Opdateret: 26-10-2019 21:51

 

En anden forståelse af forståelse

Bevidstheden, verden og virkeligheden

Selvreference og komplementaritet

 

 

·         Tak til mine venner Pawel Kaminski og Hans Gammeltoft-Hansen som har brugt tid og kræfter på at udfordre mig i et todagesseminar i begyndelsen af juni 2018.

·         Jeg bruger nyt komma.

Venlig hilsen claus@munchow.net

 

 

Dette er en kontroversiel tekst.

Velkommen!

 

 

Abstract:

Kvantemekanikken er i særklasse den mest omfattende og succesfulde naturbeskrivelse menneskeheden har skabt. Den har bare den ubehagelige følge at naturen opfører sig naturstridigt – i hvert fald hvis naturen skal opføre sig fornuftigt. Over for denne udfordring udviser såvel fysikere som filosoffer stor rådvildhed. Kvantemekanikken er en udfordring for vores bevidsthed.

Hvad er bevidstheden? – spørger bevidstheden. Denne væmmelige selvreference udelukker at bevidstheden kan finde bevidstheden ved at søge sig selv. Den ser sig selv som i et spejl og ser naturligvis det den er, uanset hvad den er.

Efter Descartes har den vestlige filosofi set en uafviselig dualitet i det eksisterende, i verden. Denne dualitet betragtes udefra. På det grundlag opstår de to klassiske problemer, det psyko-fysiske problem og spørgsmålet om viljens frihed.

Ifølge Spinoza, Descartes samtidige, er verden, os inklusive, hel og udelelig. Vi kan ikke stille os udenfor.

Tilsvarende har mødet med den atomare verden påtvunget os et komplementaritetsprincip som sætter et nyt vilkår for vores bevidstheds placering som iagttagere af verden. Vilkåret er ikke foreneligt med Descartes iagttagerposition, men med Spinozas. Det er ikke foreneligt med Einsteins, men med Bohrs.

Ved at forlade Descartes/Einsteins position og antage Spinozas/Bohrs, forsvinder grundlagt for det psyko-fysiske problem.

Ved at opfatte komplementaritetsprincippet som et naturligt, generelt vilkår for bevidstheden, opløses problemet om viljens frihed kontra determinisme, idet ”kontra” forsvinder, og ’vilje’ bevarer sin umiddelbare oplevede betydning.

Det vil så betyde, at en anden forståelse vil kunne forstå lidt mere af det hele.

 

 

Forord om tekstens disposition og art:

Links fylder i alt meget mere end hovedteksten. Med hovedteksten prøver jeg trække en linje som forhåbentlig kan vise en overskuelig sammenhæng i de nye tanker. Derfor er de mange yderligere begrundelser, uddybende bemærkninger og konsekvenser som kan knyttes til bestemte passage i hovedteksten, placeret i links. Mus over et link giver et popup med kort præsentation af linkets indhold så man kan beslutte om man vil følge det.

Traditionel filosofi dyrkes i sagens natur inden for traditionelle rammer som er opstået i - og vedligeholdes som rammer af – ja, traditionen. Afsættet for hovedteksten er klart uden for de rammer. Resultatet er derfor umiddelbart helt fremmedartet, og både stil og indhold byder traditionelle forskere imod i en grad så de helt afviser at tage stilling - har det vist sig.

Min tekst ligner altså ikke på nogen måde gængse filosofiske tekster. Disse er, som følge af at de til stadighed støder panden mod den samme mur, meget komplicerede og verdensfjerne. Jeg ønsker på ingen måde at kopiere den stil. Tværtimod generer det mig ikke, skulle min tekst for nogle fremstå påfaldende simpel, hvis blot indholdet præsenterer sig velbegrundet og med sammenhængende logik. Måske er det slet ikke så svært.

 

Det er altså slet ikke en videnskabelig tekst som prøver at løse en opgave inden for en bestemt traditions ramme. Tværtimod søger teksten at lade tanker spire frit. Jeg tillader mig derfor også ofte at referere til sekundære tekster idet andres udlægninger af originalteksten kan være lige så inspirerende. 

Læs min tekst på dens egne betingelser, et nyt grundlag, følg med i en ny begyndelse, og sæt så fingeren ned på svaghederne. Og betænk så lige bagefter den nuværende situations grundlæggende magtesløshed.

 

 

 

 

 

 

Verden er givet

Bevidstheden er ikke givet

Alle problemer er pseudoproblemer

De skyldes bevidsthedens måde at behandle dem på

 

0. Indledning

Helt forfra…

Det filosofiske problem om forholdet mellem sjæl og legeme, … opstår som følge af en skelnen mellem to værens-områder: sfæren af mentale fænomener (tanker, følelser, sanseindtryk osv.), som viser sig i et »indre« eller første-persons perspektiv, og legemet eller - mere generelt - den materielle virkelighed, der foreligger som objekt for ydre beskuelse.

Således præsenteres det problem, det psyko-fysiske problem, som

”gennem de sidste ca. 350 år har stået højt på den filosofiske dagsorden og den dag i dag er et af de mest omdiskuterede emner inden for international fagfilosofi.”

i Sjæl-legeme-problemet af Erich Klawonn.

Efter en grundig analyse af problemstillingerne indleder han de afsluttende bemærkninger således:

"Vi har nu betragtet de fire klassiske teorier om sjæl-legeme-problemet. Hermed kunne det se ud som om vi har fået en udtømmende oversigt over de rationelt mulige standpunkter. ... Men så synes der unægtelig at være opstået den mærkværdige situation at ... samtlige mulige standpunkter kan påvises at være uholdbare!"

-en ren lækkerbisken for en filosof - for mig en grund til at søge et radikalt nyt forståelsesgrundlag.

Undervejs søges efter bevidstheden som hører hjemme i kategorien sjæl. Og Klawonn skriver på s. 21:

"I ontologisk forstand er bevidsthed noget ... om det så er en østers eller en regnorm"

En anden filosof, Susan Blachmore i Consciousness, leder også efter bevidstheden og finder (dvs. snarere finder ikke):

"Consciousness, then, is a grand delusion. It arises through such questions as "Am I conscious now?""

Det er interessant at de inden for samme filosofiske tradition finder hhv. næsten hvad som helst og næsten intet. De har ikke gjort sig klart hvad de leder efter. Bevidstheden søges i blinde som et selvstændigt studieobjekt – søges af bevidstheden selv; det er lidt grotesk!

Søg og du skal finde, gælder ikke. Der er nemlig ikke en bevidsthed ’derude’ man kan ’finde’. Vil man bruge begrebet, må man definere betydningen. Nærværende tekst demonstrerer den forvirring der følger af denne undladelsessynd.

 

Vi må begynde helt forfra med menneskets bevidsthed.

 

Har vi overhovedet en bevidsthed?   Ja, med begrebernes betydning i det sprog vi kommunikerer med, har vi en bevidsthed, i hvert fald i og med vi begynder at tænke med sprog. Når vi tænker, må vi have en bevidsthed. Vi tænker videre…  Altså: Vi har en bevidsthed.

Hvorfor har vi en bevidsthed? spørger bevidstheden. Spørgsmålet er meningsløst. Vi kan ikke stille spørgsmålet uden at bevidstheden allerede eksisterer. Den er der bare! Bevidstheden er principielt uforklarlig, et mirakel.

Hvad er bevidstheden? spørger bevidstheden. Og svaret må gives af bevidstheden som må se ind i sig selv. Så ser den sig selv som i et spejl og får bekræftet sin selvopfattelse. Bevidstheden er hvad den er, uanset hvad den er.

 

Bevidstheden eksisterer kun for bevidstheden selv. Det er faktisk dér Susan Blackmore ender på s. 131 efter meget grundigt at have afsøgt alle muligheder. Bevidstheden er en mirakuløs, selvrefererende, selvopretholdende tankekonstruktion som selv skaber sin egen virkelighed.

Bevidstheden der spørger til sig selv er den ultimative selvreference.

Selvreference indebærer uafviselige logiske problemer.

Denne sætning er falsk” er en helt korrekt anvendelse af ord og begreber. Men den modsiger sig selv.

Det kan også siges sjovere: Bertrand Russel lader en menig soldat få ordren: “Du skal barbere alle de menige som ikke barberer sig selv” – en yderst fornuftig og hygiejnisk ordre. Det går også fint indtil han kommer til sig selv.

Og avanceret: Gödels sætning om visse korrekt formulerede påstande inden for et lukket matematisk system byggende på de hele tal. Det kan bevises at deres sandhedsværdi kan ikke afgøres.

Vores logik kan altså ikke nødvendigvis gennemføres til en tilfredsstillende afklaring af ethvert fornuftigt spørgsmål. Selv ikke inden for matematikken.

Selvreferencen kan forekomme helt problemløst, f.eks. ”denne sætning er dansk”. Selvreferencen i de to første eksempler ovenfor kortslutter logikken på en provokerende måde, men har derudover ikke yderligere implikationer.

Men hvis selvreference forekommer fundamentalt og uomgængeligt, som med fænomenet bevidsthed, så er det omsonst at søge at lægge logik ud over forståelsen. Bevidstheden opleves, og den eksisterer for sig selv og i kraft af sig selv, og er kun hvad den ser i sig selv. Hvor skulle dens selvforestilling ellers komme fra?

For Søren Kierkegaard er selvreferencen og logikkens afmagt selve vejen til at forstå mennesket.

Uanset hvad bevidstheden er, tænker den, og hvad den ser af konflikter, er konflikter som den finder i sig selv i forhold til verden. De opstår i bevidstheden som følge af den måde den selv opfatter verden og sig selv på. Verden er givet, så derfor er bevidstheden den afgørende del når vi danner os indtryk hhv. videnskabelige teorier om verden. Men

bevidstheden behandles slet ikke som på en gang vilkårlig og ansvarlig for vores virkelighedsopfattelse

i aktuel videnskab.

