J. P. E. Hartmanns opus 86: 6 sange til tekst af Ernst von der Recke

- i nytolkning 

J.P.E. Hartmann skrev i 1888 6 sange til tekster af Ernst von der Recke. De blev i 1970 udgivet i FOLKE- og SKOLEMUSIK, WH XX,2. De er en kærlighedserklæring til det stærkeste i livet udtrykt af den da 83-årige komponist. Den rækkefølge hvori de i ovennævnte udgivelse er anbragt, er ifølge udgiveren Steen Lindholm den hvori de foreligger fra Hartmanns side og den hvori de er komponeret, dvs. 3, 2, 1, 5, 6, 4 med nedenstående nummerering.

Denne rækkefølge åbenbarer imidlertid slet ikke hele det drama som sangene rummer. Det er nemlig påfaldende og forunderligt at en omplacering af sangene kan fortælle et sammenhængende, dramatisk og ægte smerteligt udviklingsforløb fra start til slut i de første fire sange og afrundet med et smukt, taknemmeligt tilbageblik i de to sidste.

Hvis Hartmann har set denne mulighed og villet udnytte den, havde han givetvis kommunikeret det videre på en eller anden måde. Men med hensyn til Ernst von der Recke har jeg været nysgerrig for at se hvilken grad af sammenhæng der måtte være mellem de 6 sange fra hans side. Jeg har ved biblioteksvæsenets engagerede hjælp fundet frem til 5 af digtene. De stammer fra Smaadigte (1883) hvor kun de tre står i forbindelse med hinanden og ikke i en rækkefølge som giver anledning til at tænke nogen sammenhæng mellem dem. Den 6. "Da skulle du være kommet" har vi ikke kunnet finde i en digtsamling. Men den findes i nodesamlingen I.P.E. Hartmann: Religiøse og folkelige digte, opus 86. Sangene er altså fra såvel Hartmanns som Reckes side tænkt som 6 selvstændige sange.

I det håb at korledere vil finde inspiration i det større drama som kan indlæses i sangene, og at disse derved kan vokse i popularitet og opførelseshyppighed, vil jeg hermed redegøre for denne mulighed. Det er dertil et herligt held at det samtidigt giver et fint forløb af sangenes tonearter.

Nedenfor står de 6 sange i denne gunstige rækkefølge. Dermed skulle min pointe allerede springe i øjnene ved gennemlæsning. Tilmed hjulpet af at Hartmann i de første 4 som fortæller dramaet, har formuleret en lille eftersætning som rummer sangens budskab som en musikalsk koda og med en fri tekst.

1. I våren knoppes en lind så grøn med liljer og martsviol. Derunder sidder en jomfru skøn og syer mod den klare sol. Selv er hun ligest en sol i vår, som æblet er hendes kind. Når hun for spejlet slår ud sit hår, det falder som blomster fra lind. Selv er hun et spejl ud af reneste glar der kender ej plet og brist. Hun leger på streng med en hånd så snar, som solen på lindens kvist. Som solen fanges af lindens blad, så fængsler hun sans og sind. Så har hun mig bundet med tryllekvad og fanget mit hjerte ind. Koda: Hun har fanget mit hjerte ind. 2.  Jeg ved, jeg vorder dig aldrig kær og kan dig ret aldrig hue; thi du og jeg er som dagens skær og som nattens mørkhed at skue. Som natten haver så stor attrå mod dagen stadig at vanke, så følger dig hvor du end må gå min længsel og al min tanke. Og kunne jeg sanke fra havsens bund de tusind koraller røde, jeg gav dem bort for din fagre mund som voldte mig sorg og møde. Og plukked jeg og hver blomst på jord, de vare fuld favr er skare, jeg fandt dog ingen fra syd til nord som havde øjne så klare. Dig vogte de hellige engles hær og himlen din skønhed signe; thi du og jeg er som dagens skær og som nattens mørkhed at ligne. Koda: Thi du er som dagens skær, og jeg - som nattens mørkhed, dens mørkhed at ligne.

