Præsentationen af krøniken ved frokosten efter bisættelsen

”Henrik og jeg har i tre døgn siddet ved vores mors seng, time efter time - og der sker næsten ingen ting. Og så er det alligevel nogle meget intense timer. Et levet liv fremstår i et særligt afsluttet perspektiv. Og tilmed: Anni var den sidste i en hel generation i Münchow-grenen.

Og hvad var så den generations vilkår? Hvordan så verden ud? Det dukker særligt frem ved et dødsfald, og det vil vi gerne sammen med jer se tilbage på i form af vores forældres liv. Men det blev en meget lang historie, så jeg har fundet det nådigt at uddele den i form af dette lille hæfte. Så kan I selv dosere.”

Forord

Hæftet var udarbejdet under en del tidspres, men er blevet udvidet i flere omgange. Senest efter et besøg hos Ditte d. 11. 1. 2016 og igen d. 21. 4. 2017 begge gange sammen med Susan og Peter. Begge gange blev en del af Dittes beretninger lydoptaget.

Teksten er udarbejdet af Claus.

Münchows familiekrønike

Det 20. århundredes levevilkår, erhvervs- og familieliv belyst gennem Annis optagelse i Münchowfamilien

Herman blev født på Preislers Hotel, Viborg i 25. 9. 1907, 7 år før 1. verdenskrig. Hans far, Carl Münchow var slagter som drog fra et meget fattigt Østpommern, nu Stargard Szczeciński, Polen, på valsen til Danmark for at finde arbejde. Og som det kan gå, og måske kunne have været med i planen, fandt han sin kone, Dorthea Thomsen, som var datter i et velbeslået garveri. Bryllupsbilledet. Herman var det yngste af 4 børn fra ægteskabet, Thomas, Chresten(Kinne), Erna og Herman. Carl åbnede en slagterbutik i Viborg. Den unge familie.

Ægteskabet gik imidlertid i stykker, hvilket dengang var en stor familiær ulykke, hvorfor Herman holdt omstændighederne skjult for Anni (”Min far døde da jeg var 7 år”, sagde han) - indtil det blev afsløret ved en fortalelse fra et vennepar.

På grund af denne hemmelighed ved vi næsten intet om Carls skæbne derefter. Det er værd at prøve at sætte sig ind i hvad det kan betyde at være tysker i en dansk provins et halvt århundrede efter Danmarks store landetab i 1864 og under optrækket til 1. verdenskrig. Det var i 1914 ”min far døde”. Men faktisk døde han 1918 og blev begravet på Solbjerg kirkegård. Vi aner ikke hvorfor det blev i København. Men en forbindelse må der have været, og vi ved at Dorthea, da hun døde i 1946, blev begravet ved siden af Carl. Graven er nu sløjfet. Vi nåede at få et billede af den fine gravsten. Det er taget søndag eftermiddag på Claus’s konfirmationsdag. Datoen er ikke sådan lige at rekontruere.

Dorthea fortrak til København, væk fra skammen.

Hvad der imidlertid gør et stort indtryk tilbageskuende, var at Dorthea drog til København, alene med 4 børn lige inden krigen, startede en viktualieforretning på Smallegade, det var hendes faglige ballast, og gav de 4 børn en, efter de givne meget vanskelige omstændigheder, meget god opvækst. De har alle klaret sig fint.

Hun var en meget målbevidst og stærk kvinde, og jeg husker at der stod meget stor respekt om hende. Claus, Anni og Dorthea i gården bag Jagtvej 17.

Vores slægtning, Karin, i Berlin har fundet frem til at Münchow-familien stammer fra Mönchen på Usedom – langt tilbage.

I Kristensengrenen har vi stadig Ditte fra Annis generation. Og hun har som bekendt en fremragende hukommelse. Hun er den historiske kilde som garanterer autenticiteten af det følgende.

