Sommerturen 2025
Som sædvanligt samler jeg Ediths mange, fine
dagsrapporter til en enkelt beretning. Mine bidrag er det kursiverede.
I år ville vi langt - i Danmark, altså Limfjorden. Vi besluttede
at tage nogle lange stræk fra starten helt til Thyborøn og så give os god tid
hjemad så vi bedst muligt kunne kontrollere hjemkomsten som skulle være senest
d. 29.7. Da vi kom ned i nærheden af Oddesund, indsejlingen til Nissum
Bredning, var vinden de nærmeste par dage strid nordvestlig, og det betød på
kryds eller for motor i store bølger og modvind. Vi var på det tidspunkt trætte
af de lange stræk og flere kampe med modvind, så det blev opgivet. Turen hjem
var perfekt timet.
Tallene på kortet referer til turenes dagsnummer i
teksten.
|
|
Dag 1, 21/6, Sønderborg -> Anker i
Sandvig, Hejsager Strand ved Halk Dag 2, 22/6, Halk -> Middelfart Dag 3, 23/6, Middelfart Dag 4, - 6, 24-26/6
var vi i København for at fejre den nybagte student Nanna. Dag 7, 27/6, København ->
Middelfart -> Snaptun Dag 8, 28.6, Snaptun -> Tunø
frokost og indkøb -> Øer Dag 9, 29/6, Øer Dag 10, 30/6, Øer -> for anker ved
Bønnerup Dag 11, 1/7, Anker -> Bønnerup
-> Øster Hurup Dag 12, 2/7, Øster Hurup -> Aalborg Dag 13, 3/7, Aalborg Dag 14, 4/7, Aalborg -> Gjøl Dag 15, 5/7, Gjøl -> Løgstør Dag 16, 6/7, Løgstør Dag 17, 7/7, Løgstør -> Thisted Dag 18, 8/7, Thisted Dag 19, 9/7, Thisted -> Jegindø Dag
20, 10/7, Jegindø
-> Nykøbing Mors Dag
21, 11/7, Nykøbing
Mors -> Fur Dag
22-24, 12-14/7, Fur Dag
25, 15/7, Fur -> Livø Dag
26, 16/7, Livø -> Gjøl Dag
27, 17/7, Gjøl -> Vejdyb ud for Hals Dag
28, 18/7, Vejdyb -> Udbyhøj Dag
29, 19/7, Udbyhøj -> Grenå Dag
30-31, 20-21/7,
Grenå Dag
32, 22/7, Grenå ->Tunø Dag
33, 23/7, Tunø -> Juelsminde Dag
34, 24/7,
Juelsminde -> Fredericia Dag
35, 25/7,
Fredericia Dag
36, 26/7,
Fredericia -> For anker syd
for Årøsund ud for Bankel Nor Dag
37, 27/7, Anker -> Sønderborg Ruten ud er tegnet med grøn, og
ruten hjem er tegnet med rød. Numrene på kortet er dagens nummer. |
Disse rapporter er primært for vores
egen skyld. Men det glæder os at flere tilkendegiver interesse og nysgerrighed.
Edith skriver undervejs, og jeg samler rapporterne til en helhed - og gør mine
kommentarer - når vi kommer hjem. Og resultatet er så her.
Mine kommentarer skrives med kursiv.
Så tager Edith
fat:
Vi vågnede så tidligt (kl. 6.30) at det var for koldt at starte
med morgenmad på båden. I stedet kørte vi hjem til Claus for at bade og pakke
de sidste ting. Glemte alligevel kyllingevingerne, øv.
Morgenmad i fuld sol på båden. Kl 9.45
sejlede vi fra havnen op til broen, hvor vi med lidt hjælp fra ejeren af den
båd, der lå hvor vi havde planlagt at lægge til, fik rettet placeringen af windex'en. Der kom mange forbi Claus oppe på broen, som
tilbød at hjælpe. Det var nu nok mest nysgerrighed
KL 10.45 gik broen op, og vi kunne sejle videre for motor i
næsten ingen vind. Men allerede 11.30 var der vind nok til at slukke motoren og
fortsætte på bidevind. Og vindretningen passede med at vi kun behøvede at lave
et kryds. Til lidt irritation for Claus fulgtes vi med en tysk båd, som kunne
sejle endnu mere
"op mod vinden", så han ikke behøvede at krydse og kom
langt foran.
Ved 13-tiden sejlede vi ind til stranden på Jyllandssiden og
kastede anker for at spise frokost. Efter frokost hoppede vi i vandet, som var ca 20°, men det var alligevel så koldt, at ingen af os
kunne tisse! Så måtte potten frem, da vi kom op igen.
Eftermiddagen fortsatte mod nord for bidevind af vekslende
styrke, og vi skiftedes til at passe ror og sejl, mens den anden tog sig en
lur. Nåede frem til bugten ved Hejsager Strand kl. 17.30, hvor vi nu ligger for
anker.
Det var dog en besværlig proces at finde det rigtige sted at
kaste ankeret. Dels havde vi kraftig pålandsvind (som skifter til fralandsvind
i løbet af natten), og dels går vanddybden fra 8+ til 1,5 på ganske få meter.
Der skal være lavt nok til at ankeret griber fat, med dybt nok til at vi ikke
går på grund i løbet af natten. Det lykkedes at finde et godt sted, og
trackeren viser at vi ikke rokker os ud af stedet, men bådens gyngen fortæller
os at vi ikke står på grund.
Hejsager Strand er et militært skyde
område med et rigt fugleliv, og jeg sidder og nyder fuglesangen - mest
fremtrædende er lærkerne, som jeg i den grad savner hjemme.
Pga. de glemte kyllingevinger blev aftensmaden utraditionel, men
meget lækker:
Wok grønt med omelet over og tilbehør af stegt torskerogn og små
syltede peberfrugter fyldt med flødeost fra Føtex. Kan anbefales. Dertil
rosevin fortyndet med tonicvand!
I morgen går turen videre nordpå i modvind. Enten til Årø (ud
for Haderslev Fjord) eller helt til Middelfart. Mandag blæser vi inde, og
onsdag skal vi være i Egedal før kl. 14, hvor Nanna bliver student.
|
Vi vågnede lidt før kl. 6 til fuld sol og havblik. Vandstanden
under båden var i nattens løb steget fra knap 2 m til over 5 m. Dels fordi
det var højvande, dels fordi det havde været fralandsvind i nat, så båden nu
var blæst længere ud. Men ankeret lå stadig fint hvor vi havde lagt det. Ved 7-tiden kom der krusninger på vandet, og da vi var klar
til at sejle kl 8 var der bølger. Vi kunne sejle
for sejl med passende tålmodighed, max 2 knob. KL 9 var vi kommet ud af den bugt vi lå i og rundt om pynten
mod nord. Her blev det store bølger, hvide skumtoppe
og en fart på op til 7 knob. KL 10 tog vinden af, og både med genakker
i st.f. fok overhalede os. Kl
11 var vinden så stabil at vi satte spileren op, og så var det os, der med ca 6 knob overhalede de andre. Ind gennem selve Lillebælt var der næsten ingen vind, men til
gengæld så meget medstrøm, at vi i forhold til GPS
sejlede 4 knob, selv om det på vandet så ud som om vi lå næsten stille. Vi
mødte flere små joller med unge mennesker, der sejlede på tværs af bæltet.
Efterhånden aftog strømmen og vi var ved at gå helt i stå. Men pludselig fik
vi vind og nåede ind til Middelfart 13.30 Vi var inde at kigge i Gammel Havn, men der var ikke plads, og
de to nye havne er meget dyre Fandt ind i havnen Kongebro kl 14 lige ved siden af den gamle Lillebæltsbro, hvor der
kører tog forbi med korte intervaller. Det bliver spændende om vi kan sove?
Men havnen er billig, og båden skal ligge her i 5 nætter. Der er skov lige foran båden, og der gik vi en 2 km tur i
eftermiddags. I morgen bliver det heldagsregn og kraftig blæst, så vi må
finde nogle indendørs aktiviteter. Tirsdag formiddag tager vi til København,
så vi er klar til at fejre Nanna onsdag og torsdag. Fredag tager vi tilbage
til Middelfart, og så fortsætter sejladsen nordpå. Dagens Menu: ristede kartoffelterninger, Wok grønt,
fiskefrikadeller og grøn salat. Lige nu er det kraftigt tordenvejr og regnen vælter ned. Hvor
er det dejligt at have et velfungerende cockpit telt at sidde i. |
|
Dag 3:
I går glemte jeg at skrive, at jeg nu endelig efter 5 års
sommersejlads har forstået glæden ved selve det at sejle: det er ikke bare en
anden måde at komme fra A til B, men en leg med vind, bølger og fart. Og det er
dybt fascinerende at iagttage vandoverfladen med dens bølger i mange niveauer:
store bølger, krusninger, og mange lag derimellem SAMTIDIG! Der kan også
forekomme havblik ovenpå store bølger, når vinden pludselig lægger sig.
Og så mangler Edith at opleve skybrud
på havet. Det er vildt betagende. Bølgerne glatter ud til grundtonen så at
sige, alt hvad der kan kaldes krusninger forsvinder, og så er der et 10 cm tykt
lysende klæde henover dem af det sprøjt som de tætte dråber foranlediger når de
rammer vandet.
