Opdateret: 18-09-2017 17:43

Tryk på F5! - for at få den seneste udgave.

Næppe overraskende, er tankerne om disse vanskelige/umulige ting stadig under udvikling.

Mus over linkene giver et popup som kort siger hvor de fører hen så man kan vælge om man vil tage et sidespor med.

 

En anden forståelse af forståelse

Bevidsthed, fornuft, jeg’et, fri vilje…

-         Og komplementaritet

 

0. Indledning

Det filosofiske problem om forholdet mellem sjæl og legeme, … opstår som følge af en skelnen mellem to værens-områder: sfæren af mentale fænomener (tanker, følelser, sanseindtryk osv.), som viser sig i et »indre« eller første-persons perspektiv, og legemet eller - mere generelt - den materielle virkelighed, der foreligger som objekt for ydre beskuelse.

Således præsenteres det problem, det psyko-fysiske problem, som

gennem de sidste ca. 350 år har stået højt på den filosofiske dagsorden og den dag i dag er et af de mest omdiskuterede emner inden for international fagfilosofi.”

Dette er to citater fra
Sjæl-legeme-problemet af Erich Klawonn.

Efter en grundig analyse af problemstillingerne indleder han de afsluttende bemærkning således:

"Vi har nu betragtet de fire klassiske teorier om sjæl-legeme-problemet. Hermed kunne det se ud som om vi har fået en udtømmende oversigt over de rationelt mulige standpunkter. ... Men så synes der unægtelig at være opstået den mærkværdige situation at ... samtlige mulige standpunkter kan påvises at være uholdbare!"

-en ren lækkerbisken for en filosof.

Undervejs søges efter bevidstheden som hører hjemme i kategorien sjæl. Og Klawonn skriver på s. 21:

"I ontologisk forstand er bevidsthed noget ... om det så er en østers eller en regnorm"

En anden filosof, Susan Blachmore i Consciousness, leder også efter bevidstheden og finder (dvs. nærmest finder ikke):

"Conciousness, then, is a grand delusion. It arises through such questions as "Am I concious now?""

Søg, og du skal finde, gælder tilsyneladende ikke her. De leder efter bevidstheden, men ved ikke hvad de leder efter, og så finder de hhv. hvad som helst og intet. Det er omsonst at søge efter bevidstheden, for man søger ved hjælp af bevidstheden. Det er altså en bestræbelse som foregår totalt og uafhjælpeligt inden for en boble af selvreference. Dér finder man ikke noget på forhånd givet, og det viser erfaringen så også helt åbenbart.

 

Selvreference indebærer uafviselige logiske problemer.

Denne sætning er falsk” er en helt korrekt anvendelse af ord og begreber. Men den modsiger sig selv – ligesom varianten ”Alle regler har en undtagelse.

Det kan også siges sjovere: Bertrand Russels lader en menig soldat få ordren: “Du skal barbere alle de menige som ikke barberer sig selv” – en yderst fornuftig og hygiejnisk ordre. Det går også fint indtil han kommer til sig selv.

Og avanceret: Gödels sætning om korrekt formulerede påstande inden for et lukket matematisk system byggende på de hele tal som kan bevises hverken at være sande eller falske. Vores logik kan altså ikke nødvendigvis gennemføres til en tilfredsstillende afklaring af ethvert fornuftigt spørgsmål. Selv ikke inden for matematikken.

 

Selvreferencens problematik er indgangen til den nye forståelse af det at forstå (-forsøg på) som følger herefter:

Selvreferenceproblemet rammer den logik hvormed fagfilosoffer prøver at løse de fundamentale psyko-fysiske problemer, ikke bare de seneste 350 år, men siden Platon. Ifølge Whitehead: ”den sikreste beskrivelse af den europæiske filosofitradition er, at den består af en række fodnoter til Platon”.

Platon introducerede dualismen. Den har plaget os siden, for den er svær at komme udenom. Vi føler eksistensen af to ontologisk separate, selvstændige verdensbestanddele, sjæl og legeme, ånd og materie, psyke og fysik…

Men forsøgene på at håndtere dem sammen fører os til Klawonns dilemma. Vi må uvægerlig betragte bevidstheden med bevidstheden. Alligevel prøver vi at stille os udenfor og derfra betragte sjæl og legeme og forholdet mellem dem. Vi begår tilsyneladende en principiel fejl; måske fordi vi spørger i stil med: ”Hvad er højest, (altså forholdet mellem) et tordenskrald eller Rundetårn?”. Det må være konklusionen efter 2000 års fodnoter med stadig fundamentalt uløste problemer.

Måske løber vi panden mod muren, fordi vi principielt ikke kan opnå en forståelse af den art vi søger.

Uanfægtet indbildsk vil jeg nu prøve at løsrive mig fra denne, den aktuelle filosofis spændetrøje.

 

Som fysiker fra Københavns Universitet er min igangsætter af de her gjorte overvejelser givetvis den kvantemekaniske belæring (et Bohr-begreb) som førte Niels Bohr frem til komplementaritetsbegrebet m.m.

Uden at have til hensigt at løse ovennævnte filosofiske problemer afslørede udviklingen inden for fysikken i begyndelsen af 1900-tallet at vores tilvænnede måde at forstå på slet ikke er holdbar. Fysikerne fik adgang til et helt nyt forskningsområde i form af atomfysikken, hvor en ny verden afslørede lovmæssigheder som stred fundamentalt mod det man troede var grundlæggende egenskaber ved naturen – og oven i købet grundlæggende anfægtede vores forestilling om os selv som iagttagere af den! I løbet af mindre end en generation blev konklusionen draget: Den klassiske-fysiske (mekaniske) verdensanskuelse er ikke anvendelig i den atomare del af verden som med kvantemekanikken i slut-’20-erne fik sin perfekte beskrivelse. Vores hidtil erkendte verden optræder i fysikken som grænsetilfælde, hvor de atomare dele optræder i meget store, nærmest uendelig store, antal, som de jo gør i den materie som indtil da var tilgængelig for os. Men den mikroskopiske verden er grundlaget for den makroskopiske og afslører altså noget fundamentalt nyt ved naturen og os selv som iagttagere.

Det burde få afgørende og omvæltende indflydelse på vores filosofi om naturen og os selv med mulige åbninger for nye tilgange til de uløste filosofiske problemer.