Anni er født i København i 6. 6. 1921 af Jensine (f. 1893) og Hans Kristensen (f. 1891). Her er en del af familien på mødrene side med Anni, Ester og Ditte hos deres mor og far i stuen i Studsgårds passage. Det var et hjem med klaver. Rikke er moster til Jensine og fik Jensine i pleje fra hun var 5 år. Jensines far var psykisk syg og boede (indlagt) på Oringe. Som for Herman hvis forældre blev skilt, var dette også noget familien ikke brød sig om. Dengang skjulte man det, så Jensine vidste intet om sin far – før hun fik et fødselsdagsbrev til sin 9års fødselsdag. Det er et rørende brev, og der var vedlagt et kort. Hør Peter læse brevet. Situationen med de skjulte fædre synes for os i dag helt urimelig.

Jensine og Hans kom fra Skovhuse på Sydsjælland hvor de havde gået i samme skole. Her er et skolebillede. Og hvor står/sidder de så? Der er flere familiemedlemmer hvilket man kan forske i på billedets bagside. Her var Hans uddannet kommis og havde ansættelse flere steder. Her blev Esther født i 1919 og straks efter flyttede de til København. Det var ikke på grund af manglende arbejde, men nok en følge af det almindelige opbrud efter krigen, hvor Ditte mener der gik rygter om bedre lønninger i storbyen. I København fandt Hans arbejde ved sporvejene, først som billettør, senere som sporvognsvognstyrer, (et avancement, så kunne han sidde ned - og havde større ansvar) først på linje 1 senere på linje 18, her under en pause. Jensine ville gerne have stået i forretning sammen med Hans på Sydsjælland og var ret så skuffet. Hendes dygtighed som kok og husholderske gav hende imidlertid et spændende liv i København. Hun lavede mad for mange fine mennesker, blev fast køkkenmedhjælper hos prins Viggo og substitueret kammerjomfru hos fru prinsessen - ”Prinsesse Viggo” var navnet.

Det var dog et broget boligmarked i storbyen i 1919. Første bolig var en delelejlighed med en enlig mand i Nyborggade. Jensine flyttede kommoden hen foran deres dør når Hans havde nattjeneste. Derefter Studsgårds passage. Her boede de da Anni og Ditte blev født, dvs i hvert fald Ditte kom dog til verden i kolonihavehuset i Vennerslyst i 1926. De ventede en dreng oven på de to piger, og de spændte naboer sagde til Hans: ”Husk nu at hejse flaget når drengen kommer”. Og så blev det en pige! hvorefter Hans spurgte den nyslåede moder: ”Skal jeg så hejse flaget alligevel?”. Svaret var ”JA!”
Så Slangerupgade i 1½ år, hvorefter de fandt blivende sted i Kertemindegade fra 1. april 1932. Esther var rasende (hun havde en kæreste i Slangerupgade).

Hvad var det så for en tid da Herman og Anni var unge?

Et par enkelte erindringer:

Herman har fortalt at han som dreng, Find Herman!, fangede hundestejler og salamandre i den å, Ladegårdsåen, som nu løber under Åboulevarden og tilfører søerne rent vand. Nu er der en mangesporet vejbane.

Han har også fortalt at den Køge Landevej, ad hvilken vi kørte til vores sommerhus, da han var ung kun gik til Mosede hvor der var en fiskerihavn som forsynede København med fisk. Resten af ruten til Køge var et hjulspor gennem den lynghede som strakte sig hele vejen langs Køge Bugt.

Til Køge kom man ad Roskildevej til Tåstrup og derfra ad Tåstrup-Køgevejen. Da vi var børn, var der en tosporet betonvej med asfaltfuger og cyklesti på begge sider til Køge.

Herman holdt af at variere turen til sommerhuset og tage Tåstrup-Køgevejen. Han syntes den var så smuk, men det var ikke populært. Tåstrup-Køgevejen var brolagt hele vejen, og Annis kommentar var: ”Man kommer ligeså meget op og ned som man kommer frem”. Den gamle Fordson havde nu heller ikke den bedste affjedring.

