En anden forståelse af forståelse

Bevidstheden, verden og virkeligheden

Selvreference og komplementaritet

Dette er en kontroversiel tekst.

 

 

 

Abstract:

Kvantemekanikken er i særklasse den mest omfattende og succesfulde naturbeskrivelse menneskeheden har skabt. Den har bare den ubehagelige følge at naturen opfører sig naturstridigt – i hvert fald hvis naturen skal opføre sig fornuftigt. Over for denne udfordring udviser såvel fysikere som filosoffer stor rådvildhed. Et paradigmeskift står får døren. Kvantemekanikken er en udfordring for vores bevidsthed.

Hvad er bevidstheden? – spørger bevidstheden. Denne væmmelige selvreference udelukker at bevidstheden kan finde bevidstheden ved at søge sig selv. Den ser sig selv som i et spejl og ser naturligvis det den er, uanset hvad den er. Og kunne altså være noget andet i sin selvopfattelse.

Efter Descartes har den vestlige filosofi set en uafviselig dualitet i det eksisterende, i verden. Denne dualitet betragtes udefra. De to klassiske problemer, det psyko-fysiske problem og spørgsmålet om viljens frihed, er opstået på det grundlag. Og i de rammer fastholdes problemerne i uløselighed.

Ifølge Spinoza, Descartes samtidige, er verden, os inklusive, hel og udelelig. Vi kan ikke stille os udenfor. - Naturligvis!

Tilsvarende har kvantemekanikken placeret os som iagttagere i et uadskilligt forhold til de atomare fænomener og påtvunget os et komplementaritetsprincip som hidtil har været ukendt i vores forhold til verden.

Ved at forlade Descartes position og antage Spinozas forsvinder grundlagt for det psyko-fysiske problem.

Ved at opfatte komplementaritetsprincippet som et naturligt, generelt vilkår for bevidstheden opløses problemet om viljens frihed kontra determinisme, idet ”kontra” forsvinder, og ’vilje’ kan bevare sin umiddelbare oplevede betydning.

Det vil så betyde, at en anden forståelse vil kunne forstå lidt mere af det hele.

 

Personligt:

Mit personlige udgangspunkt for at søge uden for rammerne er den kvantemekaniske belæring som jeg mødte under mit fysikstudium. Det hele var så fundamentalt anderledes hvad angår vores vilkår som iagttagere af verden, at jeg mente det måtte have revolutionerende virkning på filosofien og hele vores selvforståelse. Til min store forundring er der intet sket i den retning i min levetid. Altså må jeg selv forsøge mig.

Endelig en varm tak til mine venner Pawel Kaminski og Hans Gammeltoft-Hansen som har brugt tid og kræfter på at udfordre mig i et todagesseminar i begyndelsen af juni 2018 og fulgt nysgerrigt op, og til min gode veninde Edith Rosenberg som grundigt og virkningsfuldt har læst korrektur.

Jeg bruger nyt komma.

Venlig hilsen   claus.munchow.net   -   claus@munchow.net

 

 

Forord om tekstens teknik og art:

Teknik: Links fylder meget mere end hovedteksten – hvis man tager det hel med. Men hovedteksten prøver kortfattet og koncentreret at trække en linje som forhåbentlig afslører en overskuelig sammenhæng i de nye tanker. Derfor er de mange yderligere begrundelser, uddybende bemærkninger og konsekvenser som kan knyttes til bestemte passage i hovedteksten, placeret i links. Der er to typer popups. Denne ñ giver en orientering på stedet uden at føre videre. Almindelige links orienterer ved popup, så man kan se om man ønsker at følge linket.

Art: Traditionel filosofi dyrkes i sagens natur inden for traditionelle rammer som vedligeholdes som rammer af – ja, traditionen. Afsættet for hovedteksten er klart uden for de rammer. Resultatet er derfor umiddelbart helt fremmedartet, og både stil og indhold byder traditionelle forskere imod i en grad så de helt afviser at tage stilling - har det vist sig. De vil ikke ud.

Min tekst ligner altså ikke på nogen måde gængse filosofiske tekster. Disse er, som følge af at de til stadighed støder panden mod den samme mur, blevet stadig mere komplicerede og fantasifulde, se selv. Men muren står der endnu. Jeg går en anden vej og ønsker på ingen måde at kopiere den stil. Tværtimod generer det mig ikke, skulle min tekst for nogle fremstå påfaldende simpel, hvis blot indholdet præsenterer sig velbegrundet og med sammenhængende logik. Måske er det slet ikke så svært.

Læs min tekst på dens egne betingelser, et nyt grundlag, følg med i en ny begyndelse, og sæt så fingeren ned på svaghederne. Og betænk så lige bagefter den nuværende situations grundlæggende magtesløshed på de behandlede områder.

 

 

 

Verden er givet

Bevidstheden er ikke givet

Alle problemer er pseudoproblemer

opstået ved bevidsthedens tilgang til dem

 

 

 

 

0.   Indledning, Helt forfra…

Det filosofiske problem om forholdet mellem sjæl og legeme, … opstår som følge af en skelnen mellem to værens-områder: sfæren af mentale fænomener (tanker, følelser, sanseindtryk osv.), som viser sig i et »indre« eller første-persons perspektiv, og legemet eller - mere generelt - den materielle virkelighed, der foreligger som objekt for ydre beskuelse.

Således præsenteres det problem, det psyko-fysiske problem, som

”gennem de sidste ca. 350 år har stået højt på den filosofiske dagsorden og den dag i dag er et af de mest omdiskuterede emner inden for international fagfilosofi.”

i Sjæl-legeme-problemet af Erich Klawonnñ.

Efter en grundig analyse af problemstillingerne indleder han de afsluttende bemærkninger således:

"Vi har nu betragtet de fire klassiske teorier om sjæl-legeme-problemet. Hermed kunne det se ud som om vi har fået en udtømmende oversigt over de rationelt mulige standpunkter. ... Men så synes der unægtelig at være opstået den mærkværdige situation at ... samtlige mulige standpunkter kan påvises at være uholdbare!"

Klawonn viser altså at et grundlæggende problem ikke kan løses inden for de rammer hvor det er opstået. Det behandles i Afsnit 6.

Det er den første anledning til at søge videre uden for de klassiske filosofiske rammer.

 

En anden anledning er: Når Klawonn søger efter bevidstheden, som hører hjemme i kategorien sjæl, finder han på s.21 (i Klawonns bog):

"I ontologisk forstand er bevidsthed noget ... om det så er en østers eller en regnorm"
En anden filosof, Susan Blachmore leder også efter bevidst­heden og finder (dvs. snarere finder ikke noget), ñ p. 131:

"Consciousness, then, is a grand delusion. It arises through such questions as "Am I conscious now?"".

Bevidstheden søges som om den kan findes i endelig form ’derude’, men den søges af bevidstheden selv. Hvad finder den så? Ingenting! Ifølge Wikipedia: "Bevidsthed er nok det mest undersøgte emne i psykologien, men til trods herfor det vanskeligst forståelige”. Den findes nemlig ikke ’derude’.

Bevidstheden som søger efter sig selv, finder sig selv. Og så er den lige vidt. (jf. Blackmore). Bevidsthed har vi i en eller anden forstand, men hvilken? Hvordan kan den indkredses?

Har vi overhovedet en bevidsthed?

Ja, med ordenes betydning i det sprog vi kommunikerer med, har vi en bevidsthed, i hvert fald i og med vi begynder at tænke med sprog. Når vi tænker, må vi have en bevidsthed. Vi tænker videre. Altså:

Vi har en bevidsthed.

Hvorfor har vi en bevidsthed?

spørger bevidstheden. Spørgsmålet er meningsløst. Bevidstheden må være der, for at bevidstheden kan stille spørgsmålet. Den er der bare! Det karakteriserer jeg med ordet ’mirakel’.

Bevidsthedens faktum er principielt uforklarlig for den selv.

Hvad er bevidstheden?

spørger bevidstheden. Svaret må gives af bevidstheden som må se ind i sig selv. Så ser den sig selv som i et spejl og kan helt tomt (prøv selv!) selvrefererende blot bekræfte sin egen eksistens. (igen Blackmore)

Bevidstheden er hvad den er, uanset hvad den er.

Men det betyder så også at den ikke er givet på forhånd, men kan tilpasse sig så verden giver mening. Verden ændrer sig ikke. Bevidstheden tilpasser sig! Det er strukturen i alle afgørende videnskabelige fremskridt, paradigmeskift, som beskrevet af Thomas Kuhn.

For tiden er bevidstheden tilpasset klassisk fysik. Men vi står nu i den udfordring at den atomare verden strider mod sund fornuft når man tænker over den!…mange af teoriens resultater [er] så sære at de intuitivt er nærmest latterlige” (kilden). Kvantemekanikken påtvinger vores bevidsthed helt nye vilkår når vi vil forholde os til den verden hvoraf vi selv er en del. Det er så en tredje anledning til bringe bevidstheden i fokus. Kvantemekanikken har sit eget afsnit,  Afsnit 1.

Ved igen at rette opmærksomheden mod den tilpasselige bevidsthed kan vi, under indtryk af kvantemekanikkens særlige udfordring, øjne en retning for det forestående paradigmeskift, for både vores videnskab og vores livsform møder meget store udfordringer.

Det næste afgørende paradigmeskift presser sig på.

Selvreference indebærer uafviselige logiske problemer. Og bevidstheden er den ultimative selvreference.