I Atomfysik og menneskelig erkendelse, Schultz, 1957, s 109-110, beskriver Bohr i generelle vendinger hvorledes den traditionelle filosofiske tænkning ikke er forenelig med de iagttagelses- og erkendelsesvilkår som kvantemekanikken har påtvunget os:

På baggrund af den indflydelse, som den mekaniske naturopfattelse har udøvet på filosofisk tænkning, er det forståeligt at man fra mange sider har opfattet komplementaritetssynspunktet som rummende en med beskrivelsens objektivitet uforenelig henvisning til den subjektive iagttager. Selvfølgelig må vi på ethvert erfaringsområde opretholde en skarp adskillelse mellem iagttageren og indholdet af iagttagelserne, men vi må betænke at virkningskvantets opdagelse har stillet selve grundlaget for naturbeskrivelsen i ny belysning og belært os om hidtil upåagtede forudsætninger for den rationelle anvendelse af de begreber, på hvilke meddelelserne om erfaringerne hviler. I kvantefysikken er, som vi har set, en redegørelse for måleinstrumenternes funktioner uundværlig for definitionen af fænomenerne, og vi må så at sige drage skillelinjen mellem subjekt og objekt på en måde, der i hvert enkelt tilfælde sikrer den entydige anvendelse af de i meddelelserne benyttede elementære fysiske begreber. Langtfra at rumme en mod videnskabens ånd stridende mystik henviser betegnelsen komplementaritet blot til de med vor stilling ved beskrivelsen og sammenfatningen af erfaringerne på atomfysikkens område forbundne erkendelsesvilkår.

Kvantemekanikken har afsløret at den mikroskopiske verden ikke fremtræder anskuelig for os som dens grænsetilfælde, den makroskopiske. En elektron er hverken en partikel eller en bølge. For os er en elektron slet ikke noget i sig selv. De atomare størrelser giver sig til kende i makroskopiske forsøgsopstillinger. Men det forbløffende er så at i én forsøgsopstilling kan en elektron give sig til kende som en partikel, i en anden som en bølge. Den, hvad forsøgsresultaternes beskrivelse angår, fuldstændigt tilfredsstillende kvantemekanik rummer det vilkår at den ene opstilling vil udelukke samtidige resultater af den anden. Uden en makroskopisk opstilling og en iagttager har elektronen slet ikke bølge- eller partikelegenskaben; det får den først ved valg af forsøgsopstillingen. Det er en helt ny virkelighed! I kvantemekanikken er elektronen en matematisk repræsentation som indgår i beskrivelsen af atomer. Igennem denne repræsentation giver elektronen grundstofferne deres kendte kemiske egenskaber, og de er således grundlaget for vores verden. Så elektroner er  Men ”Hvad vil det sige at være?” replicerede Bohr en gang hvor han blev spurgt ”Jamen hvor er elektronen?”

Verden er grundlæggende en anden end den vi har vænnet os til. Det kan snart ikke ignoreres mere. Det er allerede helt galt. Se her hvad nobelpristager Richard Feynmann mener om situationen.

Bohrs komplementaritetsbegreb angiver et helt nyt filosofisk grundlag for forståelse af verden og vores forhold til den. Han pointerer kvantemekanikkens nye erkendelsesteoretiske belæring til os, når vi skal forholde os til ”den virkelighed hvoraf vi selv er en del”. Uden at nævne begrebet selvreference, var dette en tilbagevendende formulering hos Bohr. Men det er jo en tydelig påpegning af selvreferencens afgørende betydning.

Da komplementaritetsbegrebet var faldet til ro – i første omgang – mellem fysikerne, så Bohr i dette en nøgle til løsning af problemer han havde tumlet med siden ungdommen. Det drejer sig om ”den almene vanskelighed i dannelsen af menneskelige ideer iboende i forskellen mellem subjekt og objekt” altså det psyko-fysiske problem.

 

I (fortids)menneskets historie har opfattelsen af hvad vi er, og hvad verden er, ændret sig radikalt flere gange. De tre seneste paradigmeskift har jeg behandlet grundigt i Niels Bohr og det nuværende paradigmeskifte. Her antydes også hvordan kvantemekanikken kan være den sten i skoen som vil komme til at gnave på den nuværende verdensopfattelse til den bukker under og giver plads til et nyt paradigme, hvor bevidsthedens forhold til verden ser helt anderledes ud end nu, og hvor vi forstår verden på en helt anden måde end vi forstår den nu.

Vi forstår verden, men stiller ikke spørgsmål ved hvad det vil sige at forstå. Det er bestemt også et godt spørgsmål: Hvad forstår vi ved at forstå? Og således rammer selvreferencen selve grundlaget for vores forståelse. Når vi støder på selvreference skal vi være opmærksomme på at det pågældende emne ikke lader sig betragte logisk afsluttet. I det nuværende paradigme fordrer en forståelse at vi kan stille os udenfor og beskrive det vi vil forstå udefra. Kvantemekanikken har lært os at det ikke er muligt. Det må give os modet til at prøve noget vildt – altså rask væk slagte nogle af bevidsthedsfilosofiens nuværende krav til tænkning.

Bohr tog et afgørende skridt væk fra traditionel filosofi. Det drejer sig alene om at tilpasse sproget og dets begreber, ikke om at pålægge virkeligheden en tolkning. Nogle løsrevne Bohr-citater understreger dette: ”Videnskaben handler ikke om virkeligheden, men om hvordan vi kan tale om virkeligheden” og ”Vi er ophængt i sproget”. Her gør Bohr sproget til det eneste vi har at arbejde med og klamre os til. Sproget må føje sig efter de erfaringer, opsamlet og løbende nye, som den samlede menneskebevidsthed besidder. Og så kommer vi ikke længere.

 

 

Mirakler.

Vi kan kun analysere sproget med sproget og bevidstheden med bevidstheden. Vi er lukket inde. Vi er henvist til blot at udvikle sproget og dets begreber så vi kan kommunikere indbyrdes klart og uden modsigelser. Principielt ubegribelige fænomener må derfor blot accepteres. Og sådanne findes!

Her indfører jeg så simpelthen Miraklet, et fænomen som ikke er et problem, men et vilkår. Så er det problem løst! Jeg vil altså tillade mig at tænke videre på et grundlag som hænger frit i luften. Således understreger jeg mit udgangspunkt bøjet i neon, indseende at det er provokerende af den naturvidenskabsmand som jeg vedblivende ser mig selv som!

Som mirakler vil jeg opfatte universets eksistens, livets eksistens og vores bevidstheds eksistens med nærmere begrundelse i afsnit 2 og 3.

Det er imidlertid i det nuværende paradigme vi står, så Miraklet er naturligvis et vildt og provokerende udgangspunkt. Men det er sådan jeg må forsøge mig, derfra jeg må tage springet. Lad os se hvad det kan føre med sig. Take it or leave it!