Fra Anni har jeg erindringen om centralen i Stensved som vi besøgte nogle gang i sommerferien. Centralen var spændende. Når nogle ringede op, dvs. drejede på håndsvinget hjemme, faldt der en lille klap ned. Den sad blandt alle abonnenternes klapper på en lodret væg foran telefondamen, noget i denne stil. Hun kunne nu snakke med opringeren som bad om et nummer dvs. her i Stensved kunne man lige så godt bare bede om personen. Så skulle der trækkes en ledning fra klappen til nummeret på det vandrette bord foran væggen hvor alle abonnenterne havde et hunstik. Og så kunne de snakke sammen. Men man kunne også komme ud for at centraldamen sagde: ”Næh, han er taget til Nykøbing. Han er først tilbage i eftermiddag”. Og så skulle der alligevel ikke trækkes en ledning.

Og så fandt de hinanden

Anni var udadvendt og nysgerrig. Skolegangen var hende for snæver, hun ville ud i verden, forlod skolen hurtigt og fik en kontoruddannelse som skaffede hende et job på Stjernesko på Nørrebro. Det blev hende skæbne.

Hun fandt Herman på hjørnet af Nørrebrogade og Solitudevej. Når hun skulle indkøbe et og andet i frokostpausen, gik hun til Oluf Lentz’s efterfølger. Her mødte hun en beleven kommis med blink i øjet. Det var så hende der valgte at komme der hyppigt, og ham der registrerede at hun gjorde det.

Hermans charme var i høj grad hans fantasi mht. til oplevelser og festlighed. Lige inden krigsudbruddet, midt i marts 1939, drog han alene gennem Tyskland til Solda i Ialien. Der var lige noget han skulle nå at prøve, skiløbet i Alperne, inden krigen - og inden hymens lænker bandt ham? Vi har et kort fra Solda til ”Signorita Bella” som det indleder. På billedet er der det traditionelle kryds henover et vindue ”Her bor jeg”. På højre side af kortet står der: Frøken Anni Kristensen, C/O Sørensen og Madsens Skotøjsfabrik, Kontoret, Nørrebrogade 56. Han gik uden om Kertemindegade - også helt traditionelt. De blev gift 2. maj 1940.

Her ser vi hvor glade de var for hinanden. Det må være efter brylluppet for begge svigermødrene er med.

Men det var også en dramatisk tid: En historie om det mindste og det største.

Deres første mange år var præget af megen festivitas. De var begge festmennesker og supplerede hinanden godt. Vi drenge var ofte på besøg hos vores faster på Jagtvej 17 - natten over. Der fik vi om morgenen krydderboller som faster ristede på et net over gasblusset. Det var meget lækkert når smørret delvis smeltede. De meget store nydelser var få, men oplevedes intenst dengang. (Det er givetvis årsagen til at Annamarie og jeg igen og igen diskuterer hvorvidt vi skal købe krydderboller når vi kommer forbi dem i Fakta. Nu tror jeg snart jeg køber dem). Imens vi nød krydderbollerne, kunne vi se hvordan faster skrabede kullene ud af kakkelovnen og omhyggeligt frasorterede til genbrug de små stumper der endnu kunne være lidt varme i.

Vi har en smuk tale af Herman til hans svigermors 60 års fødseldag. På bagsiden af firmapapiret.

Hermans oplevelsesglæde, godt bakket op af Anni, kom også os børn til gode. Vi var to gange på skitur i Norge, på Wadahl Højfjeldshotel ved Harpefoss station. Her fik vi børn de første stærke indtryk af store vinterlandskaber. Her i et udsigtstårn. Det var meget usædvanligt på den tid, og det har jo bredt sig ud i familien og i generationer efter - hvor det er blevet helt almindeligt.

Vi var i 1953 en tur, 3 uger, ned gennem Europa, som de ville vise os. Med tog til Karlsruhe, og så med en lejet folkevogn til Salzburg, Wien, over Gross Glockner i snevejr i juli (passet blev lukket dagen efter) til Venedig og tilbage omkring Solda. Anni fik smurt stemmebåndene på den bjergtur i folkevognen. Det var før autoværnenes generelle udbredelse.

HACH

Et helt afgørende og varigt element i Anni og Hermans med børns tilværelse var sommerhuset HACH (HermanAnniClausHenrik) i Karlstrup Strand.

