I forbindelse med koncerten d. 14.12.2011 med Aabenraa Motetkor:

Sammenligning mellem Brorsons oprindelige salme Mit hjerte altid vanker og Grundtvigs gendigtning Forunderligt at sige.

Brorsons salme består af 9 vers. Lidt overraskende synes Grundtvig at anse det for vel vidtløftigt og nøjes med 6 vers hvoraf normalt kun anføres 3. De 6 vers står her med de tre oftest anførte versenumre i parentes. Med * er markeret de vers vi synger.

Brorsons vers synges på en norsk variant af en svensk melodi. Grundvigs synges på Carl Nielsens melodi, komponeret i 1914 (samtidigt med 4. symfoni) og udgivet i 1919.

Mit hjerte altid vanker Hans Adolph Brorson 1732	Forunderligt at sige N. F. S. Grundtvig 1837
1* Mit hjerte altid vanker i Jesu føderum, did samles mine tanker i deres hovedsum; dér er min længsel hjemme, dér har min tro sin skat, jeg kan dig aldrig glemme, du søde julenat.
2 Du mørke stald skal være mit hjertes frydeslot, dér kan jeg daglig lære at glemme verdens spot; dér kan jeg bedst besinde, hvori min ros består, når Jesu krybbes minde mig ret til hjerte går.
3* Men ak! hvad skal jeg sige, når jeg vil tænke på, at Gud af Himmerige i stalden ligge må, at Himlens fryd og ære, det levende Guds Ord, skal så foragtet være på denne slemme jord!	1(1)* Forunderligt at sige og sært at tænke på, at kongen til Guds rige i stalden fødes må, at himlens lys og ære, det levende Guds ord, skal husvild blandt os være, som armods søn på jord!
4 En perle, der forgættes, så nøje ledes op, den blanke demant sættes i gylden krones top; man kaster ej en drue blandt tørre grene ned; skal jeg min Gud da skue i sådan usselhed?	2 En Perle ej forgættes, men ledes smaalig op; den balnke demant sættes i Kronens gyldne Top; ej kaster man en Drue blandt visne Blade ned: dog Herren må jeg skue i denne Usselhed!
5* Hvi skulle herresale ej for dig pyntet stå? Du havde at befale, hvad end du peged på. Hvi lod du dig ej svøbe i lyset som et bånd og jordens konger løbe at kysse på din hånd?	3* Hvi skulle Kongesale ej for dig prydet stå? du havde at befale hvad end du peged på; hvi lod du ej opdukke af Jordens rige Skød en gylden Barnevugge med Roser overstø’d?
6 Hvi lod du ej udspænde en himmel til dit telt og stjernefakler brænde, o store Himmel-helt? Hvi lod sig ej til syne en mægtig englevagt, som dig i silkedyne så prægtig burde lagt?	4 Hvi lod du ej udspænde en himmel til dit Telt og Stjernefakler brænde, du store Himmelhelt! hvi kom ej åbenbare, da du i Svøb blev lagt, den himmelske hærskare til Tjemeste og Vagt.
7 Nej! Jesus får sit leje i denne gode jul, hvor betlere de pleje at lægge sig i skjul; det var og ej hans eget, det hø, hvori han lå, han havde ej så meget, han kunne ligge på.
8 En spurv dog har sin rede og sikre hvilebo, en svale ej tør lede om nattely og ro, en løve véd sin hule, hvor den sin ro kan få; skal da min Gud sig skjule i andres stald og strå?	5 (2) Selv spurven har sin rede, kan bygge dér og bo, en svale ej tør lede om nattely og ro. De vilde dyr i hule har hver sin egen vrå, - skal sig min frelser skjule i fremmed stald på strå?
9* Ak, kom! jeg vil oplukke mit hjerte, sjæl og sind med tusind længselssukke, kom, Jesus, dog herind! Det er ej fremmed bolig, du har den selv jo købt, så skal du blive trolig udi mit hjerte svøbt.	6 (3)* Nej, kom, jeg vil oplukke mit hjerte, sjæl og sind, ja bede, synge, sukke: Kom, Jesus, kom herind! Det er ej fremmed bolig, du den har dyre købt! Her skal du hvile rolig i kærligheden svøbt.

Grundtvig har tilsyneladende ønsket at undgå Brorsons personlige, pietistiske, forhold til omstændighederne ved Jesu fødsel. Han har således ikke blot undgået de to første vers, han har også gjort den væsentligste ændring i de to indledende linjer i Brorsons 3. vers og i samme hensigt generaliseret det allersidste vers.

Om Carl Nielsen melodi:

I flere breve til sin kone Anne Marie skrev Carl Nielsen om sit arbejde med salmemelodierne, som han var meget optaget af. Om salmen ”Forunderligt at sige” skrev han den 28. februar 1914:

”Siden Du rejste har jeg skrevet tre Salmer, hvoraf de to hører til de allerbedste og den ene vidstnok den smukkeste jeg endnu har komponeret. Jeg er saa glad ved denne Melodi at jeg maa spille den af og til for mig selv; den er saa ligefrem at Du maaske ved at høre den første Gang vil synes, Du har kendt den helt fra Din spædeste Barndom af. Baade Melodien og dens Harmonier kom strax helt af sig selv.”

http://www.vaerloesesogn.dk/Kirkeblad-2008-04.pdf