1.              Evolutionen

Hele det mirakuløse liv på vores lille planet er det foreløbige resultat af den udvidede forståelse af Darwins begreb evolution. Begrebet dækker fint hele forløbet fra Big Bang (som vi forstår det pt) til nu. Der er hverken logisk eller etymologisk noget at indvende. Verden har vitterlig udviklet sig siden Big Bang! Jeg ser 3 adskilte evolutionsfaser hvoraf to efterfølgende behandles grundigere:

1.      Den fysisk-kemiske, efter Big Bang

2.      Den genetiske, efter Livets opståen

3.      Den abstrakt sproglige, efter Bevidsthedens opståen (i mennesket)

Alle 3 er resultater af mirakler (derfor skrevet med stort). Inden for alle 3 fungerer en helt selvfølgelig udvælgelsesmekanisme: Naturen afprøver alle mulige kombinationsforsøg, hvoraf de der overlever, bringer evolutionen videre. Alle 3 har de rørt i gryden og meget gennemgribende ændret den jord hvorpå eksperimentet udføres. Men den evolutionære hastighed er sat voldsomt i vejret ved hver ny fase, således at den foregående evolutions fortsatte virke er negligibel i forhold til den nyes. Det giver i sig selv en eksplosiv udvikling. Men selv inden for den nuværende synes en eksplosiv og faretruende evolution at have udviklet sig i løbet af de seneste generationer. Og ser vi allerede i den kunstige intelligens evolutionens næste påfund?

Livets opståen kan muligvis henføres under begrebet emergens i modsætning til universets og bevidsthedens eksistens. De to er kommet ud af intet i den forstand at vi er principielt afskåret fra at forstå fænomenerne yderligere. 

2.              Kreationisme og intelligent design

JATAK! siger jeg som fysiker. Det er to fantastiske begreber til beskrivelse af min videnskabs vilkår. Det er derfor meget morsomt hvor jeg har dem fra. Netop min videnskab og hele den naturvidenskabelige verdensopfattelse kan langt mere end noget andet give grundlag for og indhold til de to begreber, se selv:

Kreationisme

Fysikken er den fundamentale af videnskaberne, og den der beskæftiger sig med stoffets art og opståen i det tidlige univers. Kvantemekanikken er i overvældende grad en succesfuld teori. Ikke bare stoffets atomare struktur i laboratoriesammenhæng beskrives suverænt af kvantemekanikken, også hele universets udvikling kan følges fra ufattelig kort tid efter The Big Bang. Men det betyder ikke at vi er ufattelig tæt på at forstå The Big Bang. Tværtimod indikerer det ufattelig korte sidste tidsrum som vi ikke kan forfølge, at vi står ved grænsen for vores erkendelsesmuligheder. Kvantemekanikken kan beskrive hvordan universet udviklede sig derfra. Men spørgsmålet hvorfor, og af hvad kan slet ikke behandles.

Man kan indvende at kvantemekanikken kan vise sig at blive afløst af en bedre teori, eller inden for kvantemekanikken kan en anden forklaring end Big Bang måske finde plads i fremtiden. Men tilbage vil spørgsmålet være: Hvorfor er der overhovedet noget? Det er det filosofiske problem om den første årsag (=Gud(?)). Det kan principielt slet ikke besvares af os som står indeni universet. Det er et mirakel (Det hele ville unægtelig være lettere hvis der ikke var noget! Men det er der!!)

I vores begrebsregister har sproget ikke bedre ord for dette ekstremum end: Ja, det må jo så være skabt. Gud ved hvordan!? Men skabt! Så skabelse ligger lige for. Men en Skaber gør ikke.

Kommet dertil, er man jo kreationist. Og tilmed: Ikke gennem tro, men klart som følge af den ubønhørlige konsekvens hvormed man tænker naturvidenskab og når frem til Big Bang.

Universet er skabt. Det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved, vil jeg bekende mig til - trods den logiske tankes smuthuller som overbevisende illustrerer logikkens begrænsede anvendelsesområde. Universet er et mirakel. Det giver ikke mening at filosofere mere over det. Det er ikke et problem, det er et vilkår, uden det ingen tænkning. Og tænker gør vi!

Og hvordan er så verden skabt?

Intelligent design

Det næste uforståelige er at naturen kan forstås (et Einsteincitat) i en meget stor udstrækning for os selv at se. Men det er også en tanke værd: Hvorfor kan naturen overhovedet forstås af vores bevidsthed?

Igen med udgangspunkt i fysikken kan vi se at stoffet og naturlovene for stoffet, som fysikken har kunnet opstille, helt mirakuløst muliggør et univers hvor vi kan opstå.

Ove Nathan redegør i en artikel for dette. Fra indledningen: ”Fire elementære kræfter behersker det store maskineri af atompartikler, der danner universet. Svarene på universets og solsystemets tidsforløb ligger gemt i de indbyrdes styrkeforhold mellem de fire grundkræfter og rummer den overraskelse, at der består en stribe hårfine balancespil, hvor balancen netop giver mulighed for at udvikle det menneskeliv, vi kender”.

Og så kan stoffets fordeling i universet yderligere give anledning til stor forundring - og taknemmelighed.

Intelligent design er en underdrivelse. Mirakuløst design vil jeg kalde det – og straks tilslutte mig.

Det helt fundamentale fatter vi slet ikke. Således opløftet går vi straks videre på følgende grundlag:

 

1.     Vi accepterer at vi principielt er afskåret fra at forstå grundlæggende forudsætninger for at vi overhovedet kan tænke (og forstå).

2.     Komplementaritetsprincippet er et fundamentalt vilkår for vores bevidsthed når den skal forholde sig til naturen (Bohr).

3.     Vores sprog er vores menneskelige karakteristikum, det grundlag hvorpå vi eksisterer som mennesker (Bohr).

4.     Det er paradigmers natur at være midlertidige.

3.              Bevidstheden

Endnu et mirakel er, som jeg indledte med, vores i boblen af selvreference indelukkede bevidsthed.

Vi kan som de mennesker vi er, ikke undvære begrebet bevidsthed, men vi kan heller ikke finde det ved at søge. Lad os derfor prøve at tænke videre ved at definere det i tæt overensstemmelse med vores umiddelbare opfattelse af menneskets bevidsthed. Definitionen skal udelukke resten af dyreriget. Vi oplever at vi tænker hver især, og som mennesker tænker og kommunikerer vi ved hjælp af vores abstrakte sprog. Det har vi, det har dyrene ikke.

