To usædvanlige symfonier

 

Man kan ikke betragte Mahlers 8. symfoni uden at stille det spørgsmål: Hvad laver de to helt forskellige satser op og ned ad hinanden?
Man
kan ikke betragte Nielsens 5. symfoni uden at stille det spørgsmål: Hvad laver de to helt forskellige satser op og ned ad hinanden?

De to symfonier er, hvad det spørgsmål angår, enestående så vidt jeg kan overskue. De almindeligste symfoniske indholdsformer er gennemgående hele udtryk for en karakter eller stemning, f. eks. Mozarts nr. 40 og 41, eller romantikkens specifikke udvidelse, finalesymfonien (satserne forholder sig til og peger frem mod finalen) som f. eks. Beethovens 5. og 9. og Brahms' 1. Per aspera ad astram. Nogle generationer senere kom finalesymfonien også til at handle om Obstante aspera ad cladem/mortem (mit forsøg ved hjælp af google), f. eks. Mahlers 6. og Schostakowitch 4.

Men disse to, Mahlers 8. og Nielsens 5.? Der er i litteraturen udtrykt megen undren. Eftersom ethvert (spændende) kunstværk må være åbent for fortolkning, så vil jeg prøve med en som ikke bare beroliger mig når jeg beskæftiger mig med de to symfonier, men beriger mig (og symfonierne!). Der er ikke direkte belæg for min udlægning hos nogen af komponisterne. Alligevel stilles den frejdigt til rådighed:

Først Nielsens 5. symfoni. Der er til de to satser blevet knyttet karakteristikken Drøm og dåd. Det er en fin karakteristik af de to satser (- det er i øvrigt en titel Anne Marie Carl Nielsen har brugt på en lille figur i 1939 - næsten. Titlen er Drengs drøm, mands dåd. Jeg ved ikke i hvilken rækkefølge karakteristikken/titlen er opstået.)
Drøm
og dåd, tænkning og handling, sind og krop, sjæl og legeme ...  Dermed kommer symfonien til at rumme den menneskelige dualisme; satserne udgør et komplementært par(udelukkende hinanden) af menneskevæsenet (helheden).

Mahlers 8. symfoni er mig vildt fascinerende og inspirerende. Som musik er den det mest hjertegribende og storladne han har skrevet.  Men også meget mystificerende i forbindelse med den 1½ time lange symfoni i to satser mht. de to satsers indhold, betydning og funktion.
De er så forskellige som tænkes kan.
1. sats er over Veni creator spiritus, en middelalderhymne på latin fra det 9. århundrede, og af form som en kantate med solister, dobbeltkor og orkester som fandt en fuldendt form hos Bach (Ja, også det drengekor Mahler bruger, findes hos Bach i Matthæuspassionens åbningskor sammen med dobbeltkoret).
2. sats er med romantisk tekst fra Goethes Faust på tysk fra det 19. århundrede, og af dramatisk form delvis som scenisk opera. Undervejs i partituret står der:
Bergschluchten, Wald, Fels, Einöde. Heilige Anschoreden(?), gebirgauf verteilt, gelagert zwischen Klüften (Chor und Echo) og meget mere undervejs indtil lige efter Mater Gloriosa har åbenbaret sig fra en høj position: Doctor Marianus (auf dem Angesicht anbetend): "Blicket auf...". Det er vist Goethes egne anvisninger til opførelse af dramaet, men Mahler medtager dem i partituret. Og de skal videst muligt respekteres både med hensyn til korenes opstilling og "Blicket auf". (Ved en opførelse i Barcelona kiggede vi op - og så var hun gået.)

En
latinsk kantate og en tysk, scenisk opførelse af Faust. Hvad er sammenhængen?

