Opdateret: 14-11-2018 19:44

 

 

En anden forståelse af forståelse

Bevidstheden, verden, virkeligheden

Selvreference og komplementaritet

 

 

·         Tak til mine venner Pawel Kaminski og Hans Gammeltoft-Hansen som har brugt tid og kræfter på at udfordre mig. I et todagesseminar i begyndelsen af juni 2018 var de naturligvis i stand til at påpege mange svagheder i den tekst som forelå inden.

·         Den tekst som foreligger her, er blevet forkortet og korrigeret. Jeg vil være meget taknemmelig for yderligere indvendinger. Selv er jeg også leveringsdygtigt, så teksten ændrer sig også lidt - efterhånden meget - løbende her på stedet.

·         Mus over links giver popup med kort præsentation af linkets indhold.

·         Jeg bruger nyt komma.

Venlig hilsen claus@munchow.net

 

 

 

 

Abstract:

Kvantemekanikken er i særklasse den mest omfattende og succesfulde naturbeskrivelse menneskeheden har skabt. Den har bare den ubehagelige følge at naturen opfører sig naturstridigt – i hvert fald hvis naturen skal opføre sig fornuftigt. Over for denne udfordring udviser såvel fysikere som filosoffer stor rådvildhed. Kvantemekanikken er en udfordring for vores bevidsthed.

Hvad er bevidstheden? – spørger bevidstheden. Denne væmmelige selvreference udelukker at bevidstheden kan finde bevidstheden ved at søge sig selv. Den ser sig selv uanset hvad den er.

Efter Descartes har den vestlige filosofi set en uafviselig dualitet i det eksisterende, i verden. Denne dualitet betragtes udefra. På det grundlag opstår de to klassiske problemer, det psyko-fysiske problem og spørgsmålet om viljens frihed.

Ifølge Spinoza er verden hel og udelelig, men en dobbelthed opstår i vores bevidsthed når vi forsøger at danne os forestillinger om den verden hvoraf vi selv er en del.  Vi kan ikke stille os udenfor.

Ved mødet med den atomare verden er vi blevet påtvunget et komplementaritetsprincip som sætter et nyt vilkår for vores forhold til verden, og stiller dermed nye krav til vores bevidsthed. Det er ikke foreneligt med Descartes iagttagerposition, men med Spinozas. Det er ikke foreneligt med Einsteins, men med Bohrs.

Vi har en tvingende grund til at nytænke bevidstheden efter kvantemekanikken.

Ved forsøgsvis at generalisere komplementaritetsprincippet ved inddragelse af den til ’se udefra’ komplementære position, ’se indefra’, når vi forholder os til vores liv som helhed, er de klassiske problemer, viljens frihed og det psyko-fysiske problem, ikke problemer mere.

Det vil så betyde, at en anden forståelse vil kunne forstå lidt mere af det hele.



0. Indledning

Bevidsthed

Det filosofiske problem om forholdet mellem sjæl og legeme, … opstår som følge af en skelnen mellem to værens-områder: sfæren af mentale fænomener (tanker, følelser, sanseindtryk osv.), som viser sig i et »indre« eller første-persons perspektiv, og legemet eller - mere generelt - den materielle virkelighed, der foreligger som objekt for ydre beskuelse.

Således præsenteres det problem, det psyko-fysiske problem, som

gennem de sidste ca. 350 år har stået højt på den filosofiske dagsorden og den dag i dag er et af de mest omdiskuterede emner inden for international fagfilosofi.”

 

i Sjæl-legeme-problemet af Erich Klawonn.

Efter en grundig analyse af problemstillingerne indleder han de afsluttende bemærkninger således:

"Vi har nu betragtet de fire klassiske teorier om sjæl-legeme-problemet. Hermed kunne det se ud som om vi har fået en udtømmende oversigt over de rationelt mulige standpunkter. ... Men så synes der unægtelig at være opstået den mærkværdige situation at ... samtlige mulige standpunkter kan påvises at være uholdbare!"

-en ren lækkerbisken for en filosof - for mig en grund til at søge et radikalt nyt forståelsesgrundlag.

Undervejs søges efter bevidstheden som hører hjemme i kategorien sjæl. Og Klawonn skriver på s. 21:

"I ontologisk forstand er bevidsthed noget ... om det så er en østers eller en regnorm"

En anden filosof, Susan Blachmore i Consciousness, leder også efter bevidstheden og finder (dvs. snarere finder ikke):

"Conciousness, then, is a grand delusion. It arises through such questions as "Am I concious now?""

De finder hhv. næsten hvad som helst og næsten intet, for de ved ikke hvad de søger efter. Søg og du skal finde, gælder ikke her, for bevidstheden er selvberoende.

Det forekommer mig at filosofien om bevidsthed og vilje (m.m.) har manglet en nødvendig præcisering og brugbar kategorisering og har derfor søgt i blinde. Der må være plads til en amatør. Ja, ved læsning af Klawonns meget grundige og klare fremstilling af de mange forsøg på at få skovlen under det psyko-fysiske problem, forekommer det mig at der er masser af plads. Mange af forsøgene er langt mere fantasifulde end det jeg skal præsentere her. Et enkelt eksempel blandt mange. Alle kan afvises. Skal det blive sådan ved?

Når filosoffer og hjerneforskere kæmper med problemet ’viljens frihed’ har jeg ledt forgæves efter en klar tilkendegivelse af hvad de forstår ved en ’vilje’. Hvad leder de efter? Den udfordring der tages op er virkningen af en formodet vilje.

Når man snakker om bevidsthed - og det er jo et helt almindeligt ord i vores hverdag - så har vi alle en vag forestilling om et eller andet - og den kan skifte alt efter sammenhængen. Vi har et ‘jeg’, og det må høre hjemme i bevidstheden. Men når jeg prøver at iagttage mit ‘jeg’ opdager jeg(!?) straks at et nyt ‘jeg’ må til for at iagttage det første. Og lige så snart jeg har opdaget det, så er der et tredje ‘jeg’ som betragter de to, osv. Tilsvarende hvis vi prøver at se på vores bevidsthed. Vi ”ser” med vores bevidsthed. Vi føres på afveje når vi forsøger at se ’jeg’et eller bevidstheden selv udefra, hvor det faktisk er det jo bevidstheden der ser sig selv, altså indefra.

Denne misledende selviagttagelse er væsentlig for mit forsøg på at forstå på en anden måde.

Selvreference indebærer uafviselige logiske problemer.

Denne sætning er falsk” er en helt korrekt anvendelse af ord og begreber. Men den modsiger sig selv.

Det kan også siges sjovere: Bertrand Russel lader en menig soldat få ordren: “Du skal barbere alle de menige som ikke barberer sig selv” – en yderst fornuftig og hygiejnisk ordre. Det går også fint indtil han kommer til sig selv.

Og avanceret: Gödels sætning om korrekt formulerede påstande inden for et lukket matematisk system byggende på de hele tal som kan bevises hverken at være sande eller falske.

Vores logik kan altså ikke nødvendigvis gennemføres til en tilfredsstillende afklaring af ethvert fornuftigt spørgsmål. Selv ikke inden for matematikken.

For Søren Kierkegaard er selvreferencen og logikkens afmagt selve vejen til at forstå mennesket.

Når verden er svær at forstå, kaster vi os over vanskelighederne med fokus på problemerne i verden uden at stille spørgsmål til den bevidsthed som prøver at forstå. Vi står uantasteligt udenfor. Men verden i sig selv kan aldrig være problemet, den er givet. Det er vores bevidsthed som må føje sig i sit forhold til verden: Problemer kan løses ved at give bevidstheden en anden rolle som ændrer spørgsmålet.  Her finder jeg det ømme punkt der kan prikkes ved.

I atomfysikken er vi meget overraskende blevet påtvunget et komplementaritetsprincip. Teksten afprøver om dette princip generaliseret i visse sammenhænge involverende selvreference kan løse klassiske dilemmaer. Specifikt sker det ved at indføre positionerne ’se indefra’ og ’se udefra’, altså to komplementære positioner som forkludrer analysen hvis de ikke holdes adskilt, men som til gengæld adskilt kan rumme to vidt forskellige sandheder om vores liv.

Selvreferencen kan forekomme partielt/spøjst/harmløst dvs. på en omgængelig måde, f.eks. i de to første eksempler ovenfor. Men hvis den forekommer fundamentalt og uomgængeligt, som med fænomenet bevidsthed, så mener jeg at det giver os en fundamental frihed til selv at vælge vores forståelse af fænomenet bevidsthed. Som sagt så gjort:

Min første afgørende præmis er derfor at fastslå at bevidstheden er totalt indkapslet i selvreference. Den er selvberoende og derfor ikke på forhånd givet.

Når jeg læser alle Klawonns redegørelser for løsningsforsøg på det psyko-fysiske problem, så er de alle gjort af bevidstheder som står og kigger udefra, som om det er den universelt givne måde at være iagttager på. Faktisk synes det som om den rationelt analyserende bevidsthed slet ikke selv er inddraget i analysen. Dermed undgår man selvfølgelig selvreferencen, men mangler en afgørende del af det at være iagttager.

