Opdateret: 29-03-2018 21:05

 

Den frie viljes problem – og løsning(?)

 

Nærværende tekst er et for den frie viljes problem relevant uddrag af en meget længere tekst om vores forståelse og selvforståelse.

 

 

Abstract:

Viljens frihed er et uløst problem gennem århundreder hvor det er analyseret og struktureret i (for mig) helt uoverskuelig grad. Umiddelbart hører det dog hjemme i vores bevidsthed, og bevidstheden ved vi principielt ikke hvad er. Alligevel studeres viljen i hjerneforskningen som dermed møder problemet. Hjerneforskningen og dens underdiscipliner dyrkes på traditionel videnskabelig vis: Forskeren står udenfor og prøver at forstå, dvs beskrive deterministisk, hvad han/hun ser derfra.

Kvantemekanikken har afsløret at denne position er umulig over for den atomare verden. Det er naturligvis ikke et problem for verden, men for vores bevidsthed, når den skal forholde sig til den verden hvoraf den selv er en del. Bevidstheden må se sig selv på en ny måde, den må over for visse problemer acceptere en komplementær tilgang, hvor der kan være tale om to forskellige positioner som kan få virkeligheden til at fremtræde for os på to forskellige måder. Men da komplementære positioner ikke kan indtages samtidigt, vil virkeligheden ikke modsige sig selv. Dette nye vilkår for bevidstheden kan åbne for at afsløre problemet om viljens frihed som et skinproblem som følge af en kategorifejl.

 

Bevidsthed, hvad er det?

Det filosofiske problem om forholdet mellem sjæl og legeme, … opstår som følge af en skelnen mellem to værens-områder: sfæren af mentale fænomener (tanker, følelser, sanseindtryk osv.), som viser sig i et »indre« eller første-persons perspektiv, og legemet eller - mere generelt - den materielle virkelighed, der foreligger som objekt for ydre beskuelse.

Således præsenteres det problem, det psyko-fysiske problem, som

gennem de sidste ca. 350 år har stået højt på den filosofiske dagsorden og den dag i dag er et af de mest omdiskuterede emner inden for international fagfilosofi.”

i Sjæl-legeme-problemet af Erich Klawonn.
Efter en grundig analyse af problemstillingerne indleder han de afsluttende bemærkninger således:

"Vi har nu betragtet de fire klassiske teorier om sjæl-legeme-problemet. Hermed kunne det se ud som om vi har fået en udtømmende oversigt over de rationelt mulige standpunkter. ... Men så synes der unægtelig at være opstået den mærkværdige situation at ... samtlige mulige standpunkter kan påvises at være uholdbare!"

Undervejs søges efter bevidstheden som hører hjemme i kategorien sjæl. Og Klawonn skriver på s. 21:

"I ontologisk forstand er bevidsthed noget ... om det så er en østers eller en regnorm"

En anden filosof, Susan Blachmore i Consciousness, leder også efter bevidstheden og finder (dvs. nærmest ikke finder):

"Conciousness, then, is a grand delusion. It arises through such questions as "Am I concious now?""

Søg, og du skal finde, gælder ikke her. De leder efter bevidstheden, men ved ikke hvad de leder efter, og så finder de hhv. næsten hvad som helst og næsten intet. Det er omsonst at søge efter bevidstheden, for man søger ved hjælp af bevidstheden, og den ser hvad den er uanset hvad den er, den er selvberoende. Bevidstheden er et mirakel, både at den er, og hvad end den er.

Bevidstheden ved vi ikke hvad er

Det er et udgangspunkt som giver en vis frihed!

Men bevidstheden spiller en rolle i vores forståelse og selvforståelse. Hvad den end er nu, så har den fået en uomgængelig udfordring af den kvantemekaniske belæring (Bohr-begreb) som giver den en helt ny rolle. Den ”gamle”, og den nye kan illustreres eksemplarisk med divergensen mellem Bohrs og Einsteins videnskabelige synspunkter. I linket erklærer Bohr (på sin sædvanlige, forsigtige - som altid bliver snørklede - måde) at den traditionelle, den klassiske, videnskabelige position ikke kan overleve den nye udfordring fra kvantemekanikken. Bohr har med komplementaritetsprincippet afklaret bevidsthedens nye vilkår.

Spørgsmålet er nu om dette princip kan gøres gældende over for determinisme/fri vilje-problematikken for menneskelig adfærd, altså om løsningsideen kan overføres derfra og hertil.

Vi illustrerer situationen med elektronen i kvantemekanikken: Den kan optræde som både bølge og partikel. Det er ikke muligt for en klassisk betragtning. Konflikten blev afblæst med Bohrs komplementaritetsprincip. Elektronen kan ikke iagttages direkte i sig selv, men giver et resultat i en makroskopisk opstilling hvor den ene af de to adfærdsformer afslører sig. En analyse af kvantemekanikkens formelapparat i relation til mulige makroskopiske opstillinger, iagttagelsespositioner, viser at de to divergerende optrædelsesformer ikke kan forekomme samtidigt. Derfor er der ikke en konflikt i kvantemekanikken. Først når ståstedet er valgt, træder elektronen frem som det den er i virkeligheden(!), dvs. den kvantemekaniske virkelighed. Inden da er den ikke noget i sig selv.

