Opdateret: 14-09-2018 20:45

Niels Bohr og det nuværende paradigmeskifte

Indledning

Virkeligheden er det vi tror på – til enhver tid, og så længe det varer. Der er tider, århundreder, hvor virkelighedstroen hviler i sig selv, og så er der kortere perioder, dog over flere generationer, hvor der er store vanskeligheder forbundet med at tro på det vi tror på. Med et begreb introduceret at Thomas Kuhn - i den betydning som er blevet mest udbredt - beskrives samlingen af tilfredsstillende forestillinger om virkeligheden som et paradigme. De brydningsfulde kortere perioder, hvor et paradigme udfordres for til sidst at bukke under og blive afløst af et andet, bliver derfor et paradigmeskifte.

Vi står midt i et sådan. Hør selv hvad Richard Feynman, nobelpristager i fysik 1969 siger (fra Gamma 138, s 43):

Jeg mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er ikke nogen der forstår kvantemekanik… Lad være med at blive ved med at sige til dig selv ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lad sig gøre.

Richard Feynman, fysiker

Dette er udtalt af en fysiker der har forstand på kvantemekanik. Han underviser og forsker i det og har sågar fået en særlig type kvantemekaniske diagrammer opkaldt efter sig!

Hans position afslører at vi befinder os i begyndelsen af et paradigmeskift. Og det bliver radikalt anderledes end de tidligere. Demokrit forudsagde atomteorien og Aristarcos det heliocentriske system for små 2500 år siden og Giodano Bruno det uendelige univers uden centrum for små 500 år siden. Det var ideer der kunne tænkes, de lå som potentielle virkeligheder i verden som den fremstod. Men komplementaritetsvilkåret, som løser de rent logiske udfordringer i kvantemekanikken, har ingen kunnet forestille sig før 1927. Det var ikke en tænkelig mulighed. Det er nu blevet os påtvunget. Indtil videre lever vi i en utænkelig virkelighed!

Nærværende essay prøver at klargøre udfordringerne i et paradigmeskifte i almindelighed og i det aktuelle i særdeleshed, hvad det er for en iagttagerposition som foranlediger Feynmans i grunden fortvivlende forhold til hans videnskab, og Bohrs påpegning af at det netop er iagttagerpositionen som skal forstås anderledes, således at problemet ”Ingen ved hvordan det kan lade sig gøre” slet ikke opstår. Fokus er altså ikke på fysik, men på ”virkelighedens” gennem fysikken stadige udfordring af vores bevidstheds evne til at fatte den, vores måske i grunden ret hjælpeløse bevidsthed. Men forsøg må gøres igen og igen.

Hvis man ikke kan finde det rigtige svar, så er det fordi man stiller er forkert spørgsmål. Det virker banalt, men det er åbenbart i visse tilfælde det der løser et problem - f.eks. den gang jorden var flad, hvad jo enhver umiddelbart kan se. Her er en gammel hinduistisk forestilling. Jorden er vel dog svagt krummende (hvad man også let kan se), men det er klart at forestillingen er båret af – om jeg så må sige – at op og ned er helt konkret absolut. Og så er det jo et stort problem hvad der bærer jorden, et stort problem. Men det forsvinder, knips, når man finder ud af at jorden er rund.

Her til højre Nedenunder en tilsvarende verdensforestilling som den skulle fremgå af flere originale kilder, (fra Svend Andersen: Menneskets møde med universet, Gad, 1983)

Processen i et paradigmeskift er altså ikke at finde de rigtige svar, men at finde de rigtige spørgsmål. Så giver de tilfredsstillende svar sig selv. Når Feynman kan sige ”Ingen ved hvordan det kan lade sig gøre”, så må vi spørge anderledes – eller omdefinere os selv som spørgere. Dette er efter min mening Bohrs største bedrift, og hans indsigt er slet ikke slået igennem i fysikerkredse endnu, som bl. a. Feynmancitatet viser. Blandt fysikere og filosoffer gøres der mange anstrengelser (Jens Hebor har en herlig karakteristik af situationen blandt fysikere (6, Appendiks, mangeverden–forestillinger m.m.), og et godt forsøg som filosof - så vidt jeg kan forstå sagen). Men mht. gennemslagskraften, den overbevisende, er der langt igen. Vi står midt i eller i begyndelsen af et paradigmeskifte.

(Et andet grundlag, og potentielt mere fatalt, for at karakterisere vor tid som et paradigmeskift er naturudfordringen. En religionsforsker, Jens-André Herbener, gør sig disse overvejelser. Men man kan godt tro på at de to udfordringer kan inspirere og støtte hinanden)

Hvor grundlæggende et paradigmeskift kan være, kan vi leve os ind i ved at se på det seneste inden det nuværende. Her kan vi sætte os ind i verden både før og efter.

Det indtrådte ved slutningen af renæssancen. Verdensbilledet inden var det gamle græske overbragt os fra Aristoteles’s ca. 300 f. kr. Aristoteles blev den store videnskabelige autoritet op igennem middelalderen selvom der var andre teorier i antikken, flere i langt større overensstemmelse med senere tiders opfattelse. Men det drejede sig den gang om at beskrive verden på en logisk tilfredsstillende måde, og denne måde blev ikke udfordret af eksperimenter. Motivationen manglede, for man anså det ligefrem som underlødigt at udnytte videnskabelig viden til berigelse. Et ædelt moralsk standpunkt som ville have ført os uden om den trussel menneskeheden står over for i dag med den rene voldtægt af naturen. Naturen var besjælet (sjælssynspunkt i naturen kommer til at optræde senere) og derfor hellig, en kilde til undren og betagelse over det skabte.

Verdensbilledet efter renæssancens paradigmeskifte blev endeligt formuleret af fysikeren Newton støttet af filosoffen Descartes. Det er det vi stadig lever i, også Feynman og Einstein (bortset fra at de er døde. Men de har efterkommere).

Aristoteles så naturens stof som bestående af 4 kategorier, de 4 elementer, jord, vand, luft og ild. De havde deres naturlige placering med jord, sten etc. nederst, så vand osv. søgende deres naturlige plads. Vand bobler op af jorden, en sten i vandet synker til bunds. En luftboble i vand stiger, vand falder ned gennem luften, ild i luft stiger lodret op. ”Deres naturlige plads” betyder at drivkraften var elementernes natur, deres sjæl.