Definition: Bevidstheden er alt det der rummes i vores abstrakte sprog.

Det er denne præcise restriktive betydning jeg opererer med hver gang jeg bruger ordene ”bevidst” og ”bevidsthed” uden tilknyttet adjektiv. Den er i fuldstændig overensstemmelse med den ramme for vores bevidste forhold til naturen som Bohr konkluderede efter den kvantemekaniske belæring. Og i fuld overensstemmelse med vores dagligdags anvendelse af begrebet.

Vi rummer meget mere, men det bliver først bevidst i det øjeblik vi sætter ord på. Prøv bevidst at modsige mig! og se om du kan gøre det uden at bruge ord.

Men bevidstheden kan godt ane mere diffuse signaler fra kropshukommelsen. Med Freuds kategorier:

 

Underbevidstheden er signaler fra kroppen som fornemmes, men som ikke lader sig indfange af sproget umiddelbart, og så ved man ikke hvad det er man fornemmer. Hvis kilden til eller arten af fornemmelsen træder frem, kan man sætte ord på, så bliver man bevidst om den. Altså:

Bevidstheden iagttager og sprogbehandler direkte hvad kroppen foretager sig, giver af eksplicitte signaler, og hvad der via sanserne kommer fra udefra.

Overbevidstheden, overjeg’et, en moralsk stemme fra den sociale struktur som ordløst kan melde sig og påvirke handlinger.

De første er evolutionært udviklet i enkeltindivider, den sidste er evolutionært udviklet i den sociale struktur som har hjulpet artens individer levende igennem den evolutionære udvikling og derigennem aflejret i livet, velsagtens i generne. Den sociale struktur, samfundet, er en evolutionært udviklet organisme i sig selv. Det vil jeg komme tilbage til i forbindelse med domstolenes virksomhed, fri vilje og ansvar, afsnit 9.

 

At menneskehjernen har denne egenskab at kunne jonglere med et abstrakt sprog, et sprog med grundelementer som kan kombineres uden grænser, men inden for boblen af indelukkende selvreference, må opfattes som et mirakel som principielt ikke kan forstås. Dermed løsriver jeg bevidstheden fra den traditionelle behandling af det psyko-fysiske problem. Gør jeg ikke? Hos Descartes foreligger der et symmetrisk par, res cogitans og res ekstensa,  som betragtes udefra, fra en tredje position. Det er jo så ikke en ægte dualisme, snarere trippelstruktur. Jeg opererer med en dualisme, indenfor og udenfor, set indefra. Altså nøjes jeg med at prøve helt fænomenologisk at beskrive hvorledes bevidstheden og dens impulser udefra optræder for bevidstheden selv, altså lade bevidstheden blive i boblen. Og selvreferencen ophøjes til at være det uomgængelige grundlag for vores tankevirksomhed. Tankevirksomhed eksisterer uden yderligere ontologisk grundlag. Men med masser af impulser udefra.

4.              Kroppens funktion

Det er en minimal del af sansepåvirkningerne som finder vej til bevidstheden. Langt de fleste fra omgivelserne og især fra kroppen går ind i og igennem kropssystemet og har deres virkning. Hele det autonome nervesystem fungerer uden vores bevidsthed. Vi går omkring og holder balancen, ja, cykler uden at holde på styret! med et utal af koordinerede bevægelser osv. osv. uden at sætte ord på. Følelser, (mave)fornemmelser, iagttagelser er alt sammen input for bevidstheden fra kroppen. Sanseapparatet giver beskeder til kroppen som – jeg fristes igen til at sige mirakuløst – afsætter relevante oplevelser i bevidstheden. Synsnerverne fremkalder syn, hørenerverne kan fremkalde den sødeste musik som man gerne dvæler længe ved, nerverne i huden og kødet kan fremkalde smerte, relevant voldsomt hvis det er vigtigt for kroppen at man trækker sig. Alt dette er primært, bevidstheden oplever det sekundært. Først gør det ondt, og man trækker sig, så sætter man ord på: AV!

 

Jeg synes det giver meget mening at opfatte det således at bevidstheden halser bagefter kroppens handling. Ja, iagttager man sit seksualliv, så er denne rækkefølge, kroppen primært, den bevidste planlægning sekundær, fuldstændigt overbevisende, i overensstemmelse med at seksuallivet er kroppens vigtigste funktion i evolutionen. Der foregår jo faktisk iblandt os også en hektisk, hemmeligholdt aktivitet forårsaget af de drifter. I den forbindelse kommer bevidstheden på voldsomt efterhalsende overarbejde med at arrangere, fordække (nyskabelse!) og efterrationalisere ens gerninger. (Se afsnit 6: Det kan være hårdt arbejde at få dem inddraget i fornuften, og kan det ikke lykkes, kan personen gå i stykker.)

Andre afgørende handlinger påtvinges også en af kroppen. Men er det ikke sådan med alle handlinger? Når min kat nyder at ligge i solen, så kan solen, som den har for vane, flytte sig, så skygge glider ind over katten. Den begynder at blive urolig. Så løfter den hovedet, rejser sig modstræbende og lægger sig hen i en ny solplet. Jeg kan fortælle nøjagtigt det samme om min kone. Ærgrelsen over at skulle flytte sig vil nok registres i hendes bevidstheden, så kommer der ord på, evt. ukvemsord, og hun vil samtidigt føle at hun beslutter at flytte hen i solen. Men hun gør nøjagtigt som katten. Bevidstheden derom er en ledsager.

Kroppen handler, og den tyske filosof, kropsfænomenologen Hermann Schmitz, argumenter i en bog med titlen Kroppen så opslugt af sit emne, at han for mig at se overser det som jeg her gør til hovedsagen, bevidstheden som følgesvend, og alt det vi oplever heri. Jeg kender kun til Hermann Schmitz gennem en artikel i Informatíon.

 

Komplicerede, tilsyneladende velovervejede handlinger kan dyrekroppe udføre uden bevidsthed. Mågen i næste link er ikke helt tryg ved situationen. Den analyserer situationen og går ud og ser om det er bedre udenfor. Det er det. Det virker helt menneskeligt, ikke? Eller omvendt!

