Opdateret: 10-09-2018 11:57

 

 

Google henviser til denne tekst. Jeg har ændret den afgørende i september 2018. Se venligst her!

 

Mus over linkene giver et popup som kort siger hvor de fører hen, så man kan vælge om man vil tage dette sidespor med.

Stilen er uforsigtig i overensstemmelse med den uvidenskabelige inddragelse af Miraklet for at afsøge muligheder hinsides et forestående paradigmeskifte.

Den er også udæmpet kæphøj over for den aktuelle filosofi. Det må gerne anspore til at gå i rette med mig. Her er min mail: claus@munchow.net.

(Og så bruger jeg det nye komma.)

 

En anden forståelse af forståelse

Bevidstheden, verden, virkeligheden

Selvreference og komplementaritet

 

Abstract:

Kvantemekanikken er i særklasse den mest omfattende og succesfulde naturbeskrivelse menneskeheden har skabt. Den har bare den ubehagelige følge at naturen opfører sig naturstridigt – i hvert fald hvis naturen skal opføre sig fornuftigt. Over for denne udfordring udviser såvel fysikere som filosoffer stor rådvildhed. Hvor tager man det første spadestik til ny muld?

Vi står over for et paradigmeskifte som måske kræver en ny forståelse af begrebet bevidsthed. Hvad er bevidstheden? – spørger bevidstheden. Denne væmmelige selvreference udelukker at bevidstheden kan finde bevidstheden ved at lede efter sig selv. Den ser sig selv uanset hvad den er.

Bevidstheden er et Mirakel, et mirakel for bevidstheden. For dog at kunne bruge begrebet - og det gør vi jo - har nærværende tekst i den kvantemekaniske belæring og prologen til Johannesevangeliet fundet et grundlag for en simpel karakteristik af begrebet bevidsthed set udefra som muliggør at bl.a. bevidsthed, fornuft og ’jeg’et kan gives en indholdsfuld, sammenhængende fremstilling, stadig set udefra.

Ved at knytte det komplementære princip - påtvunget vores bevidsthed i forhold til den atomare verden - til vores bevidstheds vilkår, når vi iagttager den verden hvoraf vi selv er en del og inddrage den til ’set udefra’ komplementære position, ’set indefra’, viser det sig så at såvel problemet om viljens frihed som det psyko-fysiske problem løses derved. Og så får vi en bevidsthed som ”forstår” lidt mere af det hele.

 

0. Indledning

Bevidsthed

Det filosofiske problem om forholdet mellem sjæl og legeme, … opstår som følge af en skelnen mellem to værens-områder: sfæren af mentale fænomener (tanker, følelser, sanseindtryk osv.), som viser sig i et »indre« eller første-persons perspektiv, og legemet eller - mere generelt - den materielle virkelighed, der foreligger som objekt for ydre beskuelse.

Således præsenteres det problem, det psyko-fysiske problem, som

gennem de sidste ca. 350 år har stået højt på den filosofiske dagsorden og den dag i dag er et af de mest omdiskuterede emner inden for international fagfilosofi.”

i Sjæl-legeme-problemet af Erich Klawonn.

Efter en grundig analyse af problemstillingerne indleder han de afsluttende bemærkninger således:

"Vi har nu betragtet de fire klassiske teorier om sjæl-legeme-problemet. Hermed kunne det se ud som om vi har fået en udtømmende oversigt over de rationelt mulige standpunkter. ... Men så synes der unægtelig at være opstået den mærkværdige situation at ... samtlige mulige standpunkter kan påvises at være uholdbare!"

-en ren lækkerbisken for en filosof.

Undervejs søges efter bevidstheden som hører hjemme i kategorien sjæl. Og Klawonn skriver på s. 21:

"I ontologisk forstand er bevidsthed noget ... om det så er en østers eller en regnorm"

En anden filosof, Susan Blachmore i Consciousness, leder også efter bevidstheden og finder (dvs. snarere finder ikke):

"Conciousness, then, is a grand delusion. It arises through such questions as "Am I concious now?""

Søg, og du skal finde, gælder ikke her. De leder efter bevidstheden, men ved ikke hvad de leder efter, og så finder de hhv. næsten hvad som helst og næsten intet. Det er omsonst at søge efter bevidstheden, for man søger ved hjælp af bevidstheden, og den kan ikke se andet end hvad den er, uanset hvad den er, den er selvberoende. Bevidstheden er et mirakel, både at den er, og hvad end den er.

 

Nyt fokus: Videnskabens udfordringer er virkeligheden. Men som jeg vil påvise i Afsnit 3, er vi selv ansvarlige for virkeligheden gennem vores bevidsthed.

 Med en uændret opfattelse af bevidstheden har vi prøvet at forstå de fundamentale problemer vedrørende vores bevidsthed, ikke bare de seneste 350 år, men siden Platon. Ifølge Whitehead: ”den sikreste beskrivelse af den europæiske filosofitradition er, at den består af en række fodnoter til Platon”.

Med Platon blev dualismen et væsentligt problem for filosofien. Den har plaget os siden på den ene eller den anden måde, for den er svær at komme udenom. Vi ser umiddelbart to ontologisk separate, selvstændige verdensbestanddele, sjæl og legeme, ånd og materie, psyke og fysik…

Det er en klar følge af at vi har fået den bevidsthed hvormed vi søger at forstå. Den er således også vores forbandelse når forståelse ikke kan opnås. Prøver vi ved alene at betragte de to verdensbestanddele udefra, på en forestilling om en a priori givet bevidsthed som kan sådan noget, føres vi til Klawonns dilemma. Det er denne a priori bevidsthed som ikke ved hvad den selv er, men som alligevel stiller sig udenfor og kigger, som jeg vil problematisere. Vi søger en fuldstændig forståelse af en art som vi principielt ikke kan opnå fra dette ståsted alene.

Måske skal mange af de gamle, vedholdende problemer løses ved i stedet for at rette opmærksomheden mod det emne som vi gerne vil forstå, så snarere mod vores bevidsthed som gerne vil forstå emnet. Kan løsningen på flere nuværende filosofiske udfordringer komme ind ad bagvejen? så at sige. Jeg prøver i denne tekst at følge denne udfordring ved at fokusere på bevidstheden og dens vilkår.

For at komme i gang vil jeg herfra og til og med Afsnit 2 forsøge at nedbryde vante forestillinger, påvise deres iboende udfordringer, slippe dem og prøve at tænke på et nyt grundlag.

Altså:

Mit ‘jeg’ må være rummet i bevidstheden på en eller anden måde. Jeg kan blive mødt med spørgsmålet: ”Hvem tror du egentlig, du er?”. Et godt spørgsmål, som jeg vil opfatte helt bogstaveligt og gerne svare på. Altså prøver jeg at iagttage mit ‘jeg’ – men opdager straks at et nyt ‘jeg’ må til for at iagttage det første. Og lige så snart jeg har opdaget det, så er der et tredje ‘jeg’ som betragter de to, osv. Der smuttede mit ‘jeg’ væk mellem fingrene på mig, og jeg blev svar skyldig.

Som med bevidstheden kan vi ikke finde ‘jeg’et ved at lede efter det, men heller ikke leve uden et ‘jeg’-begreb. Altså må vi indkredse en brugbar forståelse, Afsnit 5, og definere/præcisere betydningen af ‘jeg’et, Afsnit 6.

Vedr. bevidsthed og ‘jeg’et:

Selvreference indebærer uafviselige logiske problemer.

Denne sætning er falsk” er en helt korrekt anvendelse af ord og begreber. Men den modsiger sig selv.

Det kan også siges sjovere: Bertrand Russel lader en menig soldat få ordren: “Du skal barbere alle de menige som ikke barberer sig selv” – en yderst fornuftig og hygiejnisk ordre. Det går også fint indtil han kommer til sig selv.

Og avanceret: Gödels sætning om korrekt formulerede påstande inden for et lukket matematisk system byggende på de hele tal som kan bevises hverken at være sande eller falske. Vores logik kan altså ikke nødvendigvis gennemføres til en tilfredsstillende afklaring af ethvert fornuftigt spørgsmål. Selv ikke inden for matematikken.

For Søren Kierkegaard er selvreferencen og logikkens afmagt selve vejen til at forstå mennesket.

Selvreferencen kan forekomme partielt/spøjst/harmløst dvs. på en omgængelig måde, f.eks. i de to første eksempler ovenfor. Men hvis den forekommer fundamentalt og uomgængeligt, som med fænomenet bevidsthed, så mener jeg at de logiske tøjler løsnes og faktisk giver os frihed til selv at vælge vores forståelse af fænomenet. Selvreferencens problematik er naturligvis behandlet af mange filosoffer. Det bliver desværre hurtigt for vidtløftigt for mig, men i den udstrækning jeg forstår dele af f.eks. Luhmanns systemteori så synes min simplere vej at kunne være indeholdt deri.

Min første afgørende præmis er derfor at fastslå at bevidstheden eksisterer på grundlag af en uafviselig selvreference. Den er selvberoende og derfor ikke på forhånd givet, men kan fremstå for os på nye måder.

Som fysiker uddannet på Bohrs Institut, er jeg dybt påvirket af den kvantemekaniske belæring; således omtaler Bohr den afklaring han kom frem til efter de i fysikken totalt omvæltende første 3 årtier af 1900-tallet startende med opdagelsen af radioaktiviteten. Fysikerne fik her adgang til et helt nyt forskningsområde i form af atomfysikken, hvor en ny virkelighed afslørede lovmæssigheder som stred fundamentalt mod det man troede var grundlæggende egenskaber ved naturen – og oven i købet grundlæggende anfægtede vores forestilling om os selv som iagttagere af den! I løbet af mindre end en generation blev konklusionen draget: Den klassisk-fysiske (mekaniske) verdensbeskrivelse er ikke anvendelig i den atomare del af verden. Kommer det os ved? det er jo bare… Jo det gør! Det er fundamentet for alt det der hidtil har været hele vores verdensopfattelse.

Den atomare virkelighed fik med kvantemekanikken i slut-’20-erne sin perfekte beskrivelse. Den er nu vores verdensbeskrivelse.

Da de første atomare fænomener viste sig, troede man slet ikke man ville kunne få forståelse af de elementære, atomare fænomener, da de foregik i en verden som var utilgængelig for os på grund af vores grove, makroskopiske sanser og hjælpemidler. Men det viste sig at man kunne tilpasse makroskopiske opstillinger så de atomare fænomener kunne præsentere sig under forskellige forhold. Og her afsløredes at den atomare verden fremtræder fuldstændigt anderledes end ”vores” verden, den makroskopiske. Samme atomare elementer præsenterer sig forskelligt afhængigt af den makroskopiske opstilling hvori de giver sig til kende. Den eksemplariske forsøgsopstilling til demonstration af dette er dobbeltspalteeksperimentet med elektroner. Elektronerne registreres som partikler på en fotografisk plade på en sådan måde at de undervejs forbi dobbeltspalten nødvendigvis må have været bølger. Den enkelte elektron må have passeret gennem begge spalter, idet den har interfereret med sig selv (ikke med andre, de kan afskydes enkeltvis). Et forsøg på at underdele opstillingen for at afsløre hvordan elektronerne passerer spalterne, gør dem til partikler, bølgeadfærden, interferensen, forsvinder. De passerer så gennem enten den ene spalte eller den anden, dvs. undervejs er de nu partikler. Først ved tilknytning til en eksperimentel opstilling er en elektron noget, bølge eller partikel.

