Nærværende tekst er indledningen til
Claus Münchow
En anden forståelse af
forståelse
Bevidstheden, verden og virkeligheden
Selvreference og komplementaritet
Om mig selv.
Student
fra Sankt Annæ Gymnasium, 1961.
Kandidat
i fysik og matematik fra KU, 1971.
Med denne
bagage har jeg undervist i fysik og matematik og forestået mange eksperimenter,
ofte kontroversielle, og præget musiklivet på Sønderborg Statsskole fra 1971 og
til 2004.
De sidste
to år gennemførte jeg et toårigt forsøg med fysik i samarbejde med filosofi. Dette
samarbejde pustede nyt liv i de spekulationer som har ligget og ulmet siden ungdommens
forbløffende kvantemekaniske udfordringer.
Ånden fra
kvantemekanikkens pionerår herskede stadig på Bohrs
institut da jeg gennemførte mit fysikstudium. Alt i den nye fysik forekom mig
så fundamentalt anderledes hvad
angår vores forhold til verden, at jeg mente det måtte have revolutionerende
virkning på filosofien og hele vores selvforståelse. Til min store forundring
er der intet sket i den retning i min levetid. Altså må jeg vove pelsen og selv
forsøge mig.
Verden er givet,
bevidstheden er ikke
givet.
Alle problemer med verden
er skinproblemer.
De opstår ved bevidsthedens måde
at gå til verden på.
Til læseren
’Den kvantemekaniske belæring’ er Niels
Bohrs betegnelse for kvantemekanikkens udfordring til vores verdenssyn. Det er
en belæring så fremmedartet at dens radikalitet her 100 år efter dens fremkomst
endnu ikke har gjort noget som helt indtryk på moderne filosofi og gjort fysikerne
hjælpeløse når det drejer sig om hvad den mirakuløst velfungerende kvantemekanik
egentlig fortæller os om verden. Foreløbig kan den nuværende
verdensforestilling ikke rumme de kvantemekaniske erfaringer. Det er et
uomgængeligt varsel om et forestående paradigmeskift. Det må komme.
Der er således
her tale om en fundamental frasigelse af den forestilling om os selv og vores forhold
til verden hvorpå hele vores aktuelle videnskab bygger. Jeg kan derfor kun
forvente – og har allerede oplevet - at traditionel filosofi vil afvise det som
fri fantasi, en illusion, en ubrugelig mental forestilling. Mit svar herpå er
at ethvert paradigmatisk verdensbillede er en mental forestilling som
tilstræber at kunne rumme vores indhøstede erfaringer med verden - så længe det
varer. Nu går den ikke længere.
Bohrs indsigt er
den altovervejende og ufravigelige inspirationskilde. Med det udgangspunkt må
man se helt anderledes på vores vilkår i verden. Læs min tekst på dens egne
betingelser. Og når du, min ærede læser, helt forventeligt finder tankerne for
vilde, så betænk
den nuværende situations grundlæggende magtesløshed på de behandlede områder.
Det er spændende.
En
varm tak til mine venner Pawel Kaminski og Hans Gammeltoft-Hansen som har brugt tid og kræfter på at udfordre
mig i et todagesseminar i begyndelsen af juni 2018 og fulgt nysgerrigt op. Og
til min gode veninde Edith Rosenberg som grundigt og virkningsfuldt har
læst korrektur.
Jeg bruger nyt komma.
Venlig
hilsen claus.munchow.net claus@munchow.net
Indhold
Følgende
kapitler findes i bogen:
7. Den frie viljes problem49
8. Dannelsen af ’jeg’et 59
9. Fornuften62
10. Den frie vilje og ansvar65
11. Hvor endte vi så?
12. Hvad venter os?
”Det filosofiske problem om forholdet
mellem sjæl og legeme, … opstår som følge af en skelnen mellem to værens-områder:
sfæren af mentale fænomener (tanker, følelser, sanseindtryk osv.), som viser sig
i et »indre« eller første-persons perspektiv, og legemet eller - mere generelt -
den materielle virkelighed, der foreligger som objekt for ydre beskuelse.”
Således præsenteres i [1] det psyko-fysiske problem,
som
”gennem de sidste ca. 350 år har
stået højt på den filosofiske dagsorden og den dag i dag er et af de mest omdiskuterede
emner inden for international fagfilosofi.”
Efter en grundig analyse af problemstillingerne
indleder han de afsluttende bemærkninger således:
"Vi har nu betragtet de fire
klassiske teorier om sjæl-legeme-problemet. Hermed kunne det se ud som om vi har
fået en udtømmende oversigt over de rationelt mulige standpunkter. ... Men så synes der unægtelig at være opstået den mærkværdige
situation at ... samtlige mulige standpunkter kan påvises at være uholdbare!"
Klawonn viser altså at et
grundlæggende problem ikke kan løses inden for de rammer hvor det søges løst.
Tilsvarende for fænomenet
’bevidsthed’. Klawonn finder (på s.21 i Klawonns bog):
"I ontologisk
forstand er bevidsthed noget ... om det så er en østers eller en regnorm".
En anden filosof, Susan Blachmore
leder i Consciousness[2]
også efter bevidstheden og finder (dvs. snarere finder ikke noget), p.131:
"Consciousness,
then, is a grand delusion. It arises through such questions as "Am I conscious
now?"".
Bevidstheden søges af dem
begge som om den bør kunne findes ’derude’. Den ene finder alt den anden intet,
selvom de arbejder på samme filosofiske grundlag.
I vores nuværende
videnskabelige paradigme er ’at forstå et fænomen’ at beskrive fænomenet set ’udefra’
på en måde så det kan indpasses i en accepteret større sammenhæng.
Bevidstheden rejser selv
problemet om sig selv i sig selv og leder derpå efter sig selv ude i verden.
Hvad finder den så dér? Ingen ting! Ifølge Wikipedia: "Bevidsthed er nok
det mest undersøgte emne i psykologien, men til trods herfor det vanskeligst
forståelige”[3]. Bevidstheden
findes ikke derude og kan altså ikke forstås i vores betydning af ’forstå’.
Bevidstheden eksisterer kun for sig selv, og der er ikke noget at forstå.
Bevidstheden er et mirakel for sig selv, og eksisterer ellers ikke.
Så fik jeg præsenteret
hvordan jeg prøver at tænke kritisk alternativt. Læseren må være villig til, i
det mindste forsøgsvis, at tænke med på nye måder.
Det er selve forståelsen af
hvordan filosofi og videnskab skal dyrkes, der skaber mange problemer.
No
problem can be solved from the same level of consciousness that created it.
Albert Einstein
Sentensen siger at problemer
kan skabes i bevidstheden som følge af den måde den ser sig selv i verden på.
Og så kan løsningen naturligvis ikke findes på selvsamme grundlag. Et sådant problem
har rod i bevidstheden, ikke i verden. Denne sentens udtrykker præcist mit syn
på mange problemer og vil blive gentaget flere gange.
Bevidstheden som problem er
skabt af bevidstheden selv.
Har vi overhovedet en bevidsthed?
Vi bruger begrebet og med ordenes
betydning i det sprog vi kommunikerer med, har vi en bevidsthed, i hvert fald i
og med vi begynder at tænke med sprog. Når vi tænker, må vi have en bevidsthed.
Vi tænker videre. Altså:
Vi har en bevidsthed.
Hvorfor har vi en bevidsthed?
spørger bevidstheden. Spørgsmålet
er meningsløst. Bevidstheden må være der, for at bevidstheden kan stille spørgsmålet.
Den er der bare! Det karakteriserer jeg med ordet ’mirakel’. Mirakler behandles
i Afsnit 2.
Bevidsthedens faktum er
principielt uforklarligt for den selv.
Hvad er bevidstheden?
spørger bevidstheden. Svaret
må gives ved at bevidstheden ser ind i sig. Så ser den sig selv som i et spejl og
kan helt tomt (prøv selv!) selvrefererende blot bekræfte at der må være noget (Blackmores
konklusion), ikke hvordan den skal forstå sig selv.
Bevidstheden er hvad
den er uanset hvad den er.
Bevidstheden er den ultimative selvreference
Selvreference indebærer
uafviselige logiske problemer.
’Denne sætning er falsk’ er
en helt korrekt anvendelse af ord og begreber. Men den modsiger sig selv.
Det kan siges sjovere:
Bertrand Russel lader en menig soldat få ordren:
“Du skal barbere alle de menige som ikke barberer sig selv” – en
yderst fornuftig og hygiejnisk ordre. Det går fint indtil han kommer til sig
selv.
Og avanceret: Gödels sætning[4]
om visse korrekt formulerede påstande
inden for et lukket (selvrefererende) matematisk system byggende på de hele
tal. Det kan bevises at deres sandhedsværdi ikke kan afgøres.
Vores logik kan altså ikke
nødvendigvis gennemføres til en tilfredsstillende afklaring af ethvert
fornuftigt stillet spørgsmål. Selv ikke inden for matematikken.
Selvreference kan forekomme
helt problemløst, f.eks. ’denne sætning er dansk’. Selvreferencen i de to
første eksempler ovenfor kortslutter logikken, men har derudover ikke
yderligere implikationer.
Med bevidstheden har vi at
gøre med den ultimative selvreference, selvreferencen
er fundamental og definerende. Bevidstheden eksisterer kun som selvoplevelse, indefra, som intern selvforståelse. Hvor skulle dens
selvforestilling ellers komme fra?
Videnskabeligt set er
bevidstheden et mirakel. Videnskab er afmægtig når den leder efter bevidstheden
ude i verden[5], dvs.
udefra.
Problemet med bevidstheden
følger af at der ikke sondres mellem verden set udefra og oplevede indre
fænomener. De sidstnævnte søges behandlet på samme måde som, og sammen med, de
førstnævnte. Dette er ikke muligt. Altså må vi udvikle en anden forståelse af forståelse.
Og det er denne bogs
bestræbelse.
For Søren Kierkegaard er
selvreferencen og logikkens afmagt den nødvendige vej til en forståelse af
mennesket[6].
Forskerzonen[7],
som har hjerneforskning på basis af neurovidenskab som videnskabeligt grundlag,
kalder bevidstheden ”…én
af videnskabens og filosofiens største udfordringer”. Og tilføjer: ”neuronernes
sprog vil aldrig nogensinde kunne krydse eller forklare kløften mellem den
fysiske verden og den ikke-fysiske oplevelses tilsyneladende beskaffenhed”.
Men foran kløften fortsættes
der alligevel således:
”Min forskergruppe
ved University of Sussex, Storbritannien, deler
bevidsthedsproblematikken op i tre dele ... Håbet er at bygge forklarende broer fra mekanisme til fænomenologi …
for at skabe en videnskabelig redegørelse for bevidsthed.” - Og så bliver
analysen for alvor indviklet, ”en bog er endda på vej!”.
Som forfatterne selv siger:
”neuronernes sprog vil aldrig nogensinde
kunne krydse eller forklare kløften…”. Altså
må vi indse at vi har at gøre med to disjunkte kategorier, ’neuronerne’ som genstand for forskning
’udefra’ og ’den ikke-fysiske oplevelse’,
som jeg kalder ’indre oplevelser’. Kløften kan principielt ikke krydses.
Modsat Forskerzonen drager
jeg konsekvensen af denne indsigt og behandler
fænomenerne på basis af en komplementær forståelse. Hvad der ligger i det,
vil blive klargjort i Afsnit 3 hvor komplementaritet inddrages som et helt
nødvendigt og hidtil ukendt begreb for at kunne forholde sig til
kvantemekanikkens fundamentale udfordring uden at trodse logikken. Visse
filosofiske problemer, hvis fremtoning betragtet indefra
og udefra synes at modsige hinanden, kan også behandles med en komplementær tilgang uden
at trodse logikken. Vi er altså her på
sporet af noget afgørende.