 

Kroppen fungerer perfekt helt uden bevidstheden. Og vi kan jo lige bemærke at der i evolutionens liv er mekanismer som har fået livet til at udvikle sig fra det allerprimitiveste og uden bevidstheden helt op til mennesket. Vi gør intet som ikke også dyrene gør, dyrene finder mad og lagrer det evt. vinteren over, hvis det for den dyreart er afgørende. Dyrene finder partnere, parrer sig, magter yngelplejen, organiserer sig i løse eller tætte artssamfund i hvilke de kommunikerer, oplærer ungerne ved eksemplet magt (efter sigende også det bedste blandt mennesker) - eller mere håndfast - og i nogen grad deler erfaringer og kan lokke eller advare hinanden med lyde og kropssprog, m.m. Det ligger også i livet som det er udviklet af evolutionen, at det på helt andre niveauer end vores kan udfolde agerbrug, mere agerbrug og kvægdrift. Og specialiseringen i dronning, soldater og arbejder er drevet meget videre end blandt os, helt igennem til det genetiske plan blandt myrer, termitter og bier. Boligformerne synes også at være en bred, grundlæggende evolutionær mulighed som udvikler sig ens i højt udviklede og specialiserede samfund.

 

Faktisk synes livet at omfatte hele kloden, også den del vi normalt betragter som død. Vores knogler er ”døde” kalkstrukturer som befinder sig indeni vores krop. Men naturen udenfor levende individer er en afgørende del af individernes liv. Ikke blot indtages føde og væsentlige dele af den optages i kroppen inden resten udstødes igen, også de atomer og molekyler som udgør vores krop, udskiftes til stadighed, så vi til næste år består af helt andre atomer end i år (jeg er ikke sikker på detaljerne (kun detaljerne!) i denne påstand). Men naturens struktur er afgørende for livet, indgår i livet. F. eks følger gøgens unger, som ikke har forældre til at vise dem vejen, alle den samme rute sydpå om efteråret. Det er indlejret i dens organismes funktion som alle indre og umiddelbare ydre funktioner såsom modtagelse af føde fra sangfugleforældrene og fortrængningen af de andre unger i reden, ja, og så trækket langs en bestemt rute til Afrika. Jordens geografis indgår i gøgens liv. Og hvis dens knogler er en del af livet, så er også jorden en del af gøgens liv.

 

Der er intet specielt ved menneskene udover bevidstheden og

5.              Dannelsen af jeg’et

Et menneskebarn er ikke født med et sprog, og altså ikke med en bevidsthed, kun med potentialet til at udvikle den. Sprog er en kompleks og specialiseret færdighed som opstår spontant og mirakuløst hos ethvert barn, uden barnets bevidste anstrengelser, dvs. det skabes under direkte og indirekte anvisninger fra barnets sprogbrugende omgivelser. Barnet udvikler ikke bare sit sprog, det inddrages også i det herskende virkelighedssyn, paradigme. Det får ord og begreber til at forstå verden som den aktuelt ser ud (i de menneskelige omgivelsers forestilling). Sådan opstår verden i ethvert menneskes bevidsthed.

Barnets første udfordring i vores kultur, er at lære at separere individer. Når barnet kan følge bevægelser, så tager vi fat ledsaget af opmærksomhedsrettende, pegende bevægelser, igen og igen: ”Det er mor”, ”det er far” og ”det er lille Egon”. Når skriftsproget skal tilegnes er barnets navn det første det lærer at skrive. Således opstår ego’et, jeg’et hos barnet.

Her er tankeeksperimenter tankevækkende[sic]:

Vi tænker os et menneskebarn vokse op helt uden menneskelig kontakt, f.eks. i en abeflok. Der er mange eksempler på at en dyreflok tager sig af et individ af en anden race. De mest forbløffende og meget følelsestætte forhold kan efterhånden findes på nettet, mere af samme slags. En sådan menneskekrop vil ikke mangle opmærksomhed og social kontakt, og mennesket indgår problemløst og ikke eksklusivt inden for pattedyrene. Vi styres af fælles, universelle impulser i kroppen, og vi kan indgå i omsorgsfulde, gensidige forhold med dyr.

En sådan menneskekrop vil ikke udvikle et sprog som vores, vil ikke kunne tænke som os, vil lære (– ubevidst!) hvordan flokken reagerer og ved efterligning komme til at handle derefter. En sådan krop vil ikke udvikle en bevidsthed (= sprog) som kan kommunikere med vores, og ikke udvikle et ”jeg” i vores forstand – som i øvrigt vil være fuldstændigt irrelevant i den givne sammenhæng - vil ikke opfatte verden så den overhovedet ligner vores.

Hvis en sådan menneskekrop og kulturmennesker fandt hinanden, ville sidstnævnte være ekstremt interesserede i at høre hvordan førstnævnte har oplevet livet indtil da. Men parterne ville naturligvis slet ikke være i stand til at udveksle andet end kropssignaler fuldstændigt som når et vildt dyr forsøges tæmmet. Måske vil det slet ikke være muligt for en udvokset menneskekrop at gennemgå sprogtilegnelsesprocessen som jo normalt finder sted som den tidligste tilegnelse af færdigheder. Men skulle det være muligt, så vil ”forsøgspersonen” i takt med at den tilegner sig sprog, få en principielt ny verden, og i denne nye verden vil der principielt mangle begreber der kan udtrykke personens tidligere erfaring, den tidligere person vil helt forsvinde.

Der er både myter og eksempler på sådanne fænomener. Den grundige beretning om Victor i linket bekræfter tankeeksperimentet, idet der dog ret løsrevet står ”Langsomt lærte han at skrive” uden sprogtilegnelsen er beskrevet ejheller noget kommunikationsindhold på det grundlag.

Og når man er opmærksom på fænomenet, finder man flere dog ikke helt rent gennemførte eksempler, eksempel 1, eksempel 2

Jeg’et opstår i kroppen sammen med sprogtilegnelsen. Det eksisterer ikke inden.

En vanvittig forestilling (skrevet med meget småt fordi den er så vanvittig):

Hvis din far og mor ikke havde mødt hinanden, var du slet ikke blevet født” - har jeg hørt. ”Næh, der tager du fejl.” siger jeg så. ”Mit jeg er ikke et produkt kun af min far og mor. Min storesøster, som også er rundet af min far og mor, er et helt andet jeg”. ”Nå, men så er det netop den sædcelle forenet med det æg som har resulteret i dig”. ”Så har jeg sandelig været heldig”.Hvis mit jeg ligger og venter på den rette kombination af æg hos min mor og sædcelle hos min far, så er jeg komplet usandsynlig. Der er ca. 40 millioner sædceller pr. sædudløsning. Med en meget forsigtig antagelse, 50 år med 30 udløsninger pr år, så har min far produceret 60 milliarder sædceller.  Min mor har produceret æg i ca. 30 år, dvs 360 æg. Sandsynligheden for at jeg opstår af det rette møde, er en ud af 21600 milliarder. Men samme regnestykke skal jo så gøres for min far og mor. Så skal mulighederne ganges med hinanden – og ganges op for hver generation tilbage i evolutionen. Og så er den meget ringe sandsynlighed for at netop de pågældende individer i alle generationerne træffer hinanden slet ikke taget med. Det bliver nok en sandsynlighed som er mindre end et atom ud af alle atomer i det kendte univers. Dér var jeg heldig!

