De store spørgsmål

"Alt forandres, og alt forbliver det samme". Således afsluttes den naturvidenskabelige artikel om bevidstheden i Informatíon d. 2. oktober 2021 - uden forsøg på at sondre mellem to betydninger af ’alt’ som kunne give sætningen mening.

Sætningen kan imidlertid med en lille ændring grundlæggende beskrive essensen i forbindelse med et paradigmeskift. 'Alt forandres, verden forbliver den samme'.

Verden er givet, og det er det ’alt’ som til alle tider vil være det samme. Verden er.

Ethvert yderligere udsagn om verden er vores tolkning af vores oplevelser i den verden hvoraf vi selv er en del. Tolket på ny efter et paradigmeskift ser ’alt’ anderledes ud.

Et citat fra artiklens begyndelse: "mere end 16.000 videnskabelige artikler med ordet ’bevidsthed’ i overskriften, lyder en optælling fra 2020."

Behandling af problemet ’hvad er bevidstheden?’ eksploderer i vor tid på basis af gamle tanker og nye neurofysiologiske eksperimenter som kun yderligere har kompliceret problemet. Det bare vokser og vokser.

Det er en klar indikation på at problemet behandles på et grundlag hvor det ikke kan løses.

No problem can be solved from the same level of consciousness that created it.

Albert Einstein

Sentensen siger at problemer kan skabes i bevidstheden som følge af dens måde at møde verden på. Og så kan løsningen naturligvis ikke findes på selvsamme grundlag. Problemet har rod i bevidstheden. Det findes ikke i verden.

Bevidsthedsforskningen forsøger altså med bevidstheden at løse problemet ’hvad er bevidstheden?’ et problem den selv har skabt om sig selv. Det må gøres ved at bevidstheden søger i sig selv. Så ser den sig selv som i et spejl og kan helt tomt (prøv selv!) selvrefererende blot bekræfte at der må være noget. Den kan ikke forstå sig selv i almindelig betydning af ’at forstå et fænomen’, fordi det er at beskrive fænomenet udefra på en måde så det kan indpasses i en ydre, accepteret sammenhæng. Bevidstheden er den ultimative selvreference. Den må nøjes med at leve med sig selv i sig selv. Men vi oplever selv bevidsthed. Dens opfattelse af sig selv og verden er imidlertid kulturelt bestemt og er gennem opvæksten udviklet på en måde som muliggør individets indpasning i det aktuelle samfund. Den er ikke noget bestemt. Den kunne være noget helt andet.

Da giganten Platon med sin hulelignelse placerede mennesket uden for den egentlige verden, men iagttagende denne, introducerede han den dualisme som har været grundlag for vesteuropæisk tankegang i en grad så filosoffen A. N. Whitehead (1861-1947) kunne erklære ”den sikreste beskrivelse af den europæiske filosofitradition er, at den består af en række fodnoter til Platon”.

Dualismen som grundlag for verden beskrevet udefra blev skærpet og kanoniseret i renæssancen af Descartes. Dens status blev derefter yderligere styrket af den overvældende naturbeherskelse som fulgte på basis af netop det verdenssyn.

Descartes position, at se verden udefra, drejer sig ikke om at se på jorden, solen og alle universets bestanddele udefra. Det drejer sig om alt eksisterende under ét, universet som helhed. Der er altså tale om at se universet fra en position uden for alting.

Fra den position konstaterer Descartes at verden består af to væsensforskellige bestanddele, en udstrakt materiel, res extensa, og en immateriel tænkende, res cogitans.

Men rollen som iagttager må indtages af res cogitans, og den ser to bestanddele hvoraf den selv er den ene. Res cogitans er altså både iagttager og iagttaget. I den udstrækning det ikke bare er absurd, så kan det ikke bringe forståelse udefra, for selvreferencen er bibeholdt.

Den iagttagende del af res cogitans må tænke sig uden for universet. Det er en position man kun kan bringe sig i ved fantasiens hjælp. Den verden vi så ser, bygger altså på fri fantasi.

Og sådan kan et paradigme faktisk karakteriseres. Sådan ser vi jo på fortidens paradigmer, den flade jord, jorden som universets centrum, solen som universets centrum… for bare at nævne nogle astronomiske forestillinger. Sådan kan vi godt nok ikke se på vores eget paradigme. Men det vil fremtiden kunne.

En fantasi - i Informations artikel: ”en i hjernen kontrolleret hallucination” - kan fint være et grundlag at leve på, så længe verden ikke serverer uløselige udfordringer for de etablerede forestillinger. Men det gør den nu.