Læg dertil at uden en opstilling hvor elektronen overhovedet er noget, så er den i kvantemekanikken en matematisk repræsentation som indgår i beskrivelsen af atomer. Igennem denne repræsentation giver elektronen grundstofferne deres kendte kemiske egenskaber og dermed grundlaget for vores virkelighed. Så elektroner er  Men ”Hvad vil det sige at være?” replicerede Bohr en gang hvor han blev spurgt ”Jamen hvor er elektronen?”

Bohr omtaler det nye som kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske belæring til os, når vi skal forholde os til ”den verden hvoraf vi selv er en del”. Uden at nævne begrebet selvreference, var dette en tilbagevendende formulering hos Bohr. Det er jo en tydelig påpegning af selvreferencens afgørende betydning i den nye virkelighed.

Min anden afgørende præmis er Bohrs filosofi og den kvantemekaniske belæring. Foruden advarslen vedrørende selvreferencen indeholder den et vores bevidsthed påtvunget vilkår, nemlig komplementaritetsprincippet:

I Atomfysik og menneskelig erkendelse, Schultz, 1957, s 109-110, beskriver Bohr i generelle vendinger hvorledes den traditionelle filosofiske tænkning ikke er forenelig med de iagttagelses- og erkendelsesvilkår, udtrykt ved komplementaritetsprincippet:

På baggrund af den indflydelse, som den mekaniske naturopfattelse har udøvet på filosofisk tænkning, er det forståeligt at man fra mange sider har opfattet komplementaritetssynspunktet som rummende en med beskrivelsens objektivitet uforenelig henvisning til den subjektive iagttager. Selvfølgelig må vi på ethvert erfaringsområde opretholde en skarp adskillelse mellem iagttageren og indholdet af iagttagelserne, men vi må betænke at virkningskvantets opdagelse har stillet selve grundlaget for naturbeskrivelsen i ny belysning og belært os om hidtil upåagtede forudsætninger for den rationelle anvendelse af de begreber, på hvilke meddelelserne om erfaringerne hviler. I kvantefysikken er, som vi har set, en redegørelse for måleinstrumenternes funktioner uundværlig for definitionen af fænomenerne, og vi må så at sige drage skillelinjen mellem subjekt og objekt på en måde, der i hvert enkelt tilfælde sikrer den entydige anvendelse af de i meddelelserne benyttede elementære fysiske begreber. Langtfra at rumme en mod videnskabens ånd stridende mystik henviser betegnelsen komplementaritet blot til de med vor stilling ved beskrivelsen og sammenfatningen af erfaringerne på atomfysikkens område forbundne erkendelsesvilkår.

Med hensyn til vores forståelse af kvanteverdenen, drejer det sig alene om at tilpasse sproget og dets begreber til vores iagttagelser, ikke om at pålægge verden i sig selv en bestemt værensform - en sådan har den atomare verden ikke. Vi må starte hvor verden træder frem for vores bevidsthed. Nogle løsrevne Bohr-citater understreger dette:

Videnskaben handler ikke om virkeligheden, men om hvordan vi kan tale om virkeligheden”.

Bohr præciserer her at der ikke er tale om en klassisk, entydig virkelighed som lader sig beskrive som tidligere virkeligheder. Elektronen giver sig til kende på en sådan måde at beskrivelsen, virkeligheden?, er tvetydig. Næh, det duer jo slet ikke. Altså er komplementariteten den måde hvorpå vi kan tale om virkeligheden uden at komme den nærmere. Når vi ikke søger efter elektronen, så er den - uden at være noget!

Der er ingen kvanteverden, kun en abstrakt beskrivelse”. ”Vi er ophængt i sproget”.

Det må tolkes således: Der er ingen kvanteverden vi kan forestille os, danne billeder af. I en periode udtryktes dette på Bohrs institut som billedforbuddet. Man fandt/spøgte med en analogi til den religiøse afmagt over for det guddommelige, det hinsides. Vi har kun sproget tilbage.

 
Snittet mellem subjekt og objekt må lægges anderledes”. Subjektet er sproget. Sproget har udviklet sig under stadig nye udfordringer fra verden som den gennem tiderne foranderligt har præsenteret sig for sprogbrugerne. Nu fremstår verden igen anderledes for os. Det må sproget tilpasse sig, komplementaritetsprincippet er et vilkår som kan blive os påtvunget.

Men indtil videre, omend beregninger på grundlag af kvantemekanikken virker perfekt, så strider kvantemekanikkens verdensbeskrivelse mod sund fornuft hvis man tænker over den! Einstein accepterede det aldrig, og det var et varmt emne mellem ham og Bohr resten af livet. Mange tankeeks­perimenter blev konstrueret som grundlag for diskussionen.

I den situation manglede der en mulighed for at afgøre sagen med et faktisk eksperiment. Sådan en mulighed blev i 1964 opdaget af John Stewart Bell (Nordirland, 1928 - 1990). Så manglede der en eksperimentator som kunne gennemføre eksperimentet. Han kom i 1982 i skikkelse af den franske fysiker Alain Aspect (f. 15.6.1947). Så blev sagen afgjort. Bells betingelse for at verden opførte sig fornuftig, var ikke opfyldt! Det var voldsomt. Aspect udtalte at han var stærkt forbløffet, og Bell har jeg oplevet i en videofilm give udtryk for sin totale afmagt mht. at forstå Aspects forsøgsresultat. Han sagde: ”Jeg har igen og igen læst de steder i Bohrs tekster hvor jeg mener han forsøger at forklare udfaldet. Det er sort snak for mig.” Og Richard Feynmann:

Jeg mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er ikke nogen der forstår kvantemekanik… Lad være med at blive ved med at sige til dig selv ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lad sig gøre

Værsågod!

Vi står i en situation som rummer en uløselig udfordring for de fremmeste fysikere. Deres bevidstheder kan ikke håndtere virkeligheden.

Siden min studietid har jeg faktisk under indtrykket fra kvantemekanikken ment at vores verdensbillede, mere præcist: forståelse og selvforståelse, måtte stå foran en afgørende ændring. Men den er ikke indtruffet. Det er fravær af evnen/viljen (næsten det samme) til at acceptere komplementaritetsvilkårets og selvreferencens fulde filosofiske implikationer som er bremsende for nytænkning. Men de må accepteres - i det mindste forsøgsvis af læseren her, hvis det skal give mening at fortsætte læsningen. Det afgørende: Først når ståstedet, positionen, er valgt, træder virkeligheden frem. I to komplementære positioner antager virkeligheden to helt forskellige former. Men da komplementære positioner ikke kan indtages samtidigt (et krav for at de kan kaldes sådan), kan vi ikke gribe virkeligheden i at modsige sig selv. For os som iagttagere får virkeligheden først form når vi ser på den. Sådan er virkeligheden altså også! Der lægges arm med virkeligheden i Afsnit 3, men hvordan kan vi nogensinde forlige os med denne situation? Prøv en pædagogisk analogi! - og bliv fortrøstningsfuld.

Et lille sidespor:

Da komplementaritetsbegrebet var faldet på plads – i første omgang – mellem fysikerne, så Bohr i dette en nøgle til løsning af problemer han havde tumlet med siden ungdommen. Det drejer sig om ”den almene vanskelighed i dannelsen af menneskelige ideer iboende i forskellen mellem subjekt og objekt [Pais]” altså det psyko-fysiske problem.

 

Paradigmer.    I menneskets historie har opfattelsen af hvad vi er, og hvad verden er, ændret sig radikalt flere gange. De tre seneste paradigmeskift har jeg behandlet grundigt i Niels Bohr og det nuværende paradigmeskifte. Her forudses også hvordan kvantemekanikken kan være den sten i skoen som vil komme til at gnave på den nuværende verdens- og bevidsthedsopfattelse til den bukker under og giver plads til en ny,

  og - forhåbentligt - hvor vi med vores nye bevidsthed forstår vores indlejring i hele naturen, således at selvbeskyttelse bliver total naturbeskyttelse, og menneskeheden dermed redder sig fra at forårsage sin egen undergang.

Kvantemekanikken stiller os i en ny situation med hensyn til at forstå. Hvad forstår vi overhovedet ved at forstå? Og således rammer selvreferencen selve grundlaget for vores forståelse. Måden at forstå på er vilkårlig. I det nuværende paradigme fordrer en forståelse at vi kan stille os udenfor og beskrive det vi vil forstå, udefra, søgende kausalitet (som fører til determinisme). Kvantemekanikken har lært os at det ikke altid er muligt. Vi må tillade os også at forstå på en anden måde. Det må give os modet til at prøve noget vildt.

Så er det tid til at løse problemer:

1.              Mirakler.

Vi kan kun analysere bevidstheden med bevidstheden, eller mere konkret: sproget med sproget. Vi er ”ophængt i sproget”, lukket inde i sproget. Principielt ubegribelige fænomener må derfor blot accepteres og italesættes. Og sådanne findes!

Her indfører jeg så simpelthen Miraklet, et fænomen som ikke er et problem, men et vilkår. Som mirakler vil jeg opfatte universets eksistens, livet og bevidstheden. Så er de problemer løst!

Jeg vil altså tillade mig at tænke videre på et grundlag som hviler på miraklet, altså frit i luften, for det er dér vi er. Hermed bryder jeg radikalt med hvad aktuel filosofi vil tillade sig. Med miraklet understreger jeg mit udgangspunkt bøjet i neon, indseende at det er provokerende af den naturvidenskabsmand som jeg vedblivende ser mig selv som!

 

2.              Kreationisme og intelligent design

JATAK! siger jeg som fysiker. Det er to fantastiske begreber til beskrivelse af min videnskabs vilkår. Det er derfor meget morsomt hvor jeg har dem fra. Netop min videnskab og hele den naturvidenskabelige verdensopfattelse kan langt mere end noget andet give grundlag for og indhold til de to begreber, se selv:

Kreationisme

Fysikken er den fundamentale af videnskaberne, og den der beskæftiger sig med stoffets art og opståen i det tidlige univers. Kvantemekanikken er i overvældende grad en succesfuld teori. Ikke bare stoffets atomare struktur i laboratoriesammenhæng beskrives suverænt af kvantemekanikken, også hele universets udvikling kan følges fra ufattelig kort tid efter The Big Bang. Men det betyder ikke at vi er ufattelig tæt på at forstå The Big Bang. Tværtimod indikerer det ufattelig korte sidste tidsrum som vi ikke kan forfølge, at vi står ved grænsen for vores erkendelsesmuligheder. Kvantemekanikken kan beskrive hvordan universet udviklede sig derfra. Men spørgsmålet hvorfor, og af hvad kan slet ikke behandles.

Man kan indvende at kvantemekanikken kan vise sig at blive afløst af en bedre teori, eller inden for kvantemekanikken kan en anden forklaring end Big Bang måske finde plads i fremtiden. Men tilbage vil spørgsmålet være: Hvorfor er der overhovedet noget? Det er det filosofiske problem om den første årsag (=Gud(?)). Det kan principielt slet ikke besvares af os som står indeni universet. Det er et mirakel (Det hele ville unægtelig være lettere hvis der ikke var noget! Men vi er her!!)