Efter 2 dage med fuld sol og varme, er det nu blevet dansk
sommer med byger, der går og kommer.
Togene generede os ikke i nat, hørte dem først fra kl 6. Og i dagens løb har vi vænnet os så meget til lyden,
at vi knap nok lægger mærke til dem.
Vi vågnede op til regn, men benyttede en pause i regnen til at
komme over til badehuset. Kl. 9.30 var der lovet tørvejr i et par timer, som vi
benyttede til at gå de 3 km ind til byen for at købe ind i Kvickly. Bl.a.
"byg-selv stjerneskud" til middagsmaden. På hjemvejen kom vi forbi en
fiskeforretning, som vi slet ikke havde lagt mærke til på vejen ud. Der ville
jeg hellere have købt frisk fisk. Vi holdt en is-pause, og det begyndte at
dryppe igen, da vi rejste os. Vi var netop nået ind under træerne langs den
sidste km hjem, da det for alvor blev regnvejr, og da vi nåede hjem var vores
vindjakker meget våde. De blev hængt op i cockpit teltet, men der inde er der
jo ikke meget tørre i luften, så da solen kom frem efter frokost blev de hængt
udenfor.
Solen holdt denne gang i en time, og jeg nåede knap nok at få
dem ind igen inden den næste byge. Så satte vi os ind i kahytten og lyttede til
podcast med lynlåsen til teltet åben. Opdagede ikke at Claus’ jakke blev endnu
mere våd imens, fordi det regnede ind gennem åbningen!
Nu til aften er det blevet solskin igen, og vi har overvejet at
gå til byens Sankthansbål, men jeg er ikke sikker på at vi gider. Vi havde
prøvet at invitere de nærmest boende venner til eftermiddagskaffe, men der var
ingen af dem, der havde tid i dag. Det kan måske blive på hjemvejen om en måned.
Selvom vi ikke sejlede, synes vi begge det har været en hyggelig
dovne dag.
Dagens Menu: Frokost stjerneskud. Aften rugbrød med pålæg og
jordbær med Thise koldskål.
I dag tager vi hjem til Rødovre for at fejre Nannas studenterhue
og fødselsdag, så der kommer tidligst en rapport igen på fredag d. 27.6.
Med tog til Middelfart og taxa ud til havnen. For tungt at gå
1,5 km med min køletaske. Klar til at sejle 13.30
En del sol og tiltagende vind mest agten for tværs fra bagbord,
det sidste stykke bidevind fra bagbord.
Idvande er et fænomen, der opstår i et bælt, det snor sig som
Lillebælt gør. Når der er kraftig strøm, løber der en mindre strøm den modsatte
vej langs den ene kyst. Det fik vi glæde af fra den gamle til den nye
Lillebæltsbro, hvor der var Idvande i vores retning langs den venstre kyst. Her
kunne vi sejle 5+ knob, efter broen i modstrøm kun 2-3 knob. Begge steder så
farten over vandet ens ud!
Med fok og rebet storsejl overhalede vi en stor dansk båd, der
sejlede med motor. Efter fyret ved Strib satte den anden båd sin fok uden
storsejl, og så overhalede den os. Men den skulle nord om Fyn, så vore veje
skiltes.
Jeg fik en 45 min middagslur siddende i cockpittet. Da jeg
vågnede tiltog vinden og nærmede sig hurtigt det maksimale jeg bryder mig om.
Men som altid spændende at iagttage bølgerne, nu med flere og flere skumtoppe.
Sejlede længe med udsigt til Æbelø på styrbord side. Det mindede
os om en dejlig dag i august sidste år sammen med Thomas, Yula
og Elin (Yulas mor), hvor vi vadede/soppede ud til
øen ved ebbe.
Da vi nærmede os Snaptun, var vi nær sejlet ind i et stort
havbrug uden for Horsens Fjord, som var meget svært at se. Vi havde valget
mellem havnene i Snaptun og Hjarnø. Checkede at der
var en enkelt ledig plads på Hjarnø, inden vi sejlede over til Snaptun, hvor
der heldigvis var mange ledige pladser. På plads i havnen kl. 19.30.
Menu: resten af en ovnbagt laks medbragt fra Rødovre med kogte
kartofler og wokgrønt.
Mest sol, vind fra syd, ikke for meget. Kun små bølger, men ind
imellem store dønninger efter blæsevejret i går, der får båden til at rulle
sidelæns. Godt jeg ikke har tendens til søsyge.
Her til morgen har jeg fået straffen for at styre med højre hånd
hele dagen i går i de store bølger. Jeg skal tænke på at skifte side inden det
begynder at gøre ondt.
Vi stod op 6.30 for at gå i bad. Men det krævede 10-kr mønter,
og hvem har det i vore dage. Cafe/havnekontoret åbner først kl
11, og det gad vi ikke vente på. Kl. 9.30 var vi klar til at sejle ud. KL 10.10
ville Claus sætte spileren, men ak, den luv (styrbord) spiler line rev sig løs
fra krogen. Så var det bare med at få det hele ned igen.
Frokostophold på Tunø, først og fremmest aht.
muligheden for at købe ind, som ikke eksisterer i Øer Havn. Og i morgen ser det
ud til at vi blæser inde igen.
I Snaptun havn myldrede det med kvidrende svaler. På Tunø var
det lærker, vi hørte.
Kom frem til Øer Havn kl. 18.
Det er en havn, der ligger for enden af Djurslands drypnæse. Den ligger inde i
en saltvandsindsø, som har en overflade 1,6 m over havniveau, så man skal
løftes op i en sluse for at komme ind til havnepladserne. Vi fandt en god plads
med stævnen mod syd, dvs. hvor vinden er kommet fra i dag. Men i morgen hvor
vinden kommer fra vest, får vi den direkte ind i cockpit teltet.
Dagens Menu: Stegte panerede fiskefileter med nye kogte
kartofler og flødestuvet helbladet spinat.
Dag 9:
Vi er blevet i havnen i dag, det blæser "en halv
pelikan" (10-17 m/s) med skumtoppe på bølgerne
selv her inde i den lukkede havn. Men solen skinner fra en skyfri himmel - det
er en ret usædvanlig kombination.
Claus har brugt det meste af dagen på at installere en ny
oplader så landstrøm kan oplade bådens batterier til forbrug. Det drillede og
endte med at fejlen var en ledning der ikke var tilsluttet korrekt.
I formiddag gik jeg en smuk tur i naturområdet øst for havnen.
Der er fine klippede græs stier mellem masser af vild
natur. Efter frokost fik jeg lokket Claus med på en tur til stranden, dog uden badetøj. Selvom solen skinner
varmt, når man sidder i læ, er det alt for koldt i blæsten.
Jette efterlyste billeder fra Øer Havn. Jeg har prøvet at tage
billeder selv, men det
bedste billede er taget fra en drone og gengivet i den brochure vi fik ved
ankomsten. Den har jeg også fotograferet.
Jeg skrev i går, at havnen var en saltvandsindsø, hvilket jeg
havde fra brochuren. Claus betvivlede at det kunne være rigtigt, når vandet kommer fra en
å.
I dag fandt jeg så på nettet, at hele Øer Maritime Ferieby er
anlagt på 7 øer i en tidligere grusgrav. Der er masser af smukke feriehuse med
bådpladser udenom. Det blev færdigt i 1988, men blev ikke nogen succes dengang,
og det stod og forfaldt indtil en entreprenør købte og istandsatte det i 2006. Nu er det en selvstændig
ejerforening, der driver og vedligeholder det. Her er masser af sommerhusgæster
og mange både, men slet ikke det havneliv vi plejer at møde i lystbådehavnene.
Dagens Menu: Squash suppe fra frost. Fiskefileter med kogte
kartofler og en gorgonzola sauce kreeret på resten af flødesaucen fra
gårsdagens flødestuvede spinat tilsat gorgonzola+mascarpone
I dag har vi sejlet hele vejen rundt om Djursland fra Øer på
Syddjurs til Bønnerup på Norddjurs, i strålende sol og vind fra Nord, der
forsvandt i løbet af dagen.
Da vi sejlede ud gennem slusen kl. 10 i morges, fik vi bekræftet
både grusgraven og saltvandsindsøen. Der er intet å-tilløb til området, man pumper
konstant havvand ind. Og når vandstanden inde i havnen er 1,6 m højere end
udenfor, kan jeg se tre fordele: Slusen kan i sig selv være en attraktion,
havnen er bedre beskyttet mod oversvømmelser og vildt vejr, og man sparede at
grave grusgraven dybere.
Dagens sejlads er der ikke så meget at fortælle om. Vi sejlede
fint for sejl de første to timer, først langs Djurslands sydkyst med sidevind,
derefter mod nord i bidevind. Men vinden blev meget skiftende i styrke og
forsvandt under tiden helt. Når vi så havde sejlet for motor i nogle minutter,
kom vinden igen, og Claus satte fokken op igen. En gang nåede vinden at
forsvinde allerede inden fokken var kommet helt op!