Bevægelserne op og ned skete naturligt langs lodrette rette linjer mod eller væk fra jordens centrum, som så måtte være universets centrum. Den var rund for Aristoteles. Disse bevægelser er endelige, som livet på jorden, det er de timelige vilkår på jorden. Alt har en begyndelse og et slutpunkt. Naturen som liv og død.

Uden for månens bane eksisterer evigheden. Cirklen er uden begyndelse og ende, og i cirkler bevæger stjerner og planeter sig i al evighed - omkring jorden! som også derved fremstår som universets centrum. Opfattelsen kaldes det geocentriske verdensbillede. Det harmonerede fint med den viden man havde den gang.

Dette verdensbillede, antaget af kirken, eksisterede i det store og hele uforandret fra det antikke Grækenland og ind i renæssancen.

Renæssancen i Europa var en rig og frodig tid hvor de antikke forestillinger blev prøvet af. De bestod ikke.

Kopernikus, en polsk astronom, levede i mange år med den overbevisning at solen burde opfattes som verdens centrum, og jorden kredsende omkring solen som bare en af planeterne. Kopernikus tøvede længe med at udgive tankerne i bogform. Han forstod at det var et brud med den verden som kirken mente Gud havde skabt den. Det var alvorligt, meget! Han lod først sine tanker udgive da han mærkede den naturlige død nærmede sig, i hans dødsår, 1543. Så risikerede han jo ikke så meget - som senere Galilei.

Galilei udgav i 1632 sin bog Dialog om de to store verdenssystemer, Aristoteles’ (kirkens) og det konkurrerende af Kopernikus. Bang! Så kom Kopernikus´ bog på kirkens indeks over forbudte bøger sammen med Galileis, og Galilei kom i hænderne på inkvisitionen - et almindeligt kendt lærestykke om hvor svært det er for nye ideer at slå igennem. Og hvor farligt. Galilei blev truet med bålet - Giordano Bruno var allerede i år 1600 blevet sendt i forvejen, så det var alvor (Bruno hævdede, hypermoderne, at universet var uendeligt og uden centrum. Det er vildt fascinerende. Brænd ham!). Galilei måtte afsværge sin opfattelse og kunne nøjes med fængsel som hurtigt blev afløst af husarrest.

Således led det nye, det heliocentriske verdensbillede sit foreløbige nederlag i 1633. Først mod slutningen af 1600-tallet vandt Kopernikus’ heliocentriske system fra 1573 bred videnskabelig anerkendelse.

Mens jeg underviste, fandt jeg et ”sødt citat” af Kepler fra 1621: ”Hvis vi erstatter ordet sjæl med ordet kraft, så får vi netop det princip som ligger bag min himmelfysik”. Han skrev således i en tekst om planetbevægelserne.

”Sødt citat”. Ja, det lyder da sødt, men det peger lige præcist på en dyb og afgørende ændring af verdensopfattelsen. Hvor Aristoteles’ besjælede elementer, jord, vand luft og ild, efterstræbte deres naturlige placering langs den rette linje og planeterne bevægede sig i overensstemmelse med deres evige, cirkulære natur, så åbenbarede en sjælløs kraft sig for Kepler, en kraft i moderne fysisk betydning. Og således banede Kepler vejen for Newtons punktum for paradigmeskiftet.

I 1687 udgav Newton verdens på det tidspunkt suverænt største regnestykke. Og her står facit 

Det er frugten af godt 100 års voldsomme videnskabelige bryderier og kampe især med kirken forelagt i tre gedigne bind på latin, Philosophiæ Naturalis Principia Mathematica.

De er en total ændring af forståelsesgrundlaget i forhold til de tidligere tiders kvalitative beskrivelser med sjæl som bevægende årsag til en kvantitativ, universel lov som udtrykkes på moderne vis, kort, matematisk, men dækkende et vældigt område af bevægelser, de samme love forklarer månens bevægelse om jorden og æblets fald fra stammen.

Ganz einfach. For os! - for mig som fysiker, og for mine gymnasielever. Vi har vænnet os til det, for det er sådan vi har lært det. Men der skulle sluges kameler. Newtons beskrivelse indeholdt en ren absurditet for samtiden - Newton inklusive! - nemlig den såkaldte fjernvirkning, en kraft mellem legemer uden nogen materiel forbindelse mellem dem. Hør hvad Newton selv sagde om sin opdagelse (Uddrag af breve fra Newton himself til Richard Bentley, 1692-93 i min oversættelse):

At et legeme kan virke på et andet på afstand gennem vacuum uden at betjene sig af noget som helst gennem hvilket deres virkning og kraft kan formidles fra det ene til det andet, er for mig så absurd en tanke at jeg tror intet menneske som har anlæg for at tænke fornuftigt kan tilslutte sig den.

Det er jo fuldstændigt som at høre Feynman 3-400 år senere om kvantemekanikken ”Der er ingen der forstår hvordan det kan lade sig gøre”.

Og hvilken kraft i øvrigt!

Jeg har en gang set en ironisk, samtidig tegning som gjorde grin med Newton. Jeg kunne ikke finde den da jeg ville bruge den i min undervisning. Men det gjorde ikke noget, jeg satte da bare mine elever til at regne på problemet, størrelsen af den kraft der holder Jorden fast i sit kredsløb om Solen. Det er let med den 4. lov. Og så kom det næste spørgsmål: Hvor tyk en wire med moderne stål skal til for at holde jorden på plads uden tyngdekraften. Hvis den nødvendige kraft skulle leveres af en wire, så er det godt 5000 km i diameter.

Så udfordrende kan nye tanker være. De er ikke til at tro på. Men det er nødvendigt at tro på dem! Og så sker det naturligvis: Newtons love vinder, man kan vænne sig til dem. Planeternes bevægelse, sol- og måneformørkelser, kometers genkomst, alt kunne beregnes med ubegrænset nøjagtighed. Newtons love er stadig grundlag for al beregning af legemers bevægelse i al ingeniørarbejde. Og helt ned i det mikroskopiske kunne de bruges. Verden i stort og småt fungerede efter Newtons love og de naturgivne kræfter og udviklede sig efter egne ubesjælede, abstrakte love som fysikerne kendte. Så altså, sådan er vores verden: Selvom samtiden og Newton selv anså selve grundlaget for den nye fysik som absurd, så vænnede man sig til den, og det absurde trådte i baggrunde, ja, blev glemt.