 

Som fysiker uddannet på Bohrs Institut, er jeg dybt påvirket af den kvantemekaniske belæring; således omtaler Bohr den afklaring han kom frem til efter de i fysikken totalt omvæltende første 3 årtier af 1900-tallet startende med opdagelsen af radioaktiviteten kort inden. Fysikerne fik her adgang til et helt nyt forskningsområde i form af atomfysikken, hvor en ny virkelighed afslørede lovmæssigheder som stred fundamentalt mod det man troede var grundlæggende egenskaber ved naturen – og oven i købet grundlæggende anfægtede vores forestilling om os selv som iagttagere af den, altså vores bevidsthed! I løbet af mindre end en generation blev konklusionen draget: Den klassisk-fysiske verdensbeskrivelse er ikke anvendelig i den atomare del af verden. Kommer det os ved? det er jo bare… Jo det gør! Den atomare verden er det vi består af, og som alt omkring os består af.

Den atomare virkelighed fik med kvantemekanikken i slut-’20-erne sin perfekte beskrivelse. Den er nu fysikkens beskrivelse af det fundamentale grundlag for den materielle del af vores verden.

Når Bohr senere omtaler kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske belæring til os, ledsages det næsten altid af, ”når vi skal forholde os til den verden hvoraf vi selv er en del”. Uden at nævne begrebet selvreference, er det jo en direkte påpegning af selvreferencens afgørende betydning i den nye virkelighed.

 

Da de første atomare fænomener viste sig, troede man slet ikke man ville kunne få forståelse af de elementære, atomare fænomener, da de foregik i en verden som var utilgængelig for os på grund af vores grove, makroskopiske sanser og hjælpemidler. Men det viste sig at man kunne tilpasse makroskopiske opstillinger så de atomare fænomener kunne præsentere sig under forskellige forhold. Og her afsløredes at den atomare verden fremtræder fuldstændigt anderledes end ”vores” verden, den makroskopiske. Samme atomare elementer præsenterer sig forskelligt afhængigt af den makroskopiske opstilling hvori de giver sig til kende. Den eksemplariske forsøgsopstilling til demonstration af dette er dobbeltspalteeksperimentet med elektroner. Elektronerne giver sig til kende som partikler på en fotografisk plade på en sådan måde at de undervejs forbi dobbeltspalten nødvendigvis må have været bølger, idet de lander som resultat af interferens bag spalterne. Den enkelte elektron må have passeret gennem begge spalter, for den har interfereret med sig selv (ikke med andre, de kan afskydes enkeltvis). Et forsøg på at underdele opstillingen for at lokalisere elektronerne ved passagen af spalterne, gør dem til partikler. Man finder så at de passerer gennem enten den ene spalte eller den anden, men samtidigt forsvinder bølgeadfærden, interferensen. Enten partikel eller bølge afhængigt af hvordan vi kigger! Og vi kan ikke se begge dele samtidigt. Det er komplementaritetsprincippets essens at der ikke er en modsigelse i naturen, men at det er vores bevidsthed der udfordres.

Læg dertil at uden en opstilling hvor elektronen overhovedet er noget, så er den i kvantemekanikken blot en matematisk repræsentation som indgår i beskrivelsen af atomer. Igennem denne repræsentation giver elektronen grundstofferne deres kendte kemiske egenskaber og dermed grundlaget for vores virkelighed. Så elektroner er  Men ”Hvad vil det sige at være?” replicerede Bohr en gang hvor han blev spurgt ”Jamen hvor er elektronen?”

Omend beregninger på grundlag af kvantemekanikken virker perfekt, så strider kvantemekanikkens verdensbeskrivelse mod sund fornuft hvis man tænker over den! Einstein accepterede det aldrig, og det var et varmt emne mellem ham og Bohr resten af livet. Mange tankeeks­perimenter blev konstrueret som grundlag for diskussionen.

I den situation manglede der en mulighed for at afgøre sagen med et faktisk eksperiment. Sådan en mulighed blev i 1964 opdaget af John Stewart Bell (Nordirland, 1928 - 1990). Så manglede der en eksperimentator som kunne gennemføre eksperimentet. Han kom i 1982 i skikkelse af den franske fysiker Alain Aspect (f. 15.6.1947). Så blev sagen afgjort. Bells betingelse for at verden opførte sig fornuftig, var ikke opfyldt! Det var voldsomt. Aspect udtalte at han var stærkt forbløffet, og Bell har jeg oplevet i en videofilm give udtryk for sin totale afmagt mht. at forstå Aspects forsøgsresultat. Han sagde: ”Jeg har igen og igen læst de steder i Bohrs tekster hvor jeg mener han forsøger at forklare udfaldet. Det er sort snak for mig.” Og Richard Feynman:

Jeg mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er ikke nogen der forstår kvantemekanik… Lad være med at blive ved med at sige til dig selv ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lad sig gøre

Værsågod!

Vi står i en situation som rummer en uløselig udfordring for de fremmeste fysikere. Deres bevidsthed kan ikke håndtere verden. Situationen udfordrer bevidsthedens selvforståelse.

Udfordringen er radikalt anderledes end ved tidligere paradigmesammenbrud. Demokrit forudsagde atomteorien og Aristarcos det heliocentriske system for små 2500 år siden og Giodano Bruno det uendelige univers uden centrum for små 500 år siden. Det var tanker som lå som potentielle virkeligheder i verden som den fremstod. Først meget senere blev de paradigmatiske. Derimod har ingen kunnet forestille sig komplementaritetsvilkåret før år 1927. Det var ikke en tænkelig mulighed. Det er nu blevet os påtvunget. Indtil videre lever vi i en utænkelig virkelighed!

Og dog. Spinoza har tænkt i komplementaritet i forbindelse med det psyko-fysiske problem og anvist en radikal anden forståelse heraf. Descartes ser problemet i verden, mens Spinoza ser problemet i vores bevidsthed.

I De europæiske ideers historie, Erik Lund, Mogens Pihl og Johannes Sløk, Gyldendal 1964, præsenteres Spinozas tanker desangående kort og klart umiddelbart efter det psyko-fysiske problem er behandlet med udgangspunkt i Descartes. I Descartes’ dualisme er der tale om at den ydre verden er splittet, den består af to væsensforskellige substanser, det psykiske og det fysiske. De betragtes udefra (af hvad/hvem?).

For Spinoza er verden en udelelig helhed. Tosidigheden i det psyko-fysiske problem, det materielle og det sjælelige, opstår i form af vores bevidstheds muligheder for at afspejle den verden hvoraf vi selv er en del. Det materielle opstår spejlet i det sjælelige (i lighed med min virkelighed?). For Spinoza træder bevidstheden ikke uden for verden. Den finder to komplementære anskuelsesmåder for sig inden i verden. Det minder slående om det kvantemekaniske vilkår i forbindelse med de atomare partiklers fremtræden for os. Spinoza har på en måde åbnet for den generalisering af komplementaritetsprincippet som jeg anvender senere i teksten.

Klawonn behandler spørgsmålet på s. 51 ff i afsnit III, Dobbeltaspekt-teorien. Han afviser synspunktets holdbarhed med rent logiske argumenter. Men logikken drives fra et ståsted uden for problemstillingen, den tredje position, som jeg miskender i Afsnit 3. Alle de forslag til løsning af sjæl-legeme-problemet som Klawonn afviser i sin bog, angriber problemet i den splittede verden.

Spinoza - og jeg [sic] - opfatter verden som en udelelig helhed og retter opmærksomheden mod bevidstheden. Mere om min åndsfælle ()

Siden min studietid har jeg faktisk under indtrykket fra kvantemekanikken ment at vores verdensbillede, mere præcist: forståelse og selvforståelse, måtte stå foran en afgørende ændring. Men den er ikke indtruffet. Det er måske fravær af evnen/viljen (næsten det samme) til at acceptere selvreferencens og komplementaritetsvilkårets fulde filosofiske implikationer som er bremsende for nytænkning. Men de må accepteres - i det mindste forsøgsvis af læseren her hvis det skal give mening at fortsætte læsningen. Det afgørende: Først når ståstedet er valgt, træder virkeligheden frem i en bestemt form. I to komplementære ståsteder kan virkeligheden antage to helt forskellige former. Men da komplementære ståsteder ikke kan indtages samtidigt (et krav for at de kan kaldes sådan), kan vi ikke gribe virkeligheden i at modsige sig selv. Selv bliver vi dog paralyseret. For vi har som iagttagere aldrig forestillet os at virkeligheden først får form når vi ser på den.

Der lægges arm med virkeligheden i Afsnit 3, men hvordan kan vi nogensinde forlige os med denne situation? Prøv en pædagogisk analogi! - og bliv fortrøstningsfuld.

