Opdateret:
14-08-2019 16:31
Spinoza 1632 –
1677. (Descartes 1596 – 1650)
Da jeg troede
mig færdig i det væsentlige, blev jeg af Pawel Kaminski gjort opmærksom på
Spinoza. Det resulterede i det lille afsnit om Spinozas opløsning af det psyko-fysiske
problem.
Men videre
læsning om Spinoza har givet mig en sand åbenbaring, en virkelig autoritets
tanker om tilværelsens vilkår som jeg finder mine lægger sig tæt op ad.
Jeg har ikke
læst Spinozas egne tekster, kun præsentationer af hans filosofi som jeg har
fundet den på nettet og i SPINOZA, kætter
og filosof, Carl Henrik Koch, Lindhardt og Ringhof, 2015.
Jeg forsøger
ikke i hovedteksten at udlægge Spinozas verdensforståelse. Den har inspireret
mig meget, men jeg fortsætter med min egen tilgang, dels fordi
komplementaritetsprincippet er gjort gangbart med kvantemekanikken, og dels
fordi jeg tænker ret prosaisk – det kan man vist ikke sige om Spinoza.
Men en
oversættelse, som den jeg foretager med Johannesevangeliet, af datidens
terminologi til en moderne ateistisk, men lige så betaget og undrende, fører
til nogle påfaldende ligheder.
Herefter må
jeg overlade det til læseren at afgøre om jeg snyder på vægten. [Kursiveret er citater fra de anførte
links]
Spinozas
panteisme: … I afhandlingen afviser
Spinoza enhver form for dualisme, som inddeler verden i to modsatrettede
principper. Alt i verden er ifølge Spinoza udtryk for ét sammenhængende
princip. … Dette princip beskriver Spinoza som verdens iboende årsag og døber
det Gud, Universet eller Naturen. Han forkaster således den traditionelle
jødisk-kristne forestilling om en transcendent Gud, som eksisterer uden for den
skabte verden. Det er en dualistisk opfattelse at adskille Gud og verden på
denne måde. I stedet betragter han Gud som en kraft, der eksisterer i verden og
binder den sammen. … Gud kommer herved til udtryk i naturens lovmæssighed. [Den sidste
opfattelse delte Newton.]
Verdens iboende
årsag
= Miraklet = Gud, men ikke en transcendent Gud, en
udenforstående skaber. Det er davist det jeg om Miraklet, at universet
eksisterer, skriver: "I vores begrebsregister har sproget ikke bedre ord for dette
ekstremum end: Ja, det må jo så være skabt. Gud ved hvordan!? Men skabt! Så skabelse ligger lige for
(men ikke en Skaber)."
Gud kommer herved til udtryk i naturens lovmæssighed = Det mirakuløse design. ”med hvilke egenskaber er det
så skabt?”.
Spinoza ser to indfaldsvinkler til beskrivelse/forståelse af det
skabte, natura naturans og natura naturata, den skabende natur og
den skabte natur. Den første er naturlovene og den anden er deres resultat i
form at universet. Hele vejen igennem sin filosofi prøver han at undgå
dualismer, så han ser det skabte og det skabende som to sider af samme sag. Han
placerer altid det der ligner en dualisme som vilkår for bevidstheden ikke som
en i naturen iboende dualisme.
Naturlovene
er evige og universelle. Da mennesket er en del af universet følger at Spinoza
afviste en fri vilje:
Om den
frie vilje: Nogle filosoffer, heriblandt stoikerne, Spinoza og Hegel, har ment, at frihed er en slags indsigt i nødvendigheden.
Mennesket er ikke frit i den forstand, at det kan ændre verdens gang, men når
det erkender, at alt, hvad der sker, er både godt og nødvendigt, kan det ikke
længere nære ønske om, at tingene skulle være anderledes.
Om det første
skriver jeg: i Afsnit 8: ”Min krop handler deterministisk,
set udefra, handlingen registreres af min bevidsthed.”
Om
mennesket vilkår: Hovedtanken i bogen er, at menneskets
lykke består i en sammensmeltning med det guddommelige, dvs. i en erkendelse
af, at det er en del af naturen og underkastet dens love. Denne erkendelse er fornuftens arbejde, Afsnit 8 og menneskets lykke opnås når dette
lykkes, når man har det godt med det ansvar man har måttet tage på sig, fornuften er faldet på plads.
Så min påstand:
Med komplementaritetsprincippet generaliseret til bevidsthedens
vilkår, kan jeg operere med at vi både
er underkastet naturens love, og at vi har en fri
vilje: Den frie vilje kan og skal opleves af os i vores praktiserede
liv, sammen med fornuftens arbejde. Men den vil jo aldrig kunne testes i
hjerneforskningen, for vilje hører slet ikke hjemme i den sammenhæng.
Selvom
hjerneforskere i princippet kan påvise den nerveaktivitet som determineret får Clinton til at fyre den af
sammen med Monica Lewinsky, så ser jeg alligevel den frie vilje udfoldet for
fuld udblæsning på hans personlige oplevelsesplan. Han ved han kunne have ladet
være, altså valgte han at gøre det. Kommet dertil tager han ansvar for sig
selv, accepterer naturens love, og forbliver sig selv, selvom han nu også er en
synder - endnu en.
Spinoza
anvender en åbenbar komplementaritet i bevidsthedens forhold til verden (jf. De europæiske ideers historie), men det er
jo slet ikke serveret som en mulighed således som det er efter den
kvantemekaniske belæring, komplementaritet fremtvunget af videnskabelige
kendsgerninger. Derfor bliver ansvaret og valget lidt bagvendt udtrykt ”men når det [mennesket] erkender, at alt, hvad der sker, er både
godt og nødvendigt, kan det ikke længere nære ønske om, at tingene skulle være
anderledes.” Det er en meget positiv og imødekommende formulering. Vilkåret
er jo mere tvingende, for selvom det ikke er godt og nødvendigt, må man acceptere at det ikke kunne ”være anderledes” – for man valgte selv
at sådan skulle det være. Det er en accept af det skete, af naturens lov.
Det er svært
at karakterisere komplicerede tankekategorier med grafiske figurer. Nu hvor
Spinoza er kommet ind i billedet, forsøger jeg mig med et par figurer som kan
illustrere forskellen mellem Descartes verden (måske i lettere karikeret
udgave) og en kombination af Spinozas (nok forsimplet) og min
Descartes:
Iagttagerens position er udenfor (sammen med Gud?)
Spinozas/min:
Virkeligheden
opstår i bevidstheden (mig, se Afsnit 1) og opstår på en sådan måde at den ser
to sider af virkeligheden som afspejler hinanden, en materiel og en åndelig,
men verden kan ikke ses fra de to sider samtidigt (Spinoza).
Spinoza
afviser mirakler i det skabte, det er uforeneligt med naturens guddommelighed.
Når jeg opererer med mirakler, så er det afgørende at gøre opmærksom på at der
er tale om helt andre mirakler. Mine mirakler hører hjemme ved skabelsen, altså
at der er noget, og at det er skabt som det er. Mine mirakler er i naturen
indlagte fænomener hvis kilde er principielt uforståelige for os. De stammer
fra skabelsen.
Jeg
vil ikke prøve at udlægge Spinoza. Jeg fortsætter med min tilgang som uden
tøven udpeger mirakler, hvor Spinoza efter sigende er meget svær at tilegne
sig. Og med komplementaritetsprincippet som en general mulighed.