Således gik der et par hundrede år, hvor alle var glade. Ja, det førte til en ren overstadighed, en hybris, i slutningen af det 19. århundrede. En kendt fysiker, Michelson, sagde” the future truths of physical science are to be looked for in the sixth place of decimals.” Det er et morsomt udtryk for denne hybris. Altså det nye er at ændre det kendte minimalt. F.eks. Hvis et hus koster 1 million, 1.000.000,00 kr. og vi ændrer 1 på 6. decimal, så betyder det en ændring på 1 kr. Det er ikke specielt ophidsende.

Jeg har også hørt en anekdote om en ung mand som ville studere fysik og i den anledning opsøgte en professor i faget. Han blev mødt med: ”Unge mand, det lønner sig ikke. Vi er snart færdige med at regne det hele igennem.”

Men så skete der noget. Det nuværende paradigmeskifte varsles.

Helt vanvittige nye fænomener viste sig, fænomener som slet ikke passede ind i den eksisterende opfattelse af verden. I de næste små 30 år herskede det totale kaos mht. at forstå disse nye fænomener som gav sig til kende på det atomare område.

De blev iagttaget uden nogen forståelse overhovedet. Kun undren. ”Vi er snart færdige med at regne det hele igennem” og 5 år efter var alt kaos. Der stod vi så igen! Med radioaktiviteten var der blevet åbnet for Pandoras æske. Vi anede ikke hvor vi stod! Det var de første år af det nuværende paradigmeskifte. En meget heftig forskning begyndte nu overalt i Europa.

Og hvordan er det så skredet frem siden?

Den eksperimentelle aktivitet på det atomare område bragte i de følgende år flere og flere udfordrende kendsgerninger for dagen.

Undervejs blev visse paradokser løst, men de åbnede ofte for mere fundamentale nye spørgsmål. I år 1900 løste Max Planck et af paradokserne, et der faktisk havde eksisteret siden 1873.

Løste og løste ... Paradokset forsvandt, hvis han gjorde antagelse som han selv opfattede som en aparte og vilkårlig, nemlig at lys rummede energi i klumper nærmest som partikler - helt uforeneligt med lys opfattet som bølger som var den gængse forestilling. Han kunne dårligt tro på det. Her fremkom dualismen, tosidigheden, bølge/partikel for første gang.

Flere og flere bolde hang i luften. For når et problem fandt et forslag til løsning, så efterlod det ofte en større, men stærkt fremaddrivende udfordring.

Det gjorde Plancks absurde løsning, og det gjorde Einsteins beskrivelse af den såkaldte fotoelektriske effekt i 1905. Han brugte Plancks ide om lys som klumper, behandlede lys som var det partikler, som herefter blev kaldt fotoner, og kom frem til en beskrivelse som var i fin overensstemmelse med nogle nye forsøg.

Det bragte så en gammel konflikt op igen. I slutningen af 1600-tallet stredes man om lysets natur. Huygens forklarede eksperimenter på grundlag af lys som bølger. Newton foreslog at lys var partikler. Altså måtte man efterspørge forsøg som kunne afgøre sagen utvetydigt. I begyndelsen af 1800-tallet viste Young eksperimenter som utvetydigt pegede på lys som bølger. Så var det på plads. Men nu viste Einstein at lys var partikler (i de eksperimenter hvor den fotoelektriske effekt træder frem). I den klassiske fysik er en sådan tvetydighed ikke acceptabel. Hvordan skal man spørge for at få svaret ”både og”? Det er en tidlig udfordring for det nye paradigme.

Jeg kører lige et Einsteinsidespor: Einstein var en enspænder. Han gjorde ikke nogen officielle studier færdig og havde derfor svært ved at finde en indbringende stilling. Han havde hovedet fyldt med selvstændige tanker og arbejdede videnskabeligt på egen hånd. I 1905 sad han som kontorius på et patentkontor i Bern og havde meget let ved at fuldføre de indløbende opgaver og havde derfor tid til at arbejde med nogle store udfordringer i den herskende fysik. I dette år, i sandhed et annus miraculis, publicerede han på egen hånd tre epokegørende skrifter, herunder den specielle relativitetsteori, som for altid har placeret ham blandt de allerbetydeligste forskere i menneskets historie. Men det var for den fotoelektriske effekt han fik nobelprisen. Den var overskuelig. Man turde ikke give ham den for den langt mere revolutionerende relativitetsteori. Den forekom så absurd at man kunne frygte den blev modbevist. Og så var nobelprisen jo pinlig. Det var så pointen med Einsteinsidesporet. Det nye er så svært at tro på. Og tiden skal være moden.

Nu nærmer vi os 1913, året for Bohrs gennembrud, og nærværende essay fokuserer herefter på emnet Niels Bohr og det nuværende paradigmeskifte med en forøget detaljerigdom. Hensigten er at vise Bohrs særlige tilgang til problemløsninger, de stadige anvisninger af en ændret tænkemåde - ikke bare tankeindhold - og de udfordringer for samtidens fysikere som dette medførte. På det grundlag prøver jeg at uddrage hvad jeg mener er essensen af Bohrs budskab til fysikere og filosoffer – og dernæst til os alle (om nogle generationer).

Niels Bohr og det nuværende paradigmeskifte

Bohr er født i 1885. I 1912 afleverede han en disputats, Studier over Metallernes Elektronteori og tog til Cambridge til elektronens opdager, J. J. Thomson, med en kritik af dele Thomsons elektronteori. Det interesserede ikke Thomson. Sådan en ung dansker - som tilmed var dårlig til engelsk, og som kom med kritik. Bohr var gået forkert.

Men han var på vej: Han drog videre til Manchester, hvor Rutherford var en evigt åben og nysgerrig faderfigur. Hos Rutherford eksperimenterede man medα-partikler, dem der helt ødelagde Marie Curies hænder og senere tog livet af hende. For at lære dem at kende undersøgte man hvordan de blev bremset af stof. Det blev Bohr sat til at arbejde med. Og så skete der det der er karakteristisk for meget videnskab, man søger noget og finder noget helt andet. Det startede Bohrs store videnskabelige karriere, og samtidigt sikrede han sig en tryg basis for sit kommende internationale videnskabelige liv ved at indgå ægteskab med Margrethe Nørlund. Det blev et langt, harmonisk og trygt ægteskab.

Hos Rutherford blev Bohr altså sat til at undersøge α-partiklers nedbremsning. For at løse den opgave, måtte han kende egenskaberne af de atomer i stoffet som bremser strålerne.