Atomfysik og menneskelig erkendelse, Schultz, 1957, s 109-110, beskriver Bohr i generelle vendinger hvorledes den traditionelle filosofiske tænkning ikke er forenelig med iagttagelses- og erkendelsesvilkårene indeholdt i komplementaritetsprincippet:

På baggrund af den indflydelse, som den mekaniske naturopfattelse har udøvet på filosofisk tænkning, er det forståeligt at man fra mange sider har opfattet komplementaritetssynspunktet som rummende en med beskrivelsens objektivitet uforenelig henvisning til den subjektive iagttager. Selvfølgelig må vi på ethvert erfaringsområde opretholde en skarp adskillelse mellem iagttageren og indholdet af iagttagelserne, men vi må betænke at virkningskvantets opdagelse har stillet selve grundlaget for naturbeskrivelsen i ny belysning og belært os om hidtil upåagtede forudsætninger for den rationelle anvendelse af de begreber, på hvilke meddelelserne om erfaringerne hviler. I kvantefysikken er, som vi har set, en redegørelse for måleinstrumenternes funktioner uundværlig for definitionen af fænomenerne, og vi må så at sige drage skillelinjen mellem subjekt og objekt på en måde, der i hvert enkelt tilfælde sikrer den entydige anvendelse af de i meddelelserne benyttede elementære fysiske begreber. Langtfra at rumme en mod videnskabens ånd stridende mystik henviser betegnelsen komplementaritet blot til de med vor stilling ved beskrivelsen og sammenfatningen af erfaringerne på atomfysikkens område forbundne erkendelsesvilkår.

Citatet er en understregning af det definitive brud med tidligere tænkemåde.

Med hensyn til vores forståelse af kvanteverdenen - og verden! - er det nye at sproget og dets begreber, vores bevidsthed, må tilpasses vores iagttagelser. Det drejer sig ikke om at pålægge verden i sig selv en bestemt værensform, en sådan har den atomare verden - og verden? - ikke. Vi må starte hvor verden træder frem for vores bevidsthed. Et par belysende Bohr-citater:

Der findes ingen kvanteverden. Der er kun en abstrakt kvantefysisk beskrivelse. Det er forkert at tro, at det er fysikkens opgave at finde ud af, hvordan naturen er. Fysik handler om hvad vi kan sige om naturen”.

Bohr præciserer her at der ikke er tale om en klassisk, entydig virkelighed som lader sig beskrive som tidligere virkeligheder. Elektronen giver sig til kende på en sådan måde at vi må operere med en tvetydig virkelighed! Næh, det duer jo slet ikke. Altså må vi tale anderledes. Skillelinjen må lægges anderledes. Komplementariteten er den måde hvorpå vi kan tale om virkeligheden uden at komme den nærmere. Vi må træde et skridt tilbage. Når vi ikke søger efter elektronen, så er den - uden at være noget! Altså:

Vi er ophængt i sproget”.

I en periode udtryktes dette på Bohrs institut som billedforbuddet. Man spøgte med en analogi til den religiøse afmagt over for det guddommelige, det hinsides. Vi kan ikke danne os billeder af verden eller fastslå dens ontologi på en traditionel måde. Vi har kun sproget tilbage hvormed vi må forsøge at kommunikere meningsfuldt.

Allerede i slut-20’erne fik bevidstheden nye vilkår. Bohrs indsigt er i særlig grad interessant, for han forholdt sig blot til helt værdifri fysiske eksperimenter hvis tolkning voldte meget store vanskeligheder, til dels fordi man manglede det rette sprog. Bohr skulle sammen med Heisenberg igennem en mentalt udmarvende periode. Den kulminerede i vinteren 1927 hvor spændingerne blev ulideligt store. Heisenberg, matematikeren, havde sin beskrivelse som var partikelbaseret, og den virkede. Den mente han derfor de burde kunne enes om. Men det var Bohr slet ikke parat til. De havde netop haft besøg af Schrödinger som havde en beskrivelse som var helt anderledes, og den virkede også. Den var bølgebaseret. Bohr ville ikke videre: ”Selv ikke den matematiske formalisme hjælper. Jeg må først forstå hvordan naturen undgår modsætninger.” (Pais). Hårknuden var så blokerende at der måtte ske noget drastisk. Bohr tog helt alene på fireugers skitur i Norge, og Heisenberg var glad for at blive ladt alene hjemme. For Bohr gjaldt det klar luft og højt til himlen. For Heisenberg var det papir og blyant. Men hos dem begge lå løsningen klar, den skulle bare formuleres. Heisenberg, matematikeren, fandt sine ubestemthedsrelationer, og Bohr vendte hjem med den filosofiske ramme for Heisenbergs ubestemthedsrelationer, komplementaritetsprincippet, den afgørende sproglige fornyelse. De supplerede hinanden perfekt. Her lød startskuddet til kvantemekanikken, den konsistente beskrivelse af atomverdenen og menneskets vilkår som iagttager af samme. Det er så den nye atomvirkelighed som endnu har svært ved at blive accepteret. Der gøres naturligvis mange forsøg på at analysere dilemmaet, anomalien. Her er et. Og et til, anbragt også tidligere i teksten. Ingen åbner rigtigt nye veje. De fokuserer på fysikken og ikke på bevidstheden.

Da komplementaritetsbegrebet var faldet på plads mellem fysikerne, så Bohr i dette en nøgle til løsning af problemer han havde tumlet med siden ungdommen. Det drejer sig om ”den almene vanskelighed i dannelsen af menneskelige ideer iboende i forskellen mellem subjekt og objekt [Pais]”.

Snittet mellem subjekt og objekt må lægges anderledes”. Subjektet er sproget. Sproget har udviklet sig under stadig nye udfordringer fra verden som den gennem tiderne foranderligt har præsenteret sig for sprogbrugerne. Nu fremstår verden igen anderledes for os. Det må sproget tilpasse sig. Dér forestår den store udfordring. Og det er ikke let.

Min anden afgørende præmis er Bohrs filosofi og den kvantemekaniske belæring. Foruden påpegningen af selvreferencen indeholder den et vores bevidsthed påtvunget vilkår, nemlig komplementaritetsprincippet som løser verdens tilsyneladende tvetydige og indefinitte fremtrædelse for os.

 

Paradigmer.    I menneskets historie har opfattelsen af hvad vi er, og hvad verden er, ændret sig radikalt flere gange. De tre seneste paradigmeskift har jeg behandlet grundigt i Niels Bohr og det nuværende paradigmeskifte. Her forudses også hvordan kvantemekanikken kan være den sten i skoen som vil komme til at gnave på den nuværende verdens- og bevidsthedsopfattelse til den bukker under og giver plads for en ny,

  og - forhåbentligt - hvor vi med vores nye bevidsthed forstår vores indlejring i hele naturen, således at selvbeskyttelse bliver total naturbeskyttelse, og menneskeheden dermed redder sig fra at forårsage sin egen undergang.

Der er andre muligheder for bevidstheden. En religionsforsker, Jens-André Herbener, gør sig disse overvejelser.

Kvantemekanikken stiller os i en ny situation med hensyn til at forstå. Hvad forstår vi overhovedet ved at forstå? Og således rammer selvreferencen selve grundlaget for vores forståelse. Måden at forstå på er vilkårlig. I det nuværende paradigme fordrer en forståelse at vi kan stille os udenfor og beskrive en entydig verden søgende kausalitet (som fører til determinisme). Kvantemekanikken har lært os at det ikke altid er muligt. Vi må tillade os også at forstå på en anden måde. Det må give os modet til at prøve noget vildt.

Så er det tid til at løse problemer:

1.              Mirakler.

Vi er ”ophængt i sproget”, lukket inde i sproget. Principielt ubegribelige fænomener findes og må derfor blot accepteres og italesættes. Her indfører jeg så simpelthen Miraklet, et fænomen som ikke er et problem, men et vilkår. Som mirakler vil jeg opfatte universets eksistens, livets eksistens og bevidsthedens eksistens. Så er de problemer løst!

Problemer kan også løses ved at opløse spørgsmålet. Har man spurgt på en måde eller på et grundlag hvor problemet er principielt uløseligt, så har man selv bygget den mur man vedvarende støder panden mod.

Hvis man som naturvidenskabsmand mener at evolutionen er foregået efter de naturlove vi trin for trin afklarer, så kommer intet udgangspunkt op på siden af fysikerens når det gælder om at forundres over universet. Og samtidigt anerkende at det er et mirakel.

Fysikere (og filosoffer) operere med mirakler - men de er ikke meget for det.

