Opdateret: 18-03-2020 17:36

 

En anden forståelse af forståelse

Bevidstheden, verden og virkeligheden

Selvreference og komplementaritet

 

 

·         Tak til mine venner Pawel Kaminski og Hans Gammeltoft-Hansen som har brugt tid og kræfter på at udfordre mig i et todagesseminar i begyndelsen af juni 2018.

·         Jeg bruger nyt komma.

·         Om mig selv

 

 

Venlig hilsen claus@munchow.net

 

 

Dette er en kontroversiel tekst.

Velkommen!

 

 

Abstract:

Kvantemekanikken er i særklasse den mest omfattende og succesfulde naturbeskrivelse menneskeheden har skabt. Den har bare den ubehagelige følge at naturen opfører sig naturstridigt – i hvert fald hvis naturen skal opføre sig fornuftigt. Over for denne udfordring udviser såvel fysikere som filosoffer stor rådvildhed. Kvantemekanikken er en udfordring for vores bevidsthed.

Hvad er bevidstheden? – spørger bevidstheden. Denne væmmelige selvreference udelukker at bevidstheden kan finde bevidstheden ved at søge sig selv. Den ser sig selv som i et spejl og ser naturligvis det den er, uanset hvad den er.

Efter Descartes har den vestlige filosofi set en uafviselig dualitet i det eksisterende, i verden. Denne dualitet betragtes udefra. På det grundlag opstår de to klassiske problemer, det psyko-fysiske problem og spørgsmålet om viljens frihed.

Ifølge Spinoza, Descartes samtidige, er verden, os inklusive, hel og udelelig. Vi kan ikke stille os udenfor.

Tilsvarende har kvantemekanikken placeret os som iagttagere i et uadskilligt forhold til de atomare fænomener og påtvunget os et komplementaritetsprincip som hidtil har været ukendt i vores forhold til verden.

Ved at forlade Descartes position og antage Spinozas forsvinder grundlagt for det psyko-fysiske problem.

Ved at opfatte komplementaritetsprincippet som et naturligt, generelt vilkår for bevidstheden opløses problemet om viljens frihed kontra determinisme, idet ”kontra” forsvinder, og ’vilje’ bevarer sin umiddelbare oplevede betydning.

Det vil så betyde, at en anden forståelse vil kunne forstå lidt mere af det hele.

 

 

Forord om tekstens disposition og art:

Links fylder i alt meget mere end hovedteksten. Med hovedteksten prøver jeg kortfattet og koncentreret at trække en linje som forhåbentlig afslører en overskuelig sammenhæng i de nye tanker. Derfor er de mange yderligere begrundelser, uddybende bemærkninger og konsekvenser som kan knyttes til bestemte passage i hovedteksten, placeret i links. Mus over et link giver et popup[!] med kort præsentation af linkets indhold så man kan beslutte om man vil følge det. Enkelte indeholder kun information i denne popup. De er fulgt af symbolet [!]

Traditionel filosofi dyrkes i sagens natur inden for traditionelle rammer som er opstået i - og vedligeholdes som rammer af – ja, traditionen. Afsættet for hovedteksten er klart uden for de rammer. Resultatet er derfor umiddelbart helt fremmedartet, og både stil og indhold byder traditionelle forskere imod i en grad så de helt afviser at tage stilling - har det vist sig.

Min tekst ligner altså ikke på nogen måde gængse filosofiske tekster. Disse er, som følge af at de til stadighed støder panden mod den samme mur, blevet stadig mere komplicerede komplicerede og fantasifulde. Jeg ønsker på ingen måde at kopiere den stil. Tværtimod generer det mig ikke, skulle min tekst for nogle fremstå påfaldende simpel, hvis blot indholdet præsenterer sig velbegrundet og med sammenhængende logik. Måske er det slet ikke så svært.

 

Det er altså ikke en videnskabelig tekst som prøver at løse en opgave inden for en bestemt traditions ramme. Tværtimod søger teksten at lade tanken spire frit. Jeg tillader mig derfor også ofte at referere til sekundære tekster idet andres udlægninger af originalteksten kan være lige så inspirerende. 

Læs min tekst på dens egne betingelser, et nyt grundlag, følg med i en ny begyndelse, og sæt så fingeren ned på svaghederne. Og betænk så lige bagefter den nuværende situations grundlæggende magtesløshed på de behandlede områder.

 

 

 

 

 

 

Verden er givet.

Bevidstheden er ikke givet.

Alle problemer er pseudoproblemer

opstået af bevidsthedens måde at behandle dem på.

 

0. Indledning

Helt forfra…

Det filosofiske problem om forholdet mellem sjæl og legeme, … opstår som følge af en skelnen mellem to værens-områder: sfæren af mentale fænomener (tanker, følelser, sanseindtryk osv.), som viser sig i et »indre« eller første-persons perspektiv, og legemet eller - mere generelt - den materielle virkelighed, der foreligger som objekt for ydre beskuelse.

Således præsenteres det problem, det psyko-fysiske problem, som

”gennem de sidste ca. 350 år har stået højt på den filosofiske dagsorden og den dag i dag er et af de mest omdiskuterede emner inden for international fagfilosofi.”

i Sjæl-legeme-problemet af Erich Klawonn.

Efter en grundig analyse af problemstillingerne indleder han de afsluttende bemærkninger således:

"Vi har nu betragtet de fire klassiske teorier om sjæl-legeme-problemet. Hermed kunne det se ud som om vi har fået en udtømmende oversigt over de rationelt mulige standpunkter. ... Men så synes der unægtelig at være opstået den mærkværdige situation at ... samtlige mulige standpunkter kan påvises at være uholdbare!"

-en ren lækkerbisken for en filosof - for mig en grund til at søge et radikalt nyt forståelsesgrundlag.

Undervejs søges efter bevidstheden som hører hjemme i kategorien sjæl. Og Klawonn skriver på s. 21:

"I ontologisk forstand er bevidsthed noget ... om det så er en østers eller en regnorm"

En anden filosof, Susan Blachmore i Consciousness, leder også efter bevidstheden og finder (dvs. snarere finder ikke):

"Consciousness, then, is a grand delusion. It arises through such questions as "Am I conscious now?""

Det er interessant at de inden for samme filosofiske tradition finder hhv. næsten hvad som helst og næsten intet. De har ikke gjort sig klart hvad de leder efter. Bevidstheden søges i blinde som et selvstændigt studieobjekt – søges af bevidstheden selv; det er lidt grotesk!

Søg og du skal finde, gælder ikke. Der er nemlig ikke en bevidsthed ’derude’ man kan ’finde’. Vil man bruge begrebet, må man definere betydningen. Nærværende tekst demonstrerer den forvirring der følger af denne undladelsessynd.

 

Vi må begynde helt forfra med menneskets bevidsthed.

 

Har vi overhovedet en bevidsthed?   Ja, med begrebernes betydning i det sprog vi kommunikerer med, har vi en bevidsthed, i hvert fald i og med vi begynder at tænke med sprog. Når vi tænker, må vi have en bevidsthed. Vi tænker videre…  Altså: Vi har en bevidsthed.

Hvorfor har vi en bevidsthed? spørger bevidstheden. Spørgsmålet er meningsløst. Bevidtstheden må være der, for at vi kan stille spørgsmålet. Den er der bare! Bevidstheden er principielt uforklarlig, et mirakel.

Hvad er bevidstheden? spørger bevidstheden. Og svaret må gives af bevidstheden som må se ind i sig selv. Så ser den sig selv som i et spejl og får bekræftet sin selvopfattelse. Bevidstheden er hvad den er, uanset hvad den er.

Bevidstheden eksisterer kun i kraft af bevidstheden selv. Den er den ultimative selvreference.

Selvreference indebærer uafviselige logiske problemer.

Denne sætning er falsk” er en helt korrekt anvendelse af ord og begreber. Men den modsiger sig selv.

Det kan også siges sjovere: Bertrand Russel lader en menig soldat få ordren: “Du skal barbere alle de menige som ikke barberer sig selv” – en yderst fornuftig og hygiejnisk ordre. Det går også fint indtil han kommer til sig selv.