I vores begrebsregister har sproget ikke bedre ord for dette ekstremum end: Ja, det må jo så være skabt. Gud ved hvordan!? Men skabt! Så skabelse ligger lige for (men ikke en Skaber).

Kommet dertil, er man jo kreationist. Og tilmed: Ikke gennem tro, men klart som følge af den ubønhørlige konsekvens hvormed man tænker naturvidenskab og når frem til Big bang – eller tilbage om man vil - uden at kunne komme videre.

Universet er skabt. Det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved. Det giver ikke mening at filosofere mere over det. Universet er et mirakel.

Og med hvilke egenskaber er det så skabt?

Intelligent design

Det næste uforståelige er at naturen kan forstås (et Einsteincitat) i en meget stor udstrækning for os selv at se. Men det er også en tanke værd: Hvorfor kan naturen i vid udstrækning overhovedet forstås af vores bevidsthed? Der kommer ikke noget forsøg på at besvare dette spørgsmål. Også det er mirakuløst.

Det er, som vi forstår det nu, også fra skabelsestidspunktet skabt med de naturlove som fysikken har kunnet opstille. Og så ser vi at de helt mirakuløst muliggør et univers hvor vi kan opstå. Ove Nathan redegør i en artikel for dette. Fra indledningen:

Fire elementære kræfter behersker det store maskineri af atompartikler, der danner universet. Svarene på universets og solsystemets tidsforløb ligger gemt i de indbyrdes styrkeforhold mellem de fire grundkræfter og rummer den overraskelse, at der består en stribe hårfine balancespil, hvor balancen netop giver mulighed for at udvikle det menneskeliv, vi kender”.

Og så kan stoffets fordeling i universet yderligere give anledning til stor og gribende forundring.

Intelligent design er en underdrivelse. Mirakuløst design vil jeg kalde det – og straks tilslutte mig. Hvis man som naturvidenskabsmand mener at evolutionen er foregået efter de naturlove vi trin for trin afklarer, så kommer intet udgangspunkt op på siden af fysikerens når det gælder om at forundres over universet.

Universet og evolutionen

Hele det mirakuløse liv på vores lille planet er det foreløbige resultat af den udvidede forståelse af Darwins begreb evolution. Begrebet dækker fint hele forløbet fra Big Bang til nu. Der er hverken logisk eller etymologisk noget at indvende. Jeg ser 3 adskilte evolutionsfaser:

1.      Den fysisk-kemiske, efter Big bang

2.      Den genetiske, efter Livets opståen

3.      Den abstrakt sproglige, efter Bevidsthedens opståen (i mennesket)

Alle 3 er resultater af mirakler (derfor skrevet med stort). Inden for alle 3 fungerer en helt selvfølgelig udvælgelsesmekanisme: Overalt afprøves gennem tilfældigheder alle mulige kombinationsforsøg, hvoraf de der overlever, bringer evolutionen videre. Alle 3 har de rørt grundigt i gryden og meget gennemgribende ændret den jord hvorpå den seneste fase eksperimenterer nu. Den evolutionære hastighed er sat voldsomt i vejret ved hver ny fase, således at den foregående evolutions fortsatte virke er negligibel i forhold til den nyes. Det giver i sig selv en eksplosiv udvikling. Men selv inden for den nuværende synes en eksplosiv og faretruende evolution at have udviklet sig i løbet af de seneste generationer. Og ser vi allerede i den kunstige intelligens evolutionens næste påfund?

Livets opståen kan muligvis henføres til begrebet emergens i modsætning til universets og bevidsthedens eksistens. Mindst disse to er kommet ud af intet i den forstand at vi er principielt afskåret fra at forstå fænomenernes opståen. 

Det helt fundamentale fatter vi slet ikke. Den store viden, vi som de vidende subjekter fascineret føler os i besiddelse af, er en dråbe i havet. Jeg gentager: Det helt fundamentale fatter vi slet ikke. Den afmagt eksisterer i vores bevidsthed som altså rammers i samme grad.

Således opløftet går vi straks videre med opbygning på følgende grundlag:

 

1.     Vi accepterer at vi principielt er afskåret fra at forstå grundlæggende forudsætninger for at vi overhovedet er til og kan tænke.

2.     Vores sprog er vores menneskelige karakteristikum, det grundlag hvorpå vi eksisterer som mennesker (Bohr).

 

3.              Bevidstheden

Udgangspunktet var den i boblen af selvreference indelukkede bevidsthed som vi ikke kunne finde ved at lede. Uden en definitionslignende indkredsning af det man søger, er det naturligvis omsonst at søge. Derfor kommer Klawonn og Blackmore til så forskellige resultater. De leder efter en bevidsthed karakteriseret ved en vag fornemmelse af et eller andet. For at komme nogen vegne kan vi derfor forsøge med en simpel karakteristik af bevidstheden. Allerede indledningsvis viser der sig et stort udbytte hvis det gøres i tæt overensstemmelse med vores umiddelbare opfattelse af menneskets bevidsthed. Den følgende definition udelukker resten af dyreriget. (Når jeg herefter bare siger dyr, så mener jeg de dyr som ikke er mennesker.) Vi oplever at vi tænker og kommunikerer ved hjælp af vores abstrakte sprog. Det har vi, det har dyrene ikke.

Definition: Bevidstheden er det som rummes og udfoldes i vores abstrakte, ordbårne, logiske sprog.

Definitioners skarphed er afgørende for deres anvendelighed. Jeg vil derfor fastholde denne klare, restriktive definition selvom jeg umiddelbart støder mange fra mig. Alle har et umiddelbart ønske om lade alle subjektive oplevelser tilhøre bevidstheden: Glæden ved at ligge i solen (i begrænset omfang) eller ved et solbeskinnet snelandskab, ved en kærlig bemærkning eller berøring, et vellykket måltid, …, men også smertefulde oplevelser af fysisk og psykisk art, kort sagt: sorrig og glæde, smerte og forløsning, kærlighed og tab, oplevelsen af liv og død; de hører oplagt hjemme i en helt anden kategori end vores sprogbårne indsigter. Men en kategori får de senere i dette afsnit, for ignoreres kan de absolut ikke!

Bevidstheden er menneskehjernens mirakuløse egenskab at kunne jonglere med et sådant sprog som kan udtrykke og nuancere tanker og meddelelser uden grænser. Tegnsprog er også et sådant sprog. Men kropssprog og kunstens sprog er det ikke. Med kropssproget taler vi (og dyrene) umiddelbart til hinanden uden om bevidstheden. Vi mennesker tolker kropssprogets meddelelse idet vi formulerer ord, tavst eller udlægger det for andre. Men det kan rumme og foranledige meget mere end svarende til de ord vi får sat på, og det er vi ubevidste om. Det samme gælder i høj grad kunstens sprog. Kunst, aller Art, har umiddelbart meddelelser til os uden om bevidstheden. Idet vi forsøger at tolke og analysere med ord inddrages de i bevidstheden. Men det bliver aldrig det samme! Oplevelse og analyse af kunst er komplementære tilstande.

Bevidstheden og det abstrakte, ordbårne, logiske sprog er synonymer. Det skal huskes når jeg i det følgende hovedsageligt bruger ordet ’bevidstheden’.

Denne betydning af bevidsthed er i fuld overensstemmelse med vores dagligdags anvendelse af begrebet: Når man bliver bevidst om noget, kan man sætte ord på.

Yderligere begrundelser er til rådighed: At gøre sproget lig med bevidstheden er i forlængelse af den ramme for vores bevidste forhold til naturen som Bohr konkluderede efter den kvantemekaniske belæring. Den er også sammenfaldende med Descartes res cogitans (den tænkende substans, vi tænker med sprog)

Men en gammel, dyb indsigt er det også. Himlen åbner sig når vi ser til Johannesevangeliet:

v1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. v2   Han var i begyndelsen hos Gud. v3  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. v4  I ham var liv, og livet var menneskers lys. v5  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Det lægger sig helt ind i nærværende sammenhæng hvis man - helt oplagt - i stedet for ordet skriver sproget, i stedet for Gud skiver Miraklet og i stedet for lyset skriver bevidstheden: 

v1 I begyndelsen var sproget, og sproget udsprang af Miraklet, og sproget var Miraklet. v2   ... v3  Alt blev til ved Miraklet (= sproget), og uden Miraklet (= sproget),  blev intet til af det, som er. v4  I Miraklet fandtes liv, og i livet var menneskers bevidsthed (= sproget). v5  Og bevidstheden (= sproget) oplyser mørket, …

De 5 første vers af Johannesevangeliet gør – med mine synonymer – sproget, Miraklet, det eksisterende og bevidstheden til forskellige udslag af Miraklet. Universet, det eksisterende, som vi kan kende det, skabes af vores bevidsthed = lyset. ”Der blive lys” = ”Der blive bevidsthed” er selve skabelsesbesværgelsen.

Men skal Johannesevangeliets indsigt være gyldig her, så er den oversættelse som jeg er vokset op med, helt afgørende.

Den Nye Aftale, som kalder sig ”banebrydende nudansk oversættelse af Det Nye Testamentelægger ud med ”Alting begyndte med at Gud talte”. Hvor kom Han så lige fra? Den første oversættelse fastholder mysteriet, miraklet. Den anden kaster mysteriet overbord som uinteressant.

Men lad os da få sagen belyst fra hestens egen mund, af Divus Madsen selv:

Bibeloversættelse

Hvad fortæller de forskellige oversættelser os? … at det menneskelige og den menneskelige virkelighed opstår med den sprogbårne bevidsthed. Teologi er eksistens! Virkeligheden er skabt, idet vi har set lyset! - har fået bevidsthed. Det må være indsigten som prologen i Johannesevangeliet åbenbarer.

Vi ser hvor langt vi kan komme på basis af bevidstheden = sproget:

 

Kroppen reagerer på input via sanserne. Disse reaktioner har vi fælles med dyrene. Men her indtræffer det menneskespecifikke, bevidsthedsmiraklet, idet vi sætter ord på kroppens reaktioner og dermed inddrager dem i bevidstheden. Kroppens reaktion på sanseinputtene kommer derfor før bevidstheden om den. Bevidstheden efterbehandler og efterrationaliserer, (jf. videre i Afsnit 5 Fornuften).

Stimuli til sanserne kommer både udefra og fra kroppen. Det er umuligt kategorisk at afgrænse individets legeme fra resten af verden (jf. videre i Afsnit 7). Begge dele er verden uden for bevidstheden. Som tidligere påpeget: ”Vi må starte hvor verden træder frem for vores bevidsthed.”:

Definition: Verden er alt udenfor bevidstheden.

Definition: Virkeligheden er vores bevidstheds beskrivelse af verden.

Virkelighed = verdensopfattelse. Verden er det der er i kraft af miraklet at der overhovedet er noget. Vi kan ikke udtale os om verden udover at den er. Hver gang vi forsøger at sige mere om verden, bliver det vi siger til virkeligheden. Allerede her træder bevidstheden altså ind og skaber virkeligheden. Det er det Bohr fortæller os i citatet i afsnit 0, Indledning.