Vi skulle have luft og lys - det var på den tid hvor svagbørnskolonierne var meget brugt pga. forarmelsen efter krigen. Man husker stadig Gabriel Jensen (?). Børnene skulle have sul på kroppen. Men Herman kunne selv ordne den sag. Og da Henrik var helt lille, lejede de Strandgården Syd, Kystvej 8, Karlstrup Strand i et par år. Overfor lå der en henrivende grund – kunne jeg tænke mig Anni omtalte den - ubebygget. Den var lyngbegroet som al uberørt jord var dernede, og med dejlige lilla gederams, gyvel og smukke, lette birketræer. Dermed gik nogle år, suk, hvor dejligt… Hvem mon ejer den grund?

Men så kan det nok være hun gjorde store øjne, da der pludselig stod et skilt: Til salg, med et telefonnummer. Og så gik det stærkt. Op til Viggo Jensen, den lokale købmand, dér var områdets telefonboks, og så bestille mellembys og bede om Central 7201 og lægge 5 ti-ører i automaten, og så var der kontakt. Telefonnummeret blev meddelt til København, og så steg spændingen i Karlstrup. Om aftenen kom Herman tilbage til Kystvej. Han gik ubemærket forbi Strandgården, hev Til-salg-skiltet op af jorden, tog det over skulderen og gik til bage og lagde det på køkkenbordet. Slam! Sådan!

Det var en afgørende dag i vores liv. Når jeg tænker på min barndom, så er det sommerhuset og stranden og havet og Piratjollerne og kammeraterne og legene og boldspillet dér, der dukker op.

Herman fandt et lille hus på Avedøre Holme. Holmene var et sølle, fladt og fugtigt sted. Der stod et lille, gulmalet træhus indtil en lastbil hentede de og kørte det til Kystvej 9. Nogle træer langs Kystvej blev lettere mishandlet, men ned for enden kom det – og blev malet brunt. Senere blev de lodrette brædder beklædt med vandrætte buede brædder, så det kom til at ligne en bjælkehytte. Samtidigt fik det en knopskydning og en skorsten og en garage bagved.

Det var hurtigt forbi med lyngen. Det varede længere tid inden vi fik fældet den hvidtjørn som flere gange om året punkterede vores fordbold, men som Anni holdt meget af. Den måtte dog til sidst lade livet. Det var fodbold og senere håndbold for drengene i området og besøgende, og der var mange, og det var forskudt fejrede fødselsdage med skolekammerater og ikke mindst: familiefester i stort antal. Det var senere frirum for Mette og Morten som kunne slippe for deres forældre i en uges tid.

Og da var fodboldspillet forbi. Den tidligere fodboldbane gav plads til nyt liv, mens bevoksningen helt indhyllede det dejlige sommerhus.

Og så arbejdslivet.

Herman blev tidligt kommis hos Oluf Lentz, en gammel, velrenommeret forretning på Nørrebro. Han gik på købmandsskole og gjorde sig dygtig. Han skrev nogle meget smukke og originale skilte. Det udnyttede han til at stige i graderne hos Lentz, det var vist ikke bare lønforhøjelse, det var også format til at overtage forretningen da den tid kom. Han havde bedt om lønforhøjelse, men var blevet afvist. Men der skete noget da Lentz opdagede nogle meget fine skilte hos en anden købmand, med en skrift som han straks genkendte. ”Hør hvad er det for noget?”. ”Joe, jeg er nødt til at tjene lidt ekstra for at forsørge min familie”. Så fik han lønforhøjelse og standsede bijobbet - og var han førstemand, som det hed, så blev han efter dette modige og modne initiativ allerførstemand til at overtage forretningen. I mellemtiden havde han et par år hos Seidenfaden for at lære. Derfor foreligger der to anbefalinger, en fra Lentz og en fra Seidenfaden.

