afgik for motor uden at have gjort sejl klar. Sejlet kom dog op og i brug et kvarters tid lige nord for Als. Det blev pakket sammen igen nede i Als Sund.

Vi må have fået medstrøm for vi nåede overraskende broåbningen kl. 15:38, ganske bekvemt ikke at skulle vente en lille time så tæt på hjemmet.

I havnen var vores plads optaget selvom jeg havde meddelt vores ankomst pr. mail dagen før. Men netop d. 1. 8. tiltrådte den nye havnemester, så det var tale om et overdragelsesproblem. Teltet blev sat op for at tørre, og nu er det bare oprydning. I ved hvordan det er!

Opgørelser:

721 sømil, heraf 200 sømil for motor anslået ud fra 42 L benzin og 1 time/L og 4,7 knob i snit

3 grundstødninger - harmløse

Masser af sæler, kun 3 marsvin – begge dele usædvanligt.

Brandmænd og vandmænd i normalt omfang.

Og så sejler vi med havfaldsflag som miljøvogtere. Udbyttet.

Hvorfor tage til Limfjorden?

Limfjorden er et kæmpe farvand, større i udstrækning end Sydfynske Øhav og Smålandsfarvandet i sammenhængende helhed:

Den direkte vej fra øst til vest er 93 sømil lang. Det er lige så langt som fra Hals til Helsingør. Og så er der mange flere svinkeærinder undervejs. Der er rigtig meget landkontakt. Løgstør Bredning er det eneste område hvor man kan kigge i en retning uden at se land. Der er altså underholdning til flere uger, og området er noget helt for sig at sejle rundt i.

Og der er også en større variation i Limfjorden end i de sydlige farvende. Fra det snævre, neddæmpede løb i Østjylland med en virkelig storby til det baske og til tider overvældende Vesterhav. Fra mange små hyggelige havne til en kæmpe havn i Thyborøn. Lystbådehavnen er dog af normal størrelse. Der var cykler de fleste steder hvor vi kunne bruge sådanne, godtnok af meget forskellig kvalitet.

Motivationen for de følgende anbefalinger kan læses i beretningen.

Man sejler igennem Løgstør havn på samme måde som man sejler igennem Marstal havn når man skal nord-syd eller omvendt. Men man skal gøre holdt i Løgstør (som man skal gøre holdt i Marstal).

Også Fur er et must. Og så skal man ud til knuderne på nordkysten, ikke bare for knuderne. Der er også helt vidunderlig natur. Molerets og fossilernes historie er lidt kultur at tage med. Og af en helt anden art er der ved Doverodde og Statens museum for kunst. Det er et spændende sats, og det bør man følge med i. Og smukt farvand.

En personlig tilfredsstillelse og for at kunne prale med det: Helt ud til Thyborøn og vende, evt. ud på Vesterhavet – husk at vende!

Hvorfor gør man det i det hele taget?

- sidder og kigger på vand i timevis dagligt og landskaber som passerer uendeligt langsom af sted i det fjerne. Jo, man oplever virkelig betagende overraskelser på øerne, og man har nogle dejlige sejloplevelser. Men først og fremmest og mest fundamentalt, så bliver både tid og sted noget andet. Tiden har et træk af uvirkelighed. Den er i hvert fald helt anderledes. Og stedet dukker op undervejs.

Jeg oplevede det da vi sejlede mod Barsø. Hvad laver vi her på vandet? Alle de uafsluttede opgaver der ligger derhjemme. Det har vi da ikke tid til. Men næste dag havde vi lagt hverdagen bag os. Den var helt væk, og et nyt liv begyndte, et liv under helt andre vilkår og med uforudsigelige oplevelser.

Jeg oplevede det igen på vejen hjem da jeg på Bågø ville se vejrmeldingen for hjemturen og mente at Nordborg ville være repræsentativ. Nordborg, jamen … Da brast noget, og jeg var hjemme igen.

Men som sædvanligt!

Vi havde ikke været hjemme en uge, så begyndte Annamarie at lede efter huller i kalenderen hvor vi kunne få en tur til og følge med i vejrmeldingerne om der kunne være et sammentræf. Og således gik det til at vi udnyttde sensommeren i slutningen af august.

Mandag d. 26. 8. afgang kl. 14 og ankomst til Mommark kl 18:30 hvor vi havde inviteret Kirsten og Hans til kl. 20. Skøn aften i båden.