Vi lever i virkeligheden. Forskellige tider, defineret ved deres paradigme, har videnskabeligt set forskellige virkeligheder (men samme verden). Men også mennesker indenfor samme paradigme har i høj grad forskellige virkeligheder. Virkeligheden er det vi, hver enkelt af os, tror på. 

Verden er også skabt - og om det er dermed alting sagt.

Min position bliver vist her den filosofiske idealisme eller gerne pragmatisme. Men jeg vil helst helt slippe forbindelsen til de traditionelle kategorier.

Vi vil en gang komme et helt andet sted hen, for:

Nu kommer de altså fra hver sin ende, evangelisten Johannes og fysikeren Niels Bohr og fortæller os at ordet/sproget er kilden til/grundlaget for alt hvad vi kan blive bevidste om. Den første fortæller at af ordet opstår Gud, det skabte, livet og menneskets bevidsthed, og den anden at sproget er det eneste vi har at holde/klamre os til.

Vi skal et andet sted hen, for med vores nuværende bevidsthed og dens forholds til verden er vi ved at tage livet af os selv. Evolutionens eksperimenter er ikke nødvendigvis menneskevenlige. Det bliver spændende om vores biologiske udstyr ved evolutionens nåde er så tilstrækkelig følsomt at det meddeler sig til vores bevidsthed på en sådan måde at den bevidsthed og tilhørende kommunikation, som foreløbig har bragt os så fatale udfordringer, også kan redde os. Eller om evolutionen fortsætter ad helt andre veje…

Allerede i slut-20’erne fik bevidstheden nye vilkår. Bohrs indsigt er i særlig grad interessant, for han forholdt sig blot til helt værdifri fysiske eksperimenter hvis tolkning voldte meget store vanskeligheder. Bohr skulle sammen med Heisenberg igennem en mentalt udmarvende periode. Den kulminerede i vinteren 1927 hvor spændingerne blev ulideligt store. Heisenberg, matematikeren, havde sin beskrivelse som var partikelbaseret, og den virkede. Den mente han derfor de burde kunne enes om. Men det var Bohr slet ikke parat til. De havde netop haft besøg af Schrödinger som havde en beskrivelse som var helt anderledes, og den virkede også. Den var bølgebaseret. Bohr ville ikke videre: ”Selv ikke den matematiske formalisme hjælper. Jeg må først forstå hvordan naturen undgår modsætninger.” (Pais). Hårknuden var så blokerende at der måtte ske noget drastisk. Bohr tog på 14 dages skitur i Norge, og Heisenberg var glad for at blive ladt alene hjemme. Men hos dem begge lå løsningen klar, den skulle bare formuleres. Heisenberg, matematikeren, fandt sine ubestemthedsrelationer, og Bohr vendte hjem med den filosofiske ramme for Heisenbergs ubestemthedsrelationer, komplementaritetsvilkåret. De supplerede hinanden perfekt. Her lød startskuddet til kvantemekanikken, den konsistente beskrivelse af atomverdenen og menneskets vilkår som iagttager af samme. Det er så den nye atomvirkelighed som endnu har svært ved at blive accepteret.

 

Herefter turde det være indlysende at vores tilvante forestilling om virkeligheden og syn på os selv må være under opbrydning nu og i nærmeste fremtid. Hvordan afløseren former sig, kan vi i sagens natur ikke vide i dag. Der gøres naturligvis mange forsøg på at analysere dilemmaet, anomalien. Her er et. Og et til, anbragt også tidligere i teksten. Ingen åbner rigtigt nye veje. Vi forsøger at gå videre således:

·        Det er paradigmers natur at være midlertidige.

·        Bevidstheden er et Mirakel. Min simple definition af bevidsthed er nok i overensstemmelse med kvantemekanikken og Johannesevangeliet, men rummer stadig selvreferencens fælder. Og vi mangler følelserne.

·        Den kvantemekaniske belæring i form af ’både/og, men ikke samtidigt’ kan måske afsløre et generelt vilkår for bevidstheden når vi skal forholde os til den verden hvoraf vi selv er en del.

·        Og overfor selvreference råber vi ”vagt i gevær!”

 

Det følgende er et forsøg på at lave en ny struktur i vores måde at forstå på. Det er bestemt ikke lykkedes til uimodsigelighed. Vanskeligheden siger (måske) noget om vores vilkår som tænkere i det nuværende paradigmes tænkemåde. Ingen nok så skarpsindig filosof har sat to streger under en løsning. Selvreferencen er uafviseligt integreret i tænkningen om disse ting, så logiske konflikter kan måske rent principielt slet ikke undgås. Mit håb knytter sig hertil, for det kan retfærdiggøre at fortsætte på et indtil videre ufærdigt og utilfredsstillende grundlag, lege med muligheder, og se om det alligevel kan føre til noget. For mig selv giver det noget struktur i dele af problemstillingen. Altså:

Hos Descartes (og hos Klawonn og Susan Blachmore vel i nogen grad) foreligger der et symmetrisk par, res cogitans og res extensa, som betragtes udefra. Det er den traditionelle dualisme. Her optræder res cogitans så i to roller, både som iagttageren udefra (faktisk en tredje position) og som den ene del af det iagttagede par (som jeg forstår Descartes). Dvs. vi her har en lusket selvreference.

Det er svært at se hvor Descartes anbringer følelserne. Med betegnelserne ’det tænkende’ og ’det udstrakte’ er der faktisk ikke plads til dem.

Med Descartes opstilling er bevidstheden trådt udenfor og iagttager sig selv. Samtidig overser den helt selvoplevelsen og de følelser som i høj grad ledsager/styrer vores liv. Vi optræder som ren tænkende logik, logik der ser udefra (også på sig selv), bevidsthed uden de subjektive oplevelser. Her opstår behovet for en ny kategori, en som omfatter alle subjektive og umiddelbare, men for os reelle, virkelige oplevelser. De kan herefter inddrages i bevidstheden med ord. Men så får de en principielt anden karakter. Det er to helt forskellige kategorier, og de udelukker hinanden. Jeg vil kalde den nye kategori ’opleveren’. (Det er svært med terminologi og nye begreber, og ’opleveren’ er ikke et pænt med ’bevidstheden’ ligeværdigt ord. Men det er rammende: ”Fra sanserne får vi én på opleveren”. Det kan ikke siges mere præcist). Opleveren rummer de subjektive oplevelser, inden der sættes ord på. De giver sig til kende som alt fra meget svage til meget stærke følelser/fornemmelser. Bevidsthedsmiraklet er så, at disse kan omsættes til sprog i form af bevidstheden, således at opleveren og bevidstheden ved bevidsthedsmiraklet er knyttet sammen til et ’jeg’. Denne struktur danner et menneske.

I den indre position, hvor vi oplever vores ’jeg’, vores ’bevidsthed’, ja, vores liv, har vi ikke analysens problemer, alt er umiddelbart, men virkeligt oplevet.

Det nye er nu at det komplementaritetsprincip, som i atomfysikkens sammenhæng er os påtvunget, er som skabt til også at rumme denne situation. De to positioner som ’jeg’ kan indtage kan ikke indtages samtidigt, men begge positioner er afgørende for at rumme vores ’jeg’. Videre fremme i teksten bidrager komplementaritetsvilkåret afgørende til løsninger.

 

Med sproget og tanken, bevidstheden, kan vi imidlertid distancere os fra ’jeg’et, i tanken stille os udenfor og analysere med Descartes opstilling. Aha: Dér har vi fejlen! Når vi med bevidstheden indtager en sådan ydre position, er vi altså selv ude om de problemer vi slås med! Vi er så at sige af evolutionen blevet belastet med sproget gennem bevidsthedsmiraklet. Vi har sproget, vi slås. Problemet er (bl.a.) her at vi når vi betragter udefra ikke kan iagttage os selv uden at fare vild i en uendelig rekursion. Det er altså så at sige forbudt, det fører åbenlyst, næsten trivielt, på afveje.

Det er i positionen ’set udefra’, Descartes og efterkommere kommer i store vanskeligheder. Han/de ser på de to totalt væsensforskellige substanser, res cogitans og res ekstensa udefra. Hvordan kommunikerer de to substanser med hinanden, den ene vej og den anden vej? – det psyko-fysiske problem. Det er ikke noget problem den ene vej. Verden påvirker sanserne, det opleves, og i kraft af bevidsthedsmiraklet optages det i bevidstheden. Hvordan bevidstheden påvirker verden, altså den anden vej, er slet ikke et problem, for det gør den ikke!

At der ikke er plads til en fri, indgribende vilje, fremføres i stigende grad af hjerneforskningen. Den ser på vores handlinger udefra. Her gælder determinisme. Hjerneforskningen ved Benjamin Libet har påvist at aktivitet i hjernen går forud for min bevidsthed om handlingen. Dvs. at jeg inden for disse rammer ikke selv kan vælge at øve indflydelse på virkeligheden. Det kan se løjerligt ud: Hvis jeg beslutter at hælde den kaffe jeg lige nu sidder og nyder, ud over tastaturet, så har jeg sandelig påvirket min virkelighed. Teksten ender her, hvis…

Men den ender ikke her! Jeg vælter ikke koppen. Vi må forstå det sådan, at set udefra, fra en hjerneforsker, sidder jeg med et problem som kan illustreres med et eksempel, vælt koppen! Og i så fald påbegynder hjernen handlingen umiddelbart inden jeg er bevidst om det. Men ikke i dette tilfælde. Hjernen skal sandelig ikke have væltet koppen, for min hjerne er struktureret til en proces som har brug for tastaturet. Den vinder. Jeg kan dog blive tilstrækkeligt provokeret - eller belønnet - så jeg vælter koppen. Men det er så efter en ydre påvirkning som deterministisk omstrukturerer min hjerne. Alt det der er i min krop inkl. hjerne, bestemmer hvad jeg gør. Jeg kan ikke gribe ind i verden som det fremstilles i hjerneforskningen. Jeg har ingen fri vilje. Heraf slutter vi at

Så blev det psyko-fysiske problem løst.

Det blev løst fra positionen set udefra, og det er i den sammenhæng det er opstillet som et problem.

Men set indefra oplever jeg det som min beslutning med min frie vilje ikke at vælte koppen. Det bliver uddybet i Afsnit 6. Den frie vilje og ansvar.

Resten af teksten søger at fremstille vores liv som det afspejler sig i vores bevidsthed, på en sådan måde at vi kan opleve en fri vilje og et rigt liv i samspil med hele den rige livsudfoldelse på denne vidunderlige planet, samtidig med en stadig gentagelse af at livet set udefra udvikler sig på grundlag af evolutionær lovmæssighed herunder neurofysisk determinisme. Det sker i høj grad ved at vise at dyrene uden bevidsthed har lige så stærke kropslige følelser og do intelligenser som vi. Det vil resultere i et ’både/og’ med hensyn til ’fri vilje/determinisme’-problemet, bare vent!

 

Kropsimpulsernes forhold til bevidstheden kan udvides med Freuds kategorier:

Underbevidstheden er signaler fra kroppen som kan fornemmes, bevidsthed som kan være på vej, men som ikke har fået registrerbar fremtoning, og så ved man ikke hvad det er man fornemmer. Hvis kilden til eller arten af fornemmelsen træder frem, kan man sætte ord på, så bliver man bevidst om den. Altså:

Bevidstheden iagttager og sprogbehandler direkte hvad kroppen giver af signaler, hvad den mærker, og hvad den foretager sig, og hvad der via sanserne kommer fra omverdenen.