Ved at sende en stråle af α-partikler ind mod et meget tyndt guldfolie havde Rutherford i 1911 fundet at en meget lille del at α-partiklerne blev kastet direkte tilbage, mens langt de fleste passerede foliet med kun små retningsændringer. Det blev tolket således at atomer er gennemskydelige bortset fra, at ganske få af de positive α-partikler rammer noget meget tungt og positivt og tilbagekastes. Således dukkede den positive atomkerne op, og det blev samtidigt klart at atomet var mange gange større end kernen fordi langt de fleste α-partikler passerede næsten uberørt forbi. Atomet måtte så foruden kernen indeholde atomets elektroner uden om kernen, og de måtte bestemme atomets størrelse. Så vidt så godt. Men Rutherfords atommodel var umulig ifølge den fysik som man troede på på det tidspunkt. Elektronerne ville blive trukket ind i kernen under lysudsendelse med et kontinuert spektrum og atomet klappe sammen. Men det gør atomer ikke. Den konflikt måtte Bohr forstå for at komme videre med α-partiklerne.

Om atomer var der minimal viden. Foruden Rutherfords atomkernemodel og Thomsons elektroner var der de meget flotte spektre som man kunne se på simle opstillinger med lysende gasser. Men de spillede ikke nogen rolle for Bohr fra starten. Og han var rådvild i sit arbejde. Men så nævnede en jævnaldrende lektor spektrene for ham. Det kom ind som en åbenbaring, og så faldt det hele på plads.

Der er derfor grund til at opholde sig lidt ved dem. De er så smukke. Bohr har senere sagt, at man slet ikke forestillede sig at disse spektre var andet end en naturens gave til vores æstetiske sans, ligesom de smukke farver på en sommerfuglevinge.

Newton opdagede at han kunne splitte hvidt lys til farvet lys ved hjælp af et prisme

Det hvide lys indeholder alle farverne. Længe inden Bohrs tid havde man opdaget at glødende gasser udsendte farver, men ikke i et sammenhængende spektrum. Lyset indeholdt spektrallinjer som var karakteristiske for atomerne i den glødende gas, som et fingeraftryk for gassen. Her er spektret fra kviksølv som man ser det i et spektroskop, blot et prisme anbragt i to sorte rør så lys udefra ikke generer:

Her er brintspektret og heliumspektret:

Brintspektret kendte man, men det nederste havde man aldrig set før i laboratorie-eksperimenter. Det opdagede man da man sendte sollys ind i spektroskopet. Grundstoffet helium blev altså første gang opdaget på solen. Helios er det græske navne for solen. Det findes her på jorden, faktisk i store mængder - man kan fylde gasballoner og luftskibe med det. Alligevel opdagede vi det først på solen! Gennem dets fingeraftryk.

Det er ved at se på det hvide lys fra solen – og fra stjernerne – i et spektroskop, at vi med fuldstændig sikkerhed kan sige hvilke grundstoffer de ydre dele af disse glødende himmellegemer består af og i hvilke forhold.

Brintspektret løste problemerne for Bohr. Det fik det hele til at falde på plads i Rutherfords atomkernemodel - som dog var fysisk umulig med den gængse fysik. Den nye indsigt måtte altså feje dele af den gængse fysik af banen. Det er en ægte anomali i Kuhns forstand. Den varsler et grundlæggende opgør med den gængse fysik i form af ikke erkendte grænser for dens anvendelse. Bohr slagtede flere hellige køer og postulere noget voldsomt provokerende.

De to vigtigste er springet og indeterminismen: 

Springet. Det var i den grad en fuldstændig ubetvivlelig dyb sandhed om naturen, at den ikke gjorde spring, så dyb at det havde fået en latinsk formulering: Natura non saltum fecit - og så kan det ikke blive større: Naturen gør ikke spring. Når temperaturen i en gryde på kogeplanen stiger fra 20 til 100 grader, så forekommer alle grader derimellem - også selvom det ikke ser sådan ud på et digitaltermometer. Og når jeg går herfra og dertil, så bliver jeg ikke væk der og dukker op der.

Men det gør elektronen! Bohr forklarede at den kan befinde sig i visse baner, men ikke imellem. Modellen blev lignet med planeterne omkring solen. De befinder sig også i visse baner, men der er ingen indskrænkning på hvor de kan befinde sig. Hvis man havde kræfter nok, så kunne man bremse Jorden så den kom tættere på solen, eller give den mere fart på så den kom længere væk. Elektronerne kan ikke være i mellembaner, og Bohr påstod at de sprang fra den ene bane til den anden under lysudsendelse med en farve som er bestemt ved energiforskellene mellem de to baner. Og det er den bestemte lysudsendelse som giver en spektrallinje.

Tilmed lå der i Bohrs forklaring at tidspunktet for springet kunne ikke forudsiges. Springet kom tilfældigt, blot med en vis sandsynlighed, det var ubestemt, indetermineret.

Der var mange indvendinger mod Bohrs atommodel. En markant er fra Ehrenfest, en nær ven til både Bohr og Einstein. Han sagde på det tidspunkt: ”Hvis det er sådan vi i fremtiden skal dyrke fysik, så må jeg helt opgive fysikken.” Han kom nu efter det senere. Meget endda. Han flovede direkte Einstein ud fordi Einstein vedblev at afvise Bohrs overbevisning vedrørende kvantemekanikken. Men Einstein anså dog atommodellen for et meget stort fremskridt.

Men indeterminismen, tilfældighed i fysikken, var et træk Einstein aldrig godtog. Det diskuterede de resten af livet. Indeterminismen er ifølge Bohr uafviselig. Jeg vil citere fra Bohrs mindeskrift ved Einsteins død: Her viser Bohr sin helt karakteristiske stil, hvor han gør sig lige så munter over sin egen knudrede sproglige stil som over Einsteins bramfri og maleriske gudsfremstilling.

”Vore samtaler om den stilling man må tage til en ny situation med hensyn til erfaringers undersøgelse og sammenfatning førte os naturligt ind på mange sider af filosofisk tænkning, og til trods for alle forskelle i opfattelse og betragtningsmåde var diskussionerne besjælet af megen humor. Einstein på sin side spurgte os ironisk, om vi virkeligt kunne tro, at guddommelige magter tog tilflugt til terningspil (”...ob der liebe Gott würfelt”), hvortil jeg svarede med at henvise til, at allerede oldtidens tænkere havde manet til forsigtighed med at tilskrive forsynet attributter hentede fra dagligsproget.”

Fra Ivar Gjørup, Egoland

Og nu er vi så på vej til næste højdepunkt, ja, højdepunktet! i 1927. Årene mellem 1913 og 1927 var de mest intense i videnskabens historie, og her styrkede Bohr sin meget store internationale indflydelse ved simpelthen at lokke verdenseliten til København.

