Uløselige problemer

I løbet af det seneste århundrede har vores bevidsthed mødt voldsomt overraskende udfordringer fra verden. Det har produceret i tusindvis af artikler som prøver at finde fornuft i vores erfaringer.

Udfordringerne står som uløselige problemer, bl.a.:

1. Kvantemekanikken fra 1927. Den kommenteres således af en af de mest indflydelsesrige fysikere i det 20. århundrede, Richard Feynman (s.129):

”Jeg mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er ikke nogen der forstår kvantemekanik...Lad være med at blive ved med at sige til dig selv “Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lade sig gøre”.

Lad være med at spørge… en særpræget videnskabelig doktrin. Men kvantemekanikken virker. Og anvendelsen af det man ikke forstår kan lade sig gøre, er i voldsom udvikling i form af alskens kvanteteknologi.

2. Da universets enorme dimensioner blev en accepteret kendsgerning, mente Einstein at universet måtte være statisk. Senere fandt man ud af at det udvidede sig. Så måtte det ske bremset af tyngdekraften, hvis det hele skulle give mening. Men så præsenterede universet sig som accelererende i sin udvidelse. Så måtte man igen i gang med fantastiske forklaringer. Det hedder mørk energi, men ingen ved hvad det er.

3. For snart et halvt århundrede siden opnåede analysen af de nerveprocesser som hører til forskellige sanseindtryk, emotioner og motoriske handlinger m.m. et stade, hvor man kunne gøre sig håb om at finde et videnskabeligt svar på spørgsmålet: Hvor hører den frie vilje hjemme i den store viden om hjernen der er opnået?

Neurovidenskabsmanden Benjamin Libet satte sig for at besvare det første nærliggende spørgsmål: Hvornår i forhold til en ønsket handling sætter viljen gang i de nerveprocesser som fører til handlingen? Libets forestilling var følgende:

"Hvis en bevidst intention eller beslutning om at handle skal indlede en viljesbestemt begivenhed, så må den subjektive oplevelse af denne intention gå forud for, eller i det mindste falde sammen med begyndelsen af de særlige processer i hjernen, der formidler handlingen."

Således som vi oplever at være herre i eget hus, må det være den selvfølgelige forventning - som straks giver hele problemstillingen om den frie vilje den ultimative udfordring: Hans eksperimenter viste det modsatte. De fysiologiske processer var i gang inden bevidstheden om dem opstod. Fysiologiske og filosofiske krumspring prøver at redde den frie vilje for at redde vores ansvar.

For problemer af denne art er det tydeligt at tilfredsstillende løsninger ikke kan findes hvor de søges. Årsagen ligger egentlig lige for:

Verden er givet. Problemer med verden er skinproblemer.

De opstår ved bevidsthedens måde at gå til verden på.

No problem can be solved from the same level of consciousness that created it. Albert Einstein

Altså skal løsningen findes i vores tilgang til verden. Vejen frem er et fundamentalt, mentalt paradigmeskift. Det har jeg behandlet grundigt i bogen.

Arven efter Niels Bohr.

Det vigtigste mangler.

Find den her eller i boghandelen.

I bogen fremstilles de to mentale paradigmer, det aktuelle og det fremtidige (som det kunne være).

En kort smagsprøve:

I det aktuelle videnskabelige paradigme ses verden udefra. Descartes er den eksemplariske fremstiller heraf. Stående uden for alting ser Descartes verden bestående af to væsensforskellige substanser, res ekstensa og res cogitans. Og hans problem bliver så at de er uafviseligt uforenelige, men øver alligevel indflydelse på hinanden. Denne opfattelse af verden som tvedelt forekommer mig umiddelbart absurd, og det er det level of consciousness som skaber problemerne. Og det er inden for de rammer problemerne søges løst.

De rammer er mere end 2000 år gamle. Whitehead: ”Den sikreste karakteristik af europæisk filosofi er at den består af en række fodnoter til Platon.”. Der er helt andre muligheder.

Det fundamentalt andet mentale paradigme er at opfatte verden som en helhed der er. Som en uadskillelig del af denne verden er enhver forestilling vi gør os om verden, vores forsøg på tilpasning når vi ser os omkring. Og så indser vi at vi kan rette vores opmærksomhed udad mod den os omgivende verden og indad mod vores indre oplevelser. De begreber som dukker op når vi ser henholdsvis udad og indad, er væsensforskellige. ’Udad’ er intellektuelle systematiseringer af vores fælles verden, ’indad’ er oplevelser af vores helt private indre verden. De kan ikke forenes, men er lige betydningsfulde indhold i vores bevidsthed. De er derfor det oplagte grundlag for en komplementær forståelse af vores bevidstheds vilkår.

(I dette paradigme forsvinder bl.a. den frie viljes problem, og det vil muliggøre en løsning af klimakrisen.)

Og blev det ikke helt klart, så er det mit håb at bogen kan give et skub i en god retning.

Men det er naturligvis ikke helt ligetil.

Endelig fra en dialog med Arne Nielsen (som for øvrigt har skrevet en anmeldelse af min bog):

Du skriver i en mail "Det dér med, at vi er deltagere i verden, er rigtigt nok, men det er min klare opfattelse, at verden eksisterer, uanset om vi er der eller ej."

Det rammer direkte ind i centrum af det jeg prøver at bidrage med. Forestillingen "verden eksisterer" i den sammenhæng du nævner, kan ikke gives mening. Hvis ikke vi er der, er sætningen uanbringelig  Og når vi er der, så har verden kun en fremtrædelsesform sammen med os. Den eksisterer ikke i sig selv. Det viser dobbeltspalteeksperimentet uangribeligt. 

Bohr udtrykker det således: ”I kvantefysikken er ... en redegørelse for måleinstrumenternes funktioner uundværlig for definitionen af fænomenerne," (s.39 i min bog).

Jeg siger det mere direkte! Og hvad siger så du?

Og Johannesevangeliet siger det også(?) jf. s.28.