Overbevidstheden, ’overjeg’et, en moralsk stemme, er også kropsfornemmelser. De stammer fra den sociale struktur som ordløst kan melde sig og påvirke handlinger. I etikken gøres de bevidste.

De to første er evolutionært udviklet i enkeltindivider, den sidste er evolutionært udviklet i den sociale struktur som har hjulpet artens individer levende igennem den evolutionære udvikling og derigennem aflejret sig i livet, velsagtens i generne. Den sociale struktur, samfundet, er en evolutionært udviklet organisme i sig selv. Det vil jeg komme tilbage til i forbindelse med domstolenes virksomhed, Afsnit 9, Den frie vilje og retsvæsenet.

Situationen da Bohr og Heisenberg skiltes i vinteren 1927 kaster et klart lys over underbevidsthedens art. Jeg beskrev det således: ”Men løsningen lå klar, den skulle bare formuleres.” Den kan nu beskrives: ”Men hos dem begge lå løsningen klar, den skulle bare formuleres.” Den kan nu beskrives: ”Men hos dem begge lå løsningen klar i underbevidstheden, den skulle bare formuleres, dvs. ved sprog inddrages i bevidstheden”!

De mente de arbejdede på samme problem, og at de derfor måtte kunne enes om en formulering (bevidstgørelse), men deres underbevidstheder råbte i hver sin retning. Derfor gik de hinanden på nerverne og måtte skilles. Hver for sig kom de til bevidsthed, og det viste sig - ganske rigtigt - at deres formuleringer var disjunkte. Men tilsammen var de den fuldendte løsning på problemet; deres løsninger var komplementære!

4.              Dannelsen af ‘jeg’et

Det specifikt menneskelige er at et menneskebarn fødes med evnen til at udvikle et sprog, potentialet til at blive et menneske. Mennesket opstår altså i løbet af de første leveår under direkte og indirekte anvisninger fra barnets sprogbrugende omgivelser, sproget skabes, barnet får bevidsthed. Bevidstheden formes med ord og begreber hvormed virkeligheden forstås som den aktuelt ser ud i de menneskelige omgivelsers forestilling, barnet inddrages i det herskende virkelighedssyn, paradigme. Sådan skabes virkeligheden i ethvert menneskes bevidsthed.

Barnets første udfordring i vores kultur, er at lære at separere individer. Når barnet begynder at følge bevægelser, så tager vi fat ledsaget af opmærksomhedsrettende, pegende bevægelser, igen og igen: ”Det er mor”, ”det er far” og ”det er lille Egon”. Når skriftsproget skal tilegnes, er barnets navn det første det lærer at skrive. Således vænnes barnet til at se sig selv som et selvstændigt individ kaldet Egon.

Her er tankeeksperimenter tankevækkende[sic]:

Et nyfødt menneskebarn har ikke et sprog og derfor ikke en bevidsthed og er derfor ikke et menneske. Vi tænker os et sådant væsen vokse op helt uden menneskelig kontakt, f.eks. i en abeflok. Der er mange eksempler på at en dyreflok tager sig af et individ af en anden race. De mest forbløffende og meget følelsestætte forhold kan efterhånden findes på nettet, mere af samme slags. Og ikke eksklusivt inden for pattedyrene. Et sådant væsen vil ikke mangle opmærksomhed og social kontakt. Vi styres af fælles, universelle impulser i kroppen, og vi kan indgå i omsorgsfulde, gensidige forhold med dyr uden sprog.

Et sådant fra mennesker isoleret væsen vil ikke udvikle et sprog som vores, vil ikke kunne tænke som os, vil lære (– ubevidst!) hvordan man agerer i flokken og ved efterligning komme til at handle derefter. Et sådant væsen vil ikke udvikle en bevidsthed (= sprog) og ikke udvikle et ‘jeg’ i vores forstand – som i øvrigt vil være fuldstændigt irrelevant i den givne sammenhæng - vil ikke skabe sig en virkelighed som ligner vores, for et sådant individ ville ikke være i stand til at indtage positionen at ’se udefra’.

Hvis et sådant væsen blev fundet af mennesker, kunne sidstnævnte være ekstremt interesserede i at høre hvordan førstnævnte har oplevet livet indtil da. Men parterne ville naturligvis slet ikke være i stand til at udveksle andet end kropssignaler, mennesket ville stå i en situation som når et vildt dyr forsøges tæmmet. Væsenet er dog født med potentialet til at udvikle et sprog i samliv med mennesker. I takt med at det så tilegner sig vores sprog, vil det få en principielt ny virkelighed, og i denne nye virkelighed vil der principielt mangle sprog for væsenets tidligere erfaringer, som aldrig har været knyttet til et sprog overhovedet. Det tidligere væsen vil helt forsvinde idet mennesket opstår.

Der er både myter og eksempler på sådanne fænomener. Den grundige beretning om Victor i linket bekræfter tankeeksperimentet, idet der dog ret løsrevet står ”Langsomt lærte han at skrive” uden at sprogtilegnelsen er beskrevet og ej heller noget kommunikationsindhold på det grundlag – ærgerligt!

Og når man er opmærksom på fænomenet, finder man flere dog ikke helt rent gennemførte eksempler, eksempel 1, eksempel 2

‘jeg’et opstår i kroppen sammen med sprogtilegnelsen. Det eksisterer ikke inden.

En vanvittig forestilling (skrevet med meget småt fordi den er så vanvittig):

Hvis din far og mor ikke havde mødt hinanden, var du slet ikke blevet født” - har jeg hørt. ”Næh, der tager du fejl.” siger jeg så. ”Mit ‘jeg’ er ikke et produkt kun af min far og mor. Min storesøster, som også er rundet af min far og mor, er et helt andet ‘jeg’”. ”Nå, jeg mener nu også netop den sædcelle fra din far forenet med det æg fra din mor som har resulteret i dig”. ”Så har jeg sandelig været heldig”. Hvis mit jeg ligger og venter på den rette kombination af æg hos min mor og sædcelle hos min far, så er jeg komplet usandsynlig. Der er ca. 40 millioner sædceller pr. sædudløsning. Med en meget forsigtig antagelse, 50 år med 30 udløsninger pr år, så har min far produceret 60 milliarder sædceller.  Min mor har produceret æg i ca. 30 år, dvs 360 æg. Sandsynligheden for at jeg opstår af det rette møde, er en ud af 21600 milliarder. Men samme regnestykke skal jo så gøres for min far og mor. Så skal mulighederne ganges med hinanden – og ganges op for hver generation tilbage i evolutionen. Og så er den meget ringe sandsynlighed for at netop de pågældende individer i alle generationerne træffer hinanden slet ikke taget med. Det bliver nok en sandsynlighed som er mindre end et atom ud af alle atomer i det kendte univers. Dér var jeg heldig!

Ikke sandt? ‘jeg’et opstår i kroppen sammen med sprogtilegnelsen. Det eksisterer ikke inden. Det er en selvberoende selvforestilling, en slags illusion baseret på sproget/et mirakel. Og om lidt er det borte.

5.              Fornuften

Min definition af bevidsthed medfører umiddelbart via bombardementet af sanseimpulser det totale indre kaos i modstrid med den fornuft og mentale helhed som vi dog mener os i besiddelse af.

Definition: Fornuften er den del af bevidstheden, indenfor hvilken der er etableret en tilfredsstillende sammenhæng, konsistens, som ‘jeg’et identificerer sig med.

Bevidsthedens kilde er sanseimpulserne, og fornuften er en delmængde af bevidstheden.

Alt hvad jeg oplever lige fra trivielle ting til de ekstremt komplicerede indsigter i naturen som min fysikuddannelse har givet mig, samler sig videst muligt i fornuften og danner min virkelighed og mit ’jeg’. Til stadighed strømmer der iagttagelser til bevidstheden. Og hvis de udfordrer fornuften, så er også ’jeg’et udfordret.

Min krop handler deterministisk, set udefra, handlingen registreres af min bevidsthed og ses nu indefra. Bevidsthedens opgave er så at indarbejde så meget som muligt i fornuften af det som trænger frem til min bevidsthed/videst muligt tilpasse fornuften til det som er registreret i bevidstheden. Det er ikke en håbløs opgave. Kroppens formål er at overleve, så der må være en vej frem for fornuften; så længe det går godt, bliver vi klogere, udvider vores fornuftområde. I almindelighed flyder oplevelserne ind og optages ubesværet i fornuften. Men i livets løb kan der komme ting (oplevelser) til bevidstheden som konflikter med fornuften. Voldsomme udfordringer af fornuften kan føre til tab af selvkontrol. "Jeg var helt ude af mig selv af vrede/fortvivlelse/sorg...". Det kan gå over, eller det kan være en vedvarende udfordring. Argumenter, overvejelser, tænkte udspil som afspejler bevidsthedens stridende kendsgerninger, kan køre rundt i den indre monolog uden ende at ville tage. Man er i krise.

 

Ved kriser, evt. livskriser er bevidstheden tilført noget tungtvejende som ikke lader sig indpasse i fornuften. Tragisk almindeligt er kvinden der ikke forlader sin ekstremt voldelige mand. ”Hvorfor går du ikke bare?”. Svaret ”Det forstår jeg heller ikke” forklarer hvorfor denne dialog hører hjemme på krisecentre. Terapi, påvirkning gennem kommunikation, går ud på at skubbe til forestillinger, åbne muligheder som kan røre rundt i bevidstheden så de kan falde på plads i fornuften, ’jeg’et reddes. Den proces som psykologer kalder individuation, er en lignende proces.

En psykisk skavank som personlighedsspaltning viser at bevidstheden kan have to områder med hver sin sammenhæng, hver sin fornuft, hvert sit ’jeg’. Et væld af psykiske diagnoser viser omfanget af variationsmuligheder inden for bevidsthedens fornuftafdeling, som vist ikke vælter mine simple definitioner. En viderebehandling af diagnosen personlighedsspaltning kan måske være relevant i Afsnit 9 hvor det kan bringes i forhold til begrebet ”utilregnelig i gerningsøjeblikket”.

Endelig kan en voldsom forelskelse som kommer på tværs af den forelskedes forestillinger om sit liv, afsløre at kampen helt åbenlyst kan stå mellem hjerte og hjerne, hvor hjertet, metafor for kroppen, bombarderer bevidstheden, hjernen, med signaler som bevidstheden slås med i relation til fornuften.

Kriser indtræffer også i det store fællesskab, i kulturen: Foran et paradigmeskift, når anomalierne, modsigelserne i kulturens bevidsthed, den paradigmatiske virkelighed, bliver overvældende, så er det en udfordring af kulturens fornuft, paradigmet. Kulturen er i krise. Kulturens bevidsthed skal omformes, en ny kollektiv fornuft, et nyt paradigme, skal opbygges. Og kriser giver det uvægerligt også i denne sammenhæng, livsfarlige endda (jf. Giordano Bruno og Galilei).