Og avanceret: Gödels sætning om visse korrekt formulerede påstande inden for et lukket matematisk system byggende på de hele tal. Det kan bevises at deres sandhedsværdi kan ikke afgøres.

Vores logik kan altså ikke nødvendigvis gennemføres til en tilfredsstillende afklaring af ethvert fornuftigt spørgsmål. Selv ikke inden for matematikken.

Selvreferencen kan forekomme helt problemløst, f.eks. ”denne sætning er dansk”. Selvreferencen i de to første eksempler ovenfor kortslutter logikken på en provokerende måde, men har derudover ikke yderligere implikationer.

Men hvis selvreference forekommer fundamentalt og uomgængeligt, som med fænomenet bevidsthed, så er det omsonst at søge at lægge logik ud over forståelsen. Bevidstheden opleves, og den eksisterer for sig selv og i kraft af sig selv, og er kun hvad den ser i sig selv. Hvor skulle dens selvforestilling ellers komme fra?

For Søren Kierkegaard er selvreferencen og logikkens afmagt selve vejen til at forstå mennesket.

Uanset hvad bevidstheden er, tænker den, og hvad den ser af konflikter, er konflikter som den finder i sig selv i forhold til verden. De opstår i bevidstheden som følge af den måde den selv opfatter verden og sig selv på. Verden er givet, så derfor er bevidstheden den afgørende del når vi danner os indtryk hhv. videnskabelige teorier om verden. Men

bevidstheden behandles slet ikke som på en gang vilkårlig og ansvarlig for vores virkelighedsopfattelse i aktuel videnskab.

Når nu klassiske, dybe og uløselige problemer har plaget vestlig filosofi siden Platon, så var det vel på tide at nytænke selve bevidstheden.

Men kan man virkelig tænke sig fuldgyldige alternativer? Ja! Vi behøver ikke fantasere over hvordan bevidstheden i fortiden opfattede verden og sig selv – det er ellers også en lærerig træning, for det kan også gøre muligheden for nye opfattelser i fremtiden nærværende. Ej heller behøver vi gå til isolerede nulevende stammers shamanisme etc.

Vi kan fremdrage to nutidige og uomtvisteligt dybe og seriøse erfaringer vedrørende bevidsthedens rolle, position og vilkår. De afslører den aktuelle tænkemåde som arbitrær, og altså potentielt erstattelig. Det er østlig filosofi og kvantemekanikkens implikationer for bevidstheden i Niels Bohrs tolkning.

Østlig filosofi. (i koncentreret uddrag af Ole Vedfelt: Bevidsthed, s. 35-36)

Hvad vi i vesten opfatter som den sandeste virkelighed, den naturvidenskabeligt fastslåede, er for mange østerlændinge en illusion. Østlig filosofi tilstræber derfor gennem mental træning at opnå en mental frihed for illusioner, fri for jeg-oplevelsen og fri for de tanker som normalt opretholder jeg-forestillingen og holder bevidstheden fast i tid og rum. Ved at opnå mental tomhed opnås den universelle bevidsthed, oplevelse af altet og af fylde, den højeste bevidsthed. Det er også en mulighed for bevidstheden.

Denne filosofi har en historie som er mindst lige så gammel som filosofien efter Platon, og den er dyrket med ikke mindre intensitet og seriøsitet. Der er en voksende interesse for hvad østlig filosofi kan berige vesten med. Men der er langt fra tale om et gennembrud. Vi kan her blot konstatere af den i sandhed er et helt andet sted end

Vestlig filosofi

Det bevidsthedssyn som vestlig filosofi hviler på, er i eksemplarisk form fremstillet af Descartes. Det kritiseres i Afsnit 5.  Men lige her kan det være interessant at se på virkningen af det. Det har nemlig slet ikke blot teoretisk betydning hvordan man tænker om verden. Mens østlig filosofi helt overordnet tilstræber et holistisk verdenssyn, så er er vestlig filosofi og videnskab præget af Platons dualisme og senere af Descartes dualisme og af videnskabelig reduktionisme. Det er umuligt at forestille sig isolerede stammer med et tæt naturforhold og østlige kulturer med et holistisk verdenssyn udvikle sig ødelæggende for deres eget eksistensgrundlag. Det er imidlertid det vi ser i den vestlige verden, og helt uhjælpeligt forestiller vi os at mere af det samme, vækst og videnskabelig reduktionisme, skal redde os.

Vi er på afveje, og skulle min tekst vække teoretisk nysgerrighed, så er det meget vigtigere hvis den kunne rykke…

Kvantemekanikken

er en helt ny udfordring. Den er opstået i fysikken inden for vores egen kulturkreds. Jeg finder det derfor - også som fysiker - mest relevant at lade den være det grundlag som giver mig legitimitet til en fundamental nytænkning af bevidstheden. Fysikken arbejder på den længste og mest logisk grundfæstede metode inden for vores vestlige kulturs videnskaber. Inden for fysikkens rammer er der med ubønhørlig konsekvens opstået et stærkt provokerende problem for vores traditionelle placering af bevidstheden i forhold til verden. Nobelpristager og en af de mest indflydelsesrige amerikanske fysikere i det 20. århundrede med uvurderlige bidrag til teorien for kvanteelektrodynamikRichard Feynman, siger

”Jeg mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er ikke nogen der forstår kvantemekanik… Lad være med at blive ved med at sige til dig selv ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lade sig gøre”   (Gamma 138, s 43):

Man frarådes at stille spørgsmål! - en særpræget videnskabelig doktrin! Dette dilemma vil vedvarende udfordre bevidstheden indtil den finder sig selv i en ny form i et nyt paradigme hvor dilemmaet er forsvundet.

I Afsnit 3 vil kvantemekanikkens særlige udforddring blive fremlagt. Her skal blot nævnes det i denne sammenhæng afgørende resultat: Bohr indså at bevidsthedens vilkår for at forstå verden blev afgørende ændret. Blandt de sentenser som indgår i den kvantemekaniske belæring - et gennemgående Bohrbegreb – er følgende Bohr-citater:

”Det er forkert at tro, at det er fysikkens opgave at finde ud af, hvordan naturen er. Fysik handler om hvad vi kan sige om naturen”.

og

”Vi er ophængt i sproget”.

Det drejer sig ikke om at pålægge naturen i sig selv en bestemt værensform[!], men om at kunne kommunikere entydigt, logisk og indholdsfuldt om vores erfaringer, alt rummet i sproget. Det er så langt vi kan komme, og det er mit afsæt for at nytænke bevidstheden. Vi kan ikke sige noget om verden i sig selv, vi kan kun tilpasse vort sprog, som dermed konstituerer vores bevidsthed og vores virkelighed. At give principielt afkald på at forstå visse problemer er kontroversielt i vores videnskab. Og insisterer man alligevel inden for de givne rammer, så bliver forsøgene aldeles krampagtige - eller de må opgives (Feynman). Det er præcist her jeg tager mit kontroversielle skridt. Dvs jeg accepterer mirakler. Sådanne er universets og bevidsthedens eksistens. Det er ikke problemer, det er vilkår.

Vi må starte der hvor verden viser sig for os. En holdbar virkelighed opstår så når vi finder ud af hvad vi modsigelsesfrit og med indhold kan sige om det vi oplever.

Definition: Verden er alt.

Definition: Virkeligheden er vores bevidstheds beskrivelse af verden.

Verden er, virkeligheden opstår i bevidstheden.  Vi kan ikke gå ud og finde en på forhånd eksisterende absolut virkelighed ’derude’.

 

Andre har naturligvis tænkt over virkeligheden [sic!]. Jeg har fundet følgende interessante:

Kant skelner mellem Das Ding an sich (verden) og Das Ding für uns (virkeligheden). Han er realist med hensyn til at der er noget ’derude’, det er bare uopnåeligt for os.

Heidegger opfatter mennesket (vores bevidsthed) som verdensudlæg-gende. Vores forståelse af verden og os selv opstår i en hermeneutisk cirkel hvor de to dele, det ydre og det indre i et vekselspil konstituerer hinanden ud af en på forhånd eksisterende forforståelse. Simpelthen!

