Opdateret: 17-03-2019 09:15

 

Har du været her før? Så tryk F5!

En anden forståelse af forståelse

Bevidstheden, verden, virkeligheden

Selvreference og komplementaritet

 

 

·         Tak til mine venner Pawel Kaminski og Hans Gammeltoft-Hansen som har brugt tid og kræfter på at udfordre mig. I et todagesseminar i begyndelsen af juni 2018 var de naturligvis i stand til at påpege mange svagheder i den tekst som forelå inden.

·         Den tekst som foreligger her, er blevet forkortet og korrigeret. Jeg vil være meget taknemmelig for yderligere indvendinger. Selv er jeg også leveringsdygtigt, så teksten ændrer sig også lidt - efterhånden meget - løbende her på stedet.

·         Mus over links giver popup med kort præsentation af linkets indhold.

·         Jeg bruger nyt komma.

Venlig hilsen claus@munchow.net

 

 

 

 

Abstract:

Kvantemekanikken er i særklasse den mest omfattende og succesfulde naturbeskrivelse menneskeheden har skabt. Den har bare den ubehagelige følge at naturen opfører sig naturstridigt – i hvert fald hvis naturen skal opføre sig fornuftigt. Over for denne udfordring udviser såvel fysikere som filosoffer stor rådvildhed. Kvantemekanikken er en udfordring for vores bevidsthed.

Hvad er bevidstheden? – spørger bevidstheden. Denne væmmelige selvreference udelukker at bevidstheden kan finde bevidstheden ved at søge sig selv. Den ser sig selv som i et spejl og ser naturligvis det den er, uanset hvad den er.

Efter Descartes har den vestlige filosofi set en uafviselig dualitet i det eksisterende, i verden. Denne dualitet betragtes udefra. På det grundlag opstår de to klassiske problemer, det psyko-fysiske problem og spørgsmålet om viljens frihed.

Ifølge Spinoza er verden hel og udelelig, men en dobbelthed opstår i vores bevidsthed når vi forsøger at danne os forestillinger om den verden hvoraf vi selv er en del. Vi kan ikke stille os udenfor.

Ved mødet med den atomare verden er vi blevet påtvunget et komplementaritetsprincip som sætter et nyt vilkår for vores forhold til verden. Det er ikke foreneligt med Descartes iagttagerposition, men med Spinozas. Det er ikke foreneligt med Einsteins, men med Bohrs.

Vi har en tvingende grund til at nytænke bevidstheden efter kvantemekanikken. Det kan føre til et psykologisk og videnskabeligt paradigmeskift.

Ved at forlade Descartes position og antage Spinozas, forsvinder grundlagt for det psyko-fysiske problem.

Ved at opfatte komplementaritetsprincippet som et naturligt, generelt vilkår for bevidstheden, opløses problemet om viljens frihed kontra determinisme, idet ”kontra” forsvinder, og ’vilje’ bevarer sin umiddelbare betydning.

Det vil så betyde, at en anden forståelse vil kunne forstå lidt mere af det hele.



0. Indledning

Bevidsthed

Det filosofiske problem om forholdet mellem sjæl og legeme, … opstår som følge af en skelnen mellem to værens-områder: sfæren af mentale fænomener (tanker, følelser, sanseindtryk osv.), som viser sig i et »indre« eller første-persons perspektiv, og legemet eller - mere generelt - den materielle virkelighed, der foreligger som objekt for ydre beskuelse.

Således præsenteres det problem, det psyko-fysiske problem, som

gennem de sidste ca. 350 år har stået højt på den filosofiske dagsorden og den dag i dag er et af de mest omdiskuterede emner inden for international fagfilosofi.”

i Sjæl-legeme-problemet af Erich Klawonn.

Efter en grundig analyse af problemstillingerne indleder han de afsluttende bemærkninger således:

"Vi har nu betragtet de fire klassiske teorier om sjæl-legeme-problemet. Hermed kunne det se ud som om vi har fået en udtømmende oversigt over de rationelt mulige standpunkter. ... Men så synes der unægtelig at være opstået den mærkværdige situation at ... samtlige mulige standpunkter kan påvises at være uholdbare!"

-en ren lækkerbisken for en filosof - for mig en grund til at søge et radikalt nyt forståelsesgrundlag.

Undervejs søges efter bevidstheden som hører hjemme i kategorien sjæl. Og Klawonn skriver på s. 21:

"I ontologisk forstand er bevidsthed noget ... om det så er en østers eller en regnorm"

En anden filosof, Susan Blachmore i Consciousness, leder også efter bevidstheden og finder (dvs. snarere finder ikke):

"Conciousness, then, is a grand delusion. It arises through such questions as "Am I concious now?""

De finder hhv. næsten hvad som helst og næsten intet, for de ved ikke hvad de søger efter. Søg og du skal finde, gælder ikke. Bevidstheden findes ikke som sådan. Vil man bruge begrebet ’bevidsthed’ må man definere betydningen deraf. Det gør jeg I Afsnit 3.

Terminologi og kategorisering er afgørende for en indholdsfuld analyse. Det forekommer mig at filosofien om bevidsthed og vilje (m.m.) har manglet en nødvendig præcisering og brugbar kategorisering. Når filosoffer og hjerneforskere kæmper med problemet ’viljens frihed’ har jeg ledt forgæves efter en klar tilkendegivelse af hvad de forstår ved en ’vilje’. Hvad leder de efter?

I Afsnit 7 finder jeg endeligt et grundlag for at give en meningsfuld forståelse af ’vilje’.

Vi har et ‘jeg’, og det må høre hjemme i bevidstheden. Men når jeg prøver at iagttage mit ‘jeg’ opdager jeg(!?) straks at et nyt ‘jeg’ må til for at iagttage det første. Og lige så snart jeg har opdaget det, så er der et tredje ‘jeg’ som betragter de to, osv. Tilsvarende hvis vi prøver at se på vores bevidsthed. Vi ”ser” med vores bevidsthed. Vi føres på afveje når vi forsøger at se ’jeg’et eller bevidstheden selv udefra. Det kan kun være bevidstheden der ser sig selv, altså ser sig selv indefra, hvor den er det den ser.

Bevidstheden der spøger til sig selv er den ultimative selvreference. Dette er udgangspunktet for mit forsøg på at forstå på en anden måde.

 

Selvreference indebærer uafviselige logiske problemer.

Denne sætning er falsk” er en helt korrekt anvendelse af ord og begreber. Men den modsiger sig selv.

Det kan også siges sjovere: Bertrand Russel lader en menig soldat få ordren: “Du skal barbere alle de menige som ikke barberer sig selv” – en yderst fornuftig og hygiejnisk ordre. Det går også fint indtil han kommer til sig selv.

Og avanceret: Gödels sætning om korrekt formulerede påstande inden for et lukket matematisk system byggende på de hele tal som kan bevises hverken at være sande eller falske.

Vores logik kan altså ikke nødvendigvis gennemføres til en tilfredsstillende afklaring af ethvert fornuftigt spørgsmål. Selv ikke inden for matematikken.

For Søren Kierkegaard er selvreferencen og logikkens afmagt selve vejen til at forstå mennesket.

Selvreferencen kan forekomme helt problemløst, f.eks. ”denne sætning er dansk”. Selvreferencen i de to første eksempler ovenfor kortslutter logikken på en tankevækkende måde, men har derudover ikke yderligere implikationer. Men hvis selvreference forekommer fundamentalt og uomgængeligt, som med fænomenet bevidsthed, så mener jeg at begrebet kun eksisterer i kraft af sig selv, og kun er hvad det ser i sig selv. Det er ikke fastlagt til at være noget bestemt af ydre omstændigheder. Bevidstheden er dynamisk.

Når verden er svær at forstå, kaster vi os over vanskelighederne med fokus på problemerne i verden uden at stille spørgsmål til den bevidsthed som prøver at forstå. Vi står uantasteligt udenfor. Men verden i sig selv kan aldrig være problemet, den er givet. Med hensyn til de dybeste og mest genstridige problemer må vores bevidsthed føje sig i sit forhold til verden: Bevidstheden må gives en anden rolle som ændrer problemet. Her finder jeg det ømme punkt der kan prikkes ved.

Min første afgørende præmis er derfor at fastslå at bevidstheden selvberoende og derfor ikke på forhånd givet. Den kan ikke findes ved at søge.

Når jeg læser alle Klawonns redegørelser for løsningsforsøg på det psyko-fysiske problem, så er de alle gjort af bevidstheder som står og kigger udefra, som om det er den universelt givne måde at være iagttager på. Faktisk synes det som om den rationelt analyserende bevidsthed slet ikke selv er inddraget i analysen. Den er dog ellers den anden del af iagttagelsesforholdet.

I atomfysikken er vi meget overraskende blevet påtvunget et komplementaritetsprincip som vedrører vores stilling som iagttagere af verden. Nærværende tekst afprøver om dette princip generaliseret i visse sammenhænge involverende selvreference kan løse klassiske dilemmaer. Specifikt sker det ved at indføre positionerne ’se indefra’ og ’se udefra’, altså to komplementære positioner som forkludrer analysen hvis de ikke holdes adskilt, men som til gengæld adskilt kan rumme to vidt forskellige sandheder om vores liv.