Denne sætning er falsk” er en helt korrekt anvendelse af ord og begreber. Men den modsiger sig selv.

Det kan siges sjovere: Bertrand Russel lader en menig soldat få ordren:

Du skal barbere alle de menige som ikke barberer sig selv” – en yderst fornuftig og hygiejnisk ordre. Det går fint indtil han kommer til sig selv.

Og avanceret: Gödels sætning om visse korrekt formulerede påstande inden for et lukket (selvrefererende) matematisk system byggende på de hele tal. Det kan bevises at deres sandhedsværdi ikke kan afgøres.

Vores logik kan altså ikke nødvendigvis gennemføres til en tilfredsstillende afklaring af ethvert fornuftigt stillet spørgsmål. Selv ikke inden for matematikken.

Selvreference kan forekomme helt problemløst, f.eks. ”denne sætning er dansk”. Selvreferencen i de to første eksempler ovenfor kortslutter logikken, men har derudover ikke yderligere implikationer.

Men selvreference kan forekomme fundamentalt og uomgængeligt, som med fænomenet bevidsthed.

Der findes ikke noget ydre grundlag hvorfra bevidstheden kan tage afsæt til en logisk forståelse af sig selv. Bevidstheden eksisterer kun som selvoplevelse, indefra, som intern selvforståelse. Hvor skulle dens selvforestilling ellers komme fra?

Bevidstheden kan ikke findes; den skabes i bevidstheden selv.

Det er i en sådan indre virkelighed, vi identificerer os selv og lever vores bevidste liv. Det gælder bare om at få styr på det (Afsnit 8 og 9).

Advarsel: Hvis læseren helst glider let hen over ovenstående udfordringer, så lønner det sig ikke at læse videre. Teksten afviger med overlæg fra tilvænnet ’sund fornuft’ men må ikke desto mindre tages alvorligt!

Men vækkes nysgerrigheden, så er det bare med at klø på!

En passant: For Søren Kierkegaard er selvreferencen og logikkens afmagt selve vejen til en forståelse af mennesket.

Med bevidstheden er vi i gang med at tænke. De udfordringer vi møder, opstår i bevidstheden som følge af den måde den forholder sig til verden og sig selv på.

Men især er bevidstheden fundamentalt udfordret, når verden udfordrer vores videnskabelige teorier. Hvis vi inden for de rammer hvor vi tænker, ikke kan finde løsninger, så vil vi på et tidspunkt tænke på en anden måde så problemerne forsvinder. Men

bevidstheden behandles slet ikke som på én gang tilpasselig og definerende hjemsted for vores virkelighedsopfattelse og tilhørende problemer i aktuel videnskab.

Men kan man virkelig tænke sig fuldgyldige alternativer? Ja! Vi behøver ikke fantasere over hvordan bevidstheden i fortiden opfattede verden og sig selv – det er ellers også en lærerig træning at tænke i fremtidig forlængelse af en historisk udvikling. Ej heller behøver vi gå til isolerede nulevende stammers shamanisme etc.

Vi kan fremdrage to nutidige og uomtvisteligt dybe erfaringer vedrørende bevidsthedens rolle og vilkår. De afslører den aktuelle tænkemåde som potentielt erstattelig. Det er østlig filosofi og kvantemekanikkens implikationer for bevidstheden med udgangspunkt i Niels Bohrs tolkning.

Østlig filosofiñ.  

Hvad vi i Vesten opfatter som den sandeste virkelighed, den naturvidenskabeligt fastslåede, er for mange østerlændinge en illusion. Østlig filosofi tilstræber gennem mental træning at opnå en mental frihed for illusioner, fri for jeg-oplevelsen og fri for de tanker som normalt opretholder jeg-forestillingen og holder bevidstheden fast i tid og rum. Ved at opnå mental tomhed opnås den universelle bevidsthed, oplevelse af altet og af fylde, den højeste bevidsthed. Det er også en mulighed for bevidstheden.

Denne filosofi har en historie som er mindst lige så gammel som vestlig filosofi, og den er dyrket med ikke mindre intensitet og seriøsitet. Der er en voksende interesse for hvad østlig filosofi kan berige vesten med. Men der er langt fra tale om et gennembrud. Vi kan her blot konstatere at den i sandhed er et helt andet sted end vesting filosofi.

Vestlig filosofi

Mens østlig filosofi kontemplativt når til et holistisk verdenssyn, så er vestlig filosofi og videnskab præget af Platons dualisme og den udenforstående iagttager. I hulelignelsen er de lænkede fanger, som kun ser skygger af den virkelige verden, sindbilledet på mennesket som distant

iagttager af verden. Filosofisk betød det, at giganten Platon kom til at sætte rammerne for vestlig filosofi i en grad, så filosoffen Whitehead (1861-1947) kunne konstatere, at "den sikreste beskrivelse af den europæiske filosofitradition er, at den består af en række fodnoter til Platon". Disse rammer blev i renæssancen genfødt af Descartes; de kritiseres i Afsnit 6. Men lige her, hvor vi problematiserer bevidstheden, kan det være interessant at se på virkningen. Det har nemlig slet ikke blot teoretisk betydning hvordan man tænker om verden.

Det er umuligt at forestille sig isolerede stammer med et tæt naturforhold og østlige kulturer med det oprindelige holistiske verdenssyn udvikle sig eksplosivt selvødelæggende. Det er imidlertid det vi ser i den vestlige verden, og helt ubehjælpsomt forestiller vi os at mere af det samme, materiel vækst og videnskabelig reduktionisme, skal redde os.

Vi er på afveje, og skulle min tekst vække teoretisk nysgerrighed, så er det meget vigtigere hvis den kunne rykke

Fysikken

Kvantemekanikken er en helt ny udfordring som er opstået i fysikken inden for vores egen kulturkreds.

Fysikken arbejder på den mest fundamentale og logisk grundfæstede metode inden for vores vestlige kulturs videnskaber. Inden for fysikkens rammer er der med ubønhørlig konsekvens opstået et stærkt provokerende problem for vores tilvante verdensforestilling. Nobelpristager og en af de mest indflydelsesrige amerikanske fysikere i det 20. århundrede med uvurderlige bidrag til teorien for kvanteelektrodynamik, Richard Feynman, siger

”Jeg mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er ikke nogen der forstår kvantemekanik… Lad være med at blive ved med at sige til dig selv ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lade sig gøre”

Man frarådes at stille spørgsmål! - en særpræget videnskabelig doktrin. Dette dilemma vil vedvarende udfordre bevidstheden indtil den finder sig selv i en ny form i et nyt paradigme hvor dilemmaet er forsvundet. Det skulle gerne nu være klart at det nye paradigme banker på.

 

Dermed er jeg kommet til det i ’Personligt’ annoncerede projekt:

Mit særlige udgangspunkt for at søge uden for rammerne er den kvantemekaniske belæring som jeg mødte under mit fysikstudium. Det hele var så fundamentalt anderledes hvad angår vores vilkår som iagttagere af verden, at jeg mente det måtte have revolutionerende virkning på filosofien og hele vores selvforståelse. Til min store forundring er der intet sket i den retning i min levetid. Altså må jeg selv forsøge mig.

Et grundlæggende nyt paradigme vil bygge på radikalt nye forudsætninger og metoder. Det helt grundlæggende fundament for min tekst er Niels Bohrs konklusioner vedrørende bevidsthedens vilkår efter den kvantemekaniske udfordring. Virkeligheden vil blive en helt anden end vi går og tror.

Derfor følger nu et længere Afsnit om den fysik som sætter det aktuelle filosofiske videnskabsgrundlag skak mat og viser vores principielt helt nye vilkår når vi iagttager den verden hvoraf vi selv er en del.

1.   Kvantemekanikken

Som fysiker uddannet på Bohrs Institut er jeg dybt påvirket af den kvantemekaniske belæring; således omtaler Bohr den afklaring han kom frem til efter de i fysikken totalt omvæltende første tre årtier af 1900-tallet startende med opdagelsen af radioaktiviteten kort inden. Fysikerne fik her adgang til et helt nyt forskningsområde i form af atomfysikken, som afslørede adfærd som stred mod det man troede var universelle egenskaber ved naturen. Ikke bare diskontinuitet og indeterminisme, men atomfysikken præsenterede sig ovenikøbet med tilsyneladende modsigelser. Det sidste er umuligt at bygge videre på. Derfor anfægtede den nye virkelighed selve vores forestilling om os selv som iagttagere af verden. Den gennem årtusinder tilvante – og hidtil velfungerende – forestilling, at videnskabsmanden kunne stå isoleret og iagttage en af iagttagelsen uafhængig verden, blev umuliggjort af kvantemekanikken.

Da de første atomare fænomener viste sig, troede man slet ikke man ville kunne nærme sig forståelse af de disse, da de foregik i en verden som var utilgængelig for os på grund af vores grove makroskopiske sanser og hjælpemidler. Men det viste sig alligevel at man kunne arrangere disse grove hjælpemidler så de atomare fænomener kunne give sig til kende på forskellig vis. Og så viste det sig at samme atomare elementer præsenterede sig med forskellige uforenelige(!) træk afhængigt af den makroskopiske opstilling.