6.              Den frie vilje og ansvar

Fornuftens opgave er at stå på mål for hvad kroppen foretager sig, som det registreres af bevidstheden. Fornuften må kunne rumme adfærden, hvilket faktisk betyder at fornuften løbende og videst muligt må kunne omfatte personens adfærd, dvs. holde ‘jeg’et intakt ved at kunne forsvare adfærden og dermed stå til ansvar for ”sig selv”. Hvordan fungerer det? Vi prøver med et eksempel:

Lad Clinton sige (tale sandt) "I did have sexual relations with that woman" og så tilføje "but it wasn't my intension".

Så var præsident Clinton ud af det hvide hus med det vuns. Og hvis han fortsatte med at fralægge sig ansvar, hævde at han ikke havde noget valg, men at noget andet styrede ham (hvad sandt var! så længe hans ’jeg’ (fornuften) ikke havde påtaget sig ansvaret), så ville han melde sig ud af den sociale sammenhæng og ende i psykiatrien - som nok ville sørge for den endelige opløsning af hans ego, hvis han fastholdt. Selvom "noget andet" i en periode styrer ham, så må han gøre det til sit, påtage sig ansvaret. Og det er logisk nok, han kunne jo bare lade være. Og det ved han godt. Altså valgte han at gøre det. Dvs. han oplevede en fri vilje.

Om biologisk styring af hanner og hunner.

 

Stakkels Clinton blev valgt som eksempel fordi det er et hele verden kender. De fleste af os vil imidlertid let kunne finde personlige oplevelser med helt samme struktur hvad angår udfordringen af fornuften og kampen for at bevare sit ’jeg’. Henrik Stangerups Manden der ville være skyldig behandler netop dette problem. Kunne du fralægge dig dit ansvar, din insisteren på at du valgte frit?

Livet er også alt det vi oplever. Altså er den frie vilje en del af livet:

Vi har en fri vilje.

Den er et personligt anliggende for hver enkelt af os. Den er afgørende for at vi oplevet indefra kan se os selv som selvstændige, intakte 'jeg'er som med ansvar for vores valg indgår i den sociale sammenhæng med andre ’jeg’er med ansvar for deres valg.

Fri vilje og ansvar er udtryk for det samme. ’Ansvar’ betyder ’svar på noget’, og kan opfattes som fornuftens svar på personens gerninger. Ansvar er forsvar for ‘jeg’et. Hvis jeg om mine handlinger kan sige, ”Joe, det gjorde jeg godt nok, men det var ikke mig der valgte”, så er min person væk. Hvem er jeg så? -  Jeg er den jeg er! Det insisterer jeg på ved at tage ansvaret for mine valg. Jeg vælger - blandt de givne muligheder.

Nu står vi så med

·        Den frie vilje er en uomgængelig kendsgerning i denne sammenhæng.

·        Den frie viljes udelukkelse er en uomgængelig kendsgerning i hjerneforskningens sammenhæng som tidligere fastslået.

Den aktuelle forskning ser udefra og er ikke åben for andre iagttagelsespositioner. Når den behandler ’fri vilje/determinisme’ og mener at spørgsmålet skal afgøres med et enten/eller og finder determinisme, har den naturligvis meget svært ved at godtage konsekvensen af sin egen forskning, for den fratager os vores ansvar, og det kan slet ikke accepteres.

Determinismen generer derfor hjerneforskerne. Libet selv strittede imod og indførte en fri uvilje!: ”Libet says the diagram shows room for a "conscious veto."”!! Det ændrer intet ved spørgsmålet om frihed til at gribe ind. En omfattende forskning forsøger at nærlæse de fysiologiske eksperimenter for at finde et hul i den kategoriske determinisme, se ” Morten Storm Overgaard” i  Informatíons artikel.

Men der er ingen grund til fortvivlelse. Der kan blive plads til ’både/og, men ikke samtidigt’ (komplementaritetsprincippet). prøv en pædagogisk udfordring!

 

Forståelsen af elektronen inden for kvantemekanikken førte frem til at den kunne have to fremtrædelsesformer uden modsigelse, fordi de iagttagelsespositioner som frembringer dem, ikke kan indtages samtidigt.

Med hensyn til vores adfærd står vi med to divergerende opfattelser, fri vilje og determinisme, som optræder ved to iagttagelsespositioner, indefra og udefra, som ikke kan indtages samtidigt. Så vidt ligner situationerne hinanden.

Spørgsmålet er nu om komplementaritetsprincippet kan gøres gældende over for ’fri vilje/determinisme’-problematikken for menneskelig adfærd. Det er jo ikke kvantemekanik. Men

Verden i sig selv er aldrig problemet.

Problemet er vores bevidstheds forhold til verden, altså vores verdensopfattelse, altså vores virkelighed, altså vores bevidsthed.

Dette er i forlængelse af den kvantemekaniske udfordring. Den sætter lige så meget fokus på bevidsthedens vilkår som på de atomfysiske fænomener, altså samspillet. Virkeligheden er hvad bevidstheden ser. Her kan min definition af bevidstheden være med. Virkeligheden og bevidstheden, sproget, ændrer sig sammen! Så er det godt at genkalde sig hvor Bohr endte i spørgsmålet om virkeligheden: ”…så drejer det sig alene om at tilpasse sproget og dets begreber til vores iagttagelser, ikke om at pålægge verden i sig selv en bestemt værensform. Virkeligheden er det vi tror på til enhver tid, så spørgsmålet er om vi kan blive mere tilfredse med en anden italesættelse af de problemer vi står overfor, med en anden opfattelse af vores bevidstheds muligheder accepterende komplementariteten, skabe en ny virkelighed som vi tror på fordi den løser ovenstående problem.

Det aristoteliske verdensbillede (forfinet af Ptolemæus) med jorden som universets centrum var virkeligheden på den tid, den aristoteliske virkelighed. Det blev fortrængt af det kopernikanske fordi mange iagttagelser faldt på plads på en simplere måde. Men for datiden fremstod det meget abstrakt. Den katolske kirke udgav faktisk Kopernikus’ verdensmodel i 1543, men karakteriserede den i forordet som en ren teoretisk øvelse. Men det blev virkeligheden! Sammen med Newtons love; men det var svært i en overgangsperiode. Det endte med at være helt uden problemer - indtil videre…

Den nuværende videnskabelige metode er at iagttage udefra, Einsteins videnskabsideal. Den position er også hjerneforskningens. Når det nu netop drejer sig om bevidsthedsfænomener, burde det være helt uomgængeligt at afprøve komplementaritetsprincippet med den til at se udefra komplementære position, nemlig at se indefra. Og derfra får vi straks øje på ’vilje’, ’ansvar’ og ’jeg’et, og spørger forbløffet: ”Hvad laver de begreber i hjerneforskningen som ser udefra og bygger på neurofysiologi?”

Hvad er i den sammenhæng en ’vilje’ som har frihed til at pille ved neuronerne? Og ’ansvar’ - mellem neuronerne? Hvilken struktur i hjernen rummer ’jeg’et? Hvilken mening kan det give at tilskrive en hund eller en kat, eller en østers eller en regnorm, en fri vilje? Hjerneforskningen analyserer dyrs adfærd med en videnskab som søger - og finder! - determinisme. Når samme videnskab analyserer menneskers adfærd, er den videnskabelige ramme uændret, og svaret på spørgsmålet ”Hvilken mening kan det give…” er naturligvis det samme. Hvad er en ’vilje’ indenfor neurovidenskabens ramme? Og hvordan skulle en sådan - hvis begrebet skal have indhold i overensstemmelse med dets udfordrende anvendelse (fri, indgribende vilje) i denne sammenhæng - kunne påvirke nerveimpulserne, gribe ind og styre dem udenom den af neurovidenskaben beskrevne vej? Eller bremse de neuronfyringer som i organismen er lige på trapperne som følge af hele organismens øjeblikkelige situation og sætte andre neuroner til at fyre i stedet? Det er i virkeligheden(!) det cartesianske koglekirteldilemma nok en gang når man ser udefra. Dilemmaet eksisterer ikke, for en indgribende vilje med disse evner kan ikke placeres inden for hjerneforskningens rammer. Problemet om den frie vilje behandlet af hjerneforskningen er et skinproblem som følge af en kategorifejl. ’Vilje’, ’ansvar’ og ’jeg’et er fænomener som opstår og opleves indefra i det enkelte menneske, italesættes og indgår dermed i bevidstheden. Set indefra, i vores bevidsthed, har vi en fri vilje.

Så er det bare et spørgsmål om at acceptere en ny virkelighed:

Når vi ser vores adfærd indefra, dvs. fra vores livsoplevelse, har vi en fri vilje. Når vi ser på vores adfærd udefra, så er determinisme forståelsesgrundlaget. De to positioner kan ikke indtages samtidigt. De er komplementære.

Det er en mere abstrakt, men en meget simplere forståelse af ’fri vilje/determinisme’-problemet end den forståelse hjerneforskningen søger uden at vide hvordan en løsning overhovedet kunne se ud. Som det kopernikanske solsystem var et meget simplere grundlag end det ptolemæiske at forstå himlen på, og som komplementaritetsprincippet var det helt nødvendige grundlag for forståelse at den atomare verden, således kan en komplementær forståelse af den frie viljes problem være nødvendig for at løse den gordiske knude.

 

Hermed er de væsentligste konklusioner draget. Afsnit 9 Den frie vilje og retsvæsenet  indeholder nye overvejelser og Afsnit 10. Hvor endte vi så?  runder af. Afsnit 7 og 8 er tanker som for mig har bidraget til at jeg kunne vænne mig til situationen og føle glæde ved at være en del af det mirakuløse liv på denne forunderlige klode. Og som sådan er de heller ikke overflødige!

7.              Kroppens funktion

Det er en minimal del af sansepåvirkningerne som finder vej til bevidstheden. Langt de fleste både fra omgivelserne og fra kroppen bremses inden bevidstheden, men fodrer hele det ufattelige dynamiske beredskab mellem neuronerne som eksisterer i hjernen. Hele det autonome nervesystem fungerer uden vores bevidsthed. De indre organer udfører et ufatteligt samarbejde. Og udadtil går vi omkring og holder balancen, ja, cykler uden at holde på styret! og uden at tænke over det (med mindre vi får øje på en politibetjent) med et utal af koordinerede bevægelser osv. osv. uden at sætte ord på. Det kører bare.

Men meget registreres af bevidstheden. Iagttagelser, følelser, (mave)fornemmelser kan alt sammen være input for bevidstheden. Og givet er det, at impulserne først mirakuløst afsætter relevante kropsoplevelser. Synsnerverne fremkalder syn som kan gøre indtryk, hørenerverne kan fremkalde den sødeste musik som man gerne dvæler længe ved, nerverne i huden og kødet kan fremkalde smerte, relevant voldsomt hvis det er vigtigt for kroppen at den trækker sig. Alt dette er primært. Bevidstheden oplever det sekundært når vi ved bevidsthedsmiraklet sætter ord på, registrerer det i bevidstheden. Først ser man og mærker i kroppen, så siger man ”smukt”. Først hører man, så kan man sætte ord på det hørte, først gør det ondt, og man trækker sig, så sætter man ord på: ”AV! ”

Bevidstheden halser efter kroppens handlinger. Ja, iagttager man sit seksualliv, så er denne rækkefølge, kroppen primær, tanken sekundær, åbenbar. Selve den kulminerende handling er i øvrigt i den grad komisk absurd, at den aldrig kunne være et resultat af bevidste overvejelser - om noget, igen: Det kører bare! Der foregår jo faktisk iblandt os også en hektisk, ofte hemmeligholdt aktivitet forårsaget af de drifter. Ved ”forbudte” dragninger kommer bevidstheden på voldsomt efterhalsende overarbejde med at arrangere, fordække (nyt ord!) og efterrationalisere ens gerninger.