Fra Grenå nordpå havde vi vindstyrke nok til at bruge sejl, men
vinden var stik imod os, og Claus havde ikke lyst til at krydse. "Men når
vi kommer op til nordkysten og drejer mod vest, kan vi bruge sejl igen."
Ak, da vi nåede derop, var vinden helt væk!
KL 18.30 nåede vi Bønnerup for motor, og nu ligger vi for anker
uden for havnen. Her er stadig næsten ingen vind, men båden ruller meget i
dønningerne efter søndagens stormvejr. Det er dejligt når vi skal sove, men det
gjorde madlavningen noget besværlig.
Dagens Menu: Restemad af laks, fiskefilet, brasede kartofler og
grøn salat med friskbælgede ærter.
Planen for i morgen er at sejle tidligt ind i havnen for at købe
ind - fiskeforretningen åbner kl. 9. Derefter enten til Øster Hurup nord for
Mariagerfjord eller helt til Hals ved indsejlingen til Limfjorden. Vinden
bliver svag fra syd, så det bliver for motor hele formiddagen. Måske kan vi dog
sejle med spiler. Længere nordpå bliver der mere vind.
Billeder fra Øer: solnedgang
i går og slusen
i morges
Vi stod først op kl 7.30 efter en
dejlig gyngende nat uden for havnen. Efter morgenmaden sejlede vi ind i havnen
for at gå på toilettet og købe ind.
KL 12 var vi klar til at sejle videre, men den ene bagfortøjning
kom ind i skruen, og det var meget besværligt for Claus at få reddet ud (åh, det var ikke så svært. Når det tog et
kvarter, skyldtes det også at jeg fik ondt i fødderne af at stå på badestigen
og måtte op og tage sandaler på), mens jeg med besvær sørgede for at vores
båd ikke gled ind og beskadigede en af nabobådene.
12.15 var vi klar til at sejle. Med fuld sol og en temperatur på
26° kunne jeg for en gangs skyld nyde sejladsen i shorts og solbluse. Men
vinden kunne vi kun drømme om. To gange prøvede vi at hejse fokken, men vinden
kunne ikke fylde sejlet. Så vi sejlede for motor i 2,5 timer. Kl 14.45 var der endelig lidt vind, der kunne bringe os
frem med 4 knob for sejl
Ud for Øster Hurup startede vi motoren igen og tog sejlene ned.
Og nu var der pludselig rigtig meget vind, så vores havnemanøvre blev lidt
kaotisk. Vi fik heldigvis god hjælp af 3 mennesker fra nabobåden. Vi var på plads 17.30.
Hele dagen havde jeg siddet og glædet mig til en svømmetur fra
stranden. Men nu føltes luften kold i blæsten selvom det stadig var 24°. Så det
opgav jeg.
Dagens Menu: Fiskefilet af en fisk fra Skagerrak, der hed noget
med Skæl... Dertil kartofler, majskolbe og flødestuvede champignon. Lækkert.
Vi vågnede tidligt, og allerede kl 8
var vi klar til at sejle. Der var ikke den mindste smule vind, så det var motor
sejlads i fuld sol og havblik. Ved 10-tiden vendte jeg mig tilfældigvis og så
en meget mørk tordensky bag os. Vi skyndte os ned efter regntøj og dækkede til
for at undgå regn i kahytten. Men uvejret drev syd om os, og Claus var helt
skuffet! På vejr radaren kunne vi se at indsejlingen til Randers Fjord havde
fået mange lyn.
Inde i Limfjorden fik vi endelig lidt vind at sejle på, faktisk
kun den sidste halve time. Storsejlet blev slet ikke pakket ud. Vi nåede
Limfjordsbroen kl. 14.25, men den åbner kun hver fulde time, så vi måtte lægge
til langskibs ved en kaj før broen. Vores havn ligger lige efter broen, og vi
var på plads før 15.30.
Ved 17.30-tiden tog vi bussen til besøg hos Vibeke og
Jens-Christian fra den gamle lanciersklub, der
flyttede til Aalborg for nogle år siden. De havde dækket op med Ukrainsk
champagne og lækre oste.
Bagefter ville de vise os lidt af Aalborg til fods tilbage til
broen, men i det samme begyndte det at regne, så de kørte os hjem til båden,
hvor vi ville byde på kaffe. Men Vibeke turde ikke stige ombord, så det endte
med at de bare kørte hjem igen. Jeg
skulle hilse alle, der kender dem.
Dagens Menu: ingen! Vi havde spist så meget ost hos dem, at vi
ikke trængte til andet end en kop kaffe.
I morgen, hvor det igen bliver stormvejr, tager vi bussen op til
Lindholm høje og Vikingemuseet.
Dag 13:
Vi blev i Aalborg/Nørresundby hele torsdagen, for der var lovet
storm, og det løfte blev
til fulde opfyldt. Vi havde glemt at tage bådens dannebrogsflag ind onsdag
aften og i dag torsdag opdagede vi, at det er blæst væk.
Vi startede om formiddagen med at gå over
"Kulturbroen", som er hæftet på jernbanebroen vest for
Limfjordsbroen, over til Skudehavnen, hvor der ligger en stor marinebutik. Vi
var så heldige at broen blev lukket op netop mens vi gik over den.
Jernbanebroen har kun én klap, så den er MEGET
høj, når den går op. Marinebutikken havde ikke noget af det vi skulle
bruge, men en meget venlig sælger tog sig tid til at vise os mulighederne. På
vejen tilbage plukkede vi blomster.
Claus havde ikke lyst til at være længe væk fra båden i det
vejr, så han ville ikke med til Vikingemuseet Lindholm Høje. Jeg kunne tage af
sted alene, men på den tur, vi gik sammen, blæste det så meget, at det var
svært at holde balancen alene, så jeg valgte at blive hjemme.
Studenterne får sommerferie en uge senere her end i København.
Vi har set og hørt mange studentervogne både torsdag og fredag.
Claus siger: "Men det
var dejligt sommervejr alligevel, sol fra en skyfri himmel og stadig ret varmt.
Folk smilede og havde opmuntrende bemærkninger når det kneb med at gå lige."
Dagens Menu: Stegte kyllingevinger med ris, champignon sauce og
majskolber
Vågnede op til en stille morgen med sol og havblik i vores
lille havn, hvor der ikke havde været meget læ. Så skønt at kunne hvile ørerne.
Vores plan for i dag var at sejle til Løgstør, 25 sømil. Men vejret ville det
anderledes!
Kom gennem Jernbane broen kl 9.50, og
så gik det derudaf mod vest for motor. Men vi kom bare ikke nogen vegne, farten
var bare 1,5-2 knob, fordi vi havde stærk modstrøm. Claus har en app, der kan
vise både vind og strøm, men den vil ikke oplyse strømmen inde i Limfjorden. Og
med den fart ville det tage 12-15 timer at nå frem. Så vi besluttede hurtigt at
tage til Gjøl på
nordsiden af fjorden.
Undervejs mellem Egholm og Jylland lykkedes det mig at gå på
grund hele to gange. Første gang skyldtes det uopmærksomhed, og vi kom hurtigt
fri. Anden gang havde jeg ikke opdaget, at vores båd slet ikke var inde i det
udsnit af søkortet, som jeg sad og styrede efter. Her var det noget sværere, og
vi måtte styre i en stor cirkel før det lykkedes. Se den trackede rute. Claus
tager grundstødninger helt roligt, især når det blæser, for så er det let at
krænge båden og komme fri - når bunden er mudret som i Limfjorden.
De brede gule spor som på Dag 2 er
fra Navionics. De smalle som
her er fra Skippo (Krak til søs).
Vi fik nogle korte byger undervejs, derfor havde vi heldigvis
regntøj på.
For efterhånden blæste det mere og mere op med vinden direkte
imod. Hvis vi styrede direkte mod bølgerne, faldt farten til under 1 knob, og
så er der ikke "styrefart", så bliver det vind og bølger der
bestemmer. Og båden "banker pæle" i bølgerne med meget sprøjt. Derfor
begyndte vi at zigzagge skråt i forhold til bølgerne, det hjalp lidt. Vi havde
fået mange sjask vand i hovedet inden vi nåede frem til havnen kl. 14, en
strækning på kun 8,4 sømil. Vi måtte endda sætte motoren til at køre med mere
end anbefalet marchhastighed.
Nu ligger vi godt inderst i havnen og har været en tur i
Brugsen. Lige overfor skulle der ligge en marinebutik, hvor vi bl.a. skulle
have et nyt sejler Dannebrog, men butikken er flyttet til Åbyhøj inde i landet.
Vi nåede lige hjem til båden inden en voldsom regnskylle, hvor det blæste lige
så voldsomt som i går (næsten). Nu er blæsten taget af og regnen siler stille.
Claus tilføjer:
"Vanskelighederne ved
at komme fremad på Limfjorden i modvind kom virkelig bag på mig. Jeg havde
forestillet mig at vi skulle til Løgstør.
Det viste sig at det blæste klart
mere end varslet, og undervejs måtte vi overveje om vi overhovedet kunne komme
frem til Gjøl hvis det yderligere blæste op, eller om vi skulle vende tilbage
til Aalborg. Den vej gik det stærkt for fok alene så vi på de andre.
Det var de kortsigtede overvejelser.