Som fysiker uddannet på Bohrs Institut, er jeg dybt påvirket af den kvantemekaniske belæring; således omtaler Bohr den afklaring han kom frem til efter de i fysikken totalt omvæltende første 3 årtier af 1900-tallet startende med opdagelsen af radioaktiviteten kort inden. Fysikerne fik her adgang til et helt nyt forskningsområde i form af atomfysikken, hvor en ny virkelighed afslørede lovmæssigheder som stred fundamentalt mod det man troede var grundlæggende egenskaber ved naturen – og oven i købet grundlæggende anfægtede vores forestilling om os selv som iagttagere af den, altså vores bevidsthed! I løbet af mindre end en generation blev konklusionen draget: Den klassisk-fysiske verdensbeskrivelse er ikke anvendelig i den atomare del af verden.

Da de første atomare fænomener viste sig, troede man slet ikke man ville kunne få forståelse af de elementære, atomare fænomener, da de foregik i en verden som var utilgængelig for os på grund af vores grove, makroskopiske sanser og hjælpemidler. Men det viste sig at man kunne tilpasse makroskopiske opstillinger så de atomare fænomener kunne præsentere sig under forskellige forhold. Og her afsløredes at den atomare verden fremtræder fuldstændigt anderledes end ”vores” verden, den makroskopiske. Samme atomare elementer præsenterer sig forskelligt afhængigt af den makroskopiske opstilling hvori de giver sig til kende. Den eksemplariske forsøgsopstilling til demonstration af dette er dobbeltspalteeksperimentet med elektroner. Elektronerne giver sig til kende som partikler på en fotografisk plade på en sådan måde at de undervejs forbi dobbeltspalten har optrådt som bølger, idet de lander som resultat af interferens bag spalterne. Den enkelte elektron må have passeret gennem begge spalter, for den har interfereret med sig selv (ikke med andre, de kan afskydes enkeltvis). Hvis man forsøger at underdele opstillingen for at lokalisere elektronerne ved passagen af spalterne, opfører de sig som partikler. Man finder så at de passerer gennem enten den ene spalte eller den anden, men samtidigt forsvinder bølgeadfærden, interferensen. Enten partikel eller bølge afhængigt af hvordan vi kigger! Og vi kan ikke se begge dele samtidigt. Det er komplementaritetsprincippets essens at der ikke er en modsigelse i naturen, men at det er vores bevidsthed der udfordres.

Læg dertil at uden en opstilling hvor elektronen overhovedet er noget, så er den i kvantemekanikken dog en matematisk repræsentation som indgår i beskrivelsen af atomer. Igennem denne repræsentation giver elektronen grundstofferne deres kendte kemiske egenskaber og dermed grundlaget for vores virkelighed. Så elektroner er  Men ”Hvad vil det sige at være?” replicerede Bohr en gang hvor han blev spurgt ”Jamen hvor er elektronen?”

Efter Plancks opdagelse af den elektromagnetiske strålings kvantisering i år 1900 var tavlen helt blank. I 1913 havde Bohr vist at totalt nye forestillinger kunne være en foreløbig beskrivelse af atomets egenskaber. Men den egentlige teoretiske afklaring bød på en voldsom intellektuel udfordring. Sammen med Heisenberg skulle han igennem en mentalt udmarvende periode som kulminerede i vinteren 1927 hvor spændingerne blev ulideligt store. Heisenberg, matematikeren, havde sin beskrivelse som var partikelbaseret, og den virkede. Den mente han derfor de burde kunne enes om. Men det var Bohr slet ikke parat til. De havde netop haft besøg af Schrödinger som havde en beskrivelse som var helt anderledes, og den virkede også. Den var bølgebaseret. Bohr ville ikke videre: ”Selv ikke den matematiske formalisme hjælper. Jeg må først forstå hvordan naturen undgår modsætninger.” [Pais]. Hårknuden var så blokerende at der måtte ske noget drastisk. Bohr tog helt alene på fireugers skitur i Norge, og Heisenberg var glad for at blive ladt alene hjemme. For Bohr gjaldt det klar luft og højt til himlen. For Heisenberg var det papir og blyant. Men hos dem begge lå løsningen klar, den skulle bare formuleres. Heisenberg, matematikeren, fandt sine ubestemthedsrelationer, og Bohr vendte hjem med den filosofiske ramme for Heisenbergs ubestemthedsrelationer, komplementaritetsprincippet, den afgørende begrebsmæssige og sproglige fornyelse. De supplerede hinanden perfekt. Her lød startskuddet til kvantemekanikken, den konsistente beskrivelse af atomverdenen og menneskets vilkår som iagttager af samme. Det er så den nye atomvirkelighed som endnu har svært ved at blive accepteret. Der gøres naturligvis mange forsøg på at analysere dilemmaet, anomalien. Her er et. Og et til, anbragt også tidligere i teksten.

Omend beregninger på grundlag af kvantemekanikken virker perfekt, så strider kvantemekanikkens verdensbeskrivelse mod sund fornuft hvis man tænker over den! Einstein accepterede det aldrig, og det var et varmt emne mellem ham og Bohr resten af livet. Mange tankeeks­perimenter blev konstrueret som grundlag for diskussionen.

I den situation manglede der en mulighed for at afgøre sagen med et faktisk eksperiment. Sådan en mulighed blev i 1964 opdaget af John Stewart Bell (Nordirland, 1928 - 1990). Så manglede der en eksperimentator som kunne gennemføre eksperimentet. Han kom i 1982 i skikkelse af den franske fysiker Alain Aspect (f. 15.6.1947). Så blev sagen afgjort. Bells betingelse for at verden opførte sig fornuftig, var ikke opfyldt! Det var voldsomt. Aspect udtalte at han var stærkt forbløffet, og Bell har jeg oplevet i en videofilm give udtryk for sin totale afmagt mht. at forstå Aspects forsøgsresultat. Han sagde: ”Jeg har igen og igen læst de steder i Bohrs tekster hvor jeg mener han forsøger at forklare udfaldet. Det er sort snak for mig.” Og Richard Feynman:

Jeg mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er ikke nogen der forstår kvantemekanik… Lad være med at blive ved med at sige til dig selv ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lade sig gøre

Værsågod!

Vi står i en situation som rummer en uløselig udfordring for de fremmeste fysikere. Deres bevidsthed kan ikke håndtere verden. Situationen udfordrer bevidsthedens selvforståelse.

Udfordringen er radikalt anderledes end ved tidligere paradigmesammenbrud. Demokrit forudsagde atomteorien og Aristarcos det heliocentriske system for små 2500 år siden og Giodano Bruno det uendelige univers uden centrum for små 500 år siden. Det var tanker som lå som potentielle virkeligheder i verden som den fremstod. Først meget senere blev de paradigmatiske. Derimod har ingen kunnet forestille sig komplementaritetsvilkåret før år 1927. Det var ikke en tænkelig mulighed. Det er nu blevet os påtvunget. Indtil videre lever vi i en utænkelig virkelighed!

Og dog. Spinoza har tænkt komplementært i forbindelse med det psyko-fysiske problem og anvist en radikal anden forståelse heraf.

I De europæiske ideers historie, Erik Lund, Mogens Pihl og Johannes Sløk, Gyldendal 1964, præsenteres Spinozas tanker desangående kort og klart umiddelbart efter det psyko-fysiske problem er behandlet med udgangspunkt i Descartes.

I Descartes’ dualisme er der tale om at den ydre verden er splittet, den består af to væsensforskellige substanser, det psykiske og det fysiske. De betragtes udefra.

For Spinoza er verden en udelelig helhed omfattende vores bevidstheder. En tosidighed opstår i form af vores bevidstheds muligheder for at afspejle den verden hvoraf vi selv er en del. Det materielle opstår spejlet i det sjælelige, det bliver dermed to sider af samme sag. For Spinoza træder bevidstheden ikke uden for verden. Den finder to komplementære anskuelsesmåder for sig inden i verden. Descartes ser problemet i verden, mens Spinoza ser problemet når vores bevidsthed skal finde sit forhold til verden. Det minder slående om det kvantemekaniske vilkår i forbindelse med de atomare partiklers fremtræden for os. Spinoza har på en måde åbnet for den generalisering af komplementaritetsprincippet som jeg anvender senere i teksten.

Klawonn behandler spørgsmålet på s. 51 ff i afsnit III, Dobbeltaspekt-teorien. Han afviser synspunktets holdbarhed med rent logiske argumenter. Men logikken drives fra et ståsted uden for problemstillingen, den tredje position, som jeg miskender i Afsnit 3. Alle de forslag til løsning af sjæl-legeme-problemet som Klawonn afviser i sin bog, angriber problemet i den splittede verden set udefra.

