Heidegger og Merleau-Ponty har tilsyneladende den samme analyse som jeg, men de er ikke opflasket med komplementaritetsprincippet, så det har ikke ligget som en mulighed. Ville de have grebet den, hvis…?

For mig løser det den frie viljes problem

 

 

 

Fra  Svend Brinkmann & Lene Tanggaard (red.): Kvalitative metoder, Hans Reitzels Forlag. 2010, side 191 in toto.

Kursiv er mine kommentarer til det citerede.

Fra En anden forståelse af forståelse

Spredte uddrag

 Kursiv er mine kommentarer til det citerede.

Mennesket som fortolkende væsen:

Dasein er Heideggers betegnelse for mennesket som fortolkende og verdensudlæggende væsen. Hos Heidegger forlades Husserls strenge deskriptive fænomenologi, og i stedet udvikles fænomenologien i hermeneutisk retning. Heideggers hovedværk Væren og tid forsøger at besvare spørgsmålet om, hvad et fortolkende væsen grundlæggende er, og bogen kan derfor kaldes en fortolkning af fortolkningsakten (Richardson, Fowers & Guignon, 1999) - eller en fortolkning af fortolkeren.

Mennesket (=dets bevidsthed) som sprogligt væsen. I sproget fortolker vi.

Fra Afsnit 1:

Definition: Bevidstheden er det som rummes og udfoldes i vores abstrakte, ordbårne, logiske sprog som udtrykker vores indre oplevelser

Bevidstheden opleves og udtrykker sig selv i sproget.

Bevidsthedsmiraklet er nu at vi, i modsætning til dyrene, kan sætte ord på de indre personlige oplevelser som disse signaler fra verden giver os.

Ifølge Heidegger adskiller Daseins væren sig fra andet i universet. Fysiske genstande som stole, biler og bøgetræer har kategoriske ontologiske karakteristika (fx højde og vægt), hvorimod mennesker som Dasein betragtet er historier eller begivenheder og har eksistentialer som deres ontologiske karakteristika (Brinkmann, 2008). Det vil sige, at mennesket primært eksisterer som involveret i en verden af betydning, relationer og formål og kun sekundært i en verden of rent fysiske genstande, og for Heidegger udlægger vi ikke bare verden igennem vores livsførelse, for vi ved tillige, at vi fortolker verden

Mennesket eksisterer i en verden af betydning idet vi tolker verden og danner vores virkelighed ved den sproglige beskrivelse, sidst i Afsnit 1:

Definition: Verden er alt.

Definition: Virkeligheden er vores bevidstheds beskrivelse af verden.

Virkelighed = verdensopfattelse.

Vi kan ikke udtale os om verden udover at den er. Når vi forsøger at sige mere om verden, altså sætter ord på, så bliver det vi siger, til virkeligheden. Således opstår vores virkelighed helt automatisk. Således opstod tidligere virkeligheder, og således vil fremtidige virkeligheder opstå. Og de kan være meget forskellige

- og at vi kunne have fortolket verden anderledes. At vores verdensudlægning er kontingent, det vil sige ikke-nødvendig, var et hovedtema hos Heidegger og den senere eksistentialisme hos fx Sartre, der anså dette som forbundet med en grundlæggende verdensåbenbarende angst.

Afsnit 2 :

Måden at forstå på er vilkårlig. I det nuværende paradigme fordrer en forståelse at vi kan stille os udenfor og med lovmæssigheder beskrive en entydig verden søgende kausalitet (som fører til determinisme). Kvantemekanikken har lært os at det ikke altid er muligt.  

Også Merleau-Ponty afveg fra Husserts fokus på bevidstheden og satte den levede krop i centrum som erkendelsens subjekt. I hovedværket Perceptionens fænomenologi analyserede han bevægeevnen og ikke bevidstheden som den basale intentionalitet, og i modsætning til traditionen fra Descartes forstod han ikke bevidstheden ud fra et „jeg tænker (,... altså er jeg"), men ud fra et „jag kan". I udgangspunktet er vi kropsligt agerende væsener, der først som noget sekundært får evnen til refleksiv tænkning.

Senere i Afsnit 1 :

Kroppen reagerer umiddelbart på mange af signalerne udefra, og derigennem vedligeholdes det livsvigtige samspil med naturen. Kun en forsvindende lille del af disse signaler erkendes med ord, dvs. når frem til bevidstheden. Kroppens reaktioner på sanseinputtene er umiddelbar og kommer derfor før bevidstheden om dem. Bevidstheden efterbehandler og efterrationaliserer.

(Libets resultat er fuldstændigt som forventet) (jf. videre i Afsnit 8, Fornuften).

Det meste af vores liv foregår prærefleksivt via tillærte rutiner og vaner. Når vi eksempelvis går eller løber en tur i parken eller i skoven, så gennemtænker vi ikke hvert eneste trin. Kroppen bevæger os, og det er først, hvis vi møder en forhindring på vejen, at vi kan blive nødt til bevidst at ændre ruten. Kroppen er bærer af erfaringer, som leder os pa vej i de fleste almindelige gøremål, og det er først ved brud på rutiner i dagligdagen, at refleksionen træder til.

 

Her er jeg uenig I en detalje: 

“det er først, hvis vi møder en forhindring på vejen, at vi kan blive nødt til bevidst at ændre ruten.”

Vi ændrer ikke ruten bevidst. Kroppen bevæger sig også af sig selv uden om en forhindring. (det mindste insekt går uden om forhindringer uden at tænke sig om!). Men uregelmæssigheden gør os opmærksom på forhindringen, og vi bliver bevidste om at vi går uden om. Det er nok en smutter, for han siger det selv tilfredsstillende bagefter:

”…det er først ved brud på rutiner i dagligdagen, at refleksionen træder til.”

Ja, ’refleksion’ og ikke ’bevidst ændre’.

Vores bevidste intentionalitet, herunder vores evne til refleksivt at ville noget, er dermed afledt af en mere primitiv og oprindelig kropslig intentionalitet, der „producerer den naturlige og forudindtagende [sic] enhed af verden og vores liv, og som er åbenbar i vores begær, vores vurderinger og i det landskab, vi ser" (MerleauPonty, 1962/1945, s. XX). I kraft af vores krop har vi almindeligvis en naturlighed i omgangen med og erkendelsen af verden. Hvis vi åbner døren til et ukendt rum og går ind, føler vi fx ingen trang til at undersøge, om rummet har et gulv, hvilket skyldes, at perception er en kropslig aktivitet rettet mod omgivelserne, en aktivitet, der for det meste er naturlig og ureflekteret (Vetlesen & Stänicke, 1999, s. 205). Ligesom Heidegger fører også Merleau-Ponty dermed fænomenologien videre ind i hermeneutikken, idet forståelsen af det menneskelige ifølge ham kræver en fortolkning af ide baggrundsfaktorer, herunder kroppen og historien, der er udgangspunkt for vores erfaring.

”Vores evne til refleksivt at ville noget, er dermed afledt af en mere primitiv og oprindelig kropslig intentionalitet,…”

I fuld overensstemmelse hermed, syns jeg, behandler jeg dette udsagn meget grundigt

i Afsnit 1 , Bevidstheden

i  Afsnit 8, Fornuften

og i Afsnit 9, Den frie vilje og ansvar.