Det var nær gået helt galt.

Vi kastede anker i den østre del af Sköneviken og spiste frokost. Det skulle vi aldrig have gjort. Det var uendeligt tæt på at blive katastrofalt.

Der havde ikke været noget sønderligt træk i ankret under frokosten. Da jeg trak båden hen for at hive ankret op, forekom nok det største træk. Men det var rigeligt, op ville det ikke.

1. "Nå, så sejler vi bare hen over det, så det vipper skovlene opad." Båden standsede med er ryk. "Vi prøver bare igen" - og igen med samme resultat 4-5 gange eller mere...

2. Så hen over ankret i forskellige retninger. "Det var som pokker... Hvad er det for en bund? Kan det have fået fat i en sten?"

3. De to første forsøg var træk nær vandret. "Hvad med et lodret træk forstærket med motor fra den position?" Altså hev jeg lodret op alt hvad jeg formåede og satte ankertovet fast. Når båden flyttede sig, var det kun i den udstrækning snuden lod sig sænke.

Jeg markerede det øverste ankerkædeled med en snor. Vi gik begge to op i stævnen, og jeg trak igen alt hvad jeg kunne. Så gik vi ned bagi og gjorde os tunge og satte motoren i gear. Derefter kunne vi hive 10 cm mere op. "Godt, så tager vi 10 cm ad gangen indtil ankeret slipper." Men vi fik aldrig mere op end de første 10 cm.

Jeg forsøgte stadig det lodrete træk med forøget kraft ved at trække på tværs i tovet. Ingen virkning. "Hva f... er vi ved at trække det skandinaviske grundfjeld op fra bunden?" Jeg førte også linen ned til et af vores store spil og hev.

Her begyndte for alvor frygten for at vi måtte forlade ankret og min fine 8m lange kæde i rustfrit stål. "Må man bare forlade det, eller skal det markeres med en lille fender og meldes til Sjöfartsverket?".

4. Men jeg er ikke den der løber tør for ideer. Jeg fæstede ankertovet til hækken, altså lige ved motoren og gav lang line og sejlede i en cirkel rundt om ankret. Det var kun få grader før de 360, så mærkede jeg en forløsende (i enhver forstand) reaktion.

Og op kom en overvældende høst af bundvegetation og tilhørende havbund. Se det vedhæftede billede. Edith skulle dog først hente sin mobil inden hun kunne tage det, og inden da var mindst halvdelen af høsten faldet tilbage hvor den kom fra.

Et skærmdump viser vores ankerplads og bevægelser omkring. Dvs kun lidt af... positionen blevet kun registreret hvert minut.

Ja, erfaringer med ankring... Det får aldrig ende.