3. Da skulle du være kommet, mens bøgen stod i sin pragt, og håbets vinkende grønne ej kendte stormenes magt. Da skulle du være kommen, mens knopperne brast i vår. Da havde min have blomster som vel kunne smykt dit hår. Da skulle du være kommen, mens linden i blomster stod. Da havde du fundet et tæppe, som passede for din fod. Da skulle du være kommen, mens rosernes flor sprang ud. Da kunne jeg bundet dig kranse, der sømmed sig for en brud. Da skulle du være kommen, - men stormene kom før du. Den rest de har ladt tilbage, den byder man ingen nu. Koda: Sådan en rest, den byder man ingen nu. 4.  Jeg sadled min hest en morgenstund med sommersolen den klare; så red jeg mig i den grønne lund at bede den vildende hare. Den vildende hare med hjort og rå jeg ville i lunden jage, og glemme det mig på sinde lå alt ud i uger og dage. Men hjort og rå havde hendes gang, og hinden havde hendes øje, og den liden fugl havde hendes sang, Der kunne mit hjerte bøje. Og rosens kind havde hendes lød og bækken hendes sagte tale, og skovens vind hendes hvisken blød som mit hjerte har lagt i dvale. Jeg red fra skoven alt som jeg kom, småfuglene sjunge på grene, det var som spurgte de alle om, hvi jeg monne ride så ene. Koda: Hvi så ene.

5.  Der brænder lønligt i mit sind en evig helgenlampe, forvaret dybt og hegnet ind mod alle vilde kampe. Dens glans sig som et stråleflor omkring et billed vinder hvis ynde kun hos en på jord, hos en sin tvillinglighed finder. Mens trindt hvert alter blev stødt om og af barbarer hærget, kun denne lille helligdom har jeg imod dem værget. Men når jeg glemsom stormed vildt langt bort fra hjemmets rige, har selve helgeninden mildt, mildt holdt olien dér ved lige. 6.  En engel har rørt din pande på sin flugt med en liljegren, hvad kunne den ellers danne så lys, så skær og så ren. Og duggen i liljen bæger har givet dit øje dets skin, hvad er det vel ellers som kvæger og spreder lys i mit sind. Og en rose fra himlens have har svævende rørt din mund, hvor fik den vel ellers den gave at ånde mig karsk og sund. Christ signe din mund og pande dertil dine øjne to, de lærte mig tro på de lande, hvor blomsterne fejrest gro.

Fortællestemmen betror os en livsændrende oplevelse. Og oplevelsens faser kan læses af de fire første sanges kodaer.

1. Den første er ren romantisk betagelse på afstand, fortryllelse, forelskelse med resultatet ”hun har fanget mit hjerte ind”. En forelskelse som måske vinder i styrke ved sin umulighed,

2. hvilket smerteligt realistisk går op for fortællestemmen i anden sang. ”Thi du er som dagens skær, og jeg - som nattens mørkhed at ligne” (med mørkhed gentaget så der ikke er noget at tage fejl af.)

3. Herefter følger bitterheden over skæbnens ugunst i 3. sang. ”Sådan en rest, den byder man ingen nu.” ovenpå fantasierne om hvor godt det kunne have været, hvis bare…

4. Det må føre til flugtforsøget, et forsøg som er dømt til at mislykkes, ”Hvi så ene?”. Og på den skildrede baggrund dømt ved den smukkeste og mest hjerteskærende naturbeskrivelse, man kan forestille sig.

5. Kun tiden kan læge sådanne sår. Men det kan den så også. Og den kan sublimere smerten til en taknemmelighed ved at have oplevet livets stærkeste kræfter. Oplevelsen er blevet til en dybt forvaret skat, en evig helgenlampe, og den unge pige i 1. sang er blevet den vedligeholdende helgeninde.