Tirsdag til Lyø. Ankerligning var muligt, men vi ville gerne rundt på øen. Det er en dejlig ø – endnu en! Og der står 10 – 20 velfungerende lyøcykler, ulåst, man kan bare tage. Jo, man ser sig jo også omkring efter et opslag, og så finder man et hvor der står at man skal betale 20 kr for en dag og 40 for et døgn på et mobilpay-nummer. Og det gør man så efter devisen kontrol er godt, tillid er bedre. Og så kan man komme rundt. Dvs først ind til mindten af øen hvor alt er samlet (bortset fra havnen). Ved udskiftningen i 1804-5 ønskede ingen at fytte ud, så gårdene blev liggende og danner et enestående landsbymiljø med markerne strålende ud fra byen. Men ud til kysten skal man også. Mod vest er øen imponerende bakket.

Onsdag til Marstal med frokost i læ bag Flæskholm. På Flæskholm var vi med flipperjollen i 1998. Vi vovede os over Lillebælt først til Lyø, så til Korshavn, den østlige del af Avernakø, hvor vi gik op på en ef de høje bakker og spejdede mod øst for at se om den stump ø som vi havde set på et kort, nu også var der. Den var der! Flæskholm, 160m x 45m og formet af vestenvinden. Da vi i flipperjollen nærmede os vestfra, var det med nogen bekymring at vi så at kysten var overstrøet med store sten. Nu lå vi for anker på denne side af øen. Vi måtte kunne trække flipperen på land for at kunne indtage øen, så den gang fortsatte vi naturligvis rundt om øen og fandt på østsiden en herlig blå lagune med lavt, rent vand og fin sandstrand. Som sædvanligt gik Annamarie rundt for at finde brænde til madlavning og vendte tilbage med to meget små stykker træ. Det var alt, og det duede ikke til noget. Der var en del tørt tang, men det er mod umiddelbar formodning umuligt at få til at brænde. Vi havde imidlertid en dåse kippers i olje. Og når vi hældte oljen ud over en klump sammenknyttet tang, fik vi et fint, regulerbart bål. Vi fik lunede kippers til forret, spaghetti i kødsovs (dåse) og vand til kaffen og opvasken blev det også til.

Det var sjovt at komme tæt på øen igen. Ja, helt tæt på for mit vedkommende. Efter frokosten rygsvømmede jeg ind med min mobil i munden og tog billeder.

Så videre til Marstal. Vi ankom i en vidunderlig lun, stille eftermidag og aften. Ankerligning syntes i den grad oplagt, men vi var advaret. Det skulle komme ved 23-tiden. Vi gik i seng i det dejligste vejr, nedgående sol, 24 grader og stille. Men det kom ved 11-tiden. Vi vågnede ved voldsom vindlarm og stor uro i havnevandet. Båden ruskede i fortøjringerne, og der var nogen aktivitet i nattemørket rundt om på broerne. Det varede mindre end en time. Så kom der et flolt tordenvejr - dog manglede der lige et skybrud - og kort efter midnat var det hele overstået. Tordag morgen igen dejligt vejr. Hver gang jeg var vågen, altså også under storm- og regnvejret, så jeg på termomerteret, inde og ude. Det laveste var 21 grader, altså tropenat i Marstal sidst i august.

Hjemturen torsdag var også i skønt vejr. I bidevind! sad jeg i korte bukser og en enkelt tynd trøje indtil solen stod lavt, og det hele blev mere og mere træls. For nok var vejret lunt, men vinden var imod og tog til ud på eftermiddagen. Det samme gjorde bølgerne. Vi startede kl. 10 og var i havn i Sønderborg kl. 19:45. Det er forbløffende lang tid at bruge på det der er 29 sømil i direkte sejlet kurs – hvis man kan sejle sådan. Men i modvinden skulle vi krydse, og i de store bølger gik vi undertiden helt i stå, og så er det svært at få gang i båden igen. Meldingen ved afgangen i mandags var svage vinde, og vi var taget af sted med genuaen og uden fok. Der skal bruges mange kræfter for at få genuaen helt på plads, og det duer ikke at slække ud og hale ind hver gang man går i stå i en bølge. Det var en meget træls tur. Men alligevel dejligt at få brugt sine kræfter og vundet over havet og utålmodigheden. Det er vilkåret når man sejler for sejl.

Men tålmodigheden slap alligevel op til sidst. Vi brugte motoren det sidste stykke hvor bølgerne var blevet mindre. Motoren var ikke en mulighed tidligere, for den hopper ud af vandet i store bølger, og det var der. Vi rebede tidligt storsejlet, og undervejs bjærgede vi det også helt, men satte det igen senere. Dejligt at afprøve at begge manøvrer kan foretages fra cockpittet uden problemer.

Årets facit: 820 sømil dvs 1519 km. (Det er i princippet foreløbigt. Vi har ladet sengetøjet blive i båden! Vogt dig Helge!). Det rakte til en andenplads.