Behandling af ”…én af videnskabens og filosofiens
største udfordringer”, bevidstheden, søges
i vor tid løst ved at trodse kløften hvilket forskerne selv har erklæret
umuligt. Artikler om bevidstheden eksploderer på basis af gamle tanker og nye
neurofysiologiske eksperimenter som kun yderligere har kompliceret problemet.
Det bare vokser og vokser.
Mere end 16.000
videnskabelige artikler med ordet ’bevidsthed’ i overskriften, lyder en
optælling fra 2020. Igen en klar indikation på at problemet behandles inden for
rammer hvor det ikke kan løses.
Klawonn udtrykker i sit
afsnit om dualismen, s.21 i sin bog citeret i indledningen (om østers og
regnorme) at dyr må besidde bevidsthed når de reagerer synligt på omgivelserne.
Opfattes ’bevidsthed’ blot sådan, så bliver det bare et andet ord for at
reagere på omgivelserne; man kommer ikke nærmere den bevidsthed Klawonn
tilsyneladende søger.
For os mennesker er
reaktionerne imidlertid forbundet med indre oplevelser som kan være meget
stærke. Højerestående dyr viser tilsvarende
alle tegn på også at have disse oplevelser[8].
Det er oplagt at tilskrive dyr sådanne oplevelser når vi ser reaktioner vi i
den grad genkender i os selv. Men vi kommer ikke derved nærmere en forståelse
af de indre oplevelsers ”tilsyneladende
beskaffenhed” hverken hos dyr eller medmennesker. Det
er stadig 'set udefra'.
Vi kan aldrig krydse grænsen mellem en
iagttagelse udefra af disse ikke-fysiske indre oplevelser og deres eksistens
som det de er. De eksisterer i deres egen ret, og de er strengt personlige. Jeg
kan fortælle om mine indre oplevelser, men de eksisterer ikke som sådanne for
andre end mig selv. Jeg ved hvordan jeg oplever og genkender farven ’rød’. Jeg
kan ikke vide, ejheller anstille forsøg som kan afsløre, hvordan andre oplever
den. For neurovidenskabelige metoder er mine indre oplevelser uden for
rækkevidde. For mig er de virkelige.
Her optræder igen den kategoriske skelnen mellem
ydre og indre iagttagelsespositioner som også er fundamentet for behandlingen
senere i bogen af det psyko-fysiske problem og problemet med viljens frihed, og
som sammen med en komplementær tilgang lader problemerne gå i opløsning.
Vi er ikke i tvivl om at vi
har en bevidsthed. Det er en sikker indre oplevelse. Den menneskelige bevidsthed
fremstår imidlertid som noget principielt mere end blot de indre oplevelser som
vi opfatter at have fælles med dyrene. Vi har nemlig oveni den ligeledes mirakuløse
egenskab med meningsfyldt sprog at kunne give udtryk for disse indre oplevelser.
Det er med sproget vi
definerer os selv, Afsnit 8, 9, og udtrykker vores virkelighedsopfattelse,
Afsnit 4. Altså er det også i sproget vi må søge at give ’bevidsthed’ indhold,
hvilket så bliver i form af en sproglig definition.
Vores handlinger kan opdeles i bevidste og
ubevidste handlinger hvor sproget er
afgørende for sondringen. Ifølge almindeligt sprogbrug er de bevidste handlinger
dem vi kan sætte ord på, og ofte ledsager vi dem med en sprogbaseret
begrundelse, udadtil eller bare i tankerne. De ubevidste handlinger udføres
bare, uden ledsagelse af noget sprogligt.
Yderligere i
overensstemmelse med vores sprogbrug er vi bevidste i det øjeblik vi sætter ord
(i tanke eller tale) på vores indre oplevelser. Dermed kan jeg give en definition
på den specifikt menneskelige bevidsthed,
i resten af bogen blot ’bevidstheden’.
Definition: Bevidstheden er vores indre oplevelser udtrykt i vores abstrakte,
ordbårne, logiske sprog.
Der er altså to mirakler involveret.
1.
De indre oplevelser,
som uforklarligt opstår som følge af sanseinput fra den ydre verden.
2.
Sproget, som
kan udtrykke de indre oplevelser.
Bevidstheden er altså i min forståelse ikke en
særlig substans eller tilstand eller knyttet til en særlig kirtel eller en
specifik struktur i hjernen. Det er ikke noget der kan findes ved at søge. Det
er betegnelsen for de to mirakler som er kendsgerninger.
Definitionen gør bevidstheden dynamisk. Når gamle
og nye problemer efterhånden finder deres løsninger, udtrykkes de i sproget, og
det er så bevidstheden der tilpasser sig.
Et abstrakt sprog indeholder elementer, ord og
grammatik som ved kombinationer muliggør udvikling og nuancering af tanker og
meddelelser og kommunikation uden grænser. Grænseløst er det også med hensyn
til de grundelementer det kan betjene sig af, f.eks. matematik a2 + b2 = c2 eller fysik E = mc2, en forsigtig antydning af et enormt indholdsfuldt sprog
i sig selv uden grænser[9].
Sproget i andre helt
forskellige sammenhænge:
·
At gøre sproget lig
med bevidstheden om verden er i overensstemmelse med Bohrs konklusion på den
kvantemekaniske indsigt (s. 30).
·
”Cassirer, Heidegger, Wittgenstein og
Benjamin deler den grundlæggende intuition, at mennesket må forstås som et sprogligt væsen[10]”. Ved sproget adskiller mennesket sig fra resten af dyreriget.
·
Johannesevangeliet
siger noget dybt om ordet, sproget og det skabte.
v1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud,
og Ordet var Gud. v2 Han var i begyndelsen hos Gud. v3 Alt blev
til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. v4 I ham
var liv, og livet var menneskers lys. v5 Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det
ikke.
Det lægger sig helt ind i nærværende
sammenhæng hvis man - helt oplagt - i stedet for ’ordet’ skriver ’sproget’, i stedet
for ’Gud’ skiver ’Miraklet’ og i stedet for ’lyset’ skriver ’bevidstheden’:
v1 I begyndelsen var sproget (=bevidstheden), og sproget udsprang af Miraklet, og sproget
var Miraklet. v2 ... v3 Alt blev til ved Miraklet (=virkeligheden
blev til ved sproget), og uden Miraklet, blev intet til af det, som er. v4 I Miraklet
fandtes liv, og i livet var menneskers bevidsthed. v5 Og bevidstheden oplyser mørket,
(skaber virkeligheden)…
De 5 første vers af Johannesevangeliet
gør – med mine synonymer – sproget, Miraklet, det eksisterende og bevidstheden til
forskellige udslag af Miraklet. Universet, det eksisterende, som vi kan kende det,
skabes af vores bevidsthed = lyset. ’Der blive lys’ = ’Der blive bevidsthed’ er
selve skabelsesbesværgelsen (Genesis).
Virkeligheden er skabt, idet
vi har set lyset! - har fået bevidsthed, har fået ordet. Det må være indsigten som prologen i Johannesevangeliet åbenbarer.
Men afgørende: I den rette oversættelse[11]:
”I begyndelsen var Ordet.”
Hvis vi
fastholder at bevidstheden er de indre oplevelser udtrykt ved sproget, så synes
Johannesevangeliet ligefrem at udtrykke at verden for mennesket opstår ved
sproget. Altså
Ingen
verden uden bevidstheden, ingen bevidsthed uden verden.
Forholdet mellem bevidsthed
og virkelighed behandles i Afsnit 4.
Tegnsprog er også et abstrakt sprog.
Men
kropssprog og kunstens sprog er det ikke.
Med
kropssproget taler vi - og dyrene indbyrdes, og vi til dyrene og omvendt, for vi
hører også til dér - umiddelbart til hinanden uden om bevidstheden. Vi mennesker
kan tolke kropssprogets meddelelser og inddrage dem i bevidstheden idet vi formulerer
ord, tavst eller udlægger dem for andre.
Men
kropssproget kan rumme og foranledige meget mere – og gøre det meget hurtigere –
end hvis vi skulle udtrykke det med ord, og om det er vi ubevidste så længe vi
ikke sætter ord på.
For
kunstens sprog gælder tilsvarende. Kunst, aller Art, har umiddelbart meddelelser
til os uden om bevidstheden. Hvis vi forsøger at tolke og analysere med ord, træder
bevidstheden til, og kunstoplevelsen svækkes i samme grad som analysen griber om
sig. Oplevelse og analyse af kunst er komplementære tilstande.
Bohr
påpeger noget tilsvarende: ”Vi kender alle det
gamle visdomsord, at når vi prøver at analysere vore egne følelser næppe har dem
mere.” [12]
Dyrene har et ofte forbløffende avanceret signalsystem
som kan kaldes et sprog, f.eks. biernes dansesprog. Men det er ét signal og én
konkret betydning. Vi har et abstrakt og grænseløst sprog. Men det er også den
eneste principielle forskel. I min indkredsning af fænomenet ’menneske’ spiller
ligheder mellem træk hos dyr[13], tydeligt hos de højerestående, og mennesker en
afgørende rolle. Tag sproget fra homo sapiens, og vi adskiller os på ingen måde
fra det øvrige dyreliv.
Dyrenes kroppe – og vores, naturligvis – fungerer i
overensstemmelse med naturlove, her biologiske mekanismer. Når udvalgte dele af
den ydre verden optages i kroppen til en meget detaljeret selekterende
behandling, og resterne ledes tilbage til hvor de kom fra, kalder vi det
et resultat af biologiske mekanismer.
Med min indkøbsseddel i hånden så jeg lige uden for mit
køkkenvindue solsorten lande med materiale til redebyggeriet.
Kært syn!
Når mekanismerne involverer verden helt uden for kroppen
- som for solsorten på vej ind til det sted den har udset sig til redebyggeriet - kalder vi det instinkt, men vi kan stadig
tale om biologiske mekanismer. De kan beskrives, men næppe forklares. Når jeg
finder min indkøbsseddel frem og tager til Fakta og køber ind, kan det
naturligvis karakteriseres som instinkt af nøjagtig samme art.
Solsorter jeg har fulgt - og de hunde og katte jeg har
levet sammen med - har helt åbenbart haft et følelsesliv af samme art og dybde
som mit. I følelseslivet oplever vi og dyrene livet.
Vi har bare til forskel fra solsorten et sprog hvori vi
kan udtrykke vores iagttagelse af det vi gør, spontant i samme øjeblik vi
iagttager det. Sproget udvider vores livsoplevelse. Når vi iagttager vores
handlinger og udtrykker dem i sprog, udbygger det vores 'jeg', idet vi danner
vores personlighed omkring vores handlinger. Vi er vores handlinger og må tage ansvar for dem for at forsvare os
selv. "Det var mig der gjorde det (jeg gik til Fakta). Det var mit
valg". Når andre handlemuligheder er til stede (jeg kunne blive hjemme),
vil jeg betragte valget som frit. 'Vilje' er følelsen af at forårsage
handlingen så vi kan tage ansvar for den og være os selv, og nix weiter. Dog viderebehandles det
i afsnit 10.
Dyrene fungerer perfekt helt uden bevidstheden, den som vi
oplever som vores konstruktive og retningsvælgende
livsgrundlag fordi vi kan sætte ord og dermed tanker på. Evolutionært har biomekanismer
fået livet til at udvikle sig fra det allersimpleste og helt op til mennesket uden
bevidstheden.
Det er ikke vores bevidsthed som sikrer os overlevelse. Måske
snarere tværtimod. De muligheder som evolutionen har skabt i form af vores abstrakte
sprog, eksperimenterer den med på livet løs i vor tid. Det har ført til en ny
geologisk tidsalder, antropocæn, og nu har det ført til en klimakrise, og det
kan føre til vores endelige selvdestruktion.
Ellers(!) gør vi intet som ikke også dyrene gør.
Mange af de problemer videnskaben tumler
med og opfatter beroende i verden, opstår som sagt som følge af den måde den går
til verden på, altså i et samspil mellem bevidsthed og verden.
Men bevidstheden opfattes
slet ikke som på én gang føjelig
og
definerende hjemsted for vores virkelighedsopfattelse i aktuel videnskab.