6. I 6. sang udmønter fortællestemmen gaverne fra den evige kilde, helgenlampen i 5. sang, og udtrykker taknemmeligheden.

Vers	Lovprisning	Taknemmelighed
1	din pande ... så lys, så skær og så ren
2	givet dit øje dets skin	spreder lys i mit sind
3	rørt din mund	ånde mig karsk og sund
4	Christ signe din mund og pande ... dine øjne to	de lærte mig...

Det er forunderligt som også de seks sanges form understøtter dette psykologiske forløb. De fire dramatiske sange er gennemkomponerede. Den femte er næsten-strofisk, idet 1. og 2. vers har forskellig tonesætning, som imidlertid gentages i 3. og 4. vers. Den strengt strofiske form i 6. sang og den afklarede, afrundende stil i musik og tekst udtrykker samtidigt mere abstrakt på menneskets vegne taknemmelighed over sansernes og bevidsthedens gave som, når følelserne aktiveres uhjælpeligt og smerteligt, samtidigt lader os skue paradis.

Værsgo! det var så teksterne.

Tonearterne:

1. sang står i A-dur, harmonisk lyst fra start til slut. Det helt store spring i tonearter er til 2. sang. Det rystende spring som slår benene væk under fortællestemmen, fra drømmen til realismen, fra den ene verden til den anden, afspejles således fint i et chokerende tonartsspring til 2. sang som tonalt starter uden fodfæste, Des-dur, C-dur… og først efter nogle takter finder sin noterede toneart f-mol hvori den også slutter. 3. sang starter og slutter i bitter F-dur. 4. sang starter i beslutsom D-dur og slutter håbløst i Fis-dur. Den følgende e-mol-sats starter på tonen fis, så overgangen bliver helt naturlig. Og satsen ender i E-dur og glider således umiddelbart over i den afsluttende E-dur-sats.

Hele forløbet bliver så fra A-dur til E-dur, hvor det omvendte ville have været helt perfekt. Det understreger så blot at forfatter og komponist ikke har rottet sig sammen og lagt en Enigma til de næste generationer.

Alligevel syns jeg man har lov til at finde guldkorn hvor det er muligt – hvilket jeg hermed overlader til læserne for deres eget vedkommende at samle op hvis de kan se det.

Sangene kan høres på J. P. E. Hartmann: ¯6 sange til tekst af Ernst von der Recke  (SATB).

Det er en koncertoptagelse og vi havde den ambition ikke at justere intonationen undervejs, men bevare  forholdet mellem tonearterne. Undervejs faldt vi desværre noget. Nu havde jeg jo gerne lavet en studieoptagelse som holdt i alle ender og kanter. Men det må andre meget gerne blive inspireret til!

Claus Münchow, amatør – og jeg elsker det!

____________________

Følgende digtsamlinger har jeg gennemset uden at de her omtalte digte er fundet

Recke, Ernst von der Gamle og nye Digte til Een Recke, Ernst von der Lyriske Digte

Recke, Ernst von der Vores egen Tulle Recke, Ernst von der Nye Digte

Recke, Ernst von der Digte : syvende Samling Recke, Ernst von der Blandede Digte

Og en nodesamling:

Hartmann, J. P. E.

Religiøse og folkelige digte, opus 86

(Morgen- og Aftensang ; Da skulde du være kommen ; En Engel har rørt) :

for blandet kor a cappella (Partitur +1 korpartiturer + stemmer)

musikalie

Der var kun de tre hvoraf "Morgen- og Aftensang" ikke er med i den nye udgivelse. Der kunne ikke af materialet læses noget som helst om en rækkefølge.

Men der var nogle vidunderlige gamle håndskrifter. Se f.eks disse to sider, 1 og 2, af En engel har rørt din pande. Kigger man nøje efter, er det klart at det er individuelt håndskrevne sider. Derefter er det vildt imponerende at det næsten ikke er til at se forskel. Der er 5 håndskrevne sopranstemmer til denne sang og noget tilsvarende til de andre stemmer.