Kan løsningsmetoden overføres til determinisme/fri vilje-problematikken? Det er jo ikke kvantemekanik.

Men det er aldrig virkeligheden der er problemet, problemet er vores bevidstheds forhold til virkeligheden. Idet virkeligheden er det vi tror på til enhver tid, så er det et spørgsmål om hvad vi vil tro på.

Det aristoteliske verdensbillede (forfinet af Ptolemæus) med jorden som universets centrum var virkeligheden på den tid. Det blev fortrængt af det kopernikanske fordi mange iagttagelser faldt på plads på en simplere måde. Men for datiden fremstod det meget abstrakt. Den katolske kirke udgav faktisk Kopernikus’ verdensmodel, men karakteriserede den i forordet som en ren teoretisk øvelse. Men det blev virkeligheden! - indtil kvantemekanikken afslørede en ny virkelighed som vi har meget svært ved at tilegne os. Men det må komme.

Ubesværet integreret i kvantemekanikken er det at virkeligheden i atomar sammenhæng først træder frem når iagttagelsespositionen er valgt. Den nuværende videnskabelige metode er at iagttage udefra, Einsteins videnskabsideal. Den position er også hjerneforskningens. Når det nu netop drejer sig om bevidsthedsfænomener, burde det være helt uomgængeligt at afprøve komplementaritetsprincippet med positionen at se indefra som komplementær til at se udefra. Og indefra får vi straks øje på ’vilje’, ’ansvar’ og ’jeg’et, og spørger forbløffet: ”Hvad laver de begreber i hjerneforskningen som ser udefra?”

Hvad er i den neurofysiologiske sammenhæng en ’vilje’ som har frihed til at pille ved neuronerne? Og ’ansvar’ - mellem neuronerne? Hvilken struktur i hjernen resulterer i ’jeg’et? Hvilken mening kan det give at tilskrive en hund eller en kat, eller en østers eller en regnorm, en fri vilje? Hjerneforskningen analyserer dyrs adfærd med en videnskab som søger - og finder! - determinisme. Når samme videnskab analyserer menneskers adfærd, er den videnskabelige ramme uændret, og svaret på spørgsmålet ”Hvilken mening kan det give…” er naturligvis det samme. Hvad er en ’vilje’ indenfor neurovidenskabens ramme? Og hvordan skulle en sådan - hvis begrebet skal have indhold i overensstemmelse med dets udfordrende anvendelse (fri, indgribende vilje) i denne sammenhæng - kunne påvirke nerveimpulserne, gribe ind og styre dem udenom den af neurovidenskaben beskrevne vej? Eller bremse de neuronfyringer som i organismen er lige på trapperne som følge af hele organismens øjeblikkelige situation og sætte andre neuroner til at fyre i stedet? Det er i virkeligheden det cartesianske koglekirteldilemma nok en gang når man ser udefra. Dilemmaet eksisterer ikke, for en indgribende vilje med disse evner kan ikke placeres inden for hjernevidenskabens rammer. ’vilje’, ’ansvar’ og ’jeg’et er fænomener som opstår og opleves i det enkelte menneske. Problemet om den frie vilje behandlet af hjerneforskningen er et skinproblem som følge af en kategorifejl.

Når vi ser vores adfærd indefra, har vi en fri vilje. Fri vilje og ansvar er udtryk for det samme. ’Ansvar’ betyder ’svar på noget’, og kan opfattes som vores egne indre svar på vores gerninger (som gerne kan være beskrevet deterministisk udefra af hjerneforskningen - i princippet; i praksis totalt uopnåeligt). Hvis jeg om mine handlinger kan sige, ”Joe, det gjorde jeg godt nok, men jeg valgte det ikke, det var ikke mig”, så er min person væk. Hvem er jeg så?  -  Jeg er hvad jeg er! Det insisterer jeg på ved at tage ansvaret for mine valg. Jeg valgte.

Så er det bare et spørgsmål om at acceptere en ny virkelighed:

Når vi oplever vores adfærd indefra, har vi en fri vilje.  Når vi ser på vores adfærd udefra, så er determinisme forståelsesgrundlaget. De to positioner kan ikke indtages samtidigt. De er komplementære.

Det opleves nu abstrakt (som kopernikus’ verdensmodel), men simpelt. Simpelt kan man ikke kalde de forsøg hjerneforskningen tumler med.

Vi var parate til af udskifte Aristoteles med Kopernikus, og Kopernikus med - ja, det kunne være Bruno, og Bruno med Hawking og Hawking med …?

Hvad er vi nu parate til?