Når nu klassiske, dybe og uløselige problemer har plaget vestlig filosofi siden Platon, så var det vel på tide at nytænke selve bevidstheden.

Men kan man virkelig tænke sig fuldgyldige alternativer? Ja! Vi behøver ikke fantasere over hvordan bevidstheden i fortiden opfattede verden og sig selv – det er ellers også en lærerig træning, for det kan også gøre muligheden for nye opfattelser i fremtiden nærværende. Ej heller behøver vi gå til isolerede nulevende stammers shamanisme etc. Vi kan fremdrage to i nutiden eksisterende og uomtvisteligt dybe og seriøse erfaringer vedrørende bevidsthedens rolle, position og muligheder. Det er to som afgørende afslører den aktuelle tænkemåde som vilkårlig, og altså erstattelig hvis det kan gøre verden mere forståelig. Det er østlig filosofi og kvantemekanikken i Niels Bohrs tolkning af dens implikationer for bevidstheden (i min videre udlægning).

Østlig filosofi. (i koncentreret uddrag af Ole Vedsted: Bevidsthed, s. 35-36)

Hvad vi i vesten opfatter som den sandeste virkelighed, den naturvidenskabeligt fastslåede, er for mange østerlændinge en illusion. Østlig filosofi tilstræber derfor gennem mental træning at opnå en mental frihed for illusioner, fri for jeg-oplevelsen og fri for de tanker som normalt opretholder jeg-forestillingen og holder bevidstheden fast i tid og rum. Ved at opnå mental tomhed opnås den universelle bevidsthed, oplevelse af altet og af fylde, den højeste bevidsthed. Det er også en mulighed for bevidstheden.

Denne filosofi har en historie som er mindst lige så gammel som filosofien efter Platon, og den er dyrket med ikke mindre intensitet og seriøsitet. Der er en voksende interesse for hvad østlig filosofi kan berige vesten med. Men der er langt fra tale om et gennembrud. Vi kan her blot konstatere af den i sandhed er et helt andet sted end

Vestlig filosofi

Jeg skal ikke her forsøge at beskrive vestens bevidsthedssyn for os som lever i det, og som vestlig filosofi hviler på. Dog må Descartes opfattelse nødvendigvis kritiseres i Afsnit 5.  Men her kan det være interessant at se på virkningen af det. Det har nemlig slet ikke blot teoretisk betydning hvordan man tænker om verden. Mens østlig filosofi helt overordnet tilstræber et holistisk verdenssyn, så er er vestlig filosofi og videnskab præget af Platons dualisme og senere af Descartes dualisme og af videnskabelig reduktionisme. Det er umuligt at forestille sig isolerede stammer med et tæt naturforhold og østlige kulturer med et holistisk verdenssyn udvikle sig ødelæggende for deres eget eksistensgrundlag. Det er imidlertid det vi ser i den vestlige verden, og helt uhjælpeligt forestiller vi os at mere af det samme, vækst og videnskabelig reduktionisme, skal redde os. Vi er på afveje, og skulle min tekst vække teoretisk nysgerrighed, så er det meget vigtigere hvis den kunne rykke…

 

Kvantemekanikken

er en helt ny udfordring. Den er opstået i fysikken inden for vores egen kulturkreds. Jeg finder det derfor - også som fysiker - mest relevant at lade den være det grundlag som giver mig legitimitet til en fundamental nytænkning af bevidstheden. Fysikken arbejder på den længste og mest logisk grundfæstede metode inden for vores vestlige kulturs videnskaber. Inden for fysikkens rammer er der med ubønhørlig konsekvens opstået et stærkt provokerende problem for vores traditionelle placering af bevidstheden i forhold til verden. Nobelpristager og en af de mest indflydelsesrige amerikanske fysikere i det 20. århundrede med uvurderlige bidrag til teorien for kvanteelektrodynamikRichard Feynman, siger

”Jeg mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er ikke nogen der forstår kvantemekanik… Lad være med at blive ved med at sige til dig selv ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lade sig gøre”   (Gamma 138, s 43):

Man frarådes at stille spørgsmål! en særpræget videnskabelig doktrin. Den udfordring vil i fremtiden gøre det uomgængeligt at tage bevidstheden op til kritisk behandling med en transformation, et paradigmeskifte, til følge.

I Afsnit 3 vil kvantemekanikkens særlige udforddring blive fremlagt. Her skal blot nævnes det i denne sammenhæng afgørende resultat: Bohr indså at bevidsthedens vilkår for at forstå verden blev afgørende ændret. Blandt de sentenser som indgår i den kvantemekaniske belæring - et gennemgående Bohrbegreb – er følgende Bohr-citater:

”Det er forkert at tro, at det er fysikkens opgave at finde ud af, hvordan naturen er. Fysik handler om hvad vi kan sige om naturen”.

”Vi er ophængt i sproget”.

Det drejer sig ikke om at pålægge naturen i sig selv en bestemt værensform, men om at kunne kommunikere entydigt, logisk og indholdsfuldt om vores erfaringer. Det er så langt vi kan komme, og det er mit afsæt for at nytænke bevidstheden. Vi kan ikke sige noget om verden i sig selv, vi kan kun tilpasse vort sprog, som dermed konstituerer vores bevidsthed og vores virkelighed. At give principielt afkald på at forstå visse problemer er kontroversielt i vores kultur. Og insisterer man alligevel, så bliver forsøgene aldeles krampagtige - eller de må opgives (Feynman). Det er præcist her jeg tager mit kontroversielle skridt. Dvs jeg accepterer mirakler. Sådanne er universets og bevidsthedens eksistens. Det er ikke problemer, men vilkår.

Vi må starte der hvor verden viser sig for os. En holdbar virkelighed opstår så når vi finder ud af hvad vi modsigelsesfrit og med indhold kan sige om det vi oplever.

Definition: Verden er alt.

Definition: Virkeligheden er vores bevidstheds beskrivelse af verden.

Virkeligheden findes ikke; den skabes af bevidstheden, hvor findes ikke” skal læses i den betydning at virkeligheden ikke kan findes ved at søge efter en på forhånd eksisterende absolut virkelighed ’derude’. Enkelte filosoffer har tænkt sådan. Det drejer sig om Kant som skelner mellem Das Ding an sich (verden) og Das Ding für uns (virkeligheden). Og det drejer sig om Heidegger, mennesket (vores bevidsthed) er verdensudlæggende.

Virkelighed = verdensopfattelse. Verden findes. Verden er det der er i kraft af miraklet at der overhovedet er noget. Vi kan ikke udtale os om verden udover at den er. Når vi forsøger at sige mere om verden, altså sætter ord på, så bliver det vi siger, til virkeligheden. Således opstår vores virkelighed helt automatisk. Således opstod tidligere virkeligheder, og således vil fremtidige virkeligheder opstå - helt automatisk! Og de er meget forskellige. Vores bevidsthed er verdensudlæggende. Med det begreb beskriver Heidegger vores væren.

 

Det syn hvormed Bohr anskuer de kvantemekaniske problemstillinger kan karakteriseres som holistiske, antireduktionistiske, hvilket er det uspiselige for traditionelle fysikere, herunder Einstein og Feynman. De står isoleret og betragter udefra en verden som analyseres reduktionistisk.

At virkeligheden skabes af sproget, er et meget radikalt skridt for vores aktuelle verdensopfattelse. Men nu udfordres den altså også af kvantemekanikken som har helt anderledes uomgængelige og udfordrende kort at lægge på bordet end Kant og Heidegger.

Efter at have gjort hvad jeg kan for at nedbryde på forhånd givne forestillinger, vil jeg nu forsøge helt forfra at opbygge en brugbar forståelse af begrebet bevidsthed og opbygge et billede af vores position som mennesker i verden som er i overensstemmelse hermed.

 

 

1.              Bevidstheden

Vi ønsker at bruge begrebet ’bevidsthed’, og så må vi definere betydningen deraf i overensstemmelse med ovenstående analyse. Der er blot tale om en præcisering og uddybende begrundelser.

Definitionen vil umiddelbart støde mange som prøver at karakterisere bevidsthed som de indre oplevelser/følelser/motivationer som dyr viser alle tegn på have fælles med os. Det er noget sådant Klawonn indkredser i sit afsnit om dualismen, s. 21 i sin bog, citeret i indledningen (om østers og regnorme). Men herved går han uden om det specifikt menneskelige, og det må være det der er interessant i forbindelse med vores forståelse af os selv og verden. Min definition gør bevidsthed til en specifik menneskelig egenskab, det der karakteriserer mennesket i dyreriget. Den gives i overensstemmelse med dagligdags anvendelse af ’bevidsthed’. Vores handlinger kan opdeles i bevidste og ubevidste handlinger. De bevidste kan vi sætte ord på, og ofte vil handlingen ledsages af en sprogbaseret begrundelse. De ubevidste handlinger udføres uden ledsagelse af noget sprogligt. 

Vi tænker og kommunikerer ved hjælp af vores abstrakte sprog. Det har vi, det har dyrene ikke. Men det er også den eneste principielle forskel. I min indkredsning af mennesket som biologisk væsen spiller ligheder mellem træk hos dyr, tydeligt hos de højerestående, og mennesker en afgørende rolle. Tag sproget fra homo sapiens, og principielt adskiller vi os på ingen måde fra det øvrige dyreliv.

 

 

Definition: Bevidstheden er det som rummes og udfoldes i vores abstrakte, ordbårne, logiske sprog, og som udtrykker vores indre oplevelser.

