Vinkælderen på Sjællandsgade
En del detaljer i arbejdsgangen gætter jeg mig til. Men hovedprocesserne husker jeg.
Når fadene var kommet ned i kælderen blev der tilsat noget svovl. Vist for at sikre at der ikke skete en fortsat gæring. Når de havde stået tilstrækkeligt længe gik arbejdet i gang. Der skulle bruges mindst to store aluminiumskander 5 eller 10 liter(?), gummislanger, en pose asbestpulver, et piskeris, en traggt af finmasket ståltrådsnet, tomme flasker, en balje med propper i vand og så maskinen: En proppemaskine. Der blev slået hul på fadet og en spuns sat i. Så blev vinen hældt op i den ene store aluminiumskande, hvorefter vinen skulle klares. Far tog en håndfuld asbestpulver og smed det ned i vinen og rørte rundt med piskeriset. Så blev den lækre blanding hældt igennem den finmaskede tragt og over i den anden kande. Så blev blandingen igen hældt gennem tragten og over i den første kande. Hver gang blev lidt af asbestpulveret siddende på tragten. Efter nogle gange hælden frem og tilbage så havde der samlet sig et tyndt sammenhængende lag af asbest som virkede som filter – det var før Melitaposernes tid. Så hældte Herman lidt op i et fint vinglas og kiggede gennem vinen op mod lyset. Hvis den ikke var helt klar, så fik den nogle ture til.
Så havde man 5 (eller 10) liter vin som var klar til at komme på flaske. Det var ofte tit mit arbejde. Jeg stak den ene ende af en gummislange ned i den højtstående kande, sugede og stak så den anden ende af slangen ned i en flaske. Så klarede hævertprincippet resten. Når flasken var passende fuld, klemte jeg om slangen, satte flasken hen til propperen, og tog den næste flaske til samme behandling. Imens var far i gang med de næste to kander.
Hos propperen kom maskinen ind i billedet. Flasken blev sat på en rund bund i maskinen. En prop blev de sat ind i maskinen, forskudt i forhold til flaskehalsen, men i klemme i en passage som snævrede sig ind hen mod flaskehalsen som lige skulle kunne stå under den snævre del af passagen. Det maskinelle var nu at der var et stort håndtag – som på de gamle vandposter oven på gårdspladsen brønd – og når man skubbede håndtaget nedad, så var der en glider som skubbede proppen ind i snævringen hvorefter et stempel ovenfra skubbede den ned i flaskehalsen. Det var den farlige del af processen. Hvis ikke flasken havde den rette højde eller ikke stod helt præcist, så kunne flasken smadres. Og det skete indimellem. Så skulle der bandes, og der skulle tørres op. Og det blev gjort, hvorefter alt gik videre.
Så var det altså en gang hvor det der skulle tappes var vermouth,
sød vermouth. Jeg havde indtaget min sædvanlige plads. Men det var ikke helt
som sædvanligt. Det smagte sgu adskilligt bedre end rødvin, ja, det smagte
rigtig godt, efterhånden nærmest himmelsk. Så var det jeg blev sat fra bestillingen.
Det var far i en meget venlig tone: ”Nu må du vist hellere komme hjem. Gå
forsigtigt”. Jeg tror sågar jeg så et lille, kærligt smil. (Jeg kom godt hjem.)