Forretningen overtog han i 1947. Over for forretningen lå Arbejdernes Landsbank som var forretningens bank. Her havde bankdirktør Lassen bemærket den driftige og pålidelige førstemand, og da han blev bekendt med at Hr. Münchow havde overtaget forretningen på Nørrebrogade 61, tilbød han ham en lejlighed i bankens ejendom på Nørrebrogade 62. Vi flyttede fra en lille lejlighed med karbad! på Frederiksborgvej 11 til en stor lejlighed helt uden bad. (Men der var bad lige henne om hjørnet!) Lejligheden var ellers helt ideel, stor og lys. Vi kunne stå i hjørnevinduet og med kikkert se når der i løbet af weekenden manglede cigaretter i den automat som blev rullet frem foran hjørneindgangen. Så skulle vi over og fylde op. Der var to søjler med Grøn Cecil, husker jeg, og det var altid dem der løb tør først. De var åbenbart meget mere populærende end Prince og Queens, og hvad de nu hed.

Nede ad Solitudevej var der en tændstiksautomat. Den fik lov at passe sig selv; den skulle bare have en 10-øre.

Den forretning blev anledning til et nyt liv for Anni. Ligeså stille men med stor virkning. Da Henrik og jeg blev lidt mere selvstændige, mente Herman hun kunne hjælpe i butikken ved at tage telefon og tage imod ordrer. En dag hvor der var travlt, stod en utålmodig herre og fik øje på mulighederne - eller en smuk kvinde - i telefonrummet. Han sagde i hvert fald: ”Hør frue, kunne De ikke lige ekspedere mig … ” Så gik hun til disken, og der blev hun.

Men fra starten og i hele hendes karriere i forretningen havde hun en som eneste kvinde en nyskabende, værdifuld og social rolle nede i rummet, 5 trin nede. Der var en firkantet jernvask og en højtsiddende hane med en rød gummeslange, en af dem der hurtigt sender en tynd stråle ud til siden og så skal udskiftes. Også højt oppe, til højre, var der en hylde med et gasblus. Her sørgede hun for dejlig kaffe - Byens bedste - til personalet til frokost og vel i løbet af dagen, og først og fremmest sørgede hun for en munter og familiær stemning dernede. Det var begyndelsen til hendes integration i købmandshandel og senere vinhandel.

Der kom i 70’erne to selvbetjeningsforretninger i kvarteret, den ene en Irma, og det var jo spændende for husmødrene. Dér købte de alt det de kunne gå og tage på og kunne bære, og så ringede de til købmanden og bestilte 6 pund kartofler og en kasse øl - bragt op. Herman var konservativ på den meget gode måde når det handlede om forretningskultur(historie). En ordentlig købmand bringer så op og tager ikke penge for det, men det kunne jo ikke blive ved med at gå.  Det voldte også skærmydsler i familien, husker jeg, at også Anni syntes det var spændende. Men måske var det også medvirkende til at Herman indså at det faktisk var nødvending at afhænde den gammeldags forretning som ikke lod sig ændre efter tiden - og at han indså det betids til at kunne svare enhver sit. Også på det punkt var han gammeldags i den meget fine forstand.

Da den lukkede, syntes jeg godt man kunne argumentere for at den blev overtaget af nationalmuseet. I forretningslokalet var der skuffer og hylder overalt. 14 skuffer med fuglefrø – uden navne på. Alle ekspedienterne vidste hvad de var i skufferne – og der var jo meget andet end det der skulle fyldes i disse poser.

Der var f.eks. også et stort skab med essenser, alle mulige likører, og gin og andet. I en periode i slutningen af 60’erne kom Herman dagligt hjem og fortalte, at nu havde der igen været en kunde som helt skamløst bad om 1 kg aktivt kul, en liter kogesprit, og så skulle han have nogle af de-der essenser… og hans opmærksomhed rettedes mod de mange fristelser i skabet. Men disse paradisiske tilstande hørte op.

En herlig beskrivelse af miljøet i en gammeldags, ambitiøs familievirksomhed på Nørrebrogade 61 kan findes her.