Veni
creator spiritus er en pinsehymne; i pinsen kom Helligånden over disciplene. Der er tale om en ren gave ovenfra, de havde ikke bedt om det, de havde ikke gjort noget for at gøre sig specifikt fortjent til det. Det var frelsen tildelt. (Og dermed helt Luthersk. Jeg har et sted læst: "
”Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde”, skriver han. Når Luther siger, at man skal tro på Kristus, mener han med andre ord, at man skal have tillid til ham. Man skal stole trygt på, at man er omfattet af Guds tilgivende kærlighed uden videre." Mahler var jøde, af strategiske grunde konverteret til katolicismen, så det specifikt lutherske har næppe været tanken.)

Faust
2. del er, læser jeg mig til, grænseløst kompliceret, men, det læser jeg mig også til, overordnet handler det om Fausts uophørlige jordiske stræben efter snart det ene, snart det andet, vel dybest set for at finde fred med sig selv, frelsen. Jeg har et sted om Faust læst: " Denne menneskelige stræben mod større indsigt indadtil og praktisk arbejde for andre giver ham, trods mange skuffelser, til sidst et lykkeligt liv og himlens frelse" og dette "til sidst" bliver så Mahlers budskab. 2. sats handler om det mennesket selv kan gøre for sin frelse. Dermed bliver de to satser komplementære indgange til sjælens frelse, frelse som nådegave og frelse gennem personlig stræben, udfyldning af livet.
Mahler arbejdede fra starten med et 4-satset forløb. Var det hans fornemmelse af stoffets komplementære indhold som førte ham frem til 2 satser? (uden at han gjorde sig det bevidst klart?)

Det er så den meget overordnede ramme hvori satsernes sammenstilling i de to symfonier kan give mening. De er komplementære og må derfor være absolut forskellige, men tilsammen udtrykker de en helhed.

 Q. E. D.      

- og så må jeg tilføje vedr. Mahlers 8. at jeg jo slet ikke kan læse hverken hymnen eller Faust og slet ikke er sikker på at min forståelse af de to tekster er holdbar til konklusionen. Jeg forstår meget lidt af teksterne. Det er alene forståelsen af at i pinsen er der tale om nådegave og i Faust er der tale om personlig stræben. Holder det?
-
og en anden tilføjelse: Kærligheden er et fællesindhold i de to satser. Det annonceres allerede ved åbningen af 1. sats, de første ord: Veni, creator spiritus, infunde amorem cordibus (Kom skaberånd, indgyd kærlighed i vore hjerter) og i slutningen af 2. sats ved Fausts kærlighed til den Gretchen som han først svigter, men slutteligen møder igen i kærlighed. De sidste ord: Das Ewig-Weibliche zieht und hinan. Kærligheden er den helhed der overstråler hele komplementariteten og som indrammer værket.



Men jeg må opholde mig lidt mere ved den måde hvorpå stræben som længsel og dragning udtrykkes i slutningen af 2. del af Faust og altså i den tekst som Mahler bruger. Den er komplet anført som PS, hvis nogen vil gå i detaljer. (Og her er hele 2. sats med undertekster: https://www.youtube.com/watch?v=6TD4S83uQh8 så kan man også få musik til!)
Men
det er påfaldende som det kvindelige træder mere og mere frem for til sidst at være løsenet: Das Ewig-Weibliche zieht und hinan. Hvad er Das Ewig-Weibliche? Får vi forklaringen her i symfonien?

Denne
konkluderende tanke annonceres helt tydeligt ved

DOCTOR MARIANUS, CHOR

Jungfrau, rein im schönsten Sinn,

Mutter, Ehren würdig,

Uns erwählte Königin,

Göttern ebenbürtig.

til klangskøn korvirkning, (I opførelsen med Dudamel fra Caracas sker det ved 29:20 og kort efter træder Mater Gloriosa, hidkaldt af teksten, men uden at sige en lyd, frem på balkonen som ren åbenbaring i gyldent lys. Der står ikke i partituret noget om Mater Gloriosas fremtræden på dette sted. Men musikken netop her er så himlen åbner sig: sarte, svævende 1. violiner (espr. aber stets pp) på en baggrund af harpe og harmonium. Det er så åbenbart frelsen ved Mater Gloriosa, som varsles - og så er Caracas alligevel det eneste sted hvor de har fattet den pointe.
Senere (i opførelsen med Dudamel fra Caracas sker det ved 43:37) proklamerer Mater Gloriosa fra balkonen den frelsende stræben:

MATER GLORIOSA

Komm! Hebe dich zu höhern Sphären!