Ikke sandt? Jeg’et opstår i kroppen sammen med sprogtilegnelsen. Det eksisterer ikke inden. Det er en selvberoende selvforestilling, en slags illusion baseret på sproget/et mirakel. Og om lidt er det borte.

6.              Fornuften

Min definition af bevidsthed rummer mulighed for det totale indre kaos i modstrid med den fornuft som vi dog mener os i besiddelse af.

Definition: Fornuften er den del af bevidstheden, indenfor hvilken der er etableret en logisk holdbar sammenhæng, konsistens, som jeg’et identificerer sig med.

Alt til bevidstheden kommer fra nervesystemet som får signaler fra sanserne som er følsomme for impulser fra omverdenen og fra kroppen selv.

Bevidsthedens arbejdsgrundlag er sanseimpulserne og fornuftens arbejdsgrundlag er bevidstheden.

Alt hvad jeg oplever lige fra trivielle ting til de ekstremt komplicerede indsigter i naturen som min fysikuddannelse har givet mig, samler sig videst muligt i fornuften og danner min verden og mit jeg.

Rækkefølgen krop]bevidsthed hos mennesket er i overensstemmelse med psyko-fysiske eksperimenter udført af Libet - som dog selv fastholdt at der var plads til en fri viljes indgriben(!?). Han ville altså ikke drage konsekvensen af sine egne forsøg. Jeg kunne bruge dem, men for mig er de ikke afgørende. Det er derimod følgende ræsonnement: Bevidstheden får et indfald og handler derefter, og mener at have viljen til handlingen. Men hvor får bevidstheden indfaldet fra? Kan bevidstheden vælge at få et indfald før den har fået indfaldet? Bevidstheden må tage hvad der kommer, og først derefter tager den fat. Og hvis det udfordrer fornuften, så er der noget at arbejde med, nemlig opretholdelsen af ego’et ved at arbejde med fornuften.

 

Min krop handler og min bevidstheds opgave er så at indarbejde så meget som muligt i fornuften af det som trænger frem til min bevidsthed. Det er ikke en håbløs opgave. Kroppens formål er at overleve, så der må være en vej frem for fornuften. I almindelighed flyder oplevelserne ind og optages i fornuften. Men i livets løb kommer man i kriser, fornuften, og dermed jeg’et, trues. Det kan være momentant og vise sig gennem voldsomme følelser som kan føre til tab af selvkontrol. "Jeg var helt ude af mig selv af vrede/fortvivlelse/sorg...". Disse følelser bringer noget ind i bevidstheden som ikke kan optages i fornuften, men kan hurtigt overstås.

Også en længerevarende livskrise tilfører bevidstheden noget som ikke kan indpasses i fornuften. Det kan for bevidstheden at se komme udefra eller det kan komme indefra, fra kroppen. Den proces som psykologer kalder individuation, kan så være vejen frem/ud.

En psykisk sygdom som personlighedsspaltning viser at bevidstheden kan have to områder med hver sin sammenhæng, hver sin fornuft. Et væld af psykiske diagnoser viser omfanget af variationsmuligheder inden for bevidstheden, som vist ikke vælter mine simple definitioner.

Endelig kan en voldsom forelskelse - især hvis den ikke er stueren - afsløre at kampen helt åbenlyst kan stå mellem hjerte og hjerne, hvor hjertet tilfører noget til bevidstheden som fornuften slås med (vi er vist mange der har kæmpet hårdt med den konflikt). Den udfordring lever sit eget liv. Fornuften kan ikke ”handle på egen hånd”. Måske løser det sig, evt. gennem påvirkning fra en psykolog, måske løser det sig ikke. Og jeg’et er truet. I den forstand er der ikke en fri vilje. Men i en anden forstand:

7.              Den frie vilje

Fornuftens opgave er at stå på mål for hvad kroppen foretager sig, som det registreres af bevidstheden. Fornuften må kunne rumme adfærden, hvilket faktisk betyder at fornuften løbende og videst muligt må kunne inddrage adfærden, holde jeg’et intakt ved at kunne forsvare adfærden og dermed stå til ansvar for ”sig selv”. Heri ligger den frie vilje; fri vilje og ansvar er udtryk for det samme, idet man ikke står til ansvar for sig selv hvis man hævder at det man gjorde, var styret af andet end jeg’et. Ansvar er forsvar for jeg’et. ”Ansvar” betyder ”gensvar” og kan opfattes som fornuftens svar på personens gerninger.

 

Skulle det være et eksempel?

Lad Clinton sige (hvad sandt var) "I did have sexual relations with that woman" og så tilføje "but it wasn't my intension".

Så var præsident Clinton ud af det hvide hus med det vuns. Og hvis han fortsatte med at fralægge sig ansvar, hævde at det ikke var det han ville, men at noget andet styrede ham (hvad sandt var! så længe hans jeg (fornuften) ikke havde påtaget sig ansvaret), så ville han melde sig ud af den sociale sammenhæng og ende i psykiatrien - som nok ville sørge for den endelige opløsning af hans ego, hvis han fastholdt. Selvom "noget andet" i en periode styrer ham, så må han gøre det til sit, påtage sig ansvaret og dermed erklære sin frie vilje. Og det er logisk nok, han kunne jo bare have ladet være. Og det ved han godt. Altså valgte han at gøre det. Sådan oplever han sin frie vilje. Livet er alt det vi oplever. Altså er den frie vilje en del af livet. ”alt det vi oplever”, altså er den frie vilje en personlig oplevelse.

At vedkende sig sin frie vilje kan være en hård proces. Vi kan stadig se for os smerten i hans ansigt i den del af den lange og seje proces han skulle igennem (fornuftens hårde inddragelsesarbejde) for åbent TV.

 

Fornuftens integritet og eventuelle sammenbrud er ikke blot personlige problemer. Når kulturen står over for et paradigmeskift, når anomalierne bliver for mangfoldige, så er det ikke bare mit jeg der får problemer, så er det en udfordring af kollektivets selvbevidsthed. Kulturens bevidsthed skal omformes, en ny kollektiv fornuft skal opbygges. Og kriser giver det uvægerligt også i denne sammenhæng, livsfarlige endda.