Den eksemplariske forsøgsopstilling til demonstration af dette er dobbeltspalteeksperimentet med elektroner. Elektronerne registreres punktvis, dvs. som partikler, på en fotografisk plade, men på en sådan måde at de undervejs forbi dobbeltspalten har optrådt som bølger. De lander nemlig som resultat af bølgeinterferens bag spalterne. Elektronerne kan afskydes enkeltvis, så den enkelte elektron må, helt absurd for en klassisk betragtning, have passeret gennem begge spalter, for den har interfereret med sig selv. Det er faktisk dette eksperiment Feynman kommenterer på side 13.

Hvis man prøver at indrette opstillingen så man kan registrere elektronpassagen ved spalterne, så finder man at den som partikel helt naturligt passerer gennem kun den ene af spalterne. Men samtidigt forsvinder bølgeadfærden, interferensen. Ved spalten er en elektron enten bølge eller partikel afhængigt af om vi registrerer den ved spalten eller ej. Først i sammenhæng med en bestemt makroskopisk opstilling definerer elektronen sig som partikel eller bølge.

Uden en opstilling hvor elektronen optræder med bølge- eller partikelegenskab, så eksisterer den i kvantemekanikken i form af en matematisk repræsentation som indgår i beskrivelsen af atomer. Igennem denne repræsentation giver fænomenet ’elektron’ grundstofferne deres kendte kemiske egenskaber og er dermed grundlaget for vores virkelighed. Så elektroner er  Men ”Hvad vil det sige at være?” replicerede Bohr en gang hvor han blev spurgt ”Jamen hvor er elektronen?” – i sandhed et svar der peger på en ny metafysik.

Efter Plancks opdagelse af den elektromagnetiske strålings kvantisering i år 1900 var tavlen helt blank. De første nyskabende streger på et helt nyt forståelsesgrundlag tegnede Bohr i 1913 med sin atommodel for brintatomet. Fundamentale klassiske forestillinger måtte forlades og totalt nye forestillinger gav en forbløffende god beskrivelse af atomets egenskaber. Mange hypoteser og inspirerende sammenhænge opstod herefter punktvis, men en egentlig samlet teoretisk afklaring var en voldsom intellektuel udfordring.

I løbet af efteråret 1926 og de første måneder af 1927 fandt et gennembrud sted på Bohrs institut i København. Store forskelle og stor gensidig respekt var brændstoffet der førte Bohr og Heisenberg stadig dybere ind i de helt nye udfordringer. Heisenberg, matematikeren, havde sin beskrivelse som var partikelbaseret, og den virkede. Den mente han derfor de burde kunne enes om. Men det var Bohr slet ikke parat til. De havde netop haft besøg af Schrödinger som havde en beskrivelse som var bølgebaseret. Den virkede også!

Bohr: ”Selv ikke den matematiske formalisme hjælper. Jeg må først forstå hvordan naturen undgår modsætninger.ñ

Udfordringerne gik dem til sidst på i en grad så der måtte ske noget drastisk. Bohr tog helt alene på en fireugers skitur i Norge, og Heisenberg var glad for at blive ladt alene hjemme. For Bohr gjaldt det klar luft og højt til loftet. For Heisenberg var det papir og blyant.

Men hos dem begge lå løsningen klar, den skulle bare formuleres. Heisenberg, matematikeren, fandt sine ubestemthedsrelationer, og Bohr vendte hjem med den filosofiske ramme for disse, komplementaritetsprincippet. De supplerede hinanden perfekt.

Komplementaritetsprincippet var den afgørende begrebsmæssige fornyelse for vores bevidsthed som sikrer at naturen undgår modsætninger. 

I løbet af mindre end en generation blev den konklusionen draget: Den klassisk-fysiske verdensbeskrivelse og forståelsesmåde er ikke anvendelig i den atomare verden, og en ny, kvantemekanikken, så dagens lys. Den er helt uden konkurrence den mest omfattende og succesfulde verdensbeskrivelse menneskeheden har skabt.

Den anvendes instrumentalistisk med overvældende succes, den virker. Men den forstås ikke som bl.a. citatet på side 13 af Feynman udtrykker.

Fysikken sætter helt anderledes end filosofien entydigt og uomgængeligt kniven direkte på struben. De eksperimentelle resultater opstår på rad og række og bringes til forståelse. I den situation spillede Bohr en særlig rolle.

I Atomfysik og menneskelig erkendelse, Schultz, 1957, s 109-110, beskriver Bohr i generelle vendinger hvorledes den traditionelle filosofiske tænkning ikke er forenelig med iagttagelses- og erkendelsesvilkårene indeholdt i komplementaritetsprincippet:

”På baggrund af den indflydelse, som den mekaniske naturopfattelse har udøvet på filosofisk tænkning, er det forståeligt at man fra mange sider har opfattet komplementaritetssynspunktet som rummende en med beskrivelsens objektivitet uforenelig henvisning til den subjektive iagttager. Selvfølgelig må vi på ethvert erfaringsområde opretholde en skarp adskillelse mellem iagttageren og indholdet af iagttagelserne, men vi må betænke at virkningskvantets opdagelse har stillet selve grundlaget for naturbeskrivelsen i ny belysning og belært os om hidtil upåagtede forudsætninger for den rationelle anvendelse af de begreber, på hvilke meddelelserne om erfaringerne hviler. I kvantefysikken er, som vi har set, en redegørelse for måleinstrumenternes funktioner uundværlig for definitionen af fænomenerne, og vi må så at sige drage skillelinjen mellem subjekt og objekt på en måde, der i hvert enkelt tilfælde sikrer den entydige anvendelse af de i meddelelserne benyttede elementære fysiske begreber. Langtfra at rumme en mod videnskabens ånd stridende mystik henviser betegnelsen komplementaritet blot til de med vor stilling ved beskrivelsen og sammenfatningen af erfaringerne på atomfysikkens område forbundne erkendelsesvilkår.”

Citatet er en understregning af det definitive brud med den tidligere tænkemåde, og det vedrører præcis iagttagerens position og rolle i forhold til den atomare verden, dvs. bevidsthedens forhold til denne.

Jeg betragter det som en særlig chance at jeg er fysiker og ikke formelt filosofisk skolet. Jeg er ikke opflasket med kravene fra en afgrænsende filosofisk tradition. Med den tilvante iagttagerposition således overraskende underkendt i forhold til atomfysikkens udfordring, har jeg ikke vanskeligheder med at tænke komplementaritetsprincippet anvendt i andre situationer hvor valget af iagttagerposition er afgørende for fænomenernes fremtræden. En anden selvforståelse og en anden forståelse af forståelse er på tale. Dvs. et grundlæggende paradigmeskift vedrørende bevidstheden undersøges.

I citatet ovenfor skriver Bohr at det gælder om at vi: ”sikrer den entydige anvendelse af de i meddelelserne benyttede elementære fysiske begreber.” – altså en meningsfuld anvendelse af sproget.

Følgende citaterñ karakteriserer Bohrs opfattelse:

”Det er forkert at tro, at det er fysikkens opgave at finde ud af, hvordan naturen er. Fysik handler om hvad vi kan sige om naturen”.

og

”Vi er ophængt i sproget”.

En formålstjenlig anvendelse af sproget bliver midlet til at skabe en omgængelig virkelighed.

Den klassiske fysiks virkelighed eksisterer som det den er og lader sig beskrive af en udenforstående iagttager. Den nye virkelighed må blive en helt anden. Når vi ikke søger efter elektronen, så er den - uden at være noget!

Det evige spørgsmål om stoffets ontologi blev pludseligt meningsløst i den ramme hvor det hidtil var søgt besvaret. Der er tale om en ontologi af en helt anden art - hvor iagttageren er inddraget for at fænomenerne overhovedet lader sig definere.

Altså: Kvantemekanikken virker perfekt, men strider mod sund fornuft! Einstein forlod aldrig ’sund fornuft’, og det var et varmt emne mellem ham og Bohr resten af livet.

Mange tankeeks­perimenter blev konstrueret som grundlag for diskussionen. I den situation manglede der en mulighed for at afgøre sagen med et faktisk eksperiment.

Sådan en mulighed blev i 1964 opdaget af John Stewart Bell (1928 – 1990, Nordirland). Så manglede der en eksperimentator som kunne gennemføre eksperimentet. Han kom i 1982 i skikkelse af den franske fysiker Alain Aspect (f. 15.6.1947). Det afgjorde sagen. Bells betingelse for at verden opførte sig fornuftig, var ikke opfyldt! Det var voldsomt.

Aspect udtalte at han var stærkt forbløffet, og Bell har jeg oplevet i en videofilm give udtryk for sin totale afmagt mht. at forstå Aspects forsøgsresultat: ”Jeg har igen og igen læst de steder i Bohrs tekster hvor jeg mener han forsøger at forklare udfaldet. Det er sort snak for mig.

Endnu en gang: Vi står i en situation som de fremmeste fysikere selv oplever som en uløselig udfordring. Situationen udfordrer bevidstheden.

Bohr indså at bevidsthedens vilkår i forhold til arten af opnåelig viden om verden blev afgørende ændret på en principielt begrænsende måde. Det var så nyt, fremmed og ufærdigt at Bohr selv ved forelæsninger ofte famlede efter ordene - som Einstein udtrykte det - som om han anede mere end til rådighed stående ord kunne udtrykke. Mange fysikere oplevede her at en dyb intuition var ledestjerne. Vi famler stadig efter ordene. Men de må komme.