Det var ellers her løsninger skulle søges.
Når man mener man kan finde bevidstheden ude i
verden, så har man en a priori antagelse om at bevidstheden eksisterer i en
bestemt form. Den skal bare findes. Den kan ikke tænkes anderledes.
Men kan bevidstheden, hele
dens selvforståelse og verdensforståelse, virkelig tænkes fundamentalt
anderledes? Kan livet leves på fundamentalt anderledes paradigmatisk grundlag?
Ja! Vi behøver ikke fantasere
over hvordan bevidstheden i fortiden opfattede verden og sig selv – det er ellers
også en lærerig træning at tænke i fremtidig forlængelse af en historisk udvikling.
Ej heller behøver vi gå til isolerede nulevende stammers shamanisme etc.
Vi kan fremdrage to nutidige og uomtvisteligt dybe erfaringer
vedrørende bevidsthedens rolle og vilkår. De afslører den aktuelle tænkemåde som
potentielt erstattelig. Det er østlig filosofi og kvantemekanikkens implikationer for bevidstheden med
udgangspunkt i Niels Bohrs tolkning som – skal det vise sig i Afsnit 3 - kræver
en transformation af bevidstheden.
Østlig filosofi.[14]
Hvad vi i Vesten opfatter som
den sandeste virkelighed, den naturvidenskabeligt fastslåede, er for mange østerlændinge
en illusion. Østlig filosofi, den buddhistiske, tilstræber gennem mental træning
at opnå en mental frihed for illusioner, fri for jeg-oplevelsen og fri for de tanker
som normalt opretholder jeg-forestillingen og holder bevidstheden fast i tid og
rum. Ved at opnå mental tomhed opnås den universelle bevidsthed, oplevelse af altet
og af fylde, den højeste bevidsthed. Det
er også en mulighed for bevidstheden.
Denne filosofi har en historie
som er mindst lige så gammel som vestlig filosofi, og den er dyrket med ikke mindre
intensitet og seriøsitet. Der er en voksende interesse for hvad østlig filosofi
kan berige vesten med. Men der er langt fra tale om et gennembrud. Vi kan her blot
konstatere at den i sandhed er et helt andet sted end vesting filosofi.
Vestlig filosofi
Mens østlig filosofi kontemplativt
når til et holistisk verdenssyn, så er vestlig filosofi og videnskab præget af Platons
dualisme med den udenforstående iagttager over for verden. I hulelignelsen er
de lænkede fanger, som kun ser skygger af den virkelige verden, sindbilledet på
mennesket som distant iagttager af verden, den position som kvantemekanikken
har umuliggjort, se senere i Afsnit 3. Filosofisk kom giganten Platon til at
sætte rammerne for vestlig filosofi i en grad, så filosoffen Whitehead (1861-1947)
kunne konstatere, at "den sikreste
beskrivelse af den europæiske filosofitradition er, at den består af en række fodnoter
til Platon"[15].
Disse rammer blev i renæssancen afklarende
genfødt af Descartes; de behandles i Afsnit 6. Men lige her, hvor vi
problematiserer bevidstheden, kan det være interessant at se på virkningen. Det
har nemlig slet ikke blot teoretisk betydning hvordan man tænker om verden.
Det er umuligt at forestille sig et stammefolk
med et tæt samliv med naturen og østlige kulturer med det oprindelige
holistiske verdenssyn udvikle sig eksplosivt selvødelæggende. Det er imidlertid
det vi ser i den vestlige verden (og nu også i den østlige) som manisk
selvberigende udnytter naturen uden at forstå at vi uafvendeligt tager fra os
selv. Og helt ubehjælpsomt forestiller vi os at mere af det samme, materiel
vækst og videnskabelig reduktionisme, skal redde os.
Udfordringen
er fundamental. Uden en radikal ændring af vores selvopfattelse i forhold til
naturen vil vi ikke kunne løse klimaudfordringen, se videre s.60-61. Skulle min
tekst vække teoretisk nysgerrighed, så er det meget vigtigere hvis den kunne
rykke…
Fysikken
Fysikken
arbejder efter den mest fundamentale og logisk grundfæstede metode inden for
vores vestlige kulturs videnskaber. Men arbejdende på dette solide grundlag
mødte fysikerne med ubønhørlig konsekvens en verden som var totalt anderledes
end den vi troede vi levede i. Nobelpristager og en af de mest indflydelsesrige amerikanske fysikere i det 20. århundrede med uvurderlige bidrag til teorien for
kvanteelektrodynamik, Richard Feynman, siger
”Jeg mener jeg med sikkerhed kan
sige, at der er ikke nogen der forstår kvantemekanik… Lad være med at blive ved
med at sige til dig selv ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket
ind i en blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan
lade sig gøre” [16]
I
Afsnit 3 præsenteres det eksperiment som Feynmans sigter til.
Et
sådant udsagn - og advarslen mod at stille spørgsmål, en særpræget
videnskabelig doktrin! - fra netop Feynman må i sig selv være tilstrækkeligt
til at dokumentere at kvantemekanikken slet ikke er indpasselig i vores aktuelle
verdensbillede, og et nyt må etableres.
Man
kan ikke bare lade være med at stille spørgsmål. Så dette dilemma vil
vedvarende udfordre bevidstheden indtil den finder sig selv i en ny form i et
nyt paradigme hvor dilemmaet er forsvundet. Kvantemekanikken fordrer af os at
vi omformer vores bevidsthed.
At
indstille sig på et nyt paradigme udfordrer fundamentale forestillinger om os
selv og det vi tror på. Vi må stille spørgsmål til ”sund fornuft”, ja, nærmest
undergrave den som forberedelse til at forstå dybden i den kvantemekaniske
udfordring og blive parate til at tænke helt nyt.
Jeg
har allerede udfordrende(?) brugt fænomenet mirakel. I næste afsnit uddybes
accepten af fænomenet mirakel for ikke at lade det afskrække os fra at
fantasere. Så kan vi forsøge om vores ’jeg’,
mens det er til, kan løsrive sig fra ”sund fornuft” og udtænke et
verdensbillede hvor nogle af de uløselige problemer ses i et nyt og bedre
forståeligt lys.
Ved ’mirakel’ forstår jeg et fænomen som er
uomgængeligt og principielt
uforklarligt inden for de rammer hvori man tænker. Mirakler er ikke velsete i
videnskaben. De behandles ikke med henblik på at finde løsninger, for det er
ikke sådan man forklarer verden. De flere tusinde år gamle problemer som endnu
ikke er løst, må vi efterhånden anse for principielt
uforklarlige inden for de rammer hvori vi tænker. Altså mirakler.
Men standser vi dér, så indskrænker vi vores
opmærksomhed på verden og overser at de i stedet for at være den mur som vi
stedse løber panden mod, kan være døren ind til en ny tænkning.
Oven i de over 2000 år gamle problemer kommer nu pludseligt
kvantemekanikken som helt anderledes knivskarpt sætter os kniven for struben.
Den kvantemekaniske udfordring kan ikke løses som
vi tænker nu.
Med et radikalt andet videnskabeligt paradigme
kan mirakler forsvinde. Paradigmeskiftet omkring Newtons love kan fint tjene
som eksempel:
Se hvad Newton selv
sagde om sine nye ideer (Uddrag af breve fra Newton til Richard Bentley, 1692-93,
i min oversættelse)[17]:
”At
et legeme kan virke på et andet på afstand gennem vacuum uden at betjene sig af
noget som helst gennem hvilket deres virkning og kraft kan formidles fra det ene
til det andet, er for mig så absurd en tanke at jeg tror intet menneske som har
anlæg for at tænke fornuftigt, kan tilslutte sig den.”
Det må have stået
som et mirakel for Newton at hans love virkede. Men han veg ikke tilbage fra at
acceptere det. Og senere generationer kan slet ikke se problemet. Det kan jeg, som
livslangt har undervist unge mennesker i Newtons love, bevidne. No problem!
I renæssancen
forlod man den gamle aristoteliske verdensforklaring og efter Newton
konsoliderede den klassiske fysiks paradigme sig20.
Nu står vi med en fysik der ikke kan rumme
erfaringerne fra den atomare verden og med et mere end 2000 år gammelt filosofisk
grundlag, som ikke muliggør løsning af lige så gamle problemer. Problemstillingerne
opstår som følge af at vi af forklaringer kræver at de skal beskrive de
fænomener vi vil forstå udefra.
Men problemerne kan fjernes ved at frafalde forestillingen
om 'set udefra' som eneste videnskabeligt gyldige.
Feynman udtrykker
tydeligvis tilstanden foran et paradigmeskift. Efter paradigmeskiftet kan vi slet
ikke se problemet. Men det bliver ikke os.
Udfordringen fra den
atomare verden i begyndelsen af 1900-tallet var af en fundamental karakter uden
sidestykke i menneskehedens historie.
Pionererne i udviklingen
af kvantemekanikken så dybt, ja det kan synes som helt til bunds, i naturens –
og bevidsthedens - væsen og blev slået
omkuld af den nye virkelighed. Men de rejste
sig igen med den dybeste indsigt i de store filosofiske implikationer af deres nye
viden. Jeg har med glæde fundet overvejelser[18]
af Max Planck som må gøre dem mindre kontroversielle når de også dukker op hos mig.
Men problemet med de filosofiske
implikationer har fortonet sig i begejstringen over hvor fantastisk kvantemekanikken
fungerer25 instrumentelt - og alt det den kunne bruges til. Men måske
også fordi virkeligheden synes så absurd? Efter 100 år er vi slet ikke nær en afklaring.
Uden for den atomare verden vil der være bestandige mirakler
(tror jeg) på grund af total selvreference:
1.
Det ultimative mirakel
er universets eksistens; hvorfor er der overhovedet noget? I det spørgsmål erklærer
jeg mig som kreationist, se selv[19]!
Vi kan ikke stille os uden for vores eksistens og spørge hvorfor vi (universet)
overhovedet eksisterer. Det må bevidstheden acceptere som et mirakel inden tankevirksomhed
overhovedet er mulig.
2.
Bevidstheden selv, de
indre oplevelser og sproget, må til alle tider se sig selv som et mirakel. Dens
eksistens er ikke et problem, men et vilkår - hvilket straks giver herligt stof
til eftertanke!
3.
Som minimum kunne man
sætte at du ved hvem du selv er, som udtaler dette og hint. Men hvem tror du
egentlig du er?
Ofte hørt: ”Hvis ikke din far
og mor havde mødt hinanden, var du aldrig blevet født”. Var du så blevet født af
andre forældre? Nej, så var det bestemt ikke dig, det giver slet ingen mening.
Nu mødte din far og mor hinanden,
men du er ikke et nødvendigt resultat af det møde. Du kan have søskende af samme
møde.
Nå, men så er det måske kombinationen
af en bestemt sædcelle og et bestemt æg, der har resulteret i dig? Det kan også
straks afvises, for enæggede tvillinger udvikler helt separate ’jeg’er. Ja, det
er vanvid at knytte netop dit ’jeg’ til din krops gener.
Jamen, hvorfor blev så netop
du født? Svaret er at det blev du heller
ikke! Det var ikke dig der blev født.
Et nyfødt barn er ikke nogen. Du blev
dig efterhånden som du kunne sætte ord på de indre oplevelser som bevidsthedsmiraklet skabte i dig omkring din
eksistens i verden. Først da opstod dit ’jeg’.
Men hvor kommer det så fra at
det blev netop dig?
Ja, hvem tror du egentlig du
er?
At dine forældre mødte
hinanden er en nødvendig betingelse for dine ydre personlige karakteristika. Men det er ikke det der er på tale
her. Det er din indre oplevelse af
netop dit enestående ’jeg’, og for det kan en tilstrækkelig betingelse ikke
findes. Det opstår ud af den blå luft i den på total selvreference hvilende
mirakuløse bevidsthed.