Bevidsthedsmiraklet er at vores indre oplevelser kan udtrykke sig i sproget. Her opstår bevidstheden, principielt uforklarligt. Mirakuløst kan vores hjerne jonglere med dette sprog som kan udtrykke, udvikle og nuancere tanker og meddelelser uden grænser.

Det er tilmed en dynamisk definition. Bevidstheden udvikler sig sammen med de ord og begreber som inddragende udtrykker nye oplevelser og indsigter.

Bevidstheden findes ikke; den skabes af bevidstheden selv.

Tegnsprog er også et sådant abstrakt sprog.

Men kropssprog og kunstens sprog er det ikke. Med kropssproget taler vi - og dyrene indbyrdes, og vi til dyrene og omvendt, for vi hører til dér - umiddelbart til hinanden uden om bevidstheden. Vi mennesker kan tolke kropssprogets meddelelser og inddrage dem i bevidstheden idet vi formulerer ord, tavst eller udlægger dem for andre. Men de kan rumme og foranledige meget mere end svarende til de ord vi kan sætte på, og om det er vi ubevidste. Det samme gælder i høj grad kunstens sprog. Kunst, aller Art, har umiddelbart meddelelser til os uden om bevidstheden. Hvis vi forsøger at tolke og analysere med ord, inddrages de i bevidstheden. Men så ødelægges de som ren kunstoplevelse, de skifter kategori. Oplevelse og analyse af kunst er komplementære tilstande. Bohr påpeger noget tilsvarende: ”Vi kender alle det gamle visdomsord, at når vi prøver at analysere vore egne følelser næppe har dem mere.

At gøre sproget lig med bevidstheden om verden er i forlængelse af Bohrs konklusion efter den kvantemekaniske belæring. Den er også sammenfaldende med Descartes res cogitans (den tænkende substans, vi tænker med sprog). Mennesket er et sprogligt væsen.

Men en gammel, dyb indsigt er det også. Himlen åbner sig når vi ser til Johannesevangeliet:

v1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. v2   Han var i begyndelsen hos Gud. v3  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. v4  I ham var liv, og livet var menneskers lys. v5  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Det lægger sig helt ind i nærværende sammenhæng hvis man - helt oplagt - i stedet for ’ordet’ skriver ’sproget’, i stedet for ’Gud’ skiver ’Miraklet’ og i stedet for ’lyset’ skriver ’bevidstheden’: 

v1 I begyndelsen var sproget, og sproget udsprang af Miraklet, og sproget var Miraklet. v2   ... v3  Alt blev til ved Miraklet (= sproget), og uden Miraklet (= sproget),  blev intet til af det, som er. v4  I Miraklet fandtes liv, og i livet var menneskers bevidsthed (= sproget). v5  Og bevidstheden (= sproget) oplyser mørket, …

De 5 første vers af Johannesevangeliet gør – med mine synonymer – sproget, Miraklet, det eksisterende og bevidstheden til forskellige udslag af Miraklet. Universet, det eksisterende, som vi kan kende det, skabes af vores bevidsthed = lyset. ”Der blive lys” = ”Der blive bevidsthed” er selve skabelsesbesværgelsen.

Virkeligheden er skabt, idet vi har set lyset! - har fået bevidsthed. Det må være indsigten som prologen i Johannesevangeliet åbenbarer - i den ”rette” oversættelse.

 

2.             Paradigmer

En sammenhængende, bredt accepteret videnskabelig virkelighed udgør et videnskabeligt paradigme. Når den aktuelle bevidstheds forståelse udfordres af erfaringer som ikke kan indpasses i paradigmet, så må bevidstheden rykke sig, dvs. udtrykke sig anderledes. Er det afgørende udfordringer, forårsager de et paradigmeskift.

I menneskets historie har opfattelsen af hvad vi er, og hvad verden er, ændret sig radikalt flere gange. De tre seneste paradigmeskift har jeg behandlet grundigt i Niels Bohr og det nuværende paradigmeskifte. Her forudses også hvordan kvantemekanikken kan være den sten i skoen som vil komme til at gnave på den nuværende verdens- og bevidsthedsopfattelse til den bukker under og giver plads for en ny.

– og - forhåbentligt - hvor vi med vores nye bevidsthed forstår vores indlejring i hele naturen, således at selvbeskyttelse bliver total naturbeskyttelse, og menneskeheden dermed redder sig fra at forårsage sin egen undergang. (Ja, hvor finder man et håb?)

Kvantemekanikken stiller os i en ny situation med hensyn til at forstå. Hvad forstår vi overhovedet ved at forstå? Og således rammer selvreferencen selve vores forståelse. Måden at forstå på er vilkårlig (kontingent, uden bestemmende årsag) jf. igen Heidegger.

 

3.              Fysikken

Fysikken sætter helt anderledes end filosofien entydigt og uomgængeligt kniven direkte på struben. De eksperimentelle resultater opstår på rad og række med tvingende nødvendighed, og forstås. I den situation spillede Bohr en særlig rolle som det vil fremgå af det følgende.

Atomfysik og menneskelig erkendelse, Schultz, 1957, s 109-110, beskriver Bohr i generelle vendinger hvorledes den traditionelle filosofiske tænkning ikke er forenelig med iagttagelses- og erkendelsesvilkårene indeholdt i komplementaritetsprincippet:

På baggrund af den indflydelse, som den mekaniske naturopfattelse har udøvet på filosofisk tænkning, er det forståeligt at man fra mange sider har opfattet komplementaritetssynspunktet som rummende en med beskrivelsens objektivitet uforenelig henvisning til den subjektive iagttager. Selvfølgelig må vi på ethvert erfaringsområde opretholde en skarp adskillelse mellem iagttageren og indholdet af iagttagelserne, men vi må betænke at virkningskvantets opdagelse har stillet selve grundlaget for naturbeskrivelsen i ny belysning og belært os om hidtil upåagtede forudsætninger for den rationelle anvendelse af de begreber, på hvilke meddelelserne om erfaringerne hviler. I kvantefysikken er, som vi har set, en redegørelse for måleinstrumenternes funktioner uundværlig for definitionen af fænomenerne, og vi må så at sige drage skillelinjen mellem subjekt og objekt på en måde, der i hvert enkelt tilfælde sikrer den entydige anvendelse af de i meddelelserne benyttede elementære fysiske begreber. Langtfra at rumme en mod videnskabens ånd stridende mystik henviser betegnelsen komplementaritet blot til de med vor stilling ved beskrivelsen og sammenfatningen af erfaringerne på atomfysikkens område forbundne erkendelsesvilkår.

Bohrs stil var berygtet. Det kan også være svært umiddelbart at lodde dybden i dette citat. Men typisk for Bohr bliver det mere og mere indholdsfuldt for hver gang man læser det - parallelt med at man fordyber sig i kvantemekanikkens vilkår!

Citatet er en understregning af det definitive brud med tidligere tænkemåde. Jeg betragter det som en særlig chance for mig at jeg er fysiker og ikke formelt filosofisk skolet. Jeg er ikke opflasket med en afgrænsende filosofisk tradition. Min bevidsthed er så at sige ikke formet af en sådan.

Hvis kvantemekanikkens belæring tages alvorligt, må det betyde at den aktuelle filosofiske tænkning ikke er brugbar i forbindelse med de nye udfordringer. Ja, den udfordring fysikerne mødte med kvantemekanikken, har end ikke kunnet finde sin afklaring i bevidstheden selv blandt verdens fremmeste fysikere. De stiller sig i stigende grad tilfredse med at den virker. Og blandt skolede filosoffer og psykologer…

Som fysiker uddannet på Bohrs Institut, er jeg dybt påvirket af den kvantemekaniske belæring; således omtaler Bohr den afklaring han kom frem til efter de i fysikken totalt omvæltende første 3 årtier af 1900-tallet startende med opdagelsen af radioaktiviteten kort inden. Fysikerne fik her adgang til et helt nyt forskningsområde i form af atomfysikken, hvor en ny virkelighed afslørede træk som stred fundamentalt mod det man troede var grundlæggende egenskaber ved naturen – og oven i købet grundlæggende anfægtede vores forestilling om os selv som iagttagere af den. Kvantemekanikken inddrog afgørende forholdet mellem verden og iagttageren, dvs. vores bevidstheds rolle i tolkningen af verden. I løbet af mindre end en generation blev konklusionen draget: Den klassisk-fysiske verdensbeskrivelse og forståelsesmåde er ikke anvendelig i den atomare del af verden.

Da de første atomare fænomener viste sig, troede man slet ikke man ville kunne få forståelse af de elementære, atomare fænomener, da de foregik i en verden som var utilgængelig for os på grund af vores grove, makroskopiske sanser og hjælpemidler. Men det viste sig at man kunne tilpasse makroskopiske opstillinger så de atomare fænomener kunne præsentere sig under forskellige forhold. Og her afsløredes at den atomare verden fremtræder fuldstændigt anderledes end ”vores” verden, den makroskopiske. Samme atomare elementer præsenterer sig med forskellige uforenelige træk afhængigt af den makroskopiske opstilling hvori de giver sig til kende. Den eksemplariske forsøgsopstilling til demonstration af dette er dobbeltspalteeksperimentet med elektroner. Elektronerne lander som partikler på en fotografisk plade på en sådan måde at de undervejs forbi dobbeltspalten har optrådt med bølgeegenskaber. De lander nemlig som resultat af interferens bag spalterne. Den enkelte elektron må have passeret gennem begge spalter, for den har interfereret med sig selv (ikke med andre, de kan afskydes enkeltvis). Man kan underdele opstillingen og lokalisere elektronerne ved passagen af spalterne. Man finder så at de som partikler passerer gennem enten den ene spalte eller den anden, men så forsvinder bølgeadfærden, interferensen. Vi kan ikke se begge dele samtidigt. Enten partikel eller bølge afhængigt af hvordan vi kigger! Det t er dette Bohr udtrykker på sin karakteristiske elegant-snørklede måde at en: ”redegørelse for måleinstrumenternes funktioner [er] uundværlig for definitionen af fænomenerne”. De defineres (fremstår som partikel eller bølge) først i sammenhæng med en makroskopisk opstilling.