Berkeley, som - idet verden ’derude’ er principielt og logisk umulig for os at få noget forhold til – tager skridtet og erklærer verden ikkeeksiste-rende for os. Han er ikke realist, men idealist. Men man ser ham udlagt meget forskelligt.

Her kommer så min simple [sic!] udgave:

Virkelighed = verdensopfattelse. Verden findes. Verden er det der er i kraft af miraklet at der overhovedet er noget. Vi kan ikke udtale os om verden udover at den er. Når vi forsøger at sige mere om verden, altså sætter ord på, så bliver det vi siger, til virkeligheden. Vores virkelighed.

Og den kan anfægtes. Vælg en person du respekterer, og tag en diskussion om et emne I er uenige om, og se de forskellige virkeligheder som kommer til udtryk i sproget!

Tilsvarende med den videnskabeligt paradigmatiske virkelighed. Den opstår helt automatisk gennem de godkendte videnskabelige beskrivelser, forskelligt for forskellige paradigmer. Således opstod tidligere virkelighe-der, og således vil fremtidige virkeligheder opstå - helt automatisk!

At virkeligheden skabes af sproget, er et meget radikalt skridt for vores aktuelle videnskab som mener virkeligheden kan søges derude og findes.

Det syn hvormed Bohr anskuer de kvantemekaniske problemstillinger kan karakteriseres som holistiske, antireduktionistiske, hvilket er det uspiselige for traditionelle fysikere, herunder Einstein og Feynman. De står isoleret og betragter udefra en verden som analyseres reduktionistisk – men den forstås ikke.

Efter at have gjort hvad jeg kan for at nedbryde på forhånd givne forestillinger, vil jeg nu forsøge helt forfra at opbygge en brugbar forståelse af begrebet bevidsthed og opbygge et billede af vores position som mennesker i verden som er i overensstemmelse hermed.

 

 

1.              Bevidstheden

Vi ønsker at bruge begrebet ’bevidsthed’, og så må vi definere betydningen deraf i overensstemmelse med ovenstående analyse. Der er blot tale om en præcisering og uddybende begrundelser.

Definitionen vil umiddelbart støde mange som prøver at karakterisere bevidsthed som de indre oplevelser/følelser/motivationer som dyr viser alle tegn på have fælles med os. Det er noget sådant Klawonn indkredser i sit afsnit om dualismen, s. 21 i sin bog, citeret i indledningen (om østers og regnorme). Men herved går han uden om det specifikt menneskelige, og det må være det der er interessant i forbindelse med vores forståelse af os selv og verden. Min definition gør bevidsthed til en specifik menneskelig egenskab, det der karakteriserer mennesket i dyreriget. Den gives i overensstemmelse med dagligdags anvendelse af ’bevidsthed’. Vores handlinger kan opdeles i bevidste og ubevidste handlinger. De bevidste kan vi sætte ord på, og ofte vil handlingen ledsages af en sprogbaseret begrundelse. De ubevidste handlinger udføres uden ledsagelse af noget sprogligt. 

Vi tænker og kommunikerer ved hjælp af vores abstrakte sprog. Det har vi, det har dyrene ikke. Men det er også den eneste principielle forskel. I min indkredsning af mennesket som biologisk væsen spiller ligheder mellem træk hos dyr, tydeligt hos de højerestående, og mennesker en afgørende rolle. Tag sproget fra homo sapiens, og principielt adskiller vi os på ingen måde fra det øvrige dyreliv.

 

 

Definition: Bevidstheden er det som rummes og udfoldes i vores abstrakte, ordbårne, logiske sprog, og som udtrykker vores indre oplevelser.

Bevidsthedsmiraklet er at vores indre oplevelser kan udtrykke sig i sproget. Her opstår den menneskelige bevidsthed, principielt uforklarligt. Mirakuløst kan vores hjerne jonglere med dette sprog som kan udtrykke, udvikle og nuancere tanker og meddelelser uden grænser.

Det er tilmed en dynamisk definition. Bevidstheden udvikler sig sammen med de ord og begreber som inddragende udtrykker nye oplevelser og indsigter.

Bevidstheden findes ikke; den skabes stedse af bevidstheden selv.

Tegnsprog er også et sådant abstrakt sprog.

Men kropssprog og kunstens sprog er det ikke. Med kropssproget taler vi - og dyrene indbyrdes, og vi til dyrene og omvendt, for vi hører til dér - umiddelbart til hinanden uden om bevidstheden. Vi mennesker kan tolke kropssprogets meddelelser og inddrage dem i bevidstheden idet vi formulerer ord, tavst eller udlægger dem for andre. Men de kan rumme og foranledige meget mere end svarende til de ord vi kan sætte på, og om det er vi ubevidste. Det samme gælder i høj grad kunstens sprog. Kunst, aller Art, har umiddelbart meddelelser til os uden om bevidstheden. Hvis vi forsøger at tolke og analysere med ord, inddrages de i bevidstheden. Men så ødelægges de som ren kunstoplevelse, de skifter kategori. Oplevelse og analyse af kunst er komplementære tilstande. Bohr påpeger noget tilsvarende[!]: ”Vi kender alle det gamle visdomsord, at når vi prøver at analysere vore egne følelser næppe har dem mere.

At gøre sproget lig med bevidstheden om verden er i forlængelse af Bohrs konklusion efter den kvantemekaniske belæring. Den er også sammenfaldende med Descartes res cogitans (den tænkende substans, vi tænker med sprog). Mennesket er et sprogligt væsen.

Men en gammel, dyb indsigt er det også. Himlen åbner sig når vi ser til Johannesevangeliet:

v1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. v2   Han var i begyndelsen hos Gud. v3  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. v4  I ham var liv, og livet var menneskers lys. v5  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Det lægger sig helt ind i nærværende sammenhæng hvis man - helt oplagt - i stedet for ’ordet’ skriver ’sproget’, i stedet for ’Gud’ skiver ’Miraklet’ og i stedet for ’lyset’ skriver ’bevidstheden’: 

v1 I begyndelsen var sproget, og sproget udsprang af Miraklet, og sproget var Miraklet. v2   ... v3  Alt blev til ved Miraklet (= sproget), og uden Miraklet (= sproget),  blev intet til af det, som er. v4  I Miraklet fandtes liv, og i livet var menneskers bevidsthed (= sproget). v5  Og bevidstheden (= sproget) oplyser mørket, …

De 5 første vers af Johannesevangeliet gør – med mine synonymer – sproget, Miraklet, det eksisterende og bevidstheden til forskellige udslag af Miraklet. Universet, det eksisterende, som vi kan kende det, skabes af vores bevidsthed = lyset. ”Der blive lys” = ”Der blive bevidsthed” er selve skabelsesbesværgelsen.

Virkeligheden er skabt, idet vi har set lyset! - har fået bevidsthed. Det må være indsigten som prologen i Johannesevangeliet åbenbarer - i den ”rette” oversættelse.

 

2.             Paradigmer

Den videnskabelige virkelighed opstår helt automatisk gennem de videnskabelige beskrivelser. En sammenhængende, bredt accepteret videnskabelig virkelighed udgør et videnskabeligt paradigme.

Når den aktuelle bevidstheds forståelse udfordres af erfaringer som ikke kan indpasses i paradigmet, så må bevidstheden rykke sig, dvs. finde ud af at udtrykke sig anderledes. Så ændrer den videnskabelige virkelighed sig. Er det afgørende udfordringer, forårsager de et paradigmeskift.

I menneskets historie har opfattelsen af hvad vi er, og hvad verden er, ændret sig radikalt flere gange. De tre seneste paradigmeskift har jeg behandlet grundigt i Niels Bohr og det nuværende paradigmeskifte. Her forudses også hvordan kvantemekanikken kan være den sten i skoen som vil komme til at gnave på den nuværende verdens- og bevidsthedsopfattelse til den bukker under og giver plads for en ny.

– og - forhåbentligt - hvor vi med vores nye bevidsthed forstår vores indlejring i hele naturen, således at selvbeskyttelse bliver total naturbeskyttelse, og menneskeheden dermed redder sig fra at forårsage sin egen undergang. (Ja, hvor finder man et håb?)

