Samme virkelighed, Udefra/indefra
Jorden er
rund.
Og vi kan se det for os. Se den for dig! Og du
ved der står mennesker på den hele vejen rundt. Se også dem for dig. Kan du
løsrive dig fra fornemmelsen af at der er nogle der står med benene i vejret?
Drej gerne hovedet, eller billedet! Der er hele tiden nogle der står forkert.
Det problem eksisterer når vi ser jorden
udefra. Det eksisterer ikke når vi står på jorden.
Glem helt billedet til højre. Nu står vi på
jorden:
Uanset hvor vi stiller os, står vi som vi
skal, hovedet op, benene ned. Vi ser vores placering indefra, fra placeringen.
De to placeringer, udefra/indefra, kan ikke
indtages samtidigt. De er komplementære.
Ting kan fremstå forskelligt, ret hårdnakket
forskelligt, fra forskellige ståsteder. Men begge er gyldige, og nødvendige for
en fuldstændig forståelse af det at ’stå på jorden’.
Problemer kan løses på flere måder. Særligt
sjove er de løsninger som kom ind ad bagvejen
så at sige, som slet ikke lå for enden af den vej man gik i sin søgning.
Mener
man at jorden er flad - og det kan enhver jo se - så er det et stort problem
hvad der sker når man kommer ud til kanten. Mange forestillinger er gjort for
at finde en acceptabel forståelse, f.eks. tegningen til højre.
Hvad
der sker når man kommer ud til kanten? … Med et fingerknips: Jorden er rund! –
og problemet er væk. Der var tale om et skinproblem.
Ja,
så opstår der andre vanskeligheder som øverst på denne side, de komplementære
positioner, som man må vænne sig til; men det kan man.
Faktisk
er det let at se at jorden krummer, i hvert fald ganske lidt, når man i klart
vejr følger skibe på vej ud mod horisonten. Skroget forsvinder, men masterne
ses stadig.
Det
er vel også i oldtiden oplevet at man kan se solen gå ned to gange. Man ser
solnedgangen fra strandkanten hvorefter man bestiger skrænten bagved og ser
solen gå ned en gang til.
Når den flade jord kan være en vedholdende forestilling skyldes det nok snarere
vanskeligheden med at gøre op-ned relativt. Det er svært når vi ser vores jord udefra.