Uden en opstilling hvor elektronen optræder med bølge- eller partikelegenskab, så eksisterer den i kvantemekanikken i form af en matematisk repræsentation som indgår i beskrivelsen af atomer. Igennem denne repræsentation giver elektronen grundstofferne deres kendte kemiske egenskaber og dermed grundlaget for vores virkelighed. Så elektroner er  Men ”Hvad vil det sige at være?” replicerede Bohr en gang hvor han blev spurgt ”Jamen hvor er elektronen?” – i sandhed er svar der peger på en ny metafysik.

Efter Plancks opdagelse af den elektromagnetiske strålings kvantisering i år 1900 var tavlen helt blank. I 1913 havde Bohr vist at totalt nye forestillinger kunne være en foreløbig beskrivelse af atomets egenskaber. Men den egentlige teoretiske afklaring bød på en voldsom intellektuel udfordring.

Sammen med Heisenberg skulle han igennem en mentalt udmarvende periode som kulminerede i vinteren 1927 hvor spændingerne blev ulideligt store. Heisenberg, matematikeren, havde sin beskrivelse som var partikelbaseret, og den virkede. Den mente han derfor de burde kunne enes om. Men det var Bohr slet ikke parat til. De havde netop haft besøg af Schrödinger som havde en beskrivelse som var helt anderledes, og den virkede også. Den var bølgebaseret. Bohr ville ikke videre: ”Selv ikke den matematiske formalisme hjælper. Jeg må først forstå hvordan naturen undgår modsætninger.” [Pais]. Hårknuden var så blokerende at der måtte ske noget drastisk. Bohr tog helt alene på fireugers skitur i Norge, og Heisenberg var glad for at blive ladt alene hjemme. For Bohr gjaldt det klar luft og højt til himlen. For Heisenberg var det papir og blyant. Men hos dem begge lå løsningen klar, den skulle bare formuleres. Heisenberg, matematikeren, fandt sine ubestemthedsrelationer, og Bohr vendte hjem med den filosofiske ramme for Heisenbergs ubestemthedsrelationer, komplementaritetsprincippet, den afgørende begrebsmæssige og sproglige fornyelse. De supplerede hinanden perfekt. Her lød startskuddet til kvantemekanikken, den konsistente beskrivelse af atomverdenen og menneskets vilkår som iagttager af samme.

I citatet fra Atomfysik og menneskelig erkendelse skriver Bohr at det gælder om at vi: ”sikrer den entydige anvendelse af de i meddelelserne benyttede elementære fysiske begreber.

Sproget bliver den afgørende position for iagttageren og komplementariteten et nødvendigt begreb heri.

Der er ikke tale om en klassisk, for sig selv eksisterende virkelighed som lader sig beskrive af en udenforstående iagttager. Når vi ikke søger efter elektronen, så er den - uden at være noget! Skillelinjen mellem verden og os må opfattes anderledes. Således fremstår denne verdens elementære dele, deres grundlæggende natur for os. Det evige spørgsmål om stoffets ontologi blev pludseligt meningsløst i den ramme hvor det hidtil var søgt besvaret. Der er tale metafysik af en helt anden art.

I en periode udtryktes på Bohrs institut dette nye vilkår over for verdens grundsubstans som  billedforbud. Man spøgte med en analogi til det religiøse billedforbud, ubegribeligheden i forbindelse med det guddommelige, det hinsides. Allegorien er for så vidt stadigt en relevant. Verden er hinsides.

Omend beregninger på grundlag af kvantemekanikken virker perfekt, så strider kvantemekanikkens verdensbeskrivelse mod sund fornuft hvis man tænker over den! Einstein accepterede det aldrig, og det var et varmt emne mellem ham og Bohr resten af livet.

Mange tankeeks­perimenter blev konstrueret som grundlag for diskussionen. I den situation manglede der en mulighed for at afgøre sagen med et faktisk eksperiment. Sådan en mulighed blev i 1964 opdaget af John Stewart Bell (Nordirland, 1928 - 1990). Så manglede der en eksperimentator som kunne gennemføre eksperimentet. Han kom i 1982 i skikkelse af den franske fysiker Alain Aspect (f. 15.6.1947). Så blev sagen afgjort. Bells betingelse for at verden opførte sig fornuftig, var ikke opfyldt! Det var voldsomt. Aspect udtalte at han var stærkt forbløffet, og Bell har jeg oplevet i en videofilm give udtryk for sin totale afmagt mht. at forstå Aspects forsøgsresultat. Han sagde: ”Jeg har igen og igen læst de steder i Bohrs tekster hvor jeg mener han forsøger at forklare udfaldet. Det er sort snak for mig.”

Vi står i en situation som rummer en uløselig udfordring for de fremmeste fysikere. Deres bevidsthed kan ikke håndtere verden. Situationen udfordrer bevidsthedens selvforståelse.

4.              Paradigmeskiftet

Udfordringen er radikalt anderledes end ved tidligere paradigmesammenbrud. Demokrit forudsagde atomteorien og Aristarcos det heliocentriske system for små 2500 år siden og Giodano Bruno det uendelige univers uden centrum for små 500 år siden.

Det var tanker der kunne tænkes. Længe inden de blev paradigmatiske, lå de som potentielle virkeligheder i verden som den fremstod. Men det komplementaritetsvilkår, som blev fremtvunget af kvantemekanikkens udfordringer, har ingen kunnet forestille sig før 1927. Det var ikke en tænkelig mulighed. Det er det nu. Indtil det blev os påtvunget, levede vi i en utænkelig virkelighed! Og indtil de fulde konsekvenser af kvantemekanikkens erkendelsesmæssige implikationer er blevet afklaret, lever vi i vildrede.

Og dog, komplementaritet. Intet nyt under solen?

Spinoza (1632-1677) har faktisk formuleret et mod Descartes og hele dennes eftertid stridende holistisk verdenssyn. I den forbindelse har han fundet en slags mental komplementaritet nødvendig. Dette verdenssyn var slet ikke anvendeligt i den naturvidenskab som spirede på hans tid, og som sprang i blomst i Newtons Principia i 1687, og som var helt grundlæggende for den industrielle revolution som derefter fulgte. Spinoza er først blevet aktuel i moderne tid. Kombinationen ’holisme-komplementaritet’ i en sammenhæng helt løsrevet fra fysik, men knyttet til bevidsthedens vilkår i hans helhedsverden er virkelig tankevækkende!

Ifølge Bohr afsluttede Einstein den klassiske fysiks æra med de to relativitetsteorier, mens komplementaritetsprincippet og iagttagerens afgørende inddragelse i iagttagelserne (fænomenernes helhedspræg) repræsenterede det nye vilkår når vi betragter den verden hvoraf vi selv er en del.

En fremstilling af det nuværende over for det kommende paradigme bliver altså en fremstilling af Descartes-Einstein over for Spinoza-Bohr, renæssance/rationalisme/nutiden over for fremtiden.

 

5.              Det psyko-fysiske problem

Det psyko-fysiske problem opstår som følge af Descartes opfattelse af verden som bestående af et symmetrisk par af væsensforskellige substanser, res cogitans og res extensa, som betragtes udefra, første figur. Det er den traditionelle dualisme. Men der er faktisk tale om tre positioner, idet res cogitans optræder i to roller, både som den ene del af det iagttagede par og som iagttageren udefra (som jeg forstår Descartes). Res cogitans har splittet sig op i to, hvoraf den ene ser på den anden som en fra den ene forskellig. Det skal gå galt.

Det er fra dette ydre ståsted Descartes og efterkommere kommer i store vanskeligheder. Han/de placerer sig udenfor og ser verden som bestående af to totalt væsensforskellige substanser, res cogitans og res extensa. Res extensa aflæses relevant af res cogitans. Res cogitans kan med viljeshandlinger gribe ind i res extensa. Via hvilke mekanismer påvirker de to væsensforskellige substanser hinanden, den ene vej og den anden vej? – det er det psyko-fysiske problem som er så uendeligt spændende at analysere.

Klawonn analyserer dilemmaet kort og klart på s. 28 i sin bog. Alle forsøgene på at redegøre for forbindelsen inden for Dualismen kommer til kort. Og i en meget kort udgave: Tilsvarende med de 3 andre forsøg på at undgå dilemmaet, Dobbeltaspekt-teorien, hvor bl.a. Gud forsøges inddrages som forbindelsesled, s. 33, Materialismen hvor kun materie er virkelig, og Idealismen som i sin konsekvente udgave, Berkeley s. 124 i Klawonns bog, helt benægter materiens objektive eksistens.

Vores bevidsthed ser sig omkring i verden. Men sig selv skiller den kategorisk ud på en måde så den tror sig i stand til at placere sig uden for verden – og se ned på verden sammen med Gud. Så er man noget!  

Problemet har i en eller anden form eksisteret i mere end 2000 år. Det har siden Descartes været akut fremtrædende og analyseret af en ydre iagttager og er det stadig.

Jeg mener denne opstilling udelukker en forståelse som kan accepteres på opstillingens eget grundlag. Det er åbenlyst absurd at tilskrive verden ’derude’ to essentielt forskellige substanser som kan betragtes af os udefra.

Lige så snart vi placerer iagttageren hvor den hører hjemme, indeholdt i Spinozas udelelige verden, anden figur, ser vi at analysen må forløbe helt anderledes. Den iagttagende bevidsthed skal så ikke forholde sig til to væsensforskellige substanser, den skal, som selvberoende mirakel, finde ord for hvordan den kan forholde sig meningsfuldt til den verden hvoraf den selv er en del. Og her ser Spinoza nødvendigheden af at forholde sig komplementært til den udfordring. Det er meget spændende. Men jeg bygger nu ikke videre på hans fremstilling.