2.              Universet og evolutionen

Hele det mirakuløse liv på vores lille planet er det foreløbige resultat af den udvidede forståelse af Darwins begreb evolution. Begrebet dækker fint hele forløbet fra Big Bang til nu. Der er hverken logisk eller etymologisk noget at indvende. Jeg ser 3 adskilte evolutionsfaser:

1.      Den fysisk-kemiske, efter verdens opståen ved Big bang

2.      Den genetiske, efter Livets opståen

3.      Den abstrakt sproglige, efter Bevidsthedens opståen (i mennesket)

Alle 3 er resultater af mirakler. Inden for alle 3 fungerer en helt selvfølgelig udvælgelsesmekanisme: Overalt afprøves gennem tilfældigheder alle mulige kombinationsforsøg, hvoraf de der overlever, bringer evolutionen videre. Alle 3 har de rørt grundigt i gryden og meget gennemgribende ændret den jord hvorpå den seneste fase eksperimenterer nu. Den evolutionære hastighed er sat voldsomt i vejret ved hver ny fase, således at den foregående evolutions fortsatte virke er negligibel i forhold til den nyes. Det giver i sig selv en eksplosiv udvikling. Men selv inden for den nuværende synes en eksplosiv og faretruende evolution at have udviklet sig i løbet af de seneste generationer. Og ser vi allerede i den kunstige intelligens evolutionens næste påfund?

3.              Bevidstheden

Terminologi og kategorisering er afgørende for en indholdsfuld analyse. Jeg skal derfor fremsætte en klar definition af hvordan jeg herefter vil bruge ordet ’bevidsthed’. Definitionen vil umiddelbart støde mange som med bevidsthed forbinder evnen til at reagere på omgivelserne. Det er noget sådant Klawonn indkredser i sit afsnit om dualismen, s. 21, citeret i indledningen (østers og regnorm). Disse evner karakteriserer livet i almindelighed. Min definition vil gøre bevidsthed til en specifik menneskelig egenskab. Det kan gøres i overensstemmelse med dagligdags anvendelse af ’bevidsthed’. Vores handlinger kan opdeles i bevidste og ubevidste handlinger. Karakteristisk for de bevidste er at vi kan sætte ord på, ofte vil handlingen følge efter en sprogbaseret begrundelse. De ubevidste handlinger udføres uden reference til noget sprogligt og unddrager sig vores bevidsthed.

Vi tænker og kommunikerer ved hjælp af vores abstrakte sprog. Det har vi, det har dyrene ikke. Men det er også den eneste principielle forskel. I min indkredsning af mennesket som biologisk væsen spiller ligheder mellem træk hos dyr, tydeligt hos de højerestående, og mennesker en afgørende rolle. Tag sproget fra homo sapiens, og principielt adskiller vi os på ingen måde fra det øvrige dyreliv.

 

 

Definition: Bevidstheden er det som rummes og udfoldes i vores abstrakte, ordbårne, logiske sprog.

 Gennem sanserne bombarderes kroppen af signaler fra omverdenen og fra kroppen selv. Kroppen reagerer umiddelbart på mange af disse. Kun en forsvindende lille del af dem erkendes med ord, dvs. når frem til bevidstheden. Kroppens reaktioner på sanseinputtene er umiddelbar og kommer derfor før bevidstheden om dem. Bevidstheden efterbehandler og efterrationaliserer, (jf. videre i Afsnit 5 Fornuften). Det drejer sig både om signaler fra omgivelserne og fra vores krop. Det er i øvrigt umuligt kategorisk at afgrænse individets legeme fra resten af verden. Begge dele er verden uden for bevidstheden indtil der eventuelt sættes ord på.

Bevidsthedsmiraklet er menneskehjernens mirakuløse egenskab at kunne jonglere med et sprog som kan udtrykke og nuancere tanker og meddelelser uden grænser. Tegnsprog er også et sådant sprog. Men kropssprog og kunstens sprog er det ikke. Med kropssproget taler vi (og dyrene) umiddelbart til hinanden uden om bevidstheden. Vi mennesker kan tolke kropssprogets meddelelser og inddrage dem i bevidstheden idet vi formulerer ord, tavst eller udlægger det for andre. Men det kan rumme og foranledige meget mere end svarende til de ord vi får sat på, og om det er vi ubevidste. Det samme gælder i høj grad kunstens sprog. Kunst, aller Art, har umiddelbart meddelelser til os uden om bevidstheden. Idet vi forsøger at tolke og analysere med ord inddrages de i bevidstheden. Men så ødelægges de som kunstoplevelse, de skifter kategori. Oplevelse og analyse af kunst er komplementære tilstande. Bohr påpeger noget tilsvarende: ”Vi kender alle det gamle visdomsord, at når vi prøver at analysere vore egne følelser næppe har dem mere.”.

Bevidstheden og det abstrakte, ordbårne, logiske sprog er synonymer. Det skal huskes når jeg i det følgende hovedsageligt bruger ordet ’bevidstheden’.

Yderligere begrundelser for definitionen er til rådighed: At gøre sproget lig med bevidstheden er i forlængelse af den ramme for vores bevidste forhold til naturen som Bohr konkluderede efter den kvantemekaniske belæring. Den er også sammenfaldende med Descartes res cogitans (den tænkende substans, vi tænker med sprog).

Men en gammel, dyb indsigt er det også. Himlen åbner sig når vi ser til Johannesevangeliet:

v1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. v2   Han var i begyndelsen hos Gud. v3  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. v4  I ham var liv, og livet var menneskers lys. v5  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Det lægger sig helt ind i nærværende sammenhæng hvis man - helt oplagt - i stedet for ’ordet’ skriver ’sproget’, i stedet for ’Gud’ skiver ’Miraklet’ og i stedet for ’lyset’ skriver ’bevidstheden’: 

v1 I begyndelsen var sproget, og sproget udsprang af Miraklet, og sproget var Miraklet. v2   ... v3  Alt blev til ved Miraklet (= sproget), og uden Miraklet (= sproget),  blev intet til af det, som er. v4  I Miraklet fandtes liv, og i livet var menneskers bevidsthed (= sproget). v5  Og bevidstheden (= sproget) oplyser mørket, …

De 5 første vers af Johannesevangeliet gør – med mine synonymer – sproget, Miraklet, det eksisterende og bevidstheden til forskellige udslag af Miraklet. Universet, det eksisterende, som vi kan kende det, skabes af vores bevidsthed = lyset. ”Der blive lys” = ”Der blive bevidsthed” er selve skabelsesbesværgelsen.

Men skal Johannesevangeliets indsigt være gyldig her, så er den oversættelse som jeg er vokset op med, helt afgørende.

Den Nye Aftale, som kalder sig ”banebrydende nudansk oversættelse af Det Nye Testamentelægger ud med ”Alting begyndte med at Gud talte”. Hvor kom Han så lige fra? Den første oversættelse fastholder mysteriet, miraklet. Den anden kaster mysteriet overbord som uinteressant. (Som jeg vil tolke det, kaster den Gud overbord.)

Men lad os da få sagen belyst fra hestens egen mund, af Divus Madsen selv:

Bibeloversættelse

Hvad fortæller de forskellige oversættelser os? … at det menneskelige og den menneskelige virkelighed opstår med den sprogbårne bevidsthed. Teologi er eksistens! Virkeligheden er skabt, idet vi har set lyset! - har fået bevidsthed. Det må være indsigten som prologen i Johannesevangeliet åbenbarer.

 

Vi ser hvor langt vi kan komme på basis af bevidstheden = sproget:

 

Stimuli til sanserne kommer altså både udefra og fra kroppen. Som tidligere påpeget: ”Vi må starte hvor verden træder frem for vores bevidsthed.”:

Definition: Verden er alt udenfor bevidstheden.

Definition: Virkeligheden er vores bevidstheds beskrivelse af verden.

Virkelighed = verdensopfattelse. Verden er det der er i kraft af miraklet at der overhovedet er noget. Vi kan ikke udtale os om verden udover at den er. Når vi forsøger at sige mere om verden, altså sætter ord på, så bliver det vi siger til virkeligheden. Således opstår vores virkelighed helt automatisk. Således opstod tidligere virkeligheder, og således vil fremtidige virkeligheder opstå - helt automatisk! Og de kan være meget forskellige.

Vi lever i virkeligheden som vi altså selv skaber med de ord vi sætter på.

(Faktisk er vi på en måde også selv ansvarlige for at der overhovedet er noget. ”Universet ville også eksistere selvom vi ikke var her” er et helt tomt udsagn, et dogme. ”Hvad vil det sige at eksistere?” ville Bohr sikkert spørge stillet over for et så fundamentalt problem. ”Universet eksisterer”, kan udtales, fordi vi er her og er blevet givet bevidsthed. Ellers kan det ikke udtales.)

Min position ligner den filosofiske idealisme som udfoldes til grænsen af Berkeley. Men mens Berkeley formentlig på det her anførte grundlag ville kalde verden for kun subjektivt eksisterende, så viser den kvantemekaniske belæring en måde at tale objektivt om en eksisterende verden på, en verden som blot er tilgængelig for os på en anden måde end vi har været vant til. Som Bohr slutter det tidligere anførte citat: ”Langtfra at rumme en mod videnskabens ånd stridende mystik henviser betegnelsen komplementaritet blot til de med vor stilling ved beskrivelsen og sammenfatningen af erfaringerne på atomfysikkens område forbundne erkendelsesvilkår.