Sideløbende med købmandsforretningen oparbejdede Herman en vinimportvirksomhed. Det var et udslag af hans generelle nysgerrighed og virkelyst, men startede virkeligt småt, nærmest hobbyagtigt, i et lokale på Sjællandsgade. Han købte fade med Rødvin o. a. i Frankrig Her blev de lagt til lagring og bundfældelse. Maskinparken bestod af en proppemaskine. Resten var håndarbejde. Det var spændende, ja, meget spændende endda: her fik jeg min første brandert.

Senere voksede virksomheden især da købmandsforretningen lukkede i september 1971 (det var i Nørrebrobladet. Han lukkede også i BT). Større lokaler blev indtaget, Nørrebrogade 7, hvor fadene blev lirket ned i kælderen ad sliske og med tovværk. Derefter større endnu: Århusgade ??. Her opnåede Münchow Vin A/S agenturet på Freixenet. (Prøv at Google). Og Henrik som i mellemtiden havde uddannet sig til branchen, rykkede ind og fik stadig større og nødvendig indflydelse. Vilkårene blev barskere og ændrede sig hurtigere – og Herman blev ældre. Henrik indså nødvendigheden af at afhænde det lille firma. Og det skete på en god måde da Herman var moden til at gå på pension og Henrik ung nok til at gøre karriere i større firmaer.

Men det engagement som for Anni begyndte på Nørrebrogade 61, fortsatte med stadig større betydning i vinlagrene. Hun kunne gøre brug af sin kontoruddannelse, sit kvikke hoved og store virkelyst. Det kom så vidt at hun blev firmaets administrator af et meget tidligt IT-system til lagerføring og fakturaudskrivning.

Også morfar Hans fik god beskæftigelse på lagrene da han blev pensioneret fra sporvejene. Han etiketterede og bandarolerede.

Alderdommen

Vores far blev først ramt af demens, det var da han nærmede sig 80 år. Han flyttede ca. 1990 til Sølund med udsigt over Sortedamssøen.

Derefter levede Anni alene i den store lejlighed. Lejligheden lå jo ikke bare med en fantastisk udsigt til cigaretautomaten. Man kunne kigge begge vej langs Nørrebrogade. Især var det 1. parket til Griffenfeldsgades udmunding i Nørrebrogade. I slutningen af århundredet var der mange voldsomme demonstrationer med koncentration netop der.

En aften fik vi i Sønderborg gæster som straks da de kom, sagde at der var optræk til ballade på Nørrebrogade. ”Der bor min mor jo”, så vi åbnede lige for fjernsynet ”Jamen! Det er lige neden for min mors lejlighed!” kunne jeg konstatere. Kort efter havde vi mor i telefonen: ”I skulle bare se en ballade på Nørrebrogade!”. ”Vi ser det i TV”. Det viste sig at hun også så TV. Faktisk fór hun frem og tilbage mellem hjørnevinduet og TV for at se om dækningen var fuldgyldig, kunne vi forstå.

Det var år med tilbagevendende voldsom underholdning på Nørrebrogade.

Anni var endnu på toppen da hun fyldte 90 år. Hun fejrede den i Påfuglen i Tivoli. Sådan, og hun arrangerede det hele selv.

Det var som om hun dermed havde nået det hun ville. Derefter gik det hurtigt tilbage.

Hun flyttede d. 1. februar 2013 fra Nørrebrogade 62 til Bispebjerghjemmet på det ydre Nørrebro. Det var et fantastisk sted at komme. Når jeg kom og spurgte: ”Hvordan har du det mor?”, så svarede hun næsten altid det samme: ”Jeg har det godt. Vi har det godt her”.

Herman døde d. 30.9.1907 og havde en del år en lille sten på Assistents kirkegård. Den er nu sløjfet.

Anni døde d. 13.8. 2015 og ville i de ukendtes grav også på Assistents kirkegård.

Ved tiltagende demens udkrystalliserer personens grundlæggende træk sig. Vi har haft den glæde at vores far i stigende grad viste sin humoristiske og vennesæle side og at vores mor endte sit liv i en glad og meget taknemmelig tilstand.

Det var de sidste indtryk, og de var rolige og gode. Men farverigt var deres liv.

Tak skal de have!