 

 

Udefra-indefra

Ved ’position’ forstår jeg kombinationen af iagttagerens ståsted, subjektet og genstanden, objektet, for iagttagelsen. De to positioner ’udefra’ og ’indefra’ ses fra samme ståsted, bevidsthedens. Positionen ’udefra’ er bevidstheden der ser ud på verden og opbygger vores virkelighed, positionen ’indefra’ er bevidstheden som indefra ser på sig selv og opbygger ’jeg’et. Her er selvreferencen af afgørende betydning. Hvordan jeg ser denne sidste proces for mig, vil blive behandlet i Afsnit 7, Dannelsen af ’jeg’et, og derefter i resten af teksten.

Selvom det psyko-fysiske problem er blevet afgørende ændret når iagttageren træder indenfor, kan vi overveje situationen som den ser ud for den aktuelle hjerneforskning hvor verden iagttages udefra. Her er problemet, hvordan formidles påvirkning den ene vej og den anden vej:

Res extensa -> res cogitans:

Vores krop er en del af den verden som beskrives af naturlovene. Via vores sanser meddeler verden sig med oplevelser til kroppen, oplevelser, som vi roligt kan sige at vi kvalitativt har fælles med dyrene, idet det ydre reaktionsmønster er tydeligt genkendeligt. Meddelelsernes tydelighed afspejler vigtigheden for kroppen.

Et eksempel på en stærk oplevelse: 

En kniv i låret medfører en smerte som er en personlig oplevelse (prøv selv!). Kroppen reagerer umiddelbart, og al opmærksomhed samler sig om smerten. Men smerten som smerte har ikke en art udover den indre oplevelse. Den kan ikke som smerte forstås udefra. Udefra kan man se årsagen til smerten, skaden på kødet. Men man kan ikke i skaden se smerten. Hvis man vil forklare denne oplevelse yderligere, stiller man sig foran en uoverstigelig mur. Smerten opleves! - indefra.

De indre oplevelser er selvoplevelser og er i mennesket ophav til bevidsthedsmiraklet. Og så kan der komme voldsomme ord på! Man bliver i den grad bevidst om den.

De indre oplevelser, uforståelige udefra, men indefra virkelige, er et faktum i livet, og et input for bevidstheden når der sættes ord på. De rummer alle fornemmelser og følelser, også dem som dukker op som hukommelse. Dette er forklaringen på påvirkningen den ene vej, udefra og ind. Accepteres dette,

så har vi løst det psyko-fysiske problem den ene vej.

Den anden vej:

Res cogitans -> res extensa:

 

Mennesker fungerer som dyrene i samspil med en meget kompliceret natur. I det mindste de højerestående dyr viser klare, med vores én til én matchende, udtryk for følelser. Vi synes at være fælles om alt det basale, herunder følelser, og alt det der gælder opretholdelse og videreførelse af livet. Dyrene har alle nødvendige evner og reaktioner. Dertil i øvrigt en hukommelse som kan overtrumfe vores mange gange:

Trækkende fugle som har været en tur i Afrika, kan finde tilbage til samme rede under et garagetag i Sønder Omme. Alt dette uden en bevidsthed baseret på ord.

Neurologien prøver at følge alt dette med naturlove. I princippet kan vi følge de forskellige sanseindtryks vej ind i hjernen hvor de lagres, og de handlinger de deterministisk forårsager til livets opretholdelse. Sådan fungerer livet for mennesker og for dyr - med mindre der skal være tale om viljesstyring. ’Vilje’ er en specifik menneskelig bevidsthedskonstruktion.

Det er ønsket om en fri vilje som ødelægger muligheden for at opnå en tilfredsstillende traditionel neurologisk beskrivelse af menneskets livsmekanismer. Descartes problem den anden vej eksisterer kun hvis res cogitans skal have bestemmelsesret, hvis en handling skal kunne initieres af en vilje der frit og bevidst vælger mellem de foreliggende muligheder, en vilje som er første årsag til en nerveimpulsproces der fuldfører viljens beslutning. Ellers foregår det hele deterministisk efter naturlovene i res extensa.

Dermed er det psyko-fysiske problem den anden vej løst i den sammenhæng hvori det er rejst og behandles, fra positionen ’set udefra’. Her foregår det hele nemlig efter naturlovene. Der er ikke plads til en fri vilje.

 

6.              Den frie viljes problem

Arno Victor Nielsen, filosof, citat:

Man kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje. Men vi kan ikke acceptere det”.

Det er med rene ord den frie viljes problem.

Gennem sanserne bombarderes kroppen af signaler fra omverdenen og fra kroppen selv. Det er i øvrigt umuligt kategorisk at afgrænse individets legeme fra resten af verden. Begge dele er verden uden for bevidstheden indtil der eventuelt sættes ord på. Signalerne fra sanserne er verdens vej ind til vores bevidsthed.

Kroppen reagerer umiddelbart på mange af signalerne udefra, og derigennem vedligeholdes det livsvigtige samspil med resten af verden. Kun en forsvindende lille del af disse signaler når frem til bevidstheden, erkendes med ord.

Alle kroppens reaktioner på sanseinputtene er umiddelbare og kommer derfor før en eventuel bevidsthed om dem.

Det er umiddelbart indlysende med min definition af bevidsthed. Uden en definition kan bevidstheden tilegne sig vilkårlige beføjelser. Her er ønsket om  at være herre i eget hus meget fristende, f. eks. selv at være årsag til ens handlinger. Her opstår det teoretiske fænomen den frie vilje, bevidsthedens muligheder for selv frit at vælge sine handlinger blandt de mulige, og opleve dette som et udtryk for personens vilje. Og her opstår konflikten, for

1.  Man kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje.

Den naturvidenskabelige konstatering er hjerneforskningens og neurologiens analyser af nerveprocesser med den gængse reduktionistiske videnskabsmetode. Her iagttages lovmæssigheder, hvilket er en deterministisk beskrivelse af vores handlinger.

Determinismens følge, fravær af fri vilje, kan synes at have den konsekvens at vi ikke kan drages til ansvar for vores handlinger. Det må genere alle herunder naturligvis især de hjerneforskere som er ansvarlige for synspunktet. De lægger derfor alle kræfter i for at få den frie vilje indpasset i den naturvidenskabelige beskrivelse, klart beskrevet i en artikel i Informatíon.

Et oplagt forskningsspørgsmål inden for disse rammer er at undersøge hvornår beslutningen om at handle tages i forhold til handlingen. Hvor meget kommer den før, eller måske samtidigt med? Er det nærliggende spørgsmål. Og så var det jo chokerende da Benjamin Libet påviste at beslutningen om handlingen kommer efter den aktivitet i hjernen som fører til handlingen; handlingen er i gang inden man beslutter sig! (NB. Det er en situation i forbindelse med bevidstheden som grundlæggende ligner Feynmans, s. 12, i forbindelse med fysikken. Begge nødvendiggør en ny forståelse af vores bevidstheds rolle.)

Libet selv kunne ikke acceptere sit eget forskningsresultat. Han strittede imod: Libet says the diagram shows room for a "conscious veto." og indførte altså en fri uvilje!!! I ramme alvor. Det ændrer intet ved spørgsmålet om frihed til at gribe ind i den deterministiske orden. En omfattende forskning forsøger at nærlæse de fysiologiske eksperimenter for at finde et hul til et viljesindgreb i den kategoriske determinisme, se ” Morten Storm Overgaard” i Informatíons artikel.

I et nyt forord til Mærk verden, 25 år efter førsteudgivelsen, skriver Tor Nørre­-tranders at fri vilje ikke er svær at sluge "hvis man accepterer den enkle indsigt at selvfølgelig har vi en fri vilje, men vi har den bare ikke bevidst".

Er det en løsning?! En vilje som ikke er bevidst!? Her er der tale om en total opløsning af ordets normale betydning.

Hvordan kan det komme dertil? Uklare begrebsdefinitioner, er svaret. Uden at vide hvad man snakker om, kan ”forståelsen” flyde vilkårligt omkring.

Sammen med ren neurovidenskab behandles ’vilje’ og ’beslutning’ som ingen plads har her og i øvrigt ikke defineres. Den deraf følgende forvirring kan påvises ved udsagn af Tor Nørretranders i Mærk Verden og af Libet anføret i samme bog.

På s. 275. citeres Libet som må mene:

"Hvis en bevidst intention eller beslutning om at handle skal indlede en viljesbestemt begivenhed, så må den subjektive oplevelse af denne intention gå forud for, eller i det mindste falde sammen med begyndelsen af de særlige processer i hjernen, der formidler handlingen.“

Ja, oplagt. Hans eksperimenter viste bare det modsatte i hans egen tolkning. Men der er tale om en sammenblanding af bevidsthed om en handling og vilje til at udføre den. Libets forsøg handler slet ikke om forholdet mellem ’vilje’ (som han ikke har defineret) og handling, men om forholdet mellem bevidsthed i min betydning og handling. Og man kan naturligvis ikke blive bevidst om handlingen før den er i gang.

På s. 279. resumerer Tor Nørretranders:

”Der er altså tre begivenheder: Først går beredskabspotentialet i gang, derefter bliver personen bevidst om at sætte handlingen i gang; og endelig udføres handlingen.”