Wenn er dich ahnet, folgt er nach.

Mandskoret tager opfordringen inderligt til sig

Komm!Komm!

igen med en vidunderlig klangvirkning ved hjælp af et simpelt harmonium, hvorefter Doctor Marianus og kor synger "Blicket auf".
I resten af satsen indtil "Alles Vergängliche... " synges ustandseligt "Blicket auf" (og Blicket auf-figuren også ustandseligt i orkesterstemmer uden teksten) og "Jungfrau, Mutter, Königin", ved siden af anden mere sammenhængende tekst, af dobbeltkor, undertiden divisi, og drengekor og i nogen grad hulter til bulter hvorved det bliver nærmest ekstatisk anråbende. Det drejer sig om de 5 minutter indtil slutningen.

Slutningen skal høres i Tennstedts udgave. Mahler skriver
ppp, Wie ein Hauch (som en ånde). Den kan slet ikke starte for svagt. Det er mærkeligt at alle andre indspilninger begynder klart kraftigere. Her er slutningen startende det helt rigtige sted med en overledning, først hurtigt op, så stadige rolige nedadgående figurer som ren afslappende udfyldning af den tid der skal til for at rense tavlen, og sindet, og gøre kroppen klar til det 8 minutter lange, afsluttende crescendo, startende ppp og Wie ein Hauch:

Alles Vergängliche ist nur ein Gleichnis;
Das
Unzulängliche, hier wird's Ereignis;

Das Unbeschreibliche, hier ist's getan;
Das Ewig-Weibliche zieht uns hinan.


"Das Ewig-Weibliche". Jeg ved ikke hvad Goethetolkere forbinder med dette begreb. Umiddelbart er det jo mænd som udtrykker sig, og for os er det kvindelige det fundamentalt dragende og dermed sindbilledet på dragning, stræben, livsdriften... og drivkraften for Faust hen mod frelsen. Men det kvindelige som princip, og altså anima i manden, står også for det samlende og omfavnende og frelsende, for livet. Er det dér vi skal hen? (Jeg følger gerne!)



PS.

HEILIGE ANACHORETEN - CHOR UND ECHO

Waldung, sie schwankt heran,

Felsen, sie lasten dran,

Wurzeln, sie klammern an,

Stamm dicht an Stamm hinan.

Woge nach Woge spritzt,

Höhle, die tiefste, schützt.

Löwen, sie schleichen stumm,

Freundlich um uns herum,

Ehren geweihten Ort,

Heiligen Liebeshort.

 

PATER ECSTATICUS (auf und abschwebend)

Ewiger Wonnebrand,

Glühendes Liebeband,

Siedender Schmerz der Brust,

Schäumende Gotteslust.

Pfeile, durchdringet mich,

Lanzen, bezwinget mich,

Keulen, zerschmettert mich,

Blitze, durchwettert mich!

Daß ja das Nichtige

Alles verflüchtige,

Glänze der Dauerstern,

Ewiger Liebe Kern.

 

PATER PROFUNDUS (tiefe Region)

Wie Felsenabgrund mir zu Füßen

Auf tiefem Abgrund lastend ruht,

Wie tausend Bäche strahlend fließen

Zum grausen Sturz des Schaums der Flut,

Wie strack mit eignem kräft'gen Triebe,

Der Stamm sich in die Lüfte trägt;

So ist es die allmächt'ge Liebe,

Die Alles bildet, Alles hegt.

Ist um mich her ein wildes Brausen,

Als wogte Wald und Felsengrund!

Und doch stürzt, liebevoll im Sausen,

Die Wasserfülle sich zum Schlund,

Berufen gleich das Tal zu wässern:

Der Blitz, der flammend niederschlug,

Die Atmosphäre zu verbessern,

Die Gift und Dunst im Busen trug,

Sind Liebesboten, sie verkünden,

Was ewig schaffend uns umwallt.

