Under arbejdet med Sandstrøms sange for mandskor opstod muligheden for at lade et pigekor kontrastere på det rette sted. Rækkefølgen hvori tankerne opstod, kan jeg ikke rekonstruere. Men det er let på de mange års afstand at efterrationalisere.

De tre satser i Sandstrøms sange er

1. Kyrie

2. Alt er tomhed

3. Agnus dei

Ad 1. Kyrie eleison, Herre, forbarm dig over os, er en bøn der rækker ud efter en tilgivende fader som kan hjælpe os i vor nødlidende åndelige tilværelse. Musikken fremstiller bønnen som desperate nødråb.

Ad 2. Teksten er fra Prædikerens bog, som rummer overvejelser om meningen med livet, om der overhovedet er en mening. Satsen ender med konklusionen, udtrykt nærmest som et mantra: "Alt er tomhed".

Ad 3. Agnus Dei, Guds lam, som påtog sig at sone vore synder hvorved vi blev givet fred; satsen slutter med Dona nobis pacem.

De to første tekster er gammeltestamentlige. Den anden ender i den totale udsigtsløse afmagt, ”jorden er bestandig den samme”.

Den trøst og det håb som udtrykkes i 3. sats, hvor kom det lige fra? Det gav mening her at lade himlen åbne sig og pigekoret fra oven kundgøre den uendelige godhed og omsorg som Jomfru Maria, Jesu mødrene ophav, tilskrives i Verdis sang. I Dorotheas Kapel stod pigekoret på pulpituret (den del af det som kunne bære sangerne!)