Beredskabspotentialet er den elektriske aktivitet man kan måle i forbindelse med handlingen. Her går handlingen altså i gang. Beredskabspotentialet optræder ca 1 sekund før handlingen effektueres. Ved en snedig mekanisme kan forsøgspersonen meddele hvornår vedkommende bliver bevidst om handlingen. Det sker ca. 0,2 sekunder før den endelige udførelse af handlingen. Der er intet problem i dette forløb hvis man med ”bliver personen bevidst” mener bevidst i min betydning. Man kan naturligvis ikke blive bevidst om handlingen før den er i gang. Men man bliver bekvemt opmærksom på den lige inden den viser sig udadtil. Tor Nørretrandes præciserer instruktionen til forsøgspersonen på s. 278: ”Forsøgspersonerne blev tilskyndet til at afvente en lyst til at handle” - i grunden en helt tom tilskyndelse. Her 0,2 sekunder før registreres bevidst lysten til at handle. Jf. endvidere s. 33, Schlicks påpegning af det deterministisk opståede ønske om at handle.

Men viljen til handlingen. Hvor er den?

Når nu ’vilje’ netop drejer sig om et bevidsthedsfænomen, burde det være helt uomgængeligt for hjerneforskningen som måler udefra, at afprøve komplementaritetsprincippet og respektere den til at ’se udefra’ komplementære position, nemlig at ’se indefra’.

Her, netop her, får vi straks øje på ’vilje’, ’beslutning’, ’ansvar’ og ’jeg’et, og spørger forbløffet: Hvad laver de begreber i hjerneforskningen som udefra måler elektriske potentialer i neurofysiologiske rammer? Hvad er i denne sammenhæng en ’vilje’ som kan effektuere en beslutning ved at pille ved neuronerne? Og ’ansvar’ - mellem neuronerne? Hvordan måler man sig frem til det specifikke ’jeg’? Hvilken mening kan det give at tilskrive en hund eller en kat - eller en østers eller en regnorm - en fri vilje? Når hjerneforskningen analyserer dyrs og menneskers adfærd med samme videnskab, så er svaret på spørgsmålet ”hvilken mening kan det give…” naturligvis det samme. Hvad er en ’vilje’ indenfor neurovidenskabens ramme? Og hvordan skulle en sådan - hvis begrebet i denne sammenhæng skal have indhold i overensstemmelse med dets udfordrende anvendelse (fri, indgribende vilje) - kunne påvirke nerveimpulserne, gribe ind og styre dem udenom den af neurovidenskaben beskrevne vej? Eller bremse de neuronfyringer som i organismen er lige på trapperne som følge af hele organismens øjeblikkelige situation og sætte andre neuroner til at fyre i stedet? Det er i virkeligheden(!) det cartesianske  koglekirteldilemma nok en gang når man ser udefra. Problemet om den frie vilje behandlet af hjerneforskningen er et skinproblem som følge af en kategorifejl.

Sjovt nok, tampen brænder: Libet er selv inde på at bevidstheden tilhører en anden kategori end de målbare størrelser som hjerneforskningen beskæftiger sig med. Ifølge Tor Nørretranders s. 276-77: ”Benjamin Libet har siden han i midten af 1960’erne indledte sine undersøgelser over bevidsthed haft en meget klar indsigt i, at bevidsthed er et primært fænomen. Man kan ikke reducere bevidsthed til noget andet, f.eks. en eller anden målelig størrelse i hjernen. En person oplever en bevidst beslutning – og det er kun denne person, vi kan spørge om denne oplevelse. Man kan ikke studere bevidsthed ved at henføre den til et eller andet „objektivt“ målbart.” Men at komplementaritetbegrebet skulle være løsningen, faldt ham ikke ind.

Forskningen er på afveje.

Tor Nørretranders bruger små 100 sider på at endevende disse problemer, et skridt frem og straks efter samme skridt tilbage, og rundt nok en gang. Fordi begreberne ikke er præciseret, er det frit spillerum på, og det bliver en ørkenvandring. Siderne behandler beslutning og vilje sammen med bevidstheden. Bevidstheden bruges i to betydninger. Den ene er bevistheden som bliver opmærksom på noget (min betydning), den anden er bevidstheden som besluttende. Det er to diametralt modsatte roller. Den anden er forbundet med vilje som, ifald den som første årsag kan initiere en proces, er fri.

Men Libets resultat er helt som forventeligt.  Det har jeg før indset, s. 29, helt uden eksperimenter. Kroppen handler, og derefter registreres handlingen i bevidstheden.

Det kan se løjerligt ud: Hvis jeg beslutter at hælde den kaffe jeg lige nu sidder og nyder, ud over tastaturet, så kan jeg illustrere min frie vilje ved at vælte koppen. Og så ender teksten - hvis…

Men det beslutter jeg ikke. Vi må forstå det sådan, at set udefra, fra en hjerneforsker, er jeg fra min fortid helt op til det eventuelle handlingsøjeblik blevet påvirket til at prøve at løse nærværende teksts problemer, og jeg har brug for tastaturet. Det skal ikke ødelægges.

Jeg kan dog udefra blive tilstrækkeligt provokeret - eller belønnet - så jeg vælter koppen. Men det er så efter en kraftig ydre påvirkning som deterministisk omstrukturerer min hjerne. Alt det der er i min krop inkl. hjerne, bestemmer hvad jeg gør. Først derefter opdager jeg det! Jeg kan ikke gribe ind i verden som det fremstilles i hjerneforskningen, den del af hjerneforskningen som arbejder med ren neurologi beskrevet udefra.

- Men jeg oplever det anderledes (se senere i dette afsnit).

Men hvad gør så forskningen som vil have den frie vilje ind i forskningssammenhængen?

Den omfortolker begrebet fri vilje. (Her anføres blot konklusionen. En grundigere analyse af de i det følgende anvendte tekster ligger på nettet.)

Den naturvidenskabelige konstatering af at vi ikke har fri vilje, er i nyere tid behandlet af af R. E. Hobart[i] (Fri vilje er utænkelig uden determinisme, 1934) og Moritz Schlick (Problems of Ethics, 1939). De beholder begrebet fri vilje, men omfortolker, så ’vilje’ mister det indhold som stiller den i modsætning til determinismen.

Om ’fri vilje’ skriver positivisten Schlick at et menneske er frit når det ikke handler under tvang, og at menneskets vilje adlyder psykologiens love som er naturlove, som slet og ret udtrykker hvilke ønsker det faktisk har under de givne omstændigheder. Når han kalder det ’fri vilje’[ii], så er det ikke ’vilje’ i almindelig betydning. Mennesket kan ikke vælge mellem muligheder, det handler efter lovgivne ønsker. Det er determinisme.

Begrebet ’vilje’ hører ikke hjemme her.

R. E. Hobart har, som det allerede fremgår af titlen ovenfor, et hermed foreneligt syn på fri vilje og determinisme. Han går for at have leveret den endelige forståelse af combatibilismen (forenelighed af fri vilje og determinisme). Og alligevel siger han samme sted: ”Det er i det store og hele en erfaring at vi har en fri vilje. Denne kendsgerning er langt mere sikker end nogen filosofisk analyse.” Det siger han efter at have gennemført en filosofisk analyse af problemet. Den frie vilje der omtales i citatet, kan derfor ikke være et resultat af analysen, men må være en fri vilje af en anden kategori, en intuitiv erfaring som trumfer analysen fra sit ståsted. Han ser altså - tilsyneladende uden at være klar over det? - at Arno Victor Nielsens konstatering rummer en afgørende udfordring:

2.  ”…men vi kan ikke acceptere det”.

Vi kan ikke acceptere det, for det strider mod vores grundlæggende livsoplevelse, vores ”…erfaring at vi har en fri vilje.

Er det så bare en indbildning, eller er det en erfaring som kan være essentiel for vores liv, og som derfor slet ikke kan ignoreres?

 

Eksistentialismen med bl.a. Søren Kierkegaard og Jean-Paul Sartre gjorde det eksistentielle valg afgørende for menneskets levede liv i modsætning til den naturvidenskabelige verdensforståelse. Dette valg er appellerende knyttet til en fri vilje som har afgørende betydning.

Sartre siger i Eksistentialisme er humanisme, 1946: ”der er ikke nogen determinisme, mennesket er frit, mennesket er frihed.”

Determinisme hører ikke hjemme her.

Problemet med fri vilje kontra determinisme har åbenbart disse uforenelige sider. Til gengæld har vi altså med positivismen og eksistentialismen fået karakteriseret disse to divergerende opfattelser af menneskets vilje.

En komplementær tilgang løser problemet:

Vi lever og oplever (indefra) vores liv eksistentialistisk og beskriver (udefra) verden og os selv positivistisk, og der er ikke tale om konflikt. Det er komplementære positioner som ikke kan indtages samtidigt. Det er så afgørende at disse positioner markerer sig klart og udelukker hinanden:

De to filosofier opfatter sig som værende i modstrid med hinanden.

·        Den eksistentialistiske oplever livet subjektivt indefra og opbygger ’jeg’et med værdier, frie valg og ansvar m.m., den positivistiske beskriver fænomenerne objektivt udefra og opbygger vores virkelighed værdifrit.

·        Den eksistentialistiske ser fremad og koncentrerer sig om valget for fremtiden, den positivistiske ser tilbage og behandler indhøstet erfaring.

·        Det er i den frie viljes domæne vi er, men i determinismens vi forstår naturvidenskabeligt.

·        Det ene områdes begreber er totalt individuelle og forbigående, det andet områdes begreber er kulturelt universelle (så længe det varer).

Vi har alle adgang til begge perspektiver, blot ikke samtidigt. Hvis vi imidlertid ser en lidenskabelig overvægt af det ene, så får vi en Søren Kierkegaard, hvis det er af det andet, får vi en Moritz Schlick. Ingen af perspektiverne kan undværes. Og da de samtidigt er modstridende, så er komplementariteten uundgåelig!