8.              Menneskets abstrakte sprog og kroppen.

Men i kommunikationen er den essentielle forskel mellem mennesker og de andre dyr. I kraft af vores abstrakte sprog (bevidstheden) kan vi forme vores jeg i fornuften og kommunikere indbyrdes principielt anderledes. Enkeltindividers erfaring, simple såvel som erfaringerne samlet og systematiseret i et helt livs videnskabelige studier, kan spredes komplet i detaljerne og i stort omfang, i dag øjeblikkeligt ud over hele verden. Den erfaring som menneskeheden har opnået, er til rådighed for menneskeheden øjeblikkeligt, og udvælgelseseksperimenterne foregår globalt og intenst og i et tempo af en helt anden art end for få generationer siden. Og det kan ses på Jorden. En ny geologisk epoke, Antropocæn, er foreslået.

 

Den menneskelige kommunikation er af art og omfang principielt anderledes end dyrenes. Men blandt os starter det som hos dyrene. Det ene dyr siger en lyd, det andet reagerer. I det andet dyrs reaktionen indgår den øjeblikkelige situation, og dets erindring om tidligere oplevelser m.m. Disse ting reagerer kroppen afvejende på. Dyret reagerer eller tøver. Når vi får en besked, eller blot får et input, reagerer vores krop. Hvis der er flere modstridende input eller erindringer, så kan også vi tøve. Ja, det har man jo nok prøvet. I vores bevidsthed opleves det som overvejelser som er ordbårede reaktioner på forskellige erfaringer som dukker op i kroppen og registreres af bevidstheden. På et tidspunkt reagerer kroppen hvis den skal, og hos mennesker sættes der ord på, så i bevidstheden tager det sig ud som en beslutning og vi udfører en vilje. Bevidstheden er herre i eget hus, for eget hus er bevidstheden og fornuften, og dér ansvaret og jeg’et hører hjemme via fornuften.

 

Eksempler med voksende kompleksitet:

1. Pludseligt stærkt lys i øjnene reagerer kroppen på, og bevidstheden opfatter overfladisk kroppens umiddelbare reaktion.

2. Det dukker op at der ofte er trafikpropper på ringvejen kl. 16, og man kører en anden vej. Kroppens hukommelse træder i funktion og kører den anden vej. Dyr husker også og handler helt tilsvarende. Men chaufføren vælger at køre den anden vej.

2. Komplicerede handlinger: En dommer sidder med en sag som ikke ligner noget vedkommende før har haft. Jurastudiet har forhåbentlig efterladt stærke spor som dukker op i hukommelsen (i kroppen); mange oplevelser melder sig, diskussioner med kollegaer, indtryk fra debatter, erindring om andre sager som kunne tænkes at have træk fælles med den aktuelle, melder sig. I den indledende fase melder indfald sig hulter til bulter. Men man er ikke herre over hvilke. Man kan ikke vælge at få et indfald, før man har fået indfaldet. Som når et dyr tøver, tøver dommeren. Hverken dyret eller dommeren kan beslutte tidspunktet for beslutningen. Men efterhånden forsvinder de svagere indtryk, og på et tidspunkt står ét alene. Eller hvis man er truet, kan et enkelt indtryk straks feje alle andre af banen. Kroppen reagerer, og det iagttager bevidstheden som oplever en vilje til at træffe den rigtige beslutning.

 

 

Men hvor blev glæden af? vores livsfylde?
Kilden hertil er følelserne – men størst af dem er kærligheden, se selv.

Jeg’et oplever livsfylden gennem kroppens signaler, sorrig og glæde, smerte og forløsning, kærlighed og tab, liv og død. Følelseslivet er uafhængigt af bevidstheden, men bevidstgøres for mennesket i bevidstheden [! sic.]

Følelseslivet er lige så intenst og omfattende hos dyr, i hvert fald højerestående pattedyr, som hos mennesker. Det er et synspunkt som har formet Peter Singers filosofi – vist for alle dyr.

 

9.              Den frie vilje og retsvæsenet

I dyreflokke er der tydelige hierarkier og adfærdsregler. De udvikler sig evolutionært i fuldstændig sammenhæng med artsindividernes udvikling. Løver, aber og mennesker ville slet ikke kunne overleve uden regelstyret samarbejde. Hvis en ung, kåd hanabe stjæler en banen fra en abemor med barn (for at gøre det helt klart!), så får han flokken på nakken. Der indtræffer en øjeblikkelig opdragelse.

Det gør der jo også mennesker imellem. Vi opdrager vores børn ”Du skal behandle dyr ordentligt!”, og hvis barnet ikke respekterer opdraget, så tager vi hårdere fat. Voksne opdrager også på hinanden. Så kalder vi det gensidig påvirkning. Eller vi kan føle os nødt til at tage hårdere fat, og så er det retsvæsenet.

Gensidig påvirkning/opdragelse er et helt generelt træk også arterne imellem. Vi opdrager vores kæledyr og andre dyr, vi omgås.

Men der opdrages gensidigt. En hunds truende gøen kan gøre stort indtryk – og vi respekterer hundens grænser.

En hund kan også gøre det kærligt, men bestemt: Jeg har set en flok drenge, 4-6 stykker, og en hund lege. Det var meget muntert og i overensstemmelse med drengenes alder blev det vildere og vildere. På et tidspunkt blev hunden tydeligt nervøs ved det. Så tog den resolut fat om den vildeste drengs underarm. Drengen forstenede forskrækket. Hunden holdt fast i nogle sekunder. Så slap den, og drengen havde forstået. Så legede de videre.

Her er en fredelig grindehval som syntes at nu kunne det være nok. En helt tilsvarende irettesættelse.

 

Som i en abeflok skal vi mennesker overholde flokreglerne, og vi reagerer over for hinanden derefter. Men vi sætter ord på, både beskrivende og udtrykkende vores følelser når noget truer os! Dermed kan vores flokregler gøres meget mere nuancerede og dynamiske. Den flydende udvikling kan følges på debatter i aviserne, på de sociale medier m.m. Mildere overtrædelser kan påtales, irettesættende eller humoristisk/ironisk. Alvorligere kan føre til råben og skrigen eller vold, selvtægt. Selvtægt i et samfund giver utryghed; det er ikke evolutionært gunstigt. Derfor har institutionaliserede irettesættelser i form af retsvæsenet udviklet sig. Det opretholder grænserne for acceptabel adfærd som de er sat af folketinget (vi snakker dansk). Her skal til stadighed essensen af de aktuelle flokdynamiske regler iagttages og afklares, hvorefter der lovgives for korrekt adfærd; med masser af detaljer og masser af skrevne ord. Således opstår grundlaget for domstolenes virksomhed – indtil flokdynamikken er flydt et andet sted hen og lovgivningen ændres.

