Jens-André P. Herbener er mag.art. og forfatter

Det er godt, at verden er ved at blive hellig igen

Hvordan kommer man menneskets skånselsløse udnyttelse af naturen til livs? Blandt andet ved at gøre verden hellig igen

Ifølge dagens kronikør er religionernes verden i historisk bevægelse. Det drejer sig om religiøse ledere i Australien, islamiske lande, Kirkernes Verdensråd, Det Lutherske Verdensforbund og ikke mindst pave Frans,

der alle opfordrer til at passe på Guds ’skaberværk’ og droppe fossile brændstoffer.

Religionernes verden er i historisk bevægelse. Noget muligvis epokegørende er undervejs i disse år.

Det drejer sig om kristne magtmastodonter som pave Frans, Kirkernes Verdensråd og Det Lutherske Verdensforbund, der opfordrer til at passe på Guds ’skaberværk’ og at droppe fossile brændstoffer til fordel for bæredygtig energi.

Det drejer sig om religiøse ledere i Australien, topforskere og ledere fra 20 islamiske lande og 154 religiøse og spirituelle ledere fra hele verden, der tilskynder til at gøre det samme.

Det drejer sig herhjemme om repræsentanter fra det jødiske trossamfund, folkekirken, dansk islam og den katolske kirke, der just har diskuteret, hvad de enkelte trossamfund kan gøre for at bekæmpe klimaforandringerne.

Det drejer sig om hekse, gudindedyrkere og asatroende, der opfordrer os til at beskytte Moder Jord. Det drejer som om alskens naturspirituelle, der opfatter naturen som hellig og tillægger den selvstændig værdi: lige fra dybdeøkologer, miljøaktivister og healere til ayahuasca-drikkere, neoshamaner og folk, der dyrker blockbustere som Ringenes Herre og Avatar.

Det verdensomspændende fænomen kaldes ofte the greening of religion, og det betegner først og fremmest, at dele af de store religioner er ved at undergå en økologisk transformation som modreaktion på den globale klimakrise. Det indebærer ikke blot, at de opfordrer til at beskytte naturen, men også at de indtager en mere og mere positiv holdning til den og opfatter den som hellig.

Denne religiøse økologisering er en af de mest opsigtsvækkende nyskabelser i religionernes verden i dag. Samtidig repræsenterer den – i en vis forstand – genkomsten af noget ældgammelt og udbredt. Og heri ligger muligvis en del af svaret på, hvordan vi på sigt kommer menneskets skånselsløse udnyttelse af naturen til livs.

En revolution

Jæger-samler-religioner og tidlige agerbrugsreligioner, der tilsammen udgør langt størstedelen af religionshistorien, var efter al sandsynlighed animistiske. Det betyder, at de betragtede f.eks. dyr, solen, floder, sten, bjerge, træer og Jorden som (bolig for) guder og ånder.

Den oldgræske filosof Thales udtrykte tankegangen på den måde, at »alt er fuldt af guder«. Den verdensberømte religionshistoriker Mircea Eliade har i moderne tid formuleret det på den måde, at jæger-samlere og tidlige agerbrugere levede i »et helligt kosmos«. Det medførte blandt andet tabuer og restriktioner i omgangen med dele af naturen.

Overordnet havde man et positivt grundsyn på denne verden. Der er således ingen tegn på, at man ønskede at forsage den til fordel for et himmerige. Eller forestillinger om, at verden engang skal gå endegyldigt under.

Men i løbet af første årtusind f.v.t. indtraf en religionshistorisk revolution. Med vidtrækkende konsekvenser. Perioden kaldes undertiden for aksetiden, da den markerer et verdenshistorisk vendepunkt. Nogle af dens vigtigste konsekvenser er følgende:

Dels skiftede denne verden hos en del status fra hellig til ikkehellig. Det guddommelige blev adskilt fra verden, der dermed blev afsakraliseret. Dels blev målet hos en del at undslippe verden til fordel for en ikkejordisk frelse. Dels opstod forestillinger om, at denne verden er på vej mod et endegyldigt eksistensophør.

