Det var vist helt tilbage i 94, da Interim sluttede, at jeg kastede mig over Bachs orgelværker.

Toccata i F-dur BWV 540 oplevede jeg helt uforberedt en gang i begyndelsen af 70’erne. Jeg sad alene i mit køkken ude i Dyrehave 4, Ertebjerg, og skulle have frokost. Så tændte jeg for min lille Philips transistorradio og kom ind måske bare et minut inde, og den kørte enerverende rundt og rundt i det samme. Det kan kun være Bach, tænkte jeg, som vover noget så vildt. Og sikker blev jeg da det senere udviklede sig til et voldsomt drama mellem dur og mol ustandseligt afbrudt af forsøg på at få lavet den kadence som kunne afslutte dramaet. Dramaet gjorde så stærkt indtryk på mig at jeg fik en klar forestilling om hvordan den skulle skæres. Den skal starte enerverende langsomt, så man er ved at blive desperat inden der åbnes for sluserne. Jeg fandt den ikke sådan forløst i nogen af de indspilninger jeg senere kunne finde. Så da jeg fik muligheden for at lave min egen på computer, kastede jeg mig over det.

Den efterfølgende fuga (10:16) åbner sig også langsomt for en. Men brug tid på den! Det er en vanvittig raffineret dobbeltfuga. Første tema præsenteres i stort orgelværk. Andet tema præsenteres (13:13) som en sart triosonate uden pedal. Roligt fantaserende, hvilende i sig selv, og så roder den sig alligevel mod slutningen ud i noget der næsten ligner afveje. Men så sætter første fugatema ind (15:37) og de to temaer kombineres i fuldt tutti, som breder sig ud og ud og spændes i et dissonerende klimaks (17:17) hvorefter temaerne finder hinanden og falder til ro og ånder ud.

En organist kom til Bach og beklagede sig over at Bach ikke havde angivet hvilket tempo han ville have sin musik spillet i. Bach svarede: ”Hvis du ikke kan finde dit tempo til min musik, så skal du holde dig fra den!”. (Hvad var det svar han ikke gav?)

Det var så F-dur BWV 540. Men der røg lige yderligere et par stykker med over disken. God fornøjelse:

Toccata og fuga i F-Dur, BWV 540      Præludium og fuga i D-dur BWV 532       Toccata og fuga i d-mol BWV 565

Samplede orgellyde fandt jeg her

fra l’orgue de la Cathédrale Saint Alain de Lavaur.

Desværre er tuttistemmen ikke rar at høre på, men dens brutale podus er uundværlig for mig. Jeg har altså prioriteret at få udtrykt værkets potentiale frem for vellyden. Og sådan skal det opleves.

Det siger sig selv at jeg med et par klik kan sætte tempoet op så ingen nogensinde har hørt noget lignende. Det er altså ikke inspirerende i sig selv. Men inspirerende er det at undersøge hvad der kan gøres i den anden ende. I D-dur-præludiets lange midterdel er der mange fraseringspointer som jeg sad og arbejdede med. På disse 25 års afstand kan jeg godt høre hvad jeg gik efter, men den går nu for langsomt for mine nuværende ører. Til gengæld er den efterfølgende fuga et festfyrværkeri af musikalske jokes.

Men udgaverne præsenterer ikke så meget den form hvori værkerne kunne opføres for et koncertpublikum, som det er en fordybelse i Bachs ufattelige mesterskab når det drejer sig om kompliceret indhold i en overvældende og perfekt form. Stemmerne står tydeligere i denne computerudgave end i nogen kirkeoptagelse, og med hensyn til formen har jeg spændt den til bristepunktet – men ikke over! (?) De fleste satser begynder meget tilbageholdt, og de kan virke kedelige fra starten. Men stol på at der vil ske noget…

Lyden blev den gang afspillet af en sampler, AKAI S2000. Den har jeg ikke mere, og jeg mistede interessen for at gøre det ved hjælp af den, da computerne blev så powerfulde at de kunne håndtere lydene på sig og behandle dem selv. Og jeg fandt nogle dejlige lyde som jeg ikke kan finde på nettet mere – det hele er løbet fra mig – men mit Musícator kunne ikke spille på dem. Så skulle jeg til at sætte mig ind i Sibelius eller Cubase, eller…, nej, også tiden er løbet fra mig. Men jeg offentliggør her filerne fordi jeg ved genhør er blevet ret glad for det hele – i al ydmyghed.