At impulserne til vores handlinger udgår fra kroppen, bliver særligt tydeligt hvis vi jævnfører dem med dyrenes handlinger. Nu ser jeg ikke på mine egne handlinger indefra, men ser udefra på min kat og min kone! Når katten nyder at ligge i solen, så har solen jo den kedelige vane at flytte sig, så skygge glider ind over katten. Den begynder at blive urolig. Så løfter den hovedet, rejser sig modstræbende og lægger sig hen i en ny solplet. Jeg kan fortælle nøjagtigt det samme om min kone. Ærgrelsen over at skulle flytte sig vil registres i hendes bevidsthed. Så kan der komme der ord på, evt. ukvemsord. Så vil hun beslutte at flytte hen i solen, mener hun. Men hun gør nøjagtigt som katten. Bevidstheden derom er en ledsager.

Kroppen handler, og den tyske filosof, kropsfænomenologen Hermann Schmitz, argumenter i en bog med titlen Kroppen så opslugt af sit emne, at han for mig at se overser det som jeg her gør til hovedsagen, bevidstheden som oplevende og ansvarlig følgesvend. Jeg kender kun til Hermann Schmitz gennem en artikel i Informatíon. Vi dvæler fortsat ved kroppen:

Komplicerede, tilsyneladende velovervejede handlinger kan dyr udføre uden bevidsthed. Mågen i næste link er ikke helt tryg ved situationen. Den analyserer situationen og går ud og ser om det er bedre udenfor. Det er det. Det virker helt menneskeligt, ikke? Eller omvendt!

Kroppen fungerer perfekt helt uden bevidstheden. Og vi kan jo lige bemærke at der i evolutionen er mekanismer som har fået livet til at udvikle sig fra det allerprimitiveste og uden bevidstheden helt op til mennesket. Vi gør intet som ikke også dyrene gør, dyrene finder mad og lagrer det evt. vinteren over, hvis det for den dyreart er afgørende. Dyrene finder partnere, bygger reder, huler, huse, parrer sig, magter yngelplejen, organiserer sig i løse eller tætte artssamfund i hvilke de kommunikerer, oplærer ungerne ved eksemplet magt (efter sigende også at anbefale blandt mennesker) - eller mere håndfast - og i nogen grad deler erfaringer og kan lokke eller advare hinanden med lyde og kropssprog, m.m. Alt sammen uden bevidsthed. Det ligger også i livet som det er udviklet af evolutionen, at det på helt andre niveauer end vores kan udfolde agerbrug, mere agerbrug og kvægdrift. Og specialiseringen i dronning, soldater og arbejder er drevet meget videre end blandt os, helt igennem til det genetiske plan blandt myrer, termitter og bier. Boligformerne synes også at være en bred, grundlæggende evolutionær mulighed som udvikler sig ens i højt udviklede og specialiserede samfund.

 

Faktisk synes livet at omfatte hele kloden, også den del vi normalt betragter som død. Vores knogler er ”døde” kalkstrukturer som befinder sig indeni vores krop. Men den ”døde” natur omkring levende individer indgår i individernes liv. Ikke blot indtages føde og væsentlige dele af den optages og cirkulerer rundt i kroppen, mens resten sammen med kroppens affaldsstoffer udstødes igen. Også de atomer og molekyler som udgør den ”levende” del af vores krop, udskiftes til stadighed, så vi til næste år består af helt andre atomer end i år (ukontrolleret rent kvantitativt). Det konstante i os er strukturer snarere end stoffet selv. Og det indskrænker sig ikke til strukturerne i det vi opfatter som vore legemer. Den ydre naturs struktur indgår i livet. Gøgens unger, som ikke har forældre til at vise dem vejen, følger alle den samme rute sydpå om efteråret - som dens krop leder maden gennem fordøjelseskanalen. Jordens geografi er en del af gøgens liv, dens legeme kan man sige. De nys udrugede skildpaddeunger okser straks ud til havet.

Økosystemer - dyr, planter, geografien og klimaet - er en samlet organisme som kan dø hvis et enkelt element fjernes – som hvis man fjerner et organ fra en krop.

De enkelte dyrs forbløffende komplicerede adfærd i naturen, det vi kalder vi instinkter, er ikke mere forbløffende end at organismens indre fungerer. Så blev instinkter forhåbentligt afmystificeret, eller rettere gjort mirakuløse af samme art som livet selv. Vores liv er udviklet - og indviklet - i naturen.

8.              Kommunikation.

Kommunikationen er den essentielle forskel mellem mennesker og dyr. Dyr kommunikerer med et ret begrænset antal lyde som hver giver et specifikt signal. Deres kropssproget er nok væsentlig mere omfattende, men stadig specifikt og begrænset. I kraft af vores abstrakte sprog, bevidstheden, kan vi forme vores ’jeg’ i fornuften og kommunikere indbyrdes uden grænser. Enkeltindividers erfaring, simple såvel som erfaringerne samlet og systematiseret i et helt livs videnskabelige studier, kan spredes komplet i detaljerne og i stort omfang, i dag øjeblikkeligt ud over hele jorden. Den erfaring som menneskeheden har opnået, er til rådighed for hver af os øjeblikkeligt.

Vi træffer dog beslutning principielt ligesom dyrene. Stående overfor en udfordring reagerer dyr både på signaler fra andre dyr og på erindringer om tidligere oplevelser m.m. Dyret mærker måske ingen grund til at reagere, eller det farer skræmt væk, eller det tøver. Gnuerne står i tusindtal foran vandløbet med krokodiller. De skal over, men de tøver. Presset vokser, og pludselig springer en i, og alle de andre træffer straks deres beslutning.

Når vi får en besked, eller blot får et input, reagerer vores krop ligeså. Hvis der er flere modstridende input eller erindringer - og vi kan have mange, for de kan nedfældes i sproget - så kan også vi tøve. Og det gør vi helt oplagt i en langt højere grad end dyr, det er jo bl.a. det Bohr og Heisenberg brugte måneder på. De forskellige erfaringer dukker op i kroppen og meddeler sig til bevidstheden ved bevidsthedsmiraklet. Vi sætter ord på, vi siger vi overvejer. På et tidspunkt reagerer kroppen. Også det sættes der ord på, så i bevidstheden tager det sig ud som en beslutning, et valg. Tilfredsstillende føler bevidstheden sig som herre i eget hus, for eget hus er bevidstheden, dér hvor handlingen ansvarliggøres ved inddragelse i fornuften, og ’jeg’et vedligeholdes. Men beslutningen kommer ikke fra bevidstheden, den kommer til bevidstheden.

 

Eksempler med voksende kompleksitet:

1. Pludseligt stærkt lys i øjnene reagerer kroppen på, og bevidstheden opfatter overfladisk kroppens umiddelbare reaktion, ”Uf”. Et pludseligt brag kan give en voldsom kropsreaktion, og først bagefter sætter vi ord på.

2. På vej hjem i bil ser det ud som om – det er kroppen der ser – at der er meget trafik på ringvejen, og kroppen kører en anden vej. Men chaufføren iagttager kroppens reaktion og vælger at køre en anden vej. Dyr husker terrænet, iagttager og handler helt tilsvarende. Trækfugle og vandrende dyrearter, igen f.eks gnuerne, må også improvisere undervejs.

3. Komplicerede handlinger: En dommer sidder med en sag som ikke er lige efter bogen. Jurastudiet har forhåbentlig efterladt stærke spor i kroppen som dukker op og registreres med ord, vi kalder det hukommelsen. Mange oplevelser melder sig, diskussioner med kollegaer, indtryk fra debatter, erindring om andre sager som måske kunne at have visse træk fælles med den aktuelle, melder sig. I den indledende fase melder indfald sig hulter til bulter. Man er ikke herre over hvilke. Man kan ikke vælge at få et indfald, før man har fået indfaldet. Dommeren afventer afklaringen, men kalder det ”overvejer grundigt”. Efterhånden forsvinder de svagere indtryk, og på et tidspunkt står ét alene. Beslutningen kommer til bevidstheden: Valget træffes – efter grundige overvejelser!

 

Glæden, nydelsen, vores livsfylde - Hvor blev det af?

Kilden hertil er kropsoplevelserne, følelserne, og mange er allerede nævnt – men størst af dem er kærligheden, se selv, Christian the Lion. Glæden er umiskendelig, ja, det er vist en lykke så overstrømmende at det overgår hvad vi mennesker tør slippe løs. Men så kan vi jo kompensere ved at sætte ord på bagefter. Det er tillige et slående eksempel på hvordan vores (og pattedyrenes) selvopfattelse i den sociale sammenhæng indlæres som følge af vores opdragende omgivelser allerede inden der sættes ord på. ’Jeg’et og virkeligheden er dynamisk - i al evighed.

Følelseslivet er lige så intenst og omfattende hos dyr, i hvert fald pattedyr – og gæs! - som hos mennesker. Det er et synspunkt som har formet Peter Singers filosofi – vist for alle dyr.

Følelseslivet og alle de sociale impulser, opmærksomhed, velvilje, offervilje, hengivenhed, samhørighed… er generelle for livet. Vi udveksler på disse områder ligeværdigt med vores kæledyr. Det er derfor vi holder så meget af dem. Vores kæledyr har et lige så bredt spektrum af varierende personligheder som mennesker. Det kan vi som har haft flere af dem, bevidne. Sidst i The full Story, da Christian havde opnået en med hans baggrund forbløffende succes blandt de (halv)vilde løvinder og som forklaring på samme, siger en kvinde spontant om Christians personlighed, at den er helt enestående, løverne elsker ham, og menneskene elsker ham. Sådanne vindende personligheder findes også blandt menneskene! Så generelt: fra resten af dyreriget skiller vi os kun ud i kraft af vores abstrakte sprog.

 

9.              Den frie vilje og retsvæsenet

I dyreflokke er der, som blandt mennesker, tydelige hierarkier og adfærdsregler. De udvikler sig evolutionært i fuldstændig sammenhæng med artsindividernes udvikling. Løver, aber og mennesker m.m. ville slet ikke kunne overleve uden regelstyret samarbejde. Hvis en ung, kåd hanabe stjæler en banen fra en abemor med barn (for at gøre det helt klart!), så får han flokken på nakken. Der indtræffer en øjeblikkelig opdragelse, ordløst, men med smæk.

Her konstaterer vi at kropssproget, flokkens trussel, trænger ind i kroppen på den truede og sidder som ubehagelig hukommelse i kroppen med ændret adfærd til følge. Uden determinisme, ingen opdragelse.

Gensidig påvirkning/opdragelse er et helt generelt træk også arterne imellem. Dyr indbyrdes, og vi, vi opdrager vores kæledyr og andre dyr, vi omgås.