Mein Innres mög' es auch entzünden,

Wo sich der Geist, verworren, kalt,

Verquält in stumpfer Sinne Schranken,

Scharf angeschloss'nem Kettenschmerz.

O Gott! beschwichtige die Gedanken,

Erleuchte mein bedürftig Herz!1

 

ENGEL

 (schwebend in der höhern Atmosphäre,

 Faustens Unsterbliches tragend)

Gerettet ist das edle Glied

Der Geisterwelt vom Bösen:

Wer immer strebend sich bemüht,

Den können wir erlösen;

Und hat an ihm die Liebe gar

Von oben teilgenommen,

Begegnet ihm die sel'ge Schar

Mit herzlichem Willkommen.2

 

CHOR SELIGER KNABEN

 (um die höchsten Gipfel kreisend)

Hände verschlinget euch

Freudig zum Ringverein,

Regt euch und singe

Heil'ge Gefühle drein!

Göttlich belehret,

Dürft ihr vertrauen;

Den ihr verehret,

Werdet ihr schauen.

 

DIE JÜNGEREN ENGEL

Jene Rosen, aus den Händen

Liebend-heiliger Büßerinnen,

Halten uns den Sieg gewinnen

Und das hohe Werk vollenden,

Diesen Seelenschatz erbeuten.

Böse wichen, als wir streuten,

Teufel flohen, als wir trafen.

Statt gewohnter Höllenstrafen

Fühlten Liebesqual die Geister,

Selbst der alte Satans-Meister

War von spitzer Pein durchdrungen.

Jauchzet auf! Es ist gelungen.

 

DIE VOLLENDETEREN ENGEL (Chor mit Altsolo)

Uns bieibt ein Erdenrest

Zu tragen peinlich,

Und wär' er von Asbest

Er ist nicht reinlich.

Wenn starke Geisteskraft

Die Elemente

An sich herangerafft,

Kein Engel trennte

Geeinte Zwienatur

Der innigen beiden;

Die ewige Liebe nur

Vermag's zu scheiden.

 

DIE JÜNGEREN ENGEL

Ich spür' soeben,

Nebelnd um Felsenhöh',

Ein Geisterleben.

Regend sich in der Näh'

Seliger Knaben,

Seh' ich bewegte Schar

Los von der Erde Druck,

Im Kreis gesellt,

Die sich erlaben

Am neuen Lenz und Schmuck

Der obern Welt.

Sei er zum Anbeginn,

Steigendem Vollgewinn

Diesen gesellt!

 

DIE SELIGEN KNABEN

Freudig empfangen wir

Diesen im Puppenstand;

Also erlangen wir

Englisches Unterpfand.

Löset die Flocken los,

Die ihn umgeben!

Schon ist er schön und groß

Von heiligem Leben.

 

DOCTOR MARIANUS

 (in der höchsten, reinlichsten Zelle)

Hier ist die Aussicht frei,

Der Geist erhoben.

Dort ziehen Frauen vorbei,

Schwebend nach oben,

Die Herrliche mitterin

Im Sternenkranze,

Die Himmelskönignen,

Ich seh's am Glanze,

Höchste Herrscherin der Welt!

Lasse mich im blauen,

Ausgespannten Himmelszelt

Dein Geheimnis schauen!

Bill'ge, was des Mannes Brust

Ernst und zart beweget

Und mit heil'ger Liebeslust

Dir entgegen träget!

Unbezwinglich unser Mut,

Wenn du hehr gebietest;

Plötzlich mildert sich die Glut,

Wenn du uns befriedest.

 

DOCTOR MARIANUS, CHOR

Jungfrau, rein im schönsten Sinn,

Mutter, Ehren würdig,

Uns erwählte Königin,

Göttern ebenbürtig.

 

CHOR

Dir, der Unberührbaren,

Ist es nicht benommen,

Daß die leicht Verführbaren

Traulich zu dir kommen.