Klawonn beskriver på s. 25 den klassiske opfattelse af det ”materielle” således: ”Det materielle er principielt uafhængigt af om det opleves – dvs. det behøver ikke at vise sig for at være til”.

Den første del tilslutter jeg mig ikke: Kvantemekanikken har direkte vist os at således eksisterer den atomare verden ikke.

Den anden del tilslutter jeg mig: Når vi ikke søger efter elektronen, er den - uden at være noget!

Sådan eksisterer verden ifølge kvantemekanikken. Når Klawonn skriver ”dvs.” mellem de to udsagn viser det at kvantemekanikkens erkendelsesvilkår er et helt nyt vilkår for filosofien. Tillige viser det hvorfor jeg ikke føler mig repræsenteret af Berkeley. Ej heller af andre filosoffer. Jeg kører ofte sur i deres lange, logiske tirader og føler at de fører mig, og måske også sig selv, ud på sidespor. For alle gælder det at de placerer sig, deres analyserende bevidsthed, urørligt på afstand af studieobjektet. Det er den position jeg afviser og behøver derfor ikke at kunne følge lange ræsonnementer på det grundlag. En egentlig ny afklaring kan først opnås når det nye paradigme for alvor trænger igennem. Men et indledende forsøg kan gøres.

 

Vi forsøger at gå videre således:

·        Det er paradigmers natur at være midlertidige.

·        Mirakler er en forudsætning for at vi er til og kan tænke, men er fænomener som er principielt uforklarlige for os.

·        Bevidstheden er et Mirakel. Men min simple definition af bevidsthed mangler at blive relativeret til de indre oplevelser: følelser, fornemmelser, hukommelse m.m.

·        Over for selvreference skærper vi vores opmærksomhed.

·        Den kvantemekaniske belæring i form af ’både/og, men ikke samtidigt’, komplementaritet, kan måske afsløre et generelt vilkår for bevidstheden når den skal forholde sig til den verden hvoraf den selv er en del.

Udefra-indefra

Overvejelserne i nyere tid af sjæl-legeme-problemet er startet af Descartes. For ham består verden af et symmetrisk par, res cogitans og res extensa, som betragtes udefra, første figur. Det er den traditionelle dualisme. Men der er faktisk tale om tre positioner, idet res cogitans optræder i to roller, både som iagttageren udefra og som den ene del af det iagttagede par (som jeg forstår Descartes). Dvs. vi her har en lusket selvreference.

Det er fra dette ydre ståsted, at Descartes og efterkommere kommer i store vanskeligheder. Han/de ser udefra på de to totalt væsensforskellige substanser, res cogitans og res extensa udefra. Res extensa aflæses relevant af res cogitans. Res cogitans kan med viljeshandlinger gribe ind i res extensa. Via hvilken mekanisme påvirker de to væsensforskellige substanser hinanden, den ene vej og den anden vej? – det psyko-fysiske problem.

Klawonn analyserer dilemmaet kort og klart på s. 28 i sin bog. Alle forsøgene på at redegøre for forbindelsen inden for Dualismen kommer til kort. Og i en meget kort udgave: Tilsvarende med de 3 andre forsøg på at undgå dilemmaet, Dobbeltaspekt-teorien, hvor bl.a. Gud forsøges inddrages som forbindelsesled, s. 33, Materialismen hvor kun materie er virkelig, og idealismen som i sin konsekvente udgave, Berkeley s. 124 i Klawonns bog, helt benægter materiens objektive eksistens.

Problemet har eksisteret i mere end 2000 år. Det har traditionelt været formuleret og analyseret af en cartesisk ydre iagttager og er det stadig.

Jeg mener at det er denne ramme som udelukker en forståelse som kan accepteres inden for selvsamme ramme. Og jo mere jeg kredser om problemet, desto mere trænger intuitionen sig på: Det er en åbenlys misforståelse at tildele verden to essentielt forskellige substanser. Det er vores bevidstheds ambitioner om at være noget. Lige så snart vi placerer iagttageren hvor den hører hjemme, anden figur, ser vi at analysen må forløbe anderledes. Det kommer jo så til at dreje sig om bevidsthedens forhold til den verden hvoraf den selv er en del. Res cogitans er bevidstheden der ser sig selv, et selvberoende mirakel og ikke mere. Dermed eksisterer bevidstheden igen i en uafvendelig selvreference som gør den indefinit.

Så kan vi finde inspiration i Spinozas opfattelse af verden som en udelelig helhed hvori bevidstheden prøver at finde et ståsted til sig selv - og finder nødvendigvis to komplementære.

Her træder også den fundamentale forskel mellem Einsteins og Bohrs grundsyn klart frem. Vi er faktisk dér hvor vi kan sige at kvantemekanikken, rent videnskabeligt og totalt, har afvist Descartes opstilling. Dermed fjernes det grundlag som videnskaben har behandlet det psyko-fysiske problem og problemet med den frie vilje på. Jeg arbejder videre på at sætte denne konklusion ind i en større og tættere oplevet sammenhæng.

Figurer der forsøger at illustrere begrebsmæssige strukturer, er gode at sidde og fundere over, også selvom de næppe nogensinde bliver helt retvisende.

Spinozas verden kunne forsøges struktureret som på den tredje figur. Her har jeg også udtrykt at bevidstheden suger verden til sig og gør den til virkeligheden. Fra Spinozas to komplementære ståsteder fremtræder virkeligheden på to forskellige måder.

Den figur er ikke rigtigt dækkende for min struktur. Jeg kan ikke i det jeg har læst, se hvordan Spinoza opfatter bevidstheden som ser på sig selv. Det prøver jeg at få med, for det er afgørende for vores selvforståelse som det udvikles i Afsnit 6. Ved ’position’ forstår jeg kombinationen af iagttagerens ståsted og genstanden for iagttagelsen. De to positioner ’udefra’ og ’indefra’ ses fra samme ståsted, bevidsthedens. Positionen ’udefra’ er bevidstheden der ser på verden udefra (og opbygger virkeligheden), positionen ’indefra’ er bevidstheden som indefra ser på sig selv og opbygger ’jeg’et.

Endnu sværere at få retvisende, så prøver jeg alligevel med fjerde figur. Jeg ville gerne have haft tre dimensioner, for ovenover virkeligheden svæver bevidstheden i et virtuelt plan. Fuldstændigt dækkende, for bevidstheden rummer virkeligheden, men den eksisterer også mirakuløst selvstændigt i form af vores indre selvoplevelse. Herfra kan vi udefra se ned på verden og justere virkeligheden (gennem videnskabelige indsigter), og herfra kan bevidstheden indefra se horisontalt på sig selv. Her får den øje på vores livsoplevelser og livsvilkår. Opfølgning og forsøg på afslutning følger i Afsnit 6.

 

Det psyko-fysiske problem bliver formuleret og behandlet i den videnskabelige-filosofiske tradition alene ved betragtning udefra. Vi fortsætter et stykke tid endnu med betragtninger udefra, men med den anden position, indefra, trængende sig på:

Vores krop er en del af den verden som styres af naturlovene og er underkastet disse. Via vores sanser har vi oplevelser og følelser forbundet hermed. Det er kun en meget ringe del af vekselvirkningen med resten af verden som registreres af vores bevidsthed. Men det kan - hvis gunstigt for livet - resultere i indre oplevelser, svage (f.eks. synsindtryk) eller stærke følelser som er signaler til vores bevidsthed.

Et eksempel på en stærk oplevelse:

En kniv i låret medfører en smerte som er en personlig oplevelse (prøv selv!). Smerten som smerte har ikke en art udover den indre oplevelse. Den kan ikke som smerte forstås udefra. Udefra kan man se årsagen til smerten i skaden på kødet. Men man kan ikke i skaden se smerten. Hvis man vil forklare denne oplevelse yderligere, stiller man sig foran en uoverstigelig mur. Men smerten opleves! - indefra. De indre oplevelser er selvoplevelser og er en del af bevidsthedsmiraklet.

Her kan jeg virkelig angribes for at skamride problemløsning ved mirakler. Men vi må ind til de indre oplevelser, udefra uforståelige, men indefra virkelige, på en eller anden måde. De er et faktum i livet, og et input for bevidstheden når der sættes ord på. De rummer alle fornemmelser og følelser, også dem som dukker op som hukommelse.

Dermed har vi løst det psyko-fysiske problem den ene vej, verden signalerer til bevidstheden med de indre oplevelser som melleminstans. Mirakuløst.

Den anden vej:

Mennesker fungerer som dyrene i samspil med en meget kompliceret natur. Dyrene kan og gør alt det basale som også vi gør, alt det der gælder opretholdelse og videreførelse af livet. Dyrene viser tilmed klare, én til én-udtryk for følelser og har en hukommelse som gør det muligt at genkende ting der er set før og hørt før m.m. Hukommelsen kan overtrumfe vores mange gange: Trækkende fugle som har været en tur i Afrika, kan vende tilbage til samme rede under et garagetag i Sønder Omme.