Instituttet. 1921

Han så for sig et institut hvor den nye fysik kunne udvikles. Det lykkedes i 1921 med åbningen af Universitetets institut for teoretisk fysik, i 1965 omdøbt til Bohrs institut. I 20-erne og 30-erne var det verdens førende af sin art. Mellem 1916 og 1961 gæstede 44 fysikere fra 35 lande København i mindst en måned, fra 1921 på instituttet. (Pais s. 32)

Ved Bohrs død var der en lang mindeudsendelse på dansk TV. Her udtalte en række udenlandske fysikere mindeord – på dansk!

Højdepunkter undervejs:

Bohr Festspiele, Göttingen 1922.

Nu er vi så godt inde i den kaotiske periode. Fysikerne famlede sig frem med forskellige metoder, Instituttet var begyndt at fungere, Bohrs ry bredte sig. Bohr var stadig et fyrtårn som lyste op i mørket. Ja, han var som fisk i vandet midt i alle problemerne. Når medarbejderne fortvivlede over vanskelighederne, opmuntredes Bohr, for skærpelsen af vanskelighederne måtte ende med at pege på hvilke hellige køer der skulle slagtes denne gang. Han blev derfor indbudt til at holde en række forelæsninger i et andet center for atomfysik, universitetet i Göttingen. Han holdt 7 forelæsninger fra d. 12 til d. 22. juni 1922. Det var et sådant tilløbsstykke at det blev kaldt Bohr Festspiele (en analogi til de Händel Festspiele som har været afviklet i Göttingen siden 1920). Bohr havde i sit videre arbejde i København formuleret et korrespondensprincip som havde en forbløffende succes midt i kaosset. Det hele var dog stadig meget mystisk. Under festspillene sagde man om det: ”Korrespondensprincippet er en tryllestav som kun virker i København.” De 7 foredrag foregik på tysk. Bohr var ikke god til sprog. Han lærte det naturligvis, men først undervejs. Dether var en tidlig optræden på tysk, og det må være herfra denne historie stammer:

Stemningen var altid også munter, og efter et foredrag bemærkede en tilhører: ”Der var en fuldstændig tilfældig anvendelse af der, die og dasser”. ”Næh,” sagde en anden, ”der var en klar overvægt af dasser!”

Professor Sommerfeld fra München havde blandt sine studerende bemærket at en særdeles kvik fyr, den 20 årige Werner Heisenberg, havde vist interesse for nogle af de allernyeste resultater der verserede i universitetskredse. Sommerfeldt tog Heisenberg med til Göttingen. Det var godt set! Her mødtes Bohr og Heisenberg.

Jeg citerer fra Heisenbergs Bohr memorials, 1967. (Det var en meget kvik dreng Sommerfeld havde med):

”Ved slutningen af andet og tredje foredrag talte Bohr om en beregning, som hans sam arbejdspartner, Kramers fra Holland, havde udført på den såkaldte "kvadratiske" Stark-effekt i hydrogenatomet, og Bohr sluttede med den bemærkning, at på trods af alle de indre vanskeligheder i den øjeblikkelige Atomteori, bør man antage, at Kramers 'resultater var korrekte og ville blive verificeret ved forsøg. Jeg kendte Kramers arbejde ganske godt, jeg havde gennemgået det i Sommerfelds seminar i München, og derfor vovede jeg at lufte en uenighed under drøftelserne bagefter. Jeg mente ikke, at Kramers resultater var helt korrekte, for den kvadratiske Stark-effekt kunne opfattes som et begrænsende tilfælde af spredning af lys med meget stor bølgelængde. Men da man på forhånd kunne vide, at en beregning af spredning på et hydrogenatom ved de klassiske fysiks metoder vil føre til et forkert resultat - den karakteristiske resonansvirkning ville forekomme med elektronens orbitalfrekvens - kunne Kramers beregning næppe forventes at give et korrekt resultat. Bohr svarede, at man her bør tage hensyn til reaktionen af stråling på atomet, men han var tydeligvis bekymret over denne indvending. Da diskussionen var forbi, kom Bohr ned til mig og foreslog, at vi skulle gå en tur sammen på Hainberg uden for Göttingen. Den invitation greb jeg med glæde. Diskussionen, som førte os frem og tilbage over Hainbergs skovklædte højder, var den første indgående drøftelse jeg kan huske om de grundlæggende fysiske og filosofiske problemer i moderne atomteori, og det har helt sikkert haft en afgørende indflydelse på min senere karriere. For første gang forstod jeg, at Bohrs syn på hans egen teori var meget mere skeptisk end mange andre fysikeres - f.eks. Sommerfeld - og at hans indsigt i teoriens struktur ikke var et resultat af en matematisk analyse af de grundlæggende antagelser, men snarere af en intens besættelse af de faktiske fænomener, således at det var muligt for ham at fornemme intuitivt i stedet udlede formelt. Således forstod jeg: viden om naturen er primært opnået på denne måde, og kun som det næste skridt kan man lykkes med at udtrykke sin viden på matematisk form, og dermed udsætte den for en rationel analyse. Bohr var primært en filosof, ikke fysiker...”

Det er bemærkelsesværdigt for Heisenberg satte i andre sammenhænge Bohrs fysik meget højt. Det bliver han citeret for i det næste citat jeg vil læse (Fra Pais s. 181,)

Et andet citat fra en ung fysiker (ikke navngivet der hvor jeg fandt citatet) blandt tilhørerne:

”Denne store begivenhed ... har ført mange ind i den teoretiske fysik, som ellers ville have valgt andre emner ... den stråleglans, der omgærdede denne begivenhed, kan ikke længere udtrykkes i ord ... Til stede var ikke blot de lokale fysikere og matematikere, men også mange udefra, heriblandt Sommerfeld, der kom fra München med sin studerende Heisenberg, og Pauli, der kom fra Hamburg. Ved denne lejlighed afslørede debatterne om kvanteteoriens betydning forskellene i stil. I diskussionerne, som Sommerfeld tog aktivt del i, kom forskellene mellem München og København med hensyn til afvejningen af kvantebegreberne frem i dagen. I München var formuleringerne mere konkrete og derfor mere forståelige ... I København mente man, at der endnu ikke fandtes et sprog, der passede til den nye fysik ... man var mere henholdende, når det gjaldt konkrete formuleringer, man udtrykte sig meget forsigtigt og i generelle vendinger ... som var meget svære at få hold på ... Jeg må tilstå, at sympatien hos os nybegyndere gik mere i retning af København.” Så citerer han Heisenberg for at have sagt: ”Jeg lærte optimisme af Sommerfeld, matematik i Göttingen og fysik af Bohr.””