Du er en forbigående,
mirakuløs bevidsthed, og derefter er du ude af verden. I
den tid du har, danner du dig en forestilling om din eksistens som dig og et
verdensbillede som du arbejder med på og giver videre, men alt under påvirkning
af den kultur du er i. I andre kulturer opstår andre jeg’er med samme
selvfølgelighed og med andre verdensbilleder med samme ret som dit.
Da disse tre mirakler er helt
fundamentale mirakler, så bør de ikke optage vores filosofiske nysgerrighed. De
er vilkår, og vi går bare videre respekterende den forståelse.
Tilsyneladende uløselige problemer kan fremstå som rene mirakler, men kan forsvinde i et nyt
paradigme.
Newton må have opfattet sin opdagelse som et
fænomen med en høj grad af mirakelstatus s, 22. Det har det ikke mere. Vi har
tilsyneladende vænnet os til hvad der altså var et pseudomirakel.
Feynman udtrykker vel helt eksplicit at han
opfatter elektronens adfærd ved dobbeltspalten som et mirakel. Det er det
indtil videre…
Men det er et af de mirakler som kan opløses. Det
sker med Bohrs introduktion af komplementaritetsbegrebet, s.28 og de nye vilkår
for at erhverve viden og dermed accept af arten af viden som kan opnås hvis den
kvantemekaniske belæring tages efterretteligt, s.29.
Det psyko-fysiske problem, problemet om viljens
frihed og Libets forsøgsresultat s.50 er ligeledes problemer som eksisterer som
følge af vores opfattelse af vores forhold til verden. Men det er ikke
uantasteligt, og kan ændre sig så problemerne forsvinder.
Hermed
har jeg introduceret det på s.2 annoncerede projekt.
Flere forberedelser kunne gøres, men læseren
føler vel snart behov for at blive præsenteret for den fundamentale udfordring.
Den kommer nu.
Det
begyndte alt sammen i de omvæltende
første tre årtier af 1900-tallet med opdagelsen af radioaktiviteten kort inden
som første antydning.
I
slutningen af det 19. århundrede var den herskende forestilling blandt fysikerne
ellers, at man snart var nået til den endelige forståelse af verden. Denne
vanvittig hybris blev gjort til grotesk fortid i år 1900 ved Plancks opdagelse
af den elektromagnetiske strålings kvantisering. Kvantisering er nøglebegrebet
som skulle få den revolutionerende betydning.
Derfor
følger nu et længere afsnit om den fysik som direkte tvinger vores bevidsthed
til at søge nye veje.
Da de første atomare
fænomener viste sig, troede man slet ikke man ville kunne nærme sig forståelse
af disse, da de foregik i en verden som var utilgængelig for os på grund af
vores grove makroskopiske sanser og hjælpemidler. Men det viste sig alligevel
at man kunne arrangere disse makroskopiske hjælpemidler, så de atomare
fænomener kunne give sig til kende på forskellig vis.
Således startede et helt nyt
forskningsområde i form af atomfysikken. Og det afslørede træk som stred fuldstændigt
mod det man troede var ubrydelige egenskaber ved naturen[20].
Nye træk var ikke bare diskontinuitet og indeterminisme. Atomfysikken afslørede
også tilsyneladende modsigelser i naturen.
Den eksemplariske
forsøgsopstilling til demonstration af disse modsigelser er
dobbeltspalteeksperimentet med elektroner. Se denne video[21]!
Elektronerne registreres punktvis, dvs. som partikler, på en fotografisk plade,
men på en sådan måde at de undervejs forbi en dobbeltspalte har optrådt som
bølger. De lander nemlig som resultat af bølgeinterferens bag spalterne.
Elektronerne kan afskydes enkeltvis, så den enkelte elektron må, helt absurd
for ’sund fornuft’, have passeret gennem begge spalter, for den har interfereret
med sig selv inden den landede som partikel på den fotografiske plade.
Men:
Hvis man prøver at spore
elektronen ved spalterne, og det kan man, så finder man at den som partikel
passerer gennem kun den ene af spalterne. Og
samtidigt forsvinder bølgeadfærden, interferensen. Dvs. når den ses som
partikel ved spalterne, forsvinder dens bølgekarakter. Vi kan altså ikke på en
gang registrere elektronen som partikel og bølge ved spalterne. Det er
enten-eller.
Det er essensen i komplementaritetsprincippet[22]. Når de to uforenelige fremtrædelser, bølge/partikel, af
samme fænomen, elektronen, ikke kan forekomme samtidigt, så modsiger verden
ikke sig selv. Så er det bare os til at acceptere, at sådan er det. Så
kan vi med logikken i behold snakke om det vi ser. Men det er godt nok en
mærkelig verden. Det er faktisk dette eksperiment Feynman kommenterer på side
18.
Så tilbage står ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?”
Det svar kan ikke gives inden for den
nuværende tænkemåde. Den gennem årtusinder tilvante – og hidtil velfungerende –
forestilling, at verden kan beskrives udefra og fremstå som det den er i sig
selv, har vist sig umuliggjort af kvantemekanikken. Her er det ikke en af
iagttageren uafhængig verden der viser sig for os. Valget af opstilling er
nemlig afgørende for hvorledes fænomenet, in casu den atomare verden,
fremtræder for os. Eksperimentatoren er inddraget i resultatet. Den klassiske
fysik og dens verdensbeskrivelse bygger på at verden kan beskrives ’udefra’, at
eksperimentatorens inddragelse kan udelukkes, Nu er den uundgåelig! Vi er
bevidsthedsmæssigt forbundet med verden.
Her ligger vanskeligheden
ved at acceptere kvantemekanikken. Det er tilmed fristende at lade problemet
ligge, for man kan nå langt ved at arbejde fra den klassiske position. Feynman
har fået en Nobelpris for sit arbejde med kvanteelektrodynamik. Men dybest set
forstår han jo ikke hvordan det kan lade sig gøre. Heller ikke Einstein ville
tage springet væk fra den klassiske position.
Kan vi blive ved med
at acceptere ikke at forstå hvordan det kan lade sig gøre og bare sige: Lad
være med at spørge!?
Hvordan
kom det dertil, og kan vi komme videre?
Efter Plancks opdagelse af den elektromagnetiske
strålings kvantisering i år 1900 var tavlen helt blank. Den første store,
afgørende nye teoridannelse var Bohrs model for brintatomet fra 1913.
Fundamentale klassiske forestillinger måtte forlades, og de totalt nye
forestillinger gav en forbløffende god beskrivelse af atomets egenskaber. Mange
hypoteser og inspirerende sammenhænge opstod herefter punktvis, men en egentlig
samlet teoretisk afklaring var en voldsom intellektuel udfordring.
I løbet af efteråret 1926 og de første måneder af
1927 fandt et gennembrud sted på Bohrs institut i København. Store forskelle og
stor ind i de helt nye udfordringer. Heisenberg, matematikeren, havde sin
beskrivelse som var partikelbaseret, og den virkede. Den mente han derfor de
burde kunne enes om. Men det var Bohr slet ikke parat til. De havde netop haft
besøg af Schrödinger som havde en beskrivelse som var bølgebaseret. Den virkede
også!
Bohr:
”Selv ikke den matematiske formalisme
hjælper. Jeg må først forstå hvordan
naturen undgår modsætninger[23]”
Modsætningerne var at naturens grundbestanddele
kunne optræde både som partikler og bølger. Udfordringerne gik dem på i en grad
så der måtte ske noget drastisk. Bohr tog helt alene på en fire ugers skitur i
Norge, og Heisenberg var glad for at blive ladt alene hjemme. For Bohr gjaldt
det klar luft og højt til loftet. For Heisenberg var det papir og blyant.
Men de månedlange intense diskussioner havde
modnet to afgørende dele af løsningen hos dem. Heisenberg, matematikeren, fandt
sine ubestemthedsrelationer, og Bohr vendte hjem med den filosofiske ramme,
komplementaritetsprincippet, som muliggør at vores bevidsthed kan rumme verden
uden modsigelser. De supplerede hinanden perfekt.
Komplementaritetsprincippet er den afgørende
begrebsmæssige fornyelse som også efterlader os principielt uden mulighed for
at distancere os fra naturen. Det er den nye fra den klassiske afvigende
position. Vi kan ikke stille os uden for.
I Atomfysik
og menneskelig erkendelse, Schultz, 1957, s 109-110, beskriver Bohr i
generelle vendinger hvorledes den traditionelle filosofiske tænkning ikke er
forenelig med iagttagelses- og erkendelsesvilkårene indeholdt i
komplementaritetsprincippet:
På
baggrund af den indflydelse, som den mekaniske naturopfattelse har udøvet på
filosofisk tænkning, er det forståeligt at man fra mange sider har opfattet
komplementaritetssynspunktet som rummende en med beskrivelsens objektivitet
uforenelig henvisning til den subjektive iagttager. Selvfølgelig må vi på
ethvert erfaringsområde opretholde en skarp adskillelse mellem iagttageren og
indholdet af iagttagelserne, men vi må betænke at virkningskvantets opdagelse
har stillet selve grundlaget for naturbeskrivelsen i ny belysning og belært os
om hidtil upåagtede forudsætninger for den rationelle anvendelse af de
begreber, på hvilke meddelelserne om erfaringerne hviler. I kvantefysikken er,
som vi har set, en redegørelse for måleinstrumenternes funktioner uundværlig
for definitionen af fænomenerne, og vi må så at sige drage skillelinjen mellem
subjekt og objekt på en måde, der i hvert enkelt tilfælde sikrer den entydige
anvendelse af de i meddelelserne benyttede elementære fysiske begreber.
Langtfra at rumme en mod videnskabens ånd stridende mystik henviser betegnelsen
komplementaritet blot til de med vor stilling ved beskrivelsen og
sammenfatningen af erfaringerne på atomfysikkens område forbundne
erkendelsesvilkår.”
Citatet er en
understregning af det definitive brud
med den tidligere forestilling om erhvervelse af viden om verden, og det vedrører præcis iagttagerens
position og rolle i forhold til den atomare verden, dvs. bevidsthedens forhold
til verden.
Bohrs snørklede udtryksfacon ”redegørelse for måleinstrumenternes
funktioner [er] uundværlig for
definitionen af fænomenerne,” kan med en lille stramning udlægges: I den udstrækning vi overhovedet kan komme
i kontakt med atomare fænomener, er vi selv via vores valg af måleinstrumenter
en definerende del af den viden vi får.
Al viden om den atomare verden opstår i form af irreducible helheder mellem de atomare objekter og
signalerne i vores makroskopiske, klassisk-fysiske instrumenter34. Vi
får intet at vide om de atomare objekter i sig selv. Vi kan kun vide hvordan de
giver sig til kende i vores apparater. Dér
ser vi skillelinjen mellem objekt og subjekt. Skillelinjen var før mellem verden
og eksperimentatoren. Nu er den mellem verden, hvoraf vi selv er en del, og sproget.
Bohr pointerer ofte at formidlingen må foregå med
dagligsproget. Umiddelbart vil jeg forstå dagligsprog som det sprog vi til
dagligt taler sammen med. Men sproget til formidlingen af vores erfaringer må
betyde sproget i den brede betydning jeg præsenterede på s.15. Kvantemekanikken
er jo den sprog-symbolske tolkning9 som fortæller os hvorledes de
atomare objekter giver sig til kende i den makroskopiske verden. Det sprog
optages også i vores bevidsthed, i dem af os som har lært det.
Følgende citater
karakteriserer Bohrs opfattelse vedrørende erkendelse og sproget:
”Det
er forkert at tro, at det er fysikkens opgave at finde ud af, hvordan naturen
er. Fysik handler om hvad vi kan sige om naturen”.
og
”Vi
er ophængt i sproget”.[24]
Sproget, dvs.
vores bevidsthed, er en udlægning af vores oplevelser i verden. (Heidegger er
inde på noget lignende idet han kalder os verdensudlæggende, jf. s.34)
Kravet er at vi ”sikrer den entydige anvendelse af de i
meddelelserne benyttede elementære fysiske begreber.” – altså at vi
udvikler sproget, altså vores bevidsthed, i overensstemmelse med den nye
skillelinje så meddelelserne bliver entydige og objektive. Det er målet med
eksperimenterne, og det er med hensyn til verdens ontologi et ganske andet mål
end i den klassiske fysik hvor verden ses og søges beskrevet som det den er i
sig selv.