Men udsigt til yderligere tre dage med næsten samme vejr åbnede også for
overvejelser om vi overhovedet kunne opleve Limfjorden. Vi valgte heldigvis at
fortsætte".
Menu: Resten af kyllingevingerne med kartofler, stegte tomater
og wokgrønt.
Dag 15:
Vi vågnede kl. 6 til blæst og byger, og så spiste vi morgenmad
og satte en vaskemaskine over (både vask og tørretumbler er inkluderet i
havnetaksten).
Fortsat blæst og byger, og så spiste vi frokost og tørrede tøj
og satte næste vask over.
Fortsat blæst og byger mens den sidste portion tøj blev tørret.
I en pause mellem bygerne cyklede vi til Brugsen og købte ind, og så spiste vi
aftensmad.
I havnen står en meget stor og elegant sølvfarvet skulptur
af en person. Forfra er det en bistert udseende mand, fra siden og bagfra er
det en yndig ung kvinde. Desværre står der intet om hvem der har skabt den. Vi
blev klogere på hjemturen, se dag 26.
Alt i alt en spildt dag
, men det bliver rart at gå i seng i nyvasket
sengetøj. Og så håber vi, at vi kan nå Løgstør i morgen.
Dagens Menu: Stegte grillpølser fra Gøl
(når vi nu er i Gjøl) med sennep, ketchup, pølsebrød og coleslaw. Smagte meget
bedre end det lyder, selvom det var nemt.
Og wienerbrød til aftenteen.
Claus vågnede meget tidligt søndag, og modstræbende lod jeg mig
overtale til at stå op 4.45, så vi kunne komme af sted når vinden var bedst.
Der var faktisk solopgang i morges.
KL 6.45 sejlede vi ud. Claus forventede at vi måtte sejle for
motor i flere omgange, men vinden var til at krydse hele vejen til Aggersund
broen.
Faktisk krydsede vi kun ud fra Gjøl.
Sejlrenden videre mod Aggersundbroen var smal, men stort set vestgående, og
vinden var tydeligvis i SV, så det var en meget fin tur sejlmæssigt.

Der er også en del af sporet fra Dag
26 hvor vi kunne sejle direkte til Gjøl. Det slutter lidt uforståeligt ved en
rød bøje.
Det var koldt, og jeg havde 5 lag tøj under min sejler jakke og redningsvest Flere
kraftige byger undervejs og meget sprøjt. Vi nåede frem til Aggersundbroen
netop til åbningen 10.15, svineheldigt.
Efter broen måtte vi sejle med motor resten af vejen, og vi var
fremme ved Kanalhavnen 11.30, hvor vi fik en fin plads langskibs med stævnen
mod vinden.
Efter frokost gik vi ud til Limfjordsmuseet, som består af 2
dele. Et lille hvidt hus på toppen af klitten ud mod fjorden, som kun er åbent
lørdag og søndag. Udstillingen viser meget om fjordens natur og historie. Der
er malet sorte hænder flere steder, og når man rører ved dem, får man fortalt
en del af historien.
I Vikingetiden var Limfjorden åben ud mod Vesterhavet, og den
blev brugt som genvej både til England og Norge. Men i 1100-tallet sandede
åbningen til. I 1400-tallet overgik fangst og eksport af sild fra Øresund til
Limfjorden, og det levede man af frem til 1825, hvor Vesterhavet brød igennem,
og saltvandet strømmede ind i fjorden. Det ødelagde fiskeriet af brakvandsfisk.
På den anden side af kanalen ligger en stor moderne bygning, der
rummer den anden del af Limfjordsmuseet. Her er det udstilling af de
forskellige lokale bådtyper, samt akvarier der viser fiskearterne i fjorden før
og efter 1825. Der er også et akvarium med en 20 år gammel hummer, kæmpestor.
Den bliver fodret mandag, onsdag og fredag morgen med én krabbe. Det skal vi
hen og se i morgen.
Kanalen blev anlagt på initiativ af kong Frederik VII, fordi
fjorden sandede til ud for Løgstør efter åbningen i 1825, men den stod først
færdig 1847. Den blev gravet af tyske arbejdere med skovle. De blev underbetalt
af entreprenøren, hvilket førte til flere strejker. Bl.a. blev arbejdernes løn
udbetalt i en særlig valuta, som kun kunne bruges til betaling i entreprenørens
egne butikker!
Løgstør har siden 2005 kaldt sig Muslingernes By. De holder en
årlig muslingefestival den anden weekend i juli. Der bliver normalt kogt 1,5
tons muslinger
men i år har de kun kunnet få 1 ton. Det
kommer vi ikke til at opleve, men der er masser af andet med muslinger. Ved
indsejlingen til byen ligger et bjerg af muslingeskaller, der brændes til kalk.
Og på stranden ligger der lange revler
af muslingeskaller, og oven på sandet i strandkanten er der et op til 10 cm
tykt lag af muslingeskaller. Kun få blåmuslinger, mest hvide hjertemuslinger og
nogle kammuslinger. Og en nøjsom,
smuk plante.
For en gangs skyld spiste vi på restaurant: Stjerneskud og
fadøl.
Efter middagen gik jeg alene ind til byens centrum, men der var
ikke meget at se, bortset fra en flot udsigt ned over byen og havnen. Mini med
sort mast ligger midt
i billedet. Den lille under
vindmøllerne.
Fuld sol fra starten og senere vekslende skydække. Vinden mest
fra vest, koldt når solen var bag en sky.
Vågnede 6.30, men gav os god tid til morgenmad, opvask og
klargøring af båden. Kl 10 gik vi hen til
Limfjordsmuseet for at se den store hummer få
sin krabbe. Vi måtte vente i en halv time, men det var spændende at se den
æde. Den startede med kløerne (så kan krabben ikke løbe sin vej, hvis hummeren
skulle tabe den). Den brugte sine forben til at holde og dreje krabben, mens
den gnaskede. Først langt inde i processen gik den i gang med sin klo for at
knuse rygskjoldet.
Kl 11.15 var vi klar til at sejle. To
strækninger med smalle sejlrender måtte vi bruge motoren, dels lige uden for
Løgstør, dels ud for Fegge Klit. Ellers gik det fint
med at krydse på bidevind.
16.45 var vi på plads i havnen. På vej på jagt efter
toiletbygningen spurgte Claus en mand ved en parkeret bil om vej. Manden viste
sig at være meget snakkesalig, og da Claus benyttede lejligheden til at spørge
om en maritim butik, fortalte han at den ligger i den anden ende af byen. Han
tilbød at køre os derud, kommer i morgen kl. 10 og henter os, "og så kan
vi jo snakke videre".
Vi havde ikke givet os tid til at spise frokost undervejs, så vi
skyndte os med at lave aftensmad:
De resterende grillpølser med ristede kartoffelterninger,
wok-grønt til Claus og resten af coleslaw salaten til mig.
Vi bliver nok hele dagen i morgen i Thisted.
Dag 18:
Karsten, ham vi mødte mandag eftermiddag, kom og hentede os som
aftalt kl. 10. Han kørte os ud til marine butikken et godt stykke uden for
byen, hvor vi fik købt et nyt sejler flag og en fin flagstang i rustfrit stål.
Derfra videre ud til Biltema, hvor Claus fik en ny polygrip tang og 10 dåser
gas til 129 kr.
Karsten ejer to restauranter, Amalie, den ene på torvet i Thisted,
den anden i Vorupør. Og en kæmpestor sejlbåd, både dobbelt så lang og dobbelt
så høj som vores. På vejen tilbage inviterede han os ind på en kop kaffe i
restauranten. Han kender Gud og hvermand og er meget hyggelig at snakke med.
Claus blev kørt hjem med sine indkøb, mens jeg fortsatte til
Føtex og købte mad. På vejen ned til havnen kom jeg hen over J.P. Jacobsens
plads, hvor hans tekst til Irmelin Rose sangen er skrevet mellem fliserne. Hvis
man kommer nede fra havnen, får man teksten retvendt, men med sidste linje
først. Oppe fra gågaden kommer teksten i den rigtige rækkefølge, men så skal
man gå baglæns for at læse den.
Efter frokost kom solen frem og det blev dejligt varmt. Vi gik
over til et maskinværksted efter havnen, hvor vi kunne få svejset den holder
til søgelænderet, som knækkede i foden, da vi sejlede ud fra Løgstør. Den kan
hentes onsdag morgen før vi sejler. Efter en tur ind i kirken og rundt gennem
byen nød vi solen og varmen i båden.
Dagens Menu: Spaghetti med squash strimler, halve tomater og
hvidløgsstegte jomfruhummer, opskrift fra Samvirke. Claus er forundret over at
jeg gider bruge så meget tid på at lave mad, men jeg synes det er sjovt. Og det
der tog mest tid, at befri hummerne for skjoldet, hyggede vi os sammen om.
Vi stod tidligt op, og kl. 8 var Claus klar til at gå over og
hente det svejsede scepter til søgelænderet. Det tog så over en time at montere
det, men kl. 10 var vi klar til at sejle videre.
Det har været turens hidtil koldeste sejlads, overskyet og
bidevind kræver tilsammen meget ekstra tøj. Men det er lykkedes os at sejle for
sejl næsten hele dagen.