Således startede i Göttingen i sommeren 1922 det der nok er det mest succesfulde makkerpar i videnskabens historie. Og hvad var det så de bedrev?

1927: Kvanteteorien

Fra 17. september 1924 til d. 1. maj 1925 studerede Heisenberg under Niels Bohr ved Niels Bohr Instituttet i København. Der var masser af uløste gåder. Hele tiden har dette ping-pong-spil mellem partikler og bølger kun været et af problemerne, men et væsentligt et.

Heisenberg var en fænomenal matematiker og i efteråret 1925 tilbage i Göttingen fandt han nogle matematiske sammenhænge som afspejlede elementarpartiklernes adfærd - herunder lysets, som også blev opfattet som partikler. Det var den første kvantemekanik. Partikelmekanik.

Kort efter, i foråret 1926, annoncerede en østrigsk fysiker, Schrödinger, en forklaring på de eksperimentelle resultater hvor lys - og partikler! - blev behandlet som bølger, og det må så blive kvantemekanik version 2, Bølgemekanik. Nu var der nogle forklaringer, men det var to helt forskellige.  Et stort skridt frem kom efter et par måneder, da Schrödinger beviste at de var ækvivalente, dvs. lige gode selvom de fremstod fuldstændigt forskellige. Hvis man puttede forudsætningerne for et eller andet eksperiment ind i dem begge og regnende, så gav de samme svar. Men det var alligevel mærkeligt. Den ene regnede på partikler, den anden på bølger.

Heisenberg var igen på instituttet i København i årene 1926 til 1927 som assistent hos Niels Bohr. Heisenberg partikelmekanik og Schrödingers bølgemekanik var en voldsom udfordring, som bevirkede at diskussionerne mellem Heisenberg og Bohr tilspidsedes. Heisenberg var tilfreds med matematikken i sin beskrivelse alene. Her har vi noget der virker, sagde han. Det må vi stille os tilfreds med. Men Bohr mente at begge måtte rumme en sandhed. Bohr kunne i følge Heisenberg sige: ”Den matematiske formalisme hjælper ikke. Jeg må først forstå hvordan naturen undgår modsætninger”. Allerede her viser Bohr at han ikke er tilfreds med at den matematiske formalisme virkede, altså at han ville og mente at kunne komme videre end den position Feynman og andre stadig stiller sig tilfredse med.

Med deres forskellige indfaldsvinkler til problemerne inspirerede de hinanden – og sled voldsomt på hinanden.

Heisenberg beretter:

”Jeg prøvede fx at sige: „Nå, her er svaret." Så kom Bohr med modsigelserne og sagde: „Nej, det kan ikke være svaret," og så videre. Til sidst, kort efter jul, var vi begge ved at blive desperate. På en eller anden måde kunne vi ikke blive enige, og vi var nok lidt vrede over det. Vi blev begge to dybt udmattede og ret anspændte. Bohr besluttede derfor i februar 1927 at tage på skitur til Norge, og jeg var ret glad for at blive ladt tilbage i København, hvor jeg uforstyrret kunne tænke over disse komplicerede problemer.”

Klein, der stod Bohr nær i denne periode, har efterladt os sit indtryk of Bohrs sindstilstand, da han rejste til Norge:

”Han var meget træt dengang, og jeg tror hele denne nye kvantemekanik på en gang glædede ham, men på den anden side var det vel alligevel en meget stor spænding, og han havde vel ventet at det ikke ville komme så pludseligt, men at han måske selv ville have bidraget mere dengang. Samtidig hyldede han Heisenberg som en slags Messias næsten, og det tror jeg nok at Heiss. selv forstod var lidt overdrevent. ”

På billedet: Niels Bohr, Werner Heisenberg og Wolfgang Pauli. Endnu et citat, denne gang fra Wolfgang Pauli, viser vanskeligheden og desperationen undervejs i et paradigmeskifte: ”Physics is very muddled again at the moment; it is much too hard for me anyway, and I wish I were a movie comedian or something like that and had never heard anything about physics.” Pauli blev kort efter en af pionererne i udviklingen af kvantemekanikken.

Alene i København opdagede Heisenberg sine usikkerhedsrelationer.

Heisenbergs usikkerhedsrelationer er en matematisk grundlov af samme fundamentale karakter som Newtons love. Denneher siger at sted, x, og hastighed, v, ikke samtidigt kan bestemmes præcist, Δbetyder usikkerheden. Dvs hvis man prøver at gøre den ene usikkerhed lille, præcisere værdien af f.eks. x, så bliver usikkerheden på den anden stor. (Usikkerhedsrelation er datidens betegnelse. Den bliver i stigende grad og med god grund afløst af ubestemthedsrelation. Jeg er ikke nøjeregnende på det punkt)

Hvis vi for sjov lader Heisenberg bruge sine love i vores store verden, så kunne det lyde således:

Han bliver standset af en politibetjent som siger:

”De kørte 60 derhenne hvor de kun må køre 50.”
”Hvis det var derhenne, så kan De ikke vide vor stærkt jeg kørte”.
”Jamen jeg har målt Deres fart til 60.”
”Jamen, så kan De ikke vide at det var derhenne.”

Det ville i givet fald stille store krav til betjentens selvbeherskelse. Det vil da heller ikke forekomme. Men det er det der forekommer i den mikroskopiske verden.

Helt karakteristisk for de tos måde at løse problemer på: Mens Heisenberg sad alene ved sit skrivebord og regnede, fik Bohr luftet ud i hovedet på skiløb i Norge. Uden matematik, men med sin dybe indlevelsesevne hjulpet frem af ro og den høje luft fostrede han den filosofiske tolkning af det der lignede modsætninger, Heisenbergs partikelbillede og Schrödingers bølgebillede: Komplementaritetsprincippet. Den hellige ko som nu måtte ofres var entydigheden i beskrivelsen af den mikroskopiske verden.

Usikkerhedsrelationerne er den matematiske side, komplementaritetsprincippet den filosofiske side af det samme problem. Og den filosofiske side er den der kan hjælpe Feynman ud af sin ”Ingen forstår hvordan det kan lade sig gøre” – og Einstein med.