Et andet sted
hvor Bohr udlægger vores vilkår når den kvantemekaniske belæring skal tages
helt alvorligt, er sidst i denne slutnote37.
I løbet af mindre end en generation blev
konklusionen draget af Niels Bohr, Werner Heisenberg og andre. Men den
voldsomme omvæltning var for andre uacceptabel - og i stigende grad
uinteressant, for kvantemekanikken kan anvendes instrumentalistisk med
overvældende succes. Den er helt uden konkurrence den mest omfattende og
succesfulde verdensbeskrivelse menneskeheden har skabt[25]. Den
virker - men den forstås ikke. Den strider mod sund fornuft!
Einstein forlod som sagt aldrig den klassiske
position, og det var et varmt emne mellem ham og Bohr resten af livet. Mange tankeeksperimenter blev konstrueret som
grundlag for diskussionen mellem dem. Men der manglede en mulighed for at
afgøre sagen med et faktisk
eksperiment.
Sådan en mulighed blev i 1964 opdaget af John
Stewart Bell (1928 – 1990, Nordirland). Så manglede der en eksperimentator som
kunne gennemføre eksperimentet. Han kom i 1982 i skikkelse af den franske
fysiker Alain Aspect[26] (f.
15.6.1947). Det afgjorde sagen. Bells betingelse[27] for
at verden opførte sig fornuftigt, var ikke opfyldt! Det var voldsomt.
Aspect udtalte at han var stærkt forbløffet, og
Bell har jeg oplevet i en videofilm give udtryk for sin totale afmagt mht. at
forstå Aspects forsøgsresultat: ”Jeg har
igen og igen læst de steder i Bohrs tekster hvor jeg mener han forsøger at
forklare udfaldet. Det er sort snak for mig.”[28]
Disse reaktioner er helt på linje med Feynmans.
Vi står i en situation som de fremmeste fysikere selv oplever som en uløselig
udfordring.
Det er en udfordring af samme art som den
Newton stod over for da tyngdekraften fremstod for ham som en kendsgerning der
var ”så absurd … at … intet menneske som har anlæg for at tænke
fornuftigt, kan tilslutte sig den.”
Men det blev accepteret, man vænnede sig
til det, og så forsvandt problemet, s.22.
Feynmans problem løses altså ved at indse
at det ikke er et problem i verden når nu verden faktisk viser sig for os som
dobbeltspalteeksperimentet demonstrerer. Det er et problem for vores
bevidsthed.
For at fjerne Feynmans problem må vi tage
et for paradigmeskift karakteristisk skridt og simpelthen i en periode
acceptere at sådan er det. Senere når det nye paradigme er faldet på plads,
bliver det uden problemer.
Når sproget beskriver den faktiske
virkelighed som den fremtræder for os, så indlejres den i bevidstheden. Samtidigt
kommer alting til at se anderledes ud.
Her
er vi ved paradigmeskiftet som behandles i Afsnit 5.
Tilbage til elektronen. Hvad er den så
når den ikke giver sig til kende som enten bølge eller partikel? Den indgår
afgørende i kvantemekanikken i form af en matematisk repræsentation i
beskrivelsen af atomer. Dvs. at i atomerne giver den sig til kende ved at være
det der giver grundstofferne deres kendte kemiske egenskaber. Så elektroner er…
Men ”Hvad vil det sige at være?” replicerede Bohr en gang hvor han blev
spurgt ”Jamen hvor er elektronen?” – i sandhed et svar der
peger på en ny metafysik[29] med
en hidtil utænkelig ontologi[30].
Nu har de nye iagttagelsesvilkår (s.29), hvormed
Bohr både forbløffede og chokerede fysikernes verden, 20 år efter hans død også
fået eksperimentel bekræftelse. Hvis komplementaritetsprincippet og
bevidsthedens indlejring i naturen bliver grundlæggende træk ved det nye paradigme,
så er der åbnet for at prøve med en anden forestilling om vores bevidstheds
muligheder over for verden med henblik på at se de klassiske problemer, det
psyko-fysiske problem og viljens frihed i et nyt lys.
I den proces vil jeg bygge på to aksiomer afledt
af den kvantemekaniske belæring:
1. Vi kan ikke kræve noget som helst af naturen.
Vi kan kun tilstræbe at kommunikere entydigt, logisk og indholdsfuldt om vores
erfaringer med naturen og derved skabe vores virkelighed, jf. næste afsnit.
2. Komplementaritetsprincippet.
Med det første aksiom placerer vi ikke
problemerne i verden, men gør dem til et problem i (og ikke for)
bevidstheden.
Det andet aksiom tillader en komplementær tilgang
til fænomener når de kan beskrives således: To
iagttagerperspektiver kan lade samme fænomen fremtræde på modstridende måder,
hvis de ikke kan indtages samtidigt.
Det vil være grundlaget for løsningen af den frie
viljes problem.
I forlængelse af definitionen af
bevidstheden i Afsnit 1 og den rolle sproget med Kvantemekanikken har fået for
vores virkelighedsopfattelse følger nu næste afsnit.
Definition:
Verden er alt.
Definition: Virkeligheden
er vores bevidstheds tolkning af verden.
Virkelighed = verdensopfattelse. Verden er det der er i kraft af miraklet at der overhovedet
er noget. Ethvert yderligere udsagn om verden er vores tolkning af vores
oplevelser i den verden hvoraf vi selv er en del.
Med den ordbårne tolkning
opstår vores virkelighed.
’Ord skaber virkelighed’
siges gerne som påmindelse om at udvise forsigtighed med de ord man bruger. Det
er klogt nok.
Men i nærværende sammenhæng
er det selve definitionen på virkeligheden.
Her kan jævnføres med to filosoffer:
Kant[31]
skelner mellem Das Ding an sich (verden) og Das
Ding für uns (virkeligheden). Kant tager
udgangspunkt i det oplagte at verden fremtræder for os gennem vores sanser, für uns. Oplevet (de indre oplevelser) og
tolket (givet sprog) skaber det vores virkelighed. Vi kan ikke strukturere
vores bevidsthed fra andre kilder end hvad vi kan modtage fra vores sanser. Vi
har allerede, Afsnit 1, mødt kløften mellem verden og vores mirakuløse indre
oplevelser. Det er kløften mellem an sich og für uns. - og så
standser jeg inden Kant indfører sine forstandskategorier som han indførte som
forudsætninger for at kunne strukturere Das
Ding für uns.
Kant opererer med at der er noget ’derude’, hvorfor
han kaldes realist – om end jeg ikke kan se hvilket indhold man kan lægge deri
når det nu er uerkendeligt for os. Modsætningen er
Berkeley (nævnes på s.42) som i nogle udlægninger direkte afviser verdens
eksistens, hvorfor han kaldes idealist.
Hos Heidegger
er mennesket karakteriseret ved at
være verdensudlæggende, tolkende, og
vi ved at vi udlægger verden (dvs. skaber virkeligheden), og at vi kunne have
udlagt den anderledes[32].
Kants opdeling svarer helt til min, og Heideggers
”vi udlægger verden, og vi kunne have
udlagt den anderledes” er i essensen min definition af virkeligheden.
Tilsvarende med videnskabeligt paradigmatiske virkeligheder.
De opstår helt automatisk når det videnskabelige sprog formulerer fungerende videnskabelige
teorier. Således opstod tidligere virkeligheder, således er vores virkelighed opstået,
og således vil fremtidige virkeligheder opstå - helt automatisk!
Virkeligheden er midlertidig.
Til enhver tid.
Dette er et synspunkt som David Favrholdt, som opfattede
sig som ekspert i fortolkning af Bohr, tog skarp afstand fra. Det gælder vist
egentlig hovedparten af traditionelle filosoffer. Virkeligheden søges derude og kan i princippet findes som en af os uafhængig absolut
eksistens og af os studeres som det den
er i sig selv.
I modsætning hertil siger Bohrs
om vores forhold til virkeligheden:
”Der findes
ingen kvanteverden. Der er kun en abstrakt fysisk beskrivelse. Det er forkert at tro, at det er fysikkens opgave at finde ud af, hvordan
naturen er.
Fysik handler om hvad vi kan sige om naturen”[33].
Det er en anden formulering af den nye skillelinje
mellem objekt og subjekt, jf. s.30. Dermed fastslog han helt nye rammer og mål for
videnskaben.
Jeg har mødt indvendingen at citatet ikke er
originalt Bohrs. Jeg anfører det alligevel for det udtrykker præcist min
opfattelse af Bohrs kvantemekaniske belæring, og som jeg bygger på.
Hertil kommer Komplementariteten som fjernede modsigelse i naturen, men
som endegyldigt umuliggjorde at vi kan operere med en selvstændigt eksisterende
natur.
Komplementaritetsprincippet opstod
i fysikken. Men Bohr var meget optaget af at det også kunne anvendes uden for fysikkens
område. For eksempel: Retfærdighed/kærlighed.
Og, næsten selvkarakteriserende,
var han opmærksom på komplementariteten mellem sandhed og klarhed.
Bohr præsenterede altid sine
dybt revolutionerende tanker om virkeligheden med stor forsigtighed:
Med ”Vi må aldrig glemme at vi er såvel tilskuere som aktører i tilværelsens
store skuespil” udtrykker han vores to komplementære roller.
Holismen præger
udsagnet …den verden hvoraf vi selv er en
del ligesom også det helhedspræg[34] hvormed han karakteriserer de atomare fænomener og betoner
en grænse for videre indtrængen i fænomenernes natur. Det sidste resulterede i en
for Bohrs Institut karakteristisk spøgefuld alvor. I en periode docerede man et
billedforbud, som advarsel mod at visualisere det hinsides, her kvanteverdenen.
(første = på foregående side)
Og i hvert fald med humor karakteriserede
han både sin egen snørklede og Einsteins bramfri stil i en beretning om deres samtaler:
”Einstein på sin side spurgte os ironisk, om vi virkeligt kunne tro, at guddommelige
magter tog tilflugt til terningspil (”...ob der liebe Gott würfelt”),
hvortil jeg svarede med at henvise til, at allerede oldtidens tænkere havde manet
til forsigtighed med at tilskrive forsynet attributter hentede fra dagligsproget.”[35]
Jo, han manede til forsigtighed.
Og gjorde det med humor – og alvor!
Det syn hvormed Bohr anskuer de kvantemekaniske problemstillinger,
og den verden hvoraf vi selv er en del, kan karakteriseres med træk som holistisk,
inddragende og antireduktionistisk, træk som ikke kan finde plads hos fysikere
der fastholder den klassiske iagttagerposition, herunder Einstein og Feynman
m.fl. De står urørligt tilbagetrukket og betragter udefra en verden som analyseres
reduktionistisk. Men det fastholder forståelseskonflikten.
Med et kort perspektiv kan
det se ud som om de videnskabelige fremskridt opstår i en jævn kontinuert
strøm. Med et langt perspektiv er det åbenbart at der er perioder hvor selve
grundlaget for videnskabelig aktivitet i løbet af forholdsvis kort tid udskiftes20
med store ændringer til følge. Det var videnskabsfilosoffen Thomas Kuhn der fremhævede
dette afgørende træk i videnskabens udvikling.
Terminologien med begreberne
paradigme, paradigmeskift, normalvidenskab
og anomalier skyldes Kuhn.
Paradigme: En
sammenhængende, bredt accepteret videnskabelig virkelighed.
Normalvidenskab:
Den videnskab som dyrkes så længe et paradigme har det godt.
Anomali:
Et fænomen som ikke kan indpasses i det herskende paradigme – og ikke kan
bortforklares.