Kort efter Vilsundbroen passerede vi en pynt, hvor der lå mindst
20 sæler, store brune mødre og deres små flødefarvede unger.

Efter kl. 14 begyndte solen at komme frem, og 16.30 var vi på
plads i havnen på Jegindø, som ligger lige syd for Mors. Havnen er
nyrestaureret, men der er ikke mange sejlergæster, og der er ikke en eneste
fødevarebutik på øen! Det er lidt synd for det store projekt de har slået op
med at gøre havnen attraktiv.
Efter Vilsundbroen i går var det næsten som at sejle
i den svenske skærgård.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt så få sejlskibe vi har set de
sidste dage. Gider turisterne ikke sejle så langt ind i fjorden? Vi havde
oprindelig planer om at nå ud til Thyborøn, men det har vi opgivet. Der er for
langt, og vi vil hellere bruge mere tid på Fur og Livø inden vi skal vende
snuden hjemad.
Dagens Menu: Færdige fiskefrikadeller fra Føtex i går med kogte
majs, kogte kartofler og resten af den lækre pastasauce fra i går.
Jegindø har et baderum, der kræver en 5-kr mønt for at få varmt
vand i bruseren. Og når der ikke er nogen butik, er det svært at skaffe mønter,
så vi droppede morgenbadet. Da jeg var i gang med at tage alt mit varme tøj på
til sejlturen, kom der to damer forbi i badedragt. Men jeg har efterhånden lært
at jeg lige så godt kan tage det hele på før starten.
Vinden var til spiler i Kås Bredning, men spileren drillede.
Under arbejdet med søgelænderet i går havde Claus lavet fejl med de mange
forskellige snore, så spileren måtte op og ned nogle gange, inden det lykkedes.
Det tog hele 40 minutter at få den op. Jeg har det med spiler som med vores
korkoncerter: hvis der er flere tilhørere end sangere, er jeg tilfreds.
Tilsvarende med spileren: hvis vi sejler med den længere end det har taget at
sætte den op, er det ok. Og i dag sejlede vi med den i en hel time, og vi
overhalede alt hvad der var af sejlbåde (2) på vejen. Med
spiler mod Sallingundbroen.
Da vi sejlede ind i Sallingsund måtte vi ændre kursen en smule, nok
til at vi ikke kunne holde spileren oppe. Lige før Sallingsundbroen tog vi den
ned og sejlede for alm. sejl resten af vejen til Nykøbing Mors Marina. Da vi
havde ligget i havnen en time, kom en ung mand glad løbende og spurgte "er
det jer der har overhalet den to-master? De siger det
var en lille rød båd". Hvis det var en lille rød båd, kan det kun være os.
Efter en sen frokost gik jeg på museum (Dueholm Kloster) og
indkøb, mens Claus blev hjemme på båden for at ordne en snor langs fokkens
agterlig. Det var som at trække en 6 m lang snor gennem en løbegang. Da jeg kom
tilbage var det blevet sol og meget varmt, og jeg hjalp med. Vi fortsætter det
store projektet i morgen.
Dagens Menu: Salade Niçoice med de sidste to pølsebrød.
Grå morgen, men sol og næsten ingen vind hele dagen.
Efter morgenmaden lavede vi fok-projektet færdigt, det tog kun
40 minutter. Vi besluttede at sejle til Fur i dag, selv om der var mange ting
jeg ikke havde set i Nykøbing. Men i morgen bliver der igen alt for meget vind,
og så vil vi hellere blæse inde på Fur.
Inden afsejling var jeg lige en hurtig tur i byen efter nye
bordknive, og jeg fandt også et par nye sandaler på udsalg.
KL 11.15 kom vi af sted, og det gik for motor hele vejen. Lige uden
for havnen så vi en sæl. Undervejs kom vi til et sted, hvor det så ud som om
der var spildt rød maling. Vi har her til aften fået at vide, at det er
opblomstring af rødalger. Turen til Fur er ganske kort, og vi var på plads i
havnen ved 13-tiden.
Efter frokost gik vi en tur til den nærmeste strand, og fik en
dukkert. Vandet var dejligt varmt, men en dame lånte mig sine clocks, for der er så mange muslingeskaller på bunden, at
man risikerer at skære sig. Indkøb i den lokale Brugs og derefter hygge i solen
på båden.
Dagens Menu: Stegte kyllingelever i flødesauce med kartofler,
majs og blomkålsbuketter. Claus syntes det så meget udelikat ud, da jeg
tilberedte det, men han endte med at sætte pris på det!
Vejret havde lovet tiltagende vind i aften, men det forblev
næsten vindstille. Dejlig aftentur rundt i havnen, hvor Museum Salling havde
arrangeret en skattejagt med oplysninger om natdyrenes sanser. Vidste du at en
sæls følehorn kan fornemme en fisk på 150 m afstand?
Dag 22:
Lørdag morgen sov vi meget længe, vågnede først lidt i 8. På vej
over til badet mødte vi de første vandrere til sommerturen Fur Rundt. Det er en
begivenhed, der har fundet sted hvert år den anden lørdag i juli lige siden
1969. I år var der over 800 deltagere!
Vandreturen er på 22 km, så vi havde på forhånd besluttet ikke
at deltage. I stedet brugte vi formiddagen på et besøg i turistkontoret, en tur
langs stranden øst for byen og indkøb i Brugsen.
Efter frokost gik vi op til den nærmeste by, Nederby, hvor vi
brugte meget tid på Moler Museet. Det beskriver vældig godt dannelsen af
moleret i havet for 55 mill.
år siden, og alle de forsteninger der findes i det. Det fortæller også om det
man ikke kan finde, f.ex. blade af løvtræer. Moleret
dannedes på så dybt vand (>100 m), at blade gik i opløsning inden de nåede
ned på bunden.
Ud over selve forsteningerne var der også vist nutidige udgaver
af de pågældende insekter. F ex en Vandkalv, hvor synet af insektet straks
mindede Claus om navnet, og om hans barndoms sommerferier i Karlstrup Strand,
hvor han fangede sådan nogen.
Udenfor var der en lade med sammenligning af landbrug for 100 år
siden og i dag. F.ex. kostede det 300 arbejdsdage at
høste og tærske så meget korn, som en mejetærsker kan klare på 1 time! Og roer
blev sået, udtyndet og luget med håndkraft. I dag har man såmaskiner, der
lægger frøene med den rigtige afstand, og lugningen er erstattet af 3 gange
sprøjtning i sæsonen. Det sidste er jeg ikke så begejstret for.
På vejen op til museet mødte vi mange vandrere, som var lige ved
at være nået i mål. På vejen hjem traf vi et ældre par, som syntes vi så trætte
ud, fordi de troede vi havde gået den lange tur. Men vi kom jo bare oppe fra
museet. Manden havde derimod gået den tidligere, hele 4 gange.
Dagens Menu: Stegte kyllingevinger med brune ris og wok-grønt.
Selv om risene havde kogt i en time blev de slet ikke møre, sandsynligvis fordi
der havde været for lidt vand i gryden.
Om aftenen var der "vablebal" i et stort telt på
havnen. Vi deltog ikke, og heldigvis standsede musikken kl. 23.
Dag 23:
Vi havde planlagt at leje cykler i dag, men vejrudsigten er
meget bedre for mandag, så Claus foreslog en afslapningsdag, hvor han ville
ordne forskellige ting på båden. Jeg brugte så 4 timer på en spændende 12 km
vandretur op til "Bette Jens' Hyw", som er
Furs højeste punkt 75 moh.
Derfra videre nordpå til molergravene og "Bispehuen",
som er en høj molerklippe, der er blevet stående frit, mens moler er gravet væk
rundt om den. Man ser tydeligt foldningerne i lagene med skiftevis vulkansk
aske og moler. Græstørven er bevaret på toppen, og et lille træ har slået rod.
Derfra ned til bunden af den nærmeste molergrav, hvor der nu er en sø.
Hjemturen gik ned ad en stejl landevej, godt jeg ikke skal cykle
op ad den! På landevejene gik jeg flere steder langs meget store marker.
Danmarks Naturfredningsforening klager over de store monokulturer, der er som
ørkener for insekterne. Det fik mig til at registrere længden af markerne.
Først en 500 m lang rapsmark. Den blev efterfulgt af en lille bygmark, hvor
bonden havde sået en rabat af vilde blomster langs marken - det var en lise for
øjnene. Senere kom jeg forbi en 700 m lang hvedemark.
Nu har vi reserveret 2 cykler til i morgen.
Dagens Menu: Resten af kyllingevingerne med brasekartofler, majs
og wok-grønt.
Dag 24:
Sol og op til 27°, ingen vind. DMI havde udsendt varsel om
torden og skybrud, men vi fik ikke en dråbe. Vi kunne se at det så mistænkeligt
ud sydpå, men uvejret nåede heldigvis ikke op til os.