Thomas Kuhn fremfører tre kriterier som hver for sig kan foranledige et paradigmeskift:

1. Varige uløselige problemer

2. Noget indtræffer som ikke burde være muligt

3. En omvæltende god ide hos en autoritet man må lytte til

De to første banker allerede på. (Eksempel på det tredje er Kopernikus: Det heliocentriske solsystem)

Det psyko-fysiske problem (Descartes tvedeling) og spørgsmålet om viljens frihed har været genstridige problemer gennem mere end to tusinde år og opfylder altså Kuhns første paradigmevæltende kriterium. Det gør også det ældgamle spørgsmål om bevidstheden, som det så overbevisende er beskrevet i Informations artikel.

Modsat opstod Kuhns andet paradigmevæltende kriterium som lyn fra en klar himmel for et århundrede siden. Da fik man kontakt med denne verdens fundamentale atomare bestanddele, og de opførte sig på en måde som ikke burde kunne lade sig gøre.

I 1927 udvikledes den kvantemekanik som i særklasse er den mest succesrige fysiske teori mennesker har skabt. Den beskriver perfekt hvad man iagttager. Men den forstås ikke.

Nobelpristager og en af de mest indflydelsesrige amerikanske fysikere i det 20. århundrede med uvurderlige bidrag til teorien for kvanteelektrodynamik, Richard Feynman, siger

”Jeg mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er ikke nogen der forstår kvantemekanik. Lad være med at blive ved med at sige til dig selv ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lade sig gøre”

Det uforståelige er at elementære fænomener som f.eks. fotoner og elektroner præsenterer sig for os som bølger når vi betragter dem på én måde og som partikler betragtet på en anden måde. Dvs. den eksperimenterende fysikers valg af eksperimentel opstilling er en definerende del af det iagttagede. I det hele taget kan de atomare fænomener kun vise sig for os i en ubrydelig sammenhæng med den eksperimentelle opstilling. Lige så lidt som vi kan se universet udefra, fordi vil selv er en del af det, kan vi se de atomare partikler som isolerede fænomener. Vi er en del af deres fremtræden.

Ud over at være Kuhns andet kriterium, så demonstrerer dette altså endnu en gang helt enkelt at vores bevidsthed er uadskilleligt indlejret i universet.

Ingen bevidsthed uden verden, ingen verden uden bevidstheden. De udgør en enhed.

Denne praksis, at mennesket gør sine videnskabelige iagttagelse ved at distancere sig fra naturen, afspejler sig i hele vores måde at leve vores liv på. Løsrevet fra naturen ser vi den blot som stående til rådighed for os. Miljøkrisen i bredeste forstand er skabt af bevidsthedens aktuelle konstitution i det aktuelle paradigme, og kan derfor ikke løses på selvsamme grundlag. De mange forsøg på grøn omstilling fører ikke det ønskede resultat med sig. Det vil blot blive mere af det samme bare på en anden måde, en måde som skjuler og udsætter det uundgåelige sammenbrud for vores aktuelle selvforståelse.

Her er endnu en grund til at det videnskabelige grundlag må forlade forestillingen om at kunne se verden udefra. Det vil derefter smitte af på menneskets forståelse af sin egen placering.

Dette kan være det næste trin nedad i menneskets placering i universet. I den græske oldtid var menneskets bosted verdens centrum. I renæssancen blev menneskets sol verdens centrum. Senere gik det efterhånden op for os at vi er beboere på en bagatel af en materieklump i universet. Men vi kan dog stadig sætte os over universet med vores intellektuelle forståelse beroende i bevidstheden. Aktuel videnskab mener at der kan findes en endelig forståelse af universet beskrevet udefra og søger den.

Men den aktuelle videnskab har slet ikke taget den kvantemekaniske belæring til sig, jf. Feynman og set konsekvenserne. De tilsiger os at nøjes med at leve med i universet og udvikle en forståelse af os selv og et sprog hvormed vi kan omgås hinanden og naturen. Disse konsekvenser drog Niels Bohr.

Som nævnt tillader de kvantemekaniske erfaringer ikke at fysikeren distancerer sig fra det atomare fænomen. Det defineres i en eksperimentel sammenhæng hvori fysikerens valg af måleopstilling indgår. En elektron kan ikke beskrives i sig selv som vi er vant til med fysiske objekter i den klassiske fysik, hvor vi skal slå bro mellem naturen og videnskaben.

Bohr forklarer eksplicit at grænsen nu må trækkes mellem videnskaben som selv er en del af naturen og det sprog hvormed vi med vores menneskelige bevidsthed kan kommunikere om det vi oplever.

Bohr: ”Det er forkert at tro, at det er fysikkens opgave at finde ud af, hvordan naturen er. Fysik handler om hvad vi kan sige om naturen”.

Tager vi erfaringerne fra den atomare verden alvorligt, så kan vi slutte spørgsmålet om bevidstheden af med at indse at vi ikke kan forklare hvad bevidstheden er, men at den er en uadskillelig del af vores liv som er en uadskillelig del af verden, altså lige så uforklarlig som det at der overhovedet er noget. Det hele havde været lettere hvis der ikke var noget.