Det ene komplement er de naturvidenskabelige forklaringer og tilhørende verdensanskuelsesmåde som er forankret i det aktuelle videnskabelige paradigme. Det andet er hvert enkelt menneskes egne og temporære indre oplevelser i form af bevidstheden.

 

I bevidstheden opstår 'jeg', 'selv', 'valg', 'vilje', 'ansvar', ’værdier’, 'meningsfylde', 'formål', m.m. i menneskekroppen i løbet af de første leveår som følge af kulturel påvirkning, se næste afsnit. Begreberne opleves isoleret af det enkelte menneske og eksisterer kun som sådan i en menneskealder ad gangen. Det er en misforståelse at prøve at behandle dem inden for en naturvidenskabelig ramme. De til naturvidenskaben hørende begreber eksisterer uafhængigt at de enkelte mennesker, overlappende og udfordrende adskillige generationer.

Selvreferencevilkåret er totalt opfyldt for bevidstheden selv. Når vores bevidsthed er det som enhver tids paradigme gør den til, så vil den, som den har gjort i hele menneskekulturens udviklingshistorie, gennem paradigmeskift ændre sig i overensstemmelse med fundamentalt nye udfordringer den møder.

De dybe spørgsmål i vores kulturs historie indeholder ofte en dualitet, om det så er Platon, Descartes, Spinoza, Yin-Yang eller kvantemekanikken. Komplementaritetsprincippet, som allerede har vist sin nødvendighed i kvantemekanikken, kan udvide og berige vores forståelse i forbindelse med dualiteter. F. eks løser komplementaritetsprincippet umiddelbart problemet 'fri vilje' kontra 'determinisme'. For så forsvinder "kontra" bibeholdende den umiddelbare betydning af ’fri vilje’

Herefter vil jeg behandle det indre perspektiv. Hvor står vi som oplevende mennesker i alt dette?

 

7.              Dannelsen af ‘jeg’et

Det specifikt menneskelige er at et menneskebarn fødes med evnen til at udvikle et sprog, med potentialet til at blive et menneske. Mennesket opstår altså i løbet af de første leveår under direkte og indirekte anvisninger fra barnets sprogbrugende omgivelser, sproget skabes, og barnet får menneskelig tænkeevne, det får bevidsthed, det bliver menneske. Bevidstheden formes med de til rådighed værende ord og begreber, og således bliver mennesket formet i overensstemmelse med den givne virkelighed, det aktuelle paradigme.

Barnets første udfordring i vores kultur er at lære at separere individer. Når barnet begynder at følge bevægelser, så tager vi fat ledsaget af opmærksomhedsrettende, pegende bevægelser, igen og igen: ”Det er mor”, ”det er far” og ”det er lille Egon”. Når skriftsproget skal tilegnes, er barnets navn det første det lærer at skrive. Således vænnes barnet til at se sig selv som et selvstændigt ego, i eksemplet Egon. Denne proces, at tilegne sig omgivelsernes kultur, kunne sagtens forløbe anderledes, men uden sprogudvikling, ville der ikke være tale om en menneskekultur.

Et nyfødt menneskebarn har ikke et sprog og derfor ikke en bevidsthed og er derfor ikke et menneske. Hvis det isoleres fra sprogbrugende mennesker - Gud forbyde det, men der er eksempler - vil det ikke udvikle en bevidsthed (= sprog) ejheller udvikle et ‘jeg’ i vores forstand.

‘Jeg’et opstår i kroppen sammen med sprogtilegnelsen. Det eksisterer ikke fra fødslen. ’Jeg’et er en indpodet selvforestilling, en slags illusion baseret på sproget/et mirakel, når det betragtes udefra. Det er en umiddelbar virkelighed for sig selv når det ses indefra.

I hver en menneskekrop, i al fortid, nutid og al fremtid, opstår (uforklarligt for sig selv, mirakuløst) en specifik bevidsthed som yder sin indsats i evolutionen (informationsbearbejdning og -formidling) i en meget begrænset årrække. Den rummer hele vores verdens- og livsoplevelse, for vi oplever og former bevidstheden med ’jeg’et i centrum. Mens bevidstheden eksisterer, tror den at den må være, hvad den mener at være. Den kan næsten ikke andet. Hele vores opfattelse af alting huserer i vores bevidsthed. Den kommer let til at opfatte sig selv som altings dommer og besidder - i en absolut, urørlig udgave.  Så længe det varer.

For om lidt er den borte.

 

8.              Fornuften

Via bombardementet af sanseimpulser som vi kan sætte ord på, medfører min definition af bevidsthed umiddelbart mulighed for det totale indre kaos i modstrid med den fornuft og mentale helhed som vi dog mener os i besiddelse af.

Definition: Fornuften er den del af bevidstheden, indenfor hvilken der er etableret en tilfredsstillende sammenhæng, konsistens, som ‘jeg’et identificerer sig med.

Bevidsthedens kilde er de indre oplevelser fra sanseimpulserne, fornuften er en ”renset” delmængde af bevidstheden. Alt hvad jeg oplever lige fra trivielle ting til de ekstremt komplicerede indsigter i naturen som min fysikuddannelse har givet mig, samler sig videst muligt i fornuften og danner (via alt det jeg siger og tænker) min virkelighed og mit ’jeg’.

Til stadighed strømmer impulser til min krop. Nogle af dem registreres af min bevidsthed, og dens opgave er så at kunne indarbejde så meget som muligt i fornuften af det som trænger frem til min bevidsthed, altså tilegne ’mig’ det. Så længe det går godt, bliver vi klogere og udvider vores fornuftområde. I almindelighed flyder oplevelserne ind og optages ubesværet i fornuften eller flyder rundt et sted uden at volde problemer.

Men hvis de konflikter med fornuften, så er ’jeg’et udfordret, og ’jeg’ kommer i krise. De ikke indpasselige kendsgerninger kan frasorteres af bevidstheden og krisen ’løses’ ved den psykologiske mekanisme fortrængning. Men de har været der, og kan volde problemer sidenhen.

Alvorligt er det akut hvis voldsomme udfordringer må tage plads ved siden af fornuften. Det kan føre til tab af selvkontrol. "Jeg var helt ude af mig selv af vrede/fortvivlelse/sorg...". Argumenter, overvejelser, tænkte udspil afspejler de stridende impulsers pres på 'jeg'et/fornuften. Det kan køre rundt i den indre monolog som kæmper for at få finde en sammenhæng i bevidsthedens indhold. Man er i krise.

 

Ved kriser, evt. livskriser er bevidstheden tilført noget tungtvejende som ikke lader sig indpasse i fornuften. Tragisk almindeligt er kvinden der ikke forlader sin ekstremt voldelige mand. ”Hvorfor går du ikke bare?”. Svaret ”Det forstår jeg heller ikke” forklarer hvorfor denne dialog hører hjemme på krisecentre.

Terapi, påvirkning udefra gennem kommunikation, går ud på at skubbe til forestillinger, åbne muligheder som kan røre rundt i bevidstheden, skabe nye prioriteringer, så de kan falde på plads i fornuften og ’jeg’et reddes. Den proces som psykologer kalder individuation, er en lignende proces dog på et andet niveau.

En psykisk skavank som personlighedsspaltning viser at bevidstheden kan have to områder med hver sin sammenhæng, hver sin fornuft, hvert sit ’jeg’. Et væld af psykiske diagnoser viser omfanget af variationsmuligheder inden for bevidsthedens dannelse, som vist ikke vælter mine simple definitioner. En viderebehandling af diagnosen personlighedsspaltning kan måske være relevant i forbindelse med domstolenes virksomhed hvor det kan bringes i forhold til begrebet ”utilregnelig i gerningsøjeblikket”. Hvem er det der begår forbrydelsen, og hvem er det man har over for sig ved skyldsafgørelsen?

Endelig kan en voldsom forelskelse som kommer på tværs af den forelskedes forestillinger om sit liv, afsløre at kampen helt åbenlyst kan stå mellem hjerte og hjerne, hvor hjertet, metafor for kroppen, bombarderer bevidstheden, hjernen, med signaler som bevidstheden slås med i relation til fornuften.

Kriser indtræffer også i det store fællesskab, i kulturen: Foran et paradigmeskift, når anomalierne, modsigelserne i kulturens bevidsthed, den paradigmatiske virkelighed, bliver overvældende, så er det en udfordring af kulturens fornuft, paradigmet. Kulturen er i krise. Kulturens bevidsthed skal omformes, en ny kollektiv fornuft, et nyt paradigme, skal opbygges. Og kriser giver det uvægerligt også i denne sammenhæng, livsfarlige endda (jf. Giordano Bruno og Galilei).

 

9.              Den frie vilje og ansvar

Fornuftens opgave er at stå på mål for hvad kroppen foretager sig, som det registreres af bevidstheden. Fornuften må kunne rumme adfærden, hvilket faktisk betyder at fornuften løbende og videst muligt må holde styr på personens adfærd, dvs. holde ‘jeg’et intakt ved at kunne forsvare adfærden og dermed stå til ansvar for ”sig selv”. Hvordan fungerer det?

Vi prøver med et eksempel:

Lad Clinton sige (tale sandt) "I did have sexual relations with that woman" og så tilføje "but it wasn't my intension".

Så var præsident Clinton ud af det hvide hus med det vuns. Og hvis han fortsatte med at fralægge sig ansvar, hævde at han ikke havde noget valg, men at noget andet styrede ham, så ville han melde sig ud af den sociale sammenhæng og ende i psykiatrien - som nok ville sørge for den endelige opløsning af hans ego, hvis han fastholdt. Selvom "noget andet" set udefra styrer ham, så må han gøre det til sit, påtage sig ansvaret. Og det er logisk nok set indefra, han kunne jo bare have ladet være. Og det ved han godt. Altså valgte han at gøre det. Dvs. han oplevede en fri vilje.

