Opdateret: 14-08-2019 16:31

 

Spinoza 1632 – 1677.   (Descartes 1596 – 1650)

 

Da jeg troede mig færdig i det væsentlige, blev jeg af Pawel Kaminski gjort opmærksom på Spinoza. Det resulterede i det lille afsnit om Spinozas opløsning af det psyko-fysiske problem.

Men videre læsning om Spinoza har givet mig en sand åbenbaring, en virkelig autoritets tanker om tilværelsens vilkår som jeg finder mine lægger sig tæt op ad.

Jeg har ikke læst Spinozas egne tekster, kun præsentationer af hans filosofi som jeg har fundet den på nettet og i SPINOZA, kætter og filosof, Carl Henrik Koch, Lindhardt og Ringhof, 2015.

Jeg forsøger ikke i hovedteksten at udlægge Spinozas verdensforståelse. Den har inspireret mig meget, men jeg fortsætter med min egen tilgang, dels fordi komplementaritetsprincippet er gjort gangbart med kvantemekanikken, og dels fordi jeg tænker ret prosaisk – det kan man vist ikke sige om Spinoza.

Men en oversættelse, som den jeg foretager med Johannesevangeliet, af datidens terminologi til en moderne ateistisk, men lige så betaget og undrende, fører til nogle påfaldende ligheder.

Herefter må jeg overlade det til læseren at afgøre om jeg snyder på vægten. [Kursiveret er citater fra de anførte links]

 

Spinozas panteisme: I afhandlingen afviser Spinoza enhver form for dualisme, som inddeler verden i to modsatrettede principper. Alt i verden er ifølge Spinoza udtryk for ét sammenhængende princip. … Dette princip beskriver Spinoza som verdens iboende årsag og døber det Gud, Universet eller Naturen. Han forkaster således den traditionelle jødisk-kristne forestilling om en transcendent Gud, som eksisterer uden for den skabte verden. Det er en dualistisk opfattelse at adskille Gud og verden på denne måde. I stedet betragter han Gud som en kraft, der eksisterer i verden og binder den sammen. … Gud kommer herved til udtryk i naturens lovmæssighed.   [Den sidste opfattelse delte Newton.]

Verdens iboende årsag = Miraklet = Gud, men ikke en transcendent Gud, en udenforstående skaber. Det er davist det jeg om Miraklet, at universet eksisterer, skriver: "I vores begrebsregister har sproget ikke bedre ord for dette ekstremum end: Ja, det må jo så være skabt. Gud ved hvordan!? Men skabt! Så skabelse ligger lige for (men ikke en Skaber)."

Gud kommer herved til udtryk i naturens lovmæssighed = Det mirakuløse design. med hvilke egenskaber er det så skabt?”.

Spinoza ser to indfaldsvinkler til beskrivelse/forståelse af det skabte, natura naturans og natura naturata, den skabende natur og den skabte natur. Den første er naturlovene og den anden er deres resultat i form at universet. Hele vejen igennem sin filosofi prøver han at undgå dualismer, så han ser det skabte og det skabende som to sider af samme sag. Han placerer altid det der ligner en dualisme som vilkår for bevidstheden ikke som en i naturen iboende dualisme.

Naturlovene er evige og universelle. Da mennesket er en del af universet følger at Spinoza afviste en fri vilje:

Om den frie vilje: Nogle filosoffer, heriblandt stoikerne, Spinoza og Hegel, har ment, at frihed er en slags indsigt i nødvendigheden. Mennesket er ikke frit i den forstand, at det kan ændre verdens gang, men når det erkender, at alt, hvad der sker, er både godt og nødvendigt, kan det ikke længere nære ønske om, at tingene skulle være anderledes.

Om det første skriver jeg: i Afsnit 8: ”Min krop handler deterministisk, set udefra, handlingen registreres af min bevidsthed.” 

Om mennesket vilkår: Hovedtanken i bogen er, at menneskets lykke består i en sammensmeltning med det guddommelige, dvs. i en erkendelse af, at det er en del af naturen og underkastet dens love. Denne erkendelse er fornuftens arbejde, Afsnit 8 og menneskets lykke opnås når dette lykkes, når man har det godt med det ansvar man har måttet tage på sig, fornuften er faldet på plads.

 

Så min påstand:

Med komplementaritetsprincippet generaliseret til bevidsthedens vilkår, kan jeg operere med at vi både er underkastet naturens love, og at vi har en fri vilje: Den frie vilje kan og skal opleves af os i vores praktiserede liv, sammen med fornuftens arbejde. Men den vil jo aldrig kunne testes i hjerneforskningen, for vilje hører slet ikke hjemme i den sammenhæng.

Selvom hjerneforskere i princippet kan påvise den nerveaktivitet som determineret får Clinton til at fyre den af sammen med Monica Lewinsky, så ser jeg alligevel den frie vilje udfoldet for fuld udblæsning på hans personlige oplevelsesplan. Han ved han kunne have ladet være, altså valgte han at gøre det. Kommet dertil tager han ansvar for sig selv, accepterer naturens love, og forbliver sig selv, selvom han nu også er en synder - endnu en.

 

Spinoza anvender en åbenbar komplementaritet i bevidsthedens forhold til verden (jf. De europæiske ideers historie), men det er jo slet ikke serveret som en mulighed således som det er efter den kvantemekaniske belæring, komplementaritet fremtvunget af videnskabelige kendsgerninger. Derfor bliver ansvaret og valget lidt bagvendt udtrykt ”men når det [mennesket] erkender, at alt, hvad der sker, er både godt og nødvendigt, kan det ikke længere nære ønske om, at tingene skulle være anderledes.” Det er en meget positiv og imødekommende formulering. Vilkåret er jo mere tvingende, for selvom det ikke er godt og nødvendigt, må man acceptere at det ikke kunne ”være anderledes” – for man valgte selv at sådan skulle det være. Det er en accept af det skete, af naturens lov.

 

Det er svært at karakterisere komplicerede tankekategorier med grafiske figurer. Nu hvor Spinoza er kommet ind i billedet, forsøger jeg mig med et par figurer som kan illustrere forskellen mellem Descartes verden (måske i lettere karikeret udgave) og en kombination af Spinozas (nok forsimplet) og min

 

Descartes:

 

 

Iagttagerens position er udenfor (sammen med Gud?)

 

Spinozas/min:

 

Virkeligheden opstår i bevidstheden (mig, se Afsnit 1) og opstår på en sådan måde at den ser to sider af virkeligheden som afspejler hinanden, en materiel og en åndelig, men verden kan ikke ses fra de to sider samtidigt (Spinoza).

 

Spinoza afviser mirakler i det skabte, det er uforeneligt med naturens guddommelighed. Når jeg opererer med mirakler, så er det afgørende at gøre opmærksom på at der er tale om helt andre mirakler. Mine mirakler hører hjemme ved skabelsen, altså at der er noget, og at det er skabt som det er. Mine mirakler er i naturen indlagte fænomener hvis kilde er principielt uforståelige for os. De stammer fra skabelsen.

Jeg vil ikke prøve at udlægge Spinoza. Jeg fortsætter med min tilgang som uden tøven udpeger mirakler, hvor Spinoza efter sigende er meget svær at tilegne sig. Og med komplementaritetsprincippet som en general mulighed.