Adfærd som kommer på tværs af lovgivningen opfattes som en trussel for flokken, og pådømmes. Den dømtes adfærd er naturligvis en følge af vedkommendes hele situation, og man kan sagtens i mange situationer istemme den gamle parole ”det er samfundets skyld”. Den dømte kan prøve at indarbejde ”andres skyld” i vedkommendes fornuft, således at årsagen og ansvaret kan placeres uden for fornuften. Det fritager dog ikke vedkommende for ansvaret i forhold til samfundet – i samfundets øjne, og det er magthaveren. Men ”samfundets skyld” kan indgå i samfundsdebatten i forbindelse med evt. ændring af lovgivningen.

Yderligheder for samfundets domskendelse er dødsstraf i den ene ende, og tro på muligheden for at resocialisere vedkommende i den anden. I sidste tilfælde må samfundet påvirke den dømtes fornuft, jeg’et, så afvigelserne ikke mere kan indpasses i fornuften, så personen fremover kan stå til ansvar for sine handlinger uden at komme i konflikt med loven.

Den påvirkning er absolut mulig. Tilvænnet adfærd kan være sejlivet, men vi mennesker har med vores sprog en udvidet muligheden for at nuancere også verbalt. I retsvæsenet starter det dog med ”motiverende” tvang/vold.

 

At fordre generel og principiel fri vilje som forudsætning for at kunne pådømme en handling finder jeg irrelevant. Der er med vores intense gensidige påvirkning netop tale om en tillid til at vi kan præge og dermed determinere hinandens kropsreflekser til gunst for flokkens samarbejde og velbefindende – i sidste ende i overlevelsesøjemed. Det er en evolutionært udviklet udvidet biologisk mekanisme. De biologiske mekanismer standser ikke ved det enkelte individs krop, de går ud i hele samfundet. Hvis vi havde en uafhængig friviljestyret adfærd, ville vores samfund ikke kunne styres.

Den dømte må under det pres samfundet lægger på vedkommende, arbejde med sin fornuft (som Clinton) og påtage sig ansvar, vedkende sig personlig fri vilje hvad enten resocialisering virker eller ej. Derved konsolideres jeg’et, hvad enten vedkommende bliver optaget i samfundet eller fortsætter - som sig selv! - med visitter i fængslet.

Den frie vilje er et personligt anliggende. Jeg oplever min frie vilje når jeg bevarer mit jeg ved at vedkende mig mit ansvar. Det jeg oplever, er min virkelighed. Den frie vilje er virkelig.

 

Og således kom vi – selvom det på ingen måde var et mål vi fra start sigtede efter – frem til at viljen skal forstås komplementært. Ligesom med elektronen får viljen først sin natur når iagttagelsesmåden er valgt.

Når et individ betragtes udefra, er dets adfærd bestemt af alle de påvirkninger det er, og har været, udsat for. Det handler deterministisk, en fri vilje er en vrangforestilling.

Når individet, og det må så være et menneske, ser sig selv, er den frie vilje virkelighed.

I overensstemmelse med komplementaritetens krav, så udelukker den ene iagttagelsesmåde den anden.

Når et kommende nyt paradigme har indset at komplementaritet kan være et grundvilkår når vi betragter den verden hvoraf vi selv er en del – således som Bohr indså det for snart 100 år siden -  så er viljens komplementære natur en simpel kendsgerning - som at jorden er rund.

 

 

 

 

Det følgende er helt ufærdigt, og efterfølges af forskellige rester:

10.  Det kommende paradigme

Indledningsvis anførte jeg et par anomalier i filosofien i forbindelse med det psyko-fysiske problem. Klawonn sluttede sin analyse med ”Men så synes der unægtelig at være opstået den mærkværdige situation at ... samtlige mulige standpunkter kan påvises at være uholdbare!" og syntes tilfreds med det. For Susan Blackmore, derimod, fører utilfredsheden med den brugte metode hende til at kigge nye steder hen.

Efter at have kastet væk - helt væk og i lange baner! - leder hun 6 sider senere i helt andre retninger:

En anden retning at kigge: Jeff Carreira

 

 

 

 

Kære Claus

Jeg har nu rekonstrueret Peder Voetmann Christiansens sider fra mmf.ruc.dk på
http://thiele.ruc.dk/~pvc/ og fikset links til billeder m.m.

På siderne er der også nogle referencer til IMFUFA tekster, disse kan findes på
http://thiele.ruc.dk/imfufatekster/

Med venlig hilsen
Heine Larsen

 

Monarch sommerfuglen. https://vimeo.com/41075641

Livet er for os helt uforståelifr integreret i hele jordens struktur. Den er en del af organismen for ethvert levende individ. Og i den forstand levende som individet.

 

http://research.cbs.dk/files/45109655/morten_ougaard_erik_rasmussen_niels_bohr_og_v_rdirelativismen_publishersversion.pdf:

”…som Bohr eksplicit advarede mod, nemlig at almengørelsen af de erkendelsteoretiske erfaringer fra kvantefysikken ikke handler om ”mere eller mindre vage analogier” mellem den subatomare verden og andre videnskabers genstandsfelt, men om ”forudsætningerne for objektiv beskrivelse” (Bohr, 1959: 9)

Og

Bohrs ærinde i de filosofiske skrifter var at fremdrage de videnskabsteoretiske implikationer af dette og andre paradoksale resultater, som atomfysikken var nået frem til. Det handlede om ”den belæring om almindelige vilkår for menneskelig erkendelse, som vi har fået gennem atomfysikkens udvikling” (Bohr, 1959: 110). I den belæring kom sproget, kommunikationen mellem mennesker, til at spille en rolle i Bohrs tanker: ”Det drejer sig her ikke om mere eller mindre vage analogier, men om en undersøgelse af betingelserne for konsekvent brug af vore sproglige udtryksmidler”, og, skrev han videre, dette ”turde på grund af atomproblemernes forholdsvis simple karakter hjælpe til at klarlægge forudsætningerne for objektiv beskrivelse på videre områder” (Bohr, 1959: 9).

En meget fin tekst både om Bohr og Rasmussen – og komplementaritet