Når jeg herefter prøver at beskrive hvordan bevidstheden kan tænkes at transformere sig over for mange af de problemer som filosoffer og fysikere slås med indtil videre(!), vil jeg bygge på to aksiomer afledt af den kvantemekaniske belæring:

1. Vi kan ikke pålægge naturen i sig selv en bestemt værensform. Men vi kan opnå at kommunikere entydigt, logisk og indholdsfuldt om vores erfaringer, alt rummet i sproget. Det er så langt vi kan komme!

2. Komplementaritetsprincippet.

Med det første aksiom kan vi ikke placere problemet i verden, men må placere udfordringen i bevidstheden. Vi må snakke om verden på en helt anden og ny måde.

Det andet aksiom åbner for en komplementær tilgang til problemer hvor iagttagerpositionen er afgørende for det betragtede fænomens fremtræden.

Man kan her forudse indvendingen at jeg foretager en utilladelig analogislutning når jeg på bevidsthedsfænomener bruger disse aksiomer taget fra kvantemekanikken. Når jeg anvender dem uden for fysikken, er det afgørende at den iagttagende bevidsthed, som kan tilpasse sig (aksiom 1), kan stille sig i to disjunkte og hinanden ekskluderende positioner, ’indefra’ og ’udefra’ (aksiom 2).

Integreret i den klassiske fysik har den reduktionistiske videnskabsmetode haft kolossal succes. Ifølge Wikipedia: ”Reduktionisme er den samlede betegnelse for et antal forbundne og omdiskuterede teorier, der fastholder, at man altid kan reducere sammensatte entiteter til mere enkle og grundlæggende elementer.”

Som nævnt s.19 må iagttageren inddrages for at fænomenerne overhovedet lader sig definere, af Bohr kaldet fænomenernes helhedspræg. Man kan ikke ”reducere sammensatte entiteter til mere enkle og grundlæggende elementer” når det drejer sig om elektronen og den opstilling hvori den giver sig til kende. For så nægter den at give sig til kende.

Så det er ligefrem forventeligt at kvantemekanikken sætter en kategorisk grænse for den reduktionistiske videnskabsmetodes anvendelse - i hvert fald i atomfysikken.

Jeg ser imidlertid også en grænse uden for atomfysikken for den reduktionistiske videnskabsmetodes anvendelse, nemlig over for fænomener som individuelt opleves i bevidstheden så som glæde, sorg, vilje, hensigt, mm. og bevidstheden selv.

Forskerzonen kalder bevidsthedenén af videnskabens og filosofiens største udfordringer”. Og tilføjer hvad jeg er helt enig i: ”neuronernes sprog vil aldrig nogensinde kunne krydse eller forklare kløften mellem den fysiske verden og den ikke-fysiske oplevelses tilsyneladende beskaffenhed”. Men dér hvor argumenterne går i står, fortsætter de alligevel således: ”Min forskergruppe ved University of Sussex, Storbritannien, deler bevidsthedsproblematikken op i tre dele”. ” Håbet er at bygge forklarende broer fra mekanisme til fænomenologi … for at skabe en videnskabelig redegørelse for bevidsthed.” - Og så bliver analysen for alvor indviklet, ”en bog er endda på vej!”.

Som forfatterne selv siger ”neuronernes sprog vil aldrig nogensinde kunne krydse eller forklare kløften…”. Altså må vi indse at vi har at gøre med to disjunkte kategorier, ”neuroner” og den ”ikke-fysiske oplevelse”, og kløften kan principielt ikke krydses. Dvs. fænomenerne må behandles med en komplementær forståelse.

2.   Bevidstheden

Behandlingen én af videnskabens og filosofiens største udfordringer” foregår pt. uden at man har greb om hvad der skal behandles. Det smutter ustandseligt. Prøv Google!

Man ønsker at finde noget der har relation til (mindst) indre oplevelser/følelser/motivationer. Det er noget sådant Klawonn omfatter i sit afsnit om dualismen, s.21 i sin bog, citeret i indledningen (om østers og regnorme). Disse indre oplevelser/følelser viser dyr (egentlig også østers og regnorme, men helt tydeligt højerestående dyr) alle tegn på have fælles med os. Det er derfor nærliggende at lede efter noget for dyreriget fælles. Men hvad skal man sige om de indre oplevelser/følelser/motivationer hos østers og regnorme? – eller hos højerestående dyr? Er det ikke omsonst at stille spørgsmålet? Eller om vores venner? Ingen kan opleve mine følelser ud over mig selv. De indre oplevelser er kategorisk individuelle for dyr og for mennesker. Og oplevelsen er essensen af følelser. Det er præcist her den reduktionistiske metode bliver rådvild - og går i vildfarelse når den fortsætter ad det endeløse sidespor.

Her bruger jeg det første aksiom s.20. De indre oplevelser tilhører en kategori som neurovidenskab helt principielt ikke kan komme i kontakt med. De eksisterer i egen ret, og kan ikke forklares udefra. Når vi så skal finde ord for hvad vi her har konstateret, må vi sige at de indre oplevelser betragtet udefra er mirakler, indefra er de kendsgerninger. Bevidstheden kan af bevidstheden betragtes fra disse to komplementære positioner. Denne nødvendige komplementaritet er allerede berørt og vil fortsat være et gennemgående forståelsesgrundlag i denne bog.

Tilsyneladende er jeg tæt på Spinozas ideer om vores forhold til Verden, ’udefra’ og ’indefra’ i komplementær udformning:

En tanke kan således enten studeres som en hjerneproces eller som en bevidsthedsakt, men ikke på begge måder samtidig, da det er ét og det samme, der fremtræder som hjerneproces og som bevidsthedsfænomen.”.

Den menneskelige bevidsthed er imidlertid noget principielt mere end de indre oplevelser vi har fælles med dyrene. Vi har nemlig oveni den ligeledes mirakuløse egenskab at kunne sætte ord på disse indre oplevelser. Dermed kan jeg give en definition på den specifikt menneskelige bevidsthed som vil blive brugt i resten af artiklen.

Den gives i overensstemmelse med dagligdags anvendelse af ’bevidsthed’. Vores handlinger kan opdeles i bevidste og ubevidste handlinger. De bevidste kan vi sætte ord på, og ofte vil handlingen ledsages af en sprogbaseret begrundelse. De ubevidste handlinger udføres uden ledsagelse af noget sprogligt.

Vi tænker og kommunikerer – og stiller de  fundamentale spørgsmål - ved hjælp af vores abstrakte sprog. Det har vi, det har dyrene ikke. Men det er også den eneste principielle forskel. I min indkredsning af fænomenet ’menneske’ spiller ligheder mellem træk hos dyr, tydeligt hos de højerestående, og mennesker en afgørende rolle. Tag sproget fra homo sapiens, og vi adskiller os på ingen måde fra det øvrige dyreliv.

Dyrene fungerer perfekt helt uden bevidstheden, den som vi oplever som vores konstruktive og retningsvælgende livsgrundlag. Evolutionært har mekanismer fået livet til at udvikle sig fra det allerprimitiveste og helt op til mennesket uden bevidstheden. Det er ikke bevidstheden som sikrer os overlevelse. Måske snarere tvært imod. De muligheder som vores abstrakte sprog har givet evolutionen, er måske ved at slippe store destruktive mekanismer løs.

Ellers(!) gør vi intet som ikke også dyrene gør. Og vi kommunikerer fint med dyr uden sprog:

Definition: Bevidstheden er samspillet mellem vores indre oplevelser og deres udtryk i vores abstrakte, ordbårne, logiske sprog.

Der er altså to mirakler involveret.

1.   De indre oplevelser eksisterer deres i egen ret, så at sige, og kan ikke forklares udefra.

2.   Sproget som kan udtrykke de indre oplevelser.

Når jeg fremover bruger begrebet ’bevidstheden’ er det i betydningen denne specifikke menneskelige bevidsthed.

Ved  ’mirakel’ forstår jeg et fænomen som er principielt uforklarligt. Om også sproget er principielt uforklarligt hvad angår dets grænseløse potentiale, tør jeg ikke fantasere over. Jeg nøjes med at bruge det, men finder det mirakuløst.

’Mirakel’ skiller vandene. Men et skridt ud af rammerne må nødvendigvis være at bygge på nye antagelser. Stående over for det principielt uforklarlige kan vi følge aksiom 1 s.20 og finde nye ord og begreber for at komme videre med de problemer som plager i de gamle rammer.

Aktuel videnskab vil aldrig acceptere et mirakel, men blive stående foran problemet og prøve at løse det, selvom det i følge sin art ikke kan løses inden for de rammer hvor det er opstået og behandles. Bevidsthedens mirakel er ikke et problem for vores forståelse, men et vilkår - som giver herligt stof til eftertanke!

Vores videnskabelige paradigme tildeler bevidstheden en rolle den ikke kan indtage med indre harmoni som verden på nuværende tidspunkt har præsenteret sig for os. Med min dynamiske definition af bevidstheden vil den udvikle de ord og begreber som inddragende udtrykker nye oplevelser og indsigter. Den vil komme til at forstå sig selv på en ny måde. Det psyko-fysiske problem, Afsnit 6, viljes frihed, Afsnit 7 er to foreløbigt uløselige problemer. Kvantemekanikken er en helt ny og åbenlys udfordring her og nu. Af samme kategori er Libets eksperimenter, Afsnit 7. Den komplementært iagttagende bevidsthed må fremstå. Det løser i hvert fald de nævnte problemer, og den er allerede accepteret over for den atomare verden.

Med min definition er bevidstheden dynamisk. Den udvikler sig sammen med de ord og begreber som inddragende udtrykker nye oplevelser og indsigter.

