Fri vilje – Determinisme - Fri vilje/Determinisme, uafhængige, uforenelige eller gensidigt afhængige?

Hvad er en ’vilje’?

 

Helt i begyndelsen af hovedteksten efterlyser jeg svar på dette spørgsmål: ”Når filosoffer og hjerneforskere kæmper med problemet ’viljens frihed’ har jeg ledt forgæves efter en klar tilkendegivelse af hvad de forstår ved en ’vilje’.

Om emnet ’fri vilje’ har jeg især orienteret mig i disse tre tekster som findes i FRIHED OG ANSVAR af Niels Arne Nielsen, Systime 1990:

Jean-Paul Sartre: fra Eksistentialisme er humanisme, 1946

Moritz Schlick: fra Problems of Ethics, 1939

R. E. Hobart: fra Fri vilje er utænkelig uden determinisme, 1934

De er uddraget her i en pdf-fil. (Der kan mangle det første ciffer i linjenummereringen). Ingen giver en klar, eksplicit definition (som jeg her). Betydningen af ’vilje’ må derfor udledes af den sammenhæng hvori begrebet bruges. Der er en helt afgørende forskel på begrebets indhold for eksistentialisten Sartre og positivisten Schlick.

 

Eksistentialismen med Sartre har ikke problemer med fri vilje kontra determinisme, for determinismen indgår slet ikke i filosofien.

For eksistentialisten er mennesket det som det gør sig til gennem sine frie valg. Eksistensen går forud for essensen, siger Jean Paul Sartre. Først er man, så bliver man noget gennem sine frie valg. I den proces er den frie vilje en selvstændigt og ansvarspådragende agerende kraft som former mennesket.

Det er for så vidt den samme proces som den jeg skildrer i Afsnit 5 og 6. Dog med mindre appel. Men oplevelsen af fri vilje og ansvar er den samme. Jeg fremstiller det som en bundet opgave for fornuften at forsvare kroppens adfærd. Den blanke bevidsthed er eksistensen. Verden giver bevidstheden indhold. Essensen er den harmoni som bevidstheden opbygger i form af fornuften. Det former personen, jeg’et, som står til ansvar for sig selv.

Sartre nævner determinisme én gang, linje 127 ”… der er ikke nogen determinisme, mennesket er frit, mennesket er frihed.” Det er ikke en relevant udfordring for eksistentialisten at søge en dybere årsag til menneskets beslutninger. Filosofien er en etisk appel om at vælge her og nu og stå forme sig selv med alt hvad det indebærer. Det er en appel som givetvis er en betydningsfuld ydre påvirkning af de mennesker som møder eksistentialismen. Den ændrer dem – også i positivisternes øjne (ændrer deres motivation, som Schlick udtrykker det).

 

Positivismen ved Schlick gør det sværere at komme frem til hvad der skal forstås ved ’vilje’. Jeg har derfor prøvet at trække hovedlinjerne op i hans tekst:

Linje 189: ”Et menneskes vilje ”adlyder psykologiens love”. … er naturlove, som slet og ret udtrykker, hvilke ønsker han faktisk har under de givne omstændigheder.” Linje 203 slår fast at determinismen i psykologiens love er ikke tvang. Linje 259: ”Det modsatte af tvang er det, enhver i praksis vil kalde frihed” ikke indeterminisme. ’Fri vilje’ adlyder altså psykologiens love under frie (utvungne) omstændigheder.

Linje 279: ”Et menneske er frit hvis det ikke handler under tvang.” Linje 300 siger at et frit menneske er ansvarlig for sine handlinger. ”egen fri vilje” i linje 301 betyder så at handlingen forklares af naturloven i linje 194. Det er altså ikke en fri vilje i nogen besluttende forstand.

Det giver mening i forbindelse med afsnittet 5. Ansvarets natur og straf. Linje 355: ”Straf er en opdragende foranstaltning og er som sådan et middel til at forme folks motiver” gennem determinisme.

Altså: Vores vilje er i overensstemmelse med den psykologiske determinisme. Frihed betyder fravær af tvang. Ansvar og straf tilsigter opdragelse. Hele denne fremstilling er i fuldstændig overensstemmelse med min i hovedteksten bortset fra at jeg ikke bruger begrebet vilje i denne sammenhæng.

I forbindelse med ansvarsbevidsthed præciserer Schlick igen ’fri vilje’ i linje 459: ”man gjorde det ”uafhængigt”, ”på eget initiativ” … Denne følelse er simpelthen bevidstheden om frihed som slet og ret er viden om at have handlet ud fra egne ønsker … er i denne sammenhæng de ønsker, der har deres udspring i den givne situation og ens egen karakter”.

Linje 472: ”Fraværet af den ydre magt kommer til udtryk i den velkendte følelse af … at man også kunne have handlet anderledes.” Således slutter jeg Clintoneksemplet.

Men hvad så her? Linje 526: ”Selvbebrejdelse betyder netop, at man prøver at motivere sig selv”. Kan man det? Når motiverne bestemmer ens handlinger, så synes her en ”ægte” fri vilje at stikke hovedet frem(?). Schlick mener nok at man under selvbebrejdelsen beskæftiger sig meget med de signaler udefra som er relevante i den forbindelse.

Schlick kommer ikke ind på hvordan denne sociale struktur med ansvar og straf er opstået. Mit bud, determinisme på et højere niveau, fremsætter jeg i forbindelse med overbevidstheden og i slutningen af Den frie vilje og retsvæsenet.