Kl. 10 var vi klar til at hente de reserverede cykler. Udlejeren
gennemgik cykeltur kortet med os og indregnede de forskellige ruter. Vi valgte
at køre op mod nord til Fur Bryghus, hvor vi parkerede cyklerne og gik ud til
Knudeklinterne. Først ud til Store
Knudshoved langs en gammel molergrav, og videre mod højre på toppen af
klinten. Op og ned ad smalle stejle stier, nogle sikret med reb at holde fast
i. Her trak Claus og Annamarie deres cykler for 6 år siden. Jeg synes der var
rigelig svært bare at gå og holde fast i rebet med begge hænder.
Tilbage til en sen frokost på Bryghuset, og derefter ud igen og
til venstre til Lille Knudshoved, hvor ruten gik helt ned til stranden.
Hjemturen på cykel var lidt besværlig, for vi fik valgt en
alternativ rute med meget grus og mange stejle bakker. Der var slet ikke tid
til at nå ud på østenden af øen, som også ser interessant ud. Men det må blive
en anden gang. I morgen skal vi videre til Livø.
Var tilbage kl. 17.30 og efter at have afleveret cyklerne tog vi
badetøj på og gik i vandet lige ved havnen med efterfølgende koldt brusebad på
stranden - lige hvad jeg trængte til.
Dagens Menu: Først et glas vin med vandmelon og udskårne frugter
som tilbehør.
Senere gik vi i gang med madlavningen: Stegte panerede sej fileter med røsti og friskpillede ærter.
|
Stod op 7.30, og 8.45 sejlede vi af sted til Livø, 90 minutter
for motor i totalt vindstille og fuld sol. Fik en plads på langsiden i den
lille havn kl. 10.15. Godt at være tidligt på den.
Men kajen er meget høj over vandet, så der
skal kravles. DMI havde lovet skybrud fra kl 13,
så det var om at komme i land og udforske øen inden regnen. Der var en grå
sky, som afskrækkede Claus, derfor gik jeg alene med min regnjakke i
rygsækken (og Claus havde meget at ordne mens jeg var væk). Turen gik gennem
en fantastisk gammel skov, i
dejligt solskin mens jeg kunne høre et voldsomt tordenvejr vest for øen. Hun
var der selv! Nåede hjem kl. 13 uden at have haft brug for regntøjet. Hjalp
Claus med at sætte cockpit teltet op, og i samme øjeblik det var gjort, kom
regnen. Vi brugte regnvejret til at lytte til de to første af
Informations 4 artikler fra februar 2025 om Stormfloden i 1825, hvor
Vesterhavet brød igennem klitterne ved Thyborøn og begravede to
fiskerlandsbyer under havet. Da det blev tørvejr gik vi sammen en tur ud mod Liv Tap, en
km-lang odde på SØ spidsen af Livø. Det er et fredet naturreservat, hvor der
yngler mange sæler. Vi gik langs den østlige strand så lagt som tilladt, og
hjem igen langs den vestlige strand. Nåede netop hjem inden den næste byge! Da vi kom i morges måtte vi sejle langt uden om Tappen, der
fortsætter lige så langt som en revle under vandet. Da vi havde rundet den yderste
bøje, en øst-bøje, var Edith godt på vej ind på det lave mørkeblå. Hun
sejlede mod Fur, viste det sig, og det er der ikke noget at sige til (udover
at det vil resultere i grundstødning) for Fur er tættere på end Livø. Det er
Fur nederst til venstre. Vi så en masse sæler på Tappen da vi kom sejlende forbi. Dagens Menu: "Stegte torskeloins
med sundt tilbehør" (en opskrift fra Madens verden). Tilbehøret bestod
af stegte kartoffel terninger, løg, blomkålsbuketter og små tomater. |
|
Livø kræver som den hidtil eneste havn 10-kr mønter til badet,
og netop dem har vi ingen af. Jeg tog et koldt brusebad, Claus sprang over.
Lidt efter kl. 9 var vi afsted. Fin vind til sejl, men efter en
time løjede den af, og lynhurtigt blev det havblik. Vi nåede frem til
Aggersundbroen 3 min for sent til åbningstiden 10.15, men brovagten ventede på
os!
DMI havde lovet risiko for kraftige byger, og Jacob spurgte
bekymret kl. 11.15 om vi blev ramt af regnen over Aalborg? Men alle bygerne
gled uden om os.
Claus undrede sig over at vi kun kunne sejle 4,5 knob, når vi
endda havde strømmen med os. Så prøvede han at bakke, og vi tabte et stort
bundt ålegræs, der havde slynget sig om kølen. Derefter kom farten igen op over
5 knob.
Vejr appen havde også lovet overskyet vejr og aldeles ingen vind
om eftermiddagen. Men fra kl 13 fik vi igen ret
kraftig vind, så vi kunne standse motoren den sidste time frem til Gjøl. Og
vinden var endda så kraftig at vi rebede storsejlet. Og i Gjøl er der dejlig
varmt og masser af sol. Stemningen i havnen er helt anderledes end sidst vi var
her.
Nu
måtte vi vide mere om den imponerende statue og googlede os frem til en fin
historie.
Dagens Menu: De sidste Alaskasejfileter
med røsti og majskolber.
Vågnede tidligt til en skøn solskinsdag. Solen har skinnet fra
en skyfri himmel hele dagen, temperaturen kom op på 27°, og her kl 21.30 har vi stadig 26° selv her ude på vandet.
Da jeg gik over til morgenbadet i Gjøl, mødte jeg havnemesteren,
som havde lagt mærke til at vi var kommet tilbage, og ville høre hvor langt
vestpå vi var kommet. Når jeg tænker på, hvor mange mennesker han møder i løbet
af en sommer, synes jeg det er bemærkelsesværdigt, at han lægger mærke til os.
Er det vores lille søde båd med delfiner på siden? Eller er det vores alder og
hvide hår? Vi er vist altid de ældste i havnene.
Vi startede kl 9.15, først for sejl i
sidevind, så for motor da fjorden snoede sig til modvind. I går var roret
forfærdelig trægt at dreje, nogen gange havde jeg slet ikke kræfter til det.
Claus fandt ud af at det var ålegræs, der havde viklet sig om roret, og fik
skubbet det løs ved at vrikke roret fra side til side mange gange ved lav fart.
Det er trist at se alt det ålegræs, der flyder på overfladen; det burde gro
nede på bunden.
Vi gik ind i Aalborg Marina for at fylde vores benzindunke og
videre for motor til broerne, hvor vi kom frem præcis til broåbningen kl. 10.55
for Jernbanebroen, som er koordineret med Limfjordsbroen kl. 11.00. Vi har
virkelig været exceptionelt heldige med alle broer på denne færd.
Efter Aalborg kunne vi igen sætte sejl, og det blæste op. Da vi
nærmede os Hals måtte vi krydse mellem de to fjordbredder, hvor der er meget
dybt i sejlrenden. "Når vi når 4 m dybde, vender vi", lød kommandoen.
Bang, så stødte vi på grund på 0.6 m dybde. Kanterne på sejlrenden må være
nærmest lodrette! Og det tog lang tid at komme løs. Både strøm og vind pressede
os endnu længere ind, mens vi skulle have gang i motoren. Strategien er så ved
hjælp af motoren på tværs at dreje båden, så vi kan få den maksimale krængning.
Ved de næste to kryds var vi meget forsigtige og vendte allerede ved 6-7 m
dybde. Men strømmen var så meget imod, at vi i praksis sejlede frem og tilbage
mellem de to bredder. Det sidste stykke blev derfor for motor.
Og nu ligger vi for anker i et stort
lavvandet område mellem Himmerland og en lang sandbræmme ud mod Kattegat.
Det virker nærmest som en lagune, og her ligger hele 10 både for anker. Her er
masser af måger og terner. Og tidligere på aftenen fik vi besøg af en blomsterflue,
der kom og sugede honning fra vores buket på bordet. I morges var der også en
rigtig bi.
Dagens Menu: Æggekage stegt ovenpå alle vores rester fra
køleskabet: løg, porre, rösti, en rest af kyllingelever gryden, en rest madlavningsost, tomater.
Dertil ristet rugbrød og rosevin. Det smagte pragtfuldt, siger Claus.
Vågnede kl 4.49 og vidste at solen
ville stå op 4.51. Så jeg stod op og så solopgangen (som ikke var nær så smuk
som solnedgangen
i går). Gik i seng igen og sov til 6.30.
Endnu en smuk, vindstille morgen. Men vi følte os ikke fristet
til en havdukkert efter at have set, hvor meget det boblede op fra havbunden i
går aftes - bundvendinger.
Sejlede af sted for motor kl 9.15.
Vandet er lavt meget langt ud fra kysten, og der lå masser af lystfiskere i
sejlrenden. Langs kysten så vi hele vejen store lyse blomkålsskyer, men ude på
vandet var der helt skyfrit.
KL 12 så det ud som om det blæste lidt, og vi satte fokken op.
Fok plus motor øgede farten fra 4,5 knob til over 5.
Kl 12.30 var vi ud for Als Odde, som
bryster sig af Danmarks bedste badevand. Vandet var kun 2,5 m dybt og klart
lysegrønt over sandbund. Det fristede til frokostpause
for anker. Vi startede med en svømmetur
efterfulgt af et varmt
brusebad fra bådens solvarmede badevandspose.
Bagefter frokost smukt anrettet med vores sølle rester. Kl
14 sejlede vi videre med fuld sejlføring og en fart på op til 6 knob.