Oveni har vi de sproglige formuleringer som muliggør en meget omfattende hukommelse, kommunikation og kompliceret livsudfoldelse. Men der er kun tale om en gradsforskel. Mennesket er et pattedyr med sprog.

Som naturlovene ytrer sig i neurologien, kan vi finde ud af hvor i hjernen de forskellige sanseindtryk, følelser m.m. lagres, hvordan de kommer derind og hvordan de kommer ud igen – i princippet. Sådan fungerer livet - med mindre der skal være tale om viljesstyring.

Det er ønsket om en fri vilje som ødelægger muligheden for at opnå en tilfredsstillende traditionel forståelse. Descartes problem den anden vej eksisterer kun hvis en handling skal initieres i res cogitans af en vilje der frit og bevidst vælger mellem de foreliggende muligheder. Ellers foregår det hele efter naturlovene i res extensa.

Dermed er psyko-fysiske problem den anden vej også løst. Det hele foregår nemlig efter naturlovene, for vi har ikke en fri vilje i den sammenhæng hvori det psyko-fysiske problem er rejst, fra ståstedet ’set udefra’.

 

Den frie viljes problem.

Problemet behandles filosofisk, og det behandles i hjerneforskningen. Det første problem her er hvad man overhovedet kan forstå ved en ’vilje’ i denne sammenhæng. Det må være knyttet til en evne til at beslutte og gennemføre en handling blandt flere mulige. ’Jeg’ beslutter at gøre sådan og sådan. Men når problemet betragtes udefra, ser man bare handlingen. Det er svært udefra at se hvad dette ’jeg’ er for en instans andet end en selvfremkaldt illusion.

Det fremføres da også i stigende grad af hjerneforskningen at der i hjerneprocesserne ikke er plads til en sådan fri, indgribende vilje.

Hjerneforskningen ser på vores handlinger udefra, og det videnskabelige mål er at kortlægge de lovmæssigheder som gælder for nervesystemet. Inden for det område hvor det lykkes, hersker der determinisme. Den frie vilje skulle i givet fald gøre sig gældende i begyndelsen af nerveprocesserne og deterministisk føre til den valgte handling. Imidlertid har hjerneforskningen ved bl.a. Benjamin Libet påvist at aktiviteten i hjernen som fører til handlingen, går forud for min bevidsthed om handlingen (som jeg før har indset). Dvs. at det Handlingen er startet inden jeg opdager det. Der er ikke plads til en indgribende vilje.

Det kan se løjerligt ud: Hvis jeg beslutter at hælde den kaffe jeg lige nu sidder og nyder, ud over tastaturet, så kan jeg illustrere min frie vilje ved at vælte koppen. Og så ender teksten - hvis…

Men den ender ikke her! Jeg vælter ikke koppen. Vi må forstå det sådan, at set udefra, fra en hjerneforsker, er jeg ved påvirkning udefra blevet grebet af denne teksts problemer, og jeg har brug for tastaturet. Det vinder.

Jeg kan dog udefra blive tilstrækkeligt provokeret - eller belønnet - så jeg vælter koppen. Men det er så efter en kraftig ydre påvirkning som deterministisk omstrukturerer min hjerne. Alt det der er i min krop inkl. hjerne, bestemmer hvad jeg gør. Jeg kan ikke gribe ind i verden som det fremstilles i hjerneforskningen. Jeg har ingen fri vilje i denne sammenhæng. Heraf slutter vi at

Ifølge hjerneforskningen har vi ingen fri vilje.

Det er imidlertid en situation vi ikke kan forlige os med. Og det skal vi heller ikke. I den indre position hvor livet leves og opleves umiddelbart, er en fri vilje en forudsætning for vores selvoplevelse, vores ’jeg’, vores ’bevidsthed’, ja, vores liv. Det vil blive påvist i Afsnit 6. Vi må først fremstille hvorledes vores selvbevidsthed tager form i bevidstheden på grundlag af ydre påvirkninger og indre oplevelser.

 

Kropsimpulsernes forhold til bevidstheden kan udvides med Freuds kategorier:

Underbevidstheden er signaler fra kroppen som kan fornemmes, bevidsthed som kan være på vej, men som ikke har fået registrerbar fremtoning, og så har man ikke bevidsthed om hvad det er man fornemmer.

Hvis kilden til eller arten af fornemmelsen træder frem, kan man sætte ord på, så bliver man bevidst om den. Altså:

Bevidstheden iagttager og sprogbehandler hvad kroppen giver af signaler, hvad den mærker, og hvad den foretager sig, og hvad der via sanserne kommer fra omverdenen.

Overbevidstheden, ’overjeg’et, en moralsk stemme, er også kropsfornemmelser. De stammer fra den sociale struktur som ordløst kan melde sig og påvirke handlinger. I etikken gøres de bevidste.

De to første er evolutionært udviklet i enkeltindivider, den sidste er evolutionært udviklet i den sociale struktur som har hjulpet artens individer levende igennem den evolutionære udvikling og derigennem aflejret sig i generne. Den sociale struktur, samfundet, er en evolutionært udviklet organisme i sig selv. Det uddyber jeg her, Den frie vilje og retsvæsenet.

Situationen da Bohr og Heisenberg skiltes i vinteren 1927 kaster et klart lys over underbevidsthedens art. Jeg beskrev det således: ”Men hos dem begge lå løsningen klar, den skulle bare formuleres”. Den kan nu beskrives: ”Men hos dem begge lå løsningen klar i underbevidstheden, den skulle bare finde sin formulering, dvs. ved sprog inddrages i bevidstheden”!

De mente de arbejdede på samme problem, og at de derfor måtte kunne enes om en formulering (bevidstgørelse), men deres underbevidstheder råbte i hver sin retning. Derfor gik de hinanden på nerverne og måtte skilles. Hver for sig kom de til bevidsthed, og det viste sig - ganske rigtigt - at deres formuleringer var disjunkte. Men tilsammen var de den fuldendte løsning på problemet; deres løsninger var komplementære!

4.              Dannelsen af ‘jeg’et

Det specifikt menneskelige er at et menneskebarn fødes med evnen til at udvikle et sprog, med potentialet til at blive et menneske. Mennesket opstår altså i løbet af de første leveår under direkte og indirekte anvisninger fra barnets sprogbrugende omgivelser, sproget skabes, og barnet får menneskelig tænkeevne, det får bevidsthed. Bevidstheden dannes med ord og begreber fra det herskende virkelighedssyn. Således skabes barnets virkelighed i overensstemmelse med den givne virkelighed, det omsluttes af det aktuelle paradigme.

Barnets første udfordring i vores kultur er at lære at separere individer. Når barnet begynder at følge bevægelser, så tager vi fat ledsaget af opmærksomhedsrettende, pegende bevægelser, igen og igen: ”Det er mor”, ”det er far” og ”det er lille Egon”. Når skriftsproget skal tilegnes, er barnets navn det første det lærer at skrive. Således vænnes barnet til at se sig selv som et selvstændigt ego kaldet Egon. Denne proces kunne sagtens forløbe anderledes, men uden sprogudvikling ville der ikke være tale om en menneskekultur.

Et nyfødt menneskebarn har ikke et sprog og derfor ikke en bevidsthed og er derfor ikke et menneske. Hvis det isoleres fra sprogbrugende mennesker - Gud forbyde det, men der er eksempler - vil det ikke udvikle en bevidsthed (= sprog) ejheller udvikle et ‘jeg’ i vores forstand.

‘Jeg’et opstår i kroppen sammen med sprogtilegnelsen. Det eksisterer ikke inden. ’Jeg’et er en selvberoende selvforestilling, en slags illusion baseret på sproget/et mirakel, når det betragtes udefra. Det er virkeligt for sig selv når det ses indefra.

Men om lidt er det borte.

5.              Fornuften

Min definition af bevidsthed medfører umiddelbart via bombardementet af sanseimpulser det totale indre kaos i modstrid med den fornuft og mentale helhed som vi dog mener os i besiddelse af.

Definition: Fornuften er den del af bevidstheden, indenfor hvilken der er etableret en tilfredsstillende sammenhæng, konsistens, som ‘jeg’et identificerer sig med.

Bevidsthedens kilde er sanseimpulserne, fornuften er en delmængde af bevidstheden. Alt hvad jeg oplever lige fra trivielle ting til de ekstremt komplicerede indsigter i naturen som min fysikuddannelse har givet mig, samler sig videst muligt i fornuften og danner min virkelighed og mit ’jeg’. Til stadighed strømmer der iagttagelser til bevidstheden. Og hvis de udfordrer fornuften, så er også ’jeg’et udfordret.