Bohr indså at modsætningerne måtte accepteres. Det lyder simpelt, men er det slet ikke. Modsætninger kan ikke bare accepteres. Man plejer at kalde elektronen en partikel. Det gør man stadig, men det skal man lade være med, når den også kan optræde som bølge. Vi kan ikke se den for os. Vi må nøjes med at sige at elektronen er en ladning med en masse som kan give sig til kende i eksperimenter. Men det Bohr indså var, at der i måden hvorpå man kan ”se” elektroner ligger at hvis elektronen registreres som en bølge, vil den ikke samtidigt kunne registreres som en partikel. Og omvendt. På den måde undgår naturen modsigelser. Det følger af Heisenbergs usikkerhedsrelationer. Den er altså hverken det ene eller det andet. Den fremtræder som det ene eller det andet afhængigt af hvordan vi ser på den, men aldrig begge dele samtidigt.

CONTRARIA SUNT COMPLEMENTA (modsætninger er komplementære). Dvæl lidt ved Bohrs våbenskjold!

Vi kan ikke danne os billeder af elektronen som den er. Den er ikke i normal forstand. ”Hvor er elektronen?” blev Bohr engang spurgt. ”Hvad vil det sige at være?” var hans modspørgsmål.

Spøgefuldt indførte man på instituttet et billedforbud således som det kendes fra monoteistiske religioner. Man kan ikke afbilde det hinsidige. Det er af en anden verden – og det er de atomare partikler tilsyneladende på en måde også.

Denne indsigt fremkom altså i foråret 1927.

5. Solvay-konference, 1927

I Brüssel afholdtes hvert 3. år en stor videnskabelig konference, grundlagt af en rig kemiker, industrimagnat og filantrop Ernest Solvay. En konference stod netop for tur i 1927. Den 5. Solvay-konference i oktober blev den mest berømte af dem alle. Emnet elektroner og fotoner altså partikler og bølger, som altså er vice-versa, trak alle de bedste fysikere til. De var der alle:

Man så frem til spændende debatter om hvordan den nybårne kvantemekanik skulle forstås. Og der blev diskuteret. Det er her bl.a. den berømte debat mellem Bohr og Einstein starter. Der er mange faser i den debat.    

Einsteins indvendinger havde et filosofisk udgangspunkt. Han kunne ikke acceptere at entydighed ikke kunne genetableres i fysikken. I diskussionerne kunne Bohr ved hjælp af Heisenbergs ubestemthedsrelationer afvise alle. Her fra brev fra Ehrenfest til Goudsmit et al.,  3.11. 1927

”Solvay var fint! Lorentz, Planck, Einstein, Bohr, Heisenberg, … og jeg. Bohr tårnede fuldstændigt op over dem alle. Til at begynde med var han slet ikke forståelig for nogen.  (...),Derefter trin for trin besejrede han alle. Naturligvis igen Bohrs forfærdelige besværgende terminologi. Umuligt for nogen anden at opsummere. (Stakkels Lorentz som tolk mellem briterne og franskmændene, der var helt ude af stand til at forstå hinanden. Og Bohr reagerer med høflig fortvivlelse når han bliver opsummeret.) Hver nat ved 01:00 kom Bohr ind på mit værelse bare for at sige et eneste ord til mig - indtil 03:00. Det var dejligt for mig at være til stede under samtalerne mellem Bohr og Einstein. Ligesom et spil skak. Einstein hele tiden med nye eksempler. I en vis forstand et perpetuum mobile af anden art for at bryde ubestemthedsrelationen. Bohr ud af filosofiske røgskyer konstant søgende efter redskaber til at knuse det ene eksempel efter det andet. Einstein som en jack-in-the-box: hopper frisk ud hver morgen. Åh, det var uvurderligt. Men jeg er næsten uden forbehold pro Bohr og contra Einstein. Hans holdning til Bohr er nu præcis ligesom holdningen hos modstanderne af hans relativitetsteori. (...) !!!!!!! bravo Bohr !!!!!! ”

(”et perpetuum mobile af anden art” er en virkelig morsom karakteristik for en fysiker. Det er en evighedsmaskine som prøver at udnytte energien fra varmen i luften uden at behøve et kredsløb mellem varme og kulde. Einsteins argumenter var varm luft.)

Da konferencen sluttede, var der bred enighed blandt de fleste fysikere om, at Bohrs og Heisenbergs teorier var sande, og de kunne dermed rejse tilbage til København som de helt store vindere.

Men Einstein gav ikke op. De diskuterede lige til Einsteins død, dog med den sidste seriøse udfordring i 1935. Uafklaret stod problemet også ved Bohrs død.

Her sidder de i tobakstågerne og drøfter de dybe problemer. Billederne er fra December 11, 1925, hos Ehrenfest i Leiden

Det var og måtte være tankeeksperimenter den gang.

Men voila! Det er blevet afgjort!

Einstein fastholdt, at kvantemekanikken var en ufuldstændig teori på grund af dens mangel på lokal realisme.  Ifølge Einstein må en atomar partikel have en tilstand(realisme) og den må være lokal. Med lokal menes, at tilstanden kun afhænger af, hvad man gør ved partiklen lokalt, og ikke af, hvad der sker andre steder. Niels Bohr påstod og argumenterede for, at dette ikke var tilfældet. Han fremhævede et særligt helhedstræk ved kvantemekaniske systemer som muliggjorde det der senere er blevet kaldt entanglement, sammenfiltring gerne over store afstande. Det stred mod Einsteins specielle relativitetsteori. Bohr påviste at det kun var tilsyneladende.

Einstein påstod lokal realisme. Bohr afviste den.

Et afgørende skridt.

I 1964 blev paradokset sat på formel af en irsk fysiker, John Bell, som viste, at lokal realisme medfører, at en bestemt matematisk ulighed - den såkaldte Bells ulighed - vil være opfyldt.

Til højre har vi Allan Aspect, fransk fysiker, som i 1982 udtænkte en eksperimentel opstilling hvor denne ulighed kunne afprøves. Aspect udførte en serie eksperimenter, som meget overbevisende viste, at Bells ulighed ikke var opfyldt. Der gælder ikke lokal realisme. Bohrs standpunkt blev bekræftet. Men ”Der er ingen der forstår hvordan det kan lade sig gøre.” !?

Der er ingen realistisk, materiel eksistens i kvanteverdenen. Bohr sagde: ”Videnskaben handler ikke om virkeligheden, men om hvad vi kan sige om virkeligheden.” Og Bohr mente at videnskaben bevarede sit objektive ideal ved at afklare hvordan vi kan bruge sproget, så vi kan snakke entydigt sammen, fortælle hinanden om de eksperimenter vi har foretaget, og hvad vi har set.