Det helt fundamentale mirakel er universets eksistens; hvorfor der overhovedet er noget. Vi kan ikke stille os uden for vores eksistens og spørge hvorfor vi overhovedet er her. Det må bevidstheden accept.ere som et mirakel inden den overhovedet kan begynde nogen som helst tankevirksomhed.

Et abstrakt sprog indeholder elementer, ord og grammatik som ved kombinationer muliggør udvikling og nuancering af tanker og meddelelser uden grænser. Tegnsprog er også et abstrakt sprog.

Men kropssprog og kunstens sprog er det ikke.

Med kropssproget taler vi - og dyrene indbyrdes, og vi til dyrene og omvendt, for vi hører også til dér - umiddelbart til hinanden uden om bevidstheden. Vi mennesker kan tolke kropssprogets meddelelser og inddrage dem i bevidstheden idet vi formulerer ord, tavst eller udlægger dem for andre. Men de kan rumme og foranledige meget mere – og gøre det meget hurtigere - end svarende til de ord vi kan sætte på, og om det er vi ubevidste.

For kunstens sprog gælder tilsvarende. Kunst, aller Art, har umiddelbart meddelelser til os uden om bevidstheden. Hvis vi forsøger at tolke og analysere med ord, træder bevidstheden til, og kunstoplevelsen svækkes i samme grad som analysen griber om sig. Oplevelse og analyse af kunst er komplementære tilstande.

Bohr påpeger noget tilsvarende: Vi kender alle det gamle visdomsord, at når vi prøver at analysere vore egne følelser næppe har dem mere.” ñ

At gøre sproget lig med bevidstheden om verden, altså virkeligheden, er i forlængelse af Bohrs konklusion efter den kvantemekaniske belæring (s.15 og 20). Ligeledes med Descartes res cogitans (Afsnit 6, den tænkende substans, vi tænker med sprog). Mennesket er et sprogligt væsen.

Men en gammel, dyb indsigt er det også. Himlen åbner sig når vi ser til Johannesevangeliet:

v1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. v2   Han var i begyndelsen hos Gud. v3  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. v4  I ham var liv, og livet var menneskers lys. v5  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Det lægger sig helt ind i nærværende sammenhæng hvis man - helt oplagt - i stedet for ’ordet’ skriver ’sproget’, i stedet for ’Gud’ skiver ’Miraklet’ og i stedet for ’lyset’ skriver ’bevidstheden’: 

v1 I begyndelsen var sproget (=bevidstheden), og sproget udsprang af Miraklet, og sproget var Miraklet. v12   ... v3  Alt blev til ved Miraklet (=virkeligheden blev til ved sproget), og uden Miraklet, blev intet til af det, som er. v4  I Miraklet fandtes liv, og i livet var menneskers bevidsthed. v5  Og bevidstheden oplyser mørket, (skaber virkeligheden)…

De 5 første vers af Johannesevangeliet gør – med mine synonymer – sproget, Miraklet, det eksisterende og bevidstheden til forskellige udslag af Miraklet. Universet, det eksisterende, som vi kan kende det, skabes af vores bevidsthed = lyset. ”Der blive lys” = ”Der blive bevidsthed” er selve skabelsesbesværgelsen (Genesis).

Virkeligheden er skabt, idet vi har set lyset! - har fået bevidsthed, har fået ordet. Det må være indsigten som prologen i Johannesevangeliet åbenbarer.

Men helt afgørende: i den ”rette” oversættelse!

3.   Verden og virkeligheden

Nu kan vi så gå ud i verden med vores nye bevidsthed:

Definition: Verden er alt

Definition: Virkeligheden er vores bevidstheds beskrivelse af verden.

”Ord skaber virkelighed” siges gerne som advarsel mod at misbruge ord. Men i denne sammenhæng er det selve definitionen.

Verden er, virkeligheden opstår i bevidstheden.

Andre har naturligvis tænkt over virkeligheden [sic!]. Jeg har især fundet følgende interessante:

Kant skelner mellem Das Ding an sich (verden) og Das Ding für uns (virkeligheden). Som jeg tolker Kant, er der én uforanderlig verden. Den er bare utilgængelig for os. Han kaldes traditionelt for realist med hensyn til at der er noget ’derude’. 

Berkeley, som - idet verden ’derude’ er logisk umulig for os at få noget forhold til - tager skridtet og erklærer verden ikkeeksisterende for os. Han er ikke realist, men idealist. Men man ser ham udlagt meget forskelligt.

Hos Heidegger er mennesket karakteriseret ved at være verdensudlæggende, og vi ved at vi udlægger verden (og skaber virkeligheden) og at vi kunne have udlagt den anderledes.

For mig er det egentlig kun ord og meget subtile argumenter der adskiller Kant og Berkeley. Jeg befinder mig godt på hold med dem begge, suppleret med Heideggers ”vi udlægger verden, og vi kunne have udlagt den anderledes.” Det sidste lægger jeg afgørende vægt på.

Min simple [sic!] udgave bliver så:

Virkelighed = verdensopfattelse. Verden er det der er i kraft af miraklet at der overhovedet er noget. Det er alt hvad vi kan sige om verden. Når vi forsøger at sige mere, altså sætter ord på, så bliver det vi siger, til virkeligheden, vores virkelighed.

 

Tilsvarende med videnskabeligt paradigmatiske virkeligheder. De opstår helt automatisk gennem de fungerende videnskabelige beskrivelser. Således opstod tidligere virkeligheder, således er vores virkelighed opstået, og således vil fremtidige virkeligheder opstå - helt automatisk!

At virkeligheden skabes af sproget, og kun er det som sproget udtrykker, er et meget radikalt skridt for aktuel videnskab som mener virkeligheden kan søges derude og findes og studeres som det den er i sig selv - selvom man gennem hele vores kulturhistorie stedse har fornyet virkeligheden.

Det syn hvormed Bohr anskuer de kvantemekaniske problemstillinger, og dermed den verden hvoraf vi selv er en del, kan karakteriseres med træk som holistisk, inddragende og antireduktionistisk, træk som ikke kan finde plads hos traditionelle fysikere, herunder Einstein og Feynman. De står tilbagetrukket og betragter udefra en verden som analyseres reduktionistisk - men det fører ikke til en tilfredsstillende forståelse.

4.   Paradigmer

Den videnskabelige virkelighed opstår helt automatisk gennem de videnskabelige abstrakt-sproglige beskrivelser. En sammenhængende, bredt accepteret videnskabelig virkelighed udgør et videnskabeligt paradigme.

Når det aktuelle paradigme udfordres af erfaringer som ikke kan indpasses, så må bevidstheden rykke sig, dvs. finde ud af at udtrykke sig anderledes. Så ændrer bevidstheden og den videnskabelige virkelighed sig. Er det gennemgribende, afgørende ændringer, forårsager de et paradigmeskift.

I menneskets historie har opfattelsen af hvad vi er, og hvad virkeligheden er, ændret sig radikalt flere gange. De tre seneste paradigmeskift har jeg behandlet grundigt i en anden tekst. Her forudses også hvordan kvantemekanikken kan være den sten i skoen som vil komme til at gnave på den nuværende verdens- og bevidsthedsforståelse til den bukker under og giver plads for en ny.

– og - forhåbentligt - hvor vi med vores nye bevidsthed holistisk oplever vores totale indlejring i naturen, således at selvbeskyttelse ikke kan skelnes fra naturbeskyttelse, og menneskeheden dermed redder sig fra at forårsage sin egen undergang. (Ja, hvor finder man snart et håb?)

Kvantemekanikken stiller os i en ny situation med hensyn til at forstå. Hvad forstår vi overhovedet ved at forstå? Og således rammer selvreferencen selve vores forståelse. Måden at forstå på er vilkårlig (kontingent, uden bestemmende årsag). Udfordringen er at finde den brugbare sproglige udformning.

At et nyt paradigme kan synes helt vanvittigt, må ikke i sig selv afskrække os. Se hvad Newton selv sagde om sine nye ideer (Uddrag af breve fra Newton til Richard Bentley, 1692-93, i min oversættelse):

At et legeme kan virke på et andet på afstand gennem vacuum uden at betjene sig af noget som helst gennem hvilket deres virkning og kraft kan for­midles fra det ene til det andet, er for mig så absurd en tanke at jeg tror intet menneske som har anlæg for at tænke fornuftigt kan tilslutte sig den.

Forklaringskraften overvandt al vanvid for Newton! Og senere generationer kan slet ikke se problemet. Jf. Feynman som tydeligvis udtrykker tilstanden foran paradigmeskiftet. Efter paradigmeskiftet kan vi slet ikke se problemet. Men det bliver ikke os.

5.   Paradigmeskiftet

Udfordringen er radikalt anderledes end ved tidligere paradigmesammenbrud. Demokrit forudsagde atomteorien og Aristarcos det heliocentriske system for små 2500 år siden og Giordano Bruno det uendelige univers uden centrum for små 500 år siden.

Længe inden de blev paradigmatiske, kunne disse tanker tænkes og lå som potentielle virkeligheder i verden som den fremstod. Men det komplementaritetsvilkår, som blev fremtvunget af kvantemekanikken, var ikke en tænkelig mulighed i naturbeskrivelsen før 1927. Med hensyn til at forstå den materielle verden på grundlag af naturvidenskaben lever vi i vildrede indtil kvantemekanikkens erkendelsesmæssige implikationer bliver afklaret og adopteret.