Siden min studietid har jeg faktisk under indtrykket fra kvantemekanikken ment at vores verdensbillede, mere præcist: forståelse og selvforståelse, måtte stå foran en afgørende ændring. Men den er ikke indtruffet. Det er måske fravær af evnen/villigheden (næsten det samme) til at acceptere selvreferencens og komplementaritetsvilkårets fulde filosofiske implikationer som er bremsende for nytænkning. Men de må accepteres - i det mindste forsøgsvis af læseren her hvis det skal give mening at fortsætte læsningen. Det afgørende: Først når ståstedet er valgt, træder virkeligheden frem for os i en bestemt form. I to komplementære ståsteder kan virkeligheden møde os på to helt forskellige måder. Men da komplementære ståsteder ikke kan indtages samtidigt (et krav for at de kan kaldes sådan), kan vi ikke gribe virkeligheden i at modsige sig selv. Selv bliver vi dog paralyseret. For vi har som iagttagere aldrig forestillet os at virkeligheden først får form når vi ser på den.

Der lægges arm med virkeligheden i Afsnit 3, men hvordan kan vi nogensinde forlige os med denne situation? Prøv en pædagogisk analogi! - og bliv fortrøstningsfuld.

Atomfysik og menneskelig erkendelse, Schultz, 1957, s 109-110, beskriver Bohr i generelle vendinger hvorledes den traditionelle filosofiske tænkning ikke er forenelig med iagttagelses- og erkendelsesvilkårene indeholdt i komplementaritetsprincippet:

På baggrund af den indflydelse, som den mekaniske naturopfattelse har udøvet på filosofisk tænkning, er det forståeligt at man fra mange sider har opfattet komplementaritetssynspunktet som rummende en med beskrivelsens objektivitet uforenelig henvisning til den subjektive iagttager. Selvfølgelig må vi på ethvert erfaringsområde opretholde en skarp adskillelse mellem iagttageren og indholdet af iagttagelserne, men vi må betænke at virkningskvantets opdagelse har stillet selve grundlaget for naturbeskrivelsen i ny belysning og belært os om hidtil upåagtede forudsætninger for den rationelle anvendelse af de begreber, på hvilke meddelelserne om erfaringerne hviler. I kvantefysikken er, som vi har set, en redegørelse for måleinstrumenternes funktioner uundværlig for definitionen af fænomenerne, og vi må så at sige drage skillelinjen mellem subjekt og objekt på en måde, der i hvert enkelt tilfælde sikrer den entydige anvendelse af de i meddelelserne benyttede elementære fysiske begreber. Langtfra at rumme en mod videnskabens ånd stridende mystik henviser betegnelsen komplementaritet blot til de med vor stilling ved beskrivelsen og sammenfatningen af erfaringerne på atomfysikkens område forbundne erkendelsesvilkår.

Citatet er en understregning af det definitive brud med tidligere tænkemåde. Det nye er at sproget og dets begreber, altså vores bevidsthed, må nytænkes og tilpasses vores nye iagttagelser. Det drejer sig ikke om at pålægge verden i sig selv en bestemt værensform, en sådan har den atomare verden - og verden? - ikke. Vi må starte hvor verden træder frem for vores bevidsthed og formulere et relevant sprog. Et par yderligere belysende Bohr-citater:

Vi er ophængt i sproget”.

Det er forkert at tro, at det er fysikkens opgave at finde ud af, hvordan naturen er. Fysik handler om hvad vi kan sige om naturen”.

Bohr præciserer her at der ikke er tale om en klassisk, entydig virkelighed som lader sig beskrive som tidligere virkeligheder. Elektronen giver sig til kende på en sådan måde at vi må operere med en tvetydig virkelighed! Næh, det duer jo slet ikke. Altså må vi tale anderledes. Skillelinjen må lægges anderledes. Komplementariteten er den måde hvorpå vi kan tale om virkeligheden uden at komme den nærmere. Vi må træde et skridt tilbage. Når vi ikke søger efter elektronen, så er den - uden at være noget!

I en periode udtryktes dette på Bohrs institut som billedforbuddet. Man spøgte med en analogi til den religiøse afmagt over for det guddommelige, det hinsides. Vi kan ikke danne os billeder af verden eller fastslå dens ontologi på en traditionel måde. Vi har kun sproget tilbage.

Den atomare virkelighed fik med kvantemekanikken i slut-’20-erne sin perfekte beskrivelse. Den er nu fysikkens beskrivelse af det fundamentale grundlag for den materielle del af vores verden.

Når Bohr senere omtaler kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske belæring til os, ledsages det næsten altid af, ”når vi skal forholde os til den verden hvoraf vi selv er en del”. Uden at nævne begrebet selvreference, er det jo en direkte påpegning af selvreferencens afgørende betydning for vores iagttagelsesvilkår i den nye virkelighed. Formuleringen udtaler sig tilmed generelt.

Da komplementaritetsbegrebet var faldet på plads mellem fysikerne, så Bohr i dette en nøgle til løsning af problemer han havde tumlet med siden ungdommen. Det drejer sig om ”den almene vanskelighed i dannelsen af menneskelige ideer iboende i forskellen mellem subjekt og objekt [Pais]”.

Snittet mellem subjekt og objekt må lægges anderledes”. Subjektet er sproget. Sproget har udviklet sig under stadig nye udfordringer fra verden som den gennem tiderne foranderligt er blevet set af sprogbrugerne. Nu fremstår verden igen anderledes for os. Det må sproget tilpasse sig. Dér forestår den store udfordring. Og det er ikke let.

Min anden afgørende præmis er Bohrs filosofi og den kvantemekaniske belæring. Foruden påpegningen af selvreferencen indeholder den et vores bevidsthed påtvunget vilkår, nemlig komplementaritetsprincippet som løser verdens tilsyneladende tvetydige og indefinitte fremtræden for os.

 

Paradigmer.    I menneskets historie har opfattelsen af hvad vi er, og hvad verden er, ændret sig radikalt flere gange. De tre seneste paradigmeskift har jeg behandlet grundigt i Niels Bohr og det nuværende paradigmeskifte. Her forudses også hvordan kvantemekanikken kan være den sten i skoen som vil komme til at gnave på den nuværende verdens- og bevidsthedsopfattelse til den bukker under og giver plads for en ny,

  og - forhåbentligt - hvor vi med vores nye bevidsthed forstår vores indlejring i hele naturen, således at selvbeskyttelse bliver total naturbeskyttelse, og menneskeheden dermed redder sig fra at forårsage sin egen undergang. (Ja, hvor kan man snart finde et håb?)

Der er andre muligheder for bevidstheden. En religionsforsker, Jens-André Herbener, gør sig disse overvejelser.

Kvantemekanikken stiller os i en ny situation med hensyn til at forstå. Hvad forstår vi overhovedet ved at forstå? Og således rammer selvreferencen selve vores forståelse. Måden at forstå på er vilkårlig. I det nuværende paradigme fordrer en forståelse at vi kan stille os udenfor og med lovmæssigheder beskrive en entydig verden søgende kausalitet (som fører til determinisme). Kvantemekanikken har lært os at det ikke altid er muligt. Vi må tillade os også at forstå på en anden måde. Det må give os modet til at prøve noget vildt.

Så er det tid til at løse problemer:

1.              Mirakler.

Principielt ubegribelige fænomener findes og må derfor blot accepteres og italesættes. Her indfører jeg så simpelthen Miraklet, et fænomen som ikke er et problem, men et vilkår, idet det er principielt uforklarligt. Som mirakler vil jeg opfatte universets eksistens, livets eksistens og bevidsthedens eksistens. Så er de problemer af vejen!

Denne måde at komme videre på viger filosoffer tilbage fra. De synes nærmest tiltrukket af de uløselige problemer. Dér er noget at komme efter. Men man kommer ikke videre. Og er problemerne principielt uløselige, finder jeg det både legitimt og meget inspirerende at springe videre og se hvad der kan tænkes på den anden side.

Problemer kan også løses ved at opløse spørgsmålet. Har man spurgt på en måde eller på et grundlag hvor problemet er principielt uløseligt, så har man selv bygget den mur man vedvarende støder panden mod.

Hvis man som naturvidenskabsmand mener at evolutionen er foregået efter de naturlove vi trin for trin afklarer, så kommer intet udgangspunkt op på siden af fysikerens når det gælder om at forundres over universet. Og samtidigt anerkende at det er et mirakel.

Fysikere (og filosoffer) operere med mirakler - men de er ikke meget for det.

2.              Universet og evolutionen

Hele det mirakuløse liv på vores lille planet er det foreløbige resultat af den udvidede forståelse af Darwins begreb evolution. Begrebet dækker fint hele forløbet fra Big Bang til nu. Der er hverken logisk eller etymologisk noget at indvende. Jeg ser 3 adskilte evolutionsfaser:

1.      Den fysisk-kemiske, efter verdens opståen ved Big bang

2.      Den genetiske, efter Livets opståen

3.      Den abstrakt sproglige, efter Bevidsthedens opståen (i mennesket)

Alle 3 er resultater af mirakler. Inden for alle 3 fungerer en helt selvfølgelig udvælgelsesmekanisme: Overalt afprøves gennem tilfældigheder alle mulige kombinationsforsøg, hvoraf de der overlever, bringer evolutionen videre. Alle 3 har de rørt grundigt i gryden og meget gennemgribende ændret den jord hvorpå den seneste (forhåbentligt ikke den sidste) fase eksperimenterer nu. Den evolutionære hastighed er sat voldsomt i vejret ved hver ny fase, således at den foregående evolutions fortsatte virke er negligibel i forhold til den nyes. Det giver i sig selv en eksplosiv udvikling. Men selv inden for den nuværende synes en eksplosiv og faretruende evolution at have udviklet sig i løbet af de seneste generationer.