Indsejlingen til Randers Fjord er også en lang, smal sejlrende,
hvor der dårligt er plads til at vende op mod vinden for at tage sejlene ned.
Derfor tog vi storsejlet ned inden vi nåede renden og sejlede for motor og fok
ind gennem renden. Fokken kunne vi få ned i medvind. Det gav en havnemanøvre
uden stress for mig, at sejlene var nede i god tid. Fandt en god plads inderst
i havnen.
Der er 6 km til nærmeste butik, og ingen brugbare lånecykler til
rådighed. Desuden en stejl bakke op til Råby, hvor Dagli'
Brugsen ligger. Derfor opgav vi at købe ind, det bliver i stedet i Grenå i
morgen.
Middagen blev derefter: en dåse ris med boller i karry fra Claus
"prepper lager". (Hvis jeg får
brug for det, så har jeg rationer på min båd til sejlturene, vand og strøm og
et lager af dåsemad, som jeg også kan bruge hvis en nødsituation på landopstår)
Vi delte også resten af æggekagen fra i går, det var mere fornøjeligt.
Vi sidder og nyder synet af de mange svaler i havnen. De holder
til på en stor mastekran, og det ene øjeblik kan jeg tælle 30 svaler på kranen,
det næste øjeblik letter de alle på en gang.
Vi har set mange sæler på vores rejse, men ikke et eneste
marsvin. Sidst Claus var i Udbyhøj, var der tre marsvin, der svømmede rundt om
båden i Randers fjord. Hvorfor er de væk?
Endnu en vidunderlig solskinsdag næsten uden vind. 21° fra
morgenstunden, og 27° om eftermiddagen.
Sejlede afsted for motor kl 10.10.
Kraftig medstrøm ud gennem sejlrenden. Ved 12-tiden
var der vind nok til at fokken kunne hjælpe motoren med en fart på op til 6
knob. Senere satte vi også storsejl og fortsatte uden motor og nød stilheden,
selv om det gik ud over farten. Alt hvad vi får foræret af naturen til at spare
på benzinen tager vi imod med kyshånd!
Nåede frem til Grenå Marina før kl 16
og fik som sædvanlig en fin plads inderst i havnen. Lige ud for vores plads kom
vi i snak med et ægtepar i en sommerbolig på havnen. De kender også en L23
sejler, som Claus mødte for 10 år siden her i Grenå og har holdt kontakten med
hver gang han har været i Grenå. Claus fik telefonnr. til ham af vores naboer i
sommerhuset og ringede straks. Han fylder 97 på mandag, men ville gerne komme
ned på havnen og hilse på os søndag.
Gik ind til Spar købmanden, hvor Claus mistede sin kasket!
Så varmt at vi sov uden cockpit teltet, og det blev faktisk en
tropenat.
Vores ene nye gasapparat er gået i stykker, men foreløbig kan vi
godt finde ud af at lave mad med kun ét apparat.
Dagens Menu: Stegte fjerkrækrebinetter med kogte kartofler, Wok
grøntsager og tzatziki.
Dag 30:
I dag er blevet den sidste sommerdag i denne omgang. Masser af
sol og op til 28°. Vi har læst i nyhederne om masser af skybrud rundt om i
landet, men siden den lange regnvejrsdag, første gang vi var i Gjøl, har vi
højst fået regn i 2 minutter! Så dejligt sejlervejr har jeg ikke tidligere
oplevet. At sejle i shorts og solbluse er en dejlig oplevelse.
Fra i morgen mandag kommer der regn, og på vores næste
destination Thunø blæser det så meget, at vi har besluttet at blive i Grenå til
onsdag morgen.
Jeg gik alene en tur ind til Rema1000 i den søndagsstille by.
Kom forbi en frikirke, hvor der lød salmesang ud gennem vinduerne. Da jeg kom
tilbage havde Claus købt en hummer. Det gik sådan til: han så en fisker komme
ind, og gik hen og spurgte om han kunne købe fisk. "Hvordan ser
sådan nogen ud", svarede fiskeren. Han
fiskede efter fisk, men der var ikke nogen. Og ingen jysk by kan stikke næsen
længere ud i Kattegat! Hvad er det for noget? Efter en snak om havets
miserable tilstand, sagde han: men jeg har en hummer. Den købte Claus og fik
for 50 kr. krabbekløer i byttepenge for sin 200 kr
seddel.
Claus’ 97-årige sejlerven kom forbi
lidt over 11 med sin familie på vej til fødselsdagsfejring i Ry. Sammen gik vi
hen for at se hans smukke, velholdte L23, som han har foræret til Djurslands
sejlerskole, som passer godt på den.
Efter frokost gik vi en tur til stranden for en svømmetur og en
lur i solen på stranden. Resten af eftermiddagen har Claus brugt på at koge
krabbekløer, hummerkløer og selve hummeren.
Dagens Menu: Hummer
på franskbrød med mayonnaise. NB
hummergaflen på den turkis
tallerken.
Og nu sidder Claus stadig og piller krabbekløer, mens jeg
skriver.
Dag 31: Regn, regn, regn!
I en pause i regnen i formiddags gik vi til Spar købmanden og
forsynede os med de manglende ingredienser til at lave krabbesalat. Den blev
meget lækker, og der er til flere dage.
Claus havde bedt om uforstyrret ro i et par timer for at skrive,
så jeg gik - i endnu en pause i regnen - til Kattegatcentret, som er et meget
omfattende akvarium. Alle områdets ferierende børnefamilier havde fået samme
ide, så stedet var som en myretue. Men der var alligevel god plads til at
opleve fiskefodring, træning af sælerne og fortælling om pingvinerne. Der er 23
pingviner, som har hver sit farvekodede armbånd på venstre vinge, så
dyrepasserne kan kende forskel på dem. Et par har udruget en unge 1.juli, og
der er live kamera på dem, så men kan se den dunede unge sidde oven på den ene
forældres fødder. Først når den er 3 måneder, har den fået vandtætte fjer, så
den kan svømme. De får 800 kg is om dagen, lavet på centrets egen ismaskine.
Derfor er der altid kun 7° varme hos dem.
Jeg nåede hjem lige før det for alvor satte ind med regn kl. 16.
Og nu vælter vandet ned over os uafbrudt på femte time. Og det bliver kun værre
iflg. DMI’s radar. Men vi sidder godt og tørt under cockpit teltet og hygger
os.
Dagens Menu: Kylling i asparges med brune ris.
Risene blev lige så hårde og mislykkede som sidst. Claus kom i
tanker om, at de vist havde været brugt til at lægge over en tærtebund, da den
blev forbagt, for at bunden ikke skulle bule op. Nu bliver resten af risene
kasseret, og jeg køber nogle nye næste gang jeg kommer til købmanden.
Jeg vågnede i morges kl 5.30 ved
stilheden efter at regnen endelig var hørt op. Det regnede helt vildt, da vi
gik i seng mandag aften, og det fortsatte hele natten.
Vi havde regnet med at blive i Grenå endnu en dag, fordi det
ville blæse for meget på Tunø. Men vejrudsigten havde ændret sig, så blæsten
først ville komme til natten. Claus spurgte forsigtigt, om jeg havde mod på at
sejle en hel dag i regntøj? Og det kunne jeg da godt acceptere.
Vi spiste morgenmad og smurte madpakker, for når det regner er
vi nødt til at lukke af til kahytten, så vi ikke kan smøre mad undervejs. Og kl 9 var vi klar til at sejle. Medvind, der indbød til at
sætte spileren op. Efter en lille time med spiler kom der pludselig lidt regn,
og Claus valgte at tage spileren ned for at den ikke skulle blive for våd.
Regnen blev ikke til noget, men kort efter skiftede vinden lige pludseligt fra
NV til NØ, dvs. ind fra bagbord i st.f. fra styrbord.
Og så var det heldigt at spileren var taget ned; ellers havde det været et
værre bøvl at have spileren hængende på den forkerte side.
Vinden blev nu meget mere stabil, men det gik for langsomt, så
vi startede motoren ind imellem. Nåede frem til Tunø kl. 16.30 og fik en plads
på langsiden inderst i havnen.
Det der havde tegnet til en regnvejrsdag på havet endte med en
dejlig sejlads uden regn, noget af tiden endda i solskin.
Dagens Menu: Forret Avocado med krabbesalat. Hovedret stegt laks
med kogte kartofler og tomatsalsa.
Gik en lille aftentur ud til revet på østspidsen
af øen, hvor der var flot brænding langs Tunø
Rev. Det virker fuldstændig som Grenen
ved Skagen.
Kedsommelig sejltur med vind ind lige bagfra, det meste af tiden
for lidt til sejl. Heller ikke meget at se på, ud over Hjelm, der i profil
ligner en flodhest, Endelave der er meget karakteristisk med sine træer, og
Æbelø der dukker frem foran Fyn. Da vi nærmede os Horsens Fjord, blev der lidt
mere kyst at se på, høje flotte klinter.
Claus smurte frokostmadder undervejs, og vi nåede i havn ca.