Men på andre områder hvor bevidstheden er afgørende i spil, er en komplementaritet allerede inddraget i forståelsen. Yin-Yang er et gammelt kinesisk begreb komplementært udtrykkende altings iboende dualitet.

I en holistisk verdensopfattelse - verden er en uopdelelig enhed omfattende menneskets bevidsthed - fandt Spinoza (1632-1677) et komplementært vilkår for bevidstheden nødvendigt, jf. s.22. Spinozas verdenssyn harmonerede slet ikke med den naturvidenskab som på grundlag af verden betragtet udefra spirede på hans tid og som sprang i blomst i Newtons Principia i 1687, grundlaget for den klassiske fysik, og som helt afgørende lå til grund for den industrielle revolution som derefter fulgte.

Ifølge Bohr afsluttede Einstein den klassiske fysiks æra med de to relativitetsteorier. De beskrev en objektivt eksisterende verden set af en udenfor stående iagttager.

Det nye er komplementaritetsprincippet og det erkendelsesmæssige vilkår, at de atomare fænomener først og kun viser sig sammen med og afhængigt af en makroskopisk opstilling; af Bohr kaldet ”fænomenernes helhedspræg”.

En fremstilling af det nuværende over for det kommende paradigme bliver altså en fremstilling af Descartes-Einstein over for Spinoza-Bohr eller renæssance/rationalisme over for – ja, hvad fremtiden måtte bringe…

I det nuværende paradigme er der opstået en række problemer som ikke kan løses inden for selvsamme paradigme. Lad os først se på det.

6.   Det psyko-fysiske problem

Det psyko-fysiske problem opstår som følge af Descartes opfattelse af verden som bestående af et symmetrisk par af væsensforskellige substanser, res cogitans og res extensa, (det tænkende og det udstrakte) som kan betragtes udefra. Det er den traditionelle dualisme. Men res cogitans må så have splittet sig op i to med principielt forskellige roller, den iagttagende og den iagttagede, hvis jeg skal forstå Descartes. Her er allerede en selvmodsigelse eller en selvreference som gør grundlaget uklart.

Den fra verden løsrevne del af res cogitans ser udefra på den tvedelte verden.

Ifølge Descartes fungerer det således at Res extensa aflæses relevant af res cogitans og res cogitans kan med viljeshandlinger gribe ind i res extensa. Men hvordan kan de to væsensforskellige substanser øve indflydelse på  hinanden, den ene vej og den anden vej? – det er det psyko-fysiske problem.

Klawonn analyserer dilemmaet kort og klart på s.28 i sin bog. Alle forsøgene på at redde Dualismen kommer til kort fordi en relevant udvekslingsmekanisme ikke kan findes. Og i en meget kort udgave om de tre 3 andre forsøg på at undgå dilemmaet når man ser udefra: I Dobbeltaspekt-teorien forsøges Gud på s.33 inddraget som forbindelsesled mellem de to substanser - hvilket jo understreger problemets alvor. Materialismen løser problemet ved at benægte den ene substans, kun materie eksisterer, og Idealismen i sin konsekvente udgave, Berkeley s.124 i Klawonns bog, løser tilsvarende problemet ved helt at benægte materiens eksistens.

Ifølge Klawonn er ingen løsningsforsøg acceptable.

Med accept af bevidstheden som defineret i Afsnit 2 s.24 og af komplementaritetsprincippet som Spinoza bruger det, vil det psyko-fysiske problem faktisk forsvinde.

Problemet er hvorledes de to væsensforskellige substanser, res cogitans og res extensa, kan påvirke hinanden, den ene vej og den anden vej.

Res extensa -> res cogitans:

Som defineret I Afsnit 2 bliver bevidsthedsindholdet i res cogitans simpelthen den del af res extensa som via sanserne iagttages og inddrages af bevidstheden herunder ens egne handlinger. Bevidsthedsindholdet er så de indre oplevelser hvori vi oplever vores liv.

Res cogitans -> res extensa:

Hvordan øver res cogitans så indflydelse på res extensa?

Res extensa er den materielle verden, også vores nervesystemer som beskrives af neurologien. Med den kan man følge de processer som styrer vores adfærd. I princippet kan vi følge de forskellige sanseindtryks vej ind i hjernen hvor de behandles/lagres, og de processer som dér deterministisk udløser og forårsager vores handlinger styret af naturlovene.

’Vilje’ fostres i den immaterielle res cogitans. Den hører hjemme i vores bevidsthed og er en individuel indre oplevelse. I vores indre liv er det et eksisterende fænomen.

Problemet som nu skal løses, er så hvordan en ’vilje’ til at udføre en handling kan gribe ind i nerveprocesserne. Det løses let: Det kan den ikke.

Dermed er det psyko-fysiske problem løst.

I den sammenhæng hvori det psyko-fysiske problem er rejst og behandles, i aktuel hjerneforskning og fra Descartes position ’set udefra’  foregår det hele nemlig efter naturlovene.

Der er ingen viljesstyring, ingen plads til en fri vilje.

I denne sammenhæng overses imidlertid de indre oplevelser hvor ’vilje’ hører hjemme. De er kendsgerninger i vores liv, og de må inddrages komplementært sammen med hjerneforskningen. Det behandles grundigt i næste kapitel.

Når bevidstheden placerer sig uden for verden, ser den ned på verden fra en guddommelig position. Men det duer ikke, for guddommelige er vi ikke. Vi må se os selv in toto integreret i verden.

Det psyko-fysiske problem som følge af bevidsthedens placering uden for fænomenet, er faktisk analogt med de problemer som den klassiske fysiks iagttagerposition afstedkommer i forhold til den atomare verden.

Vi kan lade os inspirere af den kvantemekaniske belæring som viste os at når iagttageren er en uafviselig del af fænomenet, og fænomenet fremtræder forskelligt afhængigt af iagttagerpositionen, så kan bevidsthedens vilkår være at måtte antage en komplementær tilgang.

Lige så snart vi placerer iagttageren hvor den hører hjemme, som en del af Spinozas udelelige verden, ser vi at analysen må forløbe anderledes. Så skal den iagttagende bevidsthed som selvberoende mirakel i verden, finde ord for hvordan den kan forholde sig meningsfuldt til den verden hvoraf den selv er en del. Og her ser Spinoza nødvendigheden af at bevidstheden må forholde sig komplementært til den udfordring. Det gør jeg også med den følgende sondring:

Udefra-indefra

Ved ’position’ forstår jeg parret af iagttageren (bevidstheden, subjektet) og genstanden (objektet) for iagttagelsen. De to positioner ’udefra’ og ’indefra’ ses komplementært fra samme ståsted, bevidsthedens.

Positionen ’udefra’ er bevidstheden der ser på verden og opbygger vores virkelighed, den virkelighed vi med den udefra iagttagende videnskab prøver at få styr på.

Positionen ’indefra’ (et bedre ord er måske introspektivt, tænk sådan!) er bevidstheden som ser på sig selv og opbygger ’jeg’et, det ’jeg’ som bevidstheden prøver at få styr på med fornuften, Afsnit 9.

7.   Den frie viljes problem

Arno Victor Nielsen, filosof, citat:

”Man kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af,

at vi ikke har fri vilje. Men vi kan ikke acceptere det”.

Det er med rene ord den frie viljes problem.

1.       Man kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje...

Ja, netop. En naturvidenskabelig konstatering. Det er hjerneforskningens og neurologiens analyser af nerveprocesser med den gængse reduktionistiske videnskabsmetode. Her iagttages lovmæssigheder, hvilket fører til en deterministisk beskrivelse af vores handlinger set udefra.

Jeg vil komme frem til at problemet som Arno Victor Nielsen påpeger, skyldes en kategorifejl, en sammenblanding af begreber fra disjunkte kategorier. Det  sker ved at gøre rede for nogle af de forsøg der er gjort for at løse problemet med anerkendte videnskabsmetoder. Undervejs træder den komplementære ­tilgang stadig tydeligere frem som nærliggende – ja, oplagt løsning.

Determinisme kan tolkes som fravær af fri vilje i almindelig betydning og vil så medføre at vi ikke kan tillægges ansvar for vores handlinger. Det må genere alle, herunder naturligvis især de hjerneforskere som er ansvarlige for synspunktet. De lægger derfor alle kræfter i for at få den frie vilje indpasset i den naturvidenskabelige beskrivelse og dermed accepteret. Det er klart beskrevet i en artikel i Informatíon.

En oplagt forskningsudfordring inden for disse rammer er derfor at få placeret den frie viljes igangsættende indgreb i den totale neurologiske beskrivelse af en handling. Hvor meget kommer viljen før - eller måske samtidigt med? – den handling som viljen ønsker udført?

I Libets eksperiment får en forsøgsperson til opgave at beslutte at udføre en handling. Beslutningen opfattes som en vilje til at udføre handlingen. Formålet var som udgangspunkt at registrere de nerveprocesser i hjernen som derefter fører til handlingen og tidsforløbet af disse.

De skulle så sammenholdes med forsøgspersonens beslutning om at udføre handlingen og selve  handlingen. Ved en vel udtænkt og reproducerbar teknik kan forsøgspersonen meddele hvornår vedkommende beslutter at handle, dvs. hvornår viljen træder ind. Den træder som forventet ind før handlingen. Men chokerende opdagede Libet at processen er påbegyndt som registrerbare nerveprocesser allerede inden viljen giver sig til kende!