Og ser vi allerede i den kunstige intelligens evolutionens næste påfund?

3.              Bevidstheden

Den definition af begrebet ’bevidsthed’ jeg nu vil fremsætte, vil umiddelbart støde mange som med bevidsthed forbinder en evne til at reagere på omgivelserne. Det er noget sådant Klawonn indkredser i sit afsnit om dualismen, s. 21, citeret i indledningen (om østers og regnorme). Disse evner karakteriserer livet i almindelighed (og megen moderne automatik). Min definition vil gøre bevidsthed til en specifik menneskelig egenskab. At fabulere om hvorvidt dyr har bevidsthed, er halsløs gerning uden en definition af bevidsthed. Og en dertil brugbar definition er næppe mulig. Med min har de i hvert fald ikke. Min definition gives i overensstemmelse med dagligdags anvendelse af ’bevidsthed’. Vores handlinger kan opdeles i bevidste og ubevidste handlinger. Karakteristisk for de bevidste er at vi kan sætte ord på, ofte vil handlingen følge efter en sprogbaseret begrundelse. De ubevidste handlinger udføres uden reference til noget sprogligt.

Vi tænker og kommunikerer ved hjælp af vores abstrakte sprog. Det har vi, det har dyrene ikke. Men det er også den eneste principielle forskel. I min indkredsning af mennesket som biologisk væsen spiller ligheder mellem træk hos dyr, tydeligt hos de højerestående, og mennesker en afgørende rolle. Tag sproget fra homo sapiens, og principielt adskiller vi os på ingen måde fra det øvrige dyreliv.

 

 

Definition: Bevidstheden er det som rummes og udfoldes i vores abstrakte, ordbårne, logiske sprog.

Bevidstheden er sammenfaldende med de sætninger som udtrykker vores tanker. Det er en selvopretholdende konstruktion. Og det er en dynamisk definition, den udvikler sig sammen med de ord som udtrykker nye indsigter.

Jeg synes vores bevidsthed har klare træk af illusion - som skal tages dødsens alvorligt, for den rummer hele vores verdens- og livsoplevelse. I hver en menneskekrop, i al fortid, nutid og al fremtid, opstår (uforklarligt for sig selv, mirakuløst) en specifik bevidsthed med et 'jeg' som yder sin indsats i evolutionen (informationsbearbejdning og -formidling) i en meget begrænset årrække, og så er den væk. Mens bevidstheden eksisterer, tror den at den være, hvad den er, uden at vide hvad den er. Den kan næsten ikke andet. Hele vores opfattelse af alting huserer i vores bevidsthed. Den kommer let til at opfatte sig selv som altings dommer og besidder. Jeg er parat til at relativere denne bevidsthedens opfattelse.

Gennem sanserne bombarderes kroppen af signaler fra omverdenen og fra kroppen selv. Det er i øvrigt umuligt kategorisk at afgrænse individets legeme fra resten af verden. Begge dele er verden uden for bevidstheden indtil der eventuelt sættes ord på. Signalerne fra sanserne er verdens vej ind til vores bevidsthed.

Bevidsthedsmiraklet er nu, at vi sammen med impulserne udefra får indre personlige oplevelser som får os til at sætte ord på, som giver sproget næring dvs. bevidstheden indhold. Mirakuløst kan vores hjerne jonglere med dette sprog som kan udtrykke, udvikle og nuancere tanker og meddelelser uden grænser. Dette behandles yderligere senere i afsnittet.

Tegnsprog er også et sådant abstrakt sprog. Men kropssprog og kunstens sprog er det ikke. Med kropssproget taler vi (og dyrene) umiddelbart til hinanden uden om bevidstheden. Vi mennesker kan tolke kropssprogets meddelelser og inddrage dem i bevidstheden idet vi formulerer ord, tavst eller udlægger dem for andre. Men de kan rumme og foranledige meget mere end svarende til de ord vi kan sætte på, og om det er vi ubevidste. Det samme gælder i høj grad kunstens sprog. Kunst, aller Art, har umiddelbart meddelelser til os uden om bevidstheden. Idet vi forsøger at tolke og analysere med ord, inddrages de i bevidstheden. Men så ødelægges de som ren kunstoplevelse, de skifter kategori. Oplevelse og analyse af kunst er komplementære tilstande. Bohr påpeger noget tilsvarende: ”Vi kender alle det gamle visdomsord, at når vi prøver at analysere vore egne følelser næppe har dem mere.”.

Kroppen reagerer umiddelbart på mange af signalerne udefra, og derigennem vedligeholdes det livsvigtige samspil med verden. Kun en forsvindende lille del af disse signaler erkendes med ord, dvs. når frem til bevidstheden. Kroppens reaktioner på sanseinputtene er umiddelbar og kommer derfor før bevidstheden om dem. Bevidstheden efterbehandler og efterrationaliserer, (jf. videre i Afsnit 5 Fornuften).

Bevidstheden og det abstrakte, ordbårne, logiske sprog er synonymer. Det skal huskes når jeg i det følgende hovedsageligt bruger ordet ’bevidstheden’.

Yderligere begrundelser for definitionen er til rådighed: At gøre sproget lig med bevidstheden om verden er i forlængelse af Bohrs konklusion efter den kvantemekaniske belæring. Den er også sammenfaldende med Descartes res cogitans (den tænkende substans, vi tænker med sprog).

Men en gammel, dyb indsigt er det også. Himlen åbner sig når vi ser til Johannesevangeliet:

v1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. v2   Han var i begyndelsen hos Gud. v3  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. v4  I ham var liv, og livet var menneskers lys. v5  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Det lægger sig helt ind i nærværende sammenhæng hvis man - helt oplagt - i stedet for ’ordet’ skriver ’sproget’, i stedet for ’Gud’ skiver ’Miraklet’ og i stedet for ’lyset’ skriver ’bevidstheden’: 

v1 I begyndelsen var sproget, og sproget udsprang af Miraklet, og sproget var Miraklet. v2   ... v3  Alt blev til ved Miraklet (= sproget), og uden Miraklet (= sproget),  blev intet til af det, som er. v4  I Miraklet fandtes liv, og i livet var menneskers bevidsthed (= sproget). v5  Og bevidstheden (= sproget) oplyser mørket, …

De 5 første vers af Johannesevangeliet gør – med mine synonymer – sproget, Miraklet, det eksisterende og bevidstheden til forskellige udslag af Miraklet. Universet, det eksisterende, som vi kan kende det, skabes af vores bevidsthed = lyset. ”Der blive lys” = ”Der blive bevidsthed” er selve skabelsesbesværgelsen.

Men skal Johannesevangeliets indsigt være gyldig her, så er den oversættelse som jeg er vokset op med, helt afgørende.

Den Nye Aftale, som kalder sig ”banebrydende nudansk oversættelse af Det Nye Testamentelægger ud med ”Alting begyndte med at Gud talte”. Hvor kom Han så lige fra? Den første oversættelse fastholder mysteriet, miraklet. Den anden kaster mysteriet overbord som uinteressant. (Som jeg vil tolke det, kaster den Gud overbord.)

Men lad os da få sagen belyst fra hestens egen mund, af Divus Madsen selv:

Bibeloversættelse

Hvad fortæller de forskellige oversættelser os? … at det menneskelige og den menneskelige virkelighed opstår med den sprogbårne bevidsthed. Teologi er eksistens! Virkeligheden er skabt, idet vi har set lyset! - har fået bevidsthed. Det må være indsigten som prologen i Johannesevangeliet åbenbarer.

 

Vi ser hvor langt vi kan komme på basis af bevidstheden = sproget:

 

Som tidligere påpeget: ”Vi må starte hvor verden træder frem for vores bevidsthed”:

Definition: Verden er alt.

Definition: Virkeligheden er vores bevidstheds beskrivelse af verden.

Virkelighed = verdensopfattelse. Verden er det der er i kraft af miraklet at der overhovedet er noget. Vi kan ikke udtale os om verden udover at den er. Når vi forsøger at sige mere om verden, altså sætter ord på, så bliver det vi siger, til virkeligheden. Således opstår vores virkelighed helt automatisk. Således opstod tidligere virkeligheder, og således vil fremtidige virkeligheder opstå - helt automatisk! Og de kan være meget forskellige.

Vi lever i en dynamisk virkelighed idet vi med vores dynamiske bevidsthed selv skaber virkeligheden med de ord vi sætter på.

Min position ligner den filosofiske idealisme som udfoldes til grænsen af Berkeley. Han ville formentlig på det her anførte grundlag kalde verden for kun subjektivt eksisterende. Ja, faktisk er vi på en måde også selv ansvarlige for at der overhovedet er noget. ”Universet ville også eksistere selvom vi ikke var her” er et helt tomt udsagn for os. ”Hvad vil det sige at eksistere?” ville Bohr sikkert spørge stillet over for et så fundamentalt problem. ”Universet eksisterer”, kan udtales, fordi vi er her og er blevet givet bevidsthed. Ellers kan det ikke udtales. Igen en skabende selvreference.

