Strabadseturen fra Svendborg til Birkholm

Prognosen og min lagte rute så således ud:

Med vores gode erfaringer med kryds for fok alene fra turen fra Stege til Kalvehave mente jeg vi kunne sejle foran for tværs/bidevind på det første stykke med stadig rummende sejlføring sluttende med agten for tværs.

Men snarere end en streg til nord var den en streg til syd med øgende tendens hertil, så først efter waypoint ⑨ kunne vi slappe lidt af.

Vi havde altså modvind. Og vi havde også medstrøm. Men det kan man ikke glæde sig over. Det betyder nemlig at vinden i forhold til vandoverfladen er forøget med strømhastigheden, og bølgerne rejser sig aggressivt. Selvom vi i forhold til vinden lige skulle kunne holde bidevind, så gik vi uhjælpeligt i stå i bølgerne og kunne end ikke holde styrefart i båden. Altså startede vi motoren for fuld kraft sammen med sejlet og opnåede 1-2 knob, ikke ret meget mere end medstrømmen. Bølgerne gjorde det ugunstigt at gå lige mod vinden, så vi krydsede ind imellem hvor så også fokken kunne bidrage lidt. Bølgerne sprøjtede jævnligt ind over sprayhooden. Og vi blev våde.

Turen er tracket på min tablet af Keep Sailing til højre. Den hører op på et tidspunkt som man ser. Jeg navigerer efter Navionics på min mobil som jeg har på mig, og tracker med Keep Sailing på min tablet hvor også Navionics kører for det tilfælde min mobil driller. Det gjorde den heldigvis ikke. Tabletten stiller jeg indenfor ruden i sprayhooden. Men der blev den ikke stående. Bølgesprøjtet slog hårdt mod ruden og tabletten væltede ustandseligt og blev også våd. En gang jeg var inde og se til den, var Navionics forsvundet, og jeg kunne ikke finde den, selv ikke hvis jeg i en kort periode opnåede at have tørre fingre. Med våde fingre kan man ikke betjene touchsskærmen. Jeg valgte derfor at boote forfra. Jeg genfandt Navionics, men glemte at genstarte Keep Sailing.

På det sidste stykke ned til Birkholm hørte de helt vilde strabadser op.

Men så skulle havnen anløbes. Det blæste jo stadigt voldsomt, og jeg havde sagt til Edith at jeg formoder jeg lægger mig med bagenden mod vinden og holder mig dér med motoren trækkende baglæns mens vi orienterer os. Og det skulle have været gjort i den rækkefølge. Jeg startede imidlertid med at se mig om, og inden jeg fik talt til én, havde vinden overtaget initiativet, og vi blev skubbet ind i en større motorsejler fra Kolding. Han så noget knotten ud ”vi sad og spiste frokost, og så ’BANG’”. Så det forstår man jo så godt. Da jeg så han var fra Kolding, sagde jeg spontant ”Åh, jeg holder meget af at komme i Kolding.” (Og det er faktisk i høj grad sandt). Og han viste sig staks at være en rar mand, senere også lun og humoristisk. Skaden på hans båd slog han hen.

Efter at han og Edith i forening havde frigjort mit anker fra hans badestige, lå vi på den eneste frie plads i havnen. Igen reddede det mig at jeg har sådan en lille båd. De store kunne ikke ligge der.

Ankeret sidder klar i stævnen. Det må på billedet ligge inde under fokken som ikke er ordnet efter vinden har haft godt fat i den mens de udførte operationen.

Pladsen er ellers ikke en jeg ellers ville opsøge, for vinden blæser os kraftigt ind mod molen. Vi behøvede overhovedet ikke at fortøje os (hvad vi dog alligevel gjorde). Den viste sig at være perfekt. Strøm lige ved hånden og let at komme af og på.

PS. En meget erfaren sejlerven kommenterede turen således inden han så denne beretning:

” Pyh ha. Svendborg til Birkholm i næsten kuling. Men vel øst om Tåsinge? Hvordan bjerger båden sig i sådan en modvind med små krappe bølger, der uafladeligt vasker ind over fordækket og sender mængder af sprøjt ind over besætningen?”

Som svar har han nu fået denne beretning med en tilføjelse at ”nej, vi gik ikke øst om Tåsinge. Vi tog den lige på.

Og det blæste også ud for Birkholm.