Min krop handler deterministisk, set udefra, handlingen registreres af min bevidsthed og dens opgave er så at indarbejde så meget som muligt i fornuften af det som trænger frem til min bevidsthed, eller videst muligt tilpasse fornuften til det som er registreret i bevidstheden. Det er ikke en håbløs opgave. Kroppens formål er at overleve, så der må være en vej frem for fornuften. Så længe det går godt, bliver vi klogere og udvider vores fornuftområde. I almindelighed flyder oplevelserne ind og optages ubesværet i fornuften. Men i livets løb kan der komme ting (oplevelser) til bevidstheden som konflikter med fornuften. Voldsomme udfordringer af fornuften kan føre til tab af selvkontrol. "Jeg var helt ude af mig selv af vrede/fortvivlelse/sorg...". Det kan gå over, eller det kan være en vedvarende udfordring. Argumenter, overvejelser, tænkte udspil som afspejler bevidsthedens stridende kendsgerninger, kan køre rundt i den indre monolog uden ende at ville tage. Man er i krise.

 

Ved kriser, evt. livskriser er bevidstheden tilført noget tungtvejende som ikke lader sig indpasse i fornuften. Tragisk almindeligt er kvinden der ikke forlader sin ekstremt voldelige mand. ”Hvorfor går du ikke bare?”. Svaret ”Det forstår jeg heller ikke” forklarer hvorfor denne dialog hører hjemme på krisecentre. Terapi, påvirkning gennem kommunikation, går ud på at skubbe til forestillinger, åbne muligheder som kan røre rundt i bevidstheden så de kan falde på plads i fornuften, ’jeg’et reddes. Den proces som psykologer kalder individuation, er en lignende proces.

En psykisk skavank som personlighedsspaltning viser at bevidstheden kan have to områder med hver sin sammenhæng, hver sin fornuft, hvert sit ’jeg’. Et væld af psykiske diagnoser viser omfanget af variationsmuligheder inden for bevidsthedens fornuftafdeling, som vist ikke vælter mine simple definitioner. En viderebehandling af diagnosen personlighedsspaltning kan måske være relevant i forbindelse med domstolenes virksomhed hvor det kan bringes i forhold til begrebet ”utilregnelig i gerningsøjeblikket”.

Endelig kan en voldsom forelskelse som kommer på tværs af den forelskedes forestillinger om sit liv, afsløre at kampen helt åbenlyst kan stå mellem hjerte og hjerne, hvor hjertet, metafor for kroppen, bombarderer bevidstheden, hjernen, med signaler som bevidstheden slås med i relation til fornuften.

Kriser indtræffer også i det store fællesskab, i kulturen: Foran et paradigmeskift, når anomalierne, modsigelserne i kulturens bevidsthed, den paradigmatiske virkelighed, bliver overvældende, så er det en udfordring af kulturens fornuft, paradigmet. Kulturen er i krise. Kulturens bevidsthed skal omformes, en ny kollektiv fornuft, et nyt paradigme, skal opbygges. Og kriser giver det uvægerligt også i denne sammenhæng, livsfarlige endda (jf. Giordano Bruno og Galilei).

6.              Den frie vilje og ansvar

Fornuftens opgave er at stå på mål for hvad kroppen foretager sig, som det registreres af bevidstheden. Fornuften må kunne rumme adfærden, hvilket faktisk betyder at fornuften løbende og videst muligt må kunne omfatte personens adfærd, dvs. holde ‘jeg’et intakt ved at kunne forsvare adfærden og dermed stå til ansvar for ”sig selv”. Hvordan fungerer det?

Vi prøver med et eksempel:

Lad Clinton sige (tale sandt) "I did have sexual relations with that woman" og så tilføje "but it wasn't my intension".

Så var præsident Clinton ud af det hvide hus med det vuns. Og hvis han fortsatte med at fralægge sig ansvar, hævde at han ikke havde noget valg, men at noget andet styrede ham (hvad sandt var! så længe hans ’jeg’ (fornuften) ikke havde påtaget sig ansvaret), så ville han melde sig ud af den sociale sammenhæng og ende i psykiatrien - som nok ville sørge for den endelige opløsning af hans ego, hvis han fastholdt. Selvom "noget andet" i en periode styrer ham, så må han gøre det til sit, påtage sig ansvaret. Og det er logisk nok, han kunne jo bare have ladet være. Og det ved han godt. Altså valgte han at gøre det. Dvs. han oplevede en fri vilje.

(Om biologisk styring af hanner og hunner.)

 

Stakkels Clinton blev valgt som eksempel fordi det er et hele verden kender. De fleste af os vil imidlertid let kunne finde personlige oplevelser med helt samme struktur hvad angår udfordringen af fornuften og kampen for at bevare sit ’jeg’ ved at (være nødt til at) tage ansvar. Henrik Stangerups Manden der ville være skyldig behandler netop dette problem.

Livet er alt det vi oplever. Altså er den frie vilje en del af livet:

Vi har en fri vilje.

Den er et personligt anliggende for hver enkelt af os. Den er afgørende for at vi ’set indefra’ kan se os selv som selvstændige, intakte 'jeg'er som med ansvar for vores valg indgår i den sociale sammenhæng med andre ’jeg’er med ansvar for deres valg.

Fri vilje og ansvar er udtryk for det samme. ’Ansvar’ betyder ’svar på noget’, og kan opfattes som fornuftens svar på personens gerninger ved at kunne omslutte dem. Et vellykket menneske er et for hvilket dette lykkes let. Ansvar er forsvar for ‘jeg’et og derigennem opbygges et solidt ’jeg’.

’Jeg’et uden ansvar giver ingen mening. Ansvar uden valgfrihed giver ingen mening.

Jeg vil være! Jeg vælger - blandt de givne muligheder.

Nu står vi så med

·        Den frie vilje er en uomgængelig kendsgerning i denne sammenhæng.

·        Den frie viljes udelukkelse er en uomgængelig kendsgerning i hjerneforskningens sammenhæng som tidligere fastslået.

Den nuværende videnskabelige metode er at iagttage udefra, Einsteins videnskabsideal. Den position alene er også hjerneforskningens. Når den behandler ’fri vilje/determinisme’ og mener at spørgsmålet skal afgøres med et enten/eller og ikke kan få plads til den frie vilje, har den naturligvis meget svært ved at godtage konsekvensen af sin egen forskning, for den fratager os vores ansvar, og fornægter altså vores ’jeg’er.

Determinismen, fravær af fri vilje, generer derfor hjerneforskerne. Libet selv strittede imod: ”Libet says the diagram shows room for a "conscious veto."og indførte altså en fri uvilje!!! Det ændrer intet ved spørgsmålet om frihed til at gribe ind. En omfattende forskning forsøger at nærlæse de fysiologiske eksperimenter for at finde et hul i den kategoriske determinisme, se ” Morten Storm Overgaard” i Informatíons artikel.

Men der er ingen grund til fortvivlelse. Der kan blive plads til ’både/og, men ikke samtidigt’ (komplementaritetsprincippet). Prøv en pædagogisk udfordring!

Forståelsen af elektronen inden for kvantemekanikken førte frem til at den kunne have to fremtrædelsesformer uden modsigelse, fordi de iagttagelsespositioner som frembringer dem, ikke kan indtages samtidigt.

Med hensyn til vores adfærd står vi med to modstridende opfattelser, determinisme og fri vilje, som optræder ved to iagttagelsespositioner, udefra og indefra, som ikke kan indtages samtidigt. Så vidt ligner situationerne hinanden. Spørgsmålet er nu om komplementaritetsprincippet kan gøres gældende over for ’fri vilje/determinisme’-problematikken for de menneskelige vilkår. Det er jo ikke kvantemekanik.

Men når det nu netop drejer sig om bevidsthedsfænomener, burde det være helt uomgængeligt at afprøve komplementaritetsprincippet med en til at ’se udefra’ komplementære position, nemlig at ’se indefra’, der hvor vi oplever vores adfærd, tager ansvar for os selv og former vores menneskelige ’jeg’.

Og så får vi straks øje på ’vilje’, ’ansvar’ og ’jeg’et, og spørger forbløffet: ”Hvad laver de begreber i hjerneforskningen som ser udefra og bygger på neurofysiologi?”

Hvad er i den sammenhæng en ’vilje’ som har frihed til at pille ved neuronerne? Og ’ansvar’ - mellem neuronerne? Hvilken struktur i hjernen rummer ’jeg’et? Hvilken mening kan det give at tilskrive en hund eller en kat, eller en østers eller en regnorm, en fri vilje? Hvis hjerneforskningen analyserer dyrs og menneskers adfærd med samme videnskab, så er svaret på spørgsmålet ”Hvilken mening kan det give…” naturligvis det samme. Hvad er en ’vilje’ indenfor neurovidenskabens ramme? Og hvordan skulle en sådan - hvis begrebet skal have indhold i overensstemmelse med dets udfordrende anvendelse (fri, indgribende vilje) i denne sammenhæng - kunne påvirke nerveimpulserne, gribe ind og styre dem udenom den af neurovidenskaben beskrevne vej? Eller bremse de neuronfyringer som i organismen er lige på trapperne som følge af hele organismens øjeblikkelige situation og sætte andre neuroner til at fyre i stedet? Det er i virkeligheden(!) det cartesianske koglekirteldilemma nok en gang når man kun ser udefra. Dilemmaet eksisterer ikke, for en indgribende vilje med disse evner kan ikke placeres inden for hjerneforskningens rammer. Problemet om den frie vilje behandlet af hjerneforskningen er et skinproblem som følge af en kategorifejl.