Og så bemærker man at teksten afviger markant fra vores. Det er en tilsvarende lovprisning, men med helt andre ord og sigte, altså en helt anden udgave af samme digt. Og en udgave som slet ikke kunne have smeltet ind i den her præsenterede ide. Jeg har hørt at "En engel har rørt din pande" bruges til begravelser. Det forstår jeg bedre efter at have mødt denne udgave.

Herefter henvendte jeg mig til Biblioteksvagten.dk som gav dette ultimative(? - eller er der flere?) bidrag.

Og se så hvordan de arbejder!!

Kære Claus Münchow

Jeg har prøvet at kikke på Reckes digtsamlinger i Det kongelige Biblioteks katalog REX (den danske samling er lagt helt ind nu) og hvis digtene er offentliggjort i nogen samling før Hartmann satte musik til, må det så være enten i Smaadigte fra 1883 eller i Spredte Blomster fra 1885 - efter Hartmann er muligheden at det er i Smaating fra 1893. For de andre digtsamlinger kan jeg se af Interim-siden, at du har checket.
Det enkleste er nok - siden jeg sidder på KB - at jeg bestiller de tre samlinger frem og checker. Jeg bestiller dem her i eftermiddag, så burde de være på mit skrivebord fredag eftermiddag (mandag, hvis ting går i koks). Og så melder jeg tilbage, når jeg har set dem.

Med venlig hilsen
Flemming Gorm Andersen

Og så:

Kære Claus Münchow

Så har jeg Recke-bindene foran mig, og for at øge forvirringen tegner billedet sig sådan her:

5 af digtene stammer fra Smaadigte (1883). Indholdet er samlet i 3 grupper: Blandede Digte, Børnedigte, Lyriske Digte. De Lyriske Digte er nummereret med romertal, og nogle få af dem har egen titel (som regel "Folkevise"). Og her optræder:
XV Jeg sadled min hest en morgenstund (= nr 4 i den gunstige rækkefølge)
XVI Jeg ved, jeg vorder dig aldrig kær (= nr 2 i rækkefølgen)
XVII I våren knoppes en lind så grøn (= nummer 1 i rækkefølgen)
XV - XVII har alle titlen "Folkevise". Så er der et hop ned til
XXXI En engel har rørt din pande (= nummer 6 i rækkefølgen)
og igen et hop til
LV Der brænder lønligt i mit sind (= nummer 5 i rækkefølgen).
Hverken XXXI eller LV har nogen titel.

Med andre ord, de er hverken trykt i Hartmanns rækkefølge, eller i den gunstige, og kun de 3 førstnævnte har en form for sammenhæng, i titel og i placeringen i digtsamlingen.

Og så er der altså det, at Da skulle du være kommet (= nr 3 i den gunstige) ikke optræder hverken i samlingen hér, eller i Spredte Blomster fra 1885 - og heller ikke i Smaating fra 1893, der er prosa og smådrama. Resten af Reckes digtsamlinger har du selv gennemgået. Det kan selvsagt have været trykt i et tidsskrift uden at være kommet i en af samlingerne. Eller som du foreslår, være eksklusivt givet til Hartmann.

Og en lille krølle på det hele: En engel har rørt ... - i den trykte udgave lyder sidste linje i 2. vers her i førstetrykket: "Og spreder Lys i mit Sind!". Ikke dit sind. Et eller andet sted er der nogen der har overset noget i korrekturen. Selv tror jeg, at "mit sind" må være det rette (så får vers 2 til 4 alle tre samme struktur, med "dig" i de første 2 linjer og "mig" i de sidste 2).

Med venlig hilsen
Flemming Gorm Andersen

Det kalder jeg nærlæsning! Og så viste det sig at "Et eller andet sted er der nogen" det var mig der havde skrevet forkert. Og så faldt 6. vers endnu bedre ind i sammenhængen.