Efter Schlick (og mig) er Libets eksperiment helt som forventet. Når handlingerne sættes i gang af de givne omstændigheder, ydre påvirkninger og indre motiver, så må nerveprocesserne startes inden handlingen når bevidstheden. Hvis omvendt en bevidst beslutning kunne placeres forud for processerne i kroppen, ville der være tale om en vilje som ’jeg’et gerne vil se sig selv: ’Jeg’et træffer en beslutning og sætter den igennem med en ’vilje’ som starter de relevante nerveprocesser, som af hjerneforskerne burde registreres derefter og ikke før. Libets forsøgsresultater peger altså på at positivismen er mere frugtbar for en naturvidenskabelig bevidsthedsbeskrivelse.

 

Hobart. Her siges at Hobarts artikel erconsidered one of the definitive statements of determinism and compatibilism.Så den må vi have med. Hobart regnes ikke helt blandt positivisterne. Dog synes jeg den siger præcist det samme som Schlicks artikel, men den er ikke så klar og konkret. Til gengæld mere søgt provokerende:

Linje 128: ”Jeg vil ikke påstå at determinismen er sand. Kun at den er sand i samme omfang, som vi har en fri vilje.” Værsågod!

Linje 132: ”Det er i det store og hele en erfaring at vi har en fri vilje. Denne kendsgerning er langt mere sikker end nogen filosofisk analyse.” Vi har en fri vilje. Altså har vi i (mindst) samme omfang determinisme!

Linje 148: Indeterministen er en som vil give indhold til 'fri vilje' og mener at det indebærer indeterminisme. Indeterministen ønsker at vælge selv og dermed forme sin person. Fra linje 265 fremstilles indeterministens tankegang. Linje 281: "Indeterministen lægger lige stor vægt på to ting. Dels at den fysiske handling udspringer af selv'et gennem dets villen og dels, at den ikke simpelthen udspringer af personens karakter." for det ville være determinisme.  ”gennem dets villen” uddybes i linje 293: ”Selv’et føler ganske vist visse motiver, men dets handling er ikke bestemt af disse motiver. Det kan vælge frit imellem dem.”

Linje 487: ”I det omfang hans vilje ikke er bestemt, forholder det sig med den, ligesom hvis ens ben pludseligt ville springe op og føre en et sted hen, hvor man ikke ønskede at gå. Så langt fra at være frihed ville dette, i det omfang det skete, være tab af frihed.” (Det må man sige. Tab, i hvert fald.)

Hobart bruger kræfterne på at analysere indeterministens synspunkter. Han formulerer selv de synspunkter som han piller fra hinanden. Det er en vanskelig proces at følge. Men han når frem til determinisme som nødvendig for det han stadig kalder ’fri vilje’ i linje 497. Og medgiver at argumenterne er svære at følge, linje 500: ”Det stiller store krav til den analytiske forestillingsevne…”

Jeg er meget enig i analysen hos både Schlick og Hobart, kun syns jeg det gør hele tilegnelsen vanskelig at begrebet ’fri vilje’ overhoved bruges i denne sammenhæng. Men hvor befinder vi os som levende, oplevende individer, er det i determinismens eller i den frie viljes domæne? For det sidste er også en realitet:

Hobart siger direkte (linje 132): ”Det er i det store og hele en erfaring at vi har en fri vilje. Denne kendsgerning er langt mere sikker end nogen filosofisk analyse.” Hør, hvor er vi nu henne? At benene ikke løber af med os? Ja, det erfarer vi. Erfarer vi derfor determinisme? Næh, determinismen fulgte af en spidsfindig filosofisk analyse. ”langt mere sikker” må betyde en intuitiv erfaring som kan trumfe analysen. Det er stærkt! Og nu er vi henne i nærheden af den vægt jeg tillægger det levede, oplevende liv.

Både Schlick og Hobart vil begge inddrage fri vilje i den naturvidenskabelige, deterministiske beskrivelse. Det sker ved at udvande både 'fri' og 'vilje' til næsten ingenting så det kan glide ned. Min frie vilje koges ned til det trivielle: ”Når jeg ser tilbage på mine handlinger, er jeg bevidst om at jeg havde andre handlingsmuligheder." (Heraf ansvarsfølelsen) - men min bevidsthed var uden indflydelse i handlingsøjeblikket. Men det er ikke gjort med det. Det er alvorligere end som så. Arno Victor Nielsen siger det således:

”Man kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje. Men vi kan ikke acceptere det”.

Det ser ud som om både Hobart og Arno Victor Nielsen mener at det er det sidste sted vi er, men det første sted hvor vi forstår.

Problemet har helt åbenbart to sider. Kan vi leve vores liv med den viden at vi bare handler i overensstemmelse med de psykiske love som gælder (Schlick, linje 189: De ”er naturlove, som slet og ret udtrykker, hvilke ønsker han faktisk har under de givne omstændigheder.”), og som vi ikke selv kan vælge at påvirke? Nej, ”vi kan ikke acceptere det” uanset hvor overbevisende naturvidenskaben kan argumentere. Den kommer til kort, for det ødelægger vores liv.

Ved at tillade vores bevidsthed en komplementær holdning til disse problemer, kan både den naturvidenskabelige og den mentale opfattelse af os selv finde plads. Så forstår vi os selv positivistisk og lever vores liv eksistentialistisk, og der er ikke tale om konflikt. Det er komplementære positioner, den naturvidenskabeligt beskrivende udefra og den oplevede indefra.

Vi har alle adgang til begge perspektiver, blot ikke samtidigt. Hvis vi imidlertid ser en lidenskabelig overvægt af det ene, så får vi en Søren Kierkegaard, hvis det er af det andet, får vi en Moritz Schlick. Ved lige at gentage navnene for os selv indser vi at ingen af perspektiverne kan afvises. Og da de samtidigt er modstridende, så er komplementariteten uundgåelig!