Endelig begyndte religion nogle steder at skifte status fra at være lokalt orienteret til at være universel. Undertiden kombineredes det med, at mennesket blev tillagt en enestående og ophøjet særstatus.

Nyskabelserne er kendetegnende for en religionshistorisk udvikling, der strækker sig fra i alt fald Indien over Iran og Israel til Grækenland, og som i det konkrete tilfælde altid har sin egne særegne træk, emfaser og nuancer. Men fælles for dem er, at de rummer nogle af de vigtigste mentalitetshistoriske spirer til den globale klimakrise i dag.

Verden mister værdi

Nogle eksempler:

1) De dominerende former for kristendom og islam foretog ikke blot et revolutionært opgør med andre religioners guder til fordel for én, men også med deres udbredte animisme. Den monoteistiske gud – oftest kaldt Gud – har ganske vist skabt verden, men er selv adskilt fra den, lød det nye budskab.

Den dualisme mellem verden og det guddommelige, som denne monoteisme udbredte, blev kombineret med profetier om denne verdens undergang til fordel for et overjordisk paradis. Mennesket blev desuden ophøjet til at være det eneste væsen, der er skabt i den ene guds billede (jf. første Mosebog). Det indebærer blandt andet, at mennesket fik en guddommelig pligt til at herske over alle dyr og underlægge sig jorden og udbrede sig over den.

2) Markante dele af asiatiske religioner som hinduisme og buddhisme kom til at rumme stærkt verdensforsagende træk. Tilværelsen kan opfattes som en endeløs cyklus af fødsel, død og genfødsel (samsara), og den anses for gennemsyret af lidelse. Målet bliver derfor at undslippe det hele.

3) I Grækenland opstod forskellige filosofier som f.eks. platonisme, der dels indebærer en nedvurdering af den materielle verden til fordel for en ikkemateriel, evig verden, dels en opdeling af mennesket i en dødelig krop og en udødelig sjæl.

Noget af det mest spektakulære ved de religiøse innovationer er, at denne verden mister værdi. Devalueringen af den kan ganske vist have forskellig karakter, men grundlæggende opstår for første gang i historien et negativt syn på verden.

Den bliver et så problematisk sted, at det ultimative mål med menneskelivet kommer til at ligge uden for denne verden. Man kan sige, at der i det første årtusind f.v.t. indledes et epokegørende skift fra verdenspositive til verdensskeptiske religionsformer.

Denne afsakralisering af naturen er en af de afgørende mentalitetshistoriske betingelser for, at den i dag bliver udnyttet skånselsløst.

En ny tid?

Men måske kan den voksende udbredelse af grøn religion i dag – i alt fald ideologisk – opfattes som en aksetid nr. 2, mere præcist som en religiøs modrevolution: Hvor 1. aksetid indledte en afsakralisering af verden, har anden aksetid indledt en resakralisering. Hvor første aksetid repræsenterede en verdensskeptisk grundholdning, repræsenterer anden aksetid en verdenspositiv grundholdning.

Religioner begynder nu at vende sig mod verden igen for alvor. Den tillægges nu atter stor værdi i sig selv. Den bliver atter opfattet som hellig. Men nu blandt andet i den særlige betydning, at den skal beskyttes mod forurening og klimaforandringer. Det er naturligvis noget nyt religionshistorisk set.

Om anden aksetid rent faktisk vil få lige så kolossal betydning som første aksetid – blot med et modsat syn på verden – er det naturligvis for tidligt at sige noget om.

Det må de kommende århundreder eller årtusinder vise. Men forværres den globale klimakrise – og det er der afgjort risiko for – så kan det langtfra udelukkes, at grøn religion kommer til dominere billedet i fremtiden, ja, medvirke til, at der overhovedet vil være en fremtid.

I så fald befinder vi os i dag i begyndelsen af en grøn revolution af verdens religioner.

Få avisen i 1 måned til 0 kr.

Få indblik og udsyn med en
måned gratis med digital information
og printavisen i weekenden.

Ja tak!