Kvantemekanikken stiller os i en ny situation med hensyn til at forstå. Hvad forstår vi overhovedet ved at forstå? Og således rammer selvreferencen selve vores forståelse. Måden at forstå på er vilkårlig (kontingent, uden bestemmende årsag) jf. igen Heidegger i udvidet udgave.

3.              Fysikken

Som fysiker uddannet på Bohrs Institut, er jeg dybt påvirket af den kvantemekaniske belæring; således omtaler Bohr den afklaring han kom frem til efter de i fysikken totalt omvæltende første 3 årtier af 1900-tallet startende med opdagelsen af radioaktiviteten kort inden. Fysikerne fik her adgang til et helt nyt forskningsområde i form af atomfysikken, hvor en ny virkelighed afslørede træk som stred fundamentalt mod det man troede var grundlæggende egenskaber ved naturen – og – helt afgørende! - grundlæggende anfægtede vores forestilling om os selv som iagttagere af den. Kvantemekanikken inddrog forholdet mellem verden og iagttageren, og forståelsen heraf blev ifølge Bohr alene et spørgsmål om at tilpasse vores sprog, dvs. vores bevidsthed, til de helt nye udfordringer.

Da de første atomare fænomener viste sig, troede man slet ikke man ville kunne få forståelse af de elementære atomare fænomener, da de foregik i en verden som var utilgængelig for os på grund af vores grove makro-skopiske sanser og hjælpemidler. Men det viste sig at man kunne tilpasse makroskopiske opstillinger så de atomare fænomener kunne præsentere sig under forskellige makroskopiske forhold. Her afsløredes at den atomare verden fremtræder fuldstændigt anderledes end ”vores” verden, den makroskopiske. Samme atomare elementer præsenterer sig med forskellige uforenelige træk afhængigt af den makroskopiske opstilling hvori de giver sig til kende. Den eksemplariske forsøgsopstilling til demonstration af dette er dobbeltspalteeksperimentet med elektroner.

Elektronerne registreres punktvis, dvs. som partikler, på en fotografisk plade, men på en sådan måde at de undervejs forbi dobbeltspalten har optrådt som bølger. De lander nemlig som resultat af bølgeinterferens bag spalterne. Elektronerne kan afskydes enkeltvis, så den enkelte elektron må, helt absurd for en klassisk betragtning, have passeret gennem begge spalter, for den har interfereret med sig selv.

Hvis man prøver at indrette opstillingen så man kan registrere elektronpassagen ved spalterne, så finder man at de som partikler passerer gennem enten den ene spalte eller den anden, og samtidigt forsvinder bølgeadfærden, interfe-rensen. Ved spalten er en elektron enten partikel eller bølge afhængigt af om vi kigger ved spalten. Elektronen defineres (fremstår som partikel eller bølge) først i sammenhæng med en makroskopisk opstilling.

Uden en opstilling hvor elektronen optræder med bølge- eller partikelegenskab, så eksisterer den i kvantemekanikken i form af en matematisk repræsentation som indgår i beskrivelsen af atomer. Igennem denne re-præsentation giver elektronen grundstofferne deres kendte kemiske egenskaber og dermed grundlaget for vores virkelighed. Så elektroner er… Men ”Hvad vil det sige at være?” replicerede Bohr en gang hvor han blev spurgt ”Jamen hvor er elektronen?” – i sandhed er svar der peger på en ny metafysik.

Efter Plancks opdagelse af den elektromagnetiske strålings kvantisering i år 1900 var tavlen helt blank. I 1913 havde Bohr vist at totalt nye forestillinger kunne være en foreløbig beskrivelse af atomets egenskaber. Mange hypoteser og inspirerende sammenhænge opstod punktvis, men den egentlige teoretiske afklaring var en voldsom intellektuel udfordring.

I løbet af efteråret 1926 og de første måneder af 1927 fandt et gennembrud sted på Bohrs institut i København. Store forskelle og stor gensidig respekt var brændstoffet der førte Bohr og Heisenberg stadig dybere ind i de helt nye udfordringer. Heisenberg, matematikeren, havde sin beskrivelse som var partikelbaseret, og den virkede. Den mente han derfor de burde kunne enes om. Men det var Bohr slet ikke parat til. De havde netop haft besøg af Schrödinger som havde en beskrivelse som var bølgebaseret. Den virkede også!

Bohr: ”Selv ikke den matematiske formalisme hjælper. Jeg må først forstå hvordan naturen undgår modsætninger.” (Den forståelse Feynman opgav). Udfordringerne gik dem til sidst på i en grad så der måtte ske noget drastisk. Bohr tog helt alene på fireugers skitur i Norge, og Heisenberg var glad for at blive ladt alene hjemme. For Bohr gjaldt det klar luft og højt til loftet. For Heisenberg var det papir og blyant.

 

Men hos dem begge lå løsningen klar, den skulle bare formuleres. Heisenberg, matematikeren, fandt sine ubestemthedsrelationer, og Bohr vendte hjem med den filosofiske ramme for disse, komplementaritetsprincippet, den afgørende begrebsmæssige og sproglige fornyelse. De supplerede hinanden perfekt.

I løbet af mindre end en generation blev den konklusionen draget: Den klassisk-fysiske verdensbeskrivelse og forståelsesmåde er ikke anvendelig i den atomare verden, og en ny så dagens lys, kvantemekanikken. Den er helt uden konkurrence den mest omfattende og succesfulde verdensbeskrivelse menneskeheden har skabt.

Men den har stadig den udfordring som bl.a. citatet af Feynman udtrykker. Den anvendes med overvældende succes intrumentalistisk; den virker. Men den forstås ikke. De tanker jeg i denne tekst udvikler, legitimeres af den sidste udfordring.

Fysikken sætter helt anderledes end filosofien entydigt og uomgængeligt kniven direkte på struben. De eksperimentelle resultater opstår på rad og række med tvingende nødvendighed, og forstås. I den situation spillede Bohr en særlig rolle som det vil fremgå af det følgende.

I Atomfysik og menneskelig erkendelse, Schultz, 1957, s 109-110, beskriver Bohr i generelle vendinger hvorledes den traditionelle filosofiske tænkning ikke er forenelig med iagttagelses- og erkendelsesvilkårene in-deholdt i komplementaritetsprincippet:

På baggrund af den indflydelse, som den mekaniske naturopfattelse har udøvet på filosofisk tænkning, er det forståeligt at man fra mange sider har opfattet komplementaritetssynspunktet som rum-mende en med beskrivelsens objektivitet uforenelig henvisning til den subjektive iagttager. Selvfølgelig må vi på ethvert erfaringsom-råde opretholde en skarp adskillelse mellem iagttageren og indhol-det af iagttagelserne, men vi må betænke at virkningskvantets op-dagelse har stillet selve grundlaget for naturbeskrivelsen i ny belysning og belært os om hidtil upåagtede forudsætninger for den rati-onelle anvendelse af de begreber, på hvilke meddelelserne om erfaringerne hviler. I kvantefysikken er, som vi har set, en redegørelse for måleinstrumenternes funktioner uundværlig for definitionen af fænomenerne, og vi må så at sige drage skillelinjen mellem subjekt og objekt på en måde, der i hvert enkelt tilfælde sikrer den entydige anvendelse af de i meddelelserne benyttede elementære fysiske begreber. Langtfra at rumme en mod videnskabens ånd stridende mystik henviser betegnelsen komplementaritet blot til de med vor stilling ved beskrivelsen og sammenfatningen af erfaringerne på atom-fysikkens område forbundne erkendelsesvilkår.

Citatet er en understregning af det definitive brud med den tidligere tænkemåde, og det vedrører især iagttagerens position og rolle i forhold til den atomare verden.

Jeg betragter det som en særlig chance for mig at jeg er fysiker og ikke formelt filosofisk skolet. Jeg er ikke opflasket med en afgrænsende filosofisk tradition.

Med den tilvante iagttagerposition således overraskende underkendt i forhold til fysikkens udfordring, åbner jeg i denne tekst for at afprøve komplementaritetsprincippet over for andre problemer hvor iagttagerpositionen er afgørende. Det influerer så tilsvarende på bevidsthedens selvforståelse. En anden selvforståelse og en anden forståelse af forståelse er på tale. Dvs. et grundlæggende paradigmeskift vedrørende bevidstheden = sproget, undersøges.