15.30. Vi lagde til ved en høj bro, hvor vi har ligget 2 gange før. Der er gode
stiger ved hver gæsteplads, så det er nemt at komme i land. Juelsmindes gamle
del af havnen er meget livlig med mange flotte
restauranter og butikker. De nye afdelinger ved siden af er ordinære.
Dagens Menu: Lige så kedsommelig som sejlturen, færdigkøbte
flødekartofler med resten af vores kylling i asparges. Det levede bestemt ikke
op til vores sædvanlige kulinariske niveau.
Vi gav os god tid i Juelsminde i morges. Claus ville i Marine
shoppen i havnen, og de åbner først kl 10. Jeg gik en
tur i byen, som har en meget lille bymidte. Kom forbi et hus med "garage
salg", hvor alle varer på gaden var gratis. Jeg fik 5 drink glas med hjem.
Kl 11.30 var vi klar til at sejle. Vi
prøvede at sætte sejl, men vi kunne ikke komme over 3,5 knob, så det opgav vi,
selvom dagens rute er kort. Sejlede for motor i det skønneste solskin, og
vinden aftog og forsvandt efterhånden helt. En time før Fredericia var der en
meget tung tordensky inde over land, og DMI's radar forudsigelser sagde at
tordenbygen ville nå Fredericia samtidig med os. Men skyen gik i opløsning
inden!
Sejlede ind til Fredericia lystbådehavn, hvor Claus spurgte om
der var noget at komme efter, underforstået ledige pladser. Men en mand på en
af de store både svarede, at der var ikke noget at komme efter som turist med 3
km ind til byen. Han anbefalede os at sejle tilbage og ind i den gamle havn,
der blevet renoveret som gæstehavn.
Han forklarede at vi lige skulle
rundt omkring det store skib der lå til kaj i Møllebugten. Det lød som om det
var lige rundt om hjørnet. Og vi søgte i overensstemmelse dermed:

Vi kunne først se master da vi var kommet
halvt ind i havnen, der hvor den slår et lille knæk. Den var svær at finde, men i den
grad umagen værd. Vi fik den sidste
ledige plads på den inderste bro (da
vi kom lå der også en på pladsen lige på vores styrbord side), lige for
foden af den gamle by.
Gik en tur op gennem byen og tilbage oppe på volden rundt om
byen. KL 17 var det stadig sol og 26° varme. I morgen eftermiddag får vi besøg
af nogle af Claus' venner, men da ser det ud til overskyet.
Dagens Menu: En varmrøget laksefilet fra den gode fiskehandler i
Juelsminde, med de sidste kartoffelrøsti og wokgrønt.
Dag 35:
Vi brugte formiddagen i dag på en 4 km lang tur på volden, fra
havnen mod uret. Det er dejligt at se, hvordan alle havne og byer, vi har været
i, har sørget for rabatter med vilde blomster. Her i Fredericia er det særlig
udpræget. Lige øst for havnen er der et stort legeområde kaldet C-byen og
Kanalbyen. Der er gratis minigolfbane, man låner bare køller og golfkugler i et
skur overfor. Længere henne er der private højbede med fine blomster, men alle
andre steder er der vilde blomster mellem stierne.
Turen gik videre på vold terrænet, som er et imponerende anlæg,
mange gange det jeg kender fra Kastellet i København og Vestvolden.
Der er meget stejle bakker, hvor græsset for nylig er blevet slået. Vi undrede
os over hvordan det kunne gøres, men vi fik forklaringen lidt senere: en
fjernbetjent bæltedrevet græsslåmaskine, der blev drevet rundt af en gartner.
Den kunne nemt klippe græs og andre vækster i op til 1 m højde.
Og hvis man ikke gør det, springer voldene i skov. Vi passerede
en skråning med træer, der så ud til at være over 50 år gamle. Sådan så
Kastellet også ud, da jeg var barn.
Vi gik en tur op på den højeste top på vold anlægget, hvor Claus
fotograferede udsigten
m.m. ind mod byen.
På vejen hjem gik vi på indkøb i Føtex, og efter frokost kastede
vi os ud i en grundig oprydning og rengøring som optakt til at vi fik gæster
kl. 15.
Ellen fra Spiseklubben kom og mødtes med Ole, som havde været
elev på Claus' første matematik hold på gymnasiet og senere kollega til Ellen
på Nordfyns Gymnasium, og hans kone Irene. Nu bor Ole og Irene i Pjedsted uden
for Fredericia, og Ellen og John har sommerhus ved stranden til Lillebælt lidt
syd for broen. Det var en meget hyggelig eftermiddag med Gin og Tonic, og
senere kaffe og Drømmekage fra Føtex.
Dagens Menu: Fiskefrikadeller med kogte kartofler og varm
remouladesauce.
Det er blevet hvepse tid. Det er fascinerende at se hvepsenes
aktivitet. De er især interesserede i kapslen til saftflasken. I går var der
en, der havde en udpræget aggressiv adfærd; kom der andre for nær, blev de
jaget langt væk. Det virkede nærmest som nærkontakt i et slagsmål ind til 1/2
meter væk! I dag kan de enes, på et tidspunkt sad der 5 stk. rundt på kapslen
og suttede.
Vi gav os god tid i Fredericia, fordi der ville være modstrøm i
Lillebælt om formiddagen, men medstrøm efter middag.
Derfor tog vi en tur op til Billunds Boghandel, der for nogle år siden blev
kåret til Danmarks bedste Boghandel. Vi kom med det udtrykkelige forsæt kun at
kigge, men vi gik derfra 650 kr fattigere og med tre
tykke bøger:
1. Havnelodsen 2024-25 (Claus' tidligere eksemplar var fra
2003-05)
2. Peter Bastian: Mesterlære til Claus
3. Lotte Kaa Andersen: Den inderste kerne, roman om Inge
Lehmann, der opdagede at jorden har en fast kerne, men ikke blev accepteret af
videnskaben i Danmark, fordi hun var kvinde. Den er til mig.
Efter boghandlen gik jeg ud i den smukke Naturpark, hvor vi var
i går, for at fotografere. Der er bl.a. en smuk stenskulptur,
som symboliserer venskabet mellem Illullisat og
Fredericia, som hvert år modtager børn fra hinanden på sommerophold.
KL 12.45 var vi klar til at sejle videre, det meste af vejen for
sejl i sidevind med en fart på 5,0- 6,5 knob. Ind imellem var der ingen vind,
måske fordi vi kom i læ af kyster og øer, og så måtte vi tage motoren til
hjælp.
I dag så vi for første gang et marsvin. Det eneste i 5 uger. Men
i Limfjorden så vi jo mange sæler.
Vi fandt ind i den bugt syd for Årøsund, hvor vi ville ligge for
anker. Først i højre side af bugten, men det var for tæt på en velbesøgt
badestrand. Vi valgte at sejle tværs over bugten, hvor vi fandt en plads, der
kommer til at ligge i læ, når vinden i nat drejer fra NV til V. Var på plads
kl. 18.
Dagens Menu: Omelet med stegte porreringe, broccoli buketter, og
krabbekløer. Dertil ristet rugbrød. Krabberne smager ikke af meget!
I morgen slutter vi turen i Sønderborg.
Sidste dag!
Vågnede til en dejlig stille morgen, sol og ingen vind. Men det
betød selvfølgelig motorsejlads. Vi prøvede et par gange med sejl, men det gav
ingenting.
Var for første gang uheldige med timingen for broåbningen i
Sønderborg, ankom 13.05 og måtte vente til 13.45. Men så lagde vi til på
langsiden mellem Alsion og broen og spiste frokost.
Da vi nåede havnen kl 14.00, var det
lidt svært at finde Claus' faste plads, fordi begge de faste naboer var ude. De
er søskende og kom begge lidt efter os, de havde været til havnefest i
Langballigau, vældig hyggelige at snakke med.
Vi var færdige med at rydde op og pakke det, der skulle med til
Bjerggade kl 15.30.
Tak for godt 5 ugers dejlige oplevelser både på havet og i land.
Ja, så er punktum sat, og vi kan gøre
status. Fem uger i en lille båd der gynger - og vi har ikke haft nogen uheld.
Vi har jongleret med kogende vand og varm olie og bevæget os rundt omkring
gasblus. Båden er vanskelig at færdes på, men vi har ikke slået os
nævneværdigt.
Det er værd at gøre op, for i vores
alder må vi vurdere om vi stadig magter udfordringerne. Vi bestod.
Og næste år? Tjahh...
bom-bom...
En anden ting at gøre op er
benzinforbruget.
Fra start i båden 25 L benzin
Indkøb undervejs 43,36 L
Til slut i båden 14 L
Forbrugt til sejlads ca. 55 L.
Det er ca. 55 timers motorsejlads.
Hvor stor en del af hele turen der er
gået for motor, må afvente lidt endnu.
Også bemærkelsesværdigt: På fem ugers
sejlads så vi kun ét marsvin.
Og helt usædvanligt: I al den tid vi
var i Limfjorden, lød DMImeldingerne: ”Temperaturerne
bliver … varmest i Nordjylland” Og trodsende enhver forventning fik vi
forklaringen: Varmen kommer fra Norge”!
Alle Ediths (bedre) billeder kan ses
på slideshow her
Alle Claus’ (bedre) billeder kan ses
på slideshow her