De indledende nervetilstande i hjernen kaldes beredskabspotentialet. De ses ca. 0,55 sekunder før handlingen. Og 0,2 sekunder før handlingen meddeler forsøgspersonen at have bevidsthed om at ville handle. Så kom bevidsthed ind i billedet. Den kaldes beslutning som jo også kaldes vilje til handling. Sammenblanding af bevidsthed og beslutning umuliggør afklaring af problemerne som jeg snart skal komme nærmere ind på. Men uanset tolkningen, betyder rækkefølgen at vi kan opleve at det er os selv der bestemmer 0,2 sekunder inden vi handler. Men processen er allerede i gang! Deterministisk fra ende til anden!

Libet fik anbragt sig med begge ben i Arno Victor Nielsen dilemma. Han kunne ikke acceptere sit eget forskningsresultat.

Mærk verdenñ citerer Libet som må mene:

"Hvis en bevidst intention eller beslutning om at handle skal indlede en viljesbestemt begivenhed, så må den subjektive oplevelse af denne intention gå forud for, eller i det mindste falde sammen med begyndelsen af de særlige processer i hjernen, der formidler handlingen.“

Ja, naturligvis! Hans eksperimenter viste bare det modsatte. Han måtte stritte imod for at redde vores ansvar. I de 0,2 sekunder fra bevidsthed til handling fandt han et rum hvor bevidstheden kunne gribe ind: ”Libet says the diagram shows room for a ’conscious veto.’”. Han indførte altså en fri uvilje! – og sådan skal det forstås! Dermed bevarer den handlende stadig et vist ansvar for sine handlinger. Men det ændrer intet ved spørgsmålet om hvorvidt en vilje/uvilje har frihed til at gribe ind i den deterministiske orden. Og det er det fundamentale problem i hans behandling af viljens frihed, mulighed for at kunne gribe ind i verden. (Descartes ’den anden vej’ s.32)

En omfattende forskning forsøger at nærlæse de fysiologiske eksperimenter for at finde et hul til et viljesindgreb i den kategoriske determinisme. I denne sammenhæng er det tydeligvis svært.

Det kan også gøres let: I Mærk verden beskæftiger Tor Nørretranders sig med Libets eksperimenter over 90 sider. I forordet til Mærk verden, 25 år efter førsteudgivelsen gentager Tor Nørretranders synspunktet, at fri vilje ikke er svær at sluge "hvis man accepterer den enkle indsigt at selvfølgelig har vi en fri vilje, men vi har den bare ikke bevidst". En vilje som ikke er bevidst!? Her er det svært overhovedet at give ’vilje’ et indhold - selv med den bedste vilje.

Ved læsning af litteraturen omkring eksperimenterne og deres tolkning springer det i øjnene at terminologien er uklar. Det kan give afsæt til mange forskellige forsøg på at løse problemet, men det er forsøg som ikke går til problemets kerne, det som Arno Victor Nielsen udtrykker så klart i afsnittets start.

Det drejer sig om den frie vilje. Om den bruges ’awareness of the wish’. Men er ’bevidsthed om ønsket’ det vi forstår ved vores ’vilje’?

’Awareness of the wish’ åbner for identifikation af ’vilje’ med et deterministisk opstået ’ønske’ som meddeler sig i bevidstheden og tilsyneladende nødvendigvis følges. Således argumenterer Moritz Schlick, hvad jeg straks vil gå i detaljer med. Det bevarer determinismen, men er det vores frie vilje således som vi oplever den i forbindelse med vores handlinger?

Og især, hvor placerer det ansvaret som jo er det konkret udfordrende og afgørende problem?

Et af mange valgt tilflugtssted for problemstillingen er den såkaldte kompatibilisme, forståelse af at fri vilje og determinisme ikke er modstridende. Ja, det er formuleret helt provokerende af R. E. Hobart (Fri vilje er utænkelig uden determinisme, 1934) og mere neutralt af Moritz Schlick (Problems of Ethics, 1939). De beholder begrebet fri vilje, men udvander det, så ’vilje’ mister det indhold som stiller begrebet i modsætning til determinismen.

En grundig analyse af de i det følgende anvendte tekster ligger på nettet.

Om ’fri vilje’ skriver positivisten Schlick at et menneske er frit når det ikke handler under tvang. Endvidere skriver han at menneskets vilje adlyder psykologiens love som er naturlove, som slet og ret udtrykker hvilke ønsker det faktisk har under de givne omstændigheder. Men så kan man jo heller ikke gøre for at ønsket opstår. Hvad så med ansvaret? Og hvad er ’vilje’ og ’ønske’ i denne sammenhæng, set udefra, andet end tomme etiketter på det der faktisk sker? Indhold får begreberne først som ledsageoplevelser. Og så hører de hjemme i en anden kategori.

R. E. Hobart har et hermed foreneligt syn på fri vilje og determinisme. Han går for at have leveret den endelige forståelse af kompatibilismen.

Han definerer ikke begrebet ’fri vilje’ hvorved det opnår en velegnet fleksibilitet.

Han siger tilmed under nævnte titel: ”Det er i det store og hele en erfaring at vi har en fri vilje. Denne kendsgerning er langt mere sikker end nogen filosofisk analyse.” Den frie vilje som erfaret overtrumfer den filosofiske analyse? Hvad skal vi så med hele den lange analyse? Han må, uden at gøre det eksplicit, operere med to disjunkte kategorier, en analyserende og en erfarende.

I Hobarts analyse høster personen fortjeneste eller dadel ved sine handlinger. Determinismen sikrer at handlingerne udspringer af personligheden - og kan derfor(!?) tolkes som udslag af personens vilje - til at være sig selv(?) Hvad er ’vilje’? - Men klart nok: Uden determinismen ville personens karakter smuldre. En mere rammende titel kunne være En stabil personlighed er utænkelig uden determinisme. Hans synspunkt kommer faktisk tæt på mit uden han dog tager det afgørende skridt.

Ved at bruge ’vilje’ som han gør, prøver han at undgå den anden kategori: oplevelsenat vi har en fri vilje …langt mere sikker end nogen filosofisk analyse.

Libets forsøg handler slet ikke om forholdet mellem ’vilje’ (som han ikke har defineret) og handling, men om forholdet mellem det neurologiske grundlag for handlingen og miraklet, bevidst­heden om handlingen. Miraklet gør hjerneprocessen og bevidsthedsakten til to sider af samme sag – for at bruge Spinozas betegnelser, og måske indsigt?

Nu ligger det lige for at afprøve komplementaritetsprincippet og respektere den til at ’se udefra’ komplementære position, nemlig at ’se indefra’.

Og lige så snart der åbnes for denne mulighed, får vi øje på ’bevidsthed’, ’vilje’, ’beslutning’, ’ansvar’ og ’jeg’et m.m. og spørger forbløffet: Hvad laver de begreber i hjerneforskningen som udefra måler elektriske potentialer inden for neurovidenskabens ramme? Hvad er i denne sammenhæng en ’vilje’ der som første årsag kan træffe en beslutning, og 0,35 sekunder inden personen bliver bevidst om det, starte den sammenhængende neuronproces som udfører beslutningen? eller som fri uvilje i de sidste 0,2 sekunder kan bremse de neuronfyringer som i organismen er lige på trapperne til at udføre handlingen?

Hjerneforskningen kan ikke give mig fri vilje. Men det kan nu se løjerligt ud:

Jeg kan da beslutte at hælde den kaffe jeg lige nu sidder og nyder, ud over tastaturet. Så illustrerer jeg da min frie vilje ved at vælte koppen. Og så ender teksten - hvis…

Men det beslutter jeg naturligvis ikke. Set udefra, fra hjerneforskningen, ser jeg det sådan: Jeg fra min fortid helt op til det hypotetiske handlingsøjeblik blevet struktureret til at prøve at løse nærværende teksts problemer, og jeg har brug for tastaturet. Det skal ikke ødelægges.

Jeg kan dog udefra blive tilstrækkeligt provokeret - eller belønnet - så jeg vælter koppen - for at vise at jeg slev bestemmer! Men det er så efter en kraftig ydre påvirkning som deterministisk omstrukturerer min hjerne. Alt det der er i min krop inkl. hjerne, bestemmer hvad jeg gør, set udefra. Først derefter opdager jeg det - og går ind for det! set indefra er det ’mig’. Dette ’jeg’ uddybes i resten af bogens kapitler.

Ligeledes: Enhver ryger der har ønsket at kvitte lasten, ved at man ikke bare kan mobilisere en bremsende vilje. Organismen skal omstruktureres ved påvirkning udefra; det kan være fra omgivelserne eller eget helbred. Det kan føre til en i organismen deterministisk opstået handling som fører til kontakt med en læge eller terapeut. Krisecentre kan få henvendelser med appellen: ”Hjælp, jeg slår min kæreste!” (som udtryk for krise i fornuften, jf. Afsnit 9)

Hvilken mening kan det give at tilskrive en hund eller en kat - eller en østers eller en regnorm - en fri vilje? Når hjerneforskningen analyserer dyrs og menneskers adfærd med samme videnskab, så er svaret naturligvis det samme inden for den videnskab.