I citatet fra Atomfysik og menneskelig erkendelse skriver Bohr at det gælder om at vi: ”sikrer den entydige anvendelse af de i meddelelserne benyttede elementære fysiske begreber.

Et nyt sprog bliver midlet til at skabe en forståelig virkelighed.

Der er ikke tale om en klassisk, for sig selv eksisterende virkelighed som lader sig beskrive af en udenforstående iagttager. Når vi ikke søger efter elektronen, så er den - uden at være noget! Skillelinjen mellem verden og vores beskrivelse og forståelse af verden må placeres anderledes. Det evige spørgsmål om stoffets ontologi blev pludseligt meningsløst i den ramme hvor det hidtil var søgt besvaret. Der er tale om en ontologi af en helt anden art hvor iagttageren er inddraget for at fænomenerne overhovedet lader sig definere.

Omend beregninger på grundlag af kvantemekanikken virker perfekt, så strider kvantemekanikkens verdensbeskrivelse mod sund fornuft hvis man tænker over den! Einstein accepterede det aldrig, og det var et varmt emne mellem ham og Bohr resten af livet.

Mange tankeeks­perimenter blev konstrueret som grundlag for diskussionen. I den situation manglede der en mulighed for at afgøre sagen med et faktisk eksperiment. Sådan en mulighed blev i 1964 opdaget af John Stewart Bell (Nordirland, 1928 - 1990). Så manglede der en eksperimentator som kunne gennemføre eksperimentet. Han kom i 1982 i skikkelse af den franske fysiker Alain Aspect (f. 15.6.1947). Så blev sagen afgjort. Bells betingelse for at verden opførte sig fornuftig, var ikke opfyldt! Det var voldsomt. Aspect udtalte at han var stærkt forbløffet, og Bell har jeg oplevet i en videofilm give udtryk for sin totale afmagt mht. at forstå Aspects forsøgsresultat. Han sagde: ”Jeg har igen og igen læst de steder i Bohrs tekster hvor jeg mener han forsøger at forklare udfaldet. Det er sort snak for mig.”

Endnu en gang: Vi står i en situation som rummer en foreløbig uløselig udfordring for de fremmeste fysikere. Deres bevidsthed kan ikke hånd-tere verden. Situationen udfordrer bevidsthedens selvforståelse.

4.              Paradigmeskiftet

Udfordringen er radikalt anderledes end ved tidligere paradigmesammenbrud. Demokrit forudsagde atomteorien og Aristarcos det heliocentriske system for små 2500 år siden og Giodano Bruno det uendelige univers uden centrum for små 500 år siden.

Længe inden de blev paradigmatiske, kunne disse tanker tænkes og lå som potentielle virkeligheder i verden som den fremstod. Men det kom-plementaritetsvilkår, som blev fremtvunget af kvantemekanikken, var ikke en tænkelig mulighed før 1927. Det er det nu. Vi lever i en virkelighed som indtil 1927 var utænkelig! Nu lever vi i vildrede indtil de fulde konsekvenser af kvantemekanikkens erkendelsesmæssige implikationer bliver afklaret.

Og dog, komplementaritet. Intet nyt under solen?

Spinoza (1632-1677) har faktisk formuleret et mod Descartes og hele dennes eftertid stridende holistisk verdenssyn. I den forbindelse har han fundet en slags mental komplementaritet nødvendig. Dette verdenssyn var slet ikke anvendeligt i den naturvidenskab som spirede på hans tid, og som sprang i blomst i Newtons Principia i 1687, og som var helt grundlæggende for den industrielle revolution som derefter fulgte.

Spinoza er først blevet aktuel i moderne tid. Kombinationen ’holisme-komplementaritet’ i en sammenhæng helt løsrevet fra fysik, men knyttet til bevidsthedens vilkår i hans helhedsverden er virkelig tankevækkende!

Ifølge Bohr afsluttede Einstein den klassiske fysiks æra med de to relativitetsteorier, mens komplementaritetsprincippet og iagttagerens afgørende inddragelse i iagttagelserne (fænomenernes helhedspræg) repræsenterede det nye vilkår når vi betragter den verden hvoraf vi selv er en del.

En fremstilling af det nuværende over for det kommende paradigme bliver altså en fremstilling af Descartes-Einstein over for Spinoza-Bohr, renæssance/rationalisme/nutiden over for – ja, fremtiden.

 

5.              Det psyko-fysiske problem

Det psyko-fysiske problem opstår som følge af Descartes opfattelse af verden som bestående af et symmetrisk par af væsensforskellige substanser, res cogitans og res extensa, som betragtes udefra, første figur. Det er den traditionelle dualisme. Men der er faktisk tale om tre positioner, idet res cogitans optræder i to roller, både som den ene del af det iagttagede par og som iagttageren udefra (som jeg forstår Descartes). Res cogitans har splittet sig op i to, hvoraf den ene ser på den anden som en fra den ene forskellig. Det skal gå galt.

Det er fra dette ydre ståsted Descartes og efterkommere kommer i store vanskeligheder. Han/de placerer sig udenfor og ser verden som bestående af to totalt væsensforskellige substanser, res cogitans og res extensa. Res extensa aflæses relevant af res cogitans. Res cogitans kan med viljeshandlinger gribe ind i res extensa. Via hvilke mekanismer påvirker de to væsensforskellige substanser hinanden, den ene vej og den anden vej? – det er det psyko-fysiske problem som er så uendeligt spændende at analysere.

Klawonn analyserer dilemmaet kort og klart på s. 28 i sin bog. Alle forsøgene på at redegøre for forbindelsen inden for Dualismen kommer til kort. Og i en meget kort udgave: Tilsvarende med de 3 andre forsøg på at undgå dilemmaet, Dobbeltaspekt-teorien, hvor bl.a. Gud forsøges inddrages som forbindelsesled, s. 33, Materialismen hvor kun materie er virkelig, og Idealismen som i sin konsekvente udgave, Berkeley s. 124 i Klawonns bog, helt benægter materiens objektive eksistens.

Vores bevidsthed ser sig omkring i verden. Men sig selv skiller den kategorisk ud på en måde så den tror sig i stand til at placere sig uden for verden – og se ned på verden sammen med Gud. Så er man noget!  

Problemet har i en eller anden form eksisteret i mere end 2000 år. Det har siden Descartes været akut fremtrædende og analyseret af en ydre iagttager og er det stadig.

Jeg mener denne opstilling udelukker en forståelse som kan accepteres på opstillingens eget grundlag. Det er åbenlyst absurd at tilskrive verden ’derude’ to essentielt forskellige substanser som kan betragtes af os udefra.

Lige så snart vi placerer iagttageren hvor den hører hjemme, indeholdt i Spinozas udelelige verden, anden figur, ser vi at analysen må forløbe helt anderledes. Den iagttagende bevidsthed skal så ikke forholde sig til to væsensforskellige substanser, den skal, som selvberoende mirakel, finde ord for hvordan den kan forholde sig meningsfuldt til den verden hvoraf den selv er en del. Og her ser Spinoza nødvendigheden af at forholde sig komplementært til den udfordring. Det er meget spændende. Men jeg bygger nu ikke videre på hans fremstilling.

 

 

Udefra-indefra

Ved ’position’ forstår jeg kombinationen af iagttagerens ståsted, subjektet og genstanden, objektet, for iagttagelsen. De to positioner ’udefra’ og ’indefra’ ses fra samme ståsted, bevidsthedens. Positionen ’udefra’ er bevidstheden der ser ud på verden og opbygger vores virkelighed, positionen ’indefra’ er bevidstheden som indefra ser på sig selv og opbygger ’jeg’et. Her er selvreferencen af afgørende betydning. Hvordan jeg ser denne sidste proces for mig, vil blive behandlet i Afsnit 7, Dannelsen af ’jeg’et, og derefter i resten af teksten.

Hvis bevidsthedsmiraklet inddrages som ny acceptabel præmis inden for traditionelle rammer, så vil det psyko-fysiske problem faktisk allerede være løst – inden for disse rammer. Samtidigt afsløres et afgørende træk ved den frie viljes problem.