Men der opdrages gensidigt. En hunds truende gøen kan gøre stort indtryk – og vi respekterer hundens grænser.

En hund kan også gøre det kærligt, men bestemt: Jeg har set en flok drenge, 4-6 stykker, og en hund lege. Det var meget muntert, og i overensstemmelse med drengenes alder blev det vildere og vildere. På et tidspunkt blev hunden tydeligt nervøs ved det. Så tog den resolut fat om den vildeste drengs underarm. Drengen forstenede forskrækket. Hunden holdt fast i nogle sekunder. Så slap den, og drengen havde forstået. Så legede de videre. - Ordløs, umisforståelig, interracial kommunikation.

Her er en fredelig grindehval som synes at nu kan det være nok. En helt tilsvarende irettesættelse.

 

Samme mekanismer fungerer ved opdragelse mennesker imellem. Men vi sætter ord på. Sproget kan alt fra venlig irettesættelse til trusler med ord, som associeres med en slags abstrakt smæk. Det går også med de midler ind i kroppens hukommelse med ændret adfærd til følge.

Men det kan nærme sig vold og blind selvtægt. Begge dele giver utryghed i samfundet, og det er ikke evolutionært gunstigt. Derfor har institutionaliserede irettesættelser i form af retsvæsenet udviklet sig. Det opretholder grænserne for acceptabel adfærd som de er sat af folketinget. Her skal til stadighed essensen af de aktuelle flokdynamiske regler iagttages og afklares, hvorefter der, dynamisk, lovgives for korrekt adfærd; med masser af detaljer og masser af skrevne ord.

Adfærd som kommer på tværs af lovgivningen, opfattes som en trussel mod flokken og pådømmes. Den dømtes adfærd er naturligvis en følge af vedkommendes hele situation, og man kan sagtens fristes til at istemme den gamle parole ”det er samfundets skyld”. Den dømte kan prøve at indarbejde ”samfundets skyld” i vedkommendes fornuft, således at årsagen og ansvaret kan placeres udenfor så vedkommende føler sig skyldfri og uretfærdigt behandlet. Men det vil ofte føre en på afveje. Dog kan ”samfundets skyld” og uretfærdighed indgå i samfundsdebatten i forbindelse med evt. ændring af lovgivningen.

Yderligheder for samfundets reaktioner er total opgivelse, livstid eller dødsstraf i den ene ende, eller tro på muligheden for at resocialisere vedkommende i den anden.

Denne påvirkning er absolut mulig. Tilvænnet adfærd kan være sejlivet, dvs. tidligere erfaringer stikker dybt. Men vi mennesker har med vores sprog en udvidet muligheden for at nuancere påvirkningen verbalt, snakke med den andens bevidsthed og opbygge konkurrerende motivationskræfter. Retsvæsenet betjener sig dog mest af ”motiverende” tvang/vold (bøde, fængsel, opdragelse på dyreniveau!). Uanset hvad, så bygger sådanne påvirkningsforsøg på en tillid til determinisme i adfærden.

Når vores biologiske art har udviklet et retsvæsen, er det et evolutionært fænomen som ikke kunne opstå uden determinisme. Det opretholder den sociale orden og sikrer dermed artens overlevelse hvorfor det er en indiskutabel bestanddel af samfundet.

Den dømte må under presset fra samfundet arbejde med sin fornuft (som Clinton), vedkende sig personlig frie vilje ved at tage ansvar for sit ’jeg’; dette hvad enten resocialisering virker, og vedkommendes fornuft samler sig om et ’jeg’ der kan glide ind i det store fællesskab, eller vedkommendes ’jeg’ stadig befinder sig bedst i det kriminelle miljø. ‘Jeg’et konsolideres i begge tilfælde. Uanset hvad den dømte vælger, så opleves det som et frit valg der tages ansvar for. Og et valg er vigtigt. Hvis ikke en af disse veje betrædes, er vedkommende i identitetskrise.

10.              Hvor endte vi så?

Det afgørende udgangspunkt var i Afsnit 1, 2 og 3 at indse at visse fænomener er principielt uløselige for os. De eksisterer i form af Miraklet. De er altså ikke problemer vi kan løse, men vilkår hvorpå vi må arbejde videre. Bevidstheden er et sådant mirakel. De andre mirakler er mirakler for bevidstheden.

Den gådefulde bevidsthed er omdrejningspunktet i hele denne tekst. Ved nærlæsning af Johannesevangeliets prolog sammen med den i teksten fremstillede sammenhæng syntes det helt oplagt at slutte at virkeligheden er bevidsthedens værk – og ansvar. Når verden åbenbarer træk som for det gældende paradigmes bevidsthed (=italesættelse, =virkelighed) ikke kan indpasses i fornuftdelen, så må videnskabsbevidstheden ændre italesættelsen så de nye træk indeholdes i videnskabsfornuften, dvs. skabe en ny virkelighed.

I kvantemekanikken blev bevidsthedens virkelighed udfordret og tvunget til at benytte komplementaritetsprincippet ”når vi skal forholde os til den virkelighed hvoraf vi selv er en del”. Understregende selvreferencen sætter denne Bohr-formulering fokus på bevidsthedens vilkår og ikke på verdens natur, ontologi. Nærværende tekst har åbnet for en generalisering af anvendelsesområdet for komplementaritetsprincippet ”når vi skal forholde os til den bevidsthed som udgør os selv” – en endnu tættere selvreference! De to komplementære positioner er udefra/indefra.

Accepterende de to positioner opdagede vi at sjæl-legeme-problemet ubesværet fandt sin løsning set udefra. Det skete i Afsnit 3,

Med hensyn til viljens frihed opstod der med de komplementære synsvinkler, udefra og indefra, et alternativ til den videnskabelige position som afslørede at ’vilje’ inddraget i neurovidenskaben kunne være en kategorifejl – som udelukker løsningen inden for denne videnskab fordi problemet slet ikke er der.

Problemet med ’fri vilje/determinisme’ løses med en komplementær anskuelse af vores handlinger, slutningen i Afsnit 6.

Vi lever og oplever livet indefra i den bevidsthed som set udefra er defineret i Afsnit 3, og med et ’jeg’ som er opstået som beskrevet i Afsnit 4 og med fornuft, Afsnit 5. Når vi har vænnet os til den komplementære forståelse, kan vi sige: ’Livet skal leves indefra og forstås udefra’. Dermed fik vi en polarisering i rummet som pendant til Søren Kierkegaards: ’Livet skal leves forlæns og forstås baglæns’ som er en polarisering i tiden. Begge sentenser udtrykker komplementære tilgange til menneskelivet.

Ja, specifikt menneskelivet. Sproget er en forudsætning for at kunne stille sig udenfor og kigge. Det kan dyrene ikke. Aha: Dér har vi fejlen! Vi er selv ude om de problemer vi slås med!

 

Skridtet venter på at blive taget: Videnskaben slås stadig med forestillingen om enten-eller i spørgsmålet om ’fri vilje/determinisme’.

https://da.wikipedia.org/wiki/René_Descartes læser man:

”Descartes grundlægger dualismen og skaber således det moderne sjæl-legeme-problem, der stadigt ikke er løst.”

I den udstrækning grundlaget i denne tekst kan accepteres og argumenterne kan følges, så er det problem løst.

Mine præmisser kan forekomme fuldstændigt vanvittige:

·        Mirakler der principielt og uden videre må accepteres, herunder

·        bevidsthedsmiraklet der uden videre forklaring skaber den sproglige bevidsthed, altså signalerne fra verden til bevidstheden

·        afvisning af signaler den anden vej

·        bevidsthedens selvberoende fundament

·        nødvendigheden af en komplementær (altså konfliktløs) tilgang til fundamentale problemstillinger vedrørende vores bevidsthed.

alt sammen set udefra og det er i den position problemerne eksisterer.

Her er det meget interessant og relevant iagttage at videnskabshistoriens store gennembrud er sket efter accept af præmisser som ligeledes var fuldstændigt vanvittige for samtiden - og for pionererne selv; se hvad Newton skrev. Det heliocentriske system ved Kopernikus var ren teori. Og Bohrs postulater… hør f.eks Ehrenfest, en nær ven til både Bohr og Einstein. Han sagde på et tidligt tidspunkt: ”Hvis det er sådan vi i fremtiden skal dyrke fysik, så må jeg helt opgive fysikken. Han kom nu efter det senere. Meget efter det endda.

Paradigmer og paradigmeskift er ikke kategoriske fænomener, men et sprogbrug som værdifuldt kan ordne og systematisere virkelighedens historiske udvikling. Men nogle voldsomt markante paradigmeskift kan man udpege uden at ryste på hånden. Og så ser det ud som om at de er desto mere omvæltende, jo vanvittigere deres præmisser blev opfattet af samtiden ved fremsættelsen. Paradigmeskiftets radikalitet kan måles på chokeffekten.

Altså er vi igen ved afslutningen i Afsnit 6:

Vi var parate til af udskifte Aristoteles med Kopernikus, og Kopernikus med - ja, det kunne være Bruno, og Bruno med Hawking og Hawking med …?

Eller er det her snarere Descartes og descendenter med…?

 

 

 

 

 

 

 

Gode videoer

https://www.youtube.com/watch?v=0r6EGU5zXtw

https://www.youtube.com/watch?v=f1i5bfllUr4

Brinkmann om den frie vilje: http://psy.au.dk/fileadmin/Psykologi/Forskning/Forskningsenheder/Journal_of_Anthropological_Psychology/Volume_12/svend_brinkmann.pdf

http://www.martinus.dk/da/kosmos/kosmos/1969/kos1969-04-038.php

https://youtu.be/FEmMW62StO8?t=96 – endnu en dyre- (menneske)kærlighedsvideo.

 

 

Rester:

 

’Jeg’ets selviagttagelse i begyndelsen af teksten førte til et grænseløst antal ’jeg’er. Det viser at vi snarere end at nærme os, fjerner os fra vores ’jeg’ på den måde. ’Jeg’et der forsøger at se sig selv udefra, fører sig på afveje. ’Jeg’et skal blive i sig selv hvis det skal forblive autentisk. Det er en oplevelse af sig selv ’set indefra’ og eksisterer som en umiddelbarhed i vores virkelighed som sådan og kan ikke flytte udenfor uden at fortabe sig i en uendelig rekursion.

 

Vi må slås både med erkendelsesproblemer og med de miljøproblemer som det gennem vores sproglige kommunikation har været muligt for os at pådrage os. (Evolutionens eksperimenter er ikke nødvendigvis menneskevenlige.)

 

 

‘Jeg’et oplever livsfylden i form af de relevante kropsoplevelser. Dde tilflyder bevidstheden i form af Følelseslivet opstår uafhængigt af bevidstheden, men bevidstgøres for mennesket via bevidsthedsmiraklet i bevidstheden [! sic.]

 

Det kan opleves indefra, opleverens indhold: Jeg oplever mig og at jeg tænker, altså er jeg hvad jeg oplever og tænker (jeg er opleveren og bevidstheden).

Det kan iagttages udefra, bevidstheden indhold: Jeg beskriver mig som en der oplever og tænker, altså er jeg hvad jeg oplever og tænker.