Samme virkelighed, Både/og. Kan vi vænne os til det?

 

Da Newton i 1687 havde afsluttet det der indtil Einstein, 1915, var verdenshistoriens største regnestykke, Philosophiae Naturalis Principia Mathematica, forelå der en fuldstændig overbevisende matematisk beskrivelse af bevægelsen af alle legemer i KRAFTENuniverset. Men hvordan så fysikere på den nye situation, ja, hvordan så Newton selv på den?

Uddrag af breve fra Newton himself til Richard Bentley, 1692-93 i min oversættelse:

At et legeme kan virke på et et andet på afstand gennem vacuum uden at betjene sig af noget som helst gennem hvilket deres virkning og kraft kan for­midles fra det ene til det andet, er for mig så absurd en tanke at jeg tror in­tet men­ne­ske som har anlæg for at tæn­ke fornuf­tigt kan til­­slut­te sig den.

 

Der blev også gjort nar! Jeg har set en tegning fra samtiden, som jeg desværre ikke kan finde, som viser dimensionerne af det tov, eller hvad man skal kalde det, som skal til for at holde jorden i sin bane omkring solen. Her har tovet været meget tykkere end på figuren til højre. Jeg har rekonstrueret situationen og lagt data for den stærkeste moderne stålwire til grund for beregningerne.

(Og så hænger den jo ikke engang nedad! Prøv at dreje figuren 90 eller 180 grader og se hvor akavet situationen så fremstår!)

 

 

 

Og hvor står vi nu? Vis mig den student som har haft fysik, og som har skænket gravitationsloven (fjernvirkningen) bare en lettere undrende tanke. Det bliver svært at finde. De færreste fysiklærere har vel gjort det. Sådan er det, det er da klart!