Men jeg starter her: Verden eksisterer for os fordi vi er og er en del af verden. Det er håbløst at benægte eksistens lige så snart man selv åbner munden.

Den kvantemekaniske belæring viser en måde at tale objektivt om en eksisterende verden på, en verden som blot er tilgængelig for os på en anden måde end vi har været vant til. Dermed skabes en konsistent virkelighed. Som Bohr slutter det tidligere anførte citat: ”Langtfra at rumme en mod videnskabens ånd stridende mystik henviser betegnelsen komplementaritet blot til de med vor stilling ved beskrivelsen og sammenfatningen af erfaringerne på atomfysikkens område forbundne erkendelsesvilkår.

Klawonn beskriver på s. 25 den klassiske opfattelse af det ”materielle” således: ”Det materielle er principielt uafhængigt af om det opleves – dvs. det behøver ikke at vise sig for at være til”.

Den første del tilslutter jeg mig ikke: Kvantemekanikken har direkte vist os at således eksisterer den atomare verden ikke.

Den anden del tilslutter jeg mig: Når vi ikke søger efter elektronen, er den - uden at være noget!

Verden er, og så særpræget eksisterer den ifølge kvantemekanikken. Når Klawonn skriver ”dvs.” mellem de to udsagn, viser det at kvantemekanikkens erkendelsesvilkår er et helt nyt vilkår for filosofien. Tillige viser det hvorfor jeg ikke føler mig repræsenteret af Berkeley. Ej heller af andre filosoffer. Jeg kører ofte sur i deres lange, logiske tirader og føler at de fører mig, og måske også sig selv, ud på sidespor. For alle (Spinoza var en undtagelse. Ellers nogen?) gælder det at de placerer sig, deres analyserende bevidsthed, urørligt på afstand af studieobjektet. Det er som om de mener at problemet partout skal løses under de præmisser. Men det er da et valg. Problemer kan løses ved at vælge andre præmisser, og det er det der sker ved et paradigmeskift. Men inden vi er så vidt, kan vi gøre et indledende forsøg.

Vi forsøger at gå videre således:

·        Det er paradigmers natur at være midlertidige.

·        Mirakler (fænomener som er principielt uforklarlige) eksisterer og må accepteres som grundlag for vores tænkning.

·        Bevidstheden er et Mirakel.

·        I forbindelse med selvreference er vi parate til at tænke nyt.

·        Den kvantemekaniske belæring i form af ’både/og, men ikke samtidigt’, dvs. komplementaritet, kan måske afsløre et generelt vilkår for bevidstheden når den skal forholde sig til den verden hvoraf den selv er en del.

Udefra-indefra

Overvejelserne i nyere tid af sjæl-legeme-problemet er startet af Descartes. For ham består verden af et symmetrisk par af væsensforskellige substanser, res cogitans og res extensa, som betragtes udefra, første figur. Det er den traditionelle dualisme. Men der er faktisk tale om tre positioner, idet res cogitans optræder i to roller, både som iagttageren udefra og som den ene del af det iagttagede par (som jeg forstår Descartes). Dvs. vi her har en lusket selvreference.

Det er fra dette ydre ståsted Descartes og efterkommere kommer i store vanskeligheder. Han/de ser på de to totalt væsensforskellige substanser, res cogitans og res extensa udefra. Res extensa aflæses relevant af res cogitans. Res cogitans kan, ifølge Descartes, med viljeshandlinger gribe ind i res extensa. Via hvilke mekanismer påvirker de to væsensforskellige substanser hinanden, den ene vej og den anden vej? – det er det psyko-fysiske problem.

Klawonn analyserer dilemmaet kort og klart på s. 28 i sin bog. Alle forsøgene på at redegøre for forbindelsen inden for Dualismen kommer til kort. Og i en meget kort udgave: Tilsvarende med de 3 andre forsøg på at undgå dilemmaet, Dobbeltaspekt-teorien, hvor bl.a. Gud forsøges inddrages som forbindelsesled, s. 33, Materialismen hvor kun materie er virkelig, og Idealismen som i sin konsekvente udgave, Berkeley s. 124 i Klawonns bog, helt benægter materiens objektive eksistens.

Problemet har i en eller anden form eksisteret i mere end 2000 år. Det har siden Descartes været analyseret af en ydre iagttager og er det stadig.

Jeg mener denne opstilling udelukker en forståelse som kan accepteres på opstillingens grundlag. Jo mere jeg kredser om problemet, desto mere trænger intuitionen sig på: Det er en åbenlys misforståelse at tildele verden to essentielt forskellige substanser som kan betragtes udefra. Det er vores bevidstheds ambition om at være noget særligt, i en grad så den faktisk tror den kan placere sig uden for verden - tilsyneladende sammen med Gud. Så er man noget!

Lige så snart vi placerer iagttageren hvor den hører hjemme, anden figur, ser vi at analysen må forløbe anderledes. Den iagttagende bevidsthed skal så ikke forholde sig til to væsensforskellige substanser, den skal, som selvberoende mirakel, finde ord for hvordan den kan forholde sig meningsfuldt til verden.

Dermed er det klassiske psyko-fysiske problem opløst.

Her træder også den fundamentale forskel mellem Einsteins og Bohrs grundsyn klart frem. Vi er faktisk dér hvor vi kan sige at kvantemekanikken, rent videnskabeligt og totalt, har afvist Descartes opstilling.

Og igen kan vi finde inspiration i Spinozas opfattelse af verden som en udelelig helhed. I denne helhed hvoraf den selv er en del prøver bevidstheden at finde et ståsted - og finder nødvendigvis to komplementære.

 

Jeg arbejder videre på at sætte denne konklusion ind i en større og tættere oplevet sammenhæng.

Figurer der forsøger at illustrere begrebsmæssige strukturer, er gode at sidde og fundere over, også selvom de næppe nogensinde bliver helt retvisende.

Spinozas opfattelse kunne forsøges struktureret som på den tredje figur. Her har jeg også udtrykt at bevidstheden suger verden til sig og gør den til virkeligheden. Som Spinoza opfatter det, opstår der én virkelighed med to sider set fra to komplementære ståsteder, som ét stykke papir set fra den ene side og fra den anden.

Den figur er ikke rigtigt dækkende for min struktur. Jeg kan ikke i det jeg har læst, se hvordan Spinoza opfatter bevidstheden som ser på sig selv. Det prøver jeg at få med, for det er afgørende for vores selvforståelse som det udvikles i Afsnit 6.

Ved ’position’ forstår jeg kombinationen af iagttagerens ståsted og genstanden for iagttagelsen. De to positioner ’udefra’ og ’indefra’ ses fra samme ståsted, bevidsthedens. Positionen ’udefra’ er bevidstheden der ser på verden og opbygger virkeligheden, positionen ’indefra’ er bevidstheden som indefra ser på sig selv og opbygger ’jeg’et. Mere herom i Afsnit 4.

Ret utilfredsstillende prøver jeg med den fjerde figur. Virkeligheden tager sproglig form i bevidstheden som lægger sig oven på verden.

Bevidstheden er mirakuløst knyttet til vores indre selvoplevelser som vi kan udtrykke i ord. Når vi ser på disse, ser bevidstheden indefra på sig selv. Her får den øje på og identificerer sig med vores livsoplevelser og livsvilkår, og det former vores ’jeg’. Opfølgning og forsøg på afslutning følger i Afsnit 6.

 

Selvom det psyko-fysiske problem er blevet afgørende ændret når iagttageren træder indenfor, kan vi overveje situationen som den ser ud for den aktuelle hjerneforskning hvor livet iagttages udefra. Påvirkning den ene og den anden vej:

Res extensa ] res cogitans:

I den sammenhæng er vores krop en del af den verden som beskrives af naturlovene. Via vores sanser og indre oplevelser meddeler verden sig til vores bevidsthed, principielt uforklarligt, men relevant, dvs. med en tydelighed som afspejler vigtigheden for kroppen. Et eksempel på en stærk oplevelse: 

En kniv i låret medfører en smerte som er en personlig oplevelse (prøv selv!). Kroppen reagerer umiddelbart, og al opmærksomhed sigter mod at fjerne smerten. Men smerten som smerte har ikke en art udover den indre oplevelse. Den kan ikke som smerte forstås udefra. Udefra kan man se årsagen til smerten, skaden på kødet. Men man kan ikke i skaden se smerten. Hvis man vil forklare denne oplevelse yderligere, stiller man sig foran en uoverstigelig mur. Men smerten opleves! - indefra. Og der kommer voldsomme ord på! Man bliver i den grad bevidst om den.

Vi har så løst det psyko-fysiske problem den ene vej, verden signalerer til bevidstheden med de indre oplevelser som melleminstans. De indre oplevelser er selvoplevelser og er en del af bevidsthedsmiraklet. De indre oplevelser, uforståelige udefra, men indefra virkelige, er et faktum i livet, og et input for bevidstheden når der sættes ord på. De rummer alle fornemmelser og følelser, også dem som dukker op som hukommelse.