’Vilje’, ’ansvar’ og ’jeg’et er fænomener som opstår og opleves indefra i det enkelte menneske og er afgørende for at vores 'jeg' opstår og fastholdes. Den frie vilje kan ikke forstås, den opleves.

Verden i sig selv er aldrig problemet.

Problemet er vores bevidstheds forhold til verden, altså vores verdensopfattelse, altså den af vores bevidsthed formede virkelighed.

Så er det godt at genkalde sig hvor Bohr endte i spørgsmålet om at erhverve viden:

·        Det drejer sig alene om at tilpasse sproget og dets begreber til vores iagttagelser, ikke om at pålægge verden i sig selv en bestemt værensform.

·        Det er forkert at tro, at det er fysikkens opgave at finde ud af, hvordan naturen er. Fysik handler om hvad vi kan sige om naturen”

Og her er vi ikke bundet, så spørgsmålet er om vi kan blive mere tilfredse ved at acceptere komplementariteten også i dette spørgsmål. Så skaber vi en ny virkelighed som vi tror på fordi den løser ovenstående problem. Allerede Spinoza indså faktisk at bevidstheden kunne være nødt til at indtage komplementære positioner over for verden.

7.              Hvor endte vi så?

Det aristoteliske verdensbillede (forfinet af Ptolemæus) med Jorden som universets centrum var virkeligheden på den tid, den aristoteliske virkelighed. Det blev fortrængt af det kopernikanske fordi mange iagttagelser faldt på plads på en simplere måde. Men for datiden fremstod det meget abstrakt. Den katolske kirke udgav faktisk Kopernikus’ verdensmodel i 1543, men karakteriserede den i forordet som en ren teoretisk øvelse. Men det blev virkeligheden! Sammen med Newtons love; men det var svært i en overgangsperiode. Det endte med at være helt uden problemer - indtil videre…

Så er det bare et spørgsmål om at acceptere en ny virkelighed:

Når vi lever og oplever vores liv indefra, har vi en fri vilje. Når vi prøver at forstå vores adfærd udefra, så er determinisme forståelsesgrundlaget. De to positioner kan ikke indtages samtidigt. De er komplementære.

Det er en umiddelbart mere abstrakt, men en meget simplere forståelse af ’fri vilje/determinisme’-problemet end den forståelse hjerneforskningen søger uden at vide hvordan en løsning overhovedet kunne se ud. Som det kopernikanske solsystem var et meget simplere grundlag end det ptolemæiske at forstå himlen på, og som komplementaritetsprincippet var det helt nødvendige grundlag for forståelse at den atomare verden, således kan en komplementær forståelse af den frie viljes problem være nødvendig for at løse den gordiske knude. Det er klogere at sætte ind på at tilpasse vores bevidsthed til verden, end at tilpasse verden til vores bevidsthed.

 

Kort sagt:

Livet skal leves indefra og forstås udefra

Dermed fik vi en polarisering i rummet som pendant til Søren Kierkegaards: ’Livet skal leves forlæns og forstås baglæns’ som er en polarisering i tiden. Begge sentenser udtrykker komplementære tilgange til menneskelivet.

Livet skal leves indefra. Her ser bevidstheden og ’jeg’et sig selv. Den position er vi i når livet udfordrer os i stort og småt, og det gør det uafbrudt. Vi lever forlæns og identificerer os umiddelbart med de indre impulser som initierer vores tanker og vores handlinger og leder os til at træffe de beslutninger vi træffer. De former vores ’jeg’, og det er ’jeg’ der handler - i egen forestilling. Det er også her hvor fornuften Afsnit 5 kan møder alvorligere udfordringer og vi må forsvare vores ’jeg’ ved at tage evt. tunge ansvar.

og forstås udefra er den analyse som neurologien - og vi andre når vi tænker på samme måde - dyrker baglæns set udefra.

I de sidste linjer af Afsnit 4 nærmer jeg mig det samme. Denne oplevelse omkring vores ’jeg’ som karakteriserer ’indefra’, kan ikke udledes af selve sprogets anvendelse. Den er det mirakuløse ved bevidstheden.

Med et par skridt til siden herfra kan vi lige igen strejfe Spinoza. Ansvar uden fri vilje giver ingen mening, sagde jeg - når vi vil drage andre til ansvar. Men hvis det drejer sig om os selv...  Vi bliver i Clinton-eksemplet.

Han vidste hvad han havde foretaget sig. Han vidste hvordan hans omgivelser ville vurdere sagen. Han vidste hvordan han havde bygget sit 'jeg' op. Det var udfordret. Han kom til at stå til ansvar over for sit eget 'jeg', fornuften. Her er det uden selvmodsigelse muligt at sige at handlingen var deterministisk, fulgte af de universelle naturlove, og alligevel var han tvunget til ansvar - over for sig selv. Han måtte tilskrive sig selv en fri vilje, for han vidste han kunne have gjort anderledes. Men denne frie vilje er blot et udtryk helt uden indhold. Den har ikke tilbagevirkende kraft.

Og så er det, der om Spinoza siges:Nogle filosoffer, heriblandt stoikerne, Spinoza og Hegel, har ment, at frihed er en slags indsigt i nødvendigheden. Mennesket er ikke frit i den forstand, at det kan ændre verdens gang, men når det erkender, at alt, hvad der sker, er både godt og nødvendigt, kan det ikke længere nære ønske om, at tingene skulle være anderledes.

Frihed er en indsigt i nødvendigheden som blot skal erkendes.

Så langt kan Spinoza komme med fri vilje uden komplementaritet. Jeg har erfaret komplementariteten som en principiel mulighed.

 

8.              Hvad venter os?

Skridtet venter på at blive taget:

Videnskaben slås stadig med forestillingen om enten-eller i spørgsmålet om ’fri vilje/determinisme’.

Med hensyn til det psyko-fysiske problem læser man på https://da.wikipedia.org/wiki/René_Descartes :

”Descartes grundlægger dualismen og skaber således det moderne sjæl-legeme-problem, der stadigt ikke er løst.”

I den udstrækning grundlaget i denne tekst kan accepteres og argumenterne kan følges, så kom vi frem til

·        Det moderne sjæl-legeme-problem opløses den ene vej ved at opfatte signalerne fra legeme/verden til vores mirakuløse selvberoende bevidsthed som principielt uforklarlig. Det er signaler til den bevidsthed som derved selv opfinder problemerne. Og den anden vej ved at behandle problemet i den sammenhæng hvori det er fremsat, betragtet udefra, hvor der ikke er plads til en sjæl/vilje.

·        Den frie vilje er ikke et problem hvis vi accepterer komplementaritetsvilkåret.

 

Mine præmisser kan forekomme fuldstændigt vanvittige:

·        Mirakler der principielt og uden videre må accepteres

·        Bevidsthedens selvberoende fundament, dvs. indefinitte art

·        Nødvendigheden af en komplementær tilgang til fundamentale problemstillinger vedrørende vores bevidsthed.

·        Givetvis mange logisk uansvarlige spring i fremstillingen (! claus@munchow.net)

Her er det meget interessant og relevant iagttage at videnskabshistoriens store gennembrud er sket efter accept af præmisser som ligeledes var fuldstændigt vanvittige for samtiden - og for pionererne selv; se hvad Newton skrev. Det heliocentriske system ved Kopernikus var ren teori. Og Bohrs postulater… hør f.eks. Ehrenfest, en nær ven til både Bohr og Einstein. Han sagde på et tidligt tidspunkt: ”Hvis det er sådan vi i fremtiden skal dyrke fysik, så må jeg helt opgive fysikken.” Han kom nu efter det senere. Meget efter det endda.

Paradigmer og paradigmeskift er ikke kategoriske fænomener, men et sprogbrug som værdifuldt kan ordne og systematisere virkelighedens historiske udvikling. Men nogle voldsomt markante paradigmeskift kan man udpege uden at ryste på hånden. Og så ser det ikke ud som om vanviddet i deres præmisser står i vejen for deres endelige accept. Det betyder blot at

Chokeffekten understreger paradigmeskiftets radikalitet.

Come on! Vi var parate til af udskifte Aristoteles med Kopernikus, og Kopernikus med - ja, det kunne være Bruno, og Bruno med Hawking og Hawking med …?     Nå, det var fysik.

Filosofisk: Er det snarere Descartes og descendenter med…?

Vi har fået noget at slås med, vi mennesker: Sproget er en forudsætning for at kunne stille sig udenfor og kigge. Det kan dyrene ikke. Aha: Dér har vi fejlen! Vi fik sproget, og vi fik problemerne! Måtte de løse ender i begge videnskaber blive forenet!