In die Schwachheit hingerafft,

Sind sie schwer zu retten;

Wer zerreißt aus eig'ner Kraft

Der Gelüste Ketten?

Wie entgleitet schnell der Fuß

Schiefem, glattem Boden!

 

CHOR DER BÜSSERINNEN (und Una poenitentium)

Du schwebst zu Höhen

Der ewigen Reiche,

Vernimmt das Flehen,

Du Gnadenreiche!

Du Ohnegleiche!

 

MAGNA PECCATRIX (Luke 7)

Bei der Liebe, die den Füßen

Deines gottverklärten Sohnes

Tränen ließ zum Balsam fließen,

Trotz des Pharisäer-Hohnes:

Beim Gefäße, das so reichlich

Tropfte Wohlgeruch hernieder:

Bei den Locken, die so weichlich

Trockneten die heil'gen Glieder.

 

MULIER SAMARITANA (John 4)

Bei dem Bronn, zu dem schon weiland

Abram ließ die Herde führen:

Bei dem Eimer, der dem Heiland

Kühl die Lippe durft' berühren:

Bei der reinen, reichen Quelle,

Die nun dorther sich ergießet,

Überflüssig, ewig helle,

Rings durch alle Welten fließet.

 

MARIA AEGYPTIACA (Acta Sanctorum)

Bei dem hochgeweihten Orte,

Wo den Herrn man niederließ:

Bei dem Arm, der von der Pforte,

Warnend mich zurücke stieß,

Bei der vierzigjähr'gen Buße,

Der ich treu in Wüsten blieb:

Bei dem sel'gen Scheidegruße,

Den im Sand ich niederschrieb.

 

MAGNA PECCATRIX, MULIER SAMARITANA, MARIA AEGYPTIACA

Die du großen Sünderinnen

Deine Nähe nicht verweigerst,

Und ein büßendes Gewinnen

In die Ewigkeiten steigerst:

Gönn' auch dieser guten Seele,

Die sich einmal nur vergessen,

Die nicht ahnte, daß sie fehle

Dein Verzeihen angemessen!

 

UNA POENITENTIUM (sonst Gretchen genannt, sich anschmiegend)

Neige, neige,

Du Ohnegleiche,

Du Strahlenreiche,

Dein Antlitz gnadig meinem Glück!

Der früh Geliebte,

Nicht mehr Getrübte,

Er kommt zurück.

 

DIE SELIGE KNABEN (in Kreisbewegung sich nähernd)

Er überwächst uns schon

An mächt'gen Gliedern,

Wird treuer Pflege Lohn

Reichlich erwidern.

Wir wurden früh entfernt

Von Lebechören;

Doch dieser hat gelernt,

Er wird uns lehren.

 

UNA POENITENTIUM

Vom edlen Geisterchor umgeben,

Wird sich der Neue kaum gewahr,

Er ahnet kaum das frische Leben,

So gleicht er schon der heil'gen Schar

Sieh, wie er jedem Erdenbande

Der alten Hülle sich entrafft,

Und aus ätherischem Gewande and,

Hervortritt erste Jugendkraft!

Vergönne mir, ihn zu belehren,

Noch blendet ihn der neue Tag!

 

MATER GLORIOSA

Komm! Hebe dich zu höhern Sphären!

Wenn er dich ahnet, folgt er nach.

 

DOCTOR MARIANUS UND CHOR (auf dem Angesicht anbetend)

Blicket auf zum Retterblick,

Alle reuig Zarten,

Euch zu sel'gem Glück

Dankend umzuarten!

Werde jeder bess're Sinn

Dir zum Dienst erbötig;

Jungfrau, Mutter, Königin,

Göttin, bleibe gnädig!

 

CHORUS MYSTICUS:

Alles Vergängliche

Ist nur ein Gleichnis;

Das Unzulängliche,

Hier wird's Ereignis;

Das Unbeschreibliche,

Hier ist's getan;

Das Ewig-Weibliche

Zieht uns hinan.