Res cogitans ] res extensa:

Mennesker fungerer som dyrene i samspil med en meget kompliceret natur. Dyrene kan og gør alt det basale som også vi gør, alt det der gælder opretholdelse og videreførelse af livet. Dyrene viser tilmed klare, én til én-udtryk - for følelser og har alle nødvendige evner, herunder en hukommelse som kan overtrumfe vores mange gange: Trækkende fugle som har været en tur i Afrika, kan finde tilbage til samme rede under et garagetag i Sønder Omme.

Oveni har vi derimod de sproglige formuleringer som muliggør en meget omfattende hukommelse, kommunikation og kompliceret livsudfoldelse. Mennesket er et pattedyr med et avanceret sprog.

Som naturlovene ytrer sig i res extensa beskrevet ved neurologien, kan vi i princippet finde ud af hvor i hjernen de forskellige sanseindtryk, følelser m.m. lagres, hvordan de kommer derind og hvordan de kommer ud igen. Sådan fungerer livet for mennesker og for dyr - med mindre der skal være tale om viljesstyring.

Det er ønsket om en fri vilje som ødelægger muligheden for at opnå en tilfredsstillende traditionel beskrivelse af menneskets livsmekanismer. Descartes problem den anden vej eksisterer kun hvis res cogitans skal have selvbestemmelse, hvis en handling skal kunne initieres af en vilje der frit og bevidst vælger mellem de foreliggende muligheder. Ellers foregår det hele efter naturlovene i res extensa.

Dermed er det psyko-fysiske problem den anden vej løst i den sammenhæng hvori det er rejst og behandles, fra positionen ’set udefra’. Her foregår det hele nemlig efter naturlovene. Vi har ikke en fri vilje.

Den frie viljes problem.

Arno Victor Nielsen, filosof, citat: ”Man kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje. Men vi kan ikke acceptere det”. Det er med rene ord den frie viljes problem.

Den naturvidenskabelige konstatering er hjerneforskningens som ser på vores handlinger udefra. Det videnskabelige mål er at kortlægge de lovmæssigheder som gælder for nervesystemet. Lovmæssigheder fører til determinisme.

En fri ’vilje’ må være knyttet til en evne til bevidst at beslutte og gennemføre en handling blandt flere mulige. ’Jeg’ beslutter at gøre sådan og sådan. 

Den frie vilje skulle i givet fald gøre sig gældende i begyndelsen af nerveprocesserne, være første årsag, og deterministisk føre til den valgte handling. Men hvor er der plads til en sådan vilje når vore kroppe fungerer i en strøm af impulser udefra hvorpå kroppen reager med impulser udadrettet?

Alligevel beskæftiger hjerneforskningen sig med spørgsmålet om den frie vilje for at prøve at afsløre hvor den sætter ind og hvornår. Og så må det jo chokere når Benjamin Libet påviser at en aktivitet i hjernen som fører til handlingen, går forud for bevidstheden om handlingen; den er i gang inden man opdager det! Det har jeg før indset helt uden eksperimenter. Libets resultat er helt forventeligt. Der er ikke plads til en indgribende vilje.

Det kan se løjerligt ud: Hvis jeg beslutter at hælde den kaffe jeg lige nu sidder og nyder, ud over tastaturet, så kan jeg illustrere min frie vilje ved at vælte koppen. Og så ender teksten - hvis…

Men den ender ikke her! Jeg vælter ikke koppen. Vi må forstå det sådan, at set udefra, fra en hjerneforsker, er jeg ved påvirkning i min fortid og udefra blevet påvirket til at prøve at løse nærværende teksts problemer, og jeg har brug for tastaturet. Det vinder.

Jeg kan dog udefra blive tilstrækkeligt provokeret - eller belønnet - så jeg vælter koppen. Men det er så efter en kraftig ydre påvirkning som deterministisk omstrukturerer min hjerne. Alt det der er i min krop inkl. hjerne, bestemmer hvad jeg gør. Først derefter opdager jeg det! Jeg kan ikke gribe ind i verden som det fremstilles i hjerneforskningen, den del af hjerneforskningen som arbejder med ren neurologi. Jeg har ingen fri vilje i denne sammenhæng. Og Libets resultat er fuldstændigt som man må forvente. Altså

Ifølge hjerneforskningen har vi ingen fri vilje.

Det er imidlertid en situation vi ikke kan forlige os med. Og det skal vi heller ikke. I den indre position hvor livet leves og opleves umiddelbart, er en fri vilje en forudsætning for vores selvoplevelse, vores ’jeg’, vores ’bevidsthed’, ja, vores liv. Det vil blive påvist i Afsnit 6. Vi må først fremstille hvorledes vores selvbevidsthed og vores ’jeg’ tager form i bevidstheden på grundlag af ydre påvirkninger og indre oplevelser.

 

Kropsimpulsernes forhold til bevidstheden kan udvides med Freuds kategorier:

Underbevidstheden er signaler fra kroppen som kan fornemmes, bevidsthed som kan være på vej, men som ikke har fået registrerbar, ordbåret fremtoning, og så har man ikke bevidsthed om hvad det er man fornemmer.

Hvis kilden til eller arten af fornemmelsen træder frem, kan man sætte ord på, så bliver man bevidst om den. Altså:

Bevidstheden iagttager og sprogbehandler hvad kroppen giver af signaler, hvad den mærker, og hvad den foretager sig, og hvad der via sanserne kommer fra omverdenen.

Overbevidstheden, ’overjeg’et, en moralsk stemme, er kropsfornemmelser som underbevidsthedens. De stammer fra den gennem evolutionen udviklede sociale struktur som ordløst er lagret i generne. Derigennem kan de påvirke handlinger og blive bevidste ved at finde ord. I etikken analyseres de og gøres systematisk bevidste.

De to første er evolutionært udviklet i enkeltindivider, den sidste er evolutionært udviklet i den sociale struktur som har hjulpet artens individer levende igennem den evolutionære udvikling. Den sociale struktur, samfundet, er en evolutionært udviklet organisme i sig selv. Det uddyber jeg i Den frie vilje og retsvæsenet.

Situationen da Bohr og Heisenberg skiltes i vinteren 1927 kaster et klart lys over underbevidsthedens art. Jeg beskrev det således: ”Men hos dem begge lå løsningen klar, den skulle bare formuleres”. Den kan nu beskrives: ”Men hos dem begge lå løsningen klar i underbevidstheden, den skulle bare finde sin formulering, dvs. ved sprog inddrages i bevidstheden”!

De mente de arbejdede på samme problem, og at de derfor måtte kunne enes om en formulering (bevidstgørelse), men deres underbevidstheder råbte i hver sin retning. Derfor gik de hinanden på nerverne og måtte skilles. Hver for sig kom de til bevidsthed, og det viste sig - ganske rigtigt - at deres formuleringer var disjunkte. Men tilsammen var de den fuldendte løsning på problemet; deres løsninger var komplementære!

4.              Dannelsen af ‘jeg’et

Det specifikt menneskelige er at et menneskebarn fødes med evnen til at udvikle et sprog, med potentialet til at blive et menneske. Mennesket opstår altså i løbet af de første leveår under direkte og indirekte anvisninger fra barnets sprogbrugende omgivelser, sproget skabes, og barnet får menneskelig tænkeevne, det får bevidsthed. Bevidstheden formes med de til rådighed værende ord og begreber, og således inddrages barnet i den givne virkelighed, det aktuelle paradigme.

Barnets første udfordring i vores kultur er at lære at separere individer. Når barnet begynder at følge bevægelser, så tager vi fat ledsaget af opmærksomhedsrettende, pegende bevægelser, igen og igen: ”Det er mor”, ”det er far” og ”det er lille Egon”. Når skriftsproget skal tilegnes, er barnets navn det første det lærer at skrive. Således vænnes barnet til at se sig selv som et selvstændigt ego kaldet Egon. Denne proces kunne sagtens forløbe anderledes, men uden sprogudvikling ville der ikke være tale om en menneskekultur.

Et nyfødt menneskebarn har ikke et sprog og derfor ikke en bevidsthed og er derfor ikke et menneske. Hvis det isoleres fra sprogbrugende mennesker - Gud forbyde det, men der er eksempler - vil det ikke udvikle en bevidsthed (= sprog) ejheller udvikle et ‘jeg’ i vores forstand.

‘Jeg’et opstår i kroppen sammen med sprogtilegnelsen. Det eksisterer ikke fra fødslen. ’Jeg’et er en selvberoende selvforestilling, en slags illusion baseret på sproget/et mirakel, når det betragtes udefra. Det er en umiddelbar virkelighed for sig selv når det ses indefra.

Men om lidt er det borte.

5.              Fornuften

Via bombardementet af sanseimpulser medfører min definition af bevidsthed umiddelbart det totale indre kaos i modstrid med den fornuft og mentale helhed som vi dog mener os i besiddelse af.

Definition: Fornuften er den del af bevidstheden, indenfor hvilken der er etableret en tilfredsstillende sammenhæng, konsistens, som ‘jeg’et identificerer sig med.