Kuhn fremfører tre kriterier
som hver for sig kan foranledige et paradigmeskift:
1.
Varige uløselige
problemer
2.
Noget indtræffer som
ikke burde være muligt
3.
En omvæltende god ide
hos en autoritet man må lytte til
De to første kriterier er
aktuelle nu, men inden jeg tager fat på dem, vil jeg som eksempel på det tredje
fremstille paradigmeskiftet i renæssancen. Det skildrer nemlig fint hvor
vanskeligt – og livsfarligt var det dengang – et paradigmeskifte kan forløbe.
Vi lever, oplever og
indlever vores liv i et bestemt paradigme. Verden som vi lever i, opfatter vi
som lige så virkelig og uantastelig som os selv. At ændre den verden
fundamentalt er for os selv personligt næsten som at begå selvmord.
i 1514 åbnede Kopernikus
i en snæver kreds for sine tanker om solen som centrum for planetbevægelserne. Der var ikke en tvingende grund til det.
Himmeldynamikken blev fint beskrevet ved Ptolemæus’ epicykler.
Solen i centrum var simpelthen bare en god ide. Den udskiftede et voldsomt
indviklet system med et simpelt.
De gamle grækere vidste at
jorden var rund, og det kan undre at det ikke er sket før. Men enhver kan jo se
at solen bevæger sig rundt om jorden, så den forestilling var grundfæstet. Men
hvordan ville det egentlig se ud hvis jorden drejede sig om sin egen akse og
solen stod stille? Det ligner et lille spring i abstrakt tænkemåde, men vi ser
heraf hvor svært det er at løsrive sig fra grundfæstede forestillinger.
Tankerne gik tilmed imod
kirkens fremstilling af Guds skaberværk, så Kopernikus havde grund til at
frygte reaktionen fra den side. Men sådan opfattede kirken det ikke som
udgangspunkt. Den var faktisk
interesseret i videnskabelige tanker og tilskyndede, dog sent, Kopernikus til
at færdiggøre et manuskript. Det lykkedes ham stort set på dødslejet i 1543. Det
blev så udgivet af den katolske kirke med den bemærkning i forordet, at det var
interessante teoretiske betragtninger, men det havde naturligvis ikke noget med
virkeligheden at gøre. Så det var ikke farligt.
Da tankerne imidlertid
trængte sig på som en mulig virkelighed, blev det dødsens farligt. Det kostede
Giordano Bruno livet, og Galilei reddede kun sit ved at aflægge falsk
vidnesbyrd. Det af kirken selv udgivne skrift om det heliocentriske solsystem
kom på kirkens liste over forbudte skrifter.
Processen var
imidlertid sat i gang, og Kopernikus’ idé viste sig epokegørende, for den åbnede for hele den videnskabelige
omvæltning som afsluttedes med Newtons love.
Fem år efter at
Newton i 1687 bandt den sidste sløjfe med sine tre dynamiske love og loven om
gravitationskraften, skrev han til Richard Bentley som anført på s.22.
Endnu fem år
efter succesen opfattede Newton det altså selv som det rene vanvid. Men det
virkede. Og så kan det indgå som en naturlig del af vores virkelighed. Jeg, som
livslangt har undervist unge mennesker i Newtons gravitationslov, kan bevidne,
at ikke en eneste elev har løftet et øjenbryn i den anledning. Det virker, og
så er det virkeligheden!
Og vend så lige
tilbage til Feynman s.21. Han udtaler sig om kvantemekanikken præcist som
Newton om tyngdekraften. Feynmans opfattelse er dér vi står nu.
Og tilføj så
lige ”Men det virker, og så er det virkeligheden”. Det er dér vi vil komme hen.
Men det er meget svært at forestille
sig nu.
Kvantemekanikken
har i dag skabt ravage i videnskabelige kredse som det heliocentriske solsystem
den gang i de kirkelige. Nu er det nok ikke livsfarligt, men det er dog lige så
foruroligende med hensyn til vores position i verden. Ja, faktisk endnu mere.
Således forberedt vender vi
tilbage til Kuhns 1. of 2. kriterium, s.37.
Det første er aktuelt i
kraft af de problemer som i mere end 2000 år har plaget tænkende mennesker: Bevidstheden,
det psyko-fysiske problem og viljens frihed. Nå, aktuelt er det jo så ikke umiddelbart.
Men med det eksploderende antal, nu 16000, artikler om bare problemet ’bevidstheden’
må Kuhns første kriterium snart være rødglødende.
Det andet kriterium indtraf
som lyn fra en klar himmel for 100 år siden i form af de atomare objekters
fremtræden for os. Det gjorde de på en måde som ikke burde være mulig (Feynman
s.21).
I denne bog synes de to
kriterier at arbejde fint sammen, for det er komplementaritetsprincippet som
muliggør en logisk acceptabel håndtering af problemerne begge steder.
Afsked med det gamle, dvs.
det nuværende, paradigme vil også stille os i en helt ny og gunstig position i
forhold til den påtrængende klimakrise, jf. s.60-61. Der er al mulig grund til
at tro på et snarligt paradigmeskift.
I nutidig filosofi skelnes
der traditionelt mellem tre positioner vedrørende menneskets
erkendelsesmuligheder, skepticismen,
relativismen og absolutismen. Skeptikeren
kan føre et logisk bevis for at vi ikke kan vide noget som helst om verden med
sikkerhed.
Relativisten
respekterer viden om verden så længe den er uimodsigelig, men indser at ingen
viden kan opfattes som absolut og endelig.
Absolutisten
mener at endelig viden om verden kan opnås af os, og at der er fundamentale
absolutter.
Som jeg har kunne orientere
mig i aktuel filosofi, så er absolutisme den mest udbredte opfattelse. I
ontologisk sammenhæng medfører absolutismen at videnskabens opgave er at finde beskrivelsen af verden som den er i sig selv. Det
er i mine øjne en frygtelig hybris med hensyn til menneskets betydning. Vi er
på det indre plan tilbage til noget det ligner vores ydre placering med os på jorden
i centrum af universet. Læs lige igen rækken af overvejelser i forbindelse
med "Hvem tror du egentlig du
er?" s.24. På hvilket grundlag kan en sådan mirakuløs, forbigående og på
et tilfældigt tidspunkt placeret bevidsthed frembringe absolutte domme om
verden for alle fremtidige mennesker?
Men det helt uomgængelige
argument mod absolutismen er den kvantemekaniske belæring som forklaret i
Afsnit 3, s.30. Skillelinjen henover hvilken forståelse stadig søges, afskærer
os fra at operere med verden i sig selv. Og selve formuleringen ’vide noget om
verden’ hvoraf vi selv er en del, vil fremstå som meningsløs i et paradigme hvor
den kvantemekaniske belæring er fuldstændigt integreret. Udfordringen bliver med
vores sprog at udtrykke hvordan verden viser sig for os og ikke dybere
vedrørende verdens ontologi.
Jeg vil gerne gøre det helt
af med absolutismen og det nuværende paradigme:
Som jeg læser nutidig
filosofi, så søger man at forklare hvordan verden er. Det indebærer at man må stille
sig udenfor og se verden derfra.
Men positionen uden for
alting kan man kun bringe sig i ved fantasiens hjælp. Den verden vi så ser,
bygger altså på fri fantasi.
Og sådan kan et paradigme
faktisk karakteriseres. Sådan ser vi jo på fortidens paradigmer, den flade
jord, jorden som universets centrum, solen som universets centrum… for bare at
nævne nogle astronomiske forestillinger. Sådan kan vi godt nok ikke se på vores
eget paradigme. Men det vil en fremtid kunne.
I den udstrækning jeg har
fået reaktioner fra fagfolk, har det vist sig at de betragter de rammer inden
for hvilke de tænker, som absolutte og urørlige. Der er tale om en ideologisk
fundamentalisme.
Mest bliver jeg henvist til
at læse deres artikler om det pågældende emne, altså bliv i folden og kør træt!
Jeg har forsøgt at få et
filosofisk tidsskrift til at trykke en koncentreret tekst om den frie vilje
forstået - dvs. løst/opløst - på mit grundlag og fik at vide at jeg skulle
tydeliggøre at jeg var inde i den nyeste forskning på området. Hvorfor? når det
er sidespor med mine præmisser.
Området, som det behandles
traditionelt, omfatter eksperimentel hjerneforskning og heraf afledte
filosofiske analyser og faktisk helt fundamental, men udsigtsløs, bevidsthedsfilosofi
inden for det aktuelle paradigme. Og som nævnt svulmer denne forskning op ud
over alle grænser. Samtidigt bliver teksterne tilmed stadigt vanskeligere fordi
forklaringerne bliver stadig mere subtile46. Det øger udfordringerne
og ærefrygten, og bruges til at styrke troen på at her må graves dybere. ”Hvis
du ikke har forstået alle de tanker der allerede er gjort, kan du ikke tillade dig
at tage afstand fra dem” er jeg blevet mødt med.
Dette generelle krav til
filosoffer lige fra studietiden fastholder tænkningen i de traditionelle rammer
og udførelsen af filosofi bliver nærmest at ligne med Sudoku.
At fordybe sig i Kants
beviser for eksistensen af de tre antinomier kaster ikke klarhed over noget som
helst, da de netop beviser at logikken kommer til kort. Men alligevel er
logikken selvforførende og læserforførende i dens frygtindgydende logiske
fremtoning.
Heidegger opfatter vores
forståelse af verden og os selv som opstående i en hermeneutisk cirkel hvor de
to dele, det ydre og det indre i et vekselspil konstituerer hinanden ud af en
på forhånd eksisterende forforståelse. Tag den!
Berkeley, som kan føre et
logisk bevis for at vi ikke kan vide om noget eksisterer, antager som en
mulighed at det gør det så ikke. Det gør det temmelig meningsløst overhovedet
at give udtryk for nogen som helst mening, inklusive Berkeleys egen. Men også hans
filosofi må tages alvorligt.
Ligeså med Wittgensteins og
Pierces sproganalyser. Etc.
Jo mere man efterstræber
dette, jo større bliver udfordringen, og desto mere indfanges man af den
traditionelle måde at opleve filosofisk tankevirksomhed på. Og der er nok at
tage fat på så længe man insisterer på at blive inden for de rammer der har
skabt problemerne.
No problem can
be solved from the same level of consciousness that created it.
Problemerne løses ved at
lade et nyt paradigme afløse det eksisterende.
Udfordringen denne gang er radikalt
anderledes end ved tidligere paradigmesammenbrud. Demokrit forudsagde atomteorien
og Aristarchos det heliocentriske system for små 2500
år siden og Giordano Bruno det uendelige univers uden centrum for små 500 år siden.
Længe inden de blev paradigmatiske,
kunne disse tanker tænkes og lå som potentielle virkeligheder i verden som den fremstod.
Men det komplementaritetsvilkår,
som blev fremtvunget af kvantemekanikken, var ikke en tænkelig mulighed i naturbeskrivelsen før 1927. Da viste
det sig at vi lever i en utænkelig verden!
Men en mental
komplementaritet, kan findes hos Spinoza (1632-1677). Han fandt det nødvendigt
for bevidstheden, idet han modsat Descartes fastholdt at verden er en enhed
hvoraf vi selv er en del.
Det
er udtrykt således[36]:
”En
tanke kan således enten studeres som en hjerneproces eller som en bevidsthedsakt,
men ikke på begge måder samtidig, da det er ét og det samme, der fremtræder som
hjerneproces og som bevidsthedsfænomen.”
Det
komplementære ligger i understregningen af at fænomenet fremtræder ”ikke
på begge måder samtidig”.
I
lighed med Bohr ser Spinoza sig selv som en iagttager af en hel verden hvoraf
han selv er en del. Her adskiller han sig fundamentalt fra Descartes som fra
sin egen position uden for det hele finder at verden er tvedelt. Det
Sådan
magtes verden set udefra:
”Giv
mig et sted at stå, og jeg skal bevæge verden!” skulle Archimedes have
sagt da han demonstrerede vægtstangsprincippet. Ja, kunne man bare stå dér.