Vilkårene for at udtale sig om naturen er komplementariteten. Vores mulighed for indsigt standser ved usikkerhedsrelationerne, specificeret ved virkningskvantet, Plancks konstant. Einstein og Feynman og andre tænker som vi lærte af Newton og Descartes.

Det gør Bell også. Jeg har set en video hvor han konfronteres med Aspects resultater. ”Jeg er fuldstændigt forbløffet”, siger han. ”Jeg har igen og igen prøvet at læse de afsnit i Bohrs skrifter hvor jeg mener han prøver at forklare fænomenet. Det er sort snak for mig”.

Det er åbenbart at Bohr og Einstein repræsenterer to helt forskellige positioner som iagttagere af naturen, og Aspects forsøg viser at Bohr ikke bare havde ret i en strid om fysik, men havde fat i en ende som vedrører vores selvopfattelse som iagttagere af ”den natur hvoraf vi selv er en del”. Denne vending brugte han tit når snakken var om erkendelsesmæssige vanskeligheder og hvad kvantemekanikken har lært os. Han har mig bekendt aldrig brugt begrebet selvreference, men det er jo det der ligger i formuleringen. Med en anden formulering af det samme siger han: ” I vor søgen efter harmoni i livet må vi aldrig glemme, at vi i tilværelsens drama er både aktører og tilskuere”. Han pointerer at vi ikke kan stå ”udenfor” og iagttage kvanteverdenen. Den opstår kun i eksperimenter hvoraf vi selv er en del, idet vi bestemmer forsøgsopstillingen og får et resultat som følge heraf.

Einstein. ”Jeg søger en teoretisk forståelse af verden som tillader mig at beskrive den entydigt og deterministisk”. Altså han mener han kan opnå en position hvor han står udenfor og ser på verden. Som man kunne i den klassiske mekanik.

Med hensyn til at forstå de sværeste ting, Sandheden, havde Bohr en rabbineranekdote:

Der var en gang en ung rabbinerelev som gik hen for at høre tre forelæsninger af en berømt rabbiner.

Bagefter sagde han til sine venner: ”Den første tale var genial, klar og enkel. Jeg forstod hver et ord. Den anden var endnu bedre, dyb og subtil. Jeg forstod ikke meget, men rabbineren forstod det hele. Den tredje var langt den fineste, en stor og uforglemmelig oplevelse. Jeg forstod ingenting, og rabbineren forstod heller ikke meget.”

Det er et virkeligt morsomt og dybt selvportræt, Bohr her skitserer. Bohr søger sandheden om vores stilling som mennesker i universet. Og han snakker fint, stort og uforglemmeligt. Hans publikum forstår intet, og han selv forstår heller ikke meget. (En sådan ydmyg tilkendegivelse var ikke fremmed for Bohr)

En fysiktilhører har refereret en bohrforelæsning hvor man klart fornemmede at her var en særlig dyb indsigt på vej. Tilhørerne sad længere og længere fremme på stolene efterhånden som sandhedsåbenbaringen nærmede sig. Men så tøvede Bohr, mumlede mere og mere, talte utydeligt, førte hånden op foran munden. Han kunne ikke få det ud. Ordene passede ikke til indsigten. Sproget magtede ikke opgaven. Skuffelsen må have været enorm – men lærerig, hvis man var klar til det!

Det snakker Bohr ustandseligt om: Vores sprog mangler de ord og de begreber som er i stand til at udtrykke den nye virkelighed. Den bevidsthed om os selv og verden som vi nulevende har lært, er stadig Newtons og Descartes’. Det er her paradigmeskiftet må komme til at vise sig, et udvidet sprog, en ny forståelse af vores position i forhold til naturen og en bred accept af, at komplementaritet er et fundamentalt, naturligt vilkår for vores bevidstheds forhold til naturen. Det er en spændende tid der forestår.

Bohr brugte komplementaritetsprincippet ud over fysikkens område. Kun et enkelt, men relevant, eksempel vil jeg fremføre: Sandhed og klarhed er komplementære. Man må balancere mellem de to. Når man nærmer sig sandheden, fjerner man sig fra klarheden. Og omvendt.

Bohr er inde i en helt ny verden. Der er ikke tale om at vi bare skal vænne os til kvantemekanikkens mærkværdigheder ligesom vi efter Newton bare skulle vænne og til tyngdekraften.

Newton: intet menneske som har anlæg for at tænke fornuftigt kan tilslutte sig den.

Feynman: Ingen ved hvordan det kan lad sig gøre.

Det er to forskellige udfordringer 1. vanskeligheden ved at kunne tilslutte sig noget helt nyt, - evt. vanvittigt - og 2. det at skulle acceptere det umulige.

Bohr peger direkte på det: "Jeg må først forstå hvordan naturen undgår modsætninger."

Naturen er ikke umulig. Vi tænker forkert. Og så kommer han frem til komplementariteten, som jo rummer at naturen ikke giver sig til kende på en entydig måde, men fremtræder i uløseligt samspil med iagttageren. I den klassiske fysik - og i den tilhørende selvforestilling som karakteriserer os for tiden - står mennesket uden for naturen og iagttager, mennesket retter opmærksomheden mod naturen. Efter kvantemekanikken kaster naturen, "hvoraf vi selv er en del", opmærksomheden tilbage på os selv og udfordrer os derfor til at se på os selv på en helt ny måde. Der kommer en selvreference ind i selve iagttagelsessituationen. Komplementariteten er afgørende nyt. Bohr har i anerkendende vendinger placeret Einstein i den klassiske fysiks verden, den gamle, så er den potte ude. Herefter er udfordringen den nye fysik, verden efter kvantemekanikken, en udfordring til vores bevidsthed (og et aspekt af det åbner Herbener for).

Essayet er faktisk en efterbehandling koncentreret omkring paradigmeskift af et foredrag jeg har holdt for menigmand med følgende titel og afslutning:

Hvad var det egentlig med ham Niels Bohr?

Jeg håber at have givet lidt af svaret: Bohr var ikke bare helt usædvanligt begavet, han var helt usædvanlig begavet på en helt usædvanlig måde.

PS.

Jeg har senere prøvet at generaliseret Bohrs filosofiske tanker (uden tilladelse og med ydmyghed) vedrørende komplementaritet til områder hvor selvreference kan spille bevidstheden et puds. Det kan der måske komme noget spændende ud af?

Se selv!