For den aktuelle hjerneforskning, hvor verden iagttages udefra, er det psyko-fysiske problem: Hvordan formidles påvirkning mellem res cogi-tans og res extensa den ene vej og den anden vej?

Res extensa -> res cogitans:

Vores krop er en del af den verden som beskrives af naturlovene. Via vores sanser meddeler verden sig med oplevelser til kroppen, oplevelser, som vi roligt kan sige at vi kvalitativt har fælles med dyrene, idet det ydre reaktionsmønster er tydeligt genkendeligt.

Meddelelsernes tydelighed afspejler vigtigheden for kroppen.

Et eksempel på en stærk oplevelse: 

En kniv i låret medfører en smerte som er en personlig oplevelse (prøv selv!). Kroppen reagerer umiddelbart, og al opmærksomhed samler sig om smerten. Men smerten som smerte har ikke en art udover den indre oplevelse. Den kan ikke som smerte forstås udefra. Udefra kan man se årsagen til smerten, skaden på kødet. Men man kan ikke i skaden se smerten. Hvis man vil forklare denne oplevelse yderligere, stiller man sig foran en uoverstigelig mur. Smerten opleves indefra.

De indre oplevelser er selvoplevelser og er i mennesket ophav til bevidsthedsmiraklet. Og så kan der komme voldsomme ord på! Lige ind i bevidstheden.

De indre oplevelser, uforståelige udefra, men indefra virkelige, er et faktum i livet, og et input for bevidstheden når der sættes ord på. De rummer alle fornemmelser og følelser, også dem som dukker op som hukommelse. Dette er forklaringen på påvirkningen den ene vej, udefra og ind. Accepteres dette,

så har vi løst det psyko-fysiske problem den ene vej.

Den anden vej:

Res cogitans -> res extensa:

 

Mennesker fungerer som dyrene i samspil med en meget kompliceret natur. I det mindste de højerestående dyr viser klare, med vores én til én matchende, udtryk for følelser. Vi synes at være fælles om alt det basale, herunder følelser, og alt det der gælder opretholdelse og videreførelse af livet. Dyrene har alle nødvendige evner og reaktioner. Dertil i øvrigt en hukommelse som kan overtrumfe vores mange gange:

Trækkende fugle som har været en tur i Afrika, kan finde tilbage til samme rede under et garagetag i Sønder Omme. Alt dette uden en bevidsthed baseret på ord.

Neurologien prøver at følge alt dette med naturlove. I princippet kan vi følge de forskellige sanseindtryks vej ind i hjernen hvor de lagres, og de handlinger de deterministisk forårsager til livets opretholdelse. Sådan fungerer livet for mennesker og for dyr - med mindre der skal være tale om viljesstyring. ’Vilje’ er en specifik menneskelig bevidsthedskonstruktion.

Det er ønsket om en fri vilje som ødelægger muligheden for at opnå en tilfredsstillende traditionel neurologisk beskrivelse af menneskets livsmekanismer. Descartes problem den anden vej eksisterer kun hvis res cogitans skal have bestemmelsesret, hvis en handling skal kunne initieres af en vilje der frit og bevidst vælger mellem de foreliggende muligheder, en vilje som er første årsag til en nerveimpulsproces der fuldfører viljens beslutning. Ellers foregår det hele deterministisk efter naturlovene i res extensa.

Dermed er det psyko-fysiske problem den anden vej løst i den sammenhæng hvori det er rejst og behandles, fra positionen ’set udefra’. Her foregår det hele nemlig efter naturlovene. Der er ikke plads til en fri vilje.

 

6.              Den frie viljes problem

Arno Victor Nielsen, filosof, citat:

Man kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje. Men vi kan ikke acceptere det”.

Det er med rene ord den frie viljes problem.

Gennem sanserne bombarderes kroppen af signaler fra omverdenen og fra kroppen selv. Det er i øvrigt umuligt kategorisk at afgrænse individets legeme fra resten af verden. Begge dele er verden uden for bevidstheden indtil der eventuelt sættes ord på. Signalerne fra sanserne er verdens vej ind til vores bevidsthed.

Kroppen reagerer umiddelbart på mange af signalerne udefra, og derigennem vedligeholdes det livsvigtige samspil med resten af verden. Kun en forsvindende lille del af disse signaler når frem til bevidstheden, erkendes med ord.

Alle kroppens reaktioner på sanseinputtene er umiddelbare og kommer derfor før en eventuel bevidsthed om dem.

Det er umiddelbart indlysende med min definition af bevidsthed. Uden en definition kan bevidstheden tilegne sig vilkårlige beføjelser. Her er ønsket om  at være herre i eget hus meget fristende, f. eks. selv at være årsag til ens handlinger. Her opstår det teoretiske fænomen den frie vilje, bevidsthedens muligheder for selv frit at vælge sine handlinger blandt de mulige, og opleve dette som et udtryk for personens vilje. Og her opstår konflikten, for

1.  Man kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje.

Den naturvidenskabelige konstatering er hjerneforskningens og neurologiens analyser af nerveprocesser med den gængse reduktionistiske videnskabsmetode. Her iagttages lovmæssigheder, hvilket er en deterministisk beskrivelse af vores handlinger.

Determinismens følge, fravær af fri vilje, kan synes at have den konsekvens at vi ikke kan drages til ansvar for vores handlinger. Det må genere alle herunder naturligvis især de hjerneforskere som er ansvarlige for synspunktet. De lægger derfor alle kræfter i for at få den frie vilje indpasset i den naturvidenskabelige beskrivelse, klart beskrevet i en artikel i Informatíon.

Et oplagt forskningsspørgsmål inden for disse rammer er at undersøge hvornår beslutningen om at handle tages i forhold til handlingen. Hvor meget kommer den før, eller måske samtidigt med? Er det nærliggende spørgsmål. Og så var det jo chokerende da Benjamin Libet påviste at beslutningen om handlingen kommer efter den aktivitet i hjernen som fører til handlingen; handlingen er i gang inden man beslutter sig! (NB. Det er en situation i forbindelse med bevidstheden som grundlæggende ligner Feynmans, s. 12, i forbindelse med fysikken. Begge nødvendiggør en ny forståelse af vores bevidstheds rolle.)

Libet selv kunne ikke acceptere sit eget forskningsresultat. Han strittede imod: Libet says the diagram shows room for a "conscious veto." og indførte altså en fri uvilje!!! I ramme alvor. Det ændrer intet ved spørgsmålet om frihed til at gribe ind i den deterministiske orden. En omfattende forskning forsøger at nærlæse de fysiologiske eksperimenter for at finde et hul til et viljesindgreb i den kategoriske determinisme, se ” Morten Storm Overgaard” i Informatíons artikel.

Eller den brutale løsning: I et nyt forord til Mærk verden, 25 år efter førsteudgivelsen, skriver Tor Nørre­-tranders at fri vilje ikke er svær at sluge "hvis man accepterer den enkle indsigt at selvfølgelig har vi en fri vilje, men vi har den bare ikke bevidst". Er det en løsning?! En vilje som ikke er bevidst!?

Her er det svært overhovedet at give ’vilje’ et indhold.

Den endeløse diskussion om den frie vilje trives fint i et miljø af uklare begrebsdefinitioner. Og ’vilje’ optræder vitterlig i filosofien i mange helt forskellige betydninger, som må udledes af den sammenhæng hvori de optræder. Hos Schlick og Hobart, som selv angiver at have løst problemet, må man i bakspejlet prøve at tildele begrebet ’vilje’ en betyd-ning som kan tilpasses sammenhængen.

Men først mere Libet:

Sammen med ren neurovidenskab behandles ’vilje’ og ’beslutning’ som ingen plads har her og i øvrigt ikke defineres. Den deraf følgende forvirring kan påvises ved udsagn af Tor Nørretranders i Mærk Verden og af Libet anføret i samme bog. På s. 275. citeres Libet som må mene:

"Hvis en bevidst intention eller beslutning om at handle skal indlede en viljesbestemt begivenhed, så må den subjektive oplevelse af denne intention gå forud for, eller i det mindste falde sammen med begyndelsen af de særlige processer i hjernen, der formidler handlingen.“

Ja, oplagt! Hans eksperimenter viste bare det modsatte i hans egen tolk-ning. Men det er en kortslutning at kalde bevidstheden om en handling for en viljesbestemt beslutning om at udføre den. Det er her det går galt. Libets forsøg handler slet ikke om forholdet mellem ’vilje’ (som han ikke har defineret) og handling, men om forholdet mellem bevidsthed i min betydning om en handling, som allerede er sat i gang, og handlingens start. Og man kan naturligvis ikke blive bevidst om handlingen før den er sat i gang.