(Om biologisk styring af hanner og hunner.)

 

De fleste af os vil let kunne finde personlige oplevelser med helt samme struktur hvad angår udfordringen af fornuften og kampen for at bevare sit ’jeg’ ved at (være nødt til at) tage ansvar. Henrik Stangerups Manden der ville være skyldig behandler netop dette problem.

Livet er alt det vi oplever. Altså er den frie vilje en del af livet. Det er den oplevelse Hobart udtrykker: ”Det er i det store og hele en erfaring at vi har en fri vilje. Denne kendsgerning er langt mere sikker end nogen filosofisk analyse.”

Den frie vilje er et personligt anliggende for hver enkelt af os. Den er afgørende for at vi ’set indefra’ kan se os selv som selvstændige, intakte 'jeg'er som med ansvar for vores valg indgår i den sociale sammenhæng med andre ’jeg’er med ansvar for deres valg.

Fri vilje og ansvar er udtryk for det samme. ’Ansvar’ betyder ’svar på noget’, og kan opfattes som fornuftens svar på personens gerninger ved at kunne omslutte dem. Et vellykket menneske er et for hvilket dette lykkes let. Ansvar er forsvar for ‘jeg’et og derigennem opbygges et solidt ’jeg’.

’Jeg’et er intet uden ansvar. Ansvar uden valgfrihed giver ingen mening. ’Jeg’ vil være! Altså har jeg en fri vilje og tager ansvar for det jeg vælger - blandt de givne muligheder.

Vi kan nu, også på baggrund af Afsnit 6, give en meningsfuld definition af begrebet ’vilje’ og forklare hvorfor vi må karakterisere den som fri:

Definition: 'Vilje' beskriver vores indre oplevelse i handlingsøjeblikket af de handlinger, som former vores ’jeg’ og som vi senere vil tage ansvar for for at opretholde vores integritet. Vi ved at vi kunne have handlet anderledes (forudsat andre muligheder forelå). Derfor oplever vi viljeshandlingen som fri.

'Vilje' er i strømmen af handlingsøjeblikke os selv oplevet i den indre position. Her oplever vi vores liv forlæns.

En gang til: Positionen ’udefra’ er bevidstheden der ser på verden udefra og opbygger virkeligheden, positionen ’indefra’ er bevidstheden som indefra ser på sig selv og opbygger ’jeg’et. ’Vilje’, ’ansvar’ og ’jeg’et er fænomener som opstår og opleves indefra i det enkelte menneske og er afgørende for at vores 'jeg' opstår og fastholdes. Den frie vilje kan ikke forstås udefra, den opleves indefra, lige så virkelig som ’jeg’et. Er du virkelig? Så har du en fri vilje!

Verden i sig selv er aldrig problemet.

Problemet er vores bevidstheds forhold til verden.

Så er det godt at genkalde sig hvor Bohr endte i spørgsmålet om at erhverve viden:

·        ”Det er forkert at tro, at det er fysikkens opgave at finde ud af, hvordan naturen er. Fysik handler om hvad vi kan sige om naturen.”

Det drejer sig alene om at tilpasse sproget og dets begreber til vores iagttagelser.

Virkeligheden findes ikke; den skabes af bevidstheden. Bevidstheden findes ikke; den skabes af bevidstheden selv.

Med hensyn til hvordan vi taler om problemerne, former vores bevidsthed, skaber vores virkelighed, er vi frit stillet. Altså leger jeg med tanken om at den menneskelige bevidsthed kan finde, og finde sig til rette med, komplementære positioner overfor fundamentale problemer der opstår når vi iagttager os selv i den verden hvoraf vi selv er en del. Hvis kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske belæring til os er en første pil i en generel retning, kan det løse de her behandlede problemer.

10.              Hvor endte vi så?

Signalerne udefra, fra legeme/verden, afstedkommer subjektive, personlige oplevelser i bevidstheden. En forklaring på dette fænomen skal gives af bevidstheden selv. Den kan ikke stille sig uden for sig selv, så det er principielt uladsiggørligt at få en egentlig forklaring. At det faktisk sker, kalder jeg bevidsthedsmiraklet.

Med hensyn til det psyko-fysiske problem læser man på https://da.wikipedia.org/wiki/René_Descartes:

Descartes grundlægger dualismen og skaber således det moderne sjæl-legeme-problem, der stadigt ikke er løst.”

Problemet opstår med dualismen, Descartes strukturering af iagttagelsessituationen. Antager vi Spinozas struktur, verden er en helhed, eksisterer det problem ikke.

Vores bevidsthed er ikke på forhånd givet. Hvis kvantemekanikkens belæring tages alvorligt, må bevidstheden give afkald på at fortå verden som sådan og nøjes med at formulere et brugbart sprog. Samtidigt vil den ændre sig når den oplever befrielsen ved accepten af en ny virkelighed baseret på komplementaritetsprincippet:

Når vi lever og oplever vores liv indefra, har vi en fri, agerende vilje. Når vi prøver at forstå vores adfærd udefra, så er determinisme forståelsesgrundlaget. De to positioner kan ikke indtages samtidigt. De er komplementære.

Det kan udtrykkes helt kort:

Livet leves indefra og forstås udefra.

Dermed fik vi en polarisering i rummet som pendant til Søren Kierkegaards:

Livet skal leves forlæns og forstås baglæns.

som er en polarisering i tiden. Begge sentenser udtrykker komplementære tilgange til menneskelivet.

Livet leves indefra… Her oplever bevidstheden og ’jeg’et sig selv. Den position er vi i når vi lever livet. Indefra identificerer vi os umiddelbart med virkningen af de indre impulser der kommer til os, som initierer vores tanker og vores handlinger og leder os til at træffe de beslutninger vi træffer. I forhold til dem former vi vores ’jeg’, og det er ’jeg’ der handler - i egen forestilling, og det er i ’jeg’et vi oplever vores liv. Det er også her hvor fornuften, Afsnit 8, kan møde alvorligere udfordringer, og vi må forsvare vores ’jeg’ ved at tage ansvar, evt. meget tunge. Men det må gøres.

…og forstås udefra er den videnskabelige analyse som neurologien dyrker baglæns og ser udefra. Og når vi andre tænker over det der allerede er.

Virkeligheden accepterende komplementaritetsprincippet kan i dag synes abstrakt. Men den tilbyder en meget simplere forståelse af ’fri vilje/determinisme’-problemet end den forståelse hjerneforskningen søger uden at vide hvordan en løsning overhovedet kunne se ud. Den vil derfor på længere sigt kunne blive hel naturlig.

 

Det er klogere at sætte ind på at tilpasse vores bevidsthed til verden, end at tilpasse verden til vores bevidsthed.

11.              Hvad venter os?

Mine præmisser kan forekomme fuldstændigt vanvittige:

·        Bevidsthedsmiraklet der principielt og uden videre må accepteres

·        Bevidsthedens selvberoende fundament, dvs. indefinitte art

·        Afkald på at forstå verden i sig selv

·        Nødvendigheden af en komplementær tilgang for vores bevidsthed til fundamentale problemstillinger i forhold til den verden hvoraf vi selv er en del.

Her er det meget interessant og relevant at iagttage at videnskabshistoriens helt store gennembrud er sket efter accept af præmisser som ligeledes var fuldstændigt vanvittige for samtiden. 

Det aristoteliske verdensbillede (forfinet af Ptolemæus) med Jorden som universets centrum var virkeligheden på den tid, den aristoteliske virkelighed. Det blev fortrængt af det kopernikanske fordi mange iagttagelser faldt på plads på en simplere måde. Kopernikus’ arbejde blev faktisk anerkendt på et tidligt tidspunkt af den katolske kirke som udgav hans verdensmodel i 1543. Men den blev i forordet karakteriseret som en ren teoretisk øvelse. Den skulle bestemt ikke opfattes som virkeligheden. Men den blev virkeligheden gennem en hård og livsfarlig kamp som kostede Giodano Bruno livet og satte Galilei i husarrest. Paradigmeskiftet afsluttedes med Newtons love; se hvad Newton selv skrev om dette – rent vanvid. Men det endte med at være helt uden problemer - hvilket jeg, som har undervist unge mennesker i Newtons lov, med egentlig en vis forbløffelse kan se tilbage på. Ja, helt uden problemer

-indtil Bohrs postulater… hør f.eks. Ehrenfest, en nær ven til både Bohr og Einstein. Han sagde på et tidligt tidspunkt: ”Hvis det er sådan vi i fremtiden skal dyrke fysik, så må jeg helt opgive fysikken.” Han kom nu efter det senere. Meget efter det endda.

Altså ser det slet ikke ud som om vanviddet i nye opfattelsers præmisser står i vejen for deres endelige accept. Det betyder blot at

Chokeffekten understreger paradigmeskiftets radikalitet.

Vi var parate til af udskifte Aristoteles med Kopernikus, og Kopernikus med - ja, det kunne være Bruno, og Bruno med Hawking og Hawking med …?     Nå, det var fysik.

Filosofisk: Er det snarere Descartes og descendenter med…?

Vi har fået noget at slås med, vi mennesker: Sproget er en forudsætning for at kunne stille sig udenfor og kigge. Det kan dyrene ikke. Aha: Dér har vi fejlen! Vi fik sproget, og vi fik problemerne!

Måtte de løse ender i begge videnskaber blive forenet!

 

 



[i]  R. E. Hobart published a short article in Mind in 1934 that is considered one of the definitive statements of determinism and compatibilism49 (at fri vilje er foreneligt med determinisme)

[ii]    'Fri vilje' er af Tor Nørretranders således udlagt i forordet til genudgivelsen 25 år efter af Mærk verden:  "selvfølgelig har vi en fri vilje, men vi har den bare ikke bevidst" xxii.