Ud over den historiske
belæring, at paradigmer afløser hinanden, så må også udviklingen af tanker
efter spørgsmålet "Hvem tror du egentlig du er?" endnu en gang vise
at det vi opfatter som os selv og vores måde at tænke på, er fuldstændigt
afhængigt af den verden vi er vokset op i, altså funderet i relativisme. Vores
selv- og verdensforståelse er en konstruktion opstået under den kulturelle
udvikling som eneste indflydelse.
Spinozas verdenssyn harmonerede
slet ikke med den naturvidenskab som på grundlag af verden betragtet udefra spirede
på hans tid, og som sprang i blomst i Newtons Principia i 1687, grundlaget for den
klassiske fysik, og som helt afgørende lå til grund for den industrielle revolution
som derefter fulgte.
Men den har nu bragt os i
konflikt med verden. Verden slår igen, og det er nye signaler som vi må sætte
ord på, dvs. ændre vores virkelighed, dvs. skabe et nyt paradigme.
Ifølge Bohr afsluttede
Einstein den klassiske fysiks æra[37] med de to relativitetsteorier. De beskrev
en objektivt eksisterende verden set af en udenforstående iagttager.
Så snart vi
beskæftiger os med de atomare processer viser det sig at verden slet ikke lader
sig se som det den er i sig selv.
Centralt for den
videre fremstilling gentages lige:
Skillelinjen var
før mellem verden og eksperimentatoren. Nu er den mellem verden, hvoraf vi selv er en del, og sproget,
altså vores bevidsthed.
En fremstilling af
det nuværende over for det kommende paradigme bliver altså en
fremstilling af Descartes-Einstein over for Spinoza-Bohr eller renæssance-rationalisme
over for – ja, det må fremtiden vise…
Lad os først se nærmere
på hvordan det nuværende paradigme har fostret det psyko-fysiske problem.
Teksten
er bogudgivet. I den forbindelse må jeg ikke lade den ligge komplet frit
tilgængeligt på nettet. De følgende kapitler findes i bogen
7. Den frie
viljes problem
8. Dannelsen
af ’jeg’et
9. Fornuften
10. Den frie
vilje og ansvar
11. Hvor endte
vi så?
12. Hvad venter
os?
Køb
bogen her. Den koster kun kr. 100,-
PS.
Vi har fået noget at slås med, vi mennesker: Sproget er en forudsætning
for at kunne udtrykke sine problemer. Det kan dyrene ikke.
Aha: Dér har vi fejlen! Vi fik sproget, og vi fik problemerne!
Slutnoter
[1] Erich Klawonn: Sjæl-legeme-problemet, Odense Universitetsforlag, 2001
[2] Susan Blachmore: Consciousness, A Very
Short Introduction. Oxford University
Press, 2005
[3] Den store Danske om Bevidsthed. L1
[4] Konsekvenserne
af Gödels indsigt. L3
[5] En radioudsendelse om kunstig intelligens kom viden om mht. at reproducere menneskelig tænkeevne for at efterligne mennesket. Men mod slutningen slog eksperten ud med armene: ”Det er jo lidt svært at vide hvad vi skal opnå når vi ikke ved hvad bevidsthed er.”
[6] For Søren
Kierkegaard er selvreferencen selve vejen til at forstå mennesket:
Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv
(...) Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. L4 |
Det specifikt menneskelige er ånd,
og det er forankret i selvreference i en sådan grad at forklaringen går helt i opløsning i en slags zen-paradoks.
Simpel logik er i hvert fald heller ikke vejen frem:
"Subjektiviteten er sandheden”
og ”subjektiviteten er usandheden" L5
[7] Fra forskerzonen L14: ”Mysteriet om,
hvordan et arrangement af fysiske ting og sager kan generere eller understøtte
en bevidst oplevelse, bliver ofte kaldt bevidsthedsforskningens 'hårde'
problem.
Det er en mistanke -
og et filosofisk argument - der har givet anledning til dette navn; atomernes
og molekylernes - for ikke at tale om neuronernes - sprog vil aldrig nogensinde
kunne krydse eller forklare kløften mellem den fysiske verden og den
ikke-fysiske oplevelses tilsyneladende beskaffenhed.”
Problemet står stadig som et uløst problem, der arbejdes
på. Det fremgår af resten af artiklen,
selvom det også slås fast ”vil aldrig
nogensinde kunne…”. Artiklen lægger ud med spørgsmålet: ”Bevidstheden? Er det overhovedet ’noget’?”.
Jeg konstaterer at det er det, og at det er et mirakel - og går frejdigt
videre. Alt andet er omsonst.
[8] Hvad angår dyrs følelser er der slet ingen tvivl. L15
[9] Bare et lille skridt
videre Y(x,t) = A
[10] Troldmændenes tid af Kresten
Lundsgaard-Leth. L20 Citat fra anmeldelsen:
”Cassirer, Heidegger, Wittgenstein og Benjamin deler den
grundlæggende intuition, at mennesket må forstås som et sprogligt væsen [fedmet af mig]. Det er desuden klart for alle fire, at
sproglighed som menneskets grundvilkår ikke må forveksles med nogen form for
universel fornuft, der i guddommelig suverænitet gennemskuer det ordnede
kosmos.”
[11] Oversættelser
Skal Johannesevangeliets indsigt være gyldig her, så er
den oversættelse som jeg er vokset op med, helt afgørende.
Den Nye Aftale, som kalder sig ”banebrydende nudansk
oversættelse af Det Nye Testamente” lægger ud med ”Alting
begyndte med at Gud talte”. L21
Hvor kom så lige Han fra? Den første oversættelse ”I begyndelsen var ordet” fastholder
mysteriet, miraklet. Den anden kaster mysteriet overbord som uinteressant. (Som
jeg vil tolke det, kaster den også en hinsides
Gud overbord, og så er der ikke meget Gud tilbage.)
Men lad os da få sagen belyst fra hestens egen mund, af
Divus Madsen selv: L22
Hvad siger den oprindelige græske tekst?
At søge tilbage til den for dér at finde ’sandheden’ om
det skabte er en søgning efter en åbenbaring givet os af en ydre instans. Og så
er vi faktisk ved ”Alting begyndte med at
Gud talte.”
I Johannesprologen står vi ved indgangen til et
religiøst/mystisk/transcendent univers. De mange oversættelser som sætter ordet forrest for derefter at gøre det
synonymt med Gud og alt det skabte, viser at disse oversættere i
teksten har fundet bevidsthedsmysteriet fremstillet.
Den menneskelige virkelighed – og mennesket;
teologi er eksistens! - opstår med den sprogbårne bevidsthed.
[12] Abraham Pais: Niels
Bohr og hans tid. Spektrum, 1994, s.467
[13] Hvad er vi uden sproget?
L17
[14] Uddrag af Ole
Vedfelt: Bevidsthed. Gyldendal, 1998,
s.35-36
[15] L6
[16] Gamma 138 s.43, L2
[17] L39
[18] Citater af Max Planck. Fra L18:
På s.1 præsenterer han den frie viljes
problem:
"Hvordan kan den menneskelige fri viljes uafhængighed bringes i harmoni
med det faktum, at vi alle er integrerede dele af et univers, som er underlagt
naturens strenge love?”
Følgende
citater er fra s.2 i L18:
En komplementær tilgang til dette
problem:
"....vi
kunne sige, at set udefra (objektivt), er viljen kausalt bestemt og set indefra
(subjektivt) er den fri. Her er der ingen modsigelse."
Mulig
anvendelse af mirakler:
”Er
der, helt grundlæggende, et eller andet sundt holdepunkt for denne tro på
mirakler, uanset hvor bizart og ulogisk en ydre form det kan tage? Er der noget
i menneskets natur, et indre område, som videnskaben ikke kan røre?”
Selvreferencens
afgørende betydning:
"Videnskaben kan
ikke løse naturens endelige mysterium. Det er fordi vi, når det kommer til
stykket, selv er en del af naturen og derfor en del af det mysterium vi prøver
at løse.”
Holisme:
”Vi
må fastholde vores opmærksomhed på helheden og på delenes sammenhæng."
Traditionel naturvidenskabs
begrænsende rammer og holisme igen:
"Hvis
man ser på den korrekt, er videnskab en selvbærende enhed; den er delt i
forskellige grene, men denne opdeling har ingen naturlig begrundelse og skyldes
simpelthen det menneskelige sinds begrænsninger, som tvinger os til en opdeling
af arbejdet.”
”…et
hvilket som helst systems natur kan ikke opdages ved at dele det i sine
grundlæggende dele og studere hver del for sig selv, da sådan en metode ofte
indebærer tab af vigtige egenskaber ved systemet. Vi må fastholde vores
opmærksomhed på helheden og på delenes sammenhæng."
[19] Kreationisme
og intelligent design
JATAK! siger jeg som fysiker. Det er to fantastiske begreber til
beskrivelse af min videnskabs vilkår. Det er derfor meget morsomt hvor jeg har
dem fra. Netop min videnskab og hele den naturvidenskabelige verdensopfattelse
kan langt mere end noget andet give et konkret grundlag for og indhold til de
to begreber, se selv:
Kreationisme
Fysikken er den fundamentale af videnskaberne, og den der
beskæftiger sig med stoffets art og opståen i det tidlige univers. Kvantemekanikken
er i overvældende grad en succesfuld teori. Ikke bare stoffets atomare struktur
i laboratoriesammenhæng beskrives suverænt af kvantemekanikken, også hele
universets udvikling kan følges fra ufattelig kort tid efter The Big Bang. Men
det betyder ikke at vi er ufattelig tæt på at forstå The Big Bang. Tværtimod
indikerer det ufattelig korte sidste tidsrum som vi ikke kan forfølge, at vi
står ved grænsen for vores erkendelsesmuligheder. Kvantemekanikken kan beskrive
hvordan universet udviklede sig derfra. Men spørgsmålet hvorfor,
og af hvad kan slet ikke behandles.
Man kan indvende at kvantemekanikken kan vise sig at blive
afløst af en bedre teori, eller inden for kvantemekanikken kan en anden
forklaring end Big Bang måske finde plads i fremtiden. Men tilbage vil
spørgsmålet være: Hvorfor er der overhovedet noget? den helt
fundamentale udgave af det filosofiske problem om den første årsag (=Gud(?)).
Det kan principielt slet ikke besvares af os som står inden i universet. Det er
et mirakel. Det hele ville unægtelig være lettere hvis der ikke var noget! Men vi
er her!!
I vores begrebsregister har sproget ikke bedre ord for dette
under end: Ja, det må jo så være skabt. Gud ved hvordan!? Men skabt! Så
skabelse ligger lige for (men en Skaber. Det vil være en forklaring som
egentlig vil reducere miraklet).
Kommet dertil, er man jo kreationist. Og tilmed: Ikke
tilsluttende sig en tro, men klart som følge af den ubønhørlige konsekvens
hvormed man tænker naturvidenskab og når frem til Big bang – eller tilbage om
man vil - uden at kunne komme videre.
Universet er skabt. Det giver ikke mening at filosofere
mere over det. Universet er det ultimative mirakel.
Og med hvilke egenskaber er det så skabt?
Intelligent
design
Det næste uforståelige er at naturen kan forstås (et
einsteincitat) i en meget stor udstrækning for os selv at se. Men det er også
en tanke værd: Hvorfor kan naturen i vid udstrækning overhovedet forstås? Der
kommer ikke herfra noget forsøg på at besvare dette spørgsmål. Også det er
mirakuløst. Men det er ved denne mulighed vi skaber vores videnskabelige
virkelighed.
Universet er, som vi forstår det nu, også fra
skabelsestidspunktet skabt med de naturlove som fysikken har kunnet opstille.