Bevidsthedens kilde er de indre oplevelser fra sanseimpulserne, fornuften er en ”renset” delmængde af bevidstheden. Alt hvad jeg oplever lige fra trivielle ting til de ekstremt komplicerede indsigter i naturen som min fysikuddannelse har givet mig, samler sig videst muligt i fornuften og danner (dvs. alt det jeg siger og tænker om) min virkelighed og mit ’jeg’. Til stadighed strømmer der iagttagelser til bevidstheden. Og hvis de udfordrer fornuften, så er også ’jeg’et udfordret.

Min krop handler deterministisk, set udefra, handlingen registreres af min bevidsthed, og dens opgave er så at kunne indarbejde så meget som muligt i fornuften af det som trænger frem til min bevidsthed. Det foregår alt sammen med ord. Men det er ikke en håbløs opgave. Kroppens formål er at overleve, så der må være en vej frem. Så længe det går godt, bliver vi klogere og udvider vores fornuftområde. I almindelighed flyder oplevelserne ind og optages ubesværet i fornuften. Men i livets løb kan der komme ting (oplevelser) til bevidstheden som konflikter uløseligt med fornuften. Voldsomme udfordringer kan tage plads ved siden af fornuften og føre til tab af selvkontrol. "Jeg var helt ude af mig selv af vrede/fortvivlelse/sorg...". Det kan gå over, eller det kan være en vedvarende udfordring. Argumenter, overvejelser, tænkte udspil som afspejler bevidsthedens arbejde med de stridende kendsgerninger, kan køre rundt i den indre monolog uden ende at ville tage. Man er i krise.

 

Ved kriser, evt. livskriser er bevidstheden tilført noget tungtvejende som ikke lader sig indpasse i fornuften. Tragisk almindeligt er kvinden der ikke forlader sin ekstremt voldelige mand. ”Hvorfor går du ikke bare?”. Svaret ”Det forstår jeg heller ikke” forklarer hvorfor denne dialog hører hjemme på krisecentre. Terapi, påvirkning gennem kommunikation, går ud på at skubbe til forestillinger, åbne muligheder som kan røre rundt i bevidstheden så de kan falde på plads i fornuften, ’jeg’et reddes. Den proces som psykologer kalder individuation, er en lignende proces.

En psykisk skavank som personlighedsspaltning viser at bevidstheden kan have to områder med hver sin sammenhæng, hver sin fornuft, hvert sit ’jeg’. Et væld af psykiske diagnoser viser omfanget af variationsmuligheder inden for bevidsthedens dannelse, som vist ikke vælter mine simple definitioner. En viderebehandling af diagnosen personlighedsspaltning kan måske være relevant i forbindelse med domstolenes virksomhed hvor det kan bringes i forhold til begrebet ”utilregnelig i gerningsøjeblikket”. Hvem er det der begår forbrydelsen, og hvem er det man har over for sig ved skyldsafgørelsen?

Endelig kan en voldsom forelskelse som kommer på tværs af den forelskedes forestillinger om sit liv, afsløre at kampen helt åbenlyst kan stå mellem hjerte og hjerne, hvor hjertet, metafor for kroppen, bombarderer bevidstheden, hjernen, med signaler som bevidstheden slås med i relation til fornuften.

Kriser indtræffer også i det store fællesskab, i kulturen: Foran et paradigmeskift, når anomalierne, modsigelserne i kulturens bevidsthed, den paradigmatiske virkelighed, bliver overvældende, så er det en udfordring af kulturens fornuft, paradigmet. Kulturen er i krise. Kulturens bevidsthed skal omformes, en ny kollektiv fornuft, et nyt paradigme, skal opbygges. Og kriser giver det uvægerligt også i denne sammenhæng, livsfarlige endda (jf. Giordano Bruno og Galilei).

6.              Den frie vilje og ansvar

Fornuftens opgave er at stå på mål for hvad kroppen foretager sig, som det registreres af bevidstheden. Fornuften må kunne rumme adfærden, hvilket faktisk betyder at fornuften løbende og videst muligt må kunne omfatte personens adfærd, dvs. holde ‘jeg’et intakt ved at kunne forsvare adfærden og dermed stå til ansvar for ”sig selv”. Hvordan fungerer det?

Vi prøver med et eksempel:

Lad Clinton sige (tale sandt) "I did have sexual relations with that woman" og så tilføje "but it wasn't my intension".

Så var præsident Clinton ud af det hvide hus med det vuns. Og hvis han fortsatte med at fralægge sig ansvar, hævde at han ikke havde noget valg, men at noget andet styrede ham (hvad sandt var! så længe hans ’jeg’ (fornuften) ikke havde påtaget sig ansvaret), så ville han melde sig ud af den sociale sammenhæng og ende i psykiatrien - som nok ville sørge for den endelige opløsning af hans ego, hvis han fastholdt. Selvom "noget andet" i en periode styrer ham, så må han gøre det til sit, påtage sig ansvaret. Og det er logisk nok, han kunne jo bare have ladet være. Og det ved han godt. Altså valgte han at gøre det. Dvs. han oplevede en fri vilje.

(Om biologisk styring af hanner og hunner.)

 

Stakkels Clinton blev valgt som eksempel fordi det er et hele verden kender. De fleste af os vil imidlertid let kunne finde personlige oplevelser med helt samme struktur hvad angår udfordringen af fornuften og kampen for at bevare sit ’jeg’ ved at (være nødt til at) tage ansvar. Henrik Stangerups Manden der ville være skyldig behandler netop dette problem.

Livet er alt det vi oplever. Altså er den frie vilje en del af livet:

Vi har en fri vilje.

Den er et personligt anliggende for hver enkelt af os. Den er afgørende for at vi ’set indefra’ kan se os selv som selvstændige, intakte 'jeg'er som med ansvar for vores valg indgår i den sociale sammenhæng med andre ’jeg’er med ansvar for deres valg.

Fri vilje og ansvar er udtryk for det samme. ’Ansvar’ betyder ’svar på noget’, og kan opfattes som fornuftens svar på personens gerninger ved at kunne omslutte dem. Et vellykket menneske er et for hvilket dette lykkes let. Ansvar er forsvar for ‘jeg’et og derigennem opbygges et solidt ’jeg’.

’Jeg’et uden ansvar giver ingen mening. Ansvar uden valgfrihed giver ingen mening.

Jeg vil være! Jeg vælger - blandt de givne muligheder.

Nu står vi så med

·        Den frie vilje er en uomgængelig kendsgerning i denne sammenhæng.

·        Den frie viljes udelukkelse er en uomgængelig kendsgerning i hjerneforskningens sammenhæng som tidligere fastslået.

Den nuværende videnskabelige metode er at iagttage udefra, Einsteins videnskabsideal. Den position alene er også hjerneforskningens. Når den behandler ’fri vilje/determinisme’ og mener at spørgsmålet skal afgøres med et enten/eller og ikke kan finde plads til den frie vilje, har den naturligvis meget svært ved at godtage konsekvensen af sin egen forskning, for den fratager os vores ansvar, og fornægter altså vores ’jeg’er.

Determinismens følge, fravær af fri vilje, generer derfor hjerneforskerne. Libet selv strittede imod: ”Libet says the diagram shows room for a "conscious veto."og indførte altså en fri uvilje!!! Det ændrer intet ved spørgsmålet om frihed til at gribe ind. En omfattende forskning forsøger at nærlæse de fysiologiske eksperimenter for at finde et hul i den kategoriske determinisme, se ” Morten Storm Overgaard” i Informatíons artikel.

Og nota bene: Libets forsøg handler slet ikke om forholdet mellem ’vilje’ (som eksperimentatorerne ikke ved hvad er) og handling, men om forholdet mellem handling og bevidsthed i min betydning.

Der er en vej frem: Forståelsen af elektronen inden for kvantemekanikken førte frem til at den kunne have to fremtrædelsesformer uden modsigelse, fordi de iagttagelsespositioner som frembringer dem, ikke kan indtages samtidigt.

Med hensyn til vores adfærd står vi med to modstridende opfattelser, determinisme og fri vilje, som optræder ved to iagttagelsespositioner, udefra og indefra, som ikke kan indtages samtidigt. Så vidt ligner situationerne hinanden. Spørgsmålet er nu om komplementaritetsprincippet kan gøres gældende over for ’fri vilje/determinisme’-problematikken for de menneskelige vilkår. Det er jo ikke kvantemekanik.

Men når det nu netop drejer sig om bevidsthedsfænomener, burde det være helt uomgængeligt at afprøve komplementaritetsprincippet med den til at ’se udefra’ komplementære position, nemlig at ’se indefra’. Det er de to positioner som bevidstheden måtte indtage for at orientere sig i verden således som behandlet i Afsnit 3.

Og så får vi straks øje på ’vilje’, ’ansvar’ og ’jeg’et, og spørger forbløffet: Hvad laver de begreber i hjerneforskningen som ser udefra og bygger på neurofysiologi?