Men sjovt nok, tampen brænder: Libet er selv inde på at bevidstheden tilhører en anden kategori end de målbare størrelser som hjerneforskningen beskæftiger sig med. Ifølge Tor Nørretranders Mærk verden s.272:

Benjamin Libet har siden han i midten af 1960’erne indledte sine undersøgelser over bevidsthed haft en meget klar indsigt i, at bevidsthed er et primært fænomen. Man kan ikke reducere bevidsthed til noget andet, f.eks. en eller anden målelig størrelse i hjernen. En person oplever en bevidst beslutning – og det er kun denne person, vi kan spørge om denne oplevelse. Man kan ikke studere bevidsthed ved at henføre den til et eller andet „objektivt“ målbart.”

Nej, og så kan ’bevidsthed’ og alle de før opremsede, primære fænomener ikke behandles i neurologisk forskning. De hører hjemme i en anden kategori. Igen banker komplementaritetsprincippet på.

Vilje og dermed fri vilje hører ikke hjemme i hjerneforskningen.

Og her opstår konflikten med den naturvidenskabelige konstatering, for

2.       ”… vi kan ikke acceptere det”.

Vi kan ikke acceptere det, for den naturvidenskabelige determinisme strider mod vores grundlæggende livsoplevelse, en ”kendsgerning … langt mere sikker end nogen filosofisk analyse.

For set indefra må man stå ved sig selv. Dvs. stå til ansvar for sine gerninger. Her opstår det oplevede fænomen den frie vilje, bevidsthedens oplevelse af at være herre i eget hus ved at have magt til selv frit at vælge sine handlinger blandt de mulige.

Jeg vil i det følgende prøve at overbevise om at netop dette krav, at stå ved sig selv, skaber ’jeg’et, opbygger personen og former livsforløbet for hver af os.

Eksistentialismen med bl.a. Søren Kierkegaard og Jean-Paul Sartre gjorde det eksistentielle valg afgørende for menneskets levede liv i modsætning til den naturvidenskabelige verdensforståelse. Dette valg er appellerende knyttet til en fri vilje som har afgørende betydning.

Sartre siger i Eksistentialisme er humanisme, 1946: ”Der er ingen determinisme, mennesket er frit, mennesket er frihed.”

Determinisme hører ikke hjemme her.

Problemet med fri vilje kontra determinisme eksisterer således uafviseligt med disse to uforenelige sider, og vi har altså fået dem karakteriseret ved eksistentialismen og positivismen.

Overfor dette i aktuel videnskab uløselige dilemma kan vi bruge den kvantemekaniske belæring: Vi må tilpasse sproget, dvs. vores virkelighed, så konflikter forsvinder og mening opstår. Vi må forstå på en anden måde. En komplementær tilgang løser problemet.

Vi lever og oplever (indefra) vores liv eksistentialistisk og beskriver (udefra) verden og os selv positivistisk, og der er ikke tale om konflikt. Det er komplementære indfaldsvinkler som begge er nødvendige i vores liv. Så er det afgørende at disse positioner markerer sig klart og udelukker hinanden:

·      I den eksistentialistiske oplever vi livet subjektivt indefra og opbygger ’jeg’et med værdier, frie valg, ansvar m.m. I den positivistiske beskriver vi fænomenerne objektivt udefra og opbygger vores kollektive virkelighed med lovmæssigheder.

·      I den eksistentialistiske ser vi fremad og koncentrerer os om valget for fremtiden, i den positivistiske ser vi tilbage og behandler indhøstet erfaring.

·      Det er i den frie viljes domæne vi lever, men i determinismens vi forstår.

·      Det ene områdes begreber er totalt individuelle og forbigående, det andet områdes begreber er kulturelt, videnskabeligt universelle.

Alle punkterne peger på to separate kategorier, virkeligheden set fra et indre og et ydre perspektiv. Vi kan alle anlægge begge perspektiver, men deres begreber kan ikke anvendes sammen. Hvis vi imidlertid ser en lidenskabelig overvægt af den ene kategoris begreber, så får vi en Søren Kierkegaard, hvis det er af den anden, får vi en Moritz Schlick eller R. E. Hobart. Ingen af perspektiverne kan afvises. Og da de samtidigt er uforenelige, så er der tale om en komplementaritet.

I det indre perspektiv opstår 'jeg', 'selv', 'valg', ’ønske’, 'vilje', 'ansvar', ’værdier’, 'meningsfylde', 'formål', m.m. i løbet af de første leveår som følge af kulturel påvirkning, Afsnit 8. Disse begreber eksisterer unikt som sådan i ét menneskeliv ad gangen.

De til naturvidenskaben hørende begreber eksisterer uafhængigt at de enkelte mennesker, overlappende og udfordrende adskillige generationer.

Vores bevidsthed udtrykker det aktuelle paradigme. Derfor vil den, som den har gjort i hele menneskekulturens udviklingshistorie, gennem paradigmeskift ændre sig i overensstemmelse med fundamentalt nye udfordringer den møder. Sproget og begreberne bliver tilpasset.

De dybe spørgsmål i vores kulturs historie indeholder ofte en dualitet/komplementaritet, om det så er Platon, Descartes, Spinoza, Yin-Yang eller kvantemekanikken. Måske peger dualitetens opdukken i de dybe spørgsmål på et fundamentalt vilkår for vores bevidsthed som følge af dens fundamentale selvreference.

Komplementaritetsprincippet løser umiddelbart problemet 'fri vilje' kontra 'determinisme'. For så forsvinder "kontra" bibeholdende både den videnskabelige naturbeskrivelse og den umiddelbare oplevede betydning af ’fri vilje’, således som den indgår i eksistentialismen og videre bliver fremstillet i Afsnit 10.

Kvantemekanikken fremstår som et eksempel hvor komplementaritetstilgangen er tvunget frem; udfordringerne inden for fysikken finde et sprog. Hvis vi vil forstå også andre problemer, så er det måske dette skridt vi må tage?

 


Herefter vil jeg behandle det indre perspektiv. Hvor står vi som oplevende mennesker i alt dette?

 

Teksten er bogudgivet. I den forbindelse må jeg ikke lade den ligge komplet frit tilgængeligt på nettet. Jeg overspringer derfor det meste af Afsnit 7 til 10.

Køb bogen her. Den koster kun kr. 50,-

 

8.      Dannelsen af ‘jeg’et

9.                  Fornuften

10.           Den frie vilje og ansvar

Vi kan nu, også på baggrund af Afsnit 7, give en meningsfuld definition af begrebet ’vilje’ og forklare hvorfor vi må karakterisere den som fri:

Definition: 'Vilje' beskriver vores indre oplevelse i handlingsøjeblikket af de handlinger, som former vores ’jeg’ og som vi senere vil tage ansvar for for at opretholde vores integritet. Vi ved at vi kunne have handlet anderledes (forudsat andre muligheder forelå). Derfor oplever vi viljeshandlingen som fri.

'Vilje' er i strømmen af handlingsøjeblikke os selv oplevet i den indre position. Her oplever vi vores liv forlæns.

11.              Hvor endte vi så?

 …

 

12.              Hvad venter os?

Mine præmisser kan forekomme fuldstændigt vanvittige:

·      Bevidsthedsmiraklet der principielt og uden videre må accepteres

·      Bevidsthedens selvberoende fundament, dvs. indefinitte art

·      Afkald på at forstå verden i sig selv

·      Nødvendigheden af en komplementær tilgang for vores bevidsthed til fundamentale problemstillinger i forhold til den verden hvoraf vi selv er en del.

Her er det meget interessant og relevant at iagttage at videnskabshistoriens helt store gennembrud er sket efter accept af præmisser som ligeledes var fuldstændigt vanvittige for samtiden. 

Det aristoteliske verdensbillede (forfinet af Ptolemæus) med Jorden som universets centrum var virkeligheden på den tid, den aristoteliske virkelighed. Det blev fortrængt af det kopernikanske fordi mange iagttagelser faldt på plads på en simplere måde. Kopernikus’ arbejde blev faktisk anerkendt på et tidligt tidspunkt af den katolske kirke som udgav hans verdensmodel i 1543. Men den blev i forordet karakteriseret som en ren teoretisk øvelse. Den skulle bestemt ikke opfattes som virkeligheden. Men den blev virkeligheden gennem en hård og livsfarlig kamp som kostede Giodano Bruno livet og satte Galilei i husarrest. Paradigmeskiftet afsluttedes med Newtons love; se hvad Newton selv skrev om dette – rent vanvid. Men det endte med at være helt uden problemer - hvilket jeg, som har undervist unge mennesker i Newtons lov, med egentlig en vis forbløffelse kan se tilbage på. Ja, helt uden problemer

-indtil Bohrs postulater… hør f.eks. Ehrenfest, en nær ven til både Bohr og Einstein. Han sagde på et tidligt tidspunkt: ”Hvis det er sådan vi i fremtiden skal dyrke fysik, så må jeg helt opgive fysikken.” Han kom nu efter det senere. Meget efter det endda.

Altså ser det slet ikke ud som om vanviddet i nye opfattelsers præmisser står i vejen for deres endelige accept. Det betyder blot at

Chokeffekten understreger paradigmeskiftets radikalitet.

Vi var parate til af udskifte Aristoteles med Kopernikus, og Kopernikus med - ja, det kunne være Bruno, og Bruno med Hawking og Hawking med …?     Nå, det var fysik.

Filosofisk: Er det snarere Descartes og descendenter med…?

Vi har fået noget at slås med, vi mennesker: Sproget er en forudsætning for at kunne stille sig udenfor og kigge. Det kan dyrene ikke. Aha: Dér har vi fejlen! Vi fik sproget, og vi fik problemerne!

Måtte der snart blive bundet en sløjfe af de to løse ender!