Og så ser vi at de helt mirakuløst muliggør et univers hvor vi kan opstå. I en
artikel i Berlingske redegør Ove Nathan for dette. Fra indledningen:
Fire elementære kræfter behersker det store maskineri af
atompartikler, der danner universet. Svarene på universets og solsystemets
tidsforløb ligger gemt i de indbyrdes styrkeforhold mellem de fire grundkræfter
og rummer den overraskelse, at der består en stribe hårfine balancespil, hvor
balancen netop giver mulighed for at udvikle det menneskeliv, vi kender. L19
Og så kan stoffets fordeling i universet yderligere give anledning til
stor og gribende forundring. Disse to ting får Ove Nathan ikke med. De kan
forklares med helt elementære overvejelser.
1. Når universet udgår fra et punkt som The Big Bang
fremstiller det, så er det af betydning i hvor høj grad stoffet fordeler sig og
spredes homogent. På den store skala er det homogent, det
kosmologiske princip; når vi kigger ud i universet er
tætheden af galakser ens i alle retninger og afstande fra os.
Men sådan er det ikke på en mindre skala. Og det er det
afgørende: Der har åbenbart været fortætninger med netop sådanne afstande at
stoffet har klumpet sig sammen i størrelser som muliggjorde den slags stjerner
som vi ser overalt i universet. Hvis områder med forstørret koncentration havde
indeholdt mindre stof, havde de resulterende klumper ikke opnået så høj
temperatur at de blev lysende stjerner. Havde områder med forstørret
koncentration været større, var de resulterende stjerner i stor stil blevet til
supernovaer eller endnu hurtigere og voldsommere eksploderende stofkoncentrationer.
Men netop som universets klumper blev skabt, blev der mulighed for dannelse af
stjerner som vores sol der lever i ca. 9 milliarder år. Det gav tid til
processer som førte til livet og til os, som sidder her på Jorden og undrer os
over det hele.
2. ”Sidder her på jorden”. Jorden ville slet ikke
eksistere hvis det ikke også var for et andet forunderligt træk ved det
oprindelige univers. Stoffet er slynget ud fra Big Bang-punktet med en iboende
rotation, sært forunderligt. Hvis ikke stoffet hvoraf vores solsystem blev
dannet, havde roteret, så var det alt sammen faldet ind i solen, og planeterne
ville ikke være til.
Der var også i den store skala store klumper hvoraf
galakserne opstod. Også det stof roterede, og derfor kunne galakserne opstå.
Ellers ville det stof være faldet sammen til, ja,…?
Altså: Udover de utroligt mange andre mirakuløst opfyldte
forudsætninger som Nathan opremser, er også stoffets inhomogene fordeling på en
nøje afpasset skala samt dets indlejrede rotation forudsætningen for at vi kan
stille spørgsmålet: ”Hvorfor er der overhovedet noget, os inklusive?” (Her
falder jeg for fristelsen: Hvis ikke vi havde været her, havde der så været
noget?)
Der er noget! Hvis man som naturvidenskabsmand mener at
evolutionen er foregået efter de naturlove vi trin for trin afklarer, så kommer
intet udgangspunkt op på siden af fysikerens når det gælder om at forundres
over universet - og jeg nyder det!
Jeg er fysiker, kreationist og bekender mig til
mirakuløst design,
amen!
[20] Undertegnede om
paradigmeskiftet, L7.
[21] Dobbeltspalteeksperimentet i
en pjattet, men helt korrekt fremstilling, L8. HerreNice!
[22] Komplementaritetsprincippet
Komplementaritetsprincippet
præsenteres her i sin kategoriske udgave som den er opstået i fysikken. Men med
de nødvendige forudsætninger kan dets logik også fjerne modsætningerne i den
frie viljes problem. Princippets tankegang anvendes i teksten på en måde som
Bohr påbegyndte.
Komplementaritetsprincippet
er en beskrivelsesramme som er blevet nødvendig i tolkning af kvantemekanikken.
Her optræder et og samme fænomen i to uforenelige udgaver ved iagttagelse på to
forskellige måder. Men en modstrid kan ikke opstå, for de to forskellige
iagttagelsesmåder kan ikke udføres samtidigt. Men det er et fundamentalt nyt
forhold til naturen. Tilsammen udgør de alt
hvad vi kan vide om fænomenet. I den forstand komplementerer de hinanden.
Den
komplementære dualitet forekommer i to udgaver, den supplerende og den
ekskluderende; betegnelserne er mine egne. I den supplerende er der tale om at
mere af det ene betyder mindre af det andet. I den ekskluderende er der kun to
muligheder; når den ene er i spil er den anden udelukket. De to udgaver er i
den kvantemekaniske formalisme flettet helt ind i hinanden.
Den
supplerende komplementaritet forekommer i Heisenbergs ubestemthedsrelation
Dx Dp > h
hvor x står for stedsmåling og p for impulsmåling på samme
kvantefænomen og D symboliserer den uundgåelige ubestemthed på
målingen. Jo mindre ubestemthed på den ene, desto større på den anden. h er Plancks konstant. Den er den
afgørende naturkonstant hvorved kvantemekanikken adskiller sig fra den
klassiske fysik. h>0 skaber
kvantemekanikken.
Komplementariteten
på s.16 er den supplerende: ”kunstoplevelsen
svækkes i samme grad som analysen griber om sig.” – og omvendt.
Den
ekskluderende komplementaritet opstår med elementarfænomener, f.eks. elektroner,
der kan optræde på to måder.
Min
behandling af problemet med den frie vilje er den ekskluderende
komplementaritet som Arno Victor Nielsen udtrykker det s.49, og som det finder
sin løsning i Afsnit 10. Ligeledes er Spinozas komplementaritet, s.43, den
ekskluderende.
[23] Abraham Pais: Niels Bohr og hans tid. Spektrum, 1994, s.322
[24] Abraham Pais: Niels Bohr og hans tid, s.450 og 474
[25] Solvay 1927 og kvantemekanikken. L9
[26] Om Alain Aspects forsøg, L10
[27] Bells betingelse, L11
[28] Hør ham selv, L12
[29] Det der er ud over (meta) fysikken; de implicitte forudsætninger for fysikteoretisk arbejde.
[30] Teorien om karakteren af ’væren’, om måden at eksistere på.
[31] Kant og Bohr.
Det har undret
mig at Kant ikke nævnes sammen med Bohrs filosofi.
Kant: Das Ding an sich. fra L23:
”For Kant betyder det tingen, som den er,
altså inden den fremtræder i tid og rum. Det er umuligt, ifølge Immanuel Kant, at vide
noget om tingen i sig selv, undtagen at den nødvendigvis må være der, da
begrebet 'fænomen' ellers ingen mening giver.”
”En af Kants pointer er, at vi kan sige noget
om hvordan vi erkender tingen, men vi kan ikke sige noget om tingen i sig selv.
Således forsøger han med sin filosofi at kende erkendelsens grænser og muligheder,
hvorimod selve tingen i sig selv altid vil være uerkendt af os.”
[32] Svend Brinkmann
& Lene Tanggaard (red.): Kvalitative
metoder side 191. L24
Om Heidegger:
”Dasein er Heideggers betegnelse for
mennesket som fortolkende og verdensudlæggende væsen. Hos Heidegger forlades
Husserls strenge deskriptive fænomenologi, og i stedet udvikles fænomenologien
i hermeneutisk retning.
Heideggers hovedværk ’Væren og
tid’ forsøger at besvare spørgsmålet om, hvad et fortolkende væsen grundlæggende er, og bogen kan derfor
kaldes en fortolkning af fortolkningsakten (Richardson, Fowers
& Guignon, 1999) - eller en fortolkning af
fortolkeren.
Ifølge Heidegger adskiller Daseins væren sig fra andet i universet. Fysiske genstande som stole, biler og bøgetræer har kategoriske ontologiske karakteristika (fx højde og vægt), hvorimod mennesker som Dasein betragtet er historier eller begivenheder og har eksistentialer som deres ontologiske karakteristika (Brinkmann, 2008). Det vil sige, at mennesket primært eksisterer som involveret i en verden af betydning, relationer og formål og kun sekundært i en verden af rent fysiske genstande, og for Heidegger udlægger vi ikke bare verden igennem vores livsførelse, for vi ved tillige, at vi fortolker verden – og at vi kunne have fortolket verden anderledes.”
[33] Abraham Pais: Niels Bohr og hans tid, s.450
[34] Projektrapport fra RUC. Om fænomenernes helhedspræg. L13
[35] Fra Bohrs mindeskrift ved
Einsteins død.
[36] Spinozas komplementaritet L16
[37] Einstein/Bohr
·
Om hvordan Aspects forsøg eksperimentelt
afgjorde uenigheden mellem Einstein og Bohr og gav Bohr
medhold,
·
og hvordan denne uenighed grundlæggende er helt den
samme som lader Spinozas synspunkt feje Descartes’ af banen,
·
og hvordan disse afgørende forskelle er springet ind
i et nyt paradigme.
”Herfra hvor jeg står” er absolut en væsentlig indledning
når man skal se sig omkring. Det er afgørende for hvad man ser.
At forblive i den nuværende position, at ville se det
hele udefra, er ifølge Søren Kierkegaard at forblive i vildfarelse. Han
forklarer det således (kritik af Hegel): L43
”En Tænker opfører en uhyre
Bygning, et System, et hele Tilværelsen og Verdenshistorien o. s. v. omfattende
System – og betragter man hans personlige
Liv, saa opdager man til
sin Forbauselse dette
Forfærdelige og Latterlige, at han selv ikke personligen
beboer dette uhyre, høithvælvede
Pallads, men en Ladebygning ved Siden af, eller
et Hundehuus, eller i det Høieste Portnerleiligheden.
Vilde man tillade sig med et eneste Ord at gjøre opmærksom paa denne Modsigelse, saa vilde han blive fornærmet.
Thi at være i en Vildfarelse frygter han ikke, naar han blot faaer
Systemet færdigt – ved Hjælp af at være i en Vildfarelse.”
Jeg har set at Einstein skulle have udtrykt noget i
retning af: Jeg søger en teoretisk forståelse af verden som giver mig en
position hvor jeg kan beskrive verden entydigt og deterministisk udefra.
Selvom jeg ikke kan finde kilden, vil jeg anføre det som en klar karakteristik
af at Einsteins position forblev den klassisk-fysiske og dermed grundlæggende distancerede
sig fra Bohrs.
Bohr udtrykker denne distance
direkte i Fysikkens
Erkendelseslære og Menneskekulturerne, Trykt i Tilskueren 56, I, 1939 og udgivet i Atomfysik
og menneskelig erkendelse, J. H. Schultz Forlag, København 1957:
”Vi
stilles her overfor et erkendelsesproblem, der er helt nyt inden for
naturvidenskaben, hvor al beskrivelse af erfaringer hidtil har hvilet på den allerede bag almindelig
sprogbrug liggende forudsætning, at det er muligt skarpt at skelne
mellem objekternes opførsel og de midler, hvormed de kan iagttages; en
forudsætning, der jo ikke alene er fuldt berettiget ved alle dagligdags
foreteelser, men tillige danner hele
grundlaget for den klassiske fysik, der netop gennem relativitetsteorien har fundet så
vidunderlig en afrunding.
Så snart vi imidlertid har at gøre
med fænomener som de individuelle atomprocesser
[Fedmet ved mig] … tvinges vi derfor til nærmere at
undersøge karakteren af de oplysninger om objekterne, som der overhovedet kan
blive tale om at vinde, og hvorledes disse oplysninger lader sig sammenfatte.”
Einstein afslutter (sat på plads med Bohrs fulde
anerkendelse!) den klassiske fysik. Det var så det!
Den nye fysik begynder med kvantemekanikken, og
den begynder med en udfordring til sproget (hele det sidste afsnit af citatet
handler om sproget), altså krav om bevidsthedens tilpasning.
I den verden vi nu prøver at forstå, er vi via vores
måleinstrumenter selv en del. De atomare fænomener giver sig ikke
selvstændigt til kende. Vi ser dem kun sammen med og i fremtrædelsesform
afhængige af vores makroskopiske opstillinger. Dette er fænomenernes helhedspræg.