Hvad er i den sammenhæng en ’vilje’ som har frihed til at pille ved neuronerne? Og ’ansvar’ - mellem neuronerne? Hvor i hjernen sidder ’jeg’et? Hvilken mening kan det give at tilskrive en hund eller en kat - eller en østers eller en regnorm - en fri vilje? Hvis hjerneforskningen analyserer dyrs og menneskers adfærd med samme videnskab, så er svaret på spørgsmålet ”Hvilken mening kan det give…” naturligvis det samme. Hvad er en ’vilje’ indenfor neurovidenskabens ramme? Og hvordan skulle en sådan - hvis begrebet skal have indhold i overensstemmelse med dets udfordrende anvendelse (fri, indgribende vilje) i denne sammenhæng - kunne påvirke nerveimpulserne, gribe ind og styre dem udenom den af neurovidenskaben beskrevne vej? Eller bremse de neuronfyringer som i organismen er lige på trapperne som følge af hele organismens øjeblikkelige situation og sætte andre neuroner til at fyre i stedet? Det er i virkeligheden(!) det cartesianske koglekirteldilemma nok en gang når man kun ser udefra. Dilemmaet eksisterer ikke, for en indgribende vilje med disse evner kan ikke placeres inden for hjerneforskningens rammer. Problemet om den frie vilje behandlet af hjerneforskningen er et skinproblem som følge af en kategorifejl.

En gang til: Positionen ’udefra’ er bevidstheden der ser på verden udefra og opbygger virkeligheden, positionen ’indefra’ er bevidstheden som indefra ser på sig selv og opbygger ’jeg’et. ’Vilje’, ’ansvar’ og ’jeg’et er fænomener som opstår og opleves indefra i det enkelte menneske og er afgørende for at vores 'jeg' opstår og fastholdes. Den frie vilje kan ikke forstås udefra, den opleves indefra, lige så virkelig som ’jeg’et. Er du virkelig dig? Så har du en fri vilje!

Hvis vi vil tage tre anerkendte filosoffer alvorligt, så er den komplementære løsning nødvendig, se her, (små 3 normalsider).

Verden i sig selv er aldrig problemet.

Problemet er vores bevidstheds forhold til verden.

Så er det godt at genkalde sig hvor Bohr endte i spørgsmålet om at erhverve viden:

·        Det drejer sig alene om at tilpasse sproget og dets begreber til vores iagttagelser, ikke om at pålægge verden i sig selv en bestemt værensform.

·        ”Det er forkert at tro, at det er fysikkens opgave at finde ud af, hvordan naturen er. Fysik handler om hvad vi kan sige om naturen.”

Med hensyn til hvordan vi taler om problemerne, former vores bevidsthed, skaber vores virkelighed, er vi frit stillet. Altså leger jeg med tanken om at den menneskelige bevidsthed kan finde, og finde sig til rette med, komplementære positioner overfor fundamentale problemer der opstår når vi iagttager os selv i den verden hvoraf vi selv er en del. Hvis kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske belæring til os tages bogstaveligt, kan den løse det her behandlede problem.

7.              Hvor endte vi så?

Med hensyn til det psyko-fysiske problem læser man på https://da.wikipedia.org/wiki/René_Descartes:

”Descartes grundlægger dualismen og skaber således det moderne sjæl-legeme-problem, der stadigt ikke er løst.”

Problemet opstår med dualismen, Descartes strukturering af iagttagelsessituationen. Antager vi Spinozas struktur, verden er en helhed, eksisterer problemet ikke.

Signalerne udefra, fra legeme/verden, afstedkommer subjektive, personlige oplevelser i bevidstheden. En forklaring på dette fænomen skal gives af bevidstheden selv. Den kan ikke stille sig uden for sig selv, så det er principielt uladsiggørligt at få en egentlig forklaring. At det faktisk sker, kalder jeg bevidsthedsmiraklet.

Det giver imidlertid også et godt grundlag for at behandle problemet med Descartes struktur (som ren afklaring!). Vi har nemlig netop behandlet impulser fra res extensa til res cogitans ved bevidsthedsmiraklet, altså den ene vej. Den anden vej er det kun et problem hvis vi skal forklare en bevidst fri viljes virkning på verden. Men en fri vilje eksisterer ikke i den sammenhæng hvor det psyko-fysiske problem er rejst, nemlig set udefra. Det var så det!

Den frie vilje eksister set indefra.

Vi er nu der hvor vi kan give en meningsfuld definition af begrebet ’vilje’ og forklare hvorfor vi må karakterisere den som fri:

'Vilje' beskriver vores indre oplevelse i handlingsøjeblikket af de handlinger, som former vores ’jeg’ og som vi senere vil tage ansvar for for at opretholde vores integritet. Vi ved at vi kunne have handlet anderledes (forudsat andre muligheder forelå). Derfor oplever vi viljeshandlingen som fri.

'Vilje' er i strømmen af handlingsøjeblikke os selv oplevet i den indre position. Her oplever vi vores liv forlæns.

Vores bevidsthed er ikke på forhånd givet. Den kan ændre sig, og den vil ændre sig når den oplever befrielsen ved accepten af en ny virkelighed:

Når vi lever og oplever vores liv indefra, har vi en fri, agerende vilje. Når vi prøver at forstå vores adfærd udefra, så er determinisme forståelsesgrundlaget. De to positioner kan ikke indtages samtidigt. De er komplementære.

Kort sagt:

Livet leves indefra og forstås udefra

Dermed fik vi en polarisering i rummet som pendant til Søren Kierkegaards: ’Livet skal leves forlæns og forstås baglæns’ som er en polarisering i tiden. Begge sentenser udtrykker komplementære tilgange til menneskelivet.

Livet leves indefra… Her oplever bevidstheden og ’jeg’et sig selv. Den position er vi i når vi lever livet. Indefra identificerer vi os umiddelbart med virkningen af de indre impulser der kommer til os, som initierer vores tanker og vores handlinger og leder os til at træffe de beslutninger vi træffer. I forhold til dem former vi vores ’jeg’, og det er ’jeg’ der handler - i egen forestilling, og det er i ’jeg’et vi oplever vores liv. Det er også her hvor fornuften, Afsnit 5, kan møde alvorligere udfordringer, og vi må forsvare vores ’jeg’ ved at tage ansvar, evt. meget tunge. Men det må gøres.

…og forstås udefra er den videnskabelige analyse som neurologien dyrker baglæns og set udefra. Og når vi andre tænker over det der allerede er.

Det er nok en mere abstrakt virkelighed, men en meget simplere forståelse af ’fri vilje/determinisme’-problemet end den forståelse hjerneforskningen søger uden at vide hvordan en løsning overhovedet kunne se ud. Det er klogere at sætte ind på at tilpasse vores bevidsthed til verden, end at tilpasse verden til vores bevidsthed.

Igen aktuelst her, (små 3 normalsider).

8.              Hvad venter os?

- og hvad venter vi på?

Come on!

Det aristoteliske verdensbillede (forfinet af Ptolemæus) med Jorden som universets centrum var virkeligheden på den tid, den aristoteliske virkelighed. Det blev fortrængt af det kopernikanske fordi mange iagttagelser faldt på plads på en simplere måde. Men for datiden fremstod det meget abstrakt. Den katolske kirke udgav faktisk Kopernikus’ verdensmodel i 1543, men karakteriserede den i forordet som en ren teoretisk øvelse. Men det blev virkeligheden! Sammen med Newtons love; men det var svært i en overgangsperiode. Det endte med at være helt uden problemer - indtil videre…

Men hvad nu? Mine præmisser kan forekomme fuldstændigt vanvittige:

·        Mirakler der principielt og uden videre må accepteres

·        Bevidsthedens selvberoende fundament, dvs. indefinitte art

·        Nødvendigheden af en komplementær tilgang til fundamentale problemstillinger vedrørende vores bevidsthed.

Her er det meget interessant og relevant at iagttage at videnskabshistoriens store gennembrud er sket efter accept af præmisser som ligeledes var fuldstændigt vanvittige for samtiden - og for pionererne selv; se hvad Newton skrev. Det heliocentriske system ved Kopernikus var ren teori. Og Bohrs postulater… hør f.eks. Ehrenfest, en nær ven til både Bohr og Einstein. Han sagde på et tidligt tidspunkt: ”Hvis det er sådan vi i fremtiden skal dyrke fysik, så må jeg helt opgive fysikken.” Han kom nu efter det senere. Meget efter det endda.

Paradigmer og paradigmeskift er ikke kategoriske fænomener, men en sprogbrug som værdifuldt kan ordne og systematisere virkelighedens historiske udvikling. Men nogle voldsomt markante paradigmeskift kan man udpege uden at ryste på hånden. Og så ser det slet ikke ud som om vanviddet i deres præmisser står i vejen for deres endelige accept. Det betyder blot at

Chokeffekten understreger paradigmeskiftets radikalitet.

Vi var parate til af udskifte Aristoteles med Kopernikus, og Kopernikus med - ja, det kunne være Bruno, og Bruno med Hawking og Hawking med …?     Nå, det var fysik.

Filosofisk: Er det snarere Descartes og descendenter med…?

Vi har fået noget at slås med, vi mennesker: Sproget er en forudsætning for at kunne stille sig udenfor og kigge. Det kan dyrene ikke. Aha: Dér har vi fejlen! Vi fik sproget, og vi fik problemerne!

Måtte de løse ender i begge videnskaber blive forenet!