På s. 279. resumerer Tor Nørretranders:

”Der er altså tre begivenheder: Først går beredskabspotentialet i gang, derefter bliver personen bevidst om at sætte handlingen i gang; og endelig udføres handlingen.”

Beredskabspotentialet er den elektriske aktivitet man kan måle i forbindelse med handlingen. Her går handlingen altså i gang. Beredskabspotentialet optræder ca 1 sekund før handlingen effektueres. Ved en snedig mekanisme kan forsøgspersonen meddele hvornår vedkommende bliver bevidst om handlingen. Det sker ca. 0,2 sekunder før den endelige udførelse af handlingen.

Kroppens muskler aktiveres, og via bevidsthedsmiraklet, kroppens signal til bevidstheden, bliver personen opmærksom at der sker noget i kroppen. Det mærkes og meddeles eksperimentatoren umiddelbart før handlingen.

Tor Nørretrandes præciserer instruktionen til forsøgspersonen på s. 278: ”Forsøgspersonerne blev tilskyndet til at afvente en lyst til at handle” - i grunden en helt tom tilskyndelse. Her 0,2 sekunder før registreres lysten til at handle. Er et sådant deterministisk opstået ønske - processen er jo i gang - det vi forstår ved en ’vilje’ til at handle? Og hvis ja, hvordan kan den så være fri?

Når nu ’vilje’ netop drejer sig om et bevidsthedsfænomen, burde det være helt uomgængeligt for hjerneforskningen som iagttager udefra, at afprøve komplementaritetsprincippet og respektere den til at ’se udefra’ komplementære position, nemlig at ’se indefra’.

Her, netop her, får vi straks øje på ’vilje’, ’beslutning’, ’ansvar’ og ’jeg’et og spørger forbløffet: Hvad laver de begreber i hjerneforskningen som udefra måler elektriske potentialer indenfor neurovidenskabens ramme? Hvad er i denne sammenhæng en ’vilje’ som kan effektuere en beslutning ved at pille ved neuronerne? Hvordan skulle en sådan ’vilje’ - hvis begrebet i denne sammenhæng skal have indhold i overensstemmelse med dets normale anvendelse (fri, indgribende vilje) - kunne påvirke nerve-impulserne, gribe ind og styre dem udenom den af neurovidenskaben beskrevne vej? Eller bremse de neuronfyringer som i organismen er lige på trapperne som følge af hele organismens øjeblikkelige situation og sætte andre neuroner til at fyre i stedet? Det er i virkeligheden(!) det cartesianske kke hjemme her. Det er i virkeligheden(!) det cartesianske koglekirteldilemma nok en gang når man kun ser udefra.

Hvilken mening kan det give at tilskrive en hund eller en kat - eller en østers eller en regnorm - en fri vilje? Når hjerneforskningen analyserer dyrs og menneskers adfærd med samme videnskab, så er svaret på spørgsmålet ”hvilken mening kan det give…” naturligvis det samme.

Problemet om den frie vilje behandlet af hjerneforskningen er et skinproblem som følge af en kategorifejl. ’Vilje’ hører iok en gang når man ser udefra.

Men sjovt nok, tampen brænder: Libet er selv inde på at bevidstheden tilhører en anden kategori end de målbare størrelser som hjerneforskningen beskæftiger sig med:

Ifølge Tor Nørretranders s. 276-77: ”Benjamin Libet har siden han i midten af 1960’erne indledte sine undersøgelser over bevidsthed haft en meget klar indsigt i, at bevidsthed er et primært fænomen. Man kan ikke reducere bevidsthed til noget andet, f.eks. en eller anden målelig størrelse i hjernen. En person oplever en bevidst beslutning – og det er kun denne person, vi kan spørge om denne oplevelse. Man kan ikke studere bevidsthed ved at henføre den til et eller andet „objektivt“ målbart.” Men at komplementaritetbegrebet skulle være løsningen, faldt ham ikke ind.


Denne forskning er på afveje.

Tor Nørretranders bruger små 100 sider på at endevende disse problemer, et skridt frem og straks efter samme skridt tilbage, og rundt nok en gang. Fordi begreberne ikke er præciseret, er der frit spillerum, og det bliver en ørkenvandring. Siderne behandler beslutning og vilje sammen med bevidstheden. Bevidstheden bruges i to betydninger. Den ene er bevistheden som bliver opmærksom på noget (min betydning), den anden er bevidstheden som besluttende. Det er to diametralt modsatte roller.

Men Libets resultat er helt som forventeligt. Kroppen handler, og derefter registreres handlingen i bevidstheden gennem den indre oplevelse.

Men det kan nu se løjerligt ud: Hvis jeg beslutter at hælde den kaffe jeg lige nu sidder og nyder, ud over tastaturet, så kan jeg illustrere min frie vilje ved at vælte koppen. Og så ender teksten - hvis…

Men det beslutter jeg ikke. Vi må forstå det sådan, at set udefra, fra en hjerneforsker, er jeg fra min fortid helt op til det eventuelle handlingsøjeblik blevet påvirket til – derfor opstår ønsket om… (Schlick) - at prøve at løse nærværende teksts problemer, og jeg har brug for tastaturet. Det skal ikke ødelægges.

Jeg kan dog udefra blive tilstrækkeligt provokeret - eller belønnet - så jeg vælter koppen. Men det er så efter en kraftig ydre påvirkning som deterministisk omstrukturerer min hjerne. Alt det der er i min krop inkl. hjerne, bestemmer hvad jeg gør.

Først derefter opdager jeg det - og går ind for det! set indefra.

 

Men hvad gør så forskningen som vil have den frie vilje ind i forskningssammenhængen?

Den omfortolker begrebet fri vilje. (Her anføres blot konklusionen. En grundig analyse af de i det følgende anvendte tekster ligger på nettet.) ’Vilje’ er ikke mere det som Libet og Tor Nørretranders m. fl. jagter. Den får en ny betydning.

Et af mange valgt tilflugtssted for problemstillingen er den såkaldte kompatibilisme, forståelse af at fri vilje og determinisme ikke er modstridende. Ja, det er formuleret helt provokerende af R. E. Hobart (Fri vilje er utænkelig uden determinisme, 1934) og mere neutralt af Moritz Schlick (Problems of Ethics, 1939).

De beholder begrebet fri vilje, men omfortolker det, så ’vilje’ mister det indhold som stiller den i modsætning til determinismen.

Om ’fri vilje’ skriver positivisten Schlick at et menneske er frit når det ikke handler under tvang. Endvidere skriver han at menneskets vilje adlyder psykologiens love som er naturlove, som slet og ret udtrykker hvilke ønsker det faktisk har under de givne omstændigheder.

Dvs for Schlick udfører viljen det lovmæssigt opståede ønske som er i overensstemmelse med den af omstændihghederne deterministisk igangsatte handling. Men hvad er ’vilje’ og ’ønske’ i denne sammenhæng andet end tomme ord for det der faktisk sker? Indhold får begreberne først som ledsageoplevelser. Og så hører de hjemme i en anden kategori.

R. E. Hobart har, som det allerede fremgår af titlen ovenfor, et hermed foreneligt syn på fri vilje og determinisme. Han går for at have leveret den endelige forståelse af kompatibilismen (forenelighed af fri vilje og determinisme). Han siger under nævnte titel: ”Det er i det store og hele en erfaring at vi har en fri vilje. Denne kendsgerning er langt mere sikker end nogen filosofisk analyse.

Ja! - men: Han definerer ikke begrebet ’fri vilje’ hvorved det opnår en velegenet fleksibilitet. I den filosofiske analyse er en persons handlinger, hvorigennem personen høster fortjeneste eller dadel, i kraft af determinismen sikkerheden for at handlingerne udspringer af personligheden og således karakteriserer personen etiske habitus - og kan derfor tolkes som udslag af personens vilje(!?) til at være sig selv? Men klart nok: Uden determinismen ville personens karakter smuldre.

Begrebet ’vilje’ hører ikke hjemme her.

 

2.  ”…men vi kan ikke acceptere det”.

Vi kan ikke acceptere det, for det strider mod vores grundlæggende livsoplevelse, vores ”…erfaring at vi har en fri vilje.

Er det så bare en indbildning, eller er det en erfaring som kan være essentiel for vores liv, og som derfor slet ikke kan ignoreres?

Eksistentialismen med bl.a. Søren Kierkegaard og Jean-Paul Sartre gjorde det eksistentielle valg afgørende for menneskets levede liv i modsætning til den naturvidenskabelige verdensforståelse. Dette valg er appellerende knyttet til en fri vilje som har afgørende betydning.

Sartre siger i Eksistentialisme er humanisme, 1946: ”der er ikke nogen determinisme, mennesket er frit, mennesket er frihed.”

Determinisme hører ikke hjemme her.

Problemet med fri vilje kontra determinisme eksisterer således uafviseligt med disse to uforenelige sider, og vi har altså fået dem karakteriseret ved eksistentialismen og positivismen.

En komplementær tilgang løser problemet:

Vi lever og oplever (indefra) vores liv eksistentialistisk og beskriver (udefra) verden og os selv positivistisk, og der er ikke tale om konflikt. Det er komplementære indfaldsvinkler som ikke kan anvendes samtidigt, men som begge er nødvendige i vores liv. Så er det afgørende at disse positioner markerer sig klart og udelukker hinanden:

·      Den eksistentialistiske oplever livet subjektivt indefra og opbygger ’jeg’et med værdier, frie valg m.m. Den positivistiske beskriver fænomenerne objektivt udefra og opbygger vores virkelighed med lovmæssigheder.

·      Den eksistentialistiske ser fremad og koncentrerer sig om valget for fremtiden, den positivistiske ser tilbage og behandler indhøstet erfaring.

·      Det er i den frie viljes domæne vi lever, men i determinismens vi forstår.

·      Det ene områdes begreber er totalt individuelle og forbigående, det andet områdes begreber er kulturelt, videnskabeligt universelle.

Alle punkterne peger på to separate kategorier, virkeligheden set fra et indre og et ydre perspektiv. Vi har alle adgang til begge, men deres begreber må behandles separat. Hvis vi imidlertid ser en lidenskabelig overvægt af den ene kategoris begreber, så får vi en Søren Kierkegaard, hvis det er af den anden, får vi en Moritz Schlick eller R. E. Hobart. Ingen af perspektiverne kan undværes. Og da de samtidigt er uforenelige, så er komplementariteten uundgåelig!

I det indre perspektiv opstår 'jeg', 'selv', 'valg', ’ønske’, 'vilje', 'ansvar', ’værdier’, 'meningsfylde', 'formål', m.m. i løbet af de første leveår som følge af kulturel påvirkning. Begreberne eksisterer unikt som sådan i et menneskeliv ad gangen.

De til naturvidenskaben hørende begreber eksisterer uafhængigt at de enkelte mennesker, overlappende og udfordrende adskillige generationer.

Vores bevidsthed er kongruent med det aktuelle paradigme. Derfor vil den, som den har gjort i hele menneskekulturens udviklingshistorie, gennem paradigmeskift ændre sig i overensstemmelse med fundamentalt nye udfordringer den møder.

De dybe spørgsmål i vores kulturs historie indeholder ofte en duali-tet/komplementaritet, om det så er Platon, Descartes, Spinoza, Yin-Yang eller kvantemekanikken. Måske peger dualiteten på at vi har at gøre med fundamentale problemer som kan opnå afklaring ved at blive opfattet som en komplementær enhed. F. eks løser komplementaritetsprincippet umiddelbart problemet 'fri vilje' kontra 'determinisme'. For så forsvinder "kontra" bibeholdende den umiddelbare oplevede betydning af ’fri vilje’. Kvantemekanikken fremstår som et eksempel hvor komplementaritetstil-gangen er tvunget frem; udfordringerne inden for fysikken måtte finde et sprog. Hvis vi vil forstå også andre problemer, så er det måske dette skridt vi må tage?

 

Herefter vil jeg behandle det indre perspektiv. Hvor står vi som oplevende mennesker i alt dette?

 

Teksten er bogudgivet. I den forbindelse må jeg ikke lade den ligge komplet frit tilgængeligt på nettet. Jeg overspringer derfor det meste af Afsnit 7 til 10.

Køb bogen her. Den koster kun kr. 50,-

 

7.              Dannelsen af ‘jeg’et

8.              Fornuften

9.              Den frie vilje og ansvar

Vi kan nu, også på baggrund af Afsnit 6, give en meningsfuld definition af begrebet ’vilje’ og forklare hvorfor vi må karakterisere den som fri:

Definition: 'Vilje' beskriver vores indre oplevelse i handlingsøjeblikket af de handlinger, som former vores ’jeg’ og som vi senere vil tage ansvar for for at opretholde vores integritet. Vi ved at vi kunne have handlet anderledes (forudsat andre muligheder forelå). Derfor oplever vi viljeshandlingen som fri.

'Vilje' er i strømmen af handlingsøjeblikke os selv oplevet i den indre position. Her oplever vi vores liv forlæns.

10.              Hvor endte vi så?

 

11.              Hvad venter os?

Mine præmisser kan forekomme fuldstændigt vanvittige:

·      Bevidsthedsmiraklet der principielt og uden videre må accepteres

·      Bevidsthedens selvberoende fundament, dvs. indefinitte art

·      Afkald på at forstå verden i sig selv

·      Nødvendigheden af en komplementær tilgang for vores bevidsthed til fundamentale problemstillinger i forhold til den verden hvoraf vi selv er en del.

Her er det meget interessant og relevant at iagttage at videnskabshistoriens helt store gennembrud er sket efter accept af præmisser som ligeledes var fuldstændigt vanvittige for samtiden. 

Det aristoteliske verdensbillede (forfinet af Ptolemæus) med Jorden som universets centrum var virkeligheden på den tid, den aristoteliske virkelighed. Det blev fortrængt af det kopernikanske fordi mange iagttagelser faldt på plads på en simplere måde. Kopernikus’ arbejde blev faktisk anerkendt på et tidligt tidspunkt af den katolske kirke som udgav hans verdensmodel i 1543. Men den blev i forordet karakteriseret som en ren teoretisk øvelse. Den skulle bestemt ikke opfattes som virkeligheden. Men den blev virkeligheden gennem en hård og livsfarlig kamp som kostede Giodano Bruno livet og satte Galilei i husarrest. Paradigmeskiftet afsluttedes med Newtons love; se hvad Newton selv skrev om dette – rent vanvid. Men det endte med at være helt uden problemer - hvilket jeg, som har undervist unge mennesker i Newtons lov, med egentlig en vis forbløffelse kan se tilbage på. Ja, helt uden problemer

-indtil Bohrs postulater… hør f.eks. Ehrenfest, en nær ven til både Bohr og Einstein. Han sagde på et tidligt tidspunkt: ”Hvis det er sådan vi i fremtiden skal dyrke fysik, så må jeg helt opgive fysikken.” Han kom nu efter det senere. Meget efter det endda.

Altså ser det slet ikke ud som om vanviddet i nye opfattelsers præmisser står i vejen for deres endelige accept. Det betyder blot at

Chokeffekten understreger paradigmeskiftets radikalitet.

Vi var parate til af udskifte Aristoteles med Kopernikus, og Kopernikus med - ja, det kunne være Bruno, og Bruno med Hawking og Hawking med …?     Nå, det var fysik.

Filosofisk: Er det snarere Descartes og descendenter med…?

Vi har fået noget at slås med, vi mennesker: Sproget er en forudsætning for at kunne stille sig udenfor og kigge. Det kan dyrene ikke. Aha: Dér har vi fejlen! Vi fik sproget, og vi fik problemerne!